Man kan ikke leve uden at udvikle meninger om virkelighedens beskaffenhed; derfor vil enhver veldefineret kultur og tro naturligt introducere sine medlemmer til en måde at anskue verden på. Mens vi nemt kan nævne mange forskellige verdenssyn, så er de måske fem vigtigste: 1) kinesiske, 2) indiske, 3) muslimske, 4) sekulær humanistiske og 5) kristne. Disse opfattelser deles normalt af mange nationalstater og er civilisatoriske af natur.

Stående adskilt: Kina og Indien

Det klassiske kinesiske synspunkt er, at Riget i Midten, ved sine værdige og dydige skikke, trækker alle nationer til sig. Menneskelivet er begrænset til denne verden. Mennesket bør kære sig om den etiske ordning af dette liv. Omhyggelig, endog pertentlig, opmærksomhed rettes mod lærdom, arbejde, familie, vaner og - i dag - teknologi og social kontrol, som bedst opfylder menneskets jordiske skæbne. Menneskets værdighed har at gøre med, hvor han og hans forfædre er placeret i den etiske og sociale orden. Generationer og dynastier kommer og går - selv påtvungne marxistiske af slagsen - men den ordnede livsform forbliver stort set den samme.

Det indiske syn, præget af hinduismen, er, at mennesket er et åndeligt væsen. Det forsøger at opnå herredømme over sig selv for at opnå åndelig kundskab og forening med Gud gennem dødens og genfødslens cyklus. Ved at søge "befrielse" eller total selvbevidsthed, bliver hvert individ i sidste ende indlejret i en enhed indenfor kosmos. Alle overbevisninger kan optages i dette system, fordi der er mange veje til "frelse". Skønt Indiens kastesystem, der bestemmer ens plads i det sociale hierarki, formelt er afskaffet, lever mange af de gamle sædvaner videre.

Hverken i Kina eller i Indien er der plads til en personlig gud, der transcenderer verden. Indien har mange navne for Gud, der bliver opfattet som en abstrakt højeste "virkelighed". Kina har praktisk talt ingen guder; det har forfædre. Men ingen af disse verdenssyn søger aktivt at konvertere andre. Deres kulturelle magt hviler på deres enorme antal medlemmer.

Koranens skygge

Den muslimske opfattelse, der deles af ca. en femtedel af verdens befolkning, hævder, at formålet med verden er, at alle mennesker, herunder ikke-troende, skal underkastes Allah, om nødvendigt med magt. Han er én og alene Han skal lovprises. Mennesket kan intet vide om Hans veje. Mennesket skal underkaste sig Allahs vilje, uanset hvad den går ud på, fred eller krig. Den muslimske troendes centrale opgave over tid er at konvertere eller underkaste alle ikke-troende, om nødvendigt gennem jihad, til et liv under Allahs vilje som fastsat i Koranen, hadith og sharia.

Allah er vilje, ikke fornuft. Hans befalinger findes i den hellige bog, Koranen; de kan ikke ændres. Koranen indeholder Allahs tanker og bogstavelige ord. Livet er organiseret omkring pligtopfyldende overholdelse af bøn, lov og skik, som fundet i Bogen, og det leves i den tradition, der med tiden strømmede frem på basis af dens befalinger. Verden kan ikke befinde sig i en tilstand af fred, før hele menneskeheden er underlagt Allahs lov. Muslimske missioner og hærstyrker er instrumenterne for Allahs universelle herredømme på Jorden. Islams tilhængere er befalet at afprøve mulighederne for de troendes vækst - fredeligt eller, mere normalt i dens historie, med våbenmagt.

De 46 overvejende muslimske lande er konsekvent blandt de mindst udviklede i verden, undtagen hvor de finder olie. Men opdagelsen, brugen og værdien af olie har ikke meget at gøre med selve islams mission, undtagen ved at finansiere den. Faktisk kommer en af islams store udfordringer for markedskræfterne af den måde, hvorpå den modvirker risikovillighed og iværksætteri. Når muslimer siger "Insh'Allah" - om Allah vil - udtrykker de ikke blot håb; de peger på deres opfattelse af virkeligheden selv: Alle hændelser hviler på Allahs vilje, og menneskets rolle er at underkaste sig. Årvågenhed og initiativ lider.

Saudi-Arabien har i de senere år finansieret opførelsen af tusindvis af moskeer over hele verden, herunder Europa og USA, men det tillader kun sunni-moskeer indenfor sine egne grænser. Olie er imidlertid kun værdifuldt, fordi andre samfund har fundet veje til at bruge det i stor skala. I virkeligheden kommer det meste af rigdommen i olierige islamiske stater af en moderne form for politisk suverænitet, der ikke er af muslimsk oprindelse. Den gør det muligt for islams herskere at kontrollere, ofte på personlig basis, deres rigdom i undergrunden. I virkeligheden er deres rigdom afledt, ikke af deres egne økonomier, men af skatter afkrævet de faktiske producenter og brugere af deres olie.

Islam er ikke primært optaget af økonomisk vækst, men derimod af sin religiøse mission om at underkaste verden Allahs herredømme. Kun få udenfor den muslimske verden forstår til fulde den igangværende islamiske ekspansionisme, ikke engang nu med terrorisme-problemet. Disse såkaldte "terrorister" anser faktisk sig selv for trofast at tilstræbe religiøse - ikke økonomiske, politiske eller personlige - endemål.

Tabet af transcendens

Sekulære og humanistiske synspunkter er ikke blot en tilbagevenden til hedenskab. Chesterton sagde, at den moderne tænkning selv er uudsletteligt præget af den jødisk-kristne baggrund, som den forsøger at ryste af sig. Uanset om de vil det eller ej, har det at forlade den jødiske og kristne lære tendens til at tvinge sekulære humanister til at nægte alle former for transcendens.

Humanismen flytter sine grundprincipper ind i ideerne om individualisme og fremskridt, som nu er under menneskets snarere end Guds kontrol. Denne flytning, takket være den kartesiske dubito eller tvivl, har moderne tænkning lånt fra Mill og Comte. De løfter mennesket op til at overtage Guds plads.

Denne forvandling betyder, at de også må omforme menneskets begyndelse og udvikling, så de får et ikke-teistisk grundlag. Kosmos har gradvist udviklet sig ved tilfældige sammentræf for at blive til det, vi har i dag. Indenfor denne kosmiske evolution har mennesket del i den samme tilfældige oprindelse. Han træder frem og bliver til sidst i stand til selv at tage kontrol over evolutionen, når først han har udviklet videnskaben nok til at se, hvordan det kan gøres.

Til sidst bliver mennesket arkitekten, tilmed af sin egen krop og sjæl, og tilslutter sig ideen om, at han kan indrette sin krop og sit hele liv stik imod enhver gud. Lægegerningen holder op med at søge behandling af patienter i overensstemmelse med deres givne natur. Den håber at blive en moralsk neutral kunst eller videnskab, ikke et klogt og forsigtigt håndværk. Den afviser naturens vejledning. Den tilslutter sig ideerne om mennesket, som dikteret af menneskets vilje. Hvis en mand bestemmer, at han er en kvinde, er det lægens opgave at gøre ham til det, og ikke at oplyse ham om, at det ikke kan gøres. Den givne herlighed af den menneskelige krop og person, hvis ophav engang var reserveret den transcendente orden, er nu genstand for et videnskabeligt projekt om at forlænge det menneskelige livsspan - endda til en slags transhumanistisk, jordisk udødelighed. Sådan er den æra, vi nu lever i.

Den individualistiske side af sekulær humanisme ophøjer individet til at blive sin egen gud. Hans vilje, og ikke tilværelsens grund (dvs. det, der er), bliver sandhedsdommer. Individualisme, ligesom alle disse opfattelser, indeholder og forudsætter en bestemt sandhed, nemlig den om hvert menneskes autonomi eller enestående karakter. Hvad den mangler er en bindende standard, med hvilken vi kan identificere grænserne for menneskets frihed. Igen bliver han sin egen gud.

Et sekundært aspekt af denne nye humanisme er analog til Gud, der giver mennesket herredømme over Jorden for at underlægge sig den, samt fuldmagten til at blive frugtbare og talrige. De forskellige miljøbevægelser ønsker at etablere deres egen timelige version af Edens Have. I praksis er disse bestræbelser i høj grad baseret på den pseudo-videnskabelige tro på menneskeskabt global opvarmning. Men, som Paul Johnson sagde, hvis den blev etableret, ville den hurtigt blive en af de største magtbeføjelser, der nogensinde er blevet overdraget staten. Under dens tilskyndelse vil staten blive i stand til at kontrollere alle borgeres liv og antal under foregivende af at beskytte den skrøbelige planet.

I stedet for tilbedelsen af det guddommelige, orienterer miljøbevægelsen mennesket mod planetens velbefindende. Den fælles menneskelige mission er at holde menneskeheden i live på denne - eller en anden - planet så længe som muligt. Etik handler ikke længere om personlig synd og transcendent forløsning. Den bliver fokuseret på at drage omsorg for planeten - også selvom denne "omsorg" i sidste ende indebærer en reduktion af jordens befolkning til stabile to milliarder mennesker eller deromkring.

Når denne etiske forvandling har fundet sted, er opfattelsen den, at den resterende menneskehed vil være bæredygtig i mange flere æoner (selvom reduktionen af menneskelig arbejds- og hjernekraft også vil føre til en utilsigtet forøgelse af fattigdommen). Jordens skrøbelige ressourcer vil blive strakt ud så længe som muligt; menneskets højeste endemål bliver frelsen af Jorden selv.

Optrevling af menneskets værdighed

At være menneske var klassisk set at være i besiddelse af en given normativ natur. Som et resultat pegede menneskets endelige liv på Gud som dets oprindelse. Menneskets liv blev forseglet og i sidste ende dømt efter døden i den transcendente orden i overensstemmelse med, hvad det individuelt havde gjort i familien, staten og samfundet. Men når først mennesket forsøger at tage kontrol og blive den eneste skaber af sin egen natur, vil hans opgivelse af det gode i sig selv føre til en systematisk optrevling af den skabelse af mand og kvinde, som vi læser om i 1. Mosebog og igen i Det Nye Testamente.

Det åndelige tilbageskridt, der nu kaldes fremskridt, ses tydeligst i familien og blev varslet af Platon i 5. Bog af Staten. Vi bevægede os fra ingen-fejl skilsmisse til prævention og fra prævention til accept af abort. Vi bevægede os fra tolerance af homoseksuelle handlinger til accept af homoseksuelt "ægteskab" og nu til den transseksuelle grænse. Vi tog kontrol over reproduktionen gennem in-vitro-fertilisering i laboratoriet, og nu gør vi os forestillinger om designer-babyer. Som folk har vi totalt adskilt sex fra ansvaret for nyt liv. Menneskelivet er blevet fri for den byrde at have børn. Den genetiske struktur af hvert nyt menneskeliv kan snart blive et ansvar, der falder ind under statens magt og myndighed.

Kristendom og natur

Denne baggrund fører os til det kristne verdenssyn, der har sine rødder i Israel. Gud og verden er adskilt. Gud havde ikke brug for et kosmos; skabelsen selv var resultatet af en fri plan om at skabe noget udover Hans trinitariske liv. Indenfor denne plan var det Guds hensigt at forbinde sig - i sit indre, evige liv - ikke med andre skabte "guder", men med åndelige og intelligente legemlige væsener. Det fysiske kosmos er designet til at understøtte denne hensigt. Mennesket, som en race af rationelle, frie væsener, blev givet herredømme over Jorden.

Meget af den moderne videnskab og teknologi sporer sig selv tilbage til en sekulær form for individualisme, men dette modsiger den kristne opfattelse. Guds tildeling af herredømme betød, at mennesket skulle opdage og bruge, hvad naturen gennem tiderne havde givet ham. Verden blev ikke skabt perfekt på en måde, så alt blev stillet til rådighed for mennesket uden nogen indsats fra menneskets side. Det blev snarere givet en ufuldkommen verden med rigelige ressourcer for at se, hvad det med tiden kunne gøre med dem. Gennem udøvelsen af sin fornuft og fantasi ville mennesket røbe sin egen personlige karakter.

I processen afslørede hver menneskelig person således sin sjæl gennem hvad han gjorde, og gennem måden, hvorpå han reagerede med sin praktiske dygtighed såvel som sine politiske og kontemplative kræfter, mens han udførte menneskehedens almindelige opgaver. Hver person skulle også dømmes og anvises til enten Himmel eller Helvede baseret på den måde, han havde levet på. Det sokratiske princip - "det er aldrig rigtigt at handle forkert" - styrede alle mellem-menneskelige forhold. Kristendommen bekræftede og uddybede dette princip.

Menneskelig værdighed og dydig aktivitet forøgede således hver enkelt persons værd. Menneskets almindelige aktiviteter i alle livsfaser og -stillinger viste for Gud og verden denne persons virkelige sjæl. Han skulle elske sin næste ved at handle retfærdigt. Den kristne tradition betød, at både den transcendente verden og den jordiske stad blev forbundet i et ikke-modsigende indbyrdes forhold, der gav endelig mening til den menneskelige person både i denne og den næste verden.

Menneskehedens oprør, lidelse og synd, som gennemtrænger hele dens jordiske historie, skyldes primært hvert enkelt menneskes forsætlige afvisning af naturens og nådens orden. Denne overnaturlige skæbne blev frit tilbudt ham af Gud, som ønsker at hver person, heriblandt den aborterede, skal opnå evigt liv. Men fordi Gud respekterer den frihed, som mennesket har fået til at acceptere eller afvise den guddommelige invitation, tillader han hver person at afgøre sin egen skæbne.

Her har jeg kortfattet sporet de fem verdensopfattelser, der kæmper med hinanden om at lede menneskeligt liv og handling. Det er måske ikke ofte, at vi tænker på os selv som fanget i en kamp om at definere, hvad vi er. At se alternativerne er at forstå, hvad der er åbent for os, og at præcisere, hvordan vi ser os selv og vort formål i livet.

---

James V. Schall S.J. underviste i politisk filosofi ved Georgetown University indtil han for nylig gik på pension. Han er forfatter til adskillige bøger og utallige essays om filosofi, teologi, uddannelse, moral og andre emner. Hans seneste bog er Reasonable Pleasures: The Strange Coherences of Catholicism (Ignatius Press). Besøg hans hjemmeside, "Another Sort of Learning", for yderligere oplysninger om hans forfatterskab og arbejde.

---

Oversættelse: Bombadillo