I begyndelsen af det 10. århundrede var det meste af Europa en primitiv udørk. Alle landene øst for Elben (og næsten alle øst for Rhinen) var barbariske ødemarker uden spor af skriftlig civilisation. Landene mod vest, i Gallien og Britannien og endda i Italien var ikke meget bedre. I denne region herskede en næsten universel analfabetisme og en bytteøkonomi af den mest primitive art. Der fandtes kun en håndfuld byer med mere end 30.000 indbyggere, og selv disse var intet i nærheden af byerne i den romerske periode. England havde ingen, med London som den mulige undtagelse. Selv Rom havde ikke meget mere end det samme antal. Men i 1492, da Columbus begav sig ud på sin store opdagelsesrejse, stod Europa på randen af verdensherredømme. Fra Atlanterhavet næsten til Ural, var kontinentet fuld af byer bygget delvist af sten og mursten, med snesevis af universiteter og en blomstrende økonomi. Hele Europa var på kryds og tværs gennemskåret af veje, der formidlede en forbløffende vifte af rigdom og produkter fra én region til en anden. Trykte bøger fandtes overalt, og læse/skrive-færdighederne var ekstremt almindelige, selv blandt de relativt fattige.

Hvad var der sket i de mellemliggende år? Svaret er ingen hemmelighed og var indtil for ret nylig bredt accepteret og fejret: Kristendommen - og med den begyndte, fra omkring 950, en forynget form for latinsk civilisation at spredes øst for Rhinen og nord for Tyskland. I 1050 var denne kristnede latinske civilisation nået næsten så langt mod øst som til Uralbjergene, og rejste byer, katedraler, universiteter, skoler og hospitaler i hvert land, den nåede frem til. Faktisk blev det europæiske kontinent civiliseret og forvandlet i dette ene århundrede - endnu hurtigere end det nordamerikanske kontinentet blev forvandlet i årene efter år 1700. Det tog to århundreder for skriftlig og urban civilisation at spredes i Amerika fra Atlanterhavet til Stillehavet. Det enorme rum mellem Rhinen og Ural blev civiliseret på lidt mere end ét.

Konverteringen af Nord- og Østeuropa til kristendommen, da den først var begyndt, fortsatte i et halsbrækkende tempo. Harald Blåtand, kongen af Danmark, blev døbt sammen med sit hof og mange af sine undersåtter i 965, mens kong Mieszko af Polen fik sin kristne dåb i 966. Kongeriget Rus, under dens hersker Vladimir I af Kiev, antog den ortodokse version af kristendommen i 988, og 1. juledag 1000 (eller nytårsdag 1001) bragte kong Stefan af Ungarn sin nation ind i den kristne fold.

Fint nok, kan man sige, men hvordan var kristendommen i stand til så let at civilisere Europas barbarer? Når alt kommer til alt var det mægtige og kultiverede romerske imperium kendt af de barbariske folk århundreder tidligere, men alligevel havde denne kontakt ikke kunnet udvirke nogen meningsfuld fremgang. Stammefolkene kunne måske nok nyde romerske kultur- og kunstgenstande, men disse ting førte kun til ringe ændring i deres livssyn eller livsstil. Hvad var anderledes ved kristendommen?

Svaret på dette må helt sikkert ligge i den kundskab, velvilje og humane kultur, som de kristne munke og missionærer bragte med sig ind i de barbariske regioner. I en tid, hvor historikerne i deres forskning har været behersket af grov økonomisk determinisme (uden tvivl den mest indflydelsesrige af alle Karl Marx' ideer), har de glemt den rent økonomiske værdi af viden, humane værdier og religiøs tro. I 1997 undersøgte sociolog Rodney Stark kristendommens tidligere triumf i det romerske imperium (The Rise of Christianity (Harper San Francisco, 1997)) og konkluderede, at i det 4. og 5. århundrede havde den nye tro en genoplivende effekt på den romerske verden - en verden, der siden midten af det 2. århundrede havde været kørt fast i stagnation og forfald. Stark konkluderede først og fremmest, at kristendommens komme betød en vækst af befolkningen - en befolkning, der var skrumpet ind siden 150 e.Kr. Den pleje, som kristne samfund gav de syge i både deres egne og hedenske samfund, var en af grundene til dette. En anden var de kristnes afvisning af abort og barnedrab, som begge var helt almindelige blandt hedningene. Forskellige kejseres gentagne forsøg på at modvirke barnedrab og forbedre fødselsraten, bemærker Stark, slog altid fejl. De kristne var den eneste gruppe i imperiet (bortset fra jøderne), der voksede ved den normale demografiske proces.

De østlige dele af den romerske verden, der var tættest på det kristne kerneland, blev omvendt først, og de var først til at nyde frugterne af kristen civilisation: I det 5. århundrede taler historikere om en massiv stigning af befolkning og velstand i det østlige imperium, og beskriver gladeligt det 5. og 6. århundrede i området som en "guldalder". (Se f.eks. Bryan Ward-Perkins, The Fall of Rome; and the End of Civilization, Oxford University Press, 2006, s. 124.)

De hedenske folk øst for Rhinen og nord for Donau praktiserede barnedrab og abort, ligesom de hedenske romere. De førte også mere eller mindre konstant krig mod deres naboer og havde teknisk stagnerende økonomier. Deres befolkninger var små og forblev små. Det landbrug, de dyrkede, var af den mest primitive art - for det meste kvæg-vogtning kombineret med småskala havebrug. Nogle stammer havde ikke hævet sig ret meget over jæger/samler-stadiet.

I stamme-regionerne åbnede kongernes accept af kristendommen i anden halvdel af det 10. århundrede for første gang disse områder op for den nye tros dybt humane og progressive indflydelse, som bevirkede en øjeblikkelig og dramatisk ændring. De mest revolutionerende ændringer blev forårsaget af munke, der fungerede som kristendommens stød-tropper. Først i de sidste hundrede år er forskerne efterhånden blevet klar over klosterordenernes, især benediktinernes, reelle og enorme indflydelse på udviklingen af den europæiske civilisation. Det er blevet bemærket af mere end én forfatter, at man næppe kan finde en eneste bestræbelse til fremme af civilisationen i senantikken og den tidlige middelalder, hvor munkene ikke spillede en central rolle. Det er naturligvis velkendt, at de bevarede den litterære arv fra den antikke verden (meget mere fuldstændigt, faktisk, end man tidligere var klar over), men de gjorde meget mere. Ifølge én forsker gav de "hele Europa (...) et netværk af mønster-fabrikker, centre for kvægavl, forskningscentre, eksempler på åndelig inderlighed og kunsten at leve (...), parathed til social handling - kort sagt (...) avanceret civilisation, der opstod midt i kaotiske bølger af det omgivende barbari. Uden tvivl var St. Benedikt Europas Fader. Benediktinerne, hans børn, var den europæiske civilisations fædre." (Reginald Gregoire, Leo Moulin og Raymond Oursel, The Monastic Realm, Rizzoli, New York, 1985, s. 277.)

Vi kunne fylde mange bind med beskrivelser af benediktinernes bedrifter. At de på egen hånd bevarede meget af den antikke litteratur er velkendt. Knap så velkendt er den enorme mængde af denne litteratur, de reddede. Vi er vant til at tænke, at det meste af den litterære arv fra Grækenland og Rom gik tabt i Vesten efter det vestlige imperiums sammenbrud, og først blev genvundet efter kontakt med araberne i Spanien og Italien i det 11. århundrede og efter Konstantinopels fald i det 15. århundrede. Men denne opfattelse er ganske enkelt usand. Langt hovedparten af Grækenlands og Roms litteratur, der har overlevet ind i moderne tid, blev bevaret af munkene i det 6. og 7. århundrede og blev faktisk aldrig glemt. Således nævnte for eksempel Alcuin, polyglot-teologen ved Karl den Stores hof, at hans bibliotek i York indeholdt værker af Aristoteles, Cicero, Lucan, Plinius, Statius, Trogus Pompeius og Virgil. I sine korrespondancer citerer han endnu andre klassiske forfattere, herunder Ovid, Horace og Terence. Abbo af Fleury (det sene 10. århundrede), der tjente som abbed i Fleury Kloster, demonstrerer fortrolighed med Horace, Sallust, Terence og Virgil. Desiderius, beskrevet som den største af abbederne i Monte Cassino efter Benedikt selv, og som blev pave Victor III i 1086, overvågede afskrivningen af Horace og Seneca samt Ciceros De Natura Deorum og Ovids Fasti. (Citeret fra Charles Montalembert, The Monks of the West: From St. Benedict to St. Bernard. Vol. 5, London, 1896, s. 146.) Hans ven ærkebiskop Alfano, der også havde været munk i Monte Cassino, besad et dybt kendskab til de antikke forfattere, og citerede ofte Apuleius, Aristoteles, Cicero, Platon, Varro og Virgil samt imiterede Ovid og Horace i sine vers.

Ved udgangen af det 10. århundrede finder vi, at klostre over hele Europa var i besiddelse af enorme biblioteker fyldt med de klassiske forfatteres værker, og at viden om græsk og endda hebraisk var udbredt. Dette er vigtigt, fordi det illustrerer kontinuiteten mellem denne periode og senantikkens verden og sætter alvorligt spørgsmålstegn ved hele begrebet om Den Mørke Tidsalder [fra midten af 600-tallet til midten af 900-tallet, o.a.]. Det viser også, at det kristne Europa ikke behøvede at være afhængig af andre samfund og kulturer (såsom den islamiske) for igen at blive en skriftlig kultur. Således finder vi for eksempel, at Gerbert af Aurillac, den senere pave Sylvester II, underviste i Aristoteles og logik, og lærte sine studerende at værdsætte Horace, Juvenal, Lucan, Persius, Terence, Statius og Virgil. Vi hører om forelæsninger, der blev holdt om de klassiske forfattere på steder som Saint Albans og Paderborn. En skoleøvelse, udarbejdet af St. Hildebert, har overlevet, hvori han havde samlet uddrag fra Cicero, Horace, Juvenal, Persius, Seneca, Terence og andre. Det er blevet foreslået, at Hildebert må have kunnet Horace næsten udenad. (John Henry Newman, i Charles Frederick Harrold, red., Essays and Sketches, Vol. 3, New York, 1948, s. 316-7.)

Hvis munkene var klassisk lærde, var de i lige så høj grad naturfilosoffer, ingeniører og landmænd. Visse klostre kan have været kendt for deres kompetence indenfor bestemte vidensområder. For eksempel blev foredrag i medicin holdt af munkene i St. Benignus i Dijon, mens klosteret St. Gall havde en skole i maler- og gravørkunst, og forelæsninger om græsk og hebraisk kunne høres i visse tyske klostre. (Ibid., s. 319.) Munke supplerede ofte deres uddannelse ved at drage ud og studere på en eller flere af de klosterskoler, der var etableret over hele Europa. Abbo of Fleury - efter at have mestret de discipliner, der blev lært i hans eget hus - tog afsted for at studere filosofi og astronomi i Paris og Rheims. Vi hører lignende historier om ærkebiskop Raban af Mainz, St. Wolfgang og Gerbert af Aurillac. (Ibid., s. 317-9.)

Helt tilbage fra Benedikts tid oprettede munkene skoler over hele Europa. Faktisk er vort ord "skole" forbundet med ordet "skolastik", et udtryk, som blev brugt til bredt at definere det system af tanker og filosofi, der blev udviklet af munkene i denne periode. Skolastisk tænkning var stort set baseret på Aristoteles og repræsenterede en reel kontinuitet med de klassiske traditioner for filosofi og rationalitet.

Foruden at være lærere og opdragere etablerede munkene også de første hospitaler. Dette var de første institutioner, nogensinde, til at levere gratis medicinsk behandling til alle, uanset økonomiske omstændigheder. Med en forfatters ord: "Efter Det [vestlige] Romerske Riges fald blev klostrene gradvist udbydere af organiseret medicinsk behandling, som ikke var tilgængelig andre steder i Europa i flere århundreder. Givet deres organisation og placering var disse institutioner faktiske oaser af orden, fromhed og stabilitet, hvor helbredelse kunne trives. For at kunne give denne pleje blev klostrene også steder for medicinsk lærdom mellem det 5. og det 10. århundrede, den klassiske periode for såkaldt klostermedicin. Under 800-tallets karolingiske renæssance fremstod klostrene også som de vigtigste centre for studiet og videregivelsen af antikke medicinske tekster." (Günter B. Risse, Mending Bodies, Saving Souls: A History of Hospitals, Oxford University Press, 1999, s. 95)

Som bemærket af ovennævnte forfatter førte deres interesse for helbredelse naturligt munkene videre til medicinsk forskning, og i tidens løb samlede de en enorm viden om fysiologi, patologi og medicinering. Deres studier af urter og naturlige hjælpemidler fik dem til at undersøge planter, og de lagde fundamentet for videnskaberne botanik og biologi.

Som en del af Benedikts Regel var munkene forpligtet til et liv i arbejde, studie og bøn, hvor arbejdsdelen ofte involverede manuelt arbejde i markerne. Dette førte til en fornyet respekt for denne type aktiviteter i aristokratiet, der i den senromerske periode var begyndt at betragte manuelt arbejde med foragt. Munkenes arbejde i markerne producerede en dyb interesse for landbrug og landbrugsteknikker. Nye teknologier blev udviklet af munkene, herunder næsten helt sikkert vindmøllen. Overalt introducerede de nye afgrøder, industrigrene eller produktionsmetoder. Her indførte de opdræt af kvæg og heste, dér brygning af øl eller avl af bier eller frugt. I Sverige kunne kornhandelen takke munkene for dens eksistens.

Da Benedikt etablerede sin Regel, var store dele af Europa stadig en ukultiveret vildmark. Dette gjaldt primært de områder, der aldrig havde været en del af Det Romerske Imperium, som f.eks. Tyskland, men også dele af Gallien og Spanien såvel som Britannien og Irland forblev i denne tilstand til ind i det 6. og 7. århundrede. Disse områder blev lagt under plov af munkene og de valgte ofte bevidst de mest vilde og ugæstfrie egne af landet som hjemsted for deres huse. Mange af de jomfruelige skove og marsker i Tyskland og Polen blev opdyrket for første gang af munkene. "Vi kan takke munkene for den landbrugsmæssige genoprettelse af en stor del af Europa," siger en forfatter. Ifølge en anden: "Uanset hvor de kom, forvandlede de vildmarken til opdyrket land; de opdrættede kvæg og dyrkede jorden, arbejdede med deres egne hænder, drænede moser og ryddede skove. Af dem blev Tyskland gjort til frugtbart land." En anden historiker noterer, at "hvert benediktinerkloster var en landbrugsskole for hele den region, hvori det var beliggende." (Alexander Clarence Flick, The Rise of the Medieval Church, New York, 1909, s. 223.) Selv det 19. århundredes franske historiker Francois Guizot, en mand, ikke specielt sympatisk indstillet overfor katolicismen, bemærkede: "Benediktinermunkene var Europas landbrugere; de ryddede det i stor skala, forbandt landbrug med forkyndelse." (Se John Henry Cardinal Newman, loc cit. s. 264-5.)

Det ville være muligt at fylde mange bind med skitser over munkenes bidrag - især dem fra den tidlige middelalder - til Europas civilisation og velstand. Deres rolle kan ikke fremhæves stærkt nok; alligevel er det noget, der er blevet påfaldende overset af mange historikere. I 1860'erne og 1870'erne, da Comte de Montalembert skrev sin 6-binds historie om Vestens munke, klagede han til tider over sin manglende evne til at give mere end en flygtig oversigt over store personligheder og bedrifter; så enormt var emnet, han havde foran sig. Han blev tvunget til, sagde han, at henvise sine læsere til referencerne i sine fodnoter, så de selv kunne følge dem op.

Beviserne synes samlet set at vise, at kristendommen var i besiddelse af en enorm forvandlende og genoplivende kraft. Som forklaret i min nye bog, The Impact of Islam, er det modsatte tilfældet for denne sidstnævnte religiøse tradition.

---

Emmet Scott er historiker med speciale i Mellemøstens oldtidshistorie. I de seneste ti år har han vendt sin opmærksomhed mod senantikken og den klassiske civilisations forfald, som han ser som en af de mest afgørende faser i den vestlige civilisations historie.

Han er forfatter til
Mohammed & Charlemagne Revisited (2012),
The Impact of Islam (2014) og
A Guide to the Phantom Dark Age (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo