Muhammeds stamme
Af Philip Carl Salzman
Oversættelse af: Muhammad’s Tribe
Kilde: Scholars for Peace in the Middle East (SPME), 15. januar 2008
Udgivet på myIslam.dk: 1. november 2018

Dagens religiøse kort over Mellemøsten kan føres tilbage til de arabiske stammers forening under islams banner i det 7. århundrede og deres efterfølgende erobring af meget af den kendte verden. Muhammeds geni bestod i at kunne finde en vej til at forene myriaden af splittende, fejdende beduin-stammer fra det nordlige Arabien til en sammenhængende stat. Ligesom han havde givet en forfatning af regler, under hvilken folkene i Medina kunne leve sammen, således gav han en forfatning for alle arabere, men denne havde ikke alene Muhammeds, men også Allahs imprimatur. Underkastelse - islam - under Allah og Hans regler, formuleret i Koranen, bandt de arabiske stammefolk sammen til et samfund af troende, ummaen.

Ved at bygge på stammesystemet med "afbalanceret opposition" - emnet for gårsdagens essay - kunne Muhammed danne en inklusiv samfundsstruktur, hvori stammerne havde en fælles, gudgiven identitet som muslimer. Men forening var kun mulig ved at skabe en tribaliseret fjende, mod hvilken muslimerne kunne gøre fælles sag. Dette gjorde Muhammed ved at sætte muslimer op mod vantro; og Dar al-Islam, islams og fredens land, op mod Dar al-Harb, de vantros og konfliktens land. Gennem islams forskrifter blev beduinernes traditionelle plyndringstogter ophøjet til at være en hellig religiøs pligt.

Efter hver vellykket kamp mod lokale vantro, især efter det afgørende tidlige slag mod mekkanerne, tilsluttede flere beduiner sig ummaen. Da de først var blevet forenet, vendte ummaens beduin-krigere sig udad, og lærte verden meningen med jihad, hellig krig. Resten, som de siger, er historie.

I lynangreb udfordrede og besejrede araberne byzantinerne mod nord og perserne mod øst, som begge var svækkede af deres konstante indbyrdes krige, og således påtvang deres kontrol over den kristne majoritet i Levanten og den zoroastrianske majoritet i Persien, og derfor over hele Mellemøsten. Disse fantastiske succeser blev hurtigt fulgt af erobringer af kristne og jødiske befolkninger i Egypten, Libyen og Nordafrikas Maghreb (arabisk for "Vesten"), og mod øst af erobringer af Centralasien og den hinduistiske befolkning i det nordlige Indien. Ikke tilfredse med disse triumfer, invaderede og underkuede arabiske hære meget af det kristne Spanien og Portugal og hele Sicilien. Siden Romerriget havde verden ikke set en så stor magt og rækkevidde. Alle faldt for saracenernes sværd.

De fleste udlægninger af islamisk historie, selv inklusive Lindholms anerkendte The Islamic Middle East, glider let henover disse erobringer, som om de var venlige magtovertagelser. Men virkeligheden var meget anderledes.

Beviserne er overvældende for, at et enormt antal vantro mandlige krigere og civile blev dræbt, og at de fleste af dem, der blev skånet, især kvinderne og børnene, blev gjort til hus- og sexslaver. Skønt mænd, der villigt konverterede, blev skånet, blev deres hustruer og børn taget som slaver. I de erobrede områder blev børnene regelmæssigt taget fra forældrene, mens det i grænseområderne - især i Central- og Østeuropa, Centralasien og Afrika syd for Sahara - var almindeligt at tage på slavetogter. Af de mandlige slaver blev et betydeligt antal gjort til eunukker ved at fjerne deres af kønsorganer, så de kunne gøre tjeneste i haremmer. Følgende beretning om den arabiske kampagne i det nordlige Indien illustrerer de normale fremgangsmåder:

"Under den arabiske invasion af Sind (712 e.Kr.) angreb Muhammad bin Qasim først Debal (...). Den var beskyttet af en garnison på 4000 kshatriya-soldater og betjent af 3000 braminer. Alle mænd i alderen fra 17 og opefter blev lagt under sværdet, og deres kvinder og børn gjort til slaver. '[Syvhundrede] smukke kvinder, der var under beskyttelse af Budh (dvs. havde søgt tilflugt i templet), blev alle fanget med deres værdifulde ornamenter og tøj prydet med juveler.' Muhammad sendte en femtedel af det lovlige bytte til Hajjaj, hvilket indbefattede 75 jomfruer, de andre fire femtedele blev fordelt blandt soldaterne."

De talrige beretninger fra muslimske, indfødte og andre kilder om de islamiske erobringer er lige så detaljerede og lige så forfærdende for en moderne læser. Det er rigtigt, at intergruppe-relationer i det meste af verden gennem hele historien har været udnyttende og undertrykkende, og ikke sjældent brutale og blodtørstige. Islams verden var ikke så meget en undtagelse fra dette, som eksemplarisk for det.

Det arabiske imperiums teologiske grundlag handlede om islams overherredømme og enhver muslims forpligtelse til at fremme dens dominans. Især tjente ideen om jihad til at etablere det muslimske samfunds permanente krigstilstand mod Dar al-Harb indtil de vantros endelige underkastelse og islams absolutte verdensherredømme.

Men allerede da de islamiske hære først havde fået herredømmet over den kendte verden, opstod der sprækker indenfor islam, der skulle blive ophav til de blodige og gensidigt ødelæggende kampe, der fortsætter til denne dag i Irak og andre steder.

Stammelivets ubarmhjertige interne modsætninger er særligt blevet afspejlet i stor skala i kampene mellem sunnier og shiitter, en strid, der udsprang af et skænderi mellem nært beslægtede familiegrupper om ledelsen af det islamiske imperium efter Muhammeds død. Deres divergerende filosofiske orienteringer er baseret på to forskellige stamme-principper: Sunnismen anerkender ledere på basis af samtykke; shiismen anerkender ledere på basis af afstamning. Det fortsatte fjendskab mellem de to grupper er en af de mange måder, hvorpå stammeånden fortsætter med at dominere Mellemøsten.




Philip Carl Salzman var professor i antropologi ved McGill University fra 1968 til 2018. Han er stiftende formand for the Commission on Nomadic Peoples of the International Union of Anthropological and Ethnological Sciences; stiftende redaktør af Nomadic Peoples; og forfatter til:
Black Tents of Baluchistan;
Pastoralists: Equality, Hierarchy, and the State;
Thinking Anthropologically;
Culture and Conflict in the Middle East; og
Understanding Culture.




Oversættelse: Bombadillo