Paven, forfølgelse og religionsfrihed
Frans' ligefremme tale om den nuværende forfølgelse af kristne i den skala, den foregår på, er meget opmuntrende
Af James V. Schall, S.J.
Oversættelse af: The Pope, Persecution, and Religious Freedom
Kilde: Catholic World Report, 20. juli 2014
Udgivet på myIslam.dk : 13. august 2014


En bedende med en rosenkrans og et krucifiks under en messe den 4. juli 2014 i Basilica of the National Shrine of the Immaculate Conception i Washington på den sidste dag af de amerikanske biskoppers kampagne, Fjorten dage for Frihed. (CNS foto/Bob Roller)

"Forfølgelsen af kristne i dag er faktisk værre end i Kirkens første århundreder og der er flere kristne martyrer i dag end dengang. Dette sker mere end 1700 år efter kejser Konstantins toleranceedikt, som gav kristne frihed til offentligt at bekende deres tro."
- Pave Frans: "International Religious Freedom and the Global Clash of Values", ["International religionsfrihed og det globale værdisammenstød"] (Conference, L’Osservatore Romano, English, June 27, 2014)

I.

Et foto i L'Osservatore Romano den 27. juni viser Den hellige Fader sammen med en lægmand i jakkesæt og slips. I siden står en anden lægmand og en gejstlig, der ser ud til at kunne være biskop. Ingen er identificeret. Den høje lægmand og Den hellige Fader ses række en basketballtrøje frem, hvorpå kan læses navnet "St. Johns" sammen med nummeret "10". Det viser sig, at St. Johns University og Roman Libera University holdt en fælles konference om religionsfrihed, og at pave Frans holdt en vigtig, men kort, tale til de forsamlede.

"Debatten om religionsfrihed," begyndte paven, "er blevet meget intens." Han mindede om, at det grundlæggende dokument for katolikker i denne sag er Dignitatis Humanae om religionsfrihed fra Andet Vatikankoncil. "Ethvert menneske," sagde han i starten, "er en 'søgende' af sandheden om sin egen eksistens og sin egen skæbne." Frans begyndte således sin refleksion så at sige fra ethvert menneskes indre. "I personens sind og 'hjerte' opstår tanker og spørgsmål, som ikke kan undertrykkes eller kvæles, fordi de kommer fra menneskets inderste væsen. De er religiøse spørgsmål og kræver religionsfrihed for fuldt ud at manifestere sig."

Religionsfrihed er således ikke en sag, der kommer oppefra og ned, men én, der stiger ud af den menneskelige eksistens i dens stræben efter mening. Religionsfrihed tillader sådanne overvejelser at blomstre. Som sådan - når et kaos af forskellige og ofte modstridende synspunkter opstår - må vi have en eller anden målestandard, ved hvilken vi kan bedømme gyldigheden af de store forskelle i synspunkter.

Hvis disse spørgsmål om mening ikke blev stillet, ville et "mørke" opsluge vores historie og eksistens.

Paven kaldte religionsfrihed en "grundlæggende rettighed". Man skal være forsigtig med dette ord "rettighed". Det kan have mange betydninger, hvoraf nogle endda vil underminere, hvad Frans har i sinde.

For mange muslimer betyder "ret til religionsfrihed" en verden helt under Allahs kontrol - kun ved at underkaste sig Allah kan man være "fri".

Ordet "rettighed" har i sig selv voluntaristiske rødder. Det vil sige, at en voluntaristisk rettighed altid kan betyde det modsatte af, hvad den hævder, uden noget behov for at retfærdiggøre sig selv.

Men pavens pointe er, at man bør være fri til at forfølge sandheden om sin eksistens. Vi er ikke frie bare for at være frie. "Religionsfrihed omfatter ikke kun den private tanke eller religionsudøvelse". Det er overflødigt at sige, at det netop er denne opfattelse af religionsfrihed, der forudsættes i Obama-administrationens politik. Her betyder religionsfrihed kun frihed til at gøre, hvad man ønsker indenfor en kirkes mure - men ikke offentligt. Alt, hvad der gøres i det offentlige, skal kontrolleres af staten, som ikke kan give støtte til nogen religion.

Francis sagde således, at religionsfrihed betyder evnen til at leve sit religiøse liv i det offentlige "i overensstemmelse med de etiske principper, der følger af den fundne sandhed". Implicit anerkendte paven en "religionsfrihed", som ikke er baseret på "etiske principper, der følger af den fundne sandhed."

Paven bemærkede indflydelsen af en doktrin om "tolerance", som er åben for alt andet end religion, der, fordi den søger sandheden, anses for at være intolerant af natur. Tolerance kan ironisk nok - og gør det ofte - ende med "at forfølge dem, der forsvarer sandheden om mennesket og dens etiske konsekvenser". Forfølgelse i "tolerancens" navn er hurtigt blevet til stor bekymring for troende overalt. Tolerance kommer til at betyde accept af ethvert synspunkt undtagen det, der hævder at være sandt, da sådanne krav anses for at være fanatiske og derfor ikke bør tolereres.


II.

Religionsfrihed er nødt at være baseret på lov, enten national eller international, for at kunne praktiseres frit. En stat er legitim, hvis den beskytter religionsfrihed. Selv om det ofte hævdes, at demokrati og religionsfrihed følges ad, er det alligevel ikke altid tilfældet. "Demokrati" kan komme til at betyde flertalsstyre slet og ret. Hvad flertallet vil eller ønsker, er lov, og dermed det eneste kriterium for, hvad der er gyldigt. Religionsfrihed ses som en trussel mod enheden. Men paven mener, at der er et sundt forhold mellem religiøst udtryk og det fælles bedste. Disse overvejelser over religionsfrihed er baseret på fornuft og bekræftet ved åbenbaring. De synes, når de overholdes, at pege på civilt fremskridt mod et bedre samfund.

Men med hele denne velklingende teoretiske baggrund, er situationen for religiøs frihed slet ikke opmuntrende, heller ikke i såkaldt "demokratiske" stater - nogle gange især ikke dér. Noget har ændret sig radikalt. Staten selv er nået til et punkt, hvor den ikke anerkender nogen højere lov end sig selv. Den kan ikke finde andet grundlag for lov end sin egen eller flertallets vilje. "(Det er) uforståeligt og alarmerende”, sagde Frans, "at mennesker stadig i dag udsættes for diskrimination og begrænsning af deres rettigheder af den ene grund, at de tilhører og offentligt bekender en fast tro".

Faktisk er denne drejning af tingene ikke så svær at forstå, hvis vi husker, at for mange tænkere og politikere (der følger klassisk moderne tænkning, hvor idéen opstod) har udtrykket "rettigheder" at gøre, ikke med nogle umistelige egenskaber ved den menneskelige person, men med viljen og friheden til at gøre, hvad man ønsker.

Der er to måder at tale om "rettigheder" på, der i virkeligheden er uforenelige og konstant skaber forvirring i diskussioner om religiøs frihed. Ét synspunkt siger, at "rettigheder" er baseret på fornuft; det andet hævder, at de er baseret på vilje. Begge bruger samme udtryk, hvorved de som regel bliver uforståelige for hinanden.

Det er på dette sted, at Frans erkender det store antal kristne i vor tid, der bliver dræbt. Han henviser ikke til dem, der blev forfulgt under nazistiske eller kommunistiske regimer i sidste århundrede. Han nævner heller ikke, hvem der udfører drabene, selvom enhver omhyggelig læsning af tidens nyheder viser, at mange katolikker og kristne dræbes i muslimske lande, hvor der ikke er nogen reel religionsfrihed i fungerende civilret. Faktisk er kristne per definition andenrangs-borgere i de fleste af disse stater. Det bedste, man kan håbe på, er en slags minimal beskyttelse af politiet og hæren. Jeg så et bånd med nedskydningen af fem eller seks kristne for nylig i Irak. De lå på knæ og blev skudt bag i hovedet én efter én. Deres eneste forbrydelse var "at være kristne".

Der er også, udover i muslimske områder, forfølgelser af forskellige typer i Kina og Indien, sammen med den voksende civile diskrimination i demokratiske stater. Når man taler om de aktuelle martyrer og forfølgelser, ville det være nyttigt at være mere specifik om navne og steder - om hvem, der er ansvarlig. Organisationer som Freedom House og andre holder sig ajour med dem, der faktisk bliver dræbt.

Men kristne virker ofte ligeglade med eller ubekymrede over de gentagne drab på deres medkristne. Det virker næsten som om, at det ikke er meningen, de skal sige noget. Men det synes sikkert, at hvis de ikke gør en sag ud af disse drab, så vil de fortsætte med at lade morderne vide, at de ikke har noget at frygte.

Paven er uden tvivl fanget i noget af et dilemma i denne sag. Hvis han protesterer mere detaljeret mod specifikke drab på katolikker, så vil dette sandsynligvis blot øge forfølgelsen og føre til drab på flere mennesker. Han selv, ikke dem, der begår forbrydelserne, kunne blive beskyldt for uforsigtighed. Men pave Frans' ligefremme tale om den noværende forfølgelse i dens faktiske omfang er meget opmuntrende. Indtil der kommer en øjeblikkelig og udbredt fordømmelse af hvert enkelt dødsfald, vil de fortsætte som manifestationer af en religion, der ofte i sådanne dødsfald ser, ikke martyrer, som vi gør, men ødelæggelsen af Allahs fjender.

Denne erkendelse bringer os tilbage til spørgsmålet, ikke blot om religiøs frihed, men om hvad slags religion det er, der kræver frihed. Benedikt XVI var inde på dette spørgsmål i sin "Regensburg-forelæsning". Det er i denne forstand, at staten må beskæftige sig med, hvad en religion egentlig står for, når den kræver "frihed". Når denne frihed betyder voldelig påtvingelse af tro på andre, så må den selv begrænses i religionsfrihedens navn.

Men hvis det er staten selv, der er intolerant og ikke tillader religion at leve i fred i det offentlige, så er vi allerede i en totalitær stat, der er pålagt, ikke af ydre tyranner, men af vores egen ubegrænsede "frihed" til at gøre, hvad vi "vil" som vores "ret".




James V. Schall S.J. underviste i politisk filosofi ved Georgetown University indtil han for nylig gik på pension. Han er forfatter til adskillige bøger og utallige essays om filosofi, teologi, uddannelse, moral og andre emner. Hans seneste bog er Reasonable Pleasures: The Strange Coherences of Catholicism (Ignatius Press). Besøg hans hjemmeside, "Another Sort of Learning", for yderligere oplysninger om hans forfatterskab og arbejde.




Oversættelse: Bombadillo