Følgende artikel er tilpasset fra en længere artikel, der blev udgivet på den tyske hjemmeside Kritiknetz. Den fulde tyske version er tilgængelig på Kritiknetz her.

Amin al-Husseini, stormuftien af Jerusalem, er fortsat en kontroversiel figur. Den palæstinensiske leder, der blev født i 1895 og døde i 1974, udløste først kontrovers i sin levetid. Som officer i den osmanniske hær under 1. Verdenskrig, implementerede han den tyske idé om at organisere jihad og terror bag fjendens linjer. (Se min diskussion her.) Senere anførte han modstanden mod den britiske mandatmyndighed i Palæstina under opstandene i 1929 og i 1936. Han modsatte sig indædt jødisk bosættelse.

Men det er frem for alt stormuftiens tætte bånd til det nationalsocialistiske Tyskland, der er genstand for igangværende debatter. Fra 1941 til 1945 levede han for det meste i Berlin som den tyske regerings gæst. Nazisterne leverede kontorlokaler, biler og penge, så muftien og hele hans følge kunne holde sig aktive. Til gengæld brugte muftien sin indflydelse i Mellemøsten på nazisternes vegne og rekrutterede muslimer til den nazistiske krigsindsats. I æteren, ved hjælp af Nazitysklands arabisksprogede radiotjeneste, opfordrede han til hellig krig, en jihad mod de allierede og jøderne.

Visse tyske forfattere, som René Wildangel, hævder, at det stadig er uklart, om og i hvilket omfang Amin al-Husseini var informeret om nazisternes udryddelsespolitikker mod jøderne. I en nylig anmeldelse af Klaus Gensickes biografi over stormuftien, udtrykker John Rosenthal ligeledes tvivl: Han bemærker, at den omstændighed, at medlemmer af stormuftiens følge besøgte koncentrationslejren Sachsenhausen i 1942, ikke rækker til at konkludere, at han også vidste, hvad foregik i dødslejrene længere mod øst.

Men faktisk levner det fulde omfang af tilgængelig dokumentation, herunder både tyske og arabiske kilder, ikke længere plads til tvivl. Stormuftiens egne ord leverer det mest overbevisende bevis. Stormuftiens erindringer, redigeret af Abd al-Karim al-Umar, blev udgivet i Damaskus i 1999. (Se forsidefoto nedenfor.) I erindringerne diskuterer al-Husseini åbent sit tætte forhold til SS-chefen Heinrich Himmler.

Ifølge hans beretning mødtes han ofte med Himmler til te, og under disse møder betroede den nazistiske leder ham nogle Det Tyske Riges hemmeligheder. I midten af 1943, for eksempel, skal Himmler således have fortalt ham, at tysk atomforskning havde gjort store fremskridt: På tre år kunne Tyskland have et atomvåben, der ville garantere dets "endelige sejr". Som Rainer Karlschs seneste bog "Hitler's Bomb" har vist, var denne vurdering ikke helt ved siden af. Himmler betroede formentlig stormuftien disse oplysninger den 4. juli 1943. Dette er datoen på et foto af de to mænd, forsynet med en underskrevet dedikation fra Himmler: "til hans eminence stormuftien - et minde" (se nedenfor).

I erindringerne beskriver stormuftien også, hvad Himmler sagde til ham den sommer i 1943 om forfølgelsen af jøderne. Efter nogle tirader om "jødisk krigsskyld" fortalte Himmler ham, at "indtil nu har vi likvideret [abadna] omkring tre millioner af dem" (s. 126 - se arabisk uddrag nedenfor).

Desuden er der beviser på, at stormuftien vidste om nazisternes planer endnu tidligere. I 1946 afgav Dieter Wisliceny, en nær samarbejdspartner af Adolf Eichmann i afdelingen for "jødiske anliggender" i Rigets Centrale Sikkerhedskontor, en skriftlig erklæring om stormuftien til Nürnberg-tribunalet.

Ifølge Wisliceny gav Eichmann i begyndelsen af 1942 en detaljeret præsentation til al-Husseini af "løsningen på det europæiske jødespørgsmål". Præsentationen fandt sted i Eichmanns "kortrum" i Berlin, "hvor han havde indsamlet statistisk grafik over den jødiske befolkning i de forskellige europæiske lande." Stormuftien, husker Wisliceny, var "meget imponeret". Desuden skal al-Husseini have anmodet Himmler om at få Eichmann til at sende en af sine assistenter til Jerusalem, når Tyskland havde vundet krigen. Eichmanns repræsentant skulle tjene som stormuftiens personlige rådgiver, dvs. når stormuftien så ville gå i gang med at "løse det jødiske spørgsmål i Mellemøsten".

Af anden dokumentation kan vi udlede, at dette ikke bare var en vag idé. Et deklassificeret dokument om nazistiske krigsforbrydelser fra National Archives i Washington viser, at en særlig SS-kommandoenhed i midten af 1942 havde planer om at likvidere jøderne i Cairo efter de tyske styrkers erobring af byen. (Se detaljer nedenfor.) General Erwin Rommel væmmedes angiveligt ved forslaget. Lederen af SS-enheden, Walter Rauff, havde tidligere været involveret i udviklingen af vogne, der tjente som mobile gaskamre. Det skal bemærkes, at han var tysker og ikke polak, som foreslået i det amerikanske regeringsdokument.

I sine erindringer foregiver stormuftien imidlertid forbavselse over Himmlers bemærkning. Ifølge hans beretning spurgte Himmler ham, hvordan han ville løse problemet med jøderne i hans land. Amin al-Husseini siger, at han svarede, at de skulle tage tilbage til, hvor de kom fra. Hvortil Himmler skulle have svaret: "Komme tilbage til Tyskland - det vil vi aldrig tillade dem at gøre." Men stormuftien hvidvasker her sin egen rolle i historien. Når det kommer til stykket erklærede han offentligt i Berlin den 2. november 1943, at muslimer burde følge eksemplet fra tyskerne, der havde fundet en "endelig løsning på det jødiske problem."

---

Wolfgang G. Schwanitz er historiker med speciale i Mellemøsten og tysk mellemøstpolitik. Han er forfatter til fire bøger og redaktør af ti andre, heriblandt Germany and the Middle East, 1871-1945. Han voksede op i Cairo og Berlin, og underviser på Rider University i New Jersey.

---

Oversættelse: Bombadillo