En stor diaspora blev aldeles tilintetgjort, men israelerne taler sjældent om det.

Siderne er gulnede, næsten smuldrede bort. I årtier har de ligget glemt, proppet ned i kasser og stablet højt i Israels justitsministeriums arkiver. Ingen læser dem; ingen viser dem blot en smule interesse. Selv nu - næsten 60 år efter de smertefulde erfaringer med tab og flugt, som de fortæller om - venter de stadig på, at deres historier skal blive fortalt.

På en af siderne beskriver en jødisk kvinde fra Alexandria sin ungdom i Egypten:

”Efter at [1948-] krigen brød ud, blev min mor arresteret i sin graviditets 9. måned, og de ønskede at dræbe hende; de truede hende med bajonetter og misbrugte hende (...). En aften kom en pøbel for at dræbe vores familie med stokke og hvad som helst, de kunne få fat i, fordi de hørte, at vi var jøder. Portvagten svor for dem, at vi var italienere, så derfor nøjedes de med at forbande os, mens de omringede mine forældre, mine brødre og jeg selv, der kun var et lille barn. Den næste dag flygtede mine forældre og efterlod alt - pension, arbejde og hjem.” [1]

På en anden side vidner Mordechai Karo, også egyptisk-født, om en bombe, der var anbragt i et jødisk kvarter i Cairo i sommeren 1948: "Den enorme eksplosion dræbte og sårede snesevis af jøder i nabolaget. En af disse ofre var min unge datter Aliza." [2]

Tusindvis af sider med lignende vidnesbyrd har samlet støv i forskellige offentlige kontorer siden 1950'erne. Under den bureaukratiske overskrift: "Fortegnelse over fordringer af jøder fra arabiske lande," fortæller de om forkortede liv, om enkeltpersoner og hele familier, der pludselig fandt sig hjemløse, forfulgte og ydmygede. Samlet udgør de et tragisk kapitel i de moderne jøders historie, en kæde af traumatiske begivenheder, der signalerede afslutningen på en tidligere strålende diaspora.

Men til trods for hele dets historiske betydning, er dette kapitel stort set blevet undertrykt, og har næppe efterladt sig spor i Israels kollektive erindring. Medierne nævnte det sjældent dengang, og nævner det sjældent i dag. [3] Skoler afsætter ikke omfattende læseplaner til det, og den akademiske verden skænker det kun ringe opmærksomhed. Faktisk er der i det seneste årti kun skrevet én doktorafhandling om ødelæggelsen af de jødiske samfund i arabiske lande. [4] Desuden har ikke ét af partierne i Israels Knesset i sit program et eksplicit krav om tilbagelevering af disse jøders ejendom, eller anerkendelse af deres krænkede rettigheder. [5]

Denne afvisende holdning til en af de største tragedier i det jødiske folks historie bør vække forundring. Når det kommer til stykket, oplever interessen for arven efter jøder fra muslimske lande noget af en renæssance i dag, både i akademiske kredse og i offentligheden. Men ikke engang de stærkeste fortalere for denne arv er særligt ivrige efter at diskutere de historiske omstændigheder, hvorunder forbindelsen til deres dybe rødder i den arabiske verden blev afbrudt. [6] Denne langvarige tavshed bliver endnu mere uforståelig, når vi tænker på centraliteten af flygtningeproblemet i den arabisk-israelske konflikt. Mens palæstinenserne og deres fortalere igen og igen understreger behovet for at rette op på den historiske uretfærdighed, der blev gjort mod hundredtusinder af arabere, der forlod eller blev fordrevet fra deres jord og berøvet deres ejendom under Nakba ("katastrofen") i 1948, har Israels internationale repræsentanter og talsmænd afstået fra at gøre opmærksom på situationen for de hundredtusinder af jøder, der på samme tidspunkt blev ofre for systematisk forfølgelse og angreb over hele Mellemøsten og Maghreb.

Hvordan forklare denne undladelse? Svaret, som vi vil se, er hverken enkelt eller let at fordøje. Det indebærer en række motiver, nogle af dem pragmatiske og nogle ideologiske, som alle fortjener nøje undersøgelse. Vores undersøgelse vil stille vanskelige spørgsmål angående ikke kun forskellige israelske regeringers politik i både fortid og nutid, men også det begrebsmæssige fundament for selve den jødiske stat. Men før vi kan tage fat på disse følsomme emner, må vi minde os om visse kendsgerninger, der alt for længe har været begravet i støvede ministerielle arkiver.

På tærsklen til etableringen af staten Israel, levede mindst 780.000 jøder i arabiske lande. [7] I dag tæller denne gamle diaspora kun et par tusinde, højest. Disse tal alene bør få os til at standse op. Udvandringen af mere end 99 procent af denne befolkning på så kort tid er uden sidestykke i moderne jødisk historie. Selv de jødiske samfund i Europa, der havde oplevet den mest ekstreme gentagelse af antisemitisk vold, forsvandt ikke helt, eller så hurtigt.

Fortællingen om jøderne fra arabiske lande er en saga, der strækker sig over hundreder af år og et stort geografisk område. [8] En tilbundsgående redegørelse af emnet ville omfatte både en undersøgelse af dets højde- og lavpunkter, samt en detaljeret analyse af de sociale, politiske og økonomiske fænomener - hvilket naturligvis alt sammen ville sprænge rammerne for dette essay. Desuden vil ethvert forsøg på at presse de forskellige erfaringer af jødisk liv - i et område, der strækker sig fra Irak i øst til Marokko i vest - ind i en enkelt skabelon være dømt til at mislykkes. Der er dog én faktor, der spillede en afgørende rolle i bestemmelsen af jødernes skæbne i arabiske lande overalt og til alle tider. Dette "ene, vigtigste element af enhed" - med ordene af historikeren Norman Stillman - var islam. [9]

Muslimernes adfærd mod jøderne blev for en stor del bestemt af de ledende principper i deres tro. Det blev forlangt af de troende, at de ydmygede de ikke-muslimer, der levede under deres herredømme – en passende behandling af folk, der afviser den guddommelige sandhed. Og alligevel - indtil moderne tid - var den islamiske fornedrelse af jøderne anderledes end det ondartede had, der prægede europæisk judeofobi. Bernard Lewis understreger, at ...

”... i modsætning til kristen antisemitisme, er den muslimske holdning til ikke-muslimer ikke en holdning af had eller frygt eller misundelse, men simpelthen af foragt. Dette kommer til udtryk på forskellige måder (...). De negative egenskaber tilskrevet de undertvungne religioner og deres tilhængere, bliver normalt udtrykt i religiøse og sociale termer, meget sjældent i etniske eller racemæssige termer, selvom dette undertiden sker (...). De konventionelle skældsord er aber for jøder og svin for kristne.” [10]

Som den muslimske stats ikke-muslimske undersåtter, blev jøderne tildelt den ringere status af dhimmier ("afhængige"). Denne position sikrede beskyttelsen af deres liv og ejendom, retten til at praktisere deres religion, og en grad af intern autonomi for deres fællesskab. Til gengæld for alt dette måtte jøderne dog underkaste sig forskellige former for juridisk og social diskrimination. [11]

Der er ingen mangel på historiske eksempler på denne ordning: I det 14. århundrede, blev jøderne i Egypten og Syrien forbudt at bo i høje bygninger, hæve deres stemmer i bøn, begrave deres døde i grave, der var mere imponerende end deres muslimske naboers grave, eller udfylde gejstlige roller. Hvis de ønskede at komme ind i et offentligt badehus, måtte de hænge en klokke eller kobbermønt om halsen. [12] Indtil 1912 var jøderne i Marokko tvunget til at gå barfodet eller med halmsko udenfor det jødiske kvarter som et tegn på respekt for den arabiske nation. [13] Og den shiitiske lov, indført i Yemen af Zaydi-imamerne, bestemte, at en muslim, der myrdede en jøde, ikke skulle dømmes til døden. Jøder var desuden forpligtet til at bære primitivt tøj og at afstå fra hovedbeklædning. Og som om dette ikke var nok, blev mange forældreløse jødiske børn bortført af Yemens myndigheder og tvangskonverteret. [14]

Jøder i ikke-arabiske muslimske lande havde det næppe bedre. Fremkomsten af det shiitisk-iranske Safavid-imperium i det 16. århundrede førte til en hurtig og voldsom forværring for persisk jødedom. Den muslimske befolkning igangsatte brutale pogromer, mens myndighederne, der betragtede jøderne som urene, forsøgte at konvertere dem med magt. [15] Fra slutningen af det 19. århundrede indtil 1940'erne, blev jøder forbudt at ride til hest, bygge mur omkring deres hjem, eje en butik i basaren, eller gå ud i regn og sne, for at vandet ikke skulle blandes med deres kropsvæsker og besudle deres omgivelser. [16] Jøder fra Iran har fortalt om slægtninge, der blev myrdet af muslimer, simpelthen fordi de vovede at drikke af en kop på et offentligt sted. [17]

Fremkomsten af arabisk nationalisme, Balfour-erklæringen og optrapningen af den jødisk-arabiske konflikt i Palæstina, førte til en betydelig forværring af jøders vilkår i muslimske samfund. Truslen mod deres sikkerhed og velfærd nåede sit højdepunkt efter Delingsplanen, der blev vedtaget af FN den 29. november 1947. I en drøftelse, afholdt fem dage før planen blev vedtaget af et politisk udvalg i FN's Generalforsamling, forklarede Egyptens repræsentant, Mohamed Hussein Heykal, hvordan planen vil påvirke fremtiden for jøderne i den arabiske verden:

”De Forenede Nationer (...) bør ikke miste blikket for det faktum, at den foreslåede løsning kan udsætte en million jøder i muslimske lande for fare. En deling af Palæstina kan skabe en antisemitisme i disse lande, der er endnu sværere at udrydde end den antisemitisme, som de allierede forsøgte at udrydde i Tyskland (...). Hvis FN beslutter at dele Palæstina, kan den blive ansvarlig for meget alvorlige uroligheder og for massakren på et stort antal jøder. (...) Optøjer kan bryde ud i Palæstina, kan brede sig til alle de arabiske stater og kan føre til en krig mellem de to folk.” [18]

Truslen blev til virkelighed: Tilskyndet af myndighederne, skyllede en bølge af antisemitisme gennem de arabiske lande. Volden kom ganske vist ikke som en fuldstændig overraskelse for jøderne, som levede dér. Fjendtligheden mod jøderne i Irak, for eksempel, havde allerede kostet blod. I 1941, under Shavuot-helligdagen, fandt en pogrom sted i Bagdad, der blev kendt som "Farhud". Under optøjerne blev over 150 jøder, herunder spædbørn, brutalt myrdet, og mange hundrede blev såret; kvinder blev voldtaget, hjem blev røvet, butikker og virksomheder blev plyndret, og tusinder af familier stod tilbage uden hjem. [19]

Den 15. maj 1948, umiddelbart efter Israels uafhængighedserklæring, gik Irak i krig mod den jødiske stat; på hjemmefronten begyndte militærstyret systematisk at forfølge sine jødiske borgere. Hundreder blev fyret fra offentlig tjeneste og drakoniske restriktioner blev pålagt jødiske købmænd, hvilket førte til en alvorlig forværring af det jødiske samfunds økonomiske situation. Jøder blev nægtet grundlæggende sundhedsmæssige og sanitære ydelser, og blev krævet at "donere" penge til den militære kamp mod Israel. [20] Mest alvorligt: over de næste to år blev hundredvis af jøder arresteret under forskellige påskud og indbragt for militære domstole, som idømte dem indespærring og store bøder. Fangerne blev sendt til Abu Ghraib-fængslet syd for Bagdad, hvor de blev udsat for alle former for tortur. [21] En af de rigeste jøder i Irak, Shafiq Ades - selv næppe en tilhænger af zionismen - blev anklaget for undergravende virksomhed; efter en skueproces, og trods internationalt pres for at mildne hans straf, blev Ades hængt i september 1948 udenfor sit hjem i byen Basra. For mange irakiske jøder var hændelsen en grum påmindelse om deres situation og et tegn på, at deres fremtid lå et andet sted. [22]

I marts 1950 tillod Irak jøder at forlade landet på betingelse af, at de opgav deres statsborgerskab. De, der forlod landet, var tvunget til at sælge deres ejendom for en ubetydelig pris, fordi de ikke måtte forlade Irak med mere end 50 dinarer (på det tidspunkt svarende til omkring 1500 kr.) og nogle få personlige ejendele. Et år senere konfiskerede den irakiske regering aktiver tilhørende titusindvis af jøder, der havde ansøgt om emigration til Israel, men endnu ikke havde formået at komme af sted. Ved udgangen af dette år var ca. 90 procent af de 135.000 jøder, der levede i Irak, taget af sted, og havde efterladt sig en rigdom af ejendom og kapital. [23]

Under og efter Seksdageskrigen viste jødehadet atter sit hæslige ansigt - igen aktivt tilskyndet af den irakiske regering. Statens presse, tv og radio var alle engageret i energisk anti-jødisk ophidselse. Telefonlinjer i jødiske hjem blev afbrudt; jødisk-ejede virksomheder blev lukket; jøder blev fyret fra deres jobs; og mange flere blev anholdt, sigtet for samarbejde med den zionistiske fjende. [24] I 1969 blev ni jøder hængt i Bagdad og to mere i Basra, anklaget for spionage for Israel. [25] Bagefter søgte resten af de irakiske jøder at komme ud af landet på enhver mulig måde. I løbet af blot et par årtier, var et af de største og mest velstående centre i den jødiske diaspora reduceret til ingenting.

Jøderne i Syrien fik en lignende skæbne. Samfundets rækker var allerede svundet støt ind i årene før oprettelsen af den jødiske stat: Mens Syrien i 1943-folketællingen havde tæt ved 30.000 jøder, var antallet kun fem år senere skrumpet med en tredjedel til kun 20.000. [26] Og så den 1. december 1947, to dage efter FN-generalforsamlingens delingsresolution, brød optøjer ud i det jødiske kvarter i Halab (Aleppo). Et hundrede og halvtreds boliger, halvtreds butikker og kontorer, fem skoler og atten synagoger blev beskadiget eller ødelagt. [27] I august 1948 blev tretten jøder, heriblandt otte børn, dræbt under voldelige sammenstød i det jødiske kvarter i Damaskus. [28] Lignende hændelser, der fandt sted gennem hele uafhængighedskrigen, kostede mange flere jøder livet over hele landet.

I begyndelsen af 1949 beordrede den syriske regering alle banker til at indefryse jøders konti og tilvejebringe detaljerede lister over deres aktiver. [29] Nogle af disse aktiver, herunder boliger, blev eksproprieret og overgivet til palæstinensiske flygtninge, som blev bosat i den jødiske ghetto i Damaskus. Det jødiske samfund mistede også Alliance Israélite Universelles skole, som blev sat til at tjene de palæstinensiske flygtningebørns behov. En fransk diplomat, som protesterede til myndighederne, fik at vide, at de syriske jøder måtte kompensere de araberne, der var blevet fordrevet af zionisterne i Palæstina. [30]

Ved udgangen af 1949 var ca. to tredjedele af de syriske jøder blevet tvunget til at forlade landet på grund af gentagen chikane. Fra vidnesbyrd af de jøder, der ankom til Israel i 1953, ved vi, at "de psykiske kvaler [hos dem, der blev tilbage] var uudholdelige. De turde ikke forlade deres hjem efter mørkets frembrud, og stenkast mod synagoger og huse var rutine (...). Ikke mindre alvorlig var den behandling de fik af de tre grene af [landets] interne sikkerhedstjeneste. (...) Jøder blev ofte indkaldt til forhør og ofte endda tortureret." [31]

I midten af halvfjerdserne var den jødiske befolkning i Syrien skrumpet ind til omkring 4000, med resterne tvunget til at leve i ghettoer i Damaskus, Halab og bydelen Kamishli. Regimet pålagde samfundet mange restriktioner: Det var f.eks. forbudt for jøder at driste sig mere end tre kilometer væk fra deres bopæl, at arve penge eller ejendom fra deres slægtninge, eller at tjene i offentligt embede. Ordet "Jøde" blev stemplet med rødt i deres pas, og deres ejendomme blev konfiskeret. Selv skoleeksamener blev bevidst planlagt til at foregå på lørdage. [32] Baath-regeringens beslutsomme stræben efter at gøre livet for jøderne uudholdeligt, bar frugt: Ifølge de seneste skøn er der i dag kun ca. hundrede jøder tilbage i Syrien.

Den anti-jødiske bølge bredte sig også til Den arabiske Halvø, hvor titusinder af jøder havde levet før Uafhængighedskrigen. Den 2. december 1947, tre dage efter vedtagelsen af Delingsplanen, blev det jødiske samfund i den britiske koloni Aden (i dag en del af Yemen), der bestod af 7.500 mennesker, offer for en blodig pogrom, der varede tre dage: 97 jøder blev dræbt og 120 såret, butikker og skoler blev plyndret, boliger og biler blev brændt. Beduin-vagter, der af de koloniale myndigheder var sendt for at beskytte jøderne, sluttede sig til uromagerne indtil britiske soldater endelig greb ind og satte en stopper for angrebene. [33]

Begivenhederne i Aden fremskyndede masseevakueringen af de yemenitiske jøder til Israel, der begyndte et år senere som en del af Operation Flyvende Tæppe. Den hemmelige udvandring af næsten 50.000 jøder fra Yemen blev yderligere fremskyndet af to muslimske pigers drukning i en brønd i byen Sana'a den 18. december 1948. Skylden blev lagt på jøderne; en stor økonomisk straf blev pålagt samfundet og 60 af dets medlemmer blev fængslet. [34] I december 1949 var evakueringen af de fleste af Yemens jøder fuldført. [35] Tusinder flere undslap landet i begyndelsen af 1950'erne, og de fleste af de resterende forlod landet fire årtier senere, i 1992-1993, som følge af vedvarende undertrykkelse og forværrede levevilkår. [36]

Egyptiske jøder betalte også en høj pris. Den 2. november 1945, på 28-årsdagen for Balfour-erklæringen, angreb demonstranter i Cairo og Alexandria jødisk-ejede virksomheder og boliger. Nyhedsbureauer rapporterede, at protester, der var begyndt i morgentimerne, var "blevet til vilde optøjer mod jøderne." [37] Menneskemassens gentagne forsøg på at trænge ind i det jødiske kvarter i Cairo mislykkedes, takket være kløgtigheden af den lokale jødiske ungdom, der havde opbygget barrikader og spærret vejen for uromagerne. Men synagoger over hele byen blev plyndret og Tora-ruller stukket i brand. [38]

Med udbruddet af Uafhængighedskrigen, stod jøderne i Egypten overfor en frygtelig skæbne. Sammenfaldende med den egyptiske hærs invasion af israelsk territorium den 15. maj 1948, blev ca. 600 jøder fængslet på anklager om zionistisk eller kommunistisk aktivitet og fængslet i over et år. Premierminister Mahmoud Fahmi an-Nukrashi erklærede, at alle jøder var både kommunister og zionister, [39] og den 30. maj meddelte den egyptiske regering, at den ville beslaglægge aktiver tilhørende enhver borger, "hvis hans virksomhed truer statens sikkerhed." Efter denne meddelelse blev omfattende jødisk ejendom konfiskeret, og cirka halvfjerds jødiske virksomheder og forretninger nationaliseret. [40]

I sommeren 1948 intensiveredes de dødbringende angreb på jøder i egyptiske byers gader. [41] Mellem maj og september blev 53 jøder dræbt og over 150 såret under optøjer og hærværk. [42] Avisen National-Zeitung, udgivet i Basel, rapporterede, at Cairo "var fuldstændig overgivet til terror i hænderne på den arabiske hob (...), der strejfede omkring i gaderne, hylende og skrigende: 'Yahudi, Yahudi' [jøder]. Enhver europæisk udseende person blev angrebet (...). De værste scener fandt sted i det jødiske kvarter, hvor hoben bevægede sig fra hus til hus (...) og dræbte hundredvis af jøder." [43]

I betragtning af denne fjendtlige atmosfære er det ikke overraskende, at ca. 20.000 jøder havde forladt Egypten omkring år 1950. [44]44 De arabisk-israelske krige gjorde næppe tingene lettere for dem, der valgte at blive tilbage: I november 1956, efter Suez-krisen, underskrev den egyptiske præsident, Gamal Abdel Nasser, en række ordrer, der gjorde det muligt for myndighederne at ekspropriere jødisk ejendom og ophæve statsborgerskabet for enhver, der var mistænkt for zionisme. Mange jødiske borgere, primært de fremtrædende og velhavende blandt dem, blev arresteret og deporteret. Over tusind jødisk-ejede fabrikker og forretninger blev nationaliseret. I de følgende måneder blev næsten 35.000 jøder fordrevet fra Egypten, for det meste med skib til Europa. [45] Under Seksdageskrigen og dens eftervirkninger, blev de minimale rester af samfundet tvunget til at udholde endnu mere forfølgelse. Ifølge rapporter, der nåede Israel på det tidspunkt, blev næsten alle jødiske mænd, undtagen de ældre og svage, arresteret, tortureret og ydmyget, mens deres familier svævede på randen af sult. I 1970 var Egypten næsten tømt for jøder. [46]

Jødernes afgang fra Libyen begyndte allerede i 1945 - dengang under britisk styre - efter et blodigt angreb på det jødiske samfund i Tripoli. Rygter om den jødiske massakre på arabere og ødelæggelsen af moskeer i Palæstina, ansporede titusinder af libyske muslimer til optøjer i jødiske kvarterer i fire dage uden ophør. Synagoger blev skændet, butikker brændt ned, huse brudt ind i og plyndret. 133 jøder blev myrdet og yderligere flere hundrede såret. Den 12. juni 1948, overfaldt en muslimsk hob igen jøderne i Tripoli og dræbte 14. [47] Den voksende frygt og alvorlige økonomiske problemer satte deres spor: Libyen blev hurtigt tømt for sin jødiske befolkning. Ved udgangen af 1952 var kun 4.000 jøder tilbage af de 35.000, der havde levet dér kun fire år før. [48] Deres tilstand blev kun forværret efter at Libyen tilsluttede sig Den Arabiske Liga. I 1950'erne indførte de libyske myndigheder en række restriktioner for det jødiske mindretal: konfiskerede dets ejendom, nægtede det beskæftigelse og generede det uafbrudt. Det sidste søm i kisten for de libyske jøder var det antisemitiske blodbad, der endnu en gang fandt sted i både Tripoli og Benghazi under Seksdageskrigen. Angrebene tvang de sidste af Libyens jøder til at flygte for deres liv til Italien eller Israel, og at efterlade ejendom og kapital, som beløb sig til hundreder af millioner dollars. [49]

I juni 1948 oplevede de marokkanske jøder en af de mest traumatiske begivenheder i deres historie. I en pogrom, startet af indbyggerne i byerne Oujda og Jerada, blev 42 medlemmer af det jødiske samfund dræbt. [50] De antisemitiske udbrud aftog ikke i de følgende år: I august 1954 myrdede muslimer i byen Petitjean (i dag kendt som Sidi Kacem) seks jøder og brændte offentligt deres lig; [51] yderligere optøjer fandt sted i sommeren 1955 i Casablanca, Mazagan, og Safi. [52] Den jødiske befolkning, der talte tæt ved en kvart million i 1947, faldt stødt gennem masseudvandring i løbet af de næste to årtier. I dag lever kun nogle få tusinde jøder i Marokko, de sidste rester af det største af de nordafrikanske jødiske samfund. [53]

Hundredtusinder af jøder, der blev tvunget til at forlade deres oprindelsesland og opgive deres hjem, deres ejendom og til tider endda deres familie og venner, fik alvorlige traumer, som mange kæmpede for at komme sig over. For den arabiske verden, derimod, var fjernelsen af de århundreder gamle jødiske samfund, der havde blomstret i dens midte, noget af en bedrift. "De arabiske regeringer og samfund var generelt glade for at slippe af med deres jødiske samfund," skriver historikeren Benny Morris:

”På bunden var der den traditionelle religiøse fremmedgørelse, uro og fjendtlighed. Og på baggrund af den palæstinensiske krig, var der hævngerrighed og ægte frygt for jødernes mulige undergravende virksomhed; jøderne blev identificeret med zionismen og Israel. Desuden: de arabiske stater fik massiv økonomisk gavn af den konfiskation af ejendom, der ledsagede udvandringen, selvom rigere emigranter fra Bagdad og Egypten formåede at trække nogle af deres aktiver ud. Men det store flertal (...) mistede alt eller næsten alt. De ankom til Israel tomhændede eller næsten tomhændede.” [54]

Den katastrofale skæbne, som ramte de jødiske samfund i arabiske lande, anrettede ikke kun skade på utallige enkeltpersoner og familier. Den forstørrede også det tragiske aspekt af den arabisk-israelske konflikt. Gennem årene har forskellige elementer i det internationale samfund rejst ideen om erstatning til jødiske flygtninge fra arabiske lande indenfor rammerne af en samlet fredsaftale. Og alligevel var det Israel, hvor de fleste af de landflygtige og berøvede jøder fandt deres hjem, som konsekvent veg tilbage fra enhver aktiv rolle i at fremme et sådant arrangement.

Allerede på et tidligt tidspunkt blev situationen for jøderne i de arabiske lande knyttet sammen med skæbnen for de palæstinensiske flygtninge. I juli 1949, for eksempel, foreslog den irakiske premierminister Nuri al-Said en "frivillig udveksling" mellem de to befolkninger. [55] To år senere, i 1951, anmodede Israel om, at den amerikanske regering brugte sin indflydelse til at forhindre beslaglæggelsen af jødisk ejendom i Irak. Som svar trak den amerikanske ambassadør Monnett Bain Davis en parallel mellem denne ejendom og aktiverne efterladt af de palæstinensere, der flygtede fra Israel i 1948, og understregede, at "en effektiv handling af den israelske regering (...) for at fremskynde overførslen af arabiske indbyggeres indefrosne aktiver (...) vil gøre det muligt at overveje at appellere til den irakiske regering i spørgsmålet om en parallel løsning for de derværende jøders aktiver." [56]

Den amerikanske ambassadørs forslag faldt ikke for døve øren. Ideen om at løse både de palæstinensiske flygtninges knibe og problemet med de jødiske flygtninge fra arabiske lande gennem en udveksling af befolkning, aktiver og land, blev diskuteret i Israel flere gange og i forskellige statslige fora, men kom aldrig videre. [57] Til sidst, efter at forsøg på at redde det jødiske samfunds ejendom i Irak var mislykket, annoncerede udenrigsminister Moshe Sharett i Knesset den 19. marts 1951:

”Ved at indefryse ejendommen tilhørende titusinder af jødiske immigranter til Israel (...) har Iraks regering inviteret til et afregning mellem sig selv og staten Israel. Der eksisterede allerede en aftale mellem os og araberne om kompensation på grund af arabere, der forlod Israels territorium (...). Loven, der nu er vedtaget af Irak med hensyn til jøders ejendom (...), tvang os til at sammenknytte de to regnskaber. Den israelske regering har derfor besluttet at informere de relevante FN-institutioner - og jeg gør hermed dette offentligt - at værdien af jødisk ejendom indefrosset i Irak vil blive taget i betragtning i forhold til den erstatning, vi kan have forpligtet os til at betale arabere, som efterlod ejendom i Israel.” [58]

På det tidspunkt begyndte Israel at registrere jødisk ejendom efterladt i arabiske lande, især i Egypten, Irak, Syrien og Yemen. [59] Men dette omhyggelige arkiveringsarbejde udviklede sig aldrig til et åbent politisk eller juridisk initiativ. [60] Faktisk understregede israelske repræsentanter tilmed ved flere lejligheder, at der ikke var basis for sammenligning mellem jøder fra arabiske lande, især dem fra Irak, og palæstinensiske flygtninge. I et brev sendt til FN's Forsoningskommission i 1951, erklærede generaldirektør i udenrigsministeriet, Walter Eytan, at "de palæstinensiske arabere, der forlod landet og opgav deres ejendom i 1948, sluttede sig sammen med de arabiske nabolande i angrebet på den jødiske stat, med det erklærede mål at ødelægge det jødiske samfund og forhindre oprettelsen af staten. Sagen med de irakiske jøder er helt anderledes: De var ikke involveret i nogen form for aggression mod regeringen eller det irakiske folk." [61]

Det internationale samfund, for sin del, gav gentagne gange udtryk for sin vilje til at give officiel flygtningestatus til de jøder, der var fordrevet fra arabiske lande, og behandle dem i overensstemmelse hermed. [62] I 1957 erklærede FN's flygtningehøjkommissær, August Lindt, at jøderne i Egypten, der er "ude af stand til eller uvillige til at benytte sig af beskyttelsen fra deres nationalitets regering", efter hans mening, falder ind under mandatet for hans embede. [63] Et årti senere, skrev kommissionens ledende juridiske konsulent til Joint Distribution Commitee, at de jøder, der var flygtet fra arabiske lande på grund af forfølgelse fremkaldt af Seksdageskrigen, blev betragtet, angiveligt, som flygtninge. [64] Resolution 242, der blev vedtaget af FN's Sikkerhedsråd i november 1967, erklærede, at en omfattende aftale ville være nødvendig for "at opnå en retfærdig løsning på flygtningeproblemet." [65] Arthur Goldberg, den amerikanske FN-ambassadør på det tidspunkt og en af ophavsmændene til resolutionen, skrev senere, at "dette sprog antageligt henviser til både arabiske og jødiske flygtninge, for noget nær det samme antal af hver forlod deres hjem som følge af de mange krige." [66] Kort før den egyptiske præsident Anwar Sadats historiske besøg Jerusalem, udtrykte den amerikanske præsident Jimmy Carter også for første gang sin holdning til sagen: Den 27. oktober 1977, erklærede Carter, at de jødiske flygtninge "har de samme rettigheder som andre har." [67] Og den 3. juni 2005 erklærede den canadiske premierminister Paul Martin, at "en flygtning er en flygtning, og at situationen for jødiske flygtninge fra arabiske lande skal anerkendes." [68]

Nogle af de stemmer, der opfordrede til anerkendelse af denne uretfærdighed, kom fra den arabiske verden selv. I en artikel offentliggjort i avisen An-Nahar i maj 1975 kritiserede den ledende PLO-funktionær, Sabri Jiryis, skarpt de arabiske stater for at fordrive jøderne "på den hæsligste måde, og efter at have konfiskeret deres ejendele eller taget dem i besiddelse til den laveste pris." Han tilføjede, at "Israel klart vil rejse spørgsmålet i alle seriøse forhandlinger, der fremover vil blive ført om palæstinensernes rettigheder." [69] I en lignende tone, skrev den egyptiske journalist Nabil Sharaf Eldin - i en 2008-klumme offentliggjort i avisen Al-Masry Al-Youm - at "vi skylder vore egyptiske jødiske brødre en historisk undskyldning for den uretfærdighed, vi begik imod dem, ved at have fået et samfund, hvis rødder i Ægypten går tilbage til profeten Musa (Moses) (...) til at forsvinde." [70]

Spørgsmålet om status for de jødiske flygtninge fra arabiske lande opstod igen i sommeren 2000 under Camp David-topmødet med deltagelse af premierminister, Ehud Barak, og formanden for Det Palæstinensiske Selvstyre, Yasser Arafat. Topmødets vært, den amerikanske præsident Bill Clinton, blev af en israelsk interviewer spurgt om sagen med de jødiske flygtninge. "Hvis der er en aftale (...) må der være en form for international fond, oprettet for flygtningene," sagde han til spørgerne, og tilføjede: "Der er, tror jeg, en vis interesse, interessant nok, på begge sider, i også at have en fond, der kompenserer de israelere, som blev gjort til flygtninge af krigen, der fandt sted efter fødslen af staten Israel. Israel er fuld af mennesker, jøder, der levede i overvejende arabiske lande, som kom til Israel, fordi de blev gjort til flygtninge i deres eget land." [71]

Clintons optræden var et udstilling af goodwill; det var de israelske diplomater, der, paradoksalt nok, var mest tilbageholdende. Deres udkast til den permanente løsning erklærede: "Parterne er enige om, at en retfærdig løsning på den israelsk-arabiske konflikt skal afvikle kravene fra jødiske individer og samfund, der forlod de arabiske lande eller dele af Palæstinamandatet som følge af 1948-krigen og dens eftervirkninger." [72] Den forsigtige formulering fjernede i realiteten spørgsmålet om jøder fra arabiske lande fra flygtningeproblemet, og i stedet knyttede det til den fremtidige løsning på den arabisk-israelske konflikt. Men denne position blev også hurtigt opgivet af den jødiske stat med fornyelsen af forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne på Taba-topmødet i januar 2001. Som svar på et palæstinensisk dokument om flygtningespørgsmålet, meddelte Israel: "Selvom spørgsmålet om erstatning til tidligere jødiske flygtninge fra arabiske lande ikke er en del af den bilaterale israelsk-palæstinensiske aftale, så forpligter parterne sig til, som anerkendelse af deres lidelser og tab, at samarbejde om at søge en rimelig og retfærdig løsning på problemet." [73] Men i direkte modsætning til denne erklæring fortsatte Israel med at indvillige i, at de arabiske lande burde kompenseres for de mange år, i hvilke de havde været "værter" for de palæstinensiske flygtninge. Således - i en forbløffende manøvre af selvskabt nederlag - afskar Israel forbindelsen mellem kravene fra jøder fra arabiske lande og enhver fremtidig aftale med palæstinenserne, men tillod den arabiske sides interesser at stå ved magt.

Som det er sket mere end én gang, antog det amerikanske Repræsentanternes Hus en mere høgeagtig holdning til dette emne end Israel selv. Resolution 185, som det vedtog den 1. april 2008, bemærkede, at "det palæstinensiske flygtningespørgsmål har fået betragtelig opmærksomhed af verdens lande, mens spørgsmålet om jødiske flygtninge fra den arabiske og muslimske verden har fået meget ringe opmærksomhed." Repræsentanternes Hus opfordrede den amerikanske præsident til at instruere amerikanske embedsmænd om at bruge deres magt og indflydelse på at sikre, at enhver beslutning om de palæstinensiske flygtninges fremtid "omfatter en tilsvarende udtrykkelig henvisning til løsningen på sagen om de jødiske flygtninge." [74]

To år senere fulgte Israels Knesset trop. Den 22. februar 2010 vedtog det en lov for at beskytte "retten til erstatning for jødiske flygtninge fra arabiske lande og Iran." Loven fastslog, at "som en del af forhandlingerne for at opnå fred i Mellemøsten, skal regeringen rejse spørgsmålet om kompensation til jødiske flygtninge fra arabiske lande og Iran for tabet af ejendom, specielt værdier tilhørende det jødiske samfund i disse lande." [75]

Faktisk har noget ændret sig i Israels holdning. Tidligere havde dets politik været baseret på den antagelse, at begge parter - indenfor for en samlet fredsaftale, der kunne afslutte den arabisk-israelske konflikt - ville fremlægge deres økonomiske krav vedrørende materielle tab, således at de ville opveje hinanden. [76] Men fra interviews med offentlige personer og højtstående embedsmænd ser det ud til, at denne tilgang på det seneste er blevet forladt til fordel for et krav om faktisk kompensation: "Vores holdning på nuværende tidspunkt er, at jøderne fra de arabiske lande skal have penge ved slutningen af processen," siger Aharon Mor, ledende direktør i Afdeling for Tilbagegivelse af Rettigheder og Jødisk Ejendom i Ministeriet for Ældre Borgere. Og ifølge tidligere MK Rafi Eitan, der er formand for Det Nationale Råd for Jødisk Tilbagelevering: "Hvis det i morgen formiddag bliver meddelt, at X milliarder overgives til de palæstinensiske flygtninge, skal det samme beløb også gives til de jødiske flygtninge. Løsningen er at etablere en fælles fond, hvorefter hver side vil fordele pengene." [77]

Tiden vil vise, om denne nye tilgang vil have nogen indvirkning på den officielle politik. En ting er dog sikker: Problemet vil ikke blot gå væk. Før eller senere vil Israels regering blive nødt til at afgøre, hvordan den skal håndtere spørgsmålet om de jødiske flygtninge fra arabiske lande (og deres efterkommere). Men en ændring af politikken - hvor vigtigt det end er - vil dog ikke besvare ét lille irriterende spørgsmål: Hvorfor tog det så lang tid?

Der er ingen enkelt forklaring på, hvorfor de statslige myndigheder i særdeleshed og den israelske offentlighed i almindelighed har været tilbøjelige til at vende det blinde øje til et af de mest smertefulde kapitler i moderne jødisk historie. Fra interviews med centrale embedsmænd i både tidligere og nuværende israelske regeringer, samt fra en gennemgang af en lang række primære og sekundære kilder, bliver det klart, at der faktisk er en række årsager til denne oprørende ligegyldighed. Nogle er forståelige, mens andre er langt vanskeligere at acceptere.

Det første og måske mest retfærdiggørende punkt at nævne, vedrører det tekniske problem med at få fat i de relevante oplysninger. Mange lande, herunder Israel, giver forskere adgang til arkiver og journaler, selv om de tidligere var klassificeret. Sådan er det ikke i den arabiske verden: Vigtige dokumenter og primære kilder vedrørende Den Arabiske Ligas beslutninger og de arabiske staters aktiviteter i 1940'erne og 1950'erne, samt den nøjagtige registrering af personlig og fælles ejendom, er ekstremt vanskelige at komme i besiddelse af - hvis ikke helt utilgængelige.

Men der var også andre, mere principielle motiver til Israels politik på området. For det første - i modsætning til den situation, der stadig hersker på den palæstinensiske side - er der i øjeblikket ikke noget "problem" med jødiske flygtninge fra arabiske lande. Selv om disse jøder oprindeligt blev anset for flygtninge i kølvandet på deres hastige afgang fra deres oprindelseslande, gjorde staten Israel alt for at lette deres byrder, fra at give dem statsborgerskab straks ved ankomsten til omfattende støtte, såsom hjælp til bosættelse og beskæftigelse. Sandt nok bar denne støtte ikke altid den ønskede frugt; statens bestræbelser - ofte klodsede og til tider ydmygende - blev mødt med anklager for diskrimination, der stadig høres i dag fra både indvandrerne og deres børn. Men i modsætning til de arabiske regimer og den palæstinensiske nationale bevægelse, havde den jødiske stat ingen interesse i at forevige flygtningesituationen. [78] Derfor - skønt Israel i begyndelsen af 1950'erne etablerede transitlejre til at huse nye indvandrere midlertidigt - er der i dag ingen jødisk parallel til de palæstinensiske flygtningelejre.

For det andet gjorde de jødiske immigranter selv det yderste for at genopbygge deres liv i deres nye land, selv om mange ankom til Israel i en tilstand af økonomisk og følelsesmæssig ruin. [79] De havde ingen grund til at tro, at de ville modtage nogen form for kompensation [80]: Da Israel manglede diplomatiske forbindelser med de lande, som disse jøder var flygtet fra, var der ingen adressat for deres krav. (Selv Egypten var i dette tilfælde ingen undtagelse. Selvom den israelsk-egyptiske fredsaftale erklærede, at der skulle etableres en "kommissionen til gensidig afvikling af alle økonomiske krav", blev et sådant organ aldrig skabt. [81])

Endnu et motiv til at holde emnet i ro var den legitime bekymring for trivslen af de jøder, der stadig var i de arabiske lande. Sandt nok blev situationen for disse jøder taget op fra tid til anden som et humanitært spørgsmål, primært som følge af den ondartede antisemitisme, der spredtes over hele den arabiske verden i kølvandet på Seksdageskrigen. Men selv da var israelske embedsmænd bekymrede for, at en diskussion af problemet i offentligheden blot ville forværre det. [82]

Forsigtighedsprincippet, som Finansministeriet fulgte, komplicerede kun sagen. I årevis antog embedsmænd, der beskæftigede sig med problemet, at det i sidste ende ville blive løst ved en fremtidig aftale, der ville "afstemme" de økonomiske krav fra både jødiske og palæstinensiske flygtninge. Samtidig frygtede Finansministeriets ledere, at den pågældende palæstinensiske ejendom skulle vise sig at være af større værdi end de jødiske aktiver; ikke mindre bekymrende var muligheden for, at de arabiske regeringers afvisning af at anerkende deres tidligere borgeres krav ville få de jødiske flygtninge til at vende sig mod den israelske regering for at få erstatning. [83]

Udenrigsministeriet havde sine egne forbehold. Den almindelige opfattelse i diplomatiske korridorer var, at Israel, i enhver dialog med en arabisk modpart, først og fremmest skulle fokusere på spørgsmålet om sikkerhed; alt andet var sekundært. Desuden foretrak officielle israelske repræsentanter ikke at rejse spørgsmålet om jødiske flygtninge fra arabiske lande af frygt for, at dette kunne udløse en diskussion af "retten til tilbagevenden". Lad sovende hunde ligge, syntes de at mene, i håbet om, at hvis Israel undlod at nævne flygtninge, ville palæstinenserne gøre det samme. [84] Og ja: med underskrivelsen af Oslo-aftalerne, havde israelske forhandlere det indtryk, at palæstinensernes centrale krav var etableringen af en suveræn stat indenfor 1967-grænserne, og at flygtningenes tilbagevenden til deres præ-1948 ejendom var mindre kritisk. Det er derfor næppe overraskende, at justitsminister Yossi Beilin i 2000 besluttede at fyre Yaakov Meron, som siden 1969 havde ledet den afdeling, der havde til opgave at registrere disse jøders krav. [85]

De israelske forventninger viste sig dog at være uden hold i virkeligheden. Palæstinenserne bragte flygtningespørgsmålet op gentagne gange, i hver runde af forhandlingerne. Spørgsmålet blev også nævnt i saudi-initiativet fra 2002, der i øjeblikket anses for at være den officielle arabiske holdning. [86] Og bare sidste år blev ethvert håb hos visse håbefulde israelere fordrevet, da Saeb Erekat, en af de ledende palæstinensiske forhandlere, gjorde det klart, at "ingen leder vil gå med til at opgive retten til tilbagevenden og udslette den palæstinensiske fortælling." [87]

Disse kendsgerninger til trods, er der måske en dybere - og langt mere foruroligende - grund til, at den israelske diskurs har marginaliseret en af de værste tragedier i jødisk historie. Denne årsag er uløseligt forbundet med de interne modsigelser, der har præget zionismen siden dens begyndelse. Den zionistiske bevægelse søgte, som bekendt, at løse det "jødiske problem" én gang for alle ved at oprette et sikkert tilflugtssted for de forfulgte jøder. Zionismens grundlæggere forstod, at den systematiske undertrykkelse af jøderne gennem historien var resultatet af, at de havde været et svagt mindretal i deres forskellige lande. For at sætte en stopper for denne tingenes tilstand, sigtede zionismen mod at skabe en suveræn politisk enhed, hvor jøderne var herrer over deres egen skæbne uden at være afhængige af andre nationers velvilje.

Men på trods af dette utilslørede motiv, foretrak zionismen at udtrykke sin vision som "forløsning", en "tilbagevenden til landet" eller "fornyelse af fortidig herlighed". [88] Ønsket om at give det zionistiske projekt et stærkt og stolt udtryk, førte uundgåeligt til en neddæmpning af den mest oplagte historiske begrundelse for oprettelsen af staten Israel: det jødiske folks lidelser gennem generationerne. At indrømme et sådant motiv blev set som et tegn på svaghed, på ynkelighed; det er således kun hentydet til i Israels Uafhængighedserklæring, og selv da, kun i forhold til Holocaust. [89]

Lejlighedsvise offentlige debatter om jøderne fra arabiske lande genlyder af denne interne modsigelse. Mens nogle af disse jøder og deres efterkommere har insisteret på deres rettigheder og tilmed defineret sig selv som tidligere flygtninge, [90] har andre været heftigt imod en sådan holdning. I 1975, da Mordechai Ben-Porat, et irakisk-født medlem af Knesset, insisterede på at diskutere spørgsmålet om "de legitime rettigheder af jøder, der blev tvunget til at forlade arabiske lande," blev hans tale afbrudt af partifællen og den irakisk fødte, Haviv Shimoni, som hævdede, at "jøderne ikke var flygtninge. De kom af egen fri vilje." [91]

I en anden debat, der fandt sted i Knesset i 1987, kredsede et lignende argument om definitionen af begrebet "flygtning". Denne gang begyndte den med en underforstået beskyldning om, at Ashkenazi-jøder kun anvender denne nedsættende titel om Sefardi-jøder, mens de definerer sig selv som "zionistiske pionerer". I den ophedede diskussion, der fulgte, spekulerede den irakisk-fødte MK Ran Cohen:

"Er vi flygtninge? Jeg føler mig ikke som en flygtning (...). Kan nogen sige, at vi, jøder fra arabiske lande, kun kom her som et resultat af negative faktorer, og at zionismens kraft, dette lands tiltrækning og tanken om forløsning, ikke spillede nogen rolle for os ...?"

MK David Magen:

"I henhold til international ret er de jøder, der nødlidende og fattige undslap de arabiske lande, flygtninge."

Cohen:

"Gælder det også indvandringen fra Polen?"

---

MK Eliahu Ben Elissar:

"En person, der kommer som en pioner, er ikke en flygtning (...). Flygtningestatus har en definition - en flygtning er en person, der er blevet fordrevet efter ondsindede aktiviteter og forfølgelse (...) det er på ingen måde en skændsel. Der er jødiske flygtninge fra Polen, og der er jødiske flygtninge fra Marokko (...). Vi skal under ingen omstændigheder forholde os til flygtningestatus som noget, der er pinligt, skamfuldt." [92]

Cohens bemærkninger er et slående eksempel på fortællingen om "suverænitet", som har svært ved at opfatte de lidelser og tab, der ansporede så mange jøder til at forlade diasporaen, som et passende "zionistisk" motiv. Og fordelene ved denne fortælling er indlysende: En flygtningeideologi har tendens til at skabe frustration og bitterhed blandt dem, der klynger sig til den; desuden er den ofte selvforstærkende. Man behøver blot iagttage den offermentalitet, som det palæstinensiske samfund stadig vælter sig i, for at forstå skaden, den kan forårsage.

Men samtidig vil en insisteren på at ignorere den frygt og desperation, der fik så mange jøder til at lægge deres hjem bag sig og flytte til helt fremmede omgivelser, ikke alene tilsløre en af de drivende kræfter bag den zionistiske revolution. Den vil også omskrive historien. Sandt nok immigrerede nogle jøder fra arabiske lande til Israel selv før situationen hjemme blev så dramatisk forværret, ligesom nogle jøder utvivlsomt ville være kommet, selvom livet i deres hjemlande ikke var blevet uudholdeligt. Men der er ingen tvivl om, at det store flertal af jøder, der valgte at flygte fra diasporaen, fra arabiske lande eller andre steder fra, gjorde det, fordi de blev udsat for alvorlig forfølgelse og diskrimination dér. I sidste ende - med undtagelse af jøder fra vestlige demokratier som USA, Canada eller Storbritannien (og i faldende grad i dag, Frankrig) - er broderparten af både sefardi- og ashkenazi-jøder i Israel enten flygtninge eller disses efterkommere. Og denne definition gælder, hvad enten de immigrerede til Israel efter en pogrom i Kishinev eller i Bagdad.

Heldigvis har der på det seneste været tegn på forandring i Israels tilgang til den katastrofe, der ramte jøderne i den arabiske verden. Måske det mest synlige skifte, er statens nye holdning til den erstatning, som disse jøder har ret til for den betydelige ejendom, de efterlod. Tabet af ejendom, hvor ødelæggende det end var, er kun en lille del af en meget større historie, nemlig den om en århundreder gammel diaspora, som blev fuldstændig tilintetgjort af den beslutsomme og voldelige arabiske modstand mod zionismen. Ja, jøderne, forfulgte og ydmygede af både de arabiske myndigheder og deres muslimske naboer, fandt et nyt hjem i Israel. Men et knust liv kan ofte være vanskeligt at stykke sammen igen. Det faktum, at deres stemme ikke er blevet hørt, og deres historier ikke fortalt, har bestemt ikke hjulpet til at lindre deres smerte.

De arabiske stater - der bærer ansvaret både for at ødelægge de jødiske samfund i deres forskellige lande og for at skabe det palæstinensiske flygtningeproblem (der opstod som et direkte resultat af deres afvisning af 1947-delingsplanen) - ikke alene nægter at anerkende den rolle, de selv spiller i disse tragedier, men fortsætter også med at dyrke en fiktiv skildring af Israel som et kolonialt projekt, der i bund og grund er fremmed for den region, hvori det er placeret. Derved har den arabiske verden føjet spot til skade: Efter at have forstødt jøderne, der havde levet i mange hundrede år i deres midte, fordømmer de nu jøderne som angribere. Det er nok ikke tilfældigt, at den amerikanske journalist (af libanesisk oprindelse), Helen Thomas, for nylig opfordrede jøderne til at "komme ud af Palæstina i en helvedes fart", og tage tilbage til "Polen, Tyskland og Amerika" [93] - og NB ikke til Irak eller Egypten. Thomas er tilsyneladende uvidende om, at millioner af israelere nedstammede fra jøder, der var født og opvokset i Mellemøsten og Maghreb. Hvor præcist skal disse jøder tage tilbage til?

Den måske mest kraftfulde reaktion på disse forvrængninger blev formuleret af den tunesisk fødte jødiske forfatter og tænker, Albert Memmi, under et symposium i Frankrig den 24. november 1973. I diskussionen, som involverede fremtrædende intellektuelle og journalister samt Libyens hersker, Muammar Gaddafi, foreslog sidstnævnte, at jøderne vendte tilbage til hans land. Memmi udfordrede ham med en lang række spørgsmål, som alle tjente til at tilbagevise den almindelig misforståelse - der stadig hersker i dag - om det gode naboskab, der angiveligt eksisterede mellem jøder og muslimer, før zionismens indgreb. "Er det sandt, at du har sagt, at jøderne altid har levet i fred i de arabiske lande? Og at du ikke har noget imod jøder, kun zionisterne?" spurgte han og tilføjede:

"Kan det tænkes, at du seriøst tror på den myte - bevidst opfundet for at berolige vesterlændinge - at jøderne levede idylliske liv i de arabiske lande? (...) Sandheden er, at vi levede et frygtens og fornedrelsens liv i de arabiske lande. Jeg vil ikke her bruge tid på at recitere et andet litani, nemlig om de massakrer, der gik forud for zionismen, men jeg kan gøre det tilgængeligt for dig, når som helst du ønsker det. Sandheden er, at disse unge jøder fra de arabiske lande var zionister før Auschwitz. Staten Israel er ikke et resultat af Auschwitz, men af det jødiske samfunds forlegenhed som helhed, herunder dets forlegenhed i de arabiske lande." [94]

Som Memmi påpeger, er tragedien for jøderne fra de arabiske lande en uadskillelig del af den zionistiske historie, og de lidelser, der var deres lod i mange hundrede år - og endnu mere i løbet af de seneste syv årtier - giver ubestridelig moralsk gyldighed til eksistensen af den jødiske stat. Tiden er for længst inde til, at denne jødiske stat forkynder så meget for verden.

Noter

[1] Dette vidnesbyrd, citeret anonymt af hensyn til privatlivets fred, opbevares i dag i Ministeriet for Ældre Borgere. Jeg takker Aharon Mor, ledende direktør i Afdeling for Tilbagegivelse af Rettigheder og Jødisk Ejendom i ministeriet, og Orly Rahimiyan, afdelingens rådgiver vedrørende forskning og dokumentation af rettighederne for jøder fra arabiske lande og Iran, for at have givet mig mulighed for at studere disse dokumenter.

[2] Vidnesbyrdet findes i Yaakov Meron, “The Explosion in the Karaite Jewish Quarter in Cairo on June 19, 1948,” Pe’amim 70 (Winter 1997), p. 154 [Hebraisk].

[3] En bemærkelsesværdig undtagelse er journalist Ben-Dror Yemini, der viede et langt polemisk essay til emnet. Se Ben-Dror Yemini, “The Jewish Nakba: Expulsions, Massacres, and Forced Conversions,” Maariv, May 16, 2009 [Hebraisk]. En engelsk udgave af dette essay kan findes på MidEastTruth.com

[4] Denne konklusion bygger på en undersøgelse ved hjælp af søgemaskinerne på alle seks israelske universiteters biblioteker. For doktorafhandlingen, se Arye Cohen, “Jews of Syria and Lebanon: Their State and the Struggle to Save Them, 1930-2000” (Ph.D. diss., University of Haifa, 2003) [Hebraisk].

[5] Fire partiers programmer omtaler det "palæstinensiske flygtningeproblem." To andres, dem af Meretz og Balad, omtaler "flygtningeproblemet".

[6] I denne sammenhæng er det alligevel værd at nævne to organisationer, der er engageret i energisk offentlig aktivitet om emnet: Justice for Jews from Arab Countries (JJAC), grundlagt i 2002, og World Organization of Jews from Arab Countries (WOJAC), oprettet i 1975 med det mål at "gøre verden bevidst om skæbnen for cirka en million jøder fra arabiske lande og muslimske stater, der blev tvunget til at flygte som resultat af en politik om forfølgelse, indespærring og pogromer både på grund af deres jødiskhed og på grund af etableringen af ​​staten Israel." WOJAC, som søger at hævde rettighederne for disse jøder, har iværksat en række internationale kongresser om emnet. Se den detaljerede og værdifulde information på organisationens hjemmeside, [Hebraisk].

[7] Der findes forskellige skøn over det præcise antal. Under et møde, afsat til jøderne fra arabiske lande, ved Herzliya-konferencen i februar 2009, anslog lederen af Yad Ben-Zvi, Zvi Zameret, at der før etableringen af staten Israel var 135.000 jøder i Irak, 65.000 i Egypten, 30.000 i Syrien, 7.000 i Libanon, 7.500 i Aden, 35.000 i Libyen, 50.000 i Tunesien og 250.000 i Marokko. Se Zvi Zameret: “Jewish Refugees from Arab Countries and Other Muslim Lands,” foredrag på Herzliya-konferencen, den 3. februar, 2009 www.justiceforjews.com/paper2.pdf [hebraisk]. Til disse tal, kan tilføjes 50.000 jøder i Yemen og 150.000 i Algeriet, ifølge vurderingen af Ya'akov Meron, rådgiver i forbindelse med Lov om Arabiske Lande i Justitsministeriet, i en skrivelse til vice-justitsministeren den 1. august, 1974. Se “Registry of Jewish Property in Arab Lands,” statistisk tillæg, Israels Statsarkiver 43/6693/8-ג. JJAC-organisationen vurderer, at antallet af jøder, der levede i arabiske lande i 1948, var 856.000. Se “The Displacement of Jews from Arab Countries: 1948-2005," www.justiceforjews.com/pop_chart.pdf.

[8] Et vigtigt værk om emnet blev for nylig udgivet af den britiske historiker Martin Gilbert. Se Martin Gilbert, In Ishmael’s House: A History of Jews in Muslim Lands (New Haven: Yale, 2010).

[9] Norman A. Stillman, The Jews of Arab Lands: A History and Source Book (Philadelphia: Jewish Publication Society, 1979), p. 108.

[10] Bernard Lewis, The Jews of Islam (Princeton: Princeton, 1987), p. 33.

[11] Om dhimmi-status, se Philippe Fargues, “Demographic Islamization: Non-Muslim Minorities in Muslim Countries,” SAIS Review 21:2 (Summer-Fall 2001), pp. 103-116; P. R. Kumaraswamy, “Islam and Minorities: Need for a Liberal Framework,” Mediterranean Quarterly 18:3 (Summer 2007), pp. 94-109; Maurice M. Roumani, “The Silent Refugees: Jews from Arab Countries,” Mediterranean Quarterly 14:3 (Summer 2003), pp. 41-77; Daniel J. Schroeter and Joseph Chetrit, “Emancipation and Its Discontents: Jews at the Formative Period of Colonial Rule in Morocco,” Jewish Social Studies 13:1 (Fall 2006), pp. 170-206.

[12] Reuven Kashani, “Jews of Arab Lands: Truth and Legend,” Kivunim 5 (Fall 1979), pp. 139-140 [Hebraisk].

[13] Kashani, “Jews of Arab Lands,” p. 144.

[14] David Sitton, Spanish and Eastern Jewish Communities of the World in Our Time (Jerusalem: Council of the Sephardi Community, 1974), p. 12 [Hebraisk].

[15] Se Walter Joseph Fischel, “The Jews in Medieval Iran (Sixteenth to Eighteenth Centuries): Political, Economic, and Communal Aspects,” Pe’amim 6 (1980), pp. 5-31 [Hebraisk].

[16] David Menashri, “The Jews of Iran: Between the Pahlavi Monarchy and the Islamic Republic,” i Haim Saadon, red., Jewish Communities in the East in the Nineteenth and Twentieth Centuries: Iran (Jerusalem: Yad Ben-Zvi, 2006), pp. 56-57 [Hebraisk].

[17] Zameret, “Jewish Refugees from Arab Countries,” p. 1.

[18] United Nations, Official Records of the Second Session of the General Assembly, Ad Hoc Committee on the Palestinian Question, summary records of meeting, 25 September - 25 November 1947, Lake Success, N.Y., p. 185. Citeret i Ya’akov Meron, “The Expulsion of the Jews from the Arab Countries: The Palestinians’ Attitude Towards It and Their Claims,” i Malka Hillel Shulewitz, red., The Forgotten Millions: The Modern Jewish Exodus from Arab Lands (London: Continuum, 1999), p. 84.

[19] Om Farhud, se Esther Meir-Glitzenstein, “The Baghdad Pogrom: June 1-2, 1941,” Pe’amim 8 (1981), pp. 21-37 [Hebraisk]; Nissim Kazzaz, “Report of the Governmental Commission of Inquiry on the Events of June 1-2, 1941,” Pe’amim 8 (1981), pp. 46-59 [Hebraisk]; “Documents on the Baghdad Pogrom and the Response of the Yishuv in Palestine,” Pe’amim 8 (1981), pp. 60-91 [Hebraisk].

[20] I denne sammenhæng, se Itamar Levin, Locked Doors: The Seizure of Jewish Property in Arab Countries (Tel Aviv: Ministry of Defense, 2001), pp. 49-62 [Hebraisk]; Dafna Zimhoni, “The Government of Iraq and the Mass Aliya of Jews to Israel,” Pe’amim 39 (1989), pp. 66-68 [Hebraisk].

[21] Government of Israel Intelligence Services, Government Press Office report, October 23, 1949, Israels Statsarkiver 130/2451/11-חצ [Hebraisk].

[22] Om Shafiq Ades-affæren, se, blandt andre, Nissim Kazzaz, “The Jews in Their Surroundings,” i Haim Saadon, red., Jewish Communities in the East in the Nineteenth and Twentieth Centuries: Iraq (Jerusalem: Ministry of Education and Yad Ben-Zvi, 2002), p. 26 [Hebraisk]; Yossi Alfi, “Making a Joke of History,” Ynet, May 21, 2008, www.ynet.co.il/articles/0,7340,L-3545179,00.html [Hebraisk]. Om det amerikanske udenrigsministeriums indgriben i sagen, se brevet skrevet af Eliyahu Eilat (Epstein) til Moshe Shertok (Sharett) den 25. september 1948, Israels Statsarkiver 130/2451/11-חצ [Hebraisk].

[23] Om perioden mellem marts 1950 og marts 1951, i hvilken næsten alle jøderne forlod Irak, se Esther Meir-Glitzenstein: “The Riddle of the Mass Emigration from Iraq: Causes, Circumstances, and Consequences,” Pe’amim 71 (Spring 1997), pp. 25-54 [Hebraisk].

[24] Udenrigsministeriet til Israels repræsentanter rundt omkring i verden: “The State of the Jews in Arab Countries,” 14. september 1967, Israels Statsarkiver 93/1396/20-חצ [Hebraisk].

[25] Gilbert, In Ishmael’s House, pp. 295-296. Se også WOJAC's hjemmeside: www.forgotten-million.co.il/iraq1-.html [Hebraisk]. Hjemmesiden bringer også det detaljerede vidnesbyrd af Salima Gabai, hustru til Fouad Gabai, én af de jøder, der blev falsk anklaget og hængt. Se www.forgotten-million.co.il/eduyot/iraq/gabay_salima.html [Hebraisk].

[26] Yaron Harel, “Demography,” i Yaron Hared, red., Jewish Communities in the East in the Nineteenth and Twentieth Centuries: Syria (Jerusalem: Ministry of Education and Yad Ben-Zvi, 2009), p. 30 [Hebraisk].

[27] Gilbert, In Ishmael’s House, pp. 211-212.

[28] Michael M. Laskier, “In the Shadow of the Arab-Israeli Conflict and Arab Nationalism: Muslim-Jewish Relations in Syria, 1948-1970,” Pe’amim 66 (Winter 1996), p. 77 [Hebraisk].

[29] Laskier, “In the Shadow,” pp. 77-78.

[30] Meron, “Expulsion of the Jews,” pp. 34-35.

[31] Laskier, “In the Shadow,” p. 83.

[32] Gilbert, In Ishmael’s House, pp. 303-304; Meron, “Expulsion of the Jews,” p. 50.

[33] Om dette emne, se Reuven Aharoni, The Jews of Aden: The Community That Was (Tel Aviv: Afikim, 1991), pp. 333-342 [Hebraisk]; Haim Saadon, “‘The Palestinian Element’ in Violent Eruptions Between Jews and Muslims in Muslim Countries,” Pe’amim 63 (Spring 1995), pp. 94-95 [Hebraisk]. Om det jødiske samfund i Yemen, se også WOJAC's hjemmeside, www.forgotten-million.co.il/teman-.html [Hebraisk].

[34] Gilbert, In Ishmael’s House, p. 232; Haim Saadon, “Longing for Zion and Immigration,” i Haim Saadon, red., Jewish Communities in the East in the Nineteenth and Twentieth Centuries: Yemen (Jerusalem: Ministry of Education and Yad Ben-Zvi, 2002), p. 122 [Hebraisk].

[35] I denne sammenhæng, se Dov Levitan, “‘On Wings of Eagles’: The Immigration from Yemen and from Aden,” i Haim Saadon, red., Open and Secret: The Great Waves of Immigration from Muslim Countries (1948-1967) (Jerusalem: Ministry of Education and Yad Ben-Zvi, 2000), pp. 31-42 [Hebraisk].

[36] Yderligere oplysninger om situationen for de sidste af Yemens jøder er tilgængelig i den fascinerende artikel af journalisten Boaz Bismuth, der besøgte landet i marts 2010. Se Boaz Bismuth, “Get Us Out of Here,” Israel Hayom, March 29, 2010 [Hebraisk].

[37] “Three Days of Pogroms for Egyptian Jewry,” Davar, November 4, 1945 [Hebraisk].

[38] Kashani, “Jews of Arab Lands,” p. 144.

[39] Haggai Erlich, “Egypt and Its Jews,” i Nahem Ilan, red., Jewish Communities in the East in the Nineteenth and Twentieth Centuries: Egypt (Jerusalem: Ministry of Education and Yad Ben-Zvi, 2008), p. 22 [Hebraisk].

[40] Zameret, “Jewish Refugees from Arab Countries,” p. 3.

[41] Gilbert, In Ishmael’s House, pp. 226-227.

[42] Saadon, “Palestinian Element,” p. 92.

[43] Citeret i Benny Morris, 1948: A History of the First Arab-Israeli War (New Haven: Yale, 2009), p. 413.

[44] For mere om tusmørke-perioden for det jødiske samfund i Egypten, se Gurdun Krämer, “Zionism in Egypt, 1917-1948,” Pe’amim 16 (1983), pp. 107-127 [Hebraisk]; Robert L. Tignor, “The Egyptian Jewish Community and Zionism,” Pe’amim 16 (1983), pp. 29-106 [Hebraisk]; Adi Schwartz, “This Was Their Home,” Haaretz, December 28, 2007 [Hebraisk].

[45] Meron, “Expulsion of the Jews,” p. 36; for optegnelserne om Egyptens jøder mellem 1951 og 1969, se Gilbert, In Ishmael’s House, pp. 251-264.

[46] Gilbert, In Ishmael’s House, pp. 288-292.

[47] Se Yaacov Hagag-Liluf, “The Pogroms in Libya (1945, 1948, 1967): Background, Process, Results, and Reactions,” World Organization of Libyan Jews, www.livluv.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/226Riots1945.pdf [Hebraisk].

[48] Se Yaacov Hagag-Liluf, “Immigration and Demography of Libyan Jews,” World Organization of Libyan Jews, www.livluv.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/224DemographyOfLibyanJews.pdf [Hebraisk].

[49] Se Gilbert, In Ishmael’s House, pp. 272-274, 283-286; Yaacov Hagag-Liluf, “The Jews in the Era of Independent Libya,” World Organization of Libyan Jews, www.livluv.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/225JewsInIndependentLibia.pdf [Hebraisk].

[50] Saadon, “Palestinian Element,” pp. 105-115.

[51] Yaron Tsur, “Jews in the Colonial Era,” i Haim Saadon, red., Jewish Communities in the East in the Nineteenth and Twentieth Centuries: Morocco (Jerusalem: Ministry of Education and Yad Ben-Zvi, 2003), p. 75 [Hebraisk].

[52] Haim Saadon, “The Immigration of the Jews of Morocco: Stages and Characteristics,” i Jewish Communities: Morocco, p. 119 [Hebraisk].

[53] Om jøderne fra Marokko se, blandt andre, Agnes Bensimon, Hassan II and the Jews: The Story of the Clandestine Immigration from Morocco (Paris: Seuil, 1991) [French]; Uziel Hazan, In a Nutshell: A Play in Three Acts (Jerusalem: Ben-Zvi Institute, 1998) [Hebraisk]; Shmuel Segev, Operation Yechin: The Clandestine Immigration of Moroccan Jewry to Israel (Tel Aviv: Ministry of Defense, 1984) [Hebraisk].

[54] Morris, 1948, pp. 414-415.

[55] Zimhoni, “Government of Iraq,” p. 68. Det er interessant at bemærke, at den tidligere amerikanske præsident Herbert Hoover - endnu tidligere, den 21. januar 1949, i et brev til præsident Harry Truman - rådede sidstævnte til at investere snesevis af millioner af dollars i genbosættelsen af 500.000 palæstinensiske flygtninge i Irak (et forslag, der intet havde at gøre med de jøder, der på det tidspunkt levede dér). Fire dage senere svarede Truman, at han "arbejdede på netop sådan en plan." Se The Truman Library, https://www.trumanlibrary.org/hoover/internaltemplate.php?tldate=1949-01-21&groupid=5195&collectionid=hoover,
såvel som
https://www.trumanlibrary.org/hoover/internaltemplate.php?tldate=1949-01-25&groupid=5249&collectionid=hoover.

[56] Den amerikanske regerings svar på brevet fra den israelske regering i spørgsmålet om indefrysning af jøders aktiver i Irak, 1. maj 1951, Israels Statsarkiver 130/2451/11-חצ.

[57] Som svar på forslaget om at udveksle landområder udenfor statens grænser med lokale ejendomme tilhørende fraværende palæstinensere, skrev Beskytter af Fraværendes Aktiver [Guardian of Absentee Assets - en israelsk kommission med opgave at vogte over fraværende (flygtede) palæstinenseres ejendom, o.a.] til finansministeren: "Det er juridisk umuligt at arrangere en udveksling af fraværendes land under vores jurisdiktion, med jødisk land, som ikke ligger indenfor grænserne af staten Israel," 24. februar 1950, Israels Statsarkiver 130/2402/16-חצ [Hebraisk]. I 1952 undersøgte Udenrigsministeriet muligheden for at udveksle ejendom tilhørende arabere, der ønskede at emigrere fra Israel, med ejendom tilhørende ​​jøder i Libyen. Se “An Integrated Proposal for Settling Arab Refugees in Libya, Recovering Jewish Property, and Emigration of Arabs from Israel to Libya,” 31. marts 1952, Israels Statsarkiver 130/2402/6-חצ [Hebraisk].

[58] Citeret i Levin, Locked Doors, p. 302.

[59] Registreringskontoret var sammensat af Finansministeriets registrator af udenlandske fordringer (1951-1956), Den Offentlige Komité til Registrering af Egyptiske Indvandreres Krav (1957-1959), og Den Offentlige Komité til Registrering af Irakiske Indvandreres Krav (1956-1958). I september 1969 etablerede Justitsministeriet en afdeling til at registrere krav fra jøder fra arabiske lande (se Regeringsbeslutning 34, 28. september 1969). Frem til august 1974 havde alle regeringsorganerne indsamlet 3.210 krav til Egypten, 4.852 til Irak, 150 til Syrien, 43 til Yemen, 18 til Saudi-Arabien, 82 til Libanon og 48 til Jordan. Se “Registry of Jewish Property in Arab Lands,” Israels Statsarkiver 43/6693/8-ג. I dag håndteres alle sådanne krav af Ministeriet for Ældre Borgere.

[60] I august 1957, for eksempel, som forberedelse til FN's Generalforsamlings diskussion senere samme år, sagde Israels senere USA-ambassadør Avraham Herman: "På det seneste har vi næsten ikke fremsat offentlige erklæringer om vore erstatningskrav, dvs. krav fra de flygtninge, vi har absorberet. Det er en kendsgerning, at landet i det forløbne år har absorberet mindst 12.000 flygtninge fra Egypten, hvis krav om erstatning er mange og store." Se protokollen for høringer i Udenrigsministeriet forud for FN-forsamlingen den 25. august 1957, Israels Statsarkiver 130/4315/8-חצ. Fem år senere instruerede finansminister Levi Eshkol sit personale om "at forberede materiale" om den efterladte ejendom tilhørende jøder fra arabiske lande. Se referatet af høringen i finansministerens kontor angående spørgsmålet om erstatning til flygtninge og modkrav, 27. august 1962, Israels Statsarkiver 130/4315/10-חצ.

[61] Generaldirektør i udenrigsministeriet, Walter Eytan, til FN's Forsoningskommission den 29. marts 1951, Israels Statsarkiver 130/2451 / 11 חצ.

[62] De omstændigheder, under hvilke disse jøder blev tvunget til at forlade deres bopæl, var i overensstemmelse med definitionen af ​​"flygtning" i henhold til FN-konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling (Flygtningekonventionen). Konventionen definerer en "flygtning" som en person, der befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, "som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser (...), og som ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt ikke ønsker - at vende tilbage dertil." (Flygtningekonventionen, Kapitel I, Artikel 1, A. (2)). Se https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=71110.

[63] Michael M. Laskier, “Egyptian Jewry Under the Nasser Regime, 1956-1970,” Middle Eastern Studies 31:3 (July 1995), pp. 573-619.

[64] Dr. E. Jahn, Office of the UN High Commissioner, United Nations High Commissioner for Refugees, document no. 7/2/3/Libya, July 6, 1967.

[65] For resolutionens fulde tekst, se FN's hjemmeside: http://www.securitycouncilreport.org/atf/cf/%7B65BFCF9B-6D27-4E9C-8CD3-CF6E4FF96FF9%7D/IP%20S%20RES%20242.pdf.

[66] Arthur J. Goldberg, “Resolution 242 After Twenty Years,” i National Committee on American Foreign Policy Report, U.N. Resolution 242: Origin, Meaning, and Significance, April 2002, http://www.mefacts.com/cached.asp?x_id=10159.

[67] Gilbert, In Ishmael’s House, p. 327.

[68] Carters udtalelser på et pressemøde den 27. oktober, 1977, www.presidency.ucsb.edu/ws/index.php?pid=6849#axzz1PnrIrr8y. Citeret i Gilbert, In Ishmael’s House, pp. 329-330.

[69] Citeret i Meron, “Expulsion of the Jews,” p. 38.

[70] Nabil Sharaf Eldin, “Jews of Our Country,” overs. Bruriah Horowitz, Ruah Mizrahit 8 (December 2008), p. 30 [Hebraisk].

[71] For udskrift af interviewet, se www.state.gov/www/regions/nea/000727_clinton_tv.html.

[72] “Israeli Draft of the Framework Agreement on Permanent Status (appendix 1),” i Rex Brynen, The Past as Prelude? Negotiating the Palestinian Refugee Issue, briefing paper for Chatham House, p. 13, www.chathamhouse.org.uk/files/11721_0608palrefugees_brynen.pdf.

[73] “Israel’s Private Response to Palestinian Refugee Paper of 22 January, Taba, 23 January 2001 (Draft 2),” i Brynen, Past as Prelude? appendix 5, p. 17.

[74] Se H.R. Res.185, 110th Cong., 1st sess., www.opencongress.org/bill/110-hr185/text.

[75] Udgivet i Records: Book of Laws 2232, March 3, 2010, pp. 406-407, www.knesset.gov.il/Laws/Data/law/2232/2232.pdf [Hebraisk]. MK Nissim Zeevs lovforslag og en forklaring kan ses i Records: Bills of the Knesset 302, January 25, 2010, p. 92, www.knesset.gov.il/Laws/Data/BillKnesset/302/302.pdf [Hebraisk].

[76] Denne politik er basis for sociolog Yehouda Shenhavs konspirationsteori, ifølge hvilken Staten Israel udnyttede Iraks konfiskation af jødisk ejendom for at undgå at betale kompensation til de palæstinensiske flygtninge. Men det er uklart, ifølge Shenhav, hvad Israel skulle have gjort: Kompensere de irakiske jøder med israelske skatteydernes penge? Kompensere de fraværende palæstinenserne i en samlet fredsaftale? Shenhav påkalder ofte den populære anti-zionistiske påstand, at "man, når man søger rødderne til fjendskabet mellem jøder fra muslimske lande og araberne," bør undersøge "den måde, hvorpå den zionistiske bevægelse og Staten Israel tjente som en fremmedgørende agent." Af en eller anden grund, end ikke nævner han volden begået mod jøderne i Irak. Se Yehouda Shenhav: “The Theft of Baghdad,” Haaretz, April 10, 1998 [Hebraisk]; se også svaret fra Shlomo Hillel: “The Perfect Distortion,” Haaretz, April 29, 1998 [Hebraisk].

[77] Interview med Aharon Mor, tidligere tjenestemand i Finansministeriet i spørgsmål om ejendom tilhørende​​ jøder fra arabiske lande, august 2010; interview med Rafi Eitan, formand for Det Nationale Råd for Jødisk Tilbagelevering, juli 2010.

[78] Om beslutningen om ikke at rehabilitere de palæstinensiske flygtninge og den problematiske funktion af FN's Hjælpeorganisation for Palæstina-flygtninge i Mellemøsten (UNRWA), se for eksempel, Adi Schwartz: “We Are to Blame,” Israel Hayom, November 5, 2010 [Hebraisk].

[79] Historien om familien Yedid (i dag Aharoni) fra Cairo er et af mange eksempler. Familien blev tvunget til at forlade Egypten i 1949; dens forretning blev eksproprieret og overført til muslimske hænder og dens bankkonti blev beslaglagt; familiefaderen fik hjertestop og hans bror døde af hjertesvigt; en af ​​kvinderne i familien, der var oppe i årene, nægtede at forlade Egypten, og da hun forstod, at hun ikke kunne blive, kastede hun sig ned ad trappen og døde øjeblikkeligt. Se Schwartz: "This Was Their Home."

[80] Ministeriet for Ældre Borgere har i øjeblikket 12.000 fordringer; interview med Aharon Mor.

[81] “Peace Treaty Between Israel and Egypt,” art. 8, Udenrigsministeriets hjemmeside: http://www.mfa.gov.il/mfa/foreignpolicy/peace/guide/pages/israel-egypt%20peace%20treaty.aspx.

[82] I august 1974 skrev juridisk rådgiver om arabiske lande, Ya'akov Meron, til vicejustitsministeren, at de, der forlod Syrien og Yemen, sjældent indgav ejendomskrav, og at "fra vores ende, pressede vi ikke på med registrering af sager vedrørende Syrien, af hensyn til de overlevende dér." Se “Registry of Jewish Property in Arab Lands,” Israels Statsarkiver 43/6693/8-ג [Hebraisk]. To år tidligere skrev Shmuel Divon fra udenrigsministeriet i et brev til udenrigsminister Abba Eban, at "Myndighederne i Irak forhindrer frigivelsen [af jøderne] (...) og det er også i vores interesse at fortsætte den linje, vi indtil nu har fulgt, med at undgå både offentliggørelse af afgangen og kritik af Irak i jødisk sammenhæng." Se “Jews of Iraq and Syria,” February 7, 1972, Israels Statsarkiver 43/6693/8-ג [Hebraisk].

[83] Interview med Aharon Mor. Bevis for dette blev leveret ved et regeringsmøde allerede i marts 1951, i hvilket MK Bechor-Shalom Sheetrit fremsatte de irakiske jøders krav om den ejendom, som de palæstinensiske flygtninge havde efterladt i Israel. "Der er ingen tvivl om, at deres krav vedrørende den arabiske ejendom i Israel, har basis," sagde Sheetrit. "Deres situation er et resultat af oprettelsen af ​​staten Israel, og vi må tænke på en måde at kompensere (...) ellers kan de med rette hævde: Havde det ikke været for staten Israel, kunne vi have levet dér i flere hundrede år som frie mennesker, hvor vi arbejdede i handel og håndværk, og samlede rigdomme og ejendom." Finansminister Eliezer Kaplan svarede ham: "[Vi bør] undgå at sige: 'I virkeligheden kunne jøderne have siddet fredeligt i Irak, men staten Israel tvang dem til at forlade deres land,' som om de kun er ofre for staten Israel. (...) Faktisk er det muligt at gå videre og sige, at staten Israel skylder erstatning til hver eneste person, der kommer til Israel." Protokol fra regeringsmøde 5711, møde 35, 311, 15. marts 1951 [Hebraisk].

[84] Interview med Aharon Mor; interview med Zvi Gabay, tidligere ambassadør og vicegeneraldirektør i udenrigsministeriet, august 2010; interview med en kilde, der ønsker at være anonym, august 2010.

[85] Interview med Jean-Claude Nidam, rådgiver om arabisk ret i justitsministeriet, oktober 2010.

[86] “Arab Peace Initiative, Beirut, 28 March 2002,” i Brynen, Past as Prelude?, appendix 7, p. 20.

[87] Saeb Erekat, “It’s Time You Chose: Occupation or Settlement,” Ynet, November 3, 2010, www.ynet.co.il/articles/0,7340,L-3979142,00.html [Hebraisk].

[88] I forordet til en af den zionistiske bevægelses skelsættende tekster, Den jødiske stat, skriver Theodor Herzl, at "ideen, som jeg udvikler i denne pamflet, er ældgammel: Oprettelsen af en jødisk stat." Men da han forklarer, hvorfor han fandt det formålstjenligt at genoplive denne idé, skriver han: "Det afgørende er den drivende kraft. Hvad er denne kraft? Jødernes lidelse." Theodor Herzl, The Jewish State, overs. Harry Zohn (New York: Herzl, 1970), pp. 27-28.

[89] Se på Knessets hjemmeside: “The Declaration of the Establishment of the State of Israel,” http://www.knesset.gov.il/docs/eng/megilat_eng.htm.

[90] Se f.eks. artiklen af viceudenrigsminister Danny Ayalon: “I Am a Refugee,” Jerusalem Post, 1. september 2010.

[91] Dagsordensforslag 901, møde 128 i det 8. Knesset, 1. januar 1975 [Hebraisk].

[92] Dagsordensforslag: “Kravene fra jøder fra arabiske lande og deres legitime rettigheder," møde 356 i det 11. Knesset, 26. november 1987.

[93] Jeremy W. Peters, “Reporter Retires After Words About Israel,” New York Times, June 7, 2010.

[94] Albert Memmi, Jews and Arabs (Chicago: J. Phillip O’Hara, 1976), pp. 31-34.

---

Adi Schwartz er en uafhængig journalist og forsker.

---

Oversættelse: Bombadillo