Problemet er ikke med Gud. Problemet er allerede placeret i den klassiske Paradisets Have i Første Mosebog, spørgsmålet om mennesket, der foretrækker sin egen verden frem for den mere ædle verden, som Gud har bestemt ham for, og i hvilken - da han er, som han er - alene hans lykke kan ligge.

Hvad mig angår, har jeg mere respekt for den "vilde", der tilbeder en afgud af træ, end for det "civiliserede" menneske, der kun bøjer sig for sig selv.
(Rémi Brague, On the God of the Christians (and on one or two others)) [1]

Den primære ting, der forudsættes af teologi, er et korpus af traditionelle udtalelser, som menes at være blevet åbenbaret, ikke blevet til gennem menneskelig fortolkning af virkeligheden, men, som Platon udtrykker det, "er kommet ned fra en guddommelig kilde."
(Josef Pieper, The End of Time) [2]

At bede om en (ny) særlig åbenbaring er at bede Gud om at lade sin Søn inkarnere og dø igen. At bede om mere fra Gud ville være at bede om, hvad han allerede har gjort. At bede om noget andet ville være at bede om det samme igen.
(Rémi Brague, On the God of the Christians (and on one or two others)) [3]

For det sekulære menneske i dag, bliver alle religioner og deres guder, hvis de har nogen, normalt bundtet sammen. Én religion er måske ikke nøjagtig lige så god som en anden, men fra et "videnskabeligt" eller politisk synspunkt, er de alle ret dårlige og ofte farlige. Statens tvingende magt er nødvendig for at kontrollere dem, for at holde dem indenfor deres egen "sfære" og udenfor offentlighedens søgelys. "Religionsfrihed" betyder frihed til at gøre, hvad staten, ikke Gud, tillader. På internationalt plan finder vi desuden forslag, inspireret af traditionen fra Thomas Hobbes, der ser verdensfred som et produkt af civil kontrol af religion og tænkning. Sidstnævnte opfattes som de primære årsager til sociale uroligheder, hvilke, sammen med døden, er de værste af onder. Vi bør derfor have et "Verdensråd for Religion," helst under FN, hvor alle religioner skal være forpligtet til at deltage, uanset deres særlige teologi.

I et sådant organ skulle alle religioner registreres. Præster, ud over deres interne religiøse certificering, skulle også have civile licenser. Religionerne skulle være forpligtet til at acceptere ikke at forstyrre den offentlige orden og ikke at missionere eller gøre krav på særlige privilegier. Alle tjenester vedrørende velgørenhed, sundhed og uddannelse skulle styres og finansieres af de civile myndigheder. Inde i sit eget tempel, kunne en given religion eller sekt hævde enhver doktrin den ønskede, forudsat at den ikke kolliderede med den offentlige orden, eller forstyrrede andre troende eller ikke-troende. Enhver offentlig uenighed mellem en religion og statslige normer ville blive betragtet som "hadtale". Logisk stavet ud, er denne formulering dog ikke virkelig religionsfrihed, men kontrol af den, udført af staten eller en verdensorganisation.

Men bortset fra denne politiske baggrund, har religionerne selv - påvirket direkte eller indirekte af den moderne tids liberalisme - under overskriften økumenisk dialog, forsøgt at finde ud af, hvor meget de har til fælles. Deres forskelle er derefter blevet nedtonet, så vi kun har ringe fornemmelse for deres iboende forskelle, eller deres betydning. Forskellene i lære eller praksis, der engang forårsagede "religionskrige", anses nu for at være trivielle og af ringe betydning. Hvem bekymrer sig om Filioque eller "retfærdiggørelse ved tro" alene? Henrik IV kan vel have sagt, at hans regeringstid er en messe værd, men få bekymrer sig om at finde ud af, hvad en messe er, eller om den overhovedet er nødvendig. I den naturlige orden har den rigtige måde at tilbede Gud på, hvis der er en, frembragt mange forskellige udformninger. Ingen vil tro, at Gud forsynede os med en rigtig måde at tilbede ham på.

En af de utilsigtede udløbere af denne økumeniske bevægelse har været den populære "fornemmelse" af, at forskellene mellem religionerne, dybt nede, ikke betyder så meget. Kun hvad de har til fælles, er vigtigt. Kun disse ensartede belæringer og ritualer udgør det religiøse "fælles gode". Alle religioner, siges det udefra, tror på de samme guder, hvoraf ingen betyder noget videre. De forskellige religioner handler bare om fromme ting på lidt forskellige måder. Chesterton havde ganske klart set, at religioner er temmelig ens i deres ydre, rite og klædedragt, men at de er meget forskellige med hensyn til, hvad der holdes for sandt. Det er denne sidstnævnte forstand - hvad en religion holder for sandt - der gør hele forskellen. Handlinger udgår fra, og forklares ved, hvad der opfattes som sandt. Hvis en religion er radikalt forskellig både fra staten, som hævder styring af den offentlige orden, og fra andre religioner, der afviger fra den, vil dette - hvis sandt - kunne bruges til både at begrænse staten, og at rette, supplere eller erstatte andre religioner.

Indenfor kristendommen selv, har en tilbagevendende tankegang imidlertid altid fastholdt, at kristendommen ikke skal klassificeres som en "religion". En religion henviser til, hvad mennesket kan vide om guderne ved kun at bruge menneskets egen erfaring og naturlige kræfter. Kristendommen hævdede at være noget, der blev givet til mennesket, hvorefter det selv måtte forklare, hvad den betyder mere detaljeret. Denne forklaring er, hvad teologi egentlig handler om. Dette er grunden til, at kristendommen ikke kan begynde med noget, som mennesker har udtænkt. Dette er også grunden til, at dens modstandere gennem århundrederne altid har forsøgt at reducere den til en "naturlig" religion, hvis ejendommelige udskejelser og krav er modstridende.

Teologi har at gøre med fornuft, egentlig talt, men dens stimulus, dens intellektuelle arbejde, er en overvejelse af betydningen af, hvad der er overleveret som kommende fra Gud. Fornuften kan derfor finde, at en påstået "åbenbaring" faktisk kan være uforståelig. Nogle ting er klart irrationelle, mens andre ikke er. Kristendommens centrale sandheder kunne netop ikke udtænkes ved brug af den menneskelige fornuft, selv om de ikke blev anset for at være i strid med den. Ved at gennemtænke konsekvenserne af, hvad der blev åbenbaret i ord eller gerning, hævdede kristendommen faktisk, at filosofien selv blev mere filosofisk.

Anledningen til disse bemærkninger er den nylige engelske oversættelse af Rémi Bragues bog: On the God of the Christians (and on one or two others). Brague har længe været interesseret forskellene mellem religionerne, især kristendommen, islam og jødedommen. Brague er en fransk filosof, der ikke ser nogen berettigelse i at udelukke, hvad vi kan lære af åbenbaring i vores omgang med alt, hvad der er. [4] I forlængelse af traditionen for kristen filosofi ser Brague, at dette at komme overens med hvad der er fundet i åbenbaringen om Gud, også er en stimulus, der gør os i stand til at filosofere bedre. En sådan filosoferen udvider og korrigerer de sandheder, som fornuften søger at kende. Der er intet vilkårligt ved denne fremgangsmåde. Selv om vi ikke kunne acceptere den sandhed, at "Gud er kærlighed" - den centrale kristne påstand - ville vi stadig være nødt til at forklare "hvorfor ikke?" Og vi kunne ikke gøre dette uden at gå ind i de dybe overvejelser over, hvad det er, Brague giver os i denne dybe bog.

Men jeg vil begynde disse refleksioner med at gentage tesen i pave Benedikt XVI's bog, Jesus fra Nazaret. Benedikts trebinds værk handler om teologi, filosofi, historie, eksegese, logik, politik, kunst og endda medicin. Dens centrale tese er denne: Efter en undersøgelse af alle de beviser, der gennem århundrederne er blevet præsenteret om Jesus af Nazaret - klassisk, middelalderlig og moderne - er den eneste rimelige dom, at Jesus faktisk levede i den tid og på det sted, hvori han siges at have levet. Desuden er han den, han sagde, han var. Dette faktum er den eneste fornuftige konklusion, der kan drages af det grundigt undersøgte bevismateriale. Benedikt har ingen særlige problemer med folk, der måtte afvise denne konklusion. Ja, han hilser sådanne indsigelser velkommen. Han ønsker blot at vide "på hvilken beviser?" og at have frihed til at undersøge dem. Det er også denne velbegrundede bekræftelse - at Jesus Kristus er Guds Søn, den Anden Person i Guddommens Trinitariske liv - der er basis for præmisserne i Bragues bog. Han viser, hvordan denne opfattelse af Gud kan hævdes som sand og ikke irrationel. Det er i denne opfattelse, at kristendommen adskiller sig fra "en eller to andre" religioner, som hans titel antyder, og det, der udgør denne bogs grundlæggende idé.

Kristendom, islam og jødedom siges at være de tre "åbenbarede" religioner. De er tilsyneladende ens deri, at alle tre er baseret på en bog, er Abrahams efterfølgere og er monoteistiske. I analysen af disse antagelser finder Brague, at der er væsentlige forskelle mellem disse religioner. I ingen af de ting, de siges at være fælles om, er de virkelig det samme. På denne baggrund ønsker Brague at stave ud, hvor anderledes kristendommen er, især i forhold til islam og jødedom. De to sidstnævnte er de eneste andre religioner, der hævder en åbenbaret oprindelse. I processen, forklarer han de grundlæggende forskelle og ligheder mellem de tre religioner. Denne præsentation af forskellene mellem de tre religioner fører Brague til hans centrale tese: Hvad er det helt præcist, der gør kristendommen anderledes? Det er klart, at Koranen kender både Det Gamle og Det Nye Testamente, mens Det Gamle Testamente er accepteret af kristne som det åbenbarede grundlag for kristendommen. Jødedommen hævder kun den hebraiske bibel og Israels historie.

Brague kan ikke lide udtrykket "den kristne Gud", som om Gud på en eller anden måde var en vis mængde menneskers private besiddelse. Snarere taler han, som bogens titel antyder, om "de kristnes Gud", den, som kristne tilbeder og søger at forstå. Denne tilgang fører ham til en omhyggelig diskussion af, hvordan vi ved noget, især Gud. Han ønsker at vide, hvad der menes med den "ene" Gud. Brague giver derefter en analyse af Treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden i deres enhed og forskelle. Indsigtsfuldt giver han sine senere kapitler overskrifterne - "Guden, som har sagt alt", "Guden, som intet forlanger af os" og "Gud, der tilgiver synder". Disse provokerende og originale tilgange efterlader os med kun én Gud og tre personer, hverken en ren monolitisk monoteisme eller en polyteisme. Næsten enhver indvending mod kristendommen fra islam eller jødedommen kan reduceres til den ene eller den anden af disse to krav.

Den teolog, som er af særlig interesse for Brague, er overraskende nok Johannes af Korset, hvem Brague anerkender for hans (Johannes’) indsigt i moderne tænkning og måden, hvorpå den adskiller sig fra den kristne Gud. Brague skriver for eksempel: "Nietzsche havde ret. Uenigheden mellem ham og kristendommen angår arten af det evige liv, betydningen af dets evighed. Meningen med livet er ikke andet end livet - men det evige liv. Gud beder os ikke om noget, eller kræver noget af os. Han forventer at vi tager imod, hvad han giver os, at vi giver ham lov til at lade det evige livs gave virke i os. [5] Denne passage, skal det bemærkes, indeholder det centrale tema i Benedikt XVI's Spe Salvi. [6] Den afspejler også David Walshs tese i Modern Philosophical Revolution, nemlig, at moderne tænkning i virkeligheden er et forsøg på at løse de kristne problemer ved at forkaste den kristne forklaring på dem. [7] Fordi moderne tænkning konstant ender med at være usammenhængende, tenderer den mod at få os til at vende tilbage til den kristne tænkning om de højeste ting som en bedre forklaring end dem, der foreslås som alternativer.

Brague er af særlig interesse i forbindelse med islam. Den er den sidste af de tre "åbenbarede" religioner, men tilstanden og arten af dens formodede åbenbaring er meget mærkelig. Selv om den er den yngste af de tre religioner, forsøger den at gøre sig til den ældste. Det gør den ved at postulere, at Koranen eksisterede fra evighed af, således at alle mennesker, der blev skabt, oprindeligt var muslimer. Hvis man ikke er muslim, er det fordi, man er blevet fordærvet af en eller anden religion eller familie. Denne teori ligger bag Koranens syn på krig. Mennesket er uretfærdigt blevet frataget dets sande og naturlige religion. Islam forsøger kun at genoprette mennesket til, hvad det var skabt til at være. Men da hverken Det Gamle eller Nye Testamente nævner Muhammed, postulerer en anden teori, at de oprindelige jødiske og kristne skrifter blev forvanskede. Alle henvisninger til Muhammed i de oprindelige skrifter blev fjernet. Dette er en absurd teori, naturligvis, men den synes at være den eneste måde, hvorpå man kan retfærdiggøre Koranens påstande, stående overfor disse skrifters manglende omtale af Muhammeds komme som den sidste og endelige profet.

Allahs forhold til skabelsen er sådan, at alt er underlagt ham. Allah må opfattes som én, der ikke er bundet af sine egne love. I modsætning til de kristnes Gud, er modsigelsesprincippet ikke bindende for Allah. Denne absolutte frihed er nødvendig for at forklare de mange modsigelser, der optræder i Koranens tekst, hvilken aldrig selv har været genstand for megen formel kritik. Koranen benægter specifikt de to grundlæggende kristne ideer om Gud, nemlig at Gud er en Treenighed og at én af de tre Personer blev menneske på et bestemt tidspunkt. Det højeste Koranen vil sige om Kristus, er, at han er en profet, det vil sige, ikke Gud. Grunden til at den må gøre dette er, at Allah aldrig bliver tænkt som en Fader. Bragues analyse af forskellen mellem faderskab og virilitet er ganske nyttigt her. Den forklarer, hvorfor muslimer har det så svært med Kristus som en Guds Søn, der er guddommelig. Koranen opfatter Allah som maskulin (viril), så hvis der er en søn, må der være en kvinde. Derfor er fornægtelsen af Treenigheden og Inkarnationen det logiske resultat af en forståelse af Guds enhed, der nægter Guddommen et indre liv, og identificerer faderskab med virilitet, noget, som kristen teologi ikke gør. Identifikationen af Sønnen med Ordet flytter vores opmærksomhed fra avl til tankevirksomhed.

Brague siger, at Koranen er en bog, der skabte en religion; at Det Nye Testamente er en bog, der fulgte en religion, og at Det Gamle Testamente mere er et bibliotek end en bog. For muslimen kom Koranen direkte fra Allah. Muhammed havde på en måde ikke noget at gøre med dens tekst udover at modtage den, som den var i Allah. Derfor blev den ikke inspireret, men var selve Allahs ord på arabisk. Jøden og den kristne hævder begge, at Det Gamle Testamente blev inspireret. At være jøde betyder, at man ikke ser nogen frelsesplan i Det Gamle Testamente, som fører til Kristus som den inkarnerede forløser. Jøden og muslimen er fælles om at benægte både Treenigheden og Inkarnationen.

Hvad betyder det så at "kende" Gud? Brague påpeger straks, at den sokratiske tradition for "kend dig selv" er på spil her, paradokset i at "kende det, vi ikke kender." Men dette er ikke en skepticisme. Vi kender niveauerne af væren på forskellige måder. Og da alt, hvad der er på dets "væren"-side, når til Skaberen, kan vi ikke vide alt om alt, undtagen at vi allerede var guder. Når det kommer til personlige og rationelle væsener, kan vi ikke kende dem, medmindre de ønsker at blive kendt. Vi kender dem i tale, i kommunikation. I tilfældet med både Gud og andre rationelle væsener, indeholder det at kende derfor et grundlæggende element af frihed. Denne sandhed har stor vægt hos Brague. Når Gud åbenbarer sig selv i Ordet der blev kød, holder han ikke noget tilbage. Sønnen og Faderen er ét. Selv i tilfælde af synder; når de er angret og indrømmet, er de tilgivet. Men de kan ikke blive tilgivet, medmindre de frit udtales og angres, i hvilket tilfælde synderen finder, at Gud bare har ventet på, at han skulle gøre noget, som end ikke Gud kan tvinge ham til at gøre. Han er fri til ikke at beskæftige sig med Gud, i det mindste på sit personlige plan.

Brague tager forestillingen om, at Gud er "mystisk", med noget forbehold. Alt for ofte får dette ord det til at ud som om, vi har brug for okkulte kræfter, eller at Gud afviser vores bestræbelser på at kende ham, eller at vi ikke behøver at medtage vores fornuft i vore bestræbelser på at kende ham. Vi kan nærme os forståelsen af Gud fra en anden vinkel: "Mysterium er en daglig oplevelse, som næsten kunne kaldes normal. Hver dag møder vi mystiske væsener, uudgrundelige væsener, hvis dybder, vi aldrig helt kan lodde. Enhver person, fordi han er fri, repræsenterer dette mysterium. Ingen har nogensinde hørt det sagt, at en anden helt er kommet til at kende selv dem, han kender bedst." [8] Men det forhold, at vi ikke ved alt, betyder ikke, at vi ikke ved noget. I tilfældet med Gud, tilføjer Brague: "Gud er skjult, fordi han kun er tilgængelig for tro." Vi kender ikke Gud på samme måde, som vi kender andre ting, ligesom vi heller ikke kender dem, vi elsker, alene ved videnskabelige midler. Vi kan ikke kende personer på den måde. Men vi kan kende dem. "Tro er ikke en gave fra Gud i almindelighed, men en gave fra Gud til mennesket. Det vil sige, det er en gave, der er givet til mennesket som menneske, i hans egentlige menneskelige dimensioner, ikke i ham som noget blot organisk eller følende. (...) Troen er en gave for så vidt, at den er tilbudt til det alene, der gør mennesket til, hvad - eller hvem - han er: Frihed." [9] Kristus fortalte apostlene, at han havde fortalt dem alle de ting, Faderen fortalte ham.

Størstedelen af denne bog er helliget Treenigheden, til den ene Gud i tre personer. For dette at vise, hvordan det er muligt og ikke selvmodsigende, at vi indenfor den ene Gud, finder en flerhed af personer, er en stor teologisk og metafysisk opgave. Hvad der er på spil her, er uden tvivl den indre overensstemmelse mellem fornuft og åbenbaring. De muslimske forklaringer på Allah indeholder så alvorlige misforståelser, at de bliver rationelt usammenhængende. Denne manglende sammenhæng bliver i en vis forstand anerkendt af de islamiske tænkere selv. Dette problem forklarer behovet for en voluntaristisk metafysik, hvor Allah først kan ville den ene side af en selvmodsigelse, dernæst den anden, og stadig kræve total lydighed. Den jødiske forståelse adskiller sig i det store og hele fra den kristne ved sin fortolkning af, hvem Kristus var. Indrømmet den forudsætning, at den hebraiske bibel ikke fører til åbenbaringen af Ordet, som fra Faderen, må jødisk tænkning etablere en alternativ forståelse af formålet med åbenbaring, hvorved Jahves planer, der findes i Det Gamle Testamente, bliver udført uden en Kristus, eller et "Ord", fra Guddommen.

Det unikke ved kristendommen, er således den indre sammenhæng i dens forståelse af Gud og hans åbenbaring til mennesket - som set i både Det Gamle og Det Nye Testamente - som én sammenhængende åbenbaring. "Spørgsmålet, jeg stiller her," skriver Brague, "er ikke for at vide, i almindelighed, hvad man skal gøre, når alt er sagt. Det skal stilles mere præcist: Hvad gør man, når det er Gud, der har sagt alt, hvad han har at sige." [10] Dette tema, som Gud virkelig har udtrykt fra Det Begyndende Ord i Skabelsen til Ordet, der blev kød, er, hvad der giver denne bog så stor interesse og betydning. Gud beskyldes ofte for ikke at fortælle os, hvad han vil, eller hvad vi har behov for at vide om ham. Men vi kan kun gøre denne indvending, hvis vi undlader at undersøge, hvad der faktisk er blevet sagt i åbenbaringen i dens fuldstændighed. Vi har fået at vide alt, hvad vi behøver at vide.

Som Brague sagde i citatet i begyndelsen af dette essay, hvis vi krævede mere, kunne Gud kun gentage, hvad han allerede har fortalt os. Han kunne kun gentage dramaet med Inkarnationen og Passionen. Men dette ville være nytteløst. Hvis de ikke ville lytte første gang, vil de heller ikke lytte til en gentagelse. Problemet ligger ikke hos Gud. Problemet er allerede placeret i den klassiske Paradisets Have i Første Mosebog, nemlig at mennesket foretrækker sin egen verden frem for den ædlere verden, som Gud har bestemt ham for, og i hvilken - da han er, som han er - alene hans lykke kan ligge. Problemet med stolthed er det centrale tema i al afvisning af at acceptere åbenbaring, intetsteds tydeligere end i de "strålende fejl" af moderne tænkning, som har søgt et alternativ til det, der er givet i åbenbaring.

"Den klassiske formulering er en klar hentydning til tanken om 'rationel tilbedelse' (logike latreia), udtrykt i Romerbrevet 12:1, altså om et forhold til Gud, der ikke indebærer materielle offerdyr, men som er placeret i, og helt indebærer, menneskets fornuft og frihed, som derved kommer i kontakt med Gud. (...) Gud virker ikke for sig selv. Skabelse er ikke en investering, hvorfra han venter, eller forventer, et udbytte. Hvad der herliggør Gud, er intet andet end selve det liv, han giver til sin skabelse, bl.a. til mennesket." [11] Dynamikken af gave og at give ligger således til grund for hele åbenbaringen. Ikke alene er verden skabt i retfærdighed, som Platon stræbte efter at vise, men i barmhjertighed og kærlighed - det centrale tema i Det Nye Testamente. Hele menneskets kontekst ligger nu i spørgsmål om "menneskets fornuft og frihed", som Brague glimrende udtrykker det. Al uorden i verden kommer fra gejstlige og intellektuelle fyrsters hjerter. Oprindelsen til de ydre lidelser, tillige med de ydre goder, skal i sidste ende findes her. Dette er grunden til, at stolthed - og intellektets afvisning af at se "rationel tilbedelse", som den givne rette sammenhæng for tilbagevenden til, og tilbedelse af, Faderen, gennem Sønnen, og i Ånden - har så dødelige konsekvenser.

Lad mig afslutningsvist igen minde om Bragues muntre bemærkning, som jeg citerede i begyndelsen af dette essay. Han har mere "respekt" for den vilde med sin afgud af træ, end han har for det moderne menneske, der i sidste ende har besluttet at tilbede "kun sig selv". Det er bemærkelsesværdigt, at denne "selv-tilbedelse", enten af mennesket individuelt eller kollektivt, har præsenteret sig i moderne tænkning som det primære alternativ til den Gud, der er kærlighed, en kærlighed, der frelser både den enkelte og alt, hvad der er godt. Sagen for de kristnes Gud er en stærk sag. Brague har ikke kun beskrevet, hvordan de kristnes Gud er forskellig fra den Gud, som muslimer eller jøder tilbeder, men han har vist, som Benedikt XVI gjorde i "Regensburg-forelæsningen", hvordan denne de kristnes Gud har forbindelse med den klassiske filosofi, som er rettet mod alt, hvad der er.

Vi ender ofte med argumenter, der peger på Guds eksistens. Dette er i sig selv ikke nogen gennemsnitlig intellektuel præstation. Med Brague ender vi med en overbevisende og intellektuelt sammenhængende demonstration af, hvordan denne eksistens kommer til syne i Guddommen, og har forbindelse med vort væsen og vores frelse. Brague hævder ikke at gøre dette, som om han selv havde udtænkt det hele. Han begynder med, hvad åbenbaringen fortæller os. Han kender Aquinas og Johannes af Korset, blandt mange andre. Det er med disse, han kan tænke filosofisk over de åbenbarede ting og deres forhold til, hvad vi kan vide. Man har mistanke om, at vi her har antydninger af, hvad "det evige liv" handler om. Så "hvis Gud er Gud?" Medmindre spørgsmålet bringes frem på den omhyggelige måde, hvorpå Brague bringer det frem, vil vi ikke indse, at der måske er et svar på dette spørgsmål.

Notes

[1] Rémi Brague, On the God of the Christians (and on one or two others), (South Bend: St. Augustine’s Press, 2013), 48.

[2] Josef Pieper, The End of Time (New York: Pantheon, 1954), 30.

[3] Brague, ibid, 97.

[4] See Brague, The Law of God (Chicago: University of Chicago Press, 2008); The Legend of the Middle Ages (Chicago: University of Chicago Press, 2009).

[5] Ibid, 138.

[6] See James V. Schall, The Modern Age (South Bend: St. Augustine’s Press, 2011).

[7] David Walsh, The Modern Philosophical Revolution (New York: Cambridge, 2008).

[8] Ibid, 19.

[9] Ibid, 131.

[10] Ibid, 106.

[11] Ibid, 137.

---

James V. Schall S.J. underviste i politisk filosofi ved Georgetown University indtil han for nylig gik på pension. Han er forfatter til adskillige bøger og utallige essays om filosofi, teologi, uddannelse, moral og andre emner. Hans seneste bog er Reasonable Pleasures: The Strange Coherences of Catholicism (Ignatius Press). Besøg hans hjemmeside, "Another Sort of Learning", for yderligere oplysninger om hans forfatterskab og arbejde.

---

Oversættelse: Bombadillo