I bogen The Impact of Islam (2014) viste jeg, at skønt slaveri som institution var blevet afskaffet i det kristne Europa i det 10. århundrede, blev det genoplivet i senere århundreder først og fremmest ved kontakt med den islamiske verden. Som man kunne forvente, var det den region i Europa, der befandt sig tættest på Dar al-Islam, nemlig Den Iberiske Halvø, der først overtog de islamiske skikke med slavetogt og slavehold. På Den Iberiske Halvø havde kristenheden delt en landegrænse med islam i mange århundreder, og det var netop dér, at kristne konger og fyrster, fra det 11. århundrede og fremefter, begyndte at indføre så karakteristisk islamiske skikke som polygami, haremer og bevogtning af disse haremer med slave-eunukker.

I det sene 14. århundrede var portugisiske og spanske søfolk begyndt at udforske Vestafrikas kyster for at finde en vej til Indien udenom kontinentet. Man vidste, at det var muligt, fordi netop en sådan ekspedition, beskrevet på Herodots sider, var blevet gennemført i den egyptiske farao Nechos regeringstid. En direkte rute til Indien ville åbne mulighed for en lukrativ handel med krydderier uden behov for at krydse de muslimske lande i Mellemøsten.

I midten af det 15. århundrede var portugisiske karaveller trængt syd for Sahara-kysten og havde etableret en handelspost ved Arguin i nutidens Mauretanien. Slaver var blandt de første varer, der blev købt af europæerne, men det skal huskes, at sidstnævnte først nu tog del i en handel, der i århundreder var drevet af araberne i Nordafrika. Gennem hele middelalderen var kristne spaniere og portugisere blevet vant til synet af sorte slaver, som var ejet af de muslimske indbyggere i al-Andalus (det islamiske sydlige Spanien) og Marokko, og der er absolut ingen tvivl om, at de kristne, ved at anskaffe sig afrikanske slaver, blot efterlignede deres muslimske naboers eksempel. Dette ikke for undskylde de kristne, men det er noget, der skal siges, for det er en kendsgerning, der rutinemæssigt ignoreres i akademiske og almindeligt udbredte skrifter.

Mange af de slaver, der blev erhvervet af portugiserne, blev ført til Madeira, hvor de arbejdede i sukkerrørplantager. Men andre - og dette er en kendsgerning, som normalt holdes skjult for læserne - blev solgt i Marokko og Algeriet. De spanske og portugisiske købmænd opdagede hurtigt, at der kunne opnås en betydelig profit ved at sælge sorte slaver til muslimerne, for søruten var langt hurtigere og derfor billigere end de trans-sahariske ruter, ad hvilke slaverne hidtil var blevet transporteret nordpå.

Efter opdagelsen af Amerika i slutningen af det 15. århundrede blev den afrikanske slavehandel ekstremt vigtig for europæerne, idet englænderne, hollænderne og franskmændene sluttede sig til portugiserne og spanierne og tilsammen transporterede de mange tusinde afrikanere over oceanet hvert år. I alt blev anslået 12,3 millioner afrikanere sejlet over Atlanterhavet i de fire og et halvt århundreder mellem slutningen af det 15. og midten af det 19. århundrede. Af disse overlevede ca. 10,4 millioner transporten og blev hovedsageligt sat i arbejde på plantager, skønt nogle også arbejdede i miner og på fabrikker. Afrikanske slaver fik normalt lov til at gifte sig, og deres efterkommere udgør nu et vigtigt element i befolkningerne i Nord-, Syd- og Mellemamerika.

Europæiske slaveejere foretrak unge mænd, der var bedst egnet til hårdt arbejde i markerne, og i denne henseende var europæisk slavehandel meget forskellig fra dens muslimske sidestykke. Selvom muslimerne også handlede med sunde unge mænd, der ofte blev sat til arbejde i miner og på skibe som galajslaver, var det store flertal af de afrikanere, der blev taget af muslimerne, unge kvinder og piger såvel som unge drenge. Kvinderne og pigerne var bestemt til haremerne enten som konkubiner (i det væsentlige sexslaver) eller som haremstjenere, mens de unge drenge normalt blev gjort til eunukker, som skulle udføre de forskellige funktioner, der forventedes af denne gruppe mennesker. Den "operation", hvorved unge blev gjort til eunukker, var barbarisk ud i det ekstreme, og det anslås, at mindst 60% af ofrene døde af blodtab eller chok.

Den islamiske verden begyndte at tage slaver fra Afrika kort efter islams grundlæggelse, i det 7. århundrede, og slaver blev fortsat taget dér indtil anden halvdel af det 20. århundrede. Det var stadig fulstændig lovligt at købe et andet menneske i Saudi-Arabien indtil 1963, hvor slaveri blev afskaffet (officielt i det mindste) efter intenst vestligt pres. Det er selvfølgelig umuligt at sige præcist, hvor mange afrikanere der blev gjort til slaver af muslimer i disse århundreder, da kun få nøjagtige optegnelser er tilgængelige, og dem der er, kun dækker korte perioder og bestemte områder. Der var flere større ruter, ad hvilke slaver blev ført nordpå fra det afrikanske indre: Én løb nordpå fra Niger-regionen over Sahara til Marrakech; en anden løb gennem midten af Sahara til det, der i dag er Algeriet og Tunesien; endnu en løb fra den sydlige Sudan-region op ad Nildalen mod Egypten; og endnu en løb fra området med De Store Søer i det centrale Afrika nordpå gennem Somalia mod Arabien. En sidste og ekstremt vigtig slaverute løb fra kystområderne i Østafrika med centrum i Zanzibar Havn. Herfra blev tusinder af slaver sejlet nordpå mod Arabien og Tyrkiet.

Skøn over antallet af involverede i denne trafik varierer meget; det mest konservative er på omkring 10 millioner og det højeste på omkring 100 millioner. Sandheden ligger sandsynligvis et sted midt imellem. Men uanset de nøjagtige tal er én ting slående, og slående i kontrast til situationen i Amerika: De millioner af afrikanere, der siden det 7. århundrede er blevet bragt ind i det islamiske Mellemøsten og Nordafrika, har næsten intet genetisk spor efterladt sig i nutidens befolkninger i disse regioner. For mandlige slavers vedkommende kan dette let forklares: Praktisk talt ingen mandlige afrikanere fik lov til at formere sig. Størstedelen af sådanne slaver var unge drenge, og de blev altid kastreret. De voksne mænd, der undgik denne skæbne, var henvist til et liv med endeløst radbrækkende arbejde som galajslaver eller minearbejdere, uden mulighed for kvindeligt selskab. Situationen for kvindelige slaver var imidlertid meget anderledes: De blev stort set alle brugt som tjenestepiger og konkubiner, og det store flertal ville på et tidspunkt have fået børn eller i det mindste være blevet gravide. Hvad der skete med disse børn er en af de mest dystre hemmeligheder i islamsk historie. Alt taget i betragtning kan der ikke være tvivl om, at et stort antal af dem blev dræbt af deres fædre, da der ikke er nogen anden forklaring. Det er en ejendommelig kendsgerning, at et emne, så eksplosivt som dette, kun er blevet meget lidt undersøgt af akademikere og journalister, skønt følgende uddrag fra New York Daily Times fra 1856 viser, at det er et forhold, der med jævne mellemrum er blevet bemærket af vestlige iagttagere gennem århundrederne. "I Konstantinopel er det tydeligt, at der er et meget stort antal negerinder, der lever og har et vanligt samleje med deres tyrkiske herrer - alligevel er det en sjælden ting at se en mulatto [person af blandet afro-kaukasisk race]. Hvad sker der med afkommet fra sådan et samleje? Jeg tøver ikke med at sige, at det bliver skaffet af vejen ved barnemord, og at der næppe er en familie i Stanboul, hvor barnemord ikke praktiseres i sådanne tilfælde som en selvfølge og uden den mindste anger eller rædsel." ("Horrible Traffic in Circassian Women – Infanticide in Turkey", New York Daily Times, August 6, 1856, p. 6)

Andre rapporter fra det 19. århundrede taler om midaldrende og ældre afrikanske kvinder, halvt vanvittige af sorg og fortvivlelse, der strejfer rundt i Konstantinoples gader og tigger om brød, efter at de var blevet smidt ud af deres tyrkiske ejere. Lignende scener blev gennem århundreder gentaget i byer overalt i den muslimske verden og illustrerer, at ondartet racisme historisk set var en fast bestanddel af den muslimske og arabiske mentalitet.

Når jeg fremhæver disse kendsgerninger er det ikke et forsøg på at dæmonisere et folk eller en civilisation, men blot et forsøg på at skabe balance. I over et halvt århundrede nu er islamsk historie blevet grundigt hvidvasket i almindelige akademiske publikationer. Tag for eksempel, som typisk for genren, den følgende kommentar af Bernard Lewis, gennem flere årtier doyen i Mellemøstens historie på Princeton. "Islam, i modsætning til det gamle Rom og de moderne kolonisystemer, giver en vis juridisk status til slaven samt forpligtelser såvel som rettigheder til slaveejeren. Han indskærpes at behandle sin slave humant og kan af en qadi blive tvunget til at sælge eller endda frigive sin slave, hvis han svigter denne pligt. Det er dog ikke krævet, og slaveri-institutionen er ikke alene anerkendt, men også detaljeret reguleret af islamisk lov. Måske af netop denne grund var slavens stilling i det muslimske samfund usammenligneligt bedre end både i antikken og i det 19. århundredes Nord- og Sydamerika." (What Went Wrong, s. 85)

Det er sandt, at professor Lewis - efter at han skrev disse ord og i kølvandet på 9/11 - har ændret sit rosenrøde syn på islamisk kultur noget. Ikke desto mindre er der opstået en helt ny generation af akademikere, som fortsætter hvidvaskningsprocessen til stor skade for sandheden og vestlig civilisation.

---

Emmet Scott er historiker med speciale i Mellemøstens oldtidshistorie. I de seneste ti år har han vendt sin opmærksomhed mod senantikken og den klassiske civilisations forfald, som han ser som en af de mest afgørende faser i den vestlige civilisations historie.

Han er forfatter til
Mohammed & Charlemagne Revisited (2012),
The Impact of Islam (2014) og
A Guide to the Phantom Dark Age (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo