Vore ledere kan ikke forstå, hvad der foregår - hverken når en hel vestlig civilisation mister sin tro og sine moralske standarder, eller når islam atter vågner op til konsekvenserne af sin egen tro og dennes vision om verdenserobring.

I.

Politisk realisme, som længe har været forbundet med Augustin, begrænser os til at betragte, hvad Machiavelli senere anbefalede os – nemlig, at se på, hvad mennesker faktisk gør, og ikke på, hvad de "burde" gøre. Dette råd forudsætter, at nogle mennesker faktisk ikke gør, hvad de burde gøre, eller andre gør, hvad de ikke burde gøre. Begge sider overbeviser normalt sig selv om, at de bør følge deres overbevisninger. Machiavelli mente, at hvis mennesker gjorde, hvad de "burde" gøre, ville de ikke overleve stormløbene og listighederne fra dem, der har magten til at gøre, som de lyster. Men augustinsk realisme tillod ikke, som i Machiavellis tilfælde, at dette omhyggelige kig på, hvad mennesker faktisk gør, blev brugt som en grund til at nægte sondringen mellem godt og ondt, således at ethvert middel kunne bruges til at nå deres mål.

Det "realistiske" syn var "realistisk" for Augustin, netop fordi godt og ondt var inkluderet i selve synet, i virkeligheden som set. At se og handle på basis af virkeligheden om godt eller ondt, er at se virkeligheden i dens fulde dimensioner. Praktisk sandhed, i betydningen at handle i overensstemmelse med en præcis beskrivelse af, hvad der er der, er det første princip for realismen såvel som for politisk handling. Således kunne Maritain med rette hævde i overensstemmelse med den augustinske tradition, at "retfærdighed, forstand og styrke" ikke behøver at være adskilt. De hører sammen. Eller, med en skæv henvisning til Lord Acton, mangel på magt kan også korrumpere helt. Ikke at besidde og bruge ansvarlig magt til forsvar for det rette er i sig selv et onde, en fejhed.

Med denne baggrund for øje husker vi de seneste begivenheder fra "9/11"; bombningerne i Spanien, England, Mumbai, Bali; myrderierne i Fort Hood, San Bernardino, to gange i Paris, Lahore og Bruxelles; for ikke at nævne forfølgelserne og halshugsterne i Pakistan, Irak, Yemen, Nigeria, Libyen, Somalia, Tchad, Syrien og de interne muslimske sunni/shia-kampe. Hvordan kan vi mest rimeligt bedømme sådan vedvarende vold og dens oprindelse? For at give denne vurdering er vi nødt til at erkende, at islam i princippet, faktisk og potentielt, er voldelig, hvilket ses gennem hele dens historie. Den fundamentale grund til denne adfærd er lydighed mod Allahs lov, ikke kærlighed til vold i sig selv.

Ud fra den kendsgerning at islam er en "religion" kan vi ikke konkludere, at den derfor ikke er "voldelig" eller kun er det, hvis den fordrejer sit eget fundament. Det er muligt at være en religion og at gå ind for vold. (Var dette ikke tilfældet, ville vi være nødt til at udelukke mange centrale passager i Det Gamle Testamente selv.) Vi kan ikke skjule, hvad der er der, og som bekræftes at være der af muslimerne selv. Realisme betyder, at vi kan og bør kalde det, der sker, ved dets rette navn. Det betyder også, at hvis vi ikke kan eller vil udføre denne korrekte navngivning, så er vi ikke realistiske. Vi vil uundgåeligt komme til at lide under konsekvenserne af vores manglende angivelse af sandheden om, hvad der er der.

Disse ting er ikke sagt for at fremme mod-vold mod muslimer eller for at retfærdiggøre muslimsk vold mod andre. Det er snarere for at respektere islams insisteren på, at alle dem indenfor og udenfor dens grænser er underlagt Profetens lov. Uanset om vi kan lide det eller ej, kan denne vision om verdensherredømme, der gælder for islam, kun kaldes "religiøs" af natur. Den er rodfæstet i og igangsat som en tilbedelse af guden kaldet Allah. Ikke at tage denne formulering seriøst er urealistisk. De muslimer der hævder, at de kan læse deres religiøse tekster, som om en sådan vold ikke blev fremmet og retfærdiggjort, kan roses for at forsøge at mildne de historiske kendsgerninger. Men faktum er, at de, der ser denne vold som væsentlig for religionen, har den bedste side af diskussionen og er de bedste vidner om, hvad historisk islam står for.

II.

Hvad der her er argumenteret for, er derfor ikke et forsøg på at være uretfærdigt "kritisk" over for islam. Tværtimod er det skrevet med stor beundring for den iver, konsistens og effektivitet, der i århundreder er udvist af islamiske hære og islamisk lov. Og selvom det kan være politisk ukorrekt at sige disse ting, behøver de at blive sagt og er faktisk sandheden - ting, som både muslimer og ikke-muslimer har brug for at høre og overveje. Det angivne og fastlagte mål om erobringen af verden for Allah, er blevet genoplivet igen og igen i verdenshistorien helt tilbage fra Muhammeds tid i det 7. århundrede. Disse genoplivninger og ekspansioner, der kun midlertidigt har været standset af overlegne modstyrker, har rødder i Koranen selv og i dens kommentarer.

Hvad vi er vidne til i dag - meget til vores overraskelse - er blot endnu et skridt i den historiske verdensmission, islam ser som Allahs vilje, et mål, som inspirerer den virkelige og tilbagevendende kraft, der findes i dens historie. Grunden til, at vi ikke kalder den, hvad den er, ligger ikke i islam, men i vore helt forskellige begreber inden for filosofi, religion og ret. I den forstand er det vores egen kultur, der ofte forhindrer os i selv at være politiske realister.

Mange troende muslimer, sandsynligvis flere end vi er villige til at indrømme, er trætte og frustrerede over at få deres religions principper benægtet. Udenforstående iagttagere er uvillige til at tro eller forestille sig, at hvad de muslimske talsmænd siger om sig selv, både i deres grundtekster og i deres historiske aktiviteter, er sandt. Verdenserobring over tid er, fastholder de, hvad der skal nås.

Med andre ord nægter mange mennesker at erkende - de være sig muslimer eller andre - at vold bliver foreslået og udført i islams navn. Udenfor islam benævnes den med det ejendommelige ord "terrorisme". Den kaldes sjældent, hvad den er, nemlig en fromhedens gerning i en religiøs bestræbelse på at erobre verden. Muslimer, i denne centrale tradition, er ikke "terrorister" for morskabens skyld. Det er fornærmende og tages ilde op. De udøver det, vi kalder "terror", fordi de derved - set med egne øjne - udfører Allahs vilje, også selvom det til tider medfører deres egen død. Den, der omkommer i færd med at dræbe "vantro" - det vil sige enhver ikke-muslim eller muslim, der ikke accepterer sand islam - betragtes som en "martyr" for islams sag. Kun hvis islam ikke er sand, kan disse rituelle drab ses som det objektive onde, de er.

En subtil filosofisk teori (kaldet "voluntarisme") foregiver at retfærdiggøre denne brug af - det vi kalder - terror til religiøse formål. Modsigelsesprincippet kan ikke holde i en "åbenbaring", der i sine tekster indeholder modstridende befalinger, som tilfældet er i Koranen. Allah må da blive ren vilje, der ikke er bundet af Logos eller fornuft. Allah er således ikke begrænset af nogen sondring mellem godt og ondt. De muslimske blasfemi-love, der truer enhver med døden, der overtræder denne påstand, stammer fra denne kilde.

Allahs befaling til islam går ud på gradvist at underkaste verden hans vilje og den lov, der er baseret på den. Terroren vil først ende, og sand "fred" først indfinde sig, når alle er lydige mod Allah og lever under muslimsk lov i alle dens enkeltheder. Hvad vi, der befinder os udenfor islam, kalder voldshandlinger, betragtes indenfor islam som udførelse af Allahs vilje. Grusomme halshugninger af kristne, uanset hvor uskyldige disse mennesker har været, ses som retfærdige handlinger. De er handlinger af "dyd" i denne forstand. De mennesker, der ikke kan forstå denne religiøse opgave, der er givet til islam, uanset om de er muslimer eller ikke, er selv både urealistiske og farlige. Deres egne forudsætninger forhindrer dem i at erkende og bedømme det virkelige problem. De forhindrer dem også i at gøre noget effektivt for at forhindre denne ekspansion af islam til Europa, Asien, Afrika og Amerika.

III.

Tilbage i 1975 skrev jeg et essay i Modern Age med titlen: “On the Teaching of Ancient and Medieval Political Theory”. Kernen i dette essay var, at med mindre vi forstår religionernes indhold og historie - deres sandhedskrav og afvigelser - vil vi ikke kunne erkende de faktiske kræfter, der hvirvler rundt i den politiske verden. En uddannelse, der mangler et behørigt og nøje studium af teologi og de teologier, der gælder for hver af de forskellige religioner, er ikke rigtig en uddannelse. Den ville ikke kunne forberede nogen til at håndtere en verden, i hvilken religioner, i al deres forskellighed, er en realitet. Både i Europa og Amerika er det sådan en renskuret uddannelse, som årtier af studerende er blevet givet. Med den i bagagen, er de fleste borgere simpelthen ikke rustede til at møde de kræfter, der nu igen dukker op i verden. Alene det at foreslå at kaste et realistisk blik på islam, som foreslået her, er næsten alle steder forbudt og udelukket fra enhver overvejelse, uanset hvor gyldig analysen er.

Denne forsømmelse af eller fjendtlighed mod religion er nu vendt tilbage for at hjemsøge os. Vi har bundtet alle "religioner" sammen under kategorien illusioner eller myter. De skal tæmmes og helt underlægges statsmagten. Vore politiske, akademiske og kulturelle ledere kan ikke forstå, hvad der foregår - hverken når en hel vestlig civilisation mister sin tro og sine moralske standarder, eller når islam atter vågner op til konsekvenserne af sin egen tro og dennes vision om verdenserobring. De to - tabet af tro og islams genkomst - er forbundet. Nedgangen i fødselsraten og undermineringen af familien i Vesten er én ting. Den muslimske indvandring eller invasion har så opslugt det samme område. Muslimerne, især unge mænd, søgte ikke magt og velstand i andre tilstødende muslimske lande. Islams ekspansion blev også retfærdiggjort af dens anklage mod Vesten for moralsk dekadence.

Vi ser veludstyrede moderne hære - med en malplaceret og ikke-seende politisk ledelse og med dårligt motiverede soldater - blive udmanøvreret af unge væbnede fanatikere i pick-up'ere, der med deres tilhængere kan true enhver togstation og offentlig bygning i Europa, Afrika, Asien og Amerika. I overensstemmelse med planen, har de formået at gøre hele verden til en frygtens slagmark. Råbet "Priset være Allah!" høres efter hver ødelæggelse. Det er nu blevet helt klart, eller burde være, at ingen kulturelle artefakter - det være sig bøger, bygninger, statuer eller malerier - vil få lov til at eksistere. De anses for at være i strid med Allahs vilje, uanset hvad de er eller hvornår de er skabt. Således er pyramiderne, de buddhistiske statuer, biblioteket i Timbuktu, Vatikanet og klostrene i ørkenerne, Canterbury, tårnene i New York, koshermarkederne i Paris og lufthavnene i Bruxelles ligeledes mærket for destruktion. Alt dette må vi nu beskytte, fordi alt nu er truet.

Ikke alene bliver individuelle kristne udryddet, men det gør statuerne af deres helgener også. Årsagen til denne ødelæggelse er "religiøs". Sådanne ting bør ikke eksistere. Vi har her en håndfast anvendelse af troen på, at intet bør tillades i det offentlige eller private rum, der ikke er i overensstemmelse med streng muslimsk tro. Tolerance af kristne og jøder, hvis de accepterer andenklasses borgerskab og betaler svære afgifter, er kun foreløbig - indtil erobringen er fuldført. En sådan nidkær ødelæggelse for at gøre Allahs vilje, med andre ord, anses for at være en fromhedens gerning. Hvis nogen vil modsætte sig sådanne handlinger, kan det ikke gøres på basis af modstand mod "terror" eller at det er urimeligt [for det er jo Allahs vilje, o.a.]. I sidste ende - som Augustin lærte om donatisterne - afhænger den af en omvendelse og afvisning af den teologi, der retfærdiggør dem.

IV.

Hvorvidt islam i sin oprindelse er en omlægning af jødiske, nestorianske og kristne tekster (hvilket den sandsynligvis er) kan diskuteres. For det første hævder islam at bygge på en bogstavelig åbenbaring af, hvad der findes i Allahs sind eller væsen. I den forstand skal det, der er i teksten, altid forblive i teksten. Den kan ikke ændres eller "fortolkes" for at udelade de mange passager, der foreslår og retfærdiggør vold for at udbrede denne religion. Denne støtte til en vold, der har været praktiseret i islam fra begyndelsen af det 7. århundrede, har et formål. Dette formål er i sidste ende religiøst og fromt. Om hvorvidt den muslimske forestilling om "himlen", hvor dens martyrer kommer hen, primært er af denne verden eller er transcendent, kan også diskuteres. Under alle omstændigheder er forestillingen om himlen meget jordisk. Men dette billede er ikke, som sådan, et argument imod dens sandhed.

Koranens budskab er, at verden skal bøje sig i underdanig tilbedelse af Allah. Dette formål har varet ved og gentaget sig gennem århundrederne, fordi det står dér i teksten. Mennesker kan for en tid forsømme deres nidkære stræben efter at virkeliggøre det, men teksten selv indeholder missionen, så andre kan finde den og genoptage den. Der vil altid være dem, der indser, at missionen om verdenserobring i Allahs navn ikke er fuldendt. Dette er grunden til, at Koranen, så længe den ikke er gendrevet og afvist, altid vil producere det, vi kalder "terrorister". Det vi ser nu, er ikke meget anderledes end det, der er set gennem århundrederne, hvor som helst islam har befundet sig.

Efter denne opfattelse er verden opdelt i et område med fred og et område med krig. Det førstnævnte er der, hvor Allahs lov hersker politisk, religiøst og kulturelt, hvor ingen anden filosofi eller tro har ret til at eksistere. Alle tegn på fremmede religioner, kunstværker, artefakter og mennesker fjernes gennem tvangsomvendelse eller død. Nogle gange kan kristne og jøder få lov til at blive i live, forudsat at de accepterer andenklasses borgerskab og betaler skat. Denne situation er i praksis den grundlæggende forfatningsmæssige regel i alle eksisterende muslimske stater, selv i dem, der afviser Islamisk Stat eller andre tilgange til eventuel erobring af verden. Når islam først har erobret et område, har den altid fulgt de samme principper. I dens historie er det sket - efter visse berømte slag - at den islamiske erobring er blevet slået tilbage for en tid, nogle gange i århundreder. Men denne relative uvirksomhed er kun overfladisk. Så længe bogen eksisterer, vil dens mål igen og igen inspirere profeter, imamer, politikere og unge mænd til at genoptage erobringen af den øvrige verden.

Afslutningsvist: Hvad der her er hævdet i forbindelse med politisk realisme, er, at vi er nødt til forstå den religiøse karakter af den islamiske ekspansion og de metoder, der anvendes for at opnå den. At forsøge at fjerne disse motivationer fra denne særlige religions væsen - som i denne henseende er ulig de fleste andre - vil kun gøre det umuligt at beskrive, hvad der faktisk foregår i "hovedet" på den fjende, der er islam. Krige bliver først udkæmpet i tankerne - og dette er en krig. Det er ikke 3. Verdenskrig; Det er snarere en forlængelse af de krige, som Muhammed først lancerede mod Det Byzantinske Rige, Persien, Syrien, og som efterfølgende blev ført i Nordafrika, endda i Indien, Spanien og på Balkan.

De muslimske frontkæmpere i dag er klar over, hvor tæt de flere gange i fortiden var på at erobre Europa som det næste skridt i verdenserobringen. Hvad de ser i dag er en meget realistisk mulighed for at få succes, hvor deres forfædre måtte give op. De - skønt også idealister - er realister (ofte i modsætning til os selv). Det vil sige: de ser, hvad vore sind virkelig indeholder. Og de ser, at vore sind stort set er tomme angående det, der virkelig tæller i denne verden: En sand opfattelse af Gud. Deres eneste forseelse består i at vælge en falsk opfattelse af den virkelige Gud. Bortset fra dette ”lille” problem, kan man ikke lade være med at beundre, og frygte, en blind tro, der således holder stand over tid og sted uden den reelle tilstedeværelse af Logos, hvis inkarnerede tilstedeværelse i verden udtrykkeligt benægtes.

---

James V. Schall S.J. underviste i politisk filosofi ved Georgetown University indtil han for nylig gik på pension. Han er forfatter til adskillige bøger og utallige essays om filosofi, teologi, uddannelse, moral og andre emner. Hans seneste bog er Reasonable Pleasures: The Strange Coherences of Catholicism (Ignatius Press). Besøg hans hjemmeside, "Another Sort of Learning", for yderligere oplysninger om hans forfatterskab og arbejde.

---

Oversættelse: Bombadillo