Mission, dialog og vanskeligheder
Hvordan religionsfrihed gik fra at være frihed til at praktisere og forklare troen til blot ret til at gøre, hvad staten tillader
Af James V. Schall, S.J.
Oversættelse af: Mission, Dialogue, and Difficulties
Kilde: Catholic World Report, 18. februar 2014
Udgivet på myIslam.dk: 6. juni 2017


Pave Frans præsiderer over et møde med religiøse ledere i Vatikanet den 20. marts 2013. Paven mødtes med de kristne, jødiske, muslimske, buddhistiske, hinduistiske, sikhiske og jainistiske delegationer, der var kommet til Vatikanet til hans indsættelse. (CNS foto/L'Osservatore Romano via Reuters)

“I kraft af den dåb, han har modtaget, er hvert eneste medlem af gudsfolket blevet til en missional discipel (jf. Matt 28,11). Hver eneste døbte – ligegyldigt hvilken funktion han har i Kirken, eller hvilket niveau af trosviden han har – er aktør i evangeliseringen ...” - Pave Frans, Evangelii Gaudium (Evangeliets glæde), nr. 120.
"Kirken er således forpligtet til på enhver mulig måde at udføre sin mission i verden og til at nå alle mennesker. Og den har ret til at gøre dette, en ret, der er givet den af Gud for at fuldføre hans plan. Religionsfrihed, som stadig undertiden bliver begrænset eller nægtet, vedbliver med at være forudsætningen og garantien for alle de friheder, der sikrer enkelte menneskers og folkeslags almenvel." - Pave Johannes Paul II, Redemptoris Missio (Kristi Mission), nr. 39. [Denne danske tekst er taget fra rundskrivelsen Kristi Mission, Ansgarstiftelsens Forlag, København 1991, oversætter: Ruth Plum]

I.

En spænding eksisterer mellem Kirkens seneste og presserende engagement i mission og dens parallelle understregning af dialog som en praktisk metode til håndtering af forskelle i religioner og filosofier. Formålet med mission er i sidste ende konvertering til den sandhed, der er indeholdt i åbenbaringen, til Kristi person. Formålet med dialog var oprindeligt at løse uenighed på en rationel basis. Dialog kom i nyere tid til blot at betyde den ærlige og præcise fremlæggelse og forståelse på begge sider af, hvad der holdes for sandt af en religion eller filosofi. Efter forudgående aftale er intet forsøg tilladt eller gjort for at "omvende" nogen til noget. Missionstilstanden søger at konvertere, dialogtilstanden gør ikke. Den ene tilstand instruerer alle troende til at gå ud for at omvende alle andre. Dialogtilstanden betyder, at ingen kan løse eventuelle kontroverser. Alt, hvad enhver kan gøre, er at give en klar fremstilling af stridspunkterne.

Paver - fra Paul VI's Evangelii Nunciandi, til Johannes Paul II's Redemptoris Missio, til pave Frans' Evangelii Gaudium - har forsøgt at sætte hele Kirken i missionstilstand. Den "Gode Nyhed" skal prædikes og bringes ud til andre. Det var ikke meningen, at den skulle forblive i en lille gruppe, selv om det var her, den begyndte. Denne missionære nødvendighed er den tvingende konklusionen, der selv i dag må drages af Kristi formaning til apostlene: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, ..." (Matt 28:19) Pave Frans insisterer på, at enhver er en "missionær" til dem, der ikke har hørt, eller som har hørt, men er faldet fra. Præster og biskopper skal komme ud af bureaukrattilstanden, ud af deres præstegårde og gå hen, hvor folk er. Men Kristus advarede også om, at hvis hans tilhængere gjorde disse missionære ting, ville de ofte blive hadet og forfulgt. Intet i den moderne situation kan få os til at tvivle på, at disse alvorlige konsekvenser vil indtræffe, hvis vi følger formaningen: "Gå derfor hen ...".

Alligevel har Kirken insisterende fastholdt, at religionsfrihed er den første "ret" for enhver, ikke kun for katolikker. Vi ønsker virkelig ikke en verden, i hvilken alle hele tiden plager deres naboer med nødvendigheden af en eller anden slags omvendelse. Religionsfrihed betyder til dels, at vi lader vore naboer være i fred med deres egen religion. Den offentlige og borgerlige religionsfrihed blev indtil for nylig taget for givet i det, der blev kaldt frie og demokratiske stater. Denne frihed indbefattede muligheden for at praktisere sin tro uden borgerlige hindringer. Den kunne eksistere i den offentlige orden. Troende havde kapacitet til at danne deres egne institutioner; de var frie til at gøre offentligt kendt, hvad de holdt for sandt, frie til at fremlægge deres sag.

Men i takt med at den sekulære stat har overtaget flere og flere af de sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige og godgørende funktioner, der engang blev indført af kristendommen, har den i stigende grad begrænset "religionsfriheden". Den beskytter nu kun, hvad der foregår inde i kirkerne. Næsten alt udenfor kirkerne er under kontrol af statens ideologi og magt. Religionen og dens tilhængere må tilpasse sig statens befalinger, uanset hvad deres samvittighed måtte diktere af det modsatte, under trussel om fratagelse af borgerlige rettigheder, hvis ikke direkte forfølgelse og fængsling.

Men de enorme variationer i religion gjorde det nødvendigt at spørge om grænserne for religiøs missionsvirksomhed. Religionerne hævdede selvfølgelig ikke det samme. Mange var rent ud sagt på kant med, hvis ikke i krig med andre religioner eller staten. Den borgerlige forestilling om, at alle religioner var lige ubetydelige var resultatet af Hobbes' tænkning. Religion blev set som en årsag til borgerkrig og indre strid. Borgerlig fred, som Marsilius af Padova lærte os, kan kun opretholdes, hvis alle religioner falder under statsmagten i alle deres aktiviteter udadtil. Religion var udelukkende en sag for ånden, den havde intet at gøre med legemet. En sådan opfattelse gjorde reelt inkarnations-kristendom umulig.

Sondringen mellem naturlige og overnaturlige religioner blev ikke anerkendt. Filosofi og politik styrede alt, hvad der på nogen måde kunne kaldes "religiøst". Vi finder endda forslag om et verdensparlament for religion under kontrol af De Forenede Nationer og dens ideologi. Alle konflikter mellem religion og politik bliver løst til fordel for staten, og staten bliver i realiteten selv en erstatning for religion eller metafysik. Staten bestemmer hvad religion kan hævde; den har inten transcendent kontrol med sig selv.

I den katolske tradition hævdedes alle religioner, inklusive den selv, at være underlagt det, der var kendt som naturret. Naturlig religion var udtryk for den måde, hvorpå mennesket reagerede på Gud, når det brugte sin egen forstand og egne kræfter alene. Overnaturlig religion var udtryk for, hvad Gud blev sagt at have åbenbaret for mennesket ud over, hvad det selv kunne og burde have fundet ud af. Naturret blev anset for at være fornuftens herredømme, gældende for alle tider og steder. Dens blotte eksistens var en benægtelse af kulturel og historisk relativisme. Denne lov var, hvad der måtte forudsættes, hvis forskellige religioner skulle mødes på fælles grund. Mange religioner, og i stigende grad moderne filosofi og statslige politikker, benægter enhver sådan fælles "fornuftens lov". Ingen "fornuft" kan findes i mennesket eller i kosmos. Der forudsættes intet fælles for alle religioner på grundlag af hvilket, mennesket kunne indgå indledende og bindende aftaler.

Katolicismen i særdeleshed er bundet til naturrettens eksistens og logiske kraft som et fornuftens herredømme, der er åbent for alle, selv for dem, der benægter den. Afvisning af en naturretslig holdning, i en religion eller et religiøst dogme, betragtes som et tegn på usandhed i religionen eller et af dens synspunkter. Fornuft og åbenbaring modsiger ikke hinanden, for de har fælles oprindelse.

Fænomenet, der er kendt som "multikulturalisme", mente, at det at vælge mellem de mange forskellige påstande, eller finde, hvad de kunne blive enige om, ikke var muligt. Bag de enkelte kulturer fandtes ingen naturlig ret eller fornuft. Alt var relativt til den kultur eller den periode, hvori det blev formuleret. Religionsfrihed kom således til at blive baseret, ikke på fornuft, men på en skepsis med hensyn til både naturret og enhver påstand om en åbenbaring, der handler om den. Ingen almindeligt anerkendt sandhed var mulig. Kun en desperat "artikel om fred" forelå, der forbød at forstyrre den offentlige orden, uanset af hvilken grund. Den moderne stats tvingende og dømmende magter fik til opgave at forhindre enhver religion i at komme ud af kontrol. Religionsfrihed betød ikke frihed til at praktisere og forklare, hvad religionen holdt for sandt, men tilladelse til at gøre, hvad staten tillod.


II.

Dialog betød oprindeligt en samtale mellem to mennesker, der søgte at afgøre sandheden af denne eller hine påstand. Dialog blev senere forbundet med den akademiske verden. Igen i universiteternes kollegier, kunne diskussioner i dialogform finde sted om ethvert emne. Argumenter til fordel for "fejl" var tilladt. Ingen sandhed kunne kendes, medmindre dens modsætning også var kendt og sat i forhold til den. Magt var kun til stede for at forhindre slagsmål og tvangsartede fremgangsmåder. Ikke alle kunne eller ville forstå behovet for et sådant rum, hvor holdningers sandhed og falskhed kunne hamres ud. Dette faktum er grunden til, at akademiet blev frisat som et sted, hvor selv usmagelige synspunkter kunne præsenteres. Dialog i sig selv blev sagt at respektere meningerne fra alle sider ved at muliggøre en præcis formulering af, hvad der mentes. Vi ønskede at vide, hvad der blev holdt for sandt, men vi ønskede også at løse modsigelserne på en velordnet, gensidigt acceptabel måde. Dialog kom ofte til at blive opfattet som en erstatning for krig, som blev sagt at påtvinge sagen betingelser uden at alle sider kunne se logikken i løsningen.

Men faktum er, at nogle standpunkter er uforenelige i praksis. Dialog kan ikke altid fjerne ønsket om krig for at påtvinge synspunkter, eller behovet for krig for at beskytte selve muligheden for frihed og sandhed. Det er ikke tilfældigt, at den økumeniske bevægelse blev foreslået som en "dialog".

Hvad der er slående ved Kirkens nylige venden sig mod missionære eller evangeliske tilgange til tro, er ikke så meget, at dette behov ikke har været til stede i Kirken hele tiden, men at der er få steder i verden, der vil tillade selv et minimum af missionær tilstedeværelse. Hvis vi ser ærligt på de borgerlige og traditionelle begrænsninger, der findes i islamiske lande, i Kina, selv i Indien og lande i den buddhistiske tradition, vil vi hurtigt opdage, at enhver pludselig stigning i missionær aktivitet vil blive mødt med afvisning. Faktisk synes islamiske stater opsat på at fordrive de sidste rester af kristen tro indenfor deres grænser. Skønt kristne dokumenter ofte lader formode, at islam og kristendom tilbeder den samme gud, så er det et faktum, at den gud, der er treenig og har inkarneret sig i Jesus, udtrykkeligt afvises i Koranen. Lige nøjagtig hvilken gud, de har til fælles, er det yderst vanskeligt at fastslå (se mit essay: "Hvis gud er Gud?").

Pave Frans foreslog for nylig - efter at have påpeget den udbredte forfølgelse, som mange kristne nu oplever i muslimske lande - at muslimer i de vestlige lande har frihed til at praktisere deres religion; så hvorfor påvirker de ikke deres oprindelseslande til at tillade en lignende religionsfrihed for ikke-muslimer. En del af problemet er imidlertid, at de muslimer, der bosætter sig i lande med en vis religionsfrihed, danner deres egne enklaver, så hurtigt de kan, hvor de søger at gøre overholdelse af muslimsk lov obligatorisk. Der findes reelt ikke meget af en omvendelse til den vestlige forestilling om religionsfrihed. Hvad vi finder, er en udnyttelse af vestlig frihed til at etablere det religiøse system, der hersker i muslimske lande. I betragtning af væksten i den muslimske befolkning i disse lande, har de et reelt håb om at kunne etablere muslimske byer eller lande i disse tidligere ikke-erobrede områder.

Selvom det siges, at mange mennesker konverterer til kristendommen under jorden i Kina, vil enhver udbredt konvertering blive set som en trussel mod staten, der stadig officielt er ateistisk. Hvis vi til denne situation lægger skiftet i de vestlige stater selv til en version af religiøs frihed, der i virkeligheden er etatistisk [statsfikseret, o.a.], bliver vi nødt til at indrømme, at mulighederne for at udføre noget særligt missionsarbejde på globalt plan er meget spinkle. Når det er sagt, er jeg ikke uvidende om, hvad jeg vil kalde den intellektuelle skrøbelighed af både muslimske og andre religioner og ideologier, samt den tvivlsomme opbygning af de nuværende ateistiske og relativistiske holdninger, der ligger til grund for modstanden mod kristendommens sandhed i de vestlige samfund. Ting kan således ændre sig meget hurtigt, selvom det på ingen måde er sikkert, at de vil ændre sig til det bedre og ikke til det værre.

Læren jeg uddrager fra disse refleksioner er, at enhver missionsindsats må tage pligten til sandhed mere alvorligt. Vi har været vant til at minimere vore relationer, så vi kun ser og indrømmer det, vi har til fælles. Vi udelader, hvad der gør os forskellige. Men hvad der er forskelligt, er, hvad vi er pålagt at gøre kendt. I tilfældet islam er det ikke tilstrækkeligt at forsøge at sige, at vi alle har den samme gud til fælles, når alle beviser fortæller, som Rémi Brague har bemærket, at guderne, der er skildret i Skriften og i Koranen, er meget forskellige. Vi ved fra Benedikts Regensburg-erfaring, at hvis man siger sandheden om islam, selv i den akademiske verden, kan kristne blive dræbt som hævn. Når dette sker, er det ofte den, der bragte sandheden frem, der får skylden, ikke morderne.

Det er på tide, slår det mig, at insistere på, at selvmodsigende og urigtige påstande om, hvad katolicismen er og hævder, bliver konfronteret. Dialogtilstanden syntes altfor ofte at forflytte forskelle til en intellektuel underverden, hvor intet virkeligt var på spil. I øjeblikket synes vi at ønske, at alle skal missionere uden at have et sted, hvor de kan udfolde denne iver, der er en del af troen. Uden at forsømme, hvad vi kan have til fælles med andre filosofier eller religioner, er vi nødt til at være langt mere oprigtige, når det gælder om at sikre, at det vi ikke har til fælles, står i forgrunden for, at vi gør, som vi gør - at vi tror, som vi tror - at vi forstår, som vi forstår. Alt for ofte giver vi fripas til folk, der hævder ting, som vi anser for uretfærdige.

Vi behøver ikke at blive ubehagelige eller uovervejede. Men vi bliver nødt til at konfrontere løgnene og fejlinformationen om det, der er indholdet af vores mission, om det, der er genstanden for vores dialog. Katolicismen er en intellektuel religion; det betyder, at vi ikke kan give os i kast med at være missionærer, medmindre vi først insisterer på sandheden af, hvad vi hævder, og usandheden af, hvad vi afviser. Vi mener ikke, at det er umuligt for andre at forstå disse sandheder, heller ikke selv om de ikke tror dem. Som afslutning læser vi i Johannes' Første Brev: "Jeg skriver ikke til jer, at I ikke kender sandheden, men at I kender den og ved, at ingen løgn kommer af sandheden" (1 Joh 2:21). Dette slår mig som et godt sted at begynde.




James V. Schall S.J. underviste i politisk filosofi ved Georgetown University indtil han for nylig gik på pension. Han er forfatter til adskillige bøger og utallige essays om filosofi, teologi, uddannelse, moral og andre emner. Hans seneste bog er Reasonable Pleasures: The Strange Coherences of Catholicism (Ignatius Press). Besøg hans hjemmeside, "Another Sort of Learning", for yderligere oplysninger om hans forfatterskab og arbejde.




Oversættelse: Bombadillo