Den islamiske handel med europæiske slaver
Af Emmet Scott
Oversættelse af: The Islamic Trade in European Slaves
Kilde: Gates of Vienna, 11. august 2017
Udgivet på myIslam.dk: 3. februar 2020


En hvid europæisk slave på Barbaresk-kysten [den nordafrikanske kyst]

Det følgende essay af Emmet Scott blev først udgivet af The New English Review i en lidt anden form. Det leverer rammende baggrundsstof til Matt Brackens nye roman, The Red Cliffs of Zerhoun.

Det er almindeligt kendt, at arabiske og muslimske slavehandlere i over tusind år slavebandt et enormt antal mænd, kvinder og børn fra Afrika syd for Sahara. Hvad der er mindre kendt, er, at de tog et lige så stort antal mennesker fra Europa. Som i Afrika, begyndte den arabiske slavefangst i Europa i det 7. århundrede - kort efter islams opståen - og fortsatte næsten uden afbrydelse til ind i den moderne tid.

Den moderne vestlige kultur med dens anglo-centriske verdenssyn, har en næsten tvangsmæssig optagethed af den europæiske handel med afrikanske slaver - en handel, der begyndte i slutningen af det 15. århundrede og sluttede i midten af det 19. - men synes at have ringe viden om eller interesse i den lige så intense muslimske handel med europæiske slaver i den samme periode. Dette er en mærkelig situation i betragtning af at de europæere, der blev gjort til slaver af muslimer mellem det 15. og det 19. århundrede, generelt blev behandlet forfærdende, og at handelen havde en langvarig og ødelæggende indflydelse på store dele af kontinentet.

Som nævnt begyndte den muslimske slave-fangst i Europa næsten straks efter islams ankomst på verdensscenen. Disse tidlige slave-togter havde en enorm indflydelse på den europæiske civilisation, og forvandlede - som jeg ret detaljeret har argumenteret for i Mohammed and Charlemagne Revisited - hele Middelhavet til en krigszone, brød enheden mellem de østlige og vestlige grene af den romerske civilisation og kristenheden generelt, samt i det væsentlige gav stødet til den middelalderlige verden. Med det kristne modangreb, der begyndte i det 11. århundrede med reconquistaen i Spanien og korstogene, aftog de muslimske slave-togter noget, men stoppede dog aldrig helt. Men efter opkomsten af Det Osmanniske Tyrkiske Imperium i det 14. og 15. århundrede var islam igen i offensiven; og med denne fornyede aggression skete en enorm udvidelse af slavehandelen.

Det er umuligt at være præcis eller noget der nærmer sig det, når vi taler om antallet af slaver, der blev taget i Europa i de fem århundreder efter den osmanniske magts opståen. Men hvad der er klart, er, at slavetogterne var rettet mod tre områder. Det første og langt det vigtigste af disse var det sydøstlige og centrale Europa, hvor osmanniske hære årligt angreb de kristne territorier. I takt med at de tyrkiske hære bevægede sig stadig længere nord- og vestpå, fangede og slavebandt de et stadigt større antal europæere, hvoraf langt de fleste blev solgt i Konstantinopel og Anatolien. Angrebene på de kristne territorier var uophørlige, og vi hører: "Det primære mål for [de osmanniske] angribere var at tage krigsbytte. Det vigtigste bytte var mennesker, der kunne sælges på slavemarkederne til en høj pris. Efter et vellykket angreb blev tusinder af krigsfanger drevet til de osmanniske markeder. (...) Ingen var sikre i de truede områder - adelige og tjenere kunne i samme grad blive slaver." (Eniko Csukovits: "Miraculous escapes from Ottoman captivity" i Geza David og Pal Foder (red.): Ransom Slavery along the Ottoman Borders (Early Fifteenth-Early Eighteenth Centuries) (Leiden etc. Brill Academic, 2007) s. 5) Som i andre dele af verden foretrak de muslimske slavehandlere unge kvinder og drenge, og disse gik til den højeste pris i de tyrkiske kerneområder. De fleste af drengene blev kastreret og tjente som eunukker, mens pigerne og kvinderne var bestemt til den osmanniske adels haremmer.

Man må ikke forestille sig, som nogle måske gør, at når et kristent territorium først var blevet erobret og tribut-skyldigt til osmannerne, at så var det sikret mod slavehandlernes videre opmærksomhed. Desværre var dette ikke tilfældet. Under sharia-loven var de kristnes stilling aldrig sikker, og kristne piger blev regelmæssigt kidnappet af muslimske angribere og solgt til haremmerne i Konstantinopel og Anatolien. Derudover var det osmannisk politik at rekruttere kristne drenge til hæren, og disse unge udgjorde elitekorpset: Janitsharerne. Men de blev "rekrutteret" med magt, i det væsentlige kidnappet fra deres familier, som aldrig så dem igen. Så selvom janitsharerne strengt taget ikke kan betegnes som slaver, var de ofre for kidnapning og tvangskonvertering til en fremmed religion. Vi skal også bemærke, at oprør mod osmannisk styre, en ret almindelig foreteelse i Europa, altid blev mødt med hæmningsløs gengældelse, der involverede massakre, tortur og slaveri. Så det samlede antal europæere, der blev gjort til slaver af osmannerne, voksede gennem århundrederne til enorme mængder. Hvor mange er det umuligt at sige, hovedsageligt fordi der ikke findes pålidelige optegnelser. Der er dog ingen tvivl om, at antallet løb op i mange millioner, med skøn spændende fra 10 til 40 millioner.

Det næstvigtigste område for den osmanniske slavehandel var en meget stor del af Østeuropa, der omfattede hele det moderne Ukraine og strakte sig ind i det egentlige Rusland, næsten så langt som til Moskva og den litauisk/polske grænse. Fra midten af det 14. århundrede blev disse territorier uophørligt angrebet af islamiserede tatarer fra Krim (Krim-khanatet) og fra det nuværende Kasakhstan og det østlige Rusland (Nogaj-horden). De værste af angrebene i Rusland fandt sted fra 1441 og frem, da Krim, eller Krim-khanatet (et rige, der var meget større end Krim-halvøen), blev uafhængigt. Ifølge historikeren Alan Fisher blev op mod tre millioner slaviske bønder slavebundet af tatar-angribere, der opererede fra Krim mellem 1441 og 1774, da russerne erobrede territoriet. (Alan Fisher, "Muscovy and the Black Sea Slave Trade," Canadian American Slavic Studies, Vol. 6 (1972), s. 575-94) Næsten alle disse blev solgt i Det Osmanniske Rige som eunukker, haremskvinder og galejslaver. Disse angreb, der stort set er ukendte blandt vesterlændinge, spillede ifølge historikere en enorm rolle i forsinkelsen af Ruslands økonomiske og kulturelle udvikling. De forhindrede bosættelsen og befolkningen af de ukrainske stepper, et enormt område, der med tiden skulle blive Ruslands kornkammer.

Slavetogterne skete på årsbasis, og at læse samtidige beretninger om dem er oprivende. Overvej for eksempel ordene af S. Herberstein, kejser Karl V's ambassadør i Muscovy i 1520'erne, når han beskriver Mehmet Ghireys slavejagt-ekspedition i 1521:

"Med sig fra Muscovy tog han fanger i så stor mængde, at det næppe vil blive troet; de siger, at antallet oversteg otte hundrede tusinde, hvoraf han solgte en del i Kaffa til tyrkerne og dræbte en del. De gamle og svagelige mænd, der ikke vil indbringe meget ved salg, bliver overgivet til den tatariske ungdom, for at blive enten stenet eller kastet i havet eller givet enhver form for død, de måtte finde behag i."

Mikhalon Litaueren skrev omkring 1550 i sin bog, De moribus Tatarorum Litanuorum et Moscorum:

"Krim-tatarerne har mange flere slaver end husdyr. Derfor leverer de dem også til andre lande. Mange skibe ladet med våben, tøj og heste kom til dem - det ene efter det andet fra hinsides Pontus (nordøstlige Anatolien) og fra Asien - og forlod dem altid med slaver. (...) Så disse røvere er altid i besiddelse af slaver ikke alene til handel med andre folk, men også til deres egne ejendomme og til at tilfredsstille deres grusomhed og lunefuldhed hjemme. Faktisk finder vi ofte blandt disse ulykkelige mennesker meget stærke mænd, der, hvis ikke kastreret, er brændemærket på panden eller på kinden og plages om dagen under arbejdet og om natten i fangehuller."

Det var for at imødegå denne uophørlige plyndring, at kosakkerne, beredne bondekrigere, oprindeligt blev dannet; og faktisk dannede kosakkerne fortroppen i modstanden mod angriberne gennem tre århundreder.

Som vi har set, skønner Alan Fisher og andre historikere, at der i løbet af de tre århundreder med tatar-angreb blev fanget omkring tre millioner slaviske bønder fra Rusland, Polen og Ukraine, som blev solgt til osmannerne. Men selv efter den russiske erobring af Krim, ophørte handelen med europæiske kristne fra øst ikke; de osmanniske slavehandlere rettede blot deres opmærksomhed længere mod syd, hvor de gamle kristne folkeslag i Kaukasus - georgiere, osseter, tjerkesser og armeniere - nu blev de vigtigste mål for deres rovgriske opmærksomhed. Fra denne region blev yderligere en million slaver, som minimum, transporteret til de tyrkiske kerneområder mellem det 17. og det sene 19. århundrede.

Det tredje område med osmannisk slave-jagt mod Europa, var kontinentets Middelhavs- og Atlanterhavskyster. Muslimske pirater havde selvfølgelig angrebet Sydeuropa kontinuerligt fra baser i Nordafrika fra det 7. århundrede, men tingene tog en vending til det værre i det 16. århundrede, da hele Nordafrika kom under Det Osmanniske Riges overhøjhed, enten som direkte administrerede provinser eller som autonome lydstater. Ansporet af efterspørgslen efter hvid-hudede slaver længere mod øst, intensiverede de nordafrikanske pirater deres aktiviteter, opbragte tusinder af skibe og gjorde inden for få årtier lange kyststrækninger i Spanien og Italien næsten fuldstændigt mennesketomme. Fra det 16. til det 19. århundrede anslås det, at Barbaresk-piraterne fangede og slavebandt et sted mellem 800.000 og 1.25 millioner europæere. Deres piratvirksomhed strakte sig over hele Middelhavet og endda, ved mindst én lejlighed, så langt som til Sydamerika. Lejlighedsvist nåede deres togter også langt op i Nordatlanten, hvor de tog slaver fra kysterne i Frankrig, Holland, Storbritannien, Irland og endda Island. Men deres vigtigste jagtområde var det vestlige Middelhav, hvor øer som Sicilien, Sardinien, Korsika og Balearerne led hårdt. Og deres angreb påførte kystbyer og landsbyer i Italien, Frankrig, Spanien og Portugal alvorlige skader.

Skønt sådanne plyndringer fortsatte til ind i begyndelsen af det 19. århundrede, var der en lille forbedring mod slutningen af det 17. århundrede, da europæiske flåder igangsatte regelmæssige patruljer i det vestlige Middelhav og lancerede gengældelsesangreb mod piraternes højborge i Nordafrika. Men uden en sådan effektiv beskyttelse fortsatte de kristne staters skibe og kyster med at lide indtil de tidlige år af det 19. århundrede, og det var først efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen i 1814-15, at de europæiske magter enedes om handling for at undertrykke Barbaresk-korsarerne helt. Efter dette blev flere straffeekspeditioner mod Algier og Salé i Marokko udført af den britiske flåde, der næsten, men ikke helt, ødelagde slaveskibenes mulighed for at hærge. Ikke desto mindre var fribytter-traditionen så dybt rodfæstet blandt indbyggerne i regionen, at der selv da fandt yderligere hændelser sted indtil den franske invasion og erobring af Algeriet i 1830.

På højden af deres aktiviteter var Barbaresk-staterne så magtfulde, at lande - inklusive USA - betalte tribut for at afværge deres angreb.

Det er vigtigt at notere sig virkningen af disse aktiviteter på Europas middelhavssamfund. Især de kristne på øerne - Sicilien, Sardinien, Korsika og Balearerne - måtte leve med den stadige trussel om overraskelsesangreb, og der er ingen tvivl om, at sådanne forhold efterlod et uudsletteligt indtryk. Den paranoide kultur med fejde, mord og vendetta, som især Sicilien og Korsika skulle blive berømt for, skal ses i lyset af den vedvarende vold, der påførtes disse lande af muslimske korsarer. Til sammenligning kan man forestille sig den sandsynlige indflydelse på befolkningen på De Britiske Øer og i Nordeuropa, hvis viking-angrebene havde varet i tusind år. Og i denne sammenhæng er det måske værd at bemærke, at ordet "mafia" synes at være af arabisk oprindelse.

Hvad så med det samlede antal europæere, der blev slavebundet af de osmanniske tyrkere og deres allierede mellem det 15. og det 19. århundrede? Efter det almindelige skøn blev omkring én million taget af Barbaresk-piraterne; omkring tre millioner af Krim-tatarerne fra Rusland/Ukraine; omkring én million af tatarerne og tyrkerne fra Kaukasus og omkring ti millioner (efter det mest konservative skøn) af osmannerne selv fra Centraleuropa og Balkan. Dette giver et samlet antal på femten millioner - langt mere end hvad europæiske slavehandlere tog fra Afrika i den samme periode. Alligevel er dette en kendsgerning, der er helt skjult for offentligheden og ukendt for næsten alle i Vesteuropa og Nordamerika. Og de forhold, som europæiske fanger måtte leve under i Det Osmanniske Rige, var uendeligt meget værre end dem, som afrikanere oplevede i Amerika. Sidstnævnte arbejdede normalt på plantager og havde tilladelse og blev endda opmuntret til at gifte sig og have familier. I modsætning hertil fik europæerne i Dar al-Islam en frygtelig skæbne. Sunde og raske mænd blev i almindelighed brændemærket og sat til endeløst radbrækkende arbejde, enten som galejslaver eller som minearbejdere. De havde ikke tilladelse til at gifte sig og blev nægtet alt, hvad der lignede familieliv eller kvindeligt selskab. Unge drenge blev altid kastreret - og voldtaget - mens kvinder blev afsendt til sex-slaveri i et harem.

Den store humanitære impuls til at afslutte slaveriet, fra slutningen af det 18. århundrede og fremover, kom udelukkende fra det kristne Vesten, og i midten af det 19. århundrede var denne praksis fuldstændigt udryddet i de fleste kristne lande. At slaveri ikke længere findes (i det mindste officielt) i de fleste muslimske områder, skyldes udelukkende vesterlændinges indsats, og faktisk modsatte muslimske samfund sig kraftigt alle europæernes forsøg på at udrydde slavehandelen i Afrika i det 19. og det tidlige 20. århundrede. Først i anden halvdel af det 20. århundrede blev slaveriet endeligt afskaffet i Golfstaterne og på Den Arabiske Halvø - efter intenst vestligt pres. Er det ikke på tide, at noget af denne information kommer igennem til eleverne i skoler og på universiteter?




Emmet Scott er historiker med speciale i Mellemøstens oldtidshistorie. I de seneste ti år har han vendt sin opmærksomhed mod senantikken og den klassiske civilisations forfald, som han ser som en af de mest afgørende faser i den vestlige civilisations historie.

Han er forfatter til
Mohammed & Charlemagne Revisited (2012),
The Impact of Islam (2014) og
A Guide to the Phantom Dark Age (2014).




Oversættelse: Bombadillo