Om det "døende" Europa
Af James V. Schall, S.J.
Oversættelse af: On the “Dying” of Europe
Kilde: The Catholic Thing, 10. november 2015
Udgivet på myIslam.dk: 13. november 2015

Den slående åbningssætning i et essay af Bret Stephens i Wall Street Journal den 19. oktober lyder: "Europas død er i sigte." Men hvad er det præcist, der er ved at dø? Vi husker Bellocs berømte: "Europa er troen og troen er Europa," bortset fra, at det meste af Europa har mistet den tro, der skabte Europa. "Re-evangelisering" og "ny" evangelisering har haft ringe effekt. Så er det stadig "Europa"?

Eric Voegelin bemærkede i Science, Politics, and Gnosticism, at oprindelsen til moderne ideologi ligger i en mangel på mod, i et tab af kristne mænds tro på realiteten af den transcendente orden, som præsenteres i denne tro. Denne efterfølgende ideologi forårsager døden af et Europa, der er uvilligt til at bevare, hvad det er.

Et velstående Europa bliver i sin egen forvirring bogstaveligt talt "invaderet", overvejende af muslimer fra forskellige fejlslagne stater. Vi ser på den patetiske nedgang i europæiske fødselstal, selv et tegn på alvorlig åndelig uorden.

Hvad der erstattede de gamle europæiske nationer, kristenheden, var en sekulær humanisme, der var helliget en "universalisme", som søgte at nedtone eller skille sig af med sin kristne arv. På mange måder har den "fredeligt" opnået denne udrensning. Kirken selv i de gamle europæiske lande synes forvirret og åben for denne humanismes lærdomme, hvilket den nylige synode om familien ofte demonstrerede.

I et bemærkelsesværdigt essay: “The Love of One’s Own and the Importance of Place” ["Kærligheden til ens eget og betydningen af sted"], skrev George Friedman: "At dø for et regime, der er dedikeret til stræben efter lykke, giver ingen mening. At dø for kærligheden til ens eget giver en hel del mening. Men den moderne opfattelse af mennesket har svært ved at forholde sig til denne idé. I stedet vil den afskaffe krig, bortvise krig som en atavisme eller i det mindste stemple krig som primitiv og unaturlig. Dette kan alt sammen være sandt, men det skal bemærkes, at krig simpelthen ikke vil gå væk. Ej heller vil kærligheden til ens eget og alt, hvad der følger af det." Vi kan sige, at krigen fortsætter, fordi dens kantianske afskaffelse i sidste ende betyder, at der ikke er forskel på godt og ondt i vore liv. Det er imod denne sidstnævnte doktrin, gode mænd stadig vil kæmpe - hvis de kan.

Friedman minder her om, at den moderne stat er bygget på centralisering af magt og absorptionen af alle "mindre" samfund, herunder religion, i sin sfære. Det ender med en absolut "mangfoldighed", en hadtale-forbudt-doktrin, der ikke længere tillader de mest grundlæggende menneskelige spørgsmål at blive bragt på bane inden for sine forventede verdensomspændende grænser.

I Seeing Things Politically, skrev Pierre Manent: "Det politiske legeme, der var passende for Europa, var nationen, nationen som formidler af universalier - Kirken og derefter menneskeheden (...). Europæisk demokratisk universalisme glider over i nihilisme; den er nihilismens opfyldelse. Den består i at sige: Europa er ikke andet og ønsker ikke at være andet end ren universel humanisme."

En sådan universel "humanisme" ser sig selv som eksisterende over alle nationale, kulturelle eller religiøse forskelle. Derfor tillader den ikke deres udtryk, da dette ville "krænke" renheden af "humaniteten". Denne "humanitet" er et logisk begreb. Kun partikulære og forskellige ting har faktisk eksistens og liv.

Benedikt XVI udtrykte det - i sin samtale med Peter Sewald (The Light of the World) - på denne måde: "Folk siger, at der af hensyn til negativ tolerance [dvs. "ikke fornærme nogen"] ikke må være krucifikser i offentlige bygninger. Med dette oplever vi dybest set afskaffelsen af tolerancen, for det betyder jo, at religion, at den katolske tro ikke længere har lov til at udtrykke sig synligt." Dette er den averroistiske position.

Europa har nu også bygget sig på en "sætning": Staten afviser ved tvang enhver tilstedeværelse i den offentlige orden af en "privat" verden. Paragraffer om fred kræver, at staten nægter udtryk eller organisation af ethvert synspunkt, der kan forårsage utilpashed i enhver borgers sjæl. I stedet for et kontinent med forskellige nationer og folkeslag, står vi tilbage med en stat uden sjæl, der ikke bekymrer sig om meget andet, end at dens velstand skal bevares uforstyrret af "transcendente" spørgsmål, der kan underminere individuelle sjæle eller den borgerlige fred.

Hvad der opfattes som særlig afskyeligt i Europa er "fundamentalisme". Sidstnævnte er primært et kodeord for enhver, der stadig er uoplyst nok til at opretholde sondringen mellem godt og ondt. Sådanne mennesker er "rigide", hvilket vil sige at de tror det gør en forskel, hvad man tror. Dette er den ene gruppe, der ikke vil blive "tolereret".

Det er klart, at denne tilgang postulerer nye "rettigheder", som garanterer formålet med den abstrakte stats "humanisme". Det nye "europæiske" menneske er renset for alle de mange forskellige, der gjorde ham værd at interessere sig for. Men dette nye menneske, da det er en abstraktion, er ude af stand til at dø. Kun mænd og kvinder dør. Ligeledes: kun mænd og kvinder formerer sig. Dårlige ideer "dør" ikke. De ses enten som fejlagtige og forkastes eller som fristende og sættes i værk. Om det "døende Europa", requiescat in pace [det hvile i fred].




James V. Schall S.J. underviste i politisk filosofi ved Georgetown University indtil han for nylig gik på pension. Han er forfatter til adskillige bøger og utallige essays om filosofi, teologi, uddannelse, moral og andre emner. Hans seneste bog er Reasonable Pleasures: The Strange Coherences of Catholicism (Ignatius Press). Besøg hans hjemmeside, "Another Sort of Learning", for yderligere oplysninger om hans forfatterskab og arbejde.




Oversættelse: Bombadillo