Illegale indvandrere i Dobova-lejren på grænsen mellem Slovenien og Kroatien

Nylige begivenheder har stærkt fremhævet, for alle undtagen de mest bevidst uvidende, at vestlig civilisation - især i Europa - befinder sig midt i en eksistentiel krise. De flodbølger af mennesker, der nu strømmer ind i Europa fra Mellemøsten, Sydasien og Afrika, både nord og syd for Sahara, vil, hvis processen fortsætter endnu et år eller så, gøre kontinentet praktisk talt ukendeligt om en generation. Nordamerika gennemgår sin egen tredjeverdensinvasion, men da de fleste af dets immigranter stammer fra Latinamerika, er situationen dér en anden. Latinamerikanere er i sidste ende ikke så meget anderledes end nordamerikanere kulturelt. Indvandringen til Europa kommer imidlertid overvældende fra sunni-islam, og dermed er vi ovre i en helt anden boldgade. Vi er vidne til intet mindre end fødslen af det længe ventede Eurabia.

Muligheden, endda sandsynligheden for, at Europa til sidst ville ophøre med at være "europæisk", er blevet erkendt i mindst et halvt århundrede, lige siden starten af den massive indvandring fra den tredje verden i 1960'erne og 70'erne - oprindeligt til Frankrig og Storbritannien og senere til stort set alle vesteuropæiske lande. Selvom det er rigtigt, at de herskende eliter har opmuntret denne proces af økonomiske og ideologiske grunde, er det også rigtigt, at en primær årsag til tilstrømningen har været den store nedgang i Europas fødselsrate siden 1970'erne.

Faldet i europæiske (og amerikanske) fødselsrater er et komplekst og kontroversielt emne og kan godt have mere end en enkelt årsag. Ikke desto mindre er én ting meget klar: Processen har været næsten præcist sammenfaldende med en hidtil uset og hurtig opgivelse af den katolske tro blandt de katolske befolkninger i Europa og Amerika, en opgivelse, der begyndte med indførelsen af reformerne fra Det Andet Vatikankoncil, fra 1965 og fremefter. Jeg vil se på disse reformer i dag, men ønsker foreløbig kun at se på nogle få af statistikkerne.

Indtil slutningen af 1960'erne oplevede Den Katolske Kirke i Europa og Amerika en tidligere næsten helt uset vækst og ekspansion, en vækst primært drevet af demografi, men også af konverteringer. I årene frem til 1965, for eksempel, beløb antallet af konverteringer til katolicismen sig til ca. 150.000 om året i USA alene. De katolske seminarier var pakkede, og nye blev åbnet hvert år. Demografien var også gunstig: Næsten alle regioner i det katolske Europa og Amerika (Nord og Syd) havde høje fødselsrater. I løbet af første halvdel af det 20. århundrede og endda i store dele af det 19. var fødselsraterne blandt katolikker og i katolske regioner væsentligt højere end blandt protestanter og blandt dem, der ikke praktiserede nogen religion. Nogle var ekstremt høje. Quebec, for eksempel, havde med sin konservative fransktalende katolicisme en af de højeste fødselsrater i verden. Katolske dele af Europa præsenterede et lignende billede: I 1940'erne, 50'erne og 60'erne, for eksempel, var fødselsraten i Hollands katolske syd næsten dobbelt så høj som i det protestantiske nord. I midten af 1960'erne var Holland godt på vej til at blive et overvejende katolsk land for første gang siden det 17. århundrede. Og det samme var tilfældet med mange traditionelt protestantiske regioner i Europa. Den Katolske Kirke i Skotland, for eksempel, der i det 18. århundrede var blevet reduceret til ikke meget andet end en rest, oplevede en hurtig og stort set demografisk drevet vækst i anden halvdel af det 19 århundrede og første halvdel af det 20. I midten af 1960'erne udgjorde katolikker en femtedel af Skotlands befolkning og antallet var hastigt stigende.

Indtil midten af 1960'erne var Italien et legendarisk familieorienteret samfund. I løbet af sidste halvdel af det 19. og første halvdel af det 20. århundrede oplevede landet en massiv befolkningstilvækst, og kun en storstilet udvandring til Nord- og Sydamerika forhindrede landet i at overhale Frankrig og Tyskland i befolkningstal.

Men den katolske befolkningseksplosion kom til en hurtig - næsten brat - afslutning i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, og mens et helt kalejdoskop af meninger om dette er blevet sagt og skrevet, står én kendsgerning ubestrideligt fast: Det demografiske styrtdyk var ledsaget af et stort antal katolikkers totale opgivelse af troen. En af de til dato bedste undersøgelser af dette har titlen: "From Empty Pews to Empty Cradles: Fertility Decline Among European Catholics" ["Fra tomme kirkebænke til tomme vugger: Fertilitetsnedgangen blandt europæiske katolikker"] (af Eli Berman, Laurence R. Iannaccone og Giuseppe Ragusa). Artiklens titel udtrykker hovedpointen ganske præcist. Fra slutningen af 1960'erne frem til i dag har Den Katolske Kirke oplevet en masse-apostasi, helt uden fortilfælde i dens historie. I Europa har apostasien generelt taget form af en afvisning af al religion eller af simpel ikke-praksis. Langt de fleste katolikker i Italien og Spanien, for eksempel - skønt de stadig er "katolske" til statistiske formål - er i realiteten kun katolikker af navn og deltager aldrig - eller meget sjældent - i gudstjenester. Der har også været et vist udslip til forskellige former for evangelisk protestantisme og til andre trosretninger som f.eks. buddhisme og islam, men antallet er ikke stort. I Amerika er situationen imidlertid en helt anden: Både i Nordamerika og Latinamerika er et stort antal katolikker konverteret til evangelisk protestantisme siden de tidlige 1970'ere. Så enorm har denne bevægelse været i Latinamerika, at mindst tre lande, Nicaragua, Honduras og Guatemala, nu er overvejende protestantiske. Uruguay i Sydamerika er nu også et overvejende ikke-katolsk land, skønt de fleste katolikker i dette tilfælde er blevet sekularister eller ateister. I 1960 identificerede 90% af latinamerikanere sig som katolske. I 2013 var dette tal nede på 69% og faldt hurtigt. (Nyere skøn sætter tallet til omkring 63% for maj 2016)

Kölns Katedral: Fra fuldt dagslys til multikulturel midnat

Nordamerika præsenterer et lignende billede. På trods af massiv, hovedsagelig katolsk, latinamerikansk indvandring, mister Den Katolske Kirke i USA i øjeblikket næsten en halv million troende hvert år, nogle til evangeliske kirker, mange til sekularisme. I alt har 41% af de fødte katolikker i USA forladt kirken.

Hvis vi søger at finde årsagen til katolicismens sammenbrud i dens traditionelle europæiske og amerikanske kernelande, behøver vi ikke at gå længere end til Det Andet Vatikankoncil: For sammenbruddet, både hvad angår praksis og fødselsrate, begyndte indenfor ca. 5 år efter koncilets afslutning og indførelsen af dets reformer.

Så hvad var Det Andet Vatikankoncil, og hvorfor var det så ødelæggende?

Inden vi undersøger den ideologiske dagsorden bag de reformer, der blev indført af Vatikan 2, er vi nødt til at sige noget om, hvad disse reformer betød for katolikkerne på bænkerækkerne. Til at begynde med måtte den almindelige katolik se traditioner og praksis, der havde bestået i århundreder, eller rettere i halvandet årtusinde, blive fejet bort næsten fra den ene dag til den anden. Messen, den centrale handling i katolsk tilbedelse, blev forvandlet. Latin, Kirkens liturgiske sprog siden Konstantins dage og tidligere, blev droppet og erstattet med landets eget sprog. Gregoriansk sang og traditionel kirkemusik generelt blev opgivet og erstattet med forskellige pinsekirke-lignende hymner, samt nye kompositioner, der lød meget som junk-popmusik og normalt blev spillet på guitarer.

Kirkebygningerne undgik heller ikke reformatorernes iver. Gamle og ærværdige kirker fik deres marmor- og teak-altre revet ned og erstattet med nøgne borde i avantgarde-minimalistisk stil. I Storbritannien og Irland og over hele Amerika blev op mod 150 år gamle kirker revet ned og erstattet med, hvad der blev kaldt "den kirkelige wigwam", runde eller halvrunde bygninger med en lade-agtig tomhed, som efterlod kirkegængerne med blikket vendt mod hinanden snarere end mod alteret.

Men reformatorerne fra Vatikan 2 stoppede ikke dér: Selve indholdet af den katolske undervisning ændrede sig til ukendelighed. I stedet for personlig og moralsk ansvarlighed talte præster og biskopper nu kun om kærlighed og tilgivelse. Menigheder blev opmuntret til at tro, at Gud ville tilgive alt, også selvom tilgivelse ikke blev bedt om. De troende blev vænnet til at høre præster tale om behovet for at "elske dig selv" og at afvise hele ideen om skyld. Hos mange Vatikan 2-inspirerede præster og teologer virkede det faktisk som om, at skyldfølelse var den eneste synd, en mand eller kvinde kunne begå. I mange sogne var prædikener (nu kaldet "homilier") centreret om nødvendigheden af at kæmpe for social retfærdighed, og i nogle dele af Latinamerika blev ordet "kamp" udlagt så bogstaveligt som overhovedet muligt. Overalt blev kaldet til personlig hellighed erstattet af "social aktion", og i overensstemmelse med dette verdenscentrede syn blev ideen om det overnaturlige bagatelliseret og endda benægtet. Mange præster fortolkede således Kristi bespisning af de 5.000, ikke som et mirakel, men som et "socialt mirakel" i den forstand, at da folkemængden så Jesu generøsitet ved at fordele de fem brød og to fisk, reagerede de med at bringe deres egne (skjulte) madkurve frem og dele dem med andre omkring dem.

Kort sagt: I slutningen af 1960'erne syntes og lød Den Katolske Kirke stort set som en liberal protestantisk menighed, og kunne i læren dårligt skelnes fra lutheranere eller anglikanere/episkopale. I visse henseender gik katolske biskoper og præster faktisk endnu videre end deres liberale protestantiske kolleger. Al omtale af "varme" spørgsmål - det, der nu opfattes som en del af kulturkampen - blev omhyggeligt udeladt fra prædikener og kirkelige rundskrivelser. Nærværende forfatter, der er praktiserende katolik, har ikke hørt et ord om seksualmoral, abort, pornografi eller homoseksualitet fra prædikestolen i 40 år. Han har heller ikke hørt ordet "Helvede" eller "Skærsilden" nævnt i samme periode. Disse emner, der hænger sammen med ansvarlighed og personlig moral, blev i al stilhed droppet, men dog aldrig officielt fjernet fra kirkelæren. Så mens den gængse opfattelse er, at katolikker er konservative i alle disse spørgsmål, så er almindelige katolikker samt katolske præster nu faktisk meget mere liberale end evangeliske protestanter og næsten lige så liberale som ateister og agnostikere. Dette blev dramatisk demonstreret i maj 2015, da Irland - muligvis det mest katolske land i verden - blev det første land, der legaliserede homoseksuelle "ægteskaber" ved folkeafstemning. Dette resultat blev af mainstream-medierne i vid udstrækning opfattet som et tegn på det irske folks afvisning af Den Katolske Kirke, men dette var ikke tilfældet: Irland har stadig en meget høj kirkegang og er stadig et af de mest katolske lande i verden. Faktisk stemte det irske folk for homoseksuel ægteskab, fordi det blev instrueret til at gøre det af deres biskopper og præster. I ugerne og månederne før afstemningen blev emnet ikke nævnt fra prædikestolene undtagen af nogle få præster, der faktisk argumenterede for at stemme "ja".

Jeg er opmærksom på, at nogle læsere - især dem, der ikke er katolikker - vil være forbavsede over, hvad jeg lige har sagt. Alligevel er det kendsgerningerne. Også i Amerika er det mere sandsynligt, at katolikker stemmer på de homoseksualitet- og abort-venlige demokrater end på de traditionelt sindede republikanere, mens talrige undersøgelser har fundet, at overalt i Latinamerika er katolikkers holdning til "varme" spørgsmål markant mere liberal end hos deres evangeliske landsmænd.

Hvad var så dagsordenen for Vatikan 2? Der er skrevet hele biblioteker om dette emne, men én ting træder meget tydeligt frem: En magtfuld gruppe af ledende prælater i Kirken, med i det mindste delvis godkendelse af paven, bevægede Den Katolske Kirke i retning af liberal protestantisme. Den tids intriger og konflikter blev i 1967 skitseret af Vatikan-insideren Ralph M. Wiltgen i en bog ved navn: The Rhine Flows into the Tiber. Problemet var, at den liberale protestantisme allerede i midten af det 20. århundrede var blevet grundigt sekulariseret og af-sakramentaliseret. I slutningen af det 19. århundrede var mange liberale protestanter (Lenins "nyttige idioter") kommet under indflydelse af marxistisk tænkning og havde gjort sig til talsmænd for tanken om at arbejde sammen med kommunister til gavn for de fattige. Mange katolske præster og teologer blev trukket i samme retning, men sådanne bevægelser blev kraftigt modvirket af Vatikanet. Dvs. indtil 1961. Med valget af Johannes 23 havde de progressive nu en mand på pavestolen med sympati for deres sag; og da Johannes 23 døde, førte en anden mand af samme støbning, pave Paul 6, reformerne igennem til deres konklusion.

Så i det væsentlige blev Den Katolske Kirke under Vatikan 2 inficeret med tidens sekulære ånd, den progressive, socialistiske indstilling, der så det som kristendommens formål at bygge himmel på jord snarere end at forberede de troende til himlen efter døden. Da Frankfurterskolens marxistiske ideologer foreslog en march gennem Vestens institutioner nævnte de ikke Kirken, men i sidste ende behøvede de ikke at infiltrere sidstnævnte institution; dens egne teologer tilsluttede sig frivilligt marxismen.

Hvad så hvis Vatikan 2 ikke var sket; hvis Den Katolske Kirke havde stået urokkeligt fast i begyndelsen af 1960'erne? Hvordan ville nutidens Vesten så have set ud? Ville fx fødselsraten blandt katolikker alligevel være faldet? Svaret er næsten helt sikkert "ja", men det er næsten lige så sikkert, at faldet ville have været meget langsommere end det faktisk blev, hvilket igen ville have betydet langt færre indvandrere fra den tredje verden i Europa og Nordamerika. Hvad angår kulturkampen, ville udfaldet sandsynligvis være blevet meget anderledes. Det er ekstremt usandsynligt, at en kamplysten og ekspanderende katolsk kirke ville have forholdt sig passivt til indførelsen af abort efter behov og til det udbredte sammenbrud af familien med børn udenfor ægteskab, som den gjorde fra midten til slutningen af 1970'erne. Seksualiseringen af populærkulturen, som medierne og især Hollywood fremmede i 1970'erne og 80'erne, ville helt sikkert være blevet bekæmpet med næb og klør af et selvsikkert katolsk hierarki. Katolske biskopper ville have anbefalet deres menigheder at stemme på politikere, der støttede traditionelle kristne værdier, snarere end at opretholde en neutral tavshed, som det nu er blevet normalt i valgperioder.

Som det er nu, ser fremtiden dyster ud, især for Europa. Den Katolske Kirke er nu effektivt en del af de venstreorienterede social-progressives lejr, især efter begyndelsen af pave Frans' pontifikat. Dens alliance med den herskende kultur, nu mere åbenlys end nogensinde før, har fremskyndet dens allerede hurtige forfald og dens rejse ind i total irrelevans. Det Europa, som Vatikan 2 har været med til at skabe, er et Europa i sin endelige dødskamp, et Europa med stigende intern vold, på randen af borgerkrig. Det ser nu ud til at være uundgåeligt, at vi snart vil blive vidner til social opløsning i mange dele af kontinentet og til grusomheder, der ikke har været set siden 2. Verdenskrig.

---

Emmet Scott er historiker med speciale i Mellemøstens oldtidshistorie. I de seneste ti år har han vendt sin opmærksomhed mod senantikken og den klassiske civilisations forfald, som han ser som en af de mest afgørende faser i den vestlige civilisations historie.

Han er forfatter til
Mohammed & Charlemagne Revisited (2012),
The Impact of Islam (2014) og
A Guide to the Phantom Dark Age (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo