De romerske byers skæbne i Mellemøsten og Nordafrika
Af Emmet Scott
Oversættelse af: The Fate of the Roman Cities of the Near East and North Africa
Kilde: New English Review, januar 2012
Udgivet på myIslam.dk : 10. maj 2012

De store romerske byer i Mellemøsten og Nordafrika er nogle af de mest ikoniske arkæologiske lokaliteter på jorden. Der er bogstaveligt talt hundredvis af dem i forskellige tilstande af bevaring. I de fleste tilfælde står søjlerne fra templer og offentlige bygninger der stadig, som de "blegede knogler" (som Kenneth Clark beskrev dem) af klassisk civilisation. De romerske byer i Europa har tendens til at være i en langt dårligere bevaringstilstand, fordi de ikke blev opgivet. I Europa var bosættelser som London, Paris, Trier, Regensburg, Cordoba osv. beboet kontinuerligt fra oldtiden, og de fine tilhuggede sten fra templer og paladser blev genbrugt og omarbejdet adskillige gange gennem hele middelalderen. Og fordi folk stadig levede på lokaliteterne, kom mange meter af murbrokker og affald til at dække de romerske bosættelser. Dette var ikke tilfældet i Mellemøsten og Nordafrika; her blev de store klassiske bosættelser (med en håndfuld undtagelser) forladt og aldrig genbeboet.

De forladte byer står nu normalt i semi-aride områder, i landskaber, der ikke er blevet dyrket i mange århundreder, selvom det er klart, at de i vid udstrækning blev dyrket i romersk og byzantinsk tid. Historikere er ikke i tvivl om, at størstedelen af de forladte byer blev lagt øde, fordi landbruget i det omkringliggende landskab brød sammen. Disse beboelser, med deres store befolkninger, havde brug for produktive landbrugssamfund for at overleve. En ørkendannelse af de områder, de befandt sig i, ville have været en dødsdom for dem. Men hvad forårsagede landbrugets sammenbrud?

Det er et spørgsmål, der har optaget historikere, naturhistorikere og klimatologer i over et århundrede. Det er et spørgsmål af stor betydning, for det rummer nøglen til og svaret på en langt større gåde: Hvad var årsagen til sammenbruddet af den klassiske romerske civilisation? Vi skal være meget tydelige her: I løbet af det syvende århundrede, da de romerske byer i Mellemøsten og Nordafrika blev opgivet, var centret for klassisk civilisation netop disse områder. De store byer i Lilleasien, Syrien og Egypten i særdeleshed, metropoler som Efesus, Antiokia, Alexandria, Heliopolis osv. var de steder, hvor de store rigdomme og befolkninger, der havde udgjort det romerske imperium, befandt sig. Disse regioner havde en blomstrende økonomi og en enorm og voksende befolkning.

Bryan Ward-Perkins, en af vores mest fremtrædende nutidige autoriteter om den sene klassiske civilisation, bemærker, at "over næsten hele det østlige imperium, fra det centrale Grækenland til Egypten, var det femte og sjette århundrede en periode med bemærkelsesværdig ekspansion." "Vi ved," fortsætter han, "at bosættelsen ikke alene tog til i denne periode, men også at den var velstående, fordi den efterlod en mængde nyopførte landhuse, ofte i sten, samt en bølge af kirker og klostre over hele landskabet. Nye mønter var rigelige og udbredte, og nye pottemagerværksteder, der forsynede fjerne såvel som lokale markeder, opstod på vestkysten af det moderne Tyrkiet, på Cypern og i Egypten. Desuden dukkede nye typer amfora op, i hvilke vin og olie fra Levanten og Det Ægæiske Hav blev transporteret både indenfor regionen og udenfor, endda så langt væk som til Storbritannien og Øvre Donau." (Ward-Perkins, The Fall of Rome and the End of Civilization (Oxford University Press, 2005), p. 124) Denne fremgang repræsenterede ikke blot en sen blomstring af et forfaldent og dødsdømt samfund; den repræsenterede snarere, på mange måder, selve højdepunktet af græsk-romersk civilisation. "Hvis vi måler 'Guldaldre'," siger han, "ved hjælp af materielle levn, var det femte og sjette århundrede afgjort gyldne i det meste af det østlige Middelhavsområde, hvor der i mange områder blev efterladt arkæologiske spor, som er mere talrige og mere imponerende end dem fra det tidligere romerske imperium." (ibid.) Disse byer og landsbyer blev opretholdt af et stort og blomstrende landbrug. Bevis for dette er fundet overalt. Arkæologiske undersøgelser på det nordsyriske kalkstensmassiv har for eksempel afsløret, at regionen i løbet af det sjette århundrede opnåede stor velstand takket være dyrkningen af oliventræet. (Se f.eks. G. Tchalenko, Villages antiques de la Syrie du nord, Vol. 1 (Paris, 1953), pp. 377ff.)

Undersøgelser her har vist en sameksistens af store og små bedrifter, men også en generel tendens i årene fra det fjerde til begyndelsen af det syvende århundrede mod en opløsning af de større godser, og en vækst af landsbyer, bestående af relativt velstående uafhængige landmænd. (Ibid.) I denne tid gjorde et enormt dyrknings- og terrassesystem store områder i Mellemøsten og Nordafrika frugtbare og produktive. Det var eksistensen af denne landbrugsmæssige infrastruktur, der muliggjorde eksistensen af de senklassiske byer, og omvendt, det var ødelæggelsen af denne samme infrastruktur, som førte til deres opgivelse. Men hvad kunne have forårsaget sådan en katastrofe?

Ikke overraskende er dette et spørgsmål, der har udløst en stor del undersøgelse og debat, både blandt naturvidenskabsfolk og historikere, for det er i sidste ende et spørgsmål, som ligger i selve kernen af et andet: Hvad forårsagede afslutningen af den klassiske civilisation? Arkæologer og historikere har påvist igen og igen i løbet af det sidste århundrede, at det virkelige centrum for den græsk-romerske civilisation var - og i en vis forstand altid havde været - i øst. Hvem eller hvad der end ødelagde landbruget og de store byer i øst i det syvende århundrede, var også ansvarlig for at bringe den klassiske civilisation til afslutning og indlede denne relativt mørke og ukendte epoke, vi kalder middelalderen.

I årtier rasede det centrale i debatten omkring to modsatrettede positioner: Én skole pegede på klimaændringer, en anden på menneskelig aktivitet. Men i slutningen af 1940'erne havde beviserne flyttet sig afgørende til fordel for sidstnævnte og det afgørende bidrag blev offentliggjort i 1951 af Rhoads Murphey, professor emeritus i historie ved Harvard. I en artikel med titlen “The Decline of North Africa since the Roman Occupation: Climatic or Human?” ["Nordafrikas tilbagegang efter den romerske besættelse: Klimatisk bestemt eller menneskeskabt?"] [findes online her] giver han en detaljeret beskrivelse af problemet. Jeg citerer ham udførligt, fordi det han siger, er særdeles lærerigt:

"Romerne var et landbrugsfolk, der udbredte deres middelhavsimperium fra en relativt fugtig base i Italien. Det var naturligt, at de overførte denne kultur til det naturlige miljø i de afrikanske provinser. Araberne var omvendt et nomadefolk, næret i Arabiens ørken og helt uvant med en landbrugsøkonomi. Deres tekniske viden var uegnet til at forstå eller styre de højtudviklede kunstvandingsanlæg i Nordafrika, som romerne efterlod dem, og de havde ikke behov for at gøre sig afhængige af det landbrug, som disse anlæg havde understøttet. Deres anderledes brug af jorden behøver ikke at blive forklaret med en ændring i klimaet. Ingen militær erobring er befordrende for opretholdelse af ro og orden eller for den administration og tekniske organisation, som en kompliceret kunstvandingsøkonomi kræver, især ikke når erobrerne er nomader. Den arabiske erobring ødelagde de romerske kunstvandingsanlæg, eller tillod dem at forfalde, og etablerede i deres sted en nomadisk hyrdeøkonomi over det meste af Nordafrika." (Rhoads Murphey, “The Decline of North Africa since the Roman Occupation: Climatic or Human?”, ANNALS, Association of American Geographers, Vol. XLI, no. 2, (June 1951)).

Murphey fortsætter med at gøre opmærksom på, at "lignende veldokumenterede tilfælde, for eksempel masaierne, er registreret fra Øst-og Vestafrika, hvor hamitiske eller semi-hamitisk folk, i senere efterveer af den islamiske invasion, fortrængte og overlejrede fastboende sorte landbrugere, og indførte nomadiske hyrdebrug i områder, hvor den eneste ændring var i social og økonomisk skik snarere end i det naturlige miljø." (ibid., p. 124)

Han fortsætter: "Ikke desto mindre er det muligt, at den ændrede arealanvendelse, som araberne bragte med sig, med tiden påvirkede det naturlige miljø på en kritisk måde. Ved udgangen af det ottende århundrede e.Kr. var der omkring en million arabere i Nordafrika. Hver arabisk familie holdt en stor flok af får og geder, hvis størrelse anslås til mellem 15 og 50 per familie. Geder afgnaver notorisk deres fødeemner tæt, og deres ubegrænsede græsning i Middelhavsområdet har haft en næsten uoprettelig effekt. Også i Nordafrika har den tilføjede tilstedeværelse af flere millioner geder utvivlsomt ødelagt store områder af græs, krat og træer, øget afstrømningen, nedsat den værdifulde forsyning af grundvand og sænket vandspejlet måske kritisk, hvilket har bidraget til vandløbserosionen og forstyrret den optimale fordeling af overfladevand ..." (ibid.) Og videre: "Moderne arabisk mangel på respekt for træer (berygtet både i Arabien og Nordafrika) undtagen som tømmer eller brænde, og manglende forståelse for træ-dækningens langsigtede værdi for dem selv, kan indikere en yderligere ødelæggende virkning af arabisk arealanvendelse på produktiviteten i Nordafrika. Faktisk har en udforsker af problemet, der er enig i, at det nordafrikanske klima ikke har ændret sig af betydning i de seneste 2000 år, erklæret, at den primære årsag til den økonomiske nedgang i denne periode har været skovrydning, hvilket han giver araberne skylden for." (ibid., pp. 124-5)

Det er værd at bemærke, at selv dem, der fortsætter med at argumentere for en radikal klimaændring i det syvende århundrede, alligevel er tvunget til at indrømme arabernes store destruktivitet i de områder, de erobrede. Dette er dokumenteret ved udgravninger og er fuldt understøttet af moderne redegørelser.

Men selv om vi medregner arabernes destruktivitet og deres sædvanlige misbrug af landbrugsjord, er dette i sig selv ikke nok til at forklare den hurtige og fuldstændige nedbrydning af de dyrkede områder i Mellemøsten og Nordafrika. Vi må trods alt gå ud fra, at indfødte landmænd ikke uden videre ville have tilladt indkommende arabiske nomader at græsse deres geder på omhyggeligt dyrkede og tilplantede marker. Desuden havde Mellemøsten og Nordafrika tidligere været udsat for talrige invasioner, nogle af dem meget voldelige, men ingen af dem førte til den fuldstændige ødelæggelse af landbruget i regionen. Hvad var så anderledes ved den arabiske invasion?

For at besvare dette spørgsmål er vi nødt til at betragte islams unikke natur og især dens indførelse af politisk og social kontrol gennem sharialov.

Efter erobringen af et område og undertvingelsen af dets indbyggere, betød den islamiske lovs regler, som nedfældet i sharia, at de ikke-muslimske indbyggere aldrig igen kunne nyde varig fred og sikkerhed. I teorien nød "Bogens religioner" (dvs. kristendom og jødedom) en særlig "beskyttet" (dhimmi) status under den nye ordning. Men i praksis var de kristne og jødiske befolkningers stilling alt andet end beskyttet. Dette skyldtes, at jøders og kristnes rettigheder under sharia var underordnet i forhold til muslimers. En muslims juridiske vidnesbyrd overtrumfede altid vidnesbyrdet fra en kristen eller en jøde, uanset hvor mange kristne eller jøder, der vidnede. I praksis betød dette, at en dhimmi-jøde eller -kristen kunne krænkes, plyndres eller endda myrdes på gaden, uden noget håb om juridisk oprejsning. Hvis en sådan klage blev ført frem for myndighederne, ville den muslimske synder hævde, at den vantro havde fornærmet Profeten eller Koranen. To andre mandlige muslimske vidner var nødvendige for at underbygge denne påstand, men disse var altid til at finde, og retssagen endte med henrettelse af den jødiske eller kristne klager.

Som man måske kan forestille sig, betød disse undertrykkende forhold, at kristne og jøder levede i permanent frygt for deres muslimske naboers røveriske opmærksomhed med det resultat, at det århundreder lange pres til at konvertere til islam eller at udvandre fra det muslimsk-kontrollerede område, blev næsten uimodståeligt.

En yderligere forværrende faktor var, at muslimer i henhold til islamisk lov har ret til at leve af de vantros arbejde og ejendom. Dette er nedfældet i begrebet jizya, den skat, som alle vantro i dar al-islam skal betale til deres muslimske herrer. Men det var ikke kun kaliffen og hans emirer, der havde ret til at leve af de vantro. Alle muslimer, uanset stilling, havde denne ret; islamisk lov helliggjorde dermed individuelle muslimers udplyndring af de lokale kristne og jødiske befolkninger.

De langsigtede konsekvenser af sådan en opfattelse er ikke alt for svære at forestille sig. Et generelt klima banditvæsen og lovløshed blev fostret; og vi kan på en meget ligefrem måde se, hvorfor indvandrende arabiske gedehyrder i Mellemøsten og Nordafrika følte sig frie til at lade deres flokke græsse på deres kristne og jødiske naboers dyrkede arealer. Derved ødelagde de det levedygtige landbrug i disse områder og på meget kort tid reducerede dem til tør halv-ørken. En af de mest umiddelbare konsekvenser var et dramatisk fald i befolkningen. Selvom nøjagtige tal er utilgængelige, så ved vi, at middelalderens befolkninger i Anatolien, Syrien, Egypten og Nordafrika var langt mindre end under den sidste byzantinske administration. Forskellige skøn sætter reduktionen til alt mellem en tredjedel og en tiendedel; resultatet var, at store dele af Mellemøsten og Nordafrika i senmiddelalderen bestod af tyndt befolket ødemark, der husede økonomisk undertrykte og stort set udpinte befolkninger. I det fjortende århundrede, for eksempel, undrede den islamiske lærde Ibn Khaldun, der opholdt sig i elendigheden af, hvad der nu er Tunesien, sig over rigdommen af en besøgende delegation af italienske købmænd. Og de samme holdninger fortsatte med at producere de samme resultater et godt stykke ind i det nittende og endda tyvende århundrede.

Fra tidlig middelalder og fremefter har vi beretninger fra disse regioner, skrevet af europæiske rejsende (ofte pilgrimme), der generelt blev forfærdede over, hvad de så. Et eksempel er C. F. Volney, "sandsynligvis den mest fintmærkende og indsigtsfulde europæiske rejsende, der besøgte Mellemøsten før det nittende århundrede". Han beskrev detaljeret forholdene i Syrien og Egypten under den daværende osmanniske administration. De vigtigste problemer, som Volney fandt, var hæmningsløs beskatning, soldaternes lovløshed, beduin-arabernes plyndringer, ågerrenter og den primitive tilstand af metoder og redskaber i landbruget. Efter at have beskrevet de osmanniske troppers rutinemæssige udplyndringer, går Volney videre til at bemærke, at "Disse byrder er særligt undertrykkende på landet, skænket som et tillæg, og i de områder, der er udsat for araberne [dvs. beduinerne]. (...) Med hensyn til beduinerne - hvis de er i krig, plyndrer de som fjender; og hvis de er i fred, fortærer de alt, hvad de kan finde som gæster; derfor ordsproget: 'Undgå beduinen, hvad enten han er ven eller fjende'." (C. F. Volney, Travels through Syria and Egypt (London, 1787), Vol. 2, pp. 406-31; i Charles Issawi, red. The Economic History of the Middle East, 1800-1914 (University of Chicago Press, 1966) p. 215)

Sidstnævnte er en klar henvisning til beduinernes skik med at lade deres besætninger græsse på opdyrket land.

Volney bemærkede også den næsten totale mangel på sikkerhed under rejser: "... ingen rejser alene pga. usikkerheden på vejene. Man må vente på, at flere rejsende skal det samme sted hen, eller drage fordel af, at der kommer en eller anden stor mand forbi, der kan påtage sig rollen som beskytter, men som i virkeligheden oftere er karavanens undertrykker. Disse forholdsregler er først og fremmest nødvendige i de lande, der er udsat for araberne, såsom Palæstina og på hele grænsen til ørkenen, og selv på vejen fra Aleppo til Skandaroon, på grund af de kurdiske røvere." (Ibid., s.. 217)

Man behøver ikke at være et geni for at forestille sig konsekvenserne af sådanne tilstande for handel og forretning.

Omkring 80 år senere besøgte Mark Twain området og beskrev det temmelig meget som Volney havde gjort, skønt i et lidt mere farverigt sprog. Palæstina, siger han, er "et øde land, hvis jord er rig nok, men som helt er overgivet til ukrudt (...) en stille vemodig flade (...) en ødemark (...) vi så aldrig et menneske på hele ruten (...) næppe et træ eller en busk noget steds. Selv oliventræet og kaktussen, disse hurtige venner af en værdiløs jord, havde næsten forladt landet." (Mark Twain, The Innocents Abroad (New York, 1869), pp. 361-2)

Ovenstående forfattere bemærkede et slående træk, som mange andre rejsende også har kommenteret: Den næsten fuldstændige mangel på hjulkøretøjer. Det samme træk blev nævnt af Bernard Lewis, doyen på Mellemøstlige Studier på Princeton. I sin bog fra 2001 What went Wrong? stillede Lewis spørgsmålet: Hvad gik der galt med en civilisation, der - efter Lewis' opfattelse - viste så gode takter i starten, kun for at køre fast i fattigdom og tilbageståenhed fra det 12.-13. århundrede og fremefter? Lewis afslutter sin bog uden at nå frem til et svar. Men på ét punkt gør han en sigende iagttagelse: Hjulkøretøjer, bemærker han, var næsten ukendte frem til moderne tid overalt i de muslimske lande. Dette var så meget desto mere mærkeligt i betragtning af, at hjulet blev opfundet i Mellemøsten (i Babylon) og havde været almindeligt anvendt i tidligere tider. Konklusionen han når frem til, på linje med Volney og mange andre, er, at: "En vogn er stor og for en bonde relativt dyr. Den er svær at skjule og let at beslaglægge. I en tid og et sted, hvor hverken lov eller sædvane satte grænser for selv lokale myndigheder magt, var synlige og mobile aktiver en dårlig investering. Den samme frygt for rovgriske myndigheder - eller naboer - kan ses i udformningen af traditionelle huse og kvarterer: De høje, vinduesløse mure, de næsten skjulte indgange i smalle gyder og den omhyggelige undgåelse af synlige tegn på rigdom." (Bernard Lewis, What Went Wrong? The Clash Between Islam and Modernity in the Middle East (New York, 2002), p. 158) I det kleptokrati, som kalifatet udgjorde, ser det ud til, at ikke engang muslimer - langt mindre kristne og jøder – var frie til at opnå velstand.




Emmet Scott er historiker med speciale i Mellemøstens oldtidshistorie. I de seneste ti år har han vendt sin opmærksomhed mod senantikken og den klassiske civilisations forfald, som han ser som en af de mest afgørende faser i den vestlige civilisations historie.

Hans nye bog, Mohammed and Charlemagne Revisited: The History of a Controversy blev udgivet af New English Review Press den 15. januar 2012. Den kan bestilles gennem Amazon her, og er tilgængelig på Kindle her.




Oversættelse: Bombadillo