Vi har set, at den græsk-romerske civilisation, uafhængigt af hvad der skete i Europa, blev afsluttet meget brat i det syvende århundrede i dens kernelande i Nær- og Mellemøsten og i Nordafrika. I disse enorme områder dukkede med overraskende hastighed en ny civilisation op, helt forskellig fra den, der var gået forud. Denne nye islamiske kultur arvede ressourcerne, rigdommen og lærdommen fra den gamle, og havde helt fra begyndelsen en enorm fordel i forhold til resten af de "romerske" lande, der endnu overlevede i Europa. Sidstnævnte kontinent var stadig i vid udstrækning landbrugsbaseret og for det meste "hedensk" og organiseret i stammer. Ikke desto mindre var det, som vi har vist i detaljer på de foregående sider, hjemsted for en stor og voksende befolkning, som i det tidligere romerske imperiums territorier, i Gallien, Centraleuropa og Spanien, stadig var under stærk indflydelse af Rom og især af Byzans. Tabet af Mellemøsten og Nordafrika til islam satte, som Pirenne argumenterede, en stopper for de fleste kommercielle og kulturelle kontakter, der tidligere havde eksisteret mellem disse områder og Europa. Men det forarmede ikke Europa. Sidstnævnte kontinent var ved slutningen af det sjette århundrede stort set økonomisk selvforsynende. Handel med luksusvarer såsom vin og krydderier blev bragt til ophør, ligesom også den kulturelle og politiske indflydelse fra Byzans. Vestgoternes og merovingernes store basilikaer med deres marmorsøjler og farvestrålende mosaikker, blev erstattet - efter en noget lang periode med ikke-byggeri - af de mindre og mere dystre romanske bygninger fra det tiende århundrede. Men taget som helhed havde tabet af kontakt med Østen ingen katastrofale økonomiske konsekvenser for størstedelen af Europas folk. Tværtimod blev Europa henvist til sine egne ressourcer og det kan meget vel tænkes, at den store vestlige tradition for opfindsomhed og innovation blev vakt til live på dette tidspunkt. Men der var ét produkt, hvis tab ikke let kunne erstattes og hvis fravær fik dybtgående indflydelse på Vesten - papyrus.

Betydningen af afbrydelsen af papyrusforsyningen til Europa, som en kulturel begivenhed, kan ikke overvurderes. Faktisk er den hidtil blevet radikalt undervurderet. Papyrus, et relativt billigt skrivemateriale, havde tusinde anvendelser i en urban og merkantil kultur. Og, som vi så det i kapitel 15, det var på dette materiale, at størstedelen af oldtidens lærdom og tænkning blev bevaret. Tabet af papyrus førte ubønhørligt til tabet af størstedelen af den klassiske litteratur - på trods af kirkelige personers bestræbelser på at bevare den på pergament. Fra midten af det syvende århundrede blev Europa således stort set et analfabetisk samfund, og de veluddannede og velformulerede byboerne, så typiske for antikken, forsvandt. Fra da af kunne kun få mennesker, bortset fra kirkens folk (og ikke dem alle), læse og skrive.

Islams indvirkning på Europa, var primært kulturel snarere end, som Pirenne tænkte, økonomisk. Og efter at have afskåret Europa fra kilderne til klassisk lærdom, begyndte islam nu at udøve sin egen indflydelse på kontinentet. Her er vi igen nødt til at understrege noget, der hidtil ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed: Nemlig at islams indflydelse på middelalderens Europa var enorm. I årene før islams ankomst, var den dominerende kulturelle indflydelse kommet fra øst, fra Byzans og Levanten. I årene efter, fortsatte den med at komme fra øst, men øst betød nu islam. Og de idéer, som derefter begyndte at krydse Middelhavet, fra Mellemøsten og Nordafrika, var alt andet end oplyste.

Det er naturligvis almindeligt accepteret, at islam havde en betydelig kulturel og ideologisk indflydelse på Europa i den tidlige middelalder. Historikere, som vi så det, har tendens til at fokusere på videnskab og filosofi. Det er velkendt, for eksempel, at muslimske lærde, begyndende med den persiske Avicenna (Ibn Sina) i slutningen af tiende og begyndelsen af ellevte århundrede, havde skrevet omfattende kommentarer til værker af Aristoteles, som de forsøgte at integrere, med meget begrænset succes må det siges, i islamisk tænkning. I anden halvdel af det tolvte århundrede blev Avicennas arbejde taget op af den spanske muslim Averroes (Ibn Rushd), som udarbejdede sine egne kommentarer til og skrifter om den græske filosof. På det tidspunkt var europæiske lærde meget opmærksomme på arabisk lærdom, og mænd som Johannes af Salisbury havde tilmed agenter i Spanien for at opspore arabiske manuskripter, som derefter blev oversat til latin. "Snart var Averroes' kommentarer så velkendte i Europa," siger en historiker, "at han blev kaldt 'Kommentatoren', ligesom Aristoteles blev kaldt 'Filosoffen'." [1] På et lidt tidligere tidspunkt, havde kristne europæere fundet vej ind i muslimsk kontrollerede områder, såsom Sicilien, ofte i forklædning, for at drage nytte af saracenernes videnskabelige og alkymistiske viden. Ingen ringere end Gerbert af Aurillac, det tiende århundredes store geni, som Faust-skikkelsen var baseret på, rejste ind i de muslimske områder med netop dette formål.

Den dybe indflydelse, som islam udøvede på europæernes filosofiske og teologiske tænkning, blev understreget af Briffault, der bemærkede, hvordan "Den nøjagtige parallelitet mellem muslimske og kristne teologiske kontroverser er for tæt til at kunne forklares med situationens lighed, og sammenfaldene er for grundlæggende og for mange til at blive accepteret som blot tilfældige. (...) De samme spørgsmål, de samme problemer, som optog de teologiske skoler i Damaskus, blev efter et interval på et århundrede gentaget med samme ordlyd i skolerne i Paris." [2] Igen - "Hele ordstriden [i den arabiske teologiske debat] passerede som helhed ind i kristenheden. Stikordene, stridighederne, de omstridte spørgsmål, metoderne, systemerne, begreberne, kætterierne, apologetik og irenik, blev overført fra moskeen til Sorbonne." [3]

Europæerne kunne naturligvis ikke udgå at blive imponeret af, hvad de fandt i det islamiske Spanien og sydlige Italien. Selv levede de i et relativt tilbagestående miljø. Afgørende teknologier begyndte at krybe ind i Europa på denne tid, ofte via jødiske handlende og lærde, der i en periode var den eneste gruppe mennesker, der var i stand til sikkert at krydse de kristen-islamiske grænser. Europa skylder næsten helt sikkert disse jødiske rejsende, hvoraf nogle var læger, alkymister og matematikere, erhvervelsen af sådanne ting som det "arabiske" talsystem, kendskab til alkohol-destillation og sandsynligvis algebra og en mængde anden information. "Muhammedansk filosofi og teologi var, ved vi, blevet bragt til de benediktinske klostre via jøderne og moderhuset Monte Cassino." [4] De spanske jøder i særdeleshed "leverede arabiske udgaver af græske forfattere til kristenheden." [5] Faktisk var disse jødiske handlende og lærdes indflydelse så vigtig, at vi tilmed kan sige, at jøderne på et afgørende tidspunkt forsynede Europa med den viden, der skulle til for at overleve det muslimske stormløb. Og vi ved, hvordan Europa senere takkede dem!

Alt det ovenstående er velkendt og nægtes ikke af nogen. Men, som vi så, var europæerne på ingen måde uden deres egne græske og latinske tekster, og stort set al den klassiske litteratur, der har overlevet indtil moderne tid, gjorde dette takket være de kristne munkes gode indsats, ikke de arabiske filosoffer. Og, som jeg nu vil argumentere for, islams virkelige ideologiske indflydelse var ikke den oplyste tænkning fra Avicenna og Averroes, som under alle omstændigheder var afvist og fordrevet fra den muslimske kanon, men den mørkere tænkning, der findes i Koranen og hadith: Doktrinerne om evig krig mod ikke-troende; om helligt bedrag (taqiyya); om døden for frafaldne og kættere; om retslig tortur; om indfangning af slaver og konkubiner som et legitimt erhverv. Det var denne lære, og ikke filosoffernes, der efterlod et uudsletteligt præg på middelalderens Europa. Og dette begyndte helt fra starten.

*          *          *

Den første islamiske (eller koraniske) idé, der fandt tilhængere i Europa, og den mest indlysende og anerkendte, var impulsen til billedstorm, ødelæggelsen af religiøse billeder og religiøs kunst. Billedstormen begyndte på et tidspunkt mellem 726 og 730, da den byzantinske kejser Leo III beordrede fjernelse og destruktion af alle hellige statuer og billeder i hele riget. Hans begrundelse herfor kom fra Det Gamle Testamentes fordømmelse af afgudsdyrkelse, men det er klart, at den virkelige inspiration kom fra islam.

Spørgsmålet om denne billedstorm er af primær betydning. Frem for alt er der blevet spurgt: Hvad kunne have fået byzantinske kejsere til at gå imod en af de mest grundlæggende principper i deres tro (agtelsen for hellige billeder) og begynde at ødelægge dem på en måde, der minder om Oliver Cromwell? Den slags handlinger kan kun være blevet foranlediget af en krise af den dybeste art. Vi har set, at islams fremmarch i de første år virkede ustoppelig. Imperiet led nederlag efter nederlag. Inden for lidt mere end et årti havde det mistet alle sine mellemøstlige besiddelser udenfor Anatolien. Disse omfattede de mest velstående og folkerige provinser, Egypten og Syrien, kerneområder i Imperiet, som havde været en del af dets territorium i syv hundrede år. Imperiet oplevede sine mørkeste dage og Konstantinopels fald måtte helt sikkert have forekommet overhængende. Det er netop kriser af denne type - dem, som truer selve vores eksistens - der får os til at sætte spørgsmålstegn ved det fundamentale, at tænke det tidligere utænkelige. Byzantinerne kan have set deres tilbageslag som et tegn på guddommelig vrede og en sikker antydning af, at de gjorde noget forkert - noget måske, som deres muslimske fjender gjorde rigtigt! Et centralt dogme i islam er forkastelsen af billeder, der betragtes som afguder og hvis agtelse fordømmes som afgudsdyrkelse. Nogle mennesker i Byzans begyndte uden tvivl at se dette som nøglen.

Hvis dette var psykologien bag den byzantinske billedstorm, så er det omvendt klart, at Konstantinopel ikke villigt og entusiastisk optog den islamiske tænkning. Snarere: Fremgangen for den nye tro fra Arabien var sådan, at byzantinerne begyndte at tro, at den måske kunne nyde Guds gunst. Islamiske ideer blev derfor betragtet som en måde at løse en dyb krise på. Men uanset årsagen er det vigtigt at huske, at islamiske ideer blev kopieret. Hele kristenheden, øst og vest, var truet af islam; og ideer, der stammede fra islam selv, begyndte, på den ene eller anden måde, at blive betragtet af kristne som et svar på selve denne krise.

Billedstormen forårsagede store splittelser i Imperiet og blev strengt afvist af Vesten - hvilket skabte, kan det synes, nogle af de betingelser, der førte til det endelige brud mellem paven og Konstantinopel. Men den omstændighed, at en romersk kejser kunne indføre en politik, der så klart var inspireret af arabernes tro, fortæller os med al ønskelig tydelighed, i hvilket omfang den islamiske ideologis indflydelse nu begyndte at gøre sig gældende i hele Europa.

korok

*          *          *

Et af de mest fremtrædende karaktertræk ved middelalderen, og ét, der måske frem for alle andre adskiller den fra den klassiske oldtid, er dens teokrati. Middelalderen var præstevældets tidsalder par excellence. I Vesten var Kirkens indflydelse enorm og rakte meget længere ud, end den nogensinde havde gjort under de kristne romerske kejsere eller de germanske konger i det femte og sjette århundrede. Pavedømmet stod nu som dommer over konger og kejsere og havde magt til at vælge og afsætte dem. "Ved mig regerer konger" var det middelalderlige pavedømmes stolte pral. [6]

Hvordan var dette kommet i stand? Genrejsningen af det vestlige imperium under Karl den Store var, ifølge Pirenne, tæt forbundet med fremkomsten af islam og ødelæggelsen af byzantinsk magt. Den blev også set, meget bevidst, som en metode til at styrke vestlig kristendom mod islams fremmarch. I år fremover blev det nye vestlige imperium omdøbt til Det Hellige Romerske Imperium - en overordentlig passende titel, for Imperiet repræsenterede en symbiotisk forening, i hjertet af Europa, mellem åndelig og verdslig myndighed. Kroningen af kejseren - som Karl den Stores indsættelse blev modellen for - var en begivenhed fyldt med religiøs betydning. Disse mænd regerede ved Guds nåde [Dei gratia] og gjorde Kirken til det vigtigste instrument for kongeligt styre. Den vestlige kejsers autoritet ville fremover ikke blot være afledt af hans egen militære og økonomiske styrke, som det havde været tilfældet under cæsarerne og de germanske konger i femte og sjette århundrede, men i sidste ende af Kirkens sanktion og godkendelse.

Der var flere faktorer i denne afgørende udvikling. Pirenne bemærkede, som vi så, at med den faldende alfabetisme i det syvende århundrede - efter lukningen af Middelhavet - blev konger tvunget til at gå til Kirken for at blive forsynet med de uddannede funktionærer, der var nødvendige for at drive statsapparatet. Igen - tabet af skatteindtægter efter afslutningen af middelhavshandelen betød, at monarkens stilling blev svækket over for baronerne og de mindre aristokrater. Disse fik nu voksende magt og selvstændighed. Kongerne havde desperat brug for en modvægt til dette og Kirkens støtte vejede godt til. Med Kirken på deres side kunne kongerne - næsten - holde baronerne under kontrol. Men der var nødvendigvis en pris. Kirken kunne holde kongen på hans trone, men fik til gengæld en uhørt indflydelse og autoritet. Til sidst blev kongerne i Europa, helt bogstaveligt, underordnet paven, som endda i ekstreme tilfælde kunne afsætte dem. Alt hvad en middelalderlig hersker gjorde, eller havde i sinde at gøre, måtte han gøre med Kirkens sanktion. Selv stærke og uafhængige krigere som Vilhelm Erobreren, kunne kun gå videre med et projekt som invasionen af England efter at have opnået pavens godkendelse.

De karolingiske og ottonske kejsere lagde dermed grunden til det middelalderlige teokrati, men i deres tid (niende/tiende århundrede) var pavedømmet stadig relativt svagt. Det var for at fremkalde støtte til Otto I mod hans italienske modstandere, at pave Johannes XII genoplivede kejserværdigheden i Vesten, som var smuldret hen efter Karl den Stores død. Her ser vi, at der i det tiende århundrede, formodentlig ved afslutningen af en 300-år lang Mørk Tidsalder, eksisterede vilkår bemærkelsesværdigt svarende til dem, der hørte til i det sjette og begyndelsen af syvende århundrede: Germanske riger, der væsentligt var af sekulær karakter, hvor paver og prælater var underordnede i forhold til monarker. Men vilkårene forandrede sig. Otto I og hans efterfølgere bemandede deres administrationer med gejstlige, som på det tidspunkt klart havde monopol på lærdom og endda læse- og skrivefærdigheder. Den gamle romerske verden var helt afgjort en ting fra fortiden. Fra da af ville Kirkens magt vokse og vokse.

Men selv nu måtte Kirken kæmpe for overhøjhed, en kamp, som blev indledt i det tiende århundrede, med hjælp af ottonerne, og som sluttede i det elvte med pavelig sejr. "De [kirkereformatorerne] kæmpede for at sikre den ultimative kontrol til en selvstændig, uafhængig, dominerende, monarkisk kirke. En sådan konkurrence var en frontal udfordring af det romerske imperiums gamle system. Det var et frontalangreb på kongerne, som antog, at de havde arvet rettighederne fra de romerske kejsere. Det var et indirekte angreb på kejseren af Konstantinopel, som i Østen fortsatte med at fastholde det gamle system [med verdslig overhøjhed] og nu, for al sin møje, blev kaldt skismatiker." [7]

Selve højdepunktet af den middelalderlige kirkes magt kom et århundrede senere i tiden for og i skikkelse af Innocens 3. (1198-1216). Denne mand dømte mellem rivaliserende kejsere i Tyskland og fik Otto IV afsat. Han lagde England i interdikt og ekskommunikerede kong John [Johan uden Land], fordi han nægtede at anerkende Stephen Langdon som ærkebiskop af Canterbury. Hans to mest mindeværdige handlinger var dog etableringen af inkvisitionen og igangsættelsen af det berygtede Albigensiske Korstog, som førte til udslettelsen af katarernes bevægelse. Innocens 3., som den mest magtfulde af de middelalderlige teokrater, var således en fortaler for hellig krig og en håndhæver af absolut læremæssig konformitet. Apostasi under Innocens 3. blev straffet med døden. Også i hans tid fortsatte de andre korstog med at rase - mod islam i Spanien og i Mellemøsten.

Ironisk nok er Innocens’ holdning til apostasi og læremæssig konformitet - såvel som til "hellig krig" - helt i overensstemmelse med islamiske begreber, og vi må overveje, i hvilket omfang disse yderpositioner i det europæiske teokrati i sidste ende stammer fra det islamiske.

Islam i sig selv var selvfølgelig, helt fra begyndelsen, teokratisk af natur. I den var der ikke noget "giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er." Helt fra starten, i skikkelse af Muhammed, var åndelig og verdslig magt forenet. Efter Muhammed, under kalifferne, fortsatte den samme tilstand. Hver kalif var først og fremmest "de troendes øverstbefalende". På trods af alt dette, kan vi ikke fælde den dom, at grundlæggelsen af teokratiet i Europa var et resultat af en bevidst efterligning af islamiske begreber, som det gjaldt for billedstormen og den hellige krig. Islams bidrag til det europæiske teokrati var virkeligt nok, men det foregik mere som noget tilføjet, eller rettere, som en logisk følge af omstændighederne. Som vi så det: Forarmelsen af Europa og dets monarker, forårsaget af islams blokade af Middelhavet, gav ikke disse ret meget andet valg end at henvende sig til Kirken for støtte. Også kampen i forsvaret af Europa antog, på grund af selve fjendens natur, en religiøs dimension (alle religioner vinder i styrke, når de står over for modstand), og også dette øgede Kirkens magt og prestige.

Så mens det middelalderlige europæiske teokrati ikke var resultatet af direkte efterligning af islamiske ideer, var islam stadig medvirkende til dets fødsel. Endvidere var den type teokrati, der tog form i Europa, samt nogle af dets underliggende ideer, meget klart hentet fra islam.

*          *          *

Fra første færd betragtede islam apostasi og kætteri som lovovertrædelser, der skulle straffes med døden, [8] og næsten straks efter Muhammeds død udbrød der alvorlige og ekstremt voldelige stridigheder om lederskabet af bevægelsen. Snigmord og drab var dagens orden. Selv dem, der ikke stræbte efter lederskab, men havde uortodokse synspunkter, blev udsat for voldelig undertrykkelse. Det mest berygtede tidlige eksempel findes i den skæbne, der overgik Mansur Al-Hallaj (858-922), den persiske mystiker, hvis død efterlignede Kristi død - blot at han før sin korsfæstelse siges at være gjort blind og ellers tortureret. Også drab på politiske og religiøse modstandere eller dem, der på nogen måde afveg fra ortodoks islam, fandt sted helt fra starten og fortsatte kontinuerligt gennem hele den muslimske historie. Sådan var det også med vantro som kristne og jøder, der, skønt de teoretisk set var dhimmier eller "beskyttede", i virkeligheden altid var udsat for voldelige overgreb. Vi ved for eksempel, at kaliffen Walid (705-715) i 704 eller 705 "samlede den armenske adel i kirken St. Gregory i Naxcawan og kirken Xrain på Araxis og brændte dem til døde. Andre blev korsfæstet og halshugget og deres hustruer og børn taget til fange. En voldsom forfølgelse af kristne i Armenien er registreret fra 852 til 855." [9] Der eksisterede tilmed - i Spanien og Nordafrika, i hvert fald fra almohadernes tid (begyndelsen af tolvte århundrede) - en undersøgelseskommission, en veritabel "inkvisition", med det formål at udrydde de frafaldne. Vi får at vide, at jøderne, der på denne tid var blevet tvunget til at konvertere til islam, udgjorde en stor gruppe "nyomvendte", som alligevel fortsatte med at praktisere deres egen religion i hemmelighed. Men "almohade-inkvisitorerne, tvivlende på deres oprigtighed, tog deres børn fra dem og opfostrede dem som muslimer." [10]

Den form for middelalderlig kristendom, der begynder i det sene 12./tidlige 13. århundrede, antog samme holdning. Kristne havde nu deres egen inkvisition til at afsløre kættere, og dødsstraf blev nu fastsat for disse forbrydere. Den retslige brug af tortur, også "en nyhed i Europa" på det tidspunkt, blev accepteret praksis. [11] Alle disse praksisser var faktisk nye i det elvte og tolvte århundredes Europa: Den barbariske behandling af kriminelle og dissidenter, som havde været almindelig i det kejserlige Rom var blevet udfaset i løbet af de tidlige kristne århundreder. Konstantin afskaffede korsfæstelse som henrettelsesform og forsøgte at gøre det af med gladiatorkampe. Disse blev endeligt afskaffet på Honorius' tid (begyndelsen af femte århundrede). Slavernes vilkår blev dramatisk forbedret ved kristningen af Imperiet og Kirken arbejdede for helt at afskaffe denne institution - et mål, der til sidst blev nået i ottende eller måske niende århundrede. Tortur af fanger, rutine i det kejserlige Rom, blev gradvist afskaffet omkring samme tid. Der er heller ingen vidnesbyrd, fra de tidlige kristne århundreder, om den dødelige intolerance, der er karakteriserede inkvisitionen. Det er sandt, at Kirken i de første århundreder var involveret i en række langvarige og bitre stridigheder om den rette fortolkning af Kristi liv og mission. De, der var uenige med de herskende dogmer, som de blev bestemt ved forskellige konciler, blev erklæret for kættere og en ret alvorlig fordømmelse af disse mennesker og grupper var almindelig: Ja, den var nærmest endemisk. Men uanset hvor voldsomt sproget i disse diskussioner kunne være, udviklede de sig sjældent voldeligt, og selv når de gjorde, var volden af beskedent omfang og altid begået uden officiel sanktion eller godkendelse. Og brug af magt til håndhævelse af ortodoksi blev fordømt af alle kirkefædrene. Således erklærede Lactantius, at "religion ikke kan pålægges med magt; sagen skal fremføres med ord snarere ned med slag, så at viljen kan blive påvirket". Han skrev:

"Åh, med hvilken ærværdig holdning farer ikke de elendige vild! For de er klar over, at der ikke blandt mennesker findes noget mere ophøjet end religion og at denne bør forsvares med al vor magt, men som de er bedraget i spørgsmålet om religion i sig selv, således er de også bedraget i måden at forsvare den på. For religion skal forsvares, ikke ved at slå ihjel, men ved at dø; ikke ved grusomhed, men ved tålmodig udholdenhed; ikke ved skyld, men ved god tro. (...) For hvis man ønsker at forsvare religion ved blodsudgydelse, og ved tortur, og ved skyld, vil den ikke længere blive forsvaret, men blive forurenet og vanhelliget. For intet er så meget et spørgsmål om fri vilje som religion; hvis den troendes sind vender sig bort fra den, vil religion på én gang blive taget væk og ophøre med at eksistere." [12]

korok

Senere skrev St. Johannes Chrysostomos, at "det er ikke rigtigt at ombringe en kætter, da en uforsonlig krig ville blive bragt ind i verden." [13] Ligeledes skrev St. Augustin om kættere, at "det er ikke deres død, men deres udfrielse fra vildfarelse, vi søger." [14] På trods af disse og mange andre sådanne formaninger, forekom der tilfælde af vold mod kættere, men de var isolerede og aldrig godkendt af kirkelige myndigheder. Dette var for eksempel tilfældet med undertrykkelsen af det såkaldt Priscillianske kætteri i Spanien i de sidste år af det fjerde og første år af det femte århundrede. Flere tilhængere af Priscillian blev henrettet og sekten blev forfulgt på andre måder. Men drabet på Priscillian og hans nærmeste medarbejdere (syv i alt) blev totalt fordømt af de kirkelige myndigheder.

Det samme gjaldt en anden og mere berømt sag - mordet på Hypatia. Denne hændelse, i begyndelsen af det femte århundrede, har i visse kredse opnået næsten legendarisk status, og ses som eksemplet par excellence på kristent snæversyn og obskurantisme. Men fra det lidt vi ved, er det klart, at mordet blev udført af en gruppe lovløse fanatikere og ikke af Kirken. Vi bør også bemærke, at mordet fandt sted i Egypten, et land med en lang tradition for religiøs fanatisme. På Julius Cæsars tid lynchede en egyptisk hob en romersk centurion (en handling, der kunne have bragt dem frygtelig gengældelse), for at have haft den dristighed at dræbe en kat. Sådanne isolerede tilfælde af fanatisme har fundet sted i alle religioner i alle perioder af historien. Selv den mest pacifistiske og tolerante af alle religiøse ideologier, buddhismen, er ikke helt fri for dem. Så mordet på Hypatia kan ikke i sig selv fortælle os meget. Den kristne forfatter Socrates Scholasticus fra det femte århundrede, betragtede det som en beklagelig handling af snæversyn, mens hans landsmand Johannes af Nikiu, kun tre århundreder senere, fuldt ud godkendte drabet. Han beskrev Hypatia som "en hedning", der var "viet til magi", og som havde "forført mange mennesker gennem satanisk bedrag." Hvad kunne have frembragt en sådan ændring?

Den verden, vi kalder "middelalderlig", var en verden, hvor den klassiske tids fornuft og humanisme i nogen grad var forsvundet. Mørk fantasi og overtro blev mere fremtrædende. Troen på magikeres og troldmænds magt, en tro forbundet med den mest primitive tankegang, gjorde comeback. I de mest tilbagestående af moderne samfund finder vi stadig helt uskyldige mennesker, der anklages for "hekseri" og brutalt henrettes for en forbrydelse, som de aldrig har begået og som ikke engang eksisterer. Ved udgangen af middelalderen var denne mentalitet vendt tilbage til Europa, og i 1487 erklærede en pavelig bulle kaldet Malleus Maleficarum ("Heksehammeren") døden for hekse og satanister. Selv på Innocens 3's tid mentes denne periodes "kættere", katarerne og valdenserne, at være under inspiration af Satan.

Men det Europa, der i det tiende århundrede dukkede frem efter den såkaldt Mørke Tidsalder, var stadig badet i fornuftens og humanismens lys. En kirkelov fra det tiende århundrede kritiserede og fordømte således den tro i landbefolkningen, at "visse kvinder" havde for vane at ride af sted på dyr i nattens mulm og mørke og tilbagelægge store afstande før daggry. Ifølge kirkeloven var enhver, der troede dette, "uden tvivl en vantro og en hedning." Lidt tidligere erklærede St. Agobard, biskop af Lyon, at det ikke var sandt, at hekse kunne fremkalde storm og ødelægge høsten. De kunne heller ikke æde mennesker op indefra eller dræbe dem med det "onde øje". [15] "Kun et par generationer senere," bemærker Colin Wilson og Christopher Evans, "stod enhver person, der ikke troede på natteflyvning og hekse, som Kirken definerede dem, i fare for at blive brændt som kætter." [16] Hvad var der sket i de mellemliggende år, spørger de to forfattere, der ændrede Kirkens holdning?

Som svar på dette spørgsmål, så lad os huske, hvordan videbegærlige unge mænd fra Nordeuropa i det elvte og tolvte århundrede strømmede til det islamiske Spanien for at studere den viden og lærdom, der kunne findes dér. Men som Louis Bertrand bemærkede, var det ikke så meget maurernes "videnskab", der tiltrak dem, men derimod pseudo-videnskaben: Alkymi, astrologi og trolddom. [17] Hvad maurerne lærte, stod langt fra den lærdom, der nu roses så højt i de politisk-korrekte lærebøger, som fylder vores biblioteker og boghandlere.

Trolddom og alkymi var ikke de eneste ting, europæerne lærte fra muslimerne: de overtog også ideer direkte fra Koranen og hadith; ideer om, hvordan kættere, frafaldne og troldmænd skulle behandles. Og der kan næppe være tvivl om, at Innocens 3, da han etablerede sin inkvisition, direkte efterlignede almohadernes eksempel i Spanien, som halvtreds år tidligere havde oprettet deres egen kommission til efterforskning af kættere og frafaldne.

Innocens 3 ses af kristendommens fjender som det store dyr [bête noir], legemliggørelsen af alt, hvad der var og er galt med kristendommen. Men det faktum, at hans holdninger havde islamiske - og ikke kristne - fortilfælde, bliver aldrig nævnt. Og der er et andet punkt at tage i betragtning: Uden at forsøge at minimere uhyrligheden af Innocens’ handlinger, må vi aldrig glemme, at den muslimske trussel i det 12. og 13. århundrede på ingen måde var aftaget: Den var så potent og farlig som nogensinde. Under sådanne omstændigheder - ja, i enhver krigssituation - vil interne afvigere (som katarerne) være tilbøjelige til at blive set som udtryk for en femte kolonne, der arbejder for fjenden. Og det er velkendt, at al afvigelse i krigstider undertrykkes med en grundighed og hensynsløshed, der er langt strengere, end det normalt ville være tilfældet. Den senere spanske inkvisition, som gennemførte drastiske foranstaltninger mod afvigere på Den Iberiske Halvø, skal ses i samme lys. Truslen fra islam var altid til stede, og vi kan være rimeligt sikre på, at den strenge undertrykkelse af muslimer på dette tidspunkt direkte kan tilskrives frygten for en fornyet muslimsk invasion af halvøen (fra osmannernes side), og muligheden for, at de indfødte muslimer ville danne en femte kolonne til støtte for angriberne.

*          *          *

Vi har fundet, at den klassiske civilisation, som på daværende tidspunkt var synonym med kristenheden, efter år 600 kom i kontakt med en ny kraft, en kraft, der lovpriste krig som en hellig pligt, sanktionerede slaveri og drab på ikke-troende som en religiøs forpligtelse, sanktionerede den retslige brug af tortur og foreskrev henrettelse af frafaldne og kættere. Alle disse egenskaber, som tilsammen helt sikkert er unikke blandt menneskeheden religiøse traditioner, kan spores tilbage til selve begyndelsen af denne tro. Langt fra at være udtryk for en degenereret fase af islam, går de alle tilbage til grundlæggeren af troen selv. Men forbløffende nok er dette en religion og en ideologi, som stadig prises af akademikere og kunstnere som oplyst og tolerant. Til den dag i dag, findes der faktisk en stor gruppe anskuelser, overalt i den vestlige verden, der ser islam som på alle måder bedre end og mere oplyst end kristendommen.

Omkring år 650 var næsten halvdelen af den kristne verden tabt til denne nye og "oplyste" tro; og ved år 715 var resten i alvorlig fare. Disse begivenheder havde en enorm indflydelse. Lukningen af Middelhavet betød forarmelse af Vesteuropa, som derefter blev tvunget til at improvisere så godt den kunne. Manglen på papyrus fremtvang brugen af det uhyre kostbare pergament, hvilket naturligt førte til en alvorlig nedgang i læse- og skrivefærdigheden. Vikingekrigene, som de islamiske invasioner fremkaldte, bragte enorme forstyrrelser også til den nordlige del af kontinentet. Af desperation efter en samlende kraft, der kunne forene alle de germanske riger i Vesten til forsvaret for kristenheden, blev det vestlige imperium genetableret, og Konstantinopel, kæmpende for selve sin overlevelse, kunne ikke gøre meget ved det.

Den vestlige kultur ændredes radikalt. For første gang begyndte kristne til at tænke i hellig krig, og hele den kristne teologi gik ind i en flydende tilstand. Denne store transformation begyndte i årene efter 650, og det fænomen vi kalder "korstog" begyndte egentlig allerede i det sydlige Italien og især Spanien i løbet af det syvende og ottende århundrede, hvor kristne kæmpede en desperat kamp for at sikre bagtroppen, for at redde hvad reddes kunne fra de fremrykkende saracenere. Disse aktiviteter skulle udvikle sig til en langvarig kamp, der kom til at vare i århundreder, og skulle få en dyb og ødelæggende indvirkning på den europæiske civilisation. Frem for alt betød det, gennem effekten af ren og skær kraft og tid, at de kristne gradvist overtog mange af deres muslimske fjenders kendetegn. I de elvte og tolvte århundreder regerede således kristne konger i Spanien og det sydlige Italien over arabiserede hoffer og havde antaget typisk muslimske (og helt igennem ikke-kristne) skikke, som f.eks. polygami. Det mest berømte, eller berygtede, eksempel på dette var kejser Frederik 2., "den døbte sultan af Sicilien," som holdt et kostbart harem, bevogtet af eunukker. [18]

Ud over denne direkte indflydelse, var der den forrående effekt af den stadige krig, som hele Middelhavsområdet nu var kastet ud i. Islams ankomst gjorde definitivt en ende på freden i Middelhavet, den Pax Romana, der havde overlevet selv Roms fald. Med fremkomsten af islam, var Middelhavet ikke længere en motorvej, men en frontzone, og en frontzone af den mest farlige slags. Pirateri, rov og slagtning blev normen - gennem tusind år! Og dette er noget, der er blevet næsten fuldstændig overset af historikere, især dem af nordeuropæisk ekstraktion. For sidstnævnte især bliver Middelhavsområdet set i lyset af den klassiske historie. Så fortryllede har uddannede europæere været af de græske og romerske civilisationer, at de har behandlet den nyere del af Middelhavsområdets historie - som varede over tusind år - som om den aldrig har eksisteret. Den besøgende til Middelhavslandene, måske på den store dannelsesrejse, blev vist monumenter fra den klassiske verden, her udkæmpede Cæsar et slag, dér placerede Anthonius sin flåde, etc.

Dette fordrejede og romantiserede syn på Middelhavsområdet og dets fortid, som ignorerede det sidste årtusindes vildskab og frygt, var særlig karakteristisk for dem af angelsaksisk oprindelse, for hvilke der var det yderligere problem med religiøst fjendskab. Med Elizabeth I's regeringstid blev England en dødsfjende af det katolske Europa, og den katolske stormagt på den tid var naturligvis Spanien. Fra da af havde engelsktalende historikere tendens til at være stærkt forudindtagede imod det katolske Spanien og, ikke overraskende, yderst gunstigt indstillede over for Spaniens muslimske fjender, som blev romantiseret og portrætteret som kultiverede og urbane. Det var dengang, myten om det spanske kalifats "guldalder" blev født - en myte, der, som vi har set, stadig har meget stor udbredelse.

Men virkeligheden var en ganske anden: Med den muslimske erobring af Nordafrika og Spanien, blev et rædselsregime indledt, der skulle vare i århundreder. Krigen i Spanien trak ud indtil det femtende århundrede. På det tidspunkt blev en ny front åbnet i Italien, da de osmanniske tyrkeres stigende magt, der allerede havde opslugt Grækenland og Balkan, truede med at trænge ind i Italien. Denne fare forblev aktiv og levende gennem de næste tre århundreder, indtil tyrkerne endeligt blev slået tilbage ved Wiens porte i 1683. I mellemtiden var paven ved mere end én lejlighed klar til at flygte fra Rom, da osmanniske flåder gennemstrejfede Adriaterhavet og Det Ioniske Hav. Efter Konstantinopels fald i 1453 så det ud til, at hele det centrale Europa, herunder Ungarn og Østrig, var ved at blive løbet over ende; og selv om den øjeblikkelige fare blev afværget gennem János Hunyadis sejr ved Beograd (1456), blev den fornyet igen i det sekstende århundrede, da en enorm tyrkisk invasionsstyrke blev stoppet af den Hellige Liga i søslaget ved Lepanto (1571). Og det er værd at bemærke her, at de tyrkiske tab ved Lepanto, der omfattede 30.000 mænd og 200 ud af 230 krigsskibe, ikke forhindre dem i at vende tilbage det følgende år med endnu en enorm flåde: Dette taler sit tydelige sprog om deres udholdenhed og den varige karakter af den trussel, de udgjorde. Kort før dette, i 1530'erne, havde tyrkerne udvidet deres herredømme mod vest, langs den nordafrikanske kyst, så langt som til Marokko, hvor de opmuntrede til intensivering af slavetogter mod kristne samfund i det sydlige Europa. Flåder af muslimske pirater bragte ødelæggelse til de kystnære regioner i Italien, Spanien, Sydfrankrig og Grækenland. De kristne på øerne især, Sicilien, Sardinien, Korsika og de Baleariske Øer [Mallorca, Menorca osv.], måtte vænne sig til vilde pirat-razziaer, opsat på voldtægt og plyndring.

Hugh Trevor-Roper har gjort sig umage med at understrege, at den epoke, vi nu kalder renæssancen, som vi ser som en periode med kunstnerisk og intellektuel blomstring, såvel som med sprudlende optimisme, så meget anderledes ud for indbyggerne i Europa på det tidspunkt. Selv mens Cortes og Pizarro erobrede enormt rige lande i Mexico og Peru i hans navn, afventede kejser Karl 5. tungsindigt kristenhedens opløsning. "Vi satte os for at erobre værdiløse nye imperier på den anden side af havene," klagede Ogier Ghislain de Busbecq, belgieren, som romernes konge [Ferdinand 1. af Habsburg, o.a.] sendte som ambassadør til sultanen af Tyrkiet, "og vi er ved at tabe hjertet af Europa." [19] Kristenheden, skrev han, beroede usikkert på den gode vilje af kongen af Persien, hvis ambitioner i øst hele tiden kaldte sultanen af Tyrkiet tilbage fra sine europæiske erobringer. [20]

Disse begivenheder har haft en gennemgribende indflydelse på de kristne folkeslags karakter på Balkan og i Middelhavsområdet, et faktum, som aldrig er blevet fuldt anerkendt af nordeuropæere. Set fra London eller Paris, fylder osmannerne og barbaresk-piraterne ikke meget. Men fra Rom så tingene helt anderledes ud. Rom, selve sædet for den katolske tro, befandt sig på frontlinjen i denne endeløse krig. Set fra det centrale Italien, bliver de middelalderlige pavers paranoia om kætterier og indre fjender noget mere forståelig.

Og det spanske folk, der gennem århundreder stod i den forreste linje af den blodige grænse, blev forvandlet. Krigen mod islam blev eksistensberettigelsen for mange, selv de fleste, spanske konger. Det var et stedsevarende projekt, ikke en besættelse, mere en normal del af livet. Det blev taget for givet, at der aldrig kunne blive fred med den islamiske verden. Hvordan kunne det være anderledes, når krigsførelse mod de vantro var en religiøs pligt for enhver muslim? Kristne havde forstået dette århundreder forinden, og det blev gentaget i det fjortende århundrede af den islamiske historiker Ibn Khaldun:

"I det muslimske samfund er den hellige krig en religiøs pligt, på grund af den universelle karakter af den [muslimske] mission og [forpligtelsen til at] konvertere alle til islam, enten ved overtalelse eller ved magt. Derfor er kalifat og kongelig myndighed forenet [i islam], således at den ansvarlige leder kan bruge den tilgængelige styrke til dem begge [religion og politik] på samme tid.

De andre grupper havde ikke en universel mission og den hellige krig var ikke en religiøs pligt for dem, undtagen med henblik på forsvar. Derfor er det blevet sådan, at den ansvarlige for religiøse anliggender [i andre religiøse grupper] ikke beskæftiger sig med magtpolitik overhovedet. [Blandt dem] tilhører den kongelige myndighed dem, der har fået den, ved et tilfælde og på en måde, som intet har med religion at gøre. Den kommer til dem som en nødvendig følge af gruppefølelse, der af natur søger at opnå kongelig myndighed, som vi har nævnt før, og ikke fordi de er forpligtet til at opnå magt over andre nationer, som tilfældet er med islam. De er kun forpligtet til at etablere deres religion blandt deres egne [folk].

Dette er grunden til, at israelitterne efter Moses og Josva var ligeglade med kongelig myndighed i omkring 400 år. Deres eneste bekymring var at etablere deres religion (1:473).

Derefter var der stridigheder blandt de kristne angående deres religion og kristologi. De deltes op i grupper og sekter, som sikrede sig støtte fra forskellige kristne herskere mod hinanden. På forskellige tidspunkter viste der sig forskellige sekter. Endelig udkrystalliserede disse sekter sig i tre grupper, som udgør de [kristne] sekter. Andre har ingen betydning. Disse er melkitterne, jakobitterne og nestorianerne. Vi mener ikke, vi skal tilsværte siderne i denne bog med en diskussion af deres vantro dogmer. I almindelighed er de velkendte. De er alle sammen vantro. Dette er klart udtrykt i den ædle Koran. [At] diskutere eller argumentere om disse ting med dem, er ikke op til os. Det er [op til dem at vælge mellem] konvertering til islam, betaling af hovedskatten eller døden." [21]

Ibn Khaldun var født i Andalusien, men hvad han skrev om jihad, ville være blevet forstået af enhver monark Spanien, kristen og maurer. Kongerne i Castilien så derfor overlevelsen på den iberiske halvø af enhver region, hvorfra islam kunne starte angreb, som en reel og altid tilstedeværende trussel, og en reduktion af det islamiske Spanien til de sydlige højborge i Andalusien ville ikke få de kristne til at føle sig mere sikre. Nu kom truslen ikke fra Nordafrika, men fra Tyrkiet. Eksistensen af Granada truede eksistensen af det kristne Spanien, for osmannerne kunne når som helst bruge det som brohoved for en anden erobring af halvøen. Derfor måtte Granada væk, uanset prisen. Og selv efter dette kunne spanierne ikke føle sig sikre. Krigen mod islam ville fortsætte, som den altid havde gjort det. Osmannerne truede nu Italien og hele det vestlige Middelhav. Spanien selv kunne blive den næste. Selv opdagelsesrejserne blev udført med kampen mod islam i tankerne. Columbus' første rejse, for eksempel, havde til formål at finde en direkte vej til Indien, udenom muslimsk territorium, "for således at kunne angribe islam i ryggen," siger Louis Bertrand, "og indgå en alliance med den Store Khan - en mytisk skikkelse, der mentes at være hersker over hele denne region og gunstigt indstillet over for den kristne religion ..." [22] Bertrand var meget insisterende på dette punkt, hvilket han understregede på et halvt dusin sider. Opdagelsesrejsen skulle indlede en ny fase, siger han, i "korstoget mod maurerne, der skulle videreføres via en ny og sikrere rute. Det var ved hjælp af Indien, at islam skulle tilføres et dødeligt slag." [23]

Så sikker var Bertrand på forbindelsen mellem conquistadorernes bedrifter i Amerika og krigen mod islam, at han faktisk beskriver erobringen af Amerika som det "sidste korstog."

Conquistadorernes gerninger i Den Nye Verden behøver ingen gentagelse her: Det er historien om grusomhed og grådighed af virkelig monumentalt format. Men spaniernes vaner her, som gav anledning til "Den Sorte Legende," blev lært i kaliffernes skole. Med Bertrand ord: "Begær efter guld, blodtørstig griskhed, den feberagtige søgen efter skjulte skatte, anvendelse af tortur mod de besejrede for at vriste hemmeligheden om deres gemmesteder fra dem - alle disse barbariske fremgangsmåder og alle disse laster, som conquistadorerne bragte med sig til Amerika, havde de lært i kaliffernes, emirernes og de mauriske kongers skole." [24]

Faktisk kan alle de træk, der forbindes med spanierne, for hvilke de er blevet skarpt kritiseret af engelsktalende historikere, spores tilbage til kontakten med islam.

"Den værste egenskab, som spanierne erhvervede, var arabernes og de nomadiske afrikaneres parasitisme: Vanen med at leve af sin nabos territorium, plyndringstogtet ophøjet til institution, udplyndring og røveri anerkendt som den eneste næringsvej for våbenføre mænd. På samme måde som de drog ud for at skaffe sig deres brød på maurisk territorium, således drog spanierne senere ud for at vinde guld og territorium i Mexico og Peru.

Også dér skulle de indføre arabernes barbariske, summariske fremgangsmåder: At udsætte alt for ild og sværd, skære frugttræer ned, rasere afgrøder, lægge hele distrikter øde for at udsulte fjenden og få dem til at føje sig, slavebinde folk overalt, fordømme befolkningen i de erobrede lande til tvangsarbejde. Alle disse afskyelige fremgangsmåder lærte conquistadorerne af araberne.

Gennem flere århundreder holdt slaveriet sig som en realitet i det kristne Spanien, ligesom i de islamiske lande. Meget sikkert er det også, at det var araberne, som spanierne skyldte deres fanatismes uforsonlighed, deres krav på at være, hvis ikke Guds udvalgte, så i hvert fald den mest katolske nation i kristenheden. Philip 2. var, som Abd er Rahman eller El Mansour, Troens Forsvarer.

Endelig var det ikke uden afsmittende effekt, at spanierne i århundreder levede i kontakt med en race af mænd, der korsfæstede deres fjender og stolt hobede tusindvis af afhuggede hoveder op som trofæer. Arabernes og berbernes grusomhed dannede også skole på halvøen. Vildskaben af emirer og kaliffer, der dræbte deres brødre eller sønner med deres egne hænder, skulle gives videre til Peter 1 den Grusomme og Henrik af Trastamara, disse kvælere under lærred, som ikke var andet end gemene mordere." [25]

En af de mest beklagede egenskaber ved middelalderens Europa var dens ondartede og ofte voldelige antisemitisme. Men den mest ekstreme form for antisemitisme man kunne møde i Europa i middelalderen, optrådte ikke før det ellevte århundrede. Faktisk blev de første massakrer på jøder i Europa udført i Spanien af muslimske folkemasser tidligt i det ellevte århundrede - i 1011 (i Cordoba) og 1066 (i Granada). Det er naturligvis sandt, at kristne havde en lang historie af modvilje mod jøderne, en historie, der gik forud for fremkomsten af islam. Modviljen var gensidig, og jødiske ledere var i de tidlige århundreder lige så højrøstede i deres fordømmelse af kristendommen som kristne var det af jødedommen. Alvorlig vold mellem de to grupper var dog ualmindelig, og den første virkelige pogrom, begået af kristne mod jøderne i Europa, fandt ikke sted før ved begyndelsen af det første korstog i 1096, det vil sige tredive år efter massakren i Granada. Og det synes næsten sikkert, at den tyske hob, der udførte 1096-massakrerne, havde lært deres had i Spanien.

Fra romersk og måske endda før-romersk tid var Spanien hjemsted for et meget stort jødisk samfund. Efter den islamiske erobring af dette land i 711, kom jøderne under herredømme af en religion, der fra dens undfangelse var glødende og voldsomt anti-jødisk. For muslimer blev forbilledet givet af ingen ringere end deres grundlægger, profeten Muhammed. Det ville være overflødigt at opregne de anti-jødiske udtalelser i Koranen og hadith, hvor hebræerne er portrætteret som de snedigste, mest vedholdende og mest uforsonlige fjender af Allah. I Koranen (2:63-66) forvandler Allah nogle jøder, der vanhelligede sabbatten, til aber: "Bliv til aber, som man kyser bort!!" I Koranen 5:59-60 befaler Han Muhammed at minde "Skriftens folk" om "dem, som Allah forbandede og vrededes på, og hvoraf Han gjorde nogle til aber og svin, og de, der dyrker afguderne..." Igen i 7:166 hører vi om de sabbat-brydende jøder, at "da de fremturede med det, som de var blevet forbudt," sagde Allah til dem: "Bliv til aber, som man kyser bort."

Fra de samme kilder ved vi, at Muhammeds første voldelige aktion mod jøderne involverede Qaynuqa-stammen, der boede i Medina under byens beskyttelse. Muhammed "greb lejligheden af en tilfældig tumult", og befalede Qaynuqa (eller Kainoka) at antage hans religion eller kæmpe. Med Gibbons ord: "Den ulige konflikt blev afsluttet efter femten dage; og det var med stor modvilje, at Mahomet gav efter for sine allieredes insisteren, og gik med til at skåne fangernes liv." (Decline and Fall, kapitel 50) I senere angreb på jøderne, var de hebraiske fanger ikke så heldige.

Det mest berygtede af alle Muhammeds angreb på jøderne blev rettet mod banu Qurayza. Dette samfund, der boede nær Medina, blev angrebet uden varsel af Profeten og hans mænd, og efter nederlaget blev alle mænd over puberteten halshugget. Nogle islamiske autoriteter hævder, at Muhammed personligt deltog i henrettelserne. De dødsdømte mænd og drenge, hvis antal anslås til alt mellem 500 og 900, blev beordret til selv at grave det store hul, som skulle blive deres fællesgrav. Alle kvinder og børn blev gjort til slaver. Disse gerninger er nævnt i Koranen som handlinger udført af Allah selv og fuldt sanktioneret med guddommelig godkendelse.

Massakren på banu Qurayza blev hurtigt efterfulgt af angrebet på Khaybar-oasen. Ved denne lejlighed, beordrede Profeten tortur af en jødisk høvding med det formål at trække oplysninger ud af ham om, hvor han havde gemt sine skatte. Da skatten blev fundet, blev høvdingen halshugget.

Hvad var årsag til Muhammeds tilsyneladende uforsonlige fjendtlighed mod jøderne? Ifølge Gibbon var det deres afvisning af at anerkende ham som deres længe ventede Messias, der "forvandlede hans venskab til et uforsonligt had, med hvilket han forfulgte det ulykkelige folk til det sidste øjeblik i sit liv; og i dobbeltrollen som apostel og erobrer, blev hans forfølgelse forlænget til begge verdener." (Decline and Fall, kapitel 50)

Det er en udbredt fiktion, at muslimer i almindelighed og islam som regel - bortset fra Profetens forfølgelse af jøderne i Arabien - historisk har vist tolerance over for dette Bogens Folk, der generelt blev givet dhimmi-status ("status som beskyttet") i ummaen, eller det islamiske samfund. Men dhimmi-status, som også blev givet til kristne, indebar ikke, hvilket Bat Ye'or har givet omfattende dokumentation for, lige rettigheder med muslimer. Tværtimod var dhimmier, selv i de bedste tider, genstand for en lang række diskriminerende og ydmygende love samt for ubarmhjertig udbytning. I de værste tider kunne de, uden håb om retsbeskyttelse, blive myrdet i gaderne. En af de mest skadelige foranstaltninger rettet mod dem var kravet om, at de skulle bære en særlig genstand eller et farvet stykke tøj, hvorved de let kunne identificeres: Identificeres til let udnyttelse og misbrug. Bat Ye'or har vist, at denne lov blev håndhævet i islam helt fra starten. Volden var ikke konstant, men udbytningen var, og mønstret for misbrug, indledt af Muhammed i Arabien i det syvende århundrede, skulle blive gentaget gennem hele historien. De første massakrer på jøder i Europa, udført af muslimsk pøbel i Spanien, var foregrebet af andre massakrer, udført i Nordafrika, og kan tydeligt føres kontinuerligt tilbage til Muhammeds massakrer på dette folk i Arabien.

korok

Der var dog til tider noget, der lignede tolerance over for både jøder og kristne. Det kunne ikke have været anderledes. Da araberne erobrede de store områder i Mesopotamien, Syrien og Nordafrika i løbet af det syvende århundrede, fandt de sig som et lille mindretal, der herskede over enorme befolkninger, bestående af hovedsageligt kristne og i mindre grad jøder. Som sådan var de nødt til at gå frem med forsigtighed. Som alle erobrere, var araberne hurtige til at udnytte alle interne konflikter, og det var i deres interesse, først og fremmest, at adskille de kristne fra jøderne. Dette var særligt tilfældet i Spanien, hvor den jødiske befolkning var meget stor. En samlet jødisk og kristen front kunne have været meget farlig, og det var helt i erobrernes interesse at så mistillid og mistænksomhed mellem disse samfund. Med ordene af Bat Ye'or: ”[De arabiske] angribere forstod at drage nytte af stridigheder mellem lokale grupper med henblik på at indføre deres egen autoritet. De begunstigede først én og derefter en anden, i den hensigt at svække og ødelægge dem alle, gennem en politik af ’del og hersk.’” [26]

Jødiske samfund, både i Spanien og andre steder, havde tendens til at være både veluddannede og velstående. Jødiske læger, videnskabsfolk og handelsmænd kunne med nytte tages i beskæftigelse af enhver herskende gruppe. Og araberne tog dem i beskæftigelse. Nogle, såsom Ibn Naghrela, steg op til positioner af stor betydning. Jødernes internationale forbindelser og deres beherskelse af sprog viste sig uvurderlige for de nye magthavere. Jøderne befandt sig ofte i rollen som mellemled mellem muslimer og kristne. Men sådanne gunstbevisninger, som de nød, var forbigående og usikre. Der var aldrig nogen virkelig sikkerhed, hvilket massakrerne i 1011 og 1066 kun viser alt for godt. På den anden side var det helt i muslimernes interesse, at de kristne troede, at jøderne blev begunstiget. Og en del af denne myte var forestillingen om, at "jøderne" faktisk havde hjulpet muslimerne i deres erobring af landet.

Sandsynligheden for, at denne historie er sand, er forsvindende lille, især når vi betragter de massakrer på jøder, der blev udført i Arabien af Muhammed selv, blot nogle få årtier tidligere. Ingen mennesker havde bedre internationale forbindelser end jøderne, en nation af købmænd par excellence, og jøderne i Spanien ville have været ganske klar over Muhammeds fremfærd, længe før de første muslimske hære landede på spansk jord. Ikke desto mindre kom den historie i omløb, at jøderne havde hjulpet muslimerne, og der kan ikke være megen tvivl om, at denne fortælling blev fostret af de muslimske erobrere selv, som led i deres del-og-tag-politik.

Gennem hele det tiende og elvte århundrede rasede krigen om besiddelsen af Den Iberiske Halvø mellem kristne og muslimer. Denne konflikt skulle vokse til et egentligt sammenstød mellem civilisationer, da begge grupper indkaldte deres trosfællers bistand fra nær og fjern. Helligdommen Santiago de Compostela blev et samlende symbol for de kristne i nord og for dem fra Frankrig og Tyskland, der krydsede Pyrenæerne for at deltage i kampen mod islam. Deres kristne forbundsfæller i Spanien var allerede af den overbevisning, at jøderne var muslimernes hemmelige allierede. De var overbevist om, at jøderne havde hjulpet muslimerne i deres erobring af landet; og de kom i kontakt med muslimske anti-semitiske holdninger - holdninger, som de kristne begyndte at suge til sig. Det er et anerkendt faktum, at det var i Spanien, at de krigere, der senere deltog i det første korstog, lærte deres antisemitisme. Med Steven Runcimans ord: "Allerede under de spanske krige havde der, fra de kristne hæres side, været en vis tilbøjelighed til at mishandle jøderne." [27] Runciman bemærker, at i tiden for ekspeditionen til Barbastro i midten af det 11. århundrede, havde pave Alexander 2. skrevet til biskopperne i Spanien og mindet dem om, at der var en verden til forskel mellem muslimer og jøder. Førstnævnte var de kristnes uforsonlige fjender, men sidstnævnte var parat til at arbejde for dem. Men i Spanien "havde jøderne nydt så stor begunstigelse fra muslimernes side, at de kristne erobrere ikke kunne få sig selv til at stole på dem." [28] Denne mangel på tillid bekræftes af mere end ét dokument fra perioden, hvoraf flere er opregnet af Runciman.

Lidt over et årti efter at de kristne riddere fra Frankrig og Tyskland havde hjulpet deres trosfæller i Spanien med at generobre byen Toledo fra muslimerne, gjorde nogle af dem sig klar til at drage ud på det første (officielle) korstog. Men før de gjorde det, deltog nogle af dem i massemordet på flere tusinde jøder i Tyskland og Bøhmen - en ugerning uden fortilfælde i europæisk historie.

I betragtning af, at disse pogromer blev begået af krigere, hvoraf nogle havde lært deres håndværk i Spanien, og i betragtning af, at sådanne uhyrligheder hidtil var ukendte i Europa, kan vi sige, at der er stærke indicier, som tyder på, at kristne her var blevet påvirket af islamiske ideer.

For at konkludere: Jeg forsøger ikke at argumentere for, at antisemitisme ikke fandtes blandt kristne før fremkomsten af islam. Selvfølgelig gjorde den det. Men islams indflydelse og den frygtelige kamp mellem de to intolerante ideologier, kristendom og islam, som begyndte i det syvende århundrede, havde en dybt skadelig virkning på jøderne; og det var dengang, og først fra det tidspunkt, at den ondartede og morderiske antisemitisme, så karakteristisk for middelalderen, trængte ind europæisk liv.

*          *          *

Den ubetvivlede negative indvirkning af islam på karakter og kultur i Spanien og de andre Middelhavslande skal ikke gøre os blinde for det faktum, at det kristne budskab aldrig gik helt tabt eller at kirken som institution blev helt korrumperet. Efter fremkomsten af de germanske kongeriger i det femte århundrede, arbejdede kirken hårdt på at opretholde slavers og bønders rettigheder mod begærligheden og lidenskaberne af den barske kriger-klasse, der nu regerede Spanien, Gallien og Italien. Dette fortsatte under muslimernes og vikingernes invasioner og bagefter. "Det tiende og elvte århundrede var vidne til en kamp mellem herremænd og kirken over rettighederne for disse mennesker [bønderne]. Herremændene ønskede at fratage de livegne alle menneskelige rettigheder ved at sige, at de ikke havde sjæle og ved at nægte at kalde deres forbindelser for ægteskaber." [29] Kirken, konstaterer ovenstående forfatter [Painter], vandt denne kamp, men ikke uden voldsom modstand fra adelens side. Denne kamp på vegne af de fattige fortsatte gennem hele middelalderen og videre frem, og vi har allerede set, hvordan klostrene, for eksempel, gav gratis lægehjælp samt almisse og husly til de fattige og nødlidende gennem hele denne epoke. Og kirken beskyttede yderligere de fattige ved at sikre vedtagelsen af love mod spekulation, som de faste priser på brød og korn og de forskellige regler, der styrede lavenes virksomhed. Selv krig blev reguleret af kirken, og middelalderlige konflikter, i det mindste i Europa, var ikke nær så voldelige, som mange forestiller sig. Som Sidney Painter bemærker: "Selv når konger og feudale fyrster udkæmpede angiveligt alvorlige krige i den tidlige middelalder, så var de ikke blodige. Under det store og afgørende slag ved Lincoln i 1217, hvor omkring 600 riddere på den ene side kæmpede mod 800 på den anden, blev kun én ridder dræbt, og alle var forfærdede over den ulykkelige hændelse." [30]

Der er ingen tvivl om, at den middelalderlige skik med at kræve løsepenge for betydningsfulde gidsler udgjorde et økonomisk motiv bag denne bemærkelsesværdige modvilje mod at bruge dødbringende magt; men det er lige så klart, at ideen om ridderlighed, med dens stærkt kristne overtoner, udøvede en kraftig modererende indflydelse.

Vi må heller ikke glemme, at i de århundreder der fulgte det første korstog, hvor vi let kan forestille os, at kristne i Europa var blevet grundigt vænnet til tanken om at kæmpe og dræbe for Kristus, er der mange vidnesbyrd der viser, at dette ikke skete. Ideen om vold i Kristi navn var med Jonathan Riley-Smiths ord "uden fortilfælde", da den første gang blev fremsat i det elvte århundrede. [31] "Så radikal var ideen om religiøs krig," siger Riley-Smith, "at det er overraskende, at der tilsyneladende ikke var protester fra ledende gejstlige." [32] Men uanset hvad, så kunne kristne aldrig helt finde sig til rette med ideen, og begejstringen for korstog aftog hurtigt. Riley-Smith bemærker, at efter succesen med det første korstog tørrede tilstrømningen af nye rekrutter hurtigt ud, selv blandt de grupper og familier, der havde været de stærkeste tilhængere. Disse vendte i stedet tilbage til den traditionelle ikke-militære pilgrimsrejse til Det Hellige Land. [33] Vi bør også bemærke individuelle udsagn fra f.eks. den engelske franciskanermunk Roger Bacon i 1260'erme, der kritiserede selve ideen om korstog og hævdede, at sådanne militære aktiviteter hindrede forsøgene på at omvende muslimer fredeligt. [34] Sæt dette op mod holdningen i islam, hvor alle krigere, der døde under jihad, var "martyrer" og garanteret en umiddelbar belønning på 72 jomfruer i Paradis. Og kontrasten ses meget tydeligt i ordene af Gregory Palamas, en ortodoks metropolit, der var tyrkernes fange i 1354: "... disse ugudelige mennesker, hadet af Gud og infame, praler af at have fået bugt med romerne [byzantinerne] på grund af deres kærlighed til Gud. (...) De lever af buen, sværdet og udskejelser, finder glæde i at tage slaver og har helliget sig mord, plyndring, ødelæggelse (...) og ikke alene begår de disse forbrydelser, men de tror tilmed - hvilken vildfarelse - at de er godkendt af Gud." [35]

Og da spanierne begyndte erobringen af Den Nye Verden, bør man ikke glemme, at det store flertal af udskejelserne blev udført af individuelle og utøjlede eventyrere, som de kongelige og kirkelige myndigheder kun havde ringe kontrol over. Vi bør heller ikke glemme at nævne, at det var på grund af det enorme og vedvarende pres fra mange humane og modige gejstlige, at slavebindingen af de indfødte i den nye verden endeligt blev opgivet.

Det vil således være en fejltagelse at forestille sig, midt under korstogene, inkvisitionen og koloniseringen af Amerika, at den oprindelige ånd og lære af tømreren fra Galilæa var gået uigenkaldeligt tabt. Men den voldelige verden, som kirken befandt sig i, udsatte den ikke desto mindre for mange belastninger og Kristi budskab blev unægteligt vandet ud.

*          *          *

Fjernelsen af romersk magt i det femte århundrede og oversvømmelsen af de vestlige provinser af barbariske hære frembragte en genoplivning i Europa af den militære krigerånd, der prægede Rom i dens tidligere dage. Men barbarerne selv blev "blødgjorte" af det bofaste liv, de begyndte at leve i de vestlige provinser og under indflydelse af den kristne tro. Selv nyankomne horder som frankerne og longobarderne i slutningen af femte og sjette århundrede faldt under Roms og kristendommens civiliserende fortryllelse, og de barske skikke af de mænd, der blot en generation tidligere havde levet i Tysklands skove og vildmarker, begyndte snart at blive blødgjort i Galliens vinmarker og Spaniens olivenlunde. Så, tidligt i det syvende århundrede, da Vesten var ved at være gen-romaniseret, viste der sig en ny fjende: En fjende, der ikke kunne formildes og ikke kunne kristnes. Til krigens normale rædsler føjede de muslimske erobrere et nyt og farligt element: Religiøs fanatisme. Her var der tale om erobrere, hvis hensigt ikke kun var at plyndre og slavebinde, men også at udrydde, eller i det mindste undertrykke, den kristne tro. Mod barbarerne fra Tyskland og Skytien, kan de kristne i Vesten have kæmpet for besiddelsen af deres hjem og deres jorder, men disse fjender var ikke ude efter at ødelægge den kristne religion. Kristne var frie til at tilbede, som de ville; og mange af barbarerne viste helt fra starten, at de kunne blive påvirket af og tilmed konvertere til den kristne tro.

Med muslimerne var dette aldrig en mulighed. Disse var de "uomvendelige", mænd, som var drevet af deres egen religiøse nidkærhed og som førte krig specifikt for at udbrede denne tro. Og dette var et fjendskab, som tiden ikke mildnede: I århundreder efter invasionerne af det sydlige Italien, Spanien og øerne Sicilien, Sardinien og Korsika, gennemstrejfede muslimske fribyttere Middelhavet og kystområderne i det sydlige Frankrig og Italien, hvor de røvede, dræbte og tog slaver. Med ankomsten af islam, fandt Middelhavets Europa aldrig fred igen - i det mindste ikke før den tidlige del af det nittende århundrede. Muslimske kapere med baser i Nordafrika, barbaresk-piraterne, terroriserede Middelhavet indtil efter afslutningen af Napoleonskrigene. I århundrederne før havde muslimske hære, først i form af almoraviderne og senere osmannerne, lanceret store periodiske invasioner af områder i Sydeuropa, og selv når de ikke gjorde det, var muslimske pirater og slavehandlere involveret i uophørlige angreb mod kystbebyggelser i Spanien, det sydlige Frankrig, Italien, Dalmatien, Albanien, Grækenland og alle øerne i Middelhavet. Denne aktivitet fortsatte usvækket gennem århundreder og den eneste analogi, man kan komme i tanke om, er at forestille sig, hvordan det ville have været, hvis vikingernes plyndringstogter i det nordlige Europa havde varet i tusind år.

Det er blevet anslået, at muslimske pirater, baseret i Nordafrika, fra det sekstende til det nittende århundrede fangede og slavebandt mellem 1 og 1,25 million europæere. [36] Selv om deres angreb nåede så langt nordpå som til Island og Norge, var effekten mest alvorlig langs Middelhavets kyster i Spanien, Frankrig og Italien, hvor truslen efterhånden havde gjort store kystområder ubeboelige.

Virkningen af denne uophørlige vold er aldrig, føler jeg, blevet hverken grundigt undersøgt eller fuldt forstået. Landene ud til Middelhavet måtte lære at leve i en tilstand af konstant alarmberedskab, med frygten aldrig langt væk. Befolkningerne måtte med øjebliks varsel være klar til militær reaktion. Fæstningsværker måtte bygges og unge mænd uddannes i brugen af våben. Der var udviklingen af en semi-paranoid kultur, hvor dette at dræbe og blive dræbt var normen eller i det mindste ikke usædvanligt. Ikke underligt, at nogle af disse områder, især det sydlige Italien, Sicilien, Spanien, Korsika, dele af Grækenland og Albanien, med tiden ville udvikle deres egne voldelige og ubøjelige kulturer; og at det først og fremmest var i Spanien, at inkvisitionen fandt sit åndelige hjem. Heller ikke underligt, at det ville være fra dette samme land, at hellige krigere satte ud, i det femtende og sekstende århundrede, for at erobre folkene i Den Nye Verden for Kristus. [37]

Det er selvfølgelig ikke sandt, at kristendommen og den kristne kirke helt kan frikendes for skylden for, hvad der skete i årtierne og århundrederne, der fulgte efter det første korstog. Der kan ikke være megen tvivl om, at visse kristne doktriner gav deres eget bidrag. Den snæversynede lære, der begrænsede sandhed og frelse til det kristne fællesskab alene, kan ikke have skabt andet end en intolerant og irrationel holdning til folk af andre trosretninger. I sidste ende ser det dog ud til, at uden den fortsatte og uophørlige vold, som islam rettede mod kristenheden over en periode på mange århundreder, ville Europa have udviklet sig på en meget anderledes måde: Og det synes sikkert, at den rovgriske militarisme, der kendetegnede Europa fra begyndelsen af korstogstiden, aldrig ville være forekommet.

Hvordan ville begivenhederne så have udfoldet sig uden islam? Det kan man naturligvis umuligt sige noget om med sikkerhed, men det virker temmelig oplagt, at den "middelalderlige" verden, som vi nu kender den, aldrig ville være forekommet. Den periode, vi nu kalder middelalderen, ville bestemt have været en del mindre "middelalderlig" og en del mere romersk. Det er sandsynligt, at Byzans ville have fortsat processen, der allerede var godt i gang i slutningen af det sjette århundrede, med at hæve det kulturelle niveau i Vesten. Bruddet mellem Rom og Byzans ville måske ikke have fundet sted, eller været blevet så bittert, og der kan næppe være tvivl om, at Vesteuropa ville have oplevet sin "Renæssance", eller genopblomstring af klassisk civilisation, meget tidligere, måske et halvt årtusinde tidligere. Faktisk er det sandsynligt, at hele Vesteuropa, ved slutningen af det syvende århundrede, ville være kommet til at ligne samtidens Byzans, med ekspanderende byer og et blomstrende kulturelt og intellektuelt liv. Vikingetogterne ville ikke have fundet sted, eller i det mindste ikke have været så ødelæggende, som de var. Der ville selvfølgelig ikke have været korstog, da der ikke var noget islam, at rette dem imod. Og fraværet af vikingernes og den islamiske indflydelse ville næsten helt sikkert have foranlediget udviklingen af en mere fredelig kultur i Europa. Uden den islamiske indflydelse er det tvivlsomt, at den særlig ondartede form for antisemitisme, der prægede Europa fra det elvte århundrede, ville være opstået. Fraværet af en ydre og farlig fjende som islam ville have nedsat udviklingen af den paranoia, der greb Europa over spørgsmål om kættere og "hekseri". Der ville formentlig ikke have været nogen inkvisition. Og uden det islamiske eksempel på slaveri, ville kontakten med de indfødte i Den Nye Verden, da den kom, have været meget anderledes, hvilket også gælder Europas forbindelser med befolkningerne i Afrika syd for Sahara.

Så meget for en verden uden islam. Men hvad nu hvis islam havde sejret? Hvad hvis Europa var blevet muslimsk i det syvende og ottende århundrede? En ikke ringere person end Gibbon spekulerede over det sandsynlige resultat af en islamisk erobring af Frankrig, da han bemærkede, at var sådan en begivenhed indtruffet, så måtte hele Vesteuropa nødvendigvis være faldet, og dekanen for Oxford ville da sandsynligvis have udlagt Koranens sandheder for en omskåret forsamling. Mod sådanne "ulykker," bemærkede Gibbon, blev kristenheden reddet af Karl Martels sejr ved Tours i 732. Men en islamisk erobring af Europa ville have haft langt alvorligere konsekvenser end det. Efter hvad vi kan se af islams generalieblad andre steder, er det sandsynligt, at kontinentet ville være trådt ind i en Mørk Tidsalder, som det aldrig ville være kommet ud af igen. Hvis vi søger en model for Europa som helhed, kan vi se på Albanien eller Kaukasus i det nittende århundrede. Disse regioner, beboet af semi-islamiserede stammer, var scener for uendelige fejder. Et Europa under islam ville ikke have været anderledes: En tilbagestående og i høj grad underbefolket ødemark, som genstand for muslimske stammehøvdinges kampe, en situation, der ville have varet helt ind i dette århundrede. Der ville måske have været nogle få, i det store og hele forfaldne og meget små, bycentre, på steder som Italien, Frankrig og Spanien; og disse områder ville have huset en fattig og smerteligt undertrykt restbefolkning af kristne. I Rom ville paven præsidere over et elendigt og forfaldent Vatikanet, hvis vigtigste monumenter, som f.eks. den oprindelige Peters kirke, grundlagt af Konstantin, for længst ville have været omdannet til moskeer. I et sådant Europa ville hele arven efter den klassiske civilisation være blevet glemt. Om Cæsar og hans erobringer, om Grækenland med dets krigere og filosoffer, ville nutidens verden intet vide. Selv navnene ville være gået tabt. Intet barn ville i dag have kendt til Troja eller Mykene, til Marathon eller Thermopylæ. Også Egyptens historie, samt alle de store civilisationer i Mellemøsten, ville have ligget begravet under det drivende sand i disse lande, for evigt tabt og glemt.

Der ville ikke have været nogen højmiddelalder med dens gotiske katedraler, ingen renæssance, ingen oplysning og ingen videnskabens tidsalder.

Europas fald ville have haft konsekvenser langt udenfor dets egne kyster, og det enogtyvende århundrede ville have gryet med et islamisk (og underbefolket og fattigt) Indien, der truede eksistensen af Kina, som sandsynligvis ville være den sidste større ikke-muslimske civilisation.

Krigene mellem disse to ville være præ-moderne, og selv om de to sider måske anvendte primitive skydevåben og kanoner, ville sværd og bue fortsat være de vigtigste våben, og reglerne for træfninger ville være brutale.

Men disse er alle hvad-hvis'er. Historien skete, og hvad der skete, kan ikke ændres. Men hvis vi ikke skal gentage fortidens fejltagelser, er det vigtigt vi forstår præcist, hvad der skete og hvorfor.

Noter

[1] Painter, Sidney. A History of the Middle Ages, 284-1500 (Macmillian, 1953), p. 303.

[2] Briffault, Robert. The Making of Humanity (London, 1919), p. 217.

[3] Ibid. p. 219.

[4] Ibid. p. 217.

[5] Trevor-Roper, Hugh. The Rise of Christian Europe (2nd ed., London, 1966), p. 143.

[6] Ibid., p. 133.

[7] Ibid., p. 137.

[8] Muhammed sagde: "Hvis nogen ændrer sin religion, dræb ham." (Bukhari, Vol. 9, bog 84, nr. 57).

[9] Bat Ye’or. The Dhimmi: Jews and Christians under Islam (Fairlaigh Dickinson University Press, 1985), pp. 60-1.

[10] Ibid., p. 61.

[11] Trevor-Roper, op cit., p. 159.

[12] Lactantius, “The Divine Institutes, i “Fathers of the Third and Fourth Centuries,” i The Ante-Nicene Fathers, 156-7.

[13] John Chrysostom, Homily XLVI, i George Prevost, overs. “The Homilies of St. John Chrysostom” i Philip Schaff, red. A Select Library of the Nicene and Post-Nicene Fathers of the Christian Church, Vol. X (Eedermans, Grand Rapids, MI, 1986), p. 288.

[14] St Augustine, Letter C, i “Letters of St. Augustine,” i J. G. Cunningham, overs. i A Select Library of the Nicene (osv. som ovenfor).

[15] Colin Wilson and Christopher Evans, (eds.) Strange but True (Parragon Books, 1995), p. 285.

[16] Ibid. p. 285.

[17] Bertrand, Louis and Sir Charles Petrie. The History of Spain (2nd ed., London, 1945), p. 76.

[18] Trevor-Roper, op cit., p. 147.

[19] Ibid., p. 17.

[20] Ibid.

[21] Ibn Khaldun, The Muqaddimah: An Introduction to History Vol. 1 (Overs. Franz Rosenthal, Bollingen Series 43: Princeton University Press, 1958), p. 480. Citeret fra Bat Ye’or, The Dhimmi, p. 162.

[22] Bertrand, op cit., p. 163.

[23] Ibid.

[24] Ibid., p. 159.

[25] Ibid., p. 160.

[26] Bat Ye’or, op cit., p. 87.

[27] Steven Runciman, The History of the Crusades, Vol. 1 (London, 1951), p. 135.

[28] Ibid.

[29] Painter, op cit., p. 100.

[30] Ibid., p. 119.

[31] Jonathan Riley-Smith, “The State of Mind of Crusaders to the East: 1095-1300,” i Jonathan Riley-Smith (ed.) Oxford History of the Crusades, p. 79.

[32] Ibid., p. 78.

[33] Ibid., pp. 80-2.

[34] Alan Forey, “The Military Orders, 1120-1312,” i Jonathan Riley-Smith (ed.) Oxford History of the Crusades, p. 205.

[35] Robert Irwin, “Islam and the Crusades: 1096-1699,” i Jonathan Riley-Smith (ed.) Oxford History of the Crusades, p. 251.

[36] https://en.wikipedia.org/wiki/Barbary_pirates

[37] Vi må selvfølgelig ikke glemme, at conquistadorerne normalt handlede uden officiel sanktion, og at Kirken, ofte i samarbejde med den spanske regering, arbejdede meget hårdt på at kontrollere deres udskejelser.

---

Emmet Scott er historiker med speciale i Mellemøstens oldtidshistorie. I de seneste ti år har han vendt sin opmærksomhed mod senantikken og den klassiske civilisations forfald, som han ser som en af de mest afgørende faser i den vestlige civilisations historie.

Han er forfatter til
Mohammed & Charlemagne Revisited (2012),
The Impact of Islam (2014) og
A Guide to the Phantom Dark Age (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo