Er de arabiske erobringer en myte?
Af Emmet Scott
Oversættelse af: Were the Arab Conquests a Myth?
Kilde: New English Review, September 2013
Udgivet på myIslam.dk: 5. september 2020

I sin nyligt udgivne bog: "Did Muhammad Exist?" præsenterede Robert Spencer - ved at henvise til nogle af vor tids mest fremtrædende Mellemøsten-forskere og -arkæologer - en lang række vidnesbyrd, som lader formode, at der aldrig eksisterede nogen arabisk profet ved navn Muhammed. Han pegede for eksempel på, at de første arabiske mønter, der nævner Muhammed - fra umayyade-kaliffen Muawiyas tid (d. 680) - viser skikkelsen af en mand, der holder et kors. Eftersom muhammed på syrisk og arabisk betyder "den ærede" eller "den udvalgte" er det meget sandsynligt, at den "Muhammed", der vises på disse mønter, er ingen ringere end Jesus Kristus. Dette gøres endnu mere sandsynligt af andre vidnesbyrd, der er præsenteret af lingvister som Christoph Luxenberg og Günter Lüling, der antyder, at Koranen begyndte sin eksistens som en kristen andagtsbog, og at den oprindeligt var skrevet på syrisk snarere end på arabisk. Den dårlige oversættelse af bogen til arabisk resulterede ifølge Luxenberg i, at næsten en tredjedel af Koranen ikke gav nogen mening overhovedet, samt i mærkværdige dogmer som fx løftet om 72 jomfruer til muslimer, der kommer i himlen, i stedet for 72 druer, som teksten læses på syrisk.

Mønternes vidnesbyrd, kombineret med de sproglige indicier i Koranen, undergraver fuldstændigt hele historieskrivningen om tidlig islam og giver en meget stærkt antydning af, at Muhammeds liv, som det præsenteres i islamisk tradition, er en fuldstændig fiktion.

Det er selvfølgelig ingen hemmelighed, at Koranen er dybt bibelsk, og dette har kun understreget dens kristne oprindelse. Günter Lüling har postuleret, at den oprindeligt var et lektionarium [liturgisk bog med bibelske tekster, der bruges under messen og tidebønnen] tilhørende ebionitterne eller nazaræerne, en jødekristen sekt, der blev erklæret kættersk ved Nikæa-koncilet i 325 og derefter forsvandt ud af historien. De fleste af dens tilhængere menes at være udvandret til Arabien, og der er ingen tvivl om, at ebionitisme var den vigtigste, eller måske den eneste, kristne gruppe med en bred tilhængerskare i Arabien i det 4. til 6. århundrede. Faktisk havde den en dyb indflydelse på Den Arabiske Halvø i disse århundreder. Ebionitterne accepterede Jesus som Messias, men afviste tanken om, at han var Guds Søn. De betragtede Jesus som en trofast jøde og tilhænger af den mosaiske lov, og de praktiserede selv omskærelse samt overholdt de forskellige andre regler og bestemmelser, der er fastsat i denne lov. Bortset fra at acceptere Jesus som en profet, havde denne arabiske kristendom næsten intet til fælles med den kristendom, der blev forkyndt i Konstantinopel, Antiokia eller Alexandria; men den havde meget til fælles med det, der senere blev kendt som islam. Faktisk kan vi måske have en vis ret til at beskrive denne arabiske kristendom som "proto-islam", og det ser ud til, at den første "islam", der optrådte arkæologisk, som set i Muawiyas monumenter, netop var denne arabiske version af kristendommen.

Som Spencer bemærker, er der ingen omtale af Muhammed, Koranen eller endda af islam før omkring år 700 eller kort derefter. I "Did Muhammad Exist?" argumenterer Spencer for, at hele myten om Muhammed, som en person forskellig fra Jesus, blev opfundet af arabiske propagandister mellem 700 og 730 for at forene og retfærdiggøre det enorme arabiske imperium, som dengang eksisterede. Spencer ikke går ind på spørgsmålet om, hvordan dette imperium blev til i første omgang, men der er meget gode grunde til at tro, at det slet ikke var en arabisk frembringelse, og at opfindelsen af en arabisk profet som dette imperiums åndelige ophav, var motiveret af et ønske om at retfærdiggøre, hvad der i det væsentlige var den arabiske overtagelse af en imperial maskine, der ikke var deres.

De to største magter i Mellemøsten i begyndelsen af det 7. århundrede var Byzantium og sassanidernes Persien. I 602 gik den persiske kong Khusrau (Khosrow) 2 i krig mod den byzantinske tronraner Fokas, der forinden havde myrdet Khusraus ven og svigerfar, kejseren Maurikios. Krigen sluttede ikke med Fokas' død (610), men fortsatte ind i Heraklios' regeringstid og skulle vise sig at være ødelæggende for byzantinerne. Jerusalem blev indtaget af perserne i 614, en katastrofe, som hurtigt blev fulgt af tabet af det meste af Lilleasien mellem 616 og 618 og af Egypten i 619/20. Khusrau 2 ligestillede nu sine persiske forgængeres bedrifter i det 6. århundrede f.Kr. med sine egne styrkers march henover Nordafrika for at annektere den libyske provins Cyrenaika i 621. Historien, der blev fortalt af byzantinerne om, hvordan Heraklios, stillet overfor denne overvældende katastrofe, samlede sine hære og generobrede alle de mistede territorier - kun for at tabe de samme territorier igen til araberne fra 632 og fremover - har en klang af fantasi over sig, og historikere har længe set på den med skepsis. Der er bestemt ingen tvivl om persernes magt og indflydelse på denne tid.

Den tidligste islam, som afdækket af arkæologien, er faktisk dybt persisk; faktisk er det første spor af islam fundet ved udgravninger, mønter af sassanidisk persisk design, der bærer billedet af enten Khusrau 2 (d. 628) eller hans barnebarn Yazdegerd 3 (d. 651). På den ene side finder vi portrættet af kongen, på bagsiden billedet af et zoroastriansk ildtempel. Det eneste, der markerer disse som islamiske, er indskriften "bism Allah" (I Allahs navn), skrevet med syrisk skrift, ved siden af ildtemplet. (Den arabiske skrift eksisterede endnu ikke). Ifølge Encyclopdaedia Iranica:

"Disse mønter har normalt et portræt af en sassanidisk kejser forsynet med en æresinskription og forskellige ornamenter. Til højre for portrættet er en herskers eller guvernørs navn skrevet med pahlavi-skrift. På bagsiden er der et zoroastriansk ildalter med tjenere på hver side. Længst til venstre er udstedelsesåret udtrykt i ord, og til højre er prægningsstedet. I alle disse træk ligner de arabisk-sassanidiske mønter de sassanidiske sølvdrahm'er. Den største forskel mellem de to serier er tilstedeværelsen af en eller anden ekstra arabisk inskription på de fleste mønter udstedt under muslimsk herredømme, men nogle mønter uden arabisk kan stadig tilskrives den islamiske periode. De arabisk-sassanidiske mønter er ikke efterligninger, da de helt sikkert blev designet og fremstillet af de samme folk som stod bag de sen-sassanidiske udgaver, hvilket illustrerer kontinuiteten i administration og økonomisk liv i de tidlige år af muslimsk styre i Iran." ("Arab-Sasanian Coins," Encyclopdaedia Iranica, på www.iranica.com/articles/arab-sasanian-coins)

Bemærk udtalelsen: "De arabisk-sassanidiske mønter er ikke efterligninger," men var "designet og fremstillet af de samme folk som stod bag de sen-sassanidiske udgaver." Vi bemærker også, at den angivne dato på disse artefakter er skrevet med persisk skrift, og det ser ud til, at dem, der prægede mønterne - indfødte persere - ikke forstod arabisk. Vi hører, at prægningerne under araberne "åbenbart fik lov til at fortsætte som før," og at der er "et lille antal mønter, der ikke kan skelnes fra drahmerne fra den sidste kejser, Yazdegerd 3's tid, dateret til hans regeringsperiode, men efter den arabiske erobring af de pågældende byer. Det var først da Yazdegerd døde (651 e.Kr.) [på ummayade-kaliffen Muawiyas tid], at et udtryk for arabisk myndighed blev føjet til mønten." (Ibid.) Endnu mere forvirrende er det faktum, at de mest almindelige mønter i de første årtier af islamisk styre var dem, der var udstedt af Yazdegerds forgænger, Khusrau 2, og at mange af disse også bærer den arabiske inskription "besm Allah" (men skrevet, som vi så, med syrisk skrift). Nu kan det godt tænkes, at invaderende arabere kan have udstedt let ændrede mønter af den sidste sassanidiske monark, Yazdegerd 3, men hvorfor fortsætte med at udstede penge i en tidligere sassanidisk konges (Khusrau 2's) navn, en person, der angiveligt var død ti år tidligere? Det er ret svært at tro på.

De persisk-udseende islamiske mønter antages naturligvis at stamme fra regeringstiden af Umar (d. 664), en af de "retledte kaliffer", som efterfulgte Muhammed og angiveligt erobrede det, der blev det islamiske imperium. Alligevel skal det siges, at der ikke er noget umiddelbart arkæologisk bevis for eksistensen af Umar eller nogen af de andre "retledte" kaliffer: Abu Bakr, Uthman eller Ali. Ikke en mursten, mønt eller artefakt af nogen art bærer disse mænds navn. Arkæologisk set er deres eksistens lige så u-attesteret som Muhammed selv. Det allerførste arkæologiske spor efter kalifferne kommer med Muawiya, som selvfølgelig regerede efter den persiske Yazdegerd 3's død.

Kan det så være, at disse mønter ikke blev præget af de erobrende arabiske kalifer, men af de mænd, hvis navn og billeder ses på dem - de sassanidiske kejsere Khusrau 2 og Yazdegerd 3? Kan det tænkes, at Khusrau 2 konverterede til den arabiske version af kristendommen, ebionitismen, og at det var han, der byggede det "islamiske" imperium?

Perserne, det skal bemærkes, havde en lang historie med religiøs antagonisme mod kristendommen og Det Byzantinske Rige. I den anden halvdel af det 6. århundrede var Khusrau 2's bedstefar, Khusrau 1, kommet de sydlige arabere til hjælp, hvis land, Yemen, var blevet annekteret af de kristne abessiniere. Og sassaniderne var ekstremt aktive i det 5. og 6. århundrede med at bygge alliancer med fyrster over hele Den Arabiske Halvø. Blandt disse var lakhmiderne, der holdt til i det, der nu er det sydlige Irak og det nordøstlige Arabien, og som konverterede til kristendommen - formodentlig den arabiske eller den ebionitiske version - tidligt i det 7. århundrede. Krigen mellem Khusrau 2 og Heraklios, der brød ud i 602, havde helt fra begyndelsen alle en religiøs konflikts kendetegn - intet mindre end en veritabel jihad. Perserne sammen med adskillige kontingenter arabiske allierede, der indtog Jerusalem i 614, udførte en omfattende massakre på den kristne befolkning; derefter plyndrede de kirkerne og tog nogle af kristendommens helligste relikvier - heriblandt Det Hellige Kors, hvorpå Kristus blev korsfæstet (Se Gibbon, Decline and Fall of the Roman Empire, kapitel 46). Som tidligere bemærket, så virker historien - som byzantinerne fortalte om, hvordan Heraklios mod alle odds vendte krigslykken og genvandt de hellige relikvier - fiktiv. Persiske kilder nævner ikke noget om Khusraus formodede nederlag i hænderne på byzantinerne. Tværtimod er han i iransk tradition kendt som Apervez (senere forkortet til Pervez) "den uovervindlige" eller "altid sejrende". Den vigtigste iranske kilde, Firdausi's Shahnameh (Kongernes Bog), noterer blot, hvordan Khusrau blev dræbt af sin søn Shirouyeh, der begærede hans fars smukke kone, Shirin.

Det ser således ud til, at byzantinerne kan have forfalsket historien om Heraklios' senere karriere. En tidligere krig mellem romere og persere, på Alexander Severus' tid (3. århundrede), blev ligeledes forfalsket af romerske krønikeskrivere for at gøre dens resultat mere spiseligt, som Gibbon tørt bemærker: "Hvis vi tiltror, hvad der skal se ud som den mest autentiske af alle kilder - en tale, der stadig findes, holdt af kejseren selv for Senatet - må vi indrømme, at Alexander Severus' sejr ikke stod tilbage nogen af dem, der tidligere blev opnået over perserne af Philips søn [Alexander den Store]." Men "langt fra at være tilbøjelige til at tro, at Alexander [Severus'] våben opnåede en mindeværdig fordel i forhold til perserne, har vi mistanke om, at hele denne glans af indbildt herlighed, var designet til at skjule en virkelig skændsel." (Ibid. Kapitel 8)

Hvis perserne var de virkelige arkitekter bag det islamiske imperium, ville dette forklare, hvorfor tidlig islam er så gennemført persisk. For eksempel er det islamiske symbol par excellence: halvmånen, der omslutter en stjerne, persisk: Motivet findes gentagne gange på monumental iransk kunst og sassanidiske mønter. Og persisk indflydelse er altgennemtrængende. Datidens store islamiske byer, herunder Bagdad og Samarra, fulgte en typisk persisk grundplan med persiske træk som "paradiser" eller prydhaver. Kunstværkerne, fundet i den mesopotamiske by Samarra, heriblandt keramik, maleri og arkitektoniske træk, er alle helt igennem persiske. Det er også velkendt, at de tidlige kaliffer stort set, hvis ikke fuldstændigt, regerede gennem et persisk bureaukrati (Se Hugh Trevor-Roper, The Rise of Christian Europe, (1966) s. 142). Derudover har arkæologer fundet, at overgangen fra den sassanidiske til den islamiske epoke i Mesopotamien og Iran ikke har efterladt noget tydeligt ødelæggelseslag - i klar kontrast til situationen i de tidligere byzantinske områder Syrien, Egypten og Anatolien. I sassanidernes territorier peger alle indikatorer på en fredelig overgang fra zoroastriansk til islamisk civilisation. Og vi minder os om, at de tidligste islamiske mønter er klart persiske, normalt med en arabisk eller snarere syrisk sætning tilføjet, som fx besm Allah, og med navnet Khusrau 2 eller hans efterfølger Yazdegerd 3. Men i alle andre særlige enkeltheder, kan de ikke skelnes fra sassanidiske penge.

Så konverterede Khusrau 2 til "islam" eller arabisk kristendom ved starten af sin store krig mod Byzantium?

Vi ved med sikkerhed, at Khusrau 2 faktisk antog en form for kristendom. Kort efter at han besteg tronen stod han overfor et oprør fra en af sine generaler, Bahram Chobin, som udnævnte sig til kong Bahram 6. I nødens stund flygtede Khusrau til den byzantinske kejser Maurikios, som stillede en hær til hans rådighed, med hvilken han genvandt kronen. Dette fremmede en liberal holdning til kristendommen; det samme gjorde hans ægteskab med Maurikios' datter Maria og med den smukke Shirin, en anden kristen, der tilsyneladende kom fra Syrien. Den persiske kejser, får vi at vide, antog sin yndlingshustrus religion, skønt oprigtigheden af hans tro altid var under mistanke. Gibbon taler om "kongen af Persiens imaginære omvendelse," som "var reduceret til en lokal og overtroisk ærbødighed for Sergius, en af Antiokias helgener, som hørte hans bønner og viste sig for ham i drømme." (Gibbon, Decline and Fall, kapitel 46) Men hvis Khusraus omvendelse til kristendommen var mistænkelig, så markerer hans optræden i Jerusalem, hvor han stjal kristendommens helligste relikvier og beordrede massakren på byens kristne befolkning, ham som en fanatiker og en meget voldelig en af slagsen. Beviserne tyder på, at Khusraus forblev en kristen af en art, men af en helt anden slags end den, der hørte til i Konstantinopel. Hans "kristendom" var af en type, der voldsomt modsatte sig den nikæanske variant.

Som historikeren Hugh Trevor-Roper så klogt bemærkede: Når én civilisation konverterer til en anden civilisations tro, så antager den normalt en kættersk udgave af denne tro: (Trevor-Roper, op. cit., s. 57). Således konverterede Romerriget til et kætteri af jødedommen - kristendommen - og på samme måde ser det ud til, at den persiske konge og hans folk konverterede til et kætteri af kristendommen.

Vi får at vide, at Khusraus kone, Shirin, var tilhænger af den nestorianske gren af kristendommen, skønt hun senere antog den syriske miafysitiske lære [at Kristus er både guddommelig og menneskelig, men i én natur]. Alligevel er hendes nøjagtige overbevisning usikker, og vi kan med rette spørge: Var det den syriske miafysitiske kirke eller den syriske (eller arabiske) ebionitiske kirke, som Shirin, Khusraus yndlingshustru, tilhørte? Hvis det var den ebionitiske kirke, så var det til en tro, der var udbredt i Arabien, og som delte næsten alle sine trosartikler og skikke med det, vi nu kalder islam. Hvis dette er tilfældet, og hvis Khusraus 2 fulgte sin kone ind i den arabiske version af kristendommen, så løser det en række hidtil umedgørlige problemer.

Til at begynde med bliver den forbløffende fortælling om de arabiske erobringer, hvor nogle få nomader på kameler samtidigt skulle have angrebet og erobret de mægtige persiske og byzantinske imperier, afsløret som en fiktion: Det var de sassanidiske perseres tunge kavaleri, der skabte det "islamiske" imperium, et imperium, der pludselig dukkede op i midten af det 7. århundrede og strakte sig fra Libyen til Indiens grænser. For det andet forklares de "retledte" kalifers (Abu Bakr, Umar og de andres) underlige beskedenhed - ved ikke at have efterladt sig en eneste mønt eller artefakt, der bærer deres navn - med, at de slet ikke eksisterede og blev opfundet præcist for at skjule den arabiske usurpation af det sassanidiske imperium. For det tredje er de "islamiske" mønter af Khusrau 2 - en konge, der angiveligt døde over ti år før den islamiske erobring af Persien - ikke længere et mysterium. De blev ikke præget af en beskeden arabisk kalif, men af Khusrau 2 selv. Og til sidst er digteren Firdausi's undladelse af at nævne både en kalif ved navn Umar og en profet ved navn Muhammed, fuldt ud forklaret. Og krigen, beskrevet i Shahnameh i Yazdegerds regeringstid, var en borgerkrig, mellem islamiserede (eller ebionitiserede) persere og arabere.

Enorme antal arabiske tropper og irregulære krigere havde tilsyneladende ledsaget perserne i erobringstogtet gennem Syrien, Egypten og Nordafrika. Udfaldet af den persiske eller rettere "islamiske" borgerkrig var et arabisk statskup: Et arabisk dynasti under Muawiya (umayyaderne) tog kontrol over det sassanidiske proto-islamiske imperium. De var i stand til at gøre dette i det mindste delvist på grund af Yazdegerds upopularitet, og fordi et flertal af den persiske konges undersåtter allerede var arabere, eller i det mindste semitisk-talende, der kulturelt var tæt knyttet til araberne. De persiske konger var selv for det meste født og opvokset i Mesopotamien, et land, hvis semitiske sprog var meget lig arabisk. Endvidere var de regioner i Mellemøsten, som de erobrede, overvejende syrisk-talende. Selv Nordafrika omkring Kartago havde store grupper af semitiske folk, hvis puniske sprog også lå meget tæt op ad syrisk og arabisk. Derudover må vi ikke glemme, at de sejrrige persiske hære rummede adskillige divisioner af arabiske allierede, og at disse blev fulgt af horder af nomadiske arabere fra det egentlige Arabien, hvis privilegerede stilling i det nye religiøse etablissement gav dem en indflydelse langt ud over deres antal.

Den arabiske magtovertagelse førte til en omstilling og omdefinering af den ebionitiske eller rettere proto-islamiske tro. Som vi så, fandtes der selv på Muawiyas og hans umiddelbare efterfølgeres tid ingen islam i den nuværende forstand af ordet. Men i de efterfølgende årtier opstod der et presserende behov for at retfærdiggøre den arabiske magtovertagelse fra perserne. Det var så at sige nødvendigt med en ny skabelsesmyte. På Abd al-Maliks (d. 705) og hans søn Al Walids tid blev de sidste rester af persisk indflydelse fjernet fra mønterne, og arabisk blev det officielle sprog ved hoffet i Damaskus. Sammen med disse tiltag blev det formålstjenligt at "arabisere" troen med opfindelsen af et arabisk alfabet og en arabisk profet, som var helt anderledes end den oprindelige muhammed - Jesus. Det var også på det tidspunkt, at historien om en arabisk erobring af Persien og Mellemøsten blev opfundet sammen med de erobrende kalifer, Abu Bakr og Umar, som angiveligt gennemførte den.




Emmet Scott er historiker med speciale i Mellemøstens oldtidshistorie. I de seneste ti år har han vendt sin opmærksomhed mod senantikken og den klassiske civilisations forfald, som han ser som en af de mest afgørende faser i den vestlige civilisations historie.

Han er forfatter til
Mohammed & Charlemagne Revisited (2012),
The Impact of Islam (2014) og
A Guide to the Phantom Dark Age (2014).




Oversættelse: Bombadillo