I mine bøger The Impact of Islam (2014) og A Guide to the Phantom Dark Age (2014) argumenterede jeg ret udførligt for, at Muhammed var en fiktiv skikkelse, der blev manet til live af umayyade-kalifferne i slutningen af det 7. århundrede for at retfærdiggøre og legitimere den arabiske erobring af det persiske sassanide-imperium. I ovennævnte undersøgelser foreslog jeg også, at den tidligste "islam" blev udbredt af sassanide-imperiet, og at de store "arabiske erobringer" af Anatolien, Syrien og Egypten i virkeligheden blev udført af persiske hære. Den tidligste islam, som arkæologerne har afdækket, er helt igennem persisk i kunst, arkitektur, ikonografi og endda keramik. Således er for eksempel halvmånen med stjernen, islams symbol par excellence, faktisk et iransk religiøst motiv og optræder på persiske mønter mange århundreder før islams komme.

I de to ovennævnte bøger argumenterede jeg også for, at sassanide-kongen Khusrau 2 (regerede 590-628) konverterede til den ebionitiske (eller jødiske) form for kristendom (eller mere præcist, den jødiske Jesus-bevægelse) og at ebionitisme, der siden det 4. århundrede havde været populær i hele Mellemøsten, dannede det læremæssige grundfjeld under det, der senere blev kendt som islam. Jeg foreslog også, at Koranen oprindeligt var en ebionitisk religiøs tekst skrevet på aramæisk, og at det først var under umayyade-kalifferne (begyndende med Muawiya), at bogen blev omskrevet til arabisk - en omskrivning, der ændrede betydningen af mange passager.

Den ebionitiske kult var dogmatisk set næsten identisk med islam; den anerkendte Mosaisk Lov med alt, hvad den indebar, (omskærelse, halal/kosher-mad, skilsmisse, stening for utroskab osv.), men betragtede også Jesus som en profet - dog ikke som Guds Søn. At Khusrau 2 konverterede til ebionitismen antydes af en række spor. Først og fremmest er han kendt for at være konverteret til en form for kristendom (normalt beskrevet som "syrisk") efter sit ægteskab med den smukke syriske prinsesse Shirin, der også var kristen af en slags. For det andet, og afgørende, begyndte han at udstede mønter, der bar den aramæiske indskrift bism Allah, "I Guds navn". Disse mønter betragtes som de tidligste islamiske mønter og antages normalt at være udstedt af en af de erobrende rashidun-kaliffer, enten Umar eller Uthman. Alligevel bærer de samme mønter billedet af Khusrau 2 og hans navn i pahlavi-skrift, samt et zoroastriansk ildtempel på bagsiden. Det er utænkeligt, at en islamisk hersker - (efter vores moderne forståelse af islamisk) - ville have udstedt mønter med dette design. Men på trods af det, bliver mønterne rutinemæssigt tilskrevet arabiske kaliffer, af den simple grund, at man - hvis man tilskrev dem den mand, hvis navn vises på dem, Khusrau 2 - måtte stille spørgsmålstegn ved hele den tidlige islamiske historie. Og det er noget, som historikerne hidtil har været uvillige til at gøre.

Vi ved, at omkring et årti efter Khusraus død blev tronen besat af Yazdgard 3, hans barnebarn. Yazdgard var den sidste sassanide-kejser, og vi får at vide, at Persien i hans tid blev erobret af kalif Umars hærstyrker. Alligevel bærer Yazdgards mønter også indskriften bism Allah såvel som det zoroastrianske ildtempel. Nu kan det meget vel tænkes, at araberne for nemheds skyld fortsatte med at bruge det grundlæggende design af de mønter, der blev præget af den sidste sassanide-kejser, Yazdgard 3, men hvorfor fortsætte med at præge mønter med navnet på en tidligere persisk konge, Khusrau 2, som ovenikøbet var død halvandet årti tidligere?

Kalif Umar, den formodede arabiske erobrer af Persien, siges at være blevet myrdet af en persisk fange/slave ved navn Piruz Nahavandi på et tidspunkt omkring år 645. Interessant nok bliver morderen, skønt set som en skurk af sunni-muslimer, betragtet som noget af en helt, eller endda en helgen, af shia-muslimer, der har en overlevering om, at han på mirakuløst vis blev skånet for straf og transporteret til Kashan i Persien, hvor han levede til sine dages ende blandt Alis tilhængere. Nahavandis grav er stadig et valfartssted for shia-muslimer.

Og dette bringer os til et afgørende punkt: De tre første af rashidun-kalifferne eller de ”retledte" kaliffer, der siges at have erobret meget af det byzantinske og persiske land, bliver ikke æret af Persiens shiaer, men betragtes som tronranere og bedragere. Kun Ali, Muhammeds svigersøn og fætter og den sidste af rashidun-kalifferne, betragtes som en legitim øverstbefalende for de troende. Ifølge shia-troen var kun Ali legitim, eftersom han tilhørte Profetens slægt.

Ali selv blev myrdet af en kharijit under en arvefølgekrig mod Muawiya, angiveligt i 661. Nu er det sådan, at Muawiya er den første islamiske hersker, der har efterladt os genstande, der bærer hans navn: Hverken Muhammed eller nogen af de "retledte" kaliffer, der fulgte efter ham, har efterladt så meget som en mursten eller inskription til at markere deres eksistens. Dette er en ekstraordinær tingenes tilstand, for vi får at vide, at på tidspunktet for Alis død strakte kalifatets land sig fra Indiens grænser i øst til Kartago i vest. I 40 år var den islamiske verden - et stort og ekspanderende imperium - således blevet styret af kaliffer, som ikke efterlod sig en eneste artefakt, der kunne vidne om deres eksistens. Dette er en situation, der er enestående for den tidlige islamiske verden, og må få os til at spekulere på, om nogen af de førnævnte personer overhovedet eksisterede.

En undersøgelse af Koranen antyder - som Christof Luxenberg m.fl. har vist - at svaret på det sidstnævnte spørgsmål må være "nej". Som Luxenberg påpegede (The Syro-Aramaic Reading of the Koran, 2007), giver op mod en tredjedel af Koranen ingen mening, når den læses som en arabisk tekst. Men læst som en aramæisk tekst, giver hele bogen perfekt mening, og viser sig at være en opbyggelig tekst tilhørende en form for kristen sekt. Jesus (Isa) nævnes 25 gange i Koranen, mens Muhammed kun nævnes 4 gange. Navnet "Muhammed" har betydningen "den udvalgte" eller "den lovpriste" på aramæisk (og arabisk), og Muawiya-mønterne - som viser en mand, der holder et kors sammen med navnet MHMT (Muhammed) - kunne tyde på, at "Muhammed" oprindeligt var en titel for Jesus. Dette er en opfattelse, der hurtigt vinder terræn blandt historikere og leksikografer. Mindst tre af forekomsterne af navnet "Muhammed" i Koranen kan let tolkes som henvisninger til Jesus, og selv den fjerde er det muligt at se i samme lys.

Bortset fra Jesus og hans mor Maria (Maryam) kommer praktisk talt alle de personer, man støder på i Koranen, fra Det Gamle Testamente, hvilket vidner om en dybtgående jødisk baggrund for teksten. Moses nævnes for eksempel 136 gange, og mere relevant identificeres Jesus som Moses' nevø. Dette antyder, at Koranens Jesus (hebraisk Yehoshua) er blevet forvekslet med Det Gamle Testamentes Josva (også Yehoshua på hebraisk), som faktisk tilhørte den næste generation efter Moses. Mens Det Nye Testamentes Jesus mere eller mindre var en fuldendt pacifist, var Det Gamle Testamentes Josva en krigsanfører, og en ganske brutalt en af slagsen. Kan det tænkes, at Koranens Jesus (Isa) bygger mere på Josva end på Jesus? Under alle omstændigheder - hvis Muhammed oprindeligt var en ærestitel for Jesus, så betyder det, at der aldrig eksisterede nogen historisk person ved navn Muhammed, og at hele fortællingen om islams oprindelse og tidlige udvikling er en myte.

Alt dette bringer os tilbage til den første umayyade-kalif Muawiya. Med denne hersker begyndte en proces med arabisering, og det er en enestående tilfældighed, hvis det da er en tilfældighed, at de første arkæologiske spor efter en arabisk islamisk civilisation (i modsætning til en persisk islamisk civilisation) findes netop i Muawiyas regeringstid, den mand, hvis liv markerer det store skel mellem arabisk sunni- og persisk shia-islam. Jeg vil derfor foreslå, at Muawiya var en arabisk general i sassanide-imperiets tjeneste, der iscenesatte et statskup mod sine persiske herrer og bemægtigede sig den sassanidiske trone. Det er velkendt, at et stort antal arabiske tropper sammen med hele arabiske stammer og folk, som f.eks. lakhmiderne, var tilknyttet sassaniderne og udgjorde en vigtig del af sassanidernes hære. Interessant nok vides lakhmiderne, hvis territorium omfattede en stor del af det sydvestlige Irak og det nordøstlige Saudi-Arabien, at være konverteret til en form for kristendom, normalt beskrevet som nestoriansk, i det 6. århundrede. Med mordet på Khusrau 2 i 628 blev sassanide-imperiet hærget af borgerkrig, hvor rivaliserende fraktioner i mere end et årti kæmpede om kontrol over staten. I denne turbulente periode, vil jeg foreslå, spillede arabiske generaler en fremtrædende rolle, hvor de i starten indsatte konger på tronen og til sidst, under ledelse af Muawiya, greb tronen selv. Vi kan bemærke, at barbariske tropper og generaler optrådte på samme måde i Romerrigets sidste århundreder. Araberne, der længe var underordnede partnere i sassanide-imperiet, var nu i besiddelse af kontrollen, og de havde ikke i sinde at give den fra sig igen. En arabiseringsproces begyndte: Koranen, der tidligere var kendt af alle som et aramæisk dokument, blev nu omskrevet til arabisk, og for at fuldende processen blev "Muhammed", tidligere en titel for Jesus, nu forvandlet til en erobrende arabisk profet, der kom ud fra Arabiens ørkener i spidsen for sejrrige hære. Arabiske generaler, der havde deltaget i kampene om sassanide-tronen efter mordet på Khusrau 2, blev forvandlet til erobrende kaliffer, og en fortælling blev brygget sammen om, hvordan disse mænd underlagde sig den mægtige sassanide-stat.

I slutningen af det 7. og begyndelsen af det 8. århundrede voksede en veritabel industri op, som producerede hadither, der foregav at beskrive hændelser i den nyopfundne profet Muhammeds liv, hadither, der ofte modsagde dele af Koranen selv, og som forklarede modsigelserne med det nyttige begreb, "abrogation" ["ophævelse"]. Kort sagt havde Profeten ændret mening om dette eller hint, efter en ny åbenbaring fra Allah, og havde annulleret sin tidligere lære.

Men Irans folk lod sig ikke fuldt ud bedrage af denne proces. De vidste meget vel, at araberne var tronranere, og mens de accepterede, at "Muhammed" virkelig var en profet, der talte et semitisk sprog (dvs. Jesus), så nægtede de legitimiteten af de mænd, der anrettede så store skader i det persiske hjemland efter Khusrau 2's død, mænd som Abu Bakr, Umar og Uthman.

Kun Ali blev accepteret som en ægte leder, fordi "Ali" (den "høje" eller "ophøjede"), som Volker Popp har bemærket, også var en ærestitel for Jesus. (Se Popp: "The Early History of Islam" i Karl-Heinz Ohlig og Gerd-R. Puin red.: The Hidden Origins of Islam)

Kronologi over islams tidlige historie

---

Emmet Scott er historiker med speciale i Mellemøstens oldtidshistorie. I de seneste ti år har han vendt sin opmærksomhed mod senantikken og den klassiske civilisations forfald, som han ser som en af de mest afgørende faser i den vestlige civilisations historie.

Han er forfatter til
Mohammed & Charlemagne Revisited (2012),
The Impact of Islam (2014) og
A Guide to the Phantom Dark Age (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo