Forord

For nylig er der skrevet nogle bøger om rettighederne for ikke-muslimer, der lever underkastet islamisk lov. De fleste af disse bøger præsenterer det islamiske syn på en positiv måde, uden at afsløre de negative sider, der er indbygget i disse love.

Dette korte studie forsøger at udforske disse love, som de er fremstillet i de fire [sunni-muslimske, o.a.] retsskoler. Det tager sigte på at afsløre for læseren de negative konsekvenser af disse love, uden at ignorere moderne reformatorers mere tolerante holdninger.

Det er vort inderlige håb, at denne undersøgelse vil afsløre den nøgne sandhed for læserne, i både dens positive og negative facetter.

S.S.

Begrebet "islamisk stat"

"En islamisk stat er i det væsentlige en ideologisk stat, og er dermed radikalt forskellig fra en nationalstat." Denne erklæring, fremsat af Mawdudi, lægger det grundlæggende fundament for det politiske, økonomiske, sociale og religiøse system i alle islamiske lande, der indfører islamisk lov. Dette ideologiske system diskriminerer bevidst mellem mennesker alt efter deres religiøse tilhørsforhold. Mawdudi, en fremtrædende pakistansk muslimsk lærd, opsummerer de grundlæggende forskelle mellem islamiske og sekulære stater som følger:

1) En islamisk stat er ideologisk. Folk, der lever i den, er delt op i muslimer, der tror på dens ideologi, og ikke-muslimer, der ikke tror.

2) Ansvaret for politik og administration af en sådan stat "bør hovedsagelig påhvile dem, der tror på den islamiske ideologi." Ikke-muslimer kan derfor ikke blive bedt om at deltage i, eller få overdraget ansvaret for, den politiske beslutningsproces.

3) En islamisk stat er forpligtet til at skelne (dvs. diskriminere) mellem muslimer og ikke-muslimer. Den islamiske lov "sharia" garanterer ikke-muslimer "visse specifikt angivne rettigheder, udover hvilke de ikke har lov til at blande sig i statens anliggender, fordi de ikke har tilsluttet sig dens ideologi." Når de konverterer til den islamiske tro, bliver de "ligeværdige deltagere i alle sager vedrørende staten og regeringen."

Ovenstående syn er repræsentativt for hanafiterne, en af de fire islamiske retsskoler. De andre tre skoler er malikiterne, hanbaliterne (den strengeste og mest fundamentalistiske af dem) og den shafiitiske [desuden er der de shiitiske jafariter, o.a.]. Alle fire skoler er enige dogmatisk om islams grundlæggende trosbekendelse, men adskiller sig i deres fortolkning af islamisk lov, som er afledt af fire kilder:

a) Koranen (læs eller recitér): Det muslimske samfunds hellige bog med direkte citater af Allah, som angiveligt blev dikteret af Gabriel.

b) Hadith (fortælling): Samlingerne af islamiske traditioner, herunder citater og gerninger af Muhammed, som hørt og overværet af hans samtidige på første, anden og tredje hånd.

c) Al-qiyas (analogi eller sammenligning): Den juridiske afgørelse, der uddrages af islamiske jurister på basis af præcedens.

d) Ijma (konsensus): Fortolkningerne af islamiske love, afsagt ved konsensus af ansete muslimske lærde i et bestemt land.

Tekstsbaserede love, foreskrevet i Koranen, er få. Døren står på vid gab for fremtrædende lærde, der er velbevandret i Koranen, hadith og andre islamiske discipliner, til at præsentere deres fatwaer (juridiske udtalelser), som vi skal se senere.

Klassifikation af ikke-muslimer

I sin artikel, "Bestemmelser for Pagtens Folk og Mindretal i en Islamisk Stat," bemærker sheik Najih Ibrahim Ibn Abdullah, at retslærde klassificerer ikke-muslimer eller vantro i to kategorier: Dar-ul-Harb eller Krigens Hus, der refererer til ikke-muslimer, der ikke er bundet af en fredstraktat, eller pagt, og hvis blod og ejendom ikke er beskyttet af loven om vendetta eller gengældelse; og dem, der lever i Dar-us-Salam, eller Fredens Hus, [også kaldet dar al-Islam, Islams Hus, o.a.]. De falder i tre grupper:

1) Zimmier (dem i varetægt, også kaldet dhimmier) er ikke-muslimske undersåtter, der lever i muslimske lande og er gået ind på at betale jizya (tribut, skat) til gengæld for beskyttelse og sikkerhed, og at være underlagt islamisk lov. Disse har en permanent pagt.

2) Hudnaens Folk (våbenhvilens folk) er dem, der har underskrevet en fredstraktat med muslimerne efter at være blevet besejret i krig. De er gået ind på at opholde sig i deres eget land, og alligevel være underlagt islamisk lov ligesom dhimmierne, forudsat at de ikke fører krig mod muslimerne.

3) Mustamin (beskyttede) er personer, der kommer til et islamisk land som budbringere, købmænd, besøgende eller studerende, der ønsker at lære om islam.

En mustamin bør ikke føre krig mod muslimer, og han er ikke forpligtet til at betale jizya, men han vil blive opfordret til at antage islam. Hvis en mustamin ikke accepterer islam, er han tilladt at vende sikkert tilbage til sit eget land. Muslimer er forbudt at skade ham på nogen måde. Når han er tilbage i sit eget land, bliver han behandlet som én, der tilhører Krigens Hus.

Denne undersøgelse vil fokusere på lovene vedrørende dhimmier.

Islamisk lov og dhimmier

Muslimske muftier (juridiske autoriteter) er enige om, at dhimmi-kontrakten primært skal tilbydes Bogens Folk, dvs. kristne og jøder, og derefter til magere eller zoroastrianere. Men de er uenige om, hvorvidt en kontrakt skal indgås med andre grupper, såsom kommunister eller ateister. Hanbaliterne og shafiiterne mener, at ingen kontrakt bør indgås med de ugudelige eller dem, der ikke tror på den højeste Gud. Hanafiter og malikiter mener, at jizya kan accepteres fra alle vantro, uanset deres anskuelser og tro på Gud. Abu Hanifa ønskede dog ikke, at hedenske arabere skulle have denne mulighed, fordi de er Profetens folk. De skal kun gives to muligheder: At acceptere islam eller blive dræbt.

Jizya (tribut, skat)

Jizya betyder bogstaveligt straf. Det er en beskyttelsesskat afkrævet ikke-muslimer, der lever under islamiske regimer, og som bekræfter deres juridiske status. Mawdudi erklærer, at "accepten af jizya tilvejebringer ukrænkeligheden af deres liv og ejendom, og at hverken den islamiske stat eller den muslimske offentlighed derefter har ret til at krænke deres ejendom, ære eller frihed." Betaling af jizya er et symbol på ydmygelse og underkastelse, fordi dhimmier ikke betragtes som borgere i den islamiske stat, selv om de i de fleste tilfælde er landets oprindelige indbyggere.

En sådan holdning fremmedgør dhimmierne fra at være en væsentlig del af fællesskabet. Hvordan kan en dhimmi føle sig hjemme i sit eget land, blandt sit eget folk, og hvordan kan han opleve regeringen som sin, når han ved, at den jizya han betaler, er et symbol på ydmygelse og underkastelse? I sin bog The Islamic Law Pertaining to non-Muslims, giver sheik Abdulla Mustafa Al-Muraghi udtryk for, at jizya kan kun undtages for den dhimmi, der bliver muslim eller dør. Shafii-skolen gentager, at jizya ikke automatisk lægges til side, når dhimmien konverterer til islam. Fritagelse fra jizya er blevet et incitament, der tilskynder dhimmien til at opgive sin tro og antage islam.

Sheik Najih Ibrahim Ibn Abdulla opsummerer formålet med jizya. Han siger, idet han citerer Ibn Qayyim al-Jawziyya, at jizya er forordnet for ...

"... at skåne blodet (af dhimmierne), at være et symbol på ydmygelsen af de vantro og som en fornærmelse og straf for dem. Og som shafiiterne tilkendegiver, er jizya tilbudt til gengæld for retten til at leve i et islamisk land." Ibn Qayyim tilføjer således: "Da hele religionen tilhører Gud, sigter den mod at ydmyge ugudeligheden og dens tilhængere, og at forhåne dem. At kræve jizya af ugudelighedens tilhængere og at undertrykke dem, er krævet af Guds religion. Koranens tekst hentyder til denne opfattelse, når den siger: 'indtil de kuet er rede til at betale skat' (Koranen 9:29). Hvad der modsiger dette er at lade de vantro nyde deres magt og praktisere deres religion, som de ønsker det, så de vil få magt og autoritet."

Dhimmier og religiøs praksis

Muslimer mener, at dhimmierne [de kristne dhimmier, o.a.] er mushrikun (polyteister, de, der sætter andre ved Guds side), fordi de opfatter troen på Treenigheden, som en tro på tre guder. Islam er den eneste sande religion, hævder de. For at beskytte muslimer mod korruption, især mod den utilgivelige synd, shirk (polyteisme), er dens udøvelse derfor forbudt blandt muslimer, fordi den betragtes som den største vederstyggelighed. Når kristne praktiserer den offentligt, bliver den en fristelse og tilskyndelse til frafald. Det er væsentligt her at bemærke, at dhimmier og vantro, ifølge Muraghier, er polyteister, og derfor skal have den samme behandling.

Ifølge muslimske jurister skal følgende juridiske forordninger pålægges dhimmier (både kristne og jøder), der lever blandt muslimer:

1) Dhimmier er ikke tilladt at bygge nye kirker, templer og synagoger. De har lov til at renovere gamle kirker og gudshuse, forudsat at de ikke tilføjer nogen ny konstruktion. "Gamle kirker" er dem, der eksisterede før de islamiske erobringer og som af muslimer er inkluderet i en fredsaftale. Opførelse af enhver form for kirke, tempel eller synagoge på Den Arabiske Halvø (Saudi-Arabien) er forbudt. Det er Profetens land, og kun islam må herske dér. Men muslimer har lov til, hvis de ønsker det, at nedrive alle ikke-muslimske gudshuse i ethvert land, de erobrer.

2) Dhimmier har ikke lov til at bede eller læse deres hellige bøger højt i hjemmet eller i kirkerne, for at muslimerne ikke skal komme til at høre deres bønner.

3) Dhimmier er ikke tilladt at trykke deres religiøse bøger eller sælge dem på offentlige steder og markeder. De har lov til at udgive og sælge dem blandt dem selv, i deres kirker og templer.

4) Dhimmier er ikke tilladt at opsætte kors på deres huse eller kirker, da det er et symbol på vantro.

5) Dhimmier er ikke tilladt at sende eller vise deres ceremonielle religiøse ritualer i radio eller fjernsyn, eller at bruge medierne, eller at offentliggøre noget billede af deres religiøse ceremonier i aviser og tidsskrifter.

6) Dhimmier er ikke tilladt at samles i gaderne under deres religiøse højtider; derimod skal enhver i stilhed begive sig til sin kirke eller sit tempel.

7) Dhimmier er ikke tilladt at gå ind i hæren, medmindre der er et absolut nødvendigt behov for dem, i hvilket tilfælde de ikke har lov til at have lederstillinger, men skal betragtes som lejesoldater.

Mawdudi, der er hanafit, udtrykker en mere generøs holdning til de kristne. Han siger:

"I deres egne byer har de lov til at gøre det (praktisere deres religion) med fuld frihed. I rent muslimske områder, har en islamisk regering dog fuld ret til at sætte sådanne begrænsninger for deres praksis, som den anser for nødvendig."

Apostasi i islam

Apostasi betyder afvisning af religionen islam, enten ved handling eller mundens ord. "Apostasi sætter dermed en stopper for ens tilslutning til islam." Når man afviser islams grundlæggende trossætninger, afviser man troen, og dette er en handling af apostasi - en sådan handling er en alvorlig synd i islam. Koranen siger:

"Hvordan skulle Gud kunne retlede folk, der er blevet vantro efter at have været troende, efter at have bevidnet, at Udsendingen er sand, og efter at have fået de klare beviser? Gud retleder ikke de folk, der handler uret. Deres gengældelse skal være, at Guds forbandelse, tillige med alle engles og menneskers, hviler over dem. Under den skal de forblive til evig tid. Deres straf vil ikke blive lempet, og de vil ikke få henstand, bortset fra dem, der siden omvender sig og forbedrer sig. Gud er tilgivende og barmhjertig." (Koranen 3:86-89)

Officielt kræver islamisk lov, at muslimer ikke tvinger dhimmier til at antage islam. Det er en pligt for enhver muslim, hævder den, at være et eksempel på islams dyder, således at de, der er ikke-muslimer, vil konvertere villigt efter at have opdaget dens storhed og sandhed. Når en person først er blevet muslim, kan han ikke tage sine ord tilbage. Hvis han gør det, får han først en advarsel, dernæst får han tre dage til at overveje og angre. Hvis han fortsætter i sit frafald, skal hans kone skilles fra ham, hans ejendom konfiskeres og hans børn tages fra ham. Han er ikke tilladt at gifte sig igen. I stedet skal han stilles for retten og dømmes til døden. Hvis han angrer, kan han vende tilbage til sin kone og sine børn eller gifte sig igen. Ifølge hanafiterne har en frafalden kvinde ikke lov til at blive gift. Hun skal tilbringe tiden i meditation for at vende tilbage til islam. Hvis hun ikke angrer eller trækker sine ord tilbage, vil hun ikke blive dømt til døden, men hun vil blive forfulgt, slået og fængslet på livstid. Andre sharia-skoler kræver hendes død. Den ovennævnte straf er foreskrevet i en hadith, der findes hos al-Bukhari: "Det er berettet af Abaas (...) at Allahs Sendebud (...) sagde: 'Enhver, der ændrer sin religion (fra islam til en anden tro), dræb ham.'"

I sin bog Shari`ah: The Islamic Law, bemærker Doi: "Dødsstraf i tilfælde af apostasi er der fuldstændig enighed om blandt alle fire islamiske retsskoler."

En ikke-muslim, der ønsker at blive muslim, opfordres til at gøre det, og enhver, selv en far eller en mor, der forsøger at stoppe ham, kan blive straffet. Omvendt kan enhver, der forsøger at omvende en muslim til en anden tro, se frem til straf.

Verdslige Love

Dhimmier og muslimer er underlagt de samme verdslige love. De skal behandles ens i spørgsmål om ære, tyveri, hor, mord og materiel skade. De skal straffes i overensstemmelse med den islamiske lov, uanset deres religiøse tilhørsforhold. Både dhimmier og muslimer er underlagt islamiske love i sager om verdslig forretningsvirksomhed, finansielle transaktioner såsom salg, leasing, virksomheder, etablering af virksomheder, gårde, værdipapirer, pantebreve, og kontrakter. For eksempel straffes tyveri med afskæring af tyvens hånd uanset om han er muslim eller kristen. Men når det kommer til privilegier, nyder dhimmien ikke den samme behandling. For eksempel kan dhimmier ikke få udstedt våbenlicens.

Ægteskab og børn

En muslimsk mand kan gifte sig med en dhimmi-kvinde, men en dhimmi-mand er ikke tilladt at gifte sig med en muslimsk kvinde. Hvis en kvinde antager islam og ønsker at blive gift, har hendes ikke-muslimske far ikke myndighed til at give hende væk til hendes brudgom. Hun skal gives væk af en muslimsk værge.

Hvis den ene forælder er muslim, skal børnene opdrages som muslimer. Hvis faderen er en dhimmi og hans kone konverterer til islam, skal hun skilles; hun vil så have forældremyndigheden over sit barn. Nogle fundamentalistiske skoler gør gældende, at en muslimsk mand har ret til at begrænse sin dhimmi-kones bevægelsesfrihed til hendes hjem og forhindre hende i at deltage i hendes egen religions gudstjenester.

Dødsstraf

Hanafiterne mener, at dhimmier og muslimer skal have samme straf for den samme forbrydelse. Hvis en muslim dræber en dhimmi med vilje, skal han dræbes til gengæld. Det samme gælder for en kristen, der dræber en muslim. Men andre retsskoler har andre fortolkninger af islamisk lov. Shafiiterne erklærer, at en muslim, der myrder en dhimmi, ikke må slås ihjel, fordi det ikke er rimeligt at sidestille en muslim med en polyteist (mushrik). I et sådant tilfælde skal der betales blodpenge. Straffen afhænger af den retsskole der er gældende i det særlige islamiske land, hvor forbrydelsen eller lovovertrædelsen er begået. Dette illustrerer konsekvenserne af forskellige fortolkninger af den islamiske lov, baseret på hadith.

Hver skole forsøger at dokumentere sin juridiske opfattelse ved at henvise til hadith eller en hændelse i Profetens eller de "retledte kaliffers" liv.

Dhimmiers vidnesbyrd

Dhimmier kan ikke vidne mod muslimer. De kan kun vidne mod andre dhimmier eller mustamin (beskyttede personer). Deres eder betragtes ikke som gyldige ved en islamisk domstol. Ifølge sharia, er en dhimmi end ikke kvalificeret til at være under ed. Muraghi siger rent ud: "En dhimmis vidnesbyrd kan ikke accepteres, fordi Allah - Han være ophøjet - sagde: 'Gud vil ikke lade de vantro (kafirun) have magt over de troende'." En dhimmi, betragtet som en vantro, kan ikke vidne mod nogen muslim, uanset hans moralske kvaliteter. Hvis en dhimmi har rettet falsk anklage mod en anden dhimmi og er tidligere straffet, er hans troværdighed og integritet plettet og hans vidnesbyrd ikke længere acceptabelt. En alvorlig følge af dette er, at hvis en muslim har begået en alvorlig forbrydelse mod en anden, og den kun er bevidnet af dhimmier, vil retten have svært ved at fælde dom, fordi dhimmiers vidnesbyrd ikke er acceptable. Alligevel vil denne samme dhimmi, hvis integritet er skæmmet, få sit vidnesbyrd accepteret mod både dhimmier og muslimer, hvis han konverterer til islam, for ifølge sharia: "Ved at antage islam har han fået en ny troværdighed, som vil gøre ham i stand at vidne (...)." Alt hvad han skal gøre, er, at fremsige den islamiske trosbekendelse i vidners nærvær, og dette vil ophøje ham fra at være en udstødt til at være en respekteret muslim, der nyder alle den troende muslims privilegier.

Civilret

I personlige sager om ægteskab, skilsmisse og arv, har dhimmier ret til at appellere til deres egne religiøse domstole. Hver kristen trosretning har ret og myndighed til at træffe afgørelse i hvert enkelt tilfælde. Dhimmier kan frit praktisere deres egne sociale og religiøse ritualer i hjemmet og i kirken uden indblanding fra staten, selv i sådanne sager som at drikke vin, opdrætte svin og spise svinekød, så længe de ikke sælger noget af det til muslimer. Dhimmier er generelt nægtet retten til at appellere til en islamisk domstol i familieretlige sager, ægteskab, skilsmisse og arv. Men i tilfælde af at en muslimsk dommer indvilliger i at tage en sådan sag, skal retten anvende islamisk lov.

Politiske rettigheder og pligter

Den islamiske stat er en ideologisk stat, hvilket betyder, at lederen af staten nødvendigvis må være muslim, fordi han er bundet af sharia til at lede og administrere staten i overensstemmelse med Koranen og sunna. Opgaven for hans vejledende råd er at hjælpe ham til at indføre de islamiske principper og overholde dem. Enhver, der ikke har antaget den islamiske ideologi, kan ikke blive statsoverhoved eller medlem af rådet.

Mawdudi, der er bekendt med det moderne samfunds krav, synes at være mere tolerant overfor dhimmier. Han siger:

"Med hensyn til et parlament eller en lovgivende forsamling af moderne type, der er væsentlig forskellig fra det vejledende råd i traditionel forstand, kan denne regel lempes, således at ikke-muslimer kan blive medlemmer, forudsat at det er fuldt sikret i forfatningen, at ingen lov, som er i strid med Koranen og sunna, kan vedtages, at Koranen og sunna er de vigtigste kilder til offentlig ret, og at statsoverhovedet nødvendigvis skal være muslim."

Under disse omstændigheder vil området for ikke-muslimske minoriteters indflydelse være begrænset til spørgsmål vedrørende landets generelle problemer eller minoriteternes interesser. Deres deltagelse må ikke være til skade for islams grundlæggende krav. Mawdudi tilføjer:

"Det er muligt at danne en separat repræsentativ forsamling for alle ikke-muslimske grupper i egenskab af et centralt agentur. Medlemskab af og stemmeret til en sådan forsamling vil være begrænset til ikke-muslimer og de vil kunne få den fulde frihed indenfor dets rammer."

Disse synspunkter bliver ikke godtaget af de fleste andre sharia-skoler, som fastholder, at ikke-muslimer ikke må indtage nogen som helst position, som kan give dem nogen form for autoritet over nogen muslim. En position af suverænitet kræver indføring af islamisk ideologi. Det hævdes, at en ikke-muslim (uanset hans evne, oprigtighed og loyalitet over for hans eget land) ikke kan og ikke vil arbejde loyalt for islams ideologiske og politiske mål.

Erhvervslivet

Den politiske arena og de offentlige sektorer er ikke de eneste områder, hvor ikke-muslimer ikke er tilladt at indtage en position af autoritet. En muslimsk medarbejder i en virksomhed spørger i et brev, "om det er tilladt for en muslimsk ejer (af en virksomhed) at give en kristen autoritet over andre muslimske ansatte?" (Al-Muslim Weekly; Vol. 8;. Spørgsmål nr. 418 , Fredag 2, 5, 1993).

Som svar på dette spørgsmål har tre fremtrædende muslimske lærde givet deres juridiske udtalelser:

Sheikh Manna K. Al-Qubtan, professor i videregående studier ved Skole for Islamisk Lov i Riyadh, siger:

Dybest set kan ikke-muslimers ret til at bestemme over muslimer ikke antages, fordi Gud den Almægtige sagde: "Gud vil ikke lade de vantro (dvs. kristne) gå forud for de troende (muslimer)." (Koranen 4:141) For Gud - Ære være Ham - har ophøjet muslimer til den højeste rang (over alle mennesker) og forudbestemt dem til magten i kraft af den koranske tekst, i hvilken Gud den Almægtige sagde: "Magten tilhører Gud og Hans udsending og de troende (muslimerne)." (Koranen 63:8)

En ikke-muslims myndighed over en muslim er således uforenelig med disse to vers, da muslimen er nødt til at underordne sig og adlyde den, der står over ham. Muslimen bliver derfor ringere end ham, og således bør det ikke forholde sig med muslimer.

Dr. Salih Al-Sadlan, professor i sharia på Skole for Islamisk Lov i Riyadh, citerer de samme vers og hævder, at det ikke er tilladt for en vantro (som i dette tilfælde er en kristen) at have ledelsen over muslimer, hvad enten det er i den private eller offentlige sektor. Et sådant forhold ...

"... indebærer en ydmygelse af muslimen og en ophøjelse af den vantro (kristne). Denne vantro kan udnytte sin position til at ydmyge og fornærme de muslimer, der arbejder under hans administration. Det er tilrådeligt for virksomhedens ejer at frygte Gud den Almægtige og kun tillade en muslim at stå over muslimer. De påbud, der er udstedt af herskeren, bestemmer også, at en vantro ikke bør have ledelsen, når der er en muslim til rådighed til at udføre den. Vores råd til virksomhedens ejer er at fjerne denne vantro og erstatte ham med en muslim."

I sit svar bemærker Dr. Fahd Al-Usaymi, professor i islamiske studier ved Lærernes Kollegium i Riyadh, at den muslimske ejer af virksomheden bør finde en muslimsk medarbejder, der er bedre end den kristne (leder), eller lige så god som ham eller tilmed ringere kvalificeret, men har evnen til at blive uddannet til at opnå samme færdigheder som den kristne. Det er ikke tilladt for en kristen at have ledelsen af muslimer, i kraft af de generelle beviser, som betegner muslimers overlegenhed over andre. Dernæst citerer han Koranen 63:8 og også vers 22 i kapitel 58:

"Du vil ikke finde, at folk, der tror på Gud og den yderste dag, elsker dem, der sætter sig op mod Gud og Hans udsending, ikke engang, hvis det skulle være deres fædre eller sønner eller brødre eller stammefolk."

Usaymi hævder, at dette at være under en kristens ledelse kan tvinge muslimer til at smigre ham og ydmyge sig over for denne vantro i håbet om at kunne få noget af, hvad han har. Dette er imod de bekræftede beviser. Så henviser han til historien om Umar ibn al-Khattab, den anden kalif, som var utilfreds med en af sine guvernører, der havde udpeget en dhimmi til skatmester, og sagde: "Er kvindernes skød blevet sterile, siden de kun har givet fødsel til denne mand?" Usaymi tilføjer:

Muslimer bør frygte Gud i deres muslimske brødre og uddanne dem (...) for ærlighed og frygt for Gud er, oprindeligt, i muslimen, i modsætning til den vantro (kristne), der, oprindeligt, er uærlig og ikke frygter Gud.

Betyder dette, at en kristen, der ejer en virksomhed, ikke kan ansætte en muslim til at arbejde for sig? Eller endnu værre - betyder dette, at en dhimmi, uanset hans ulige kvalifikationer, ikke kan udpeges til den rette position, hvor han kan tjene sit land på den bedste måde? Disse spørgsmål kræver svar.

Ytringsfrihed

Mawdudi, der er mere lempelig end de fleste muslimske lærde, kommer med en revolutionerende udtalelse, når han understreger, at i en islamisk stat ...

"... vil alle ikke-muslimer have samvittighedsfrihed, meningsfrihed, ytringsfrihed og foreningsfrihed magen til den, der nydes af muslimerne selv, underlagt de samme begrænsninger, som ved lov er pålagt muslimer."

Mawdudis synspunkter er ikke accepteret af de fleste islamiske retsskoler, især ikke angående ytringsfrihed, som kritik af islam og regeringen. Selv i et land som Pakistan, Mawdudis hjemland, er det ulovligt at kritisere regeringen eller statsoverhovedet. Mange politiske fanger er spærret inde i fængsler i Pakistan og de fleste andre islamiske lande. I historiens løb har ikke engang muslimer, undtagen i sjældne tilfælde, haft frihed til at kritisere islam uden at blive forfulgt eller dømt til døden. Det er langt mindre sandsynligt, at en dhimmi skulle kunne slippe af sted med at kritisere islam.

I Mawdudis erklæring er udtrykket "begrænsninger" vagt defineret. Hvis det blev defineret eksplicit, ville man opdage, at det i sidste ende bremser enhver form for kritik af den islamiske tro og regeringen.

Desuden - hvordan kan dhimmier udtrykke de positive aspekter af deres religion, når de ikke har lov til at bruge medierne eller reklamere for dem i radio eller TV? Måske mente Mawdudi med sit forslag, at en sådan frihed til dhimmierne kun skulle gælde blandt dem selv. Ellers ville de være berettigede til straf. Omvendt har muslimer, i henhold til sharia (loven), ret til at udbrede deres tro blandt alle religiøse sekter uden begrænsninger.

Muslimer og dhimmier

Forholdet mellem muslimer og dhimmier er klassificeret i to kategorier: Hvad der er forbudt og hvad der er tilladt.

I. Det forbudte:

En muslim er ikke tilladt at:

1. efterligne dhimmierne i deres påklædning eller adfærd;
2. deltage i dhimmi-festivaler eller støtte dem på nogen måde, der kan give dem nogen form for magt over muslimer;
3. udleje sit hus eller sælge sin jord til opførelse af en kirke, et tempel, en vinhandel, eller noget, der kan gavne dhimmiens tro;
4. arbejde for dhimmier i noget job, der kan fremme deres tro, som f.eks. at bygge en kirke;
5. give donationer til kirker og templer;
6. at bære nogen form for beholder, der indeholder vin, at arbejde i vinproduktionen, eller at transportere svin;
7. tiltale dhimmier med titler som: "min mester", eller "min herre."

II. Det tilladte:

En muslim er tilladt at:

1. bistå dhimmier økonomisk, forudsat at pengene ikke anvendes i strid med islamisk lov, som f.eks. til at købe vin eller svinekød;
2. give forkøbsret (til fast ejendom) til hans dhimmi-nabo. Hanbaliterne misbilliger dette.
3. spise mad tilberedt af Bogens Folk.
4. trøste dhimmier under sygdom eller hvis de har mistet en af deres kære. Det er også tilladt for en muslim at være med i et begravelsesfølge til kirkegården, men han skal gå foran kisten, ikke bag den, og han skal forlade det før den afdøde er begravet.
5. lykønske dhimmier ved et bryllup, fødsel af et barn, hjemkomst fra en lang rejse, eller når de er kommet sig efter sygdom. Dog er muslimer advaret om ikke at sige noget, der kan opfattes som en godkendelse af dhimmiens tro, såsom: "Må Allah ophøje dig", "Må Allah ære dig," eller "Må Allah give din religion sejr".

Konklusion

Denne undersøgelse viser, at ikke-muslimer ikke betragtes som borgere af nogen islamisk stat, selv ikke hvis de er landets oprindelige indbyggere. At sige andet er at skjule sandheden. Retfærdighed og lighed kræver, at enhver kristen pakistaner, melanesier, tyrker eller araber bliver behandlet som enhver anden borger i sit eget land. Han fortjener at nyde de samme privilegier, som statsborgerskab giver, uanset religiøst tilhørsforhold. At hævde, at islam er den sande religion og at beskylde andre religioner for vantro er en social, religiøs og juridisk krænkelse af Bogens Folk.

Kristne mener, at deres religion er den sande religion fra Gud og at islam ikke er. Betyder det, at Storbritannien, som ledes af en dronning, overhovedet for den anglikanske kirke, skal behandle sine muslimske undersåtter som anden klasses mennesker? Desuden - hvorfor nyder muslimer i Vesten de samme friheder, som alle andre borgere i disse lande nyder, mens muslimske lande ikke giver indfødte kristne den samme frihed? Muslimer i Vesten bygger moskéer, skoler og uddannelsesinstitutioner og har adgang til medierne uden begrænsninger. De annoncerer offentligt deres aktiviteter, og får lov til frit at distribuere deres islamiske materialer, mens indfødte kristne i et hvilket som helst islamisk land, ikke har lov til at gøre det. Hvorfor har kristne i Vesten lov til at konvertere til enhver anden religion, de ønsker, uden at blive forfulgt, mens en [muslimsk] person, der vælger at konvertere til en anden religion i et islamisk land, betragtes som en frafalden og må dræbes, hvis han holder fast ved sit frafald? Disse spørgsmål og andre er det overladt til læserne at tænke over.

Referencer

1. Abdullah, Najih Ibrahim Bin, The Ordinances of the People of the Covenant and the Minorities in an Islamic State, Balagh Magazine, Cairo, Egypt, Volume 944, May 29, 1988; Volume 945, June 5, 1988.

2. Al Muslimun, Vol. 8; issue No, 418; Friday 2, 5, 1993.

3. Doi, Abdur Rahman I.; Sharia: The Islamic Law; Taha Publishers; London UK; 1984.

4. Mawdudi, S. Abul Ala', The Rights of Non-Muslims in Islamic State, Islamic Publications, LTD. Lahore, Pakistan. 1982

5. Muraghi, Abdullah Mustapha, Islamic Law Pertaining to Non-Muslims, Library of Letters. Egypt. Undated

---

Oversættelse: Bombadillo