Den jødiske Holocaust under 2. Verdenskrig er en historie om menneskelig tragedie, med virkelige ofre, virkelige skurke og virkelige helte. Vigtige spørgsmål handler ofte om, hvordan individer skal kategoriseres. I de senere år har megen opmærksomhed været rettet mod pave Pius XII og andre ledere af den katolske kirke. Men rabbiner David Dalin skrev, at mens pave Pius XII "reddede tusindvis af jøder (...) brugte stormuftien tysk radio til at opfordre til europæiske jøders død og ødelæggelse." Den mufti (en ekspert med bemyndigelse til at træffe afgørelser vedrørende islamisk lov), som Dalin omtaler, er Haj Amin al-Husseini, der var den centrale figur i palæstinensisk nationalisme fra 1920'erne til 1940'erne.

Ifølge nogle udlægninger, støttede Husseini ikke alene den nazistiske bevægelse, men han var en ledende arkitekt bag "Den endelige Løsning" og godfather til moderne jihad-terrorisme. På den anden side bliver Husseini stadig hyldet som en helt af mange palæstinensere, og nogle forfattere har gjort gældende, at sagen mod ham er groft overdrevet.

At nå frem til sandheden er ikke let. Mange af Husseinis originale papirer gik tabt under perioder med uro i Mellemøsten. Desuden er nogle af de tidligste bøger om ham mistænkelige. Tysk propaganda under krigen malede ham i et gunstigt lys. Andre bøger, skrevet i slutningen af 2. Verdenskrig, argumenterede for, at han burde retsforfølges i Nürnberg (det blev han ikke). Nogle af muftiens tilhængere har set gennem fingre med visse bestemte handlinger, mens kritikere til tider har overdrevet deres sag. Men hvad ved vi så egentlig?

Uroligheder i Palæstina

Muhammed Amin al Husseini blev født i 1893 ind i en magtfuld og indflydelsesrig familie. Den fremtidige arabiske leder studerede religiøs lov ved al-Azhar Universitet i Cairo og gik på Istanbuls Skole for Administration. I 1913 tog han til Mekka på pilgrimsfærd, hvorved han opnåede ærestitlen "Haj". Han sluttede sig til den osmannisk-tyrkiske hær under 1. Verdenskrig, men vendte tilbage til Jerusalem i 1917 og skiftede side til fordel for de sejrende briter.

Palæstina havde været under tyrkisk kontrol forud for 1. Verdenskrig, men blev et britisk mandat ved slutningen af krigen. I november 1917 fremsatte Storbritannien i Balfour-deklarationen sin beslutning om at oprette et jødisk hjemland i Palæstina. (En lignende plan blev godkendt af Folkeforbundet i 1922). Husseini, sammen med resten af den arabiske befolkning, var imod dette træk.

I marts 1920 under påsken overfaldt arabere de bedende ved Grædemuren, på basis af rygter om jødisk aggression. Fem jøder blev dræbt, to blev voldtaget og 211 blev såret; fire arabere blev dræbt og 21 såret. Husseini blev dømt ved en britisk domstol for at have tilskyndet til optøjerne, men han flygtede og fandt ly i Syrien.

Husseini vendte tilbage til Palæstina i april 1921, idet han drog fordel af en britisk amnesti. Tre uger senere udbrød der optøjer i Jaffa, som blev efterfulgt af store overfald på jøderne dér og andre steder. Den endelige opgørelse over jødernes tab denne gang omfattede 47 dræbte og 140 sårede. De arabiske tab - primært forårsaget af de britiske myndigheder, der forsøgte at genoprette ro og orden - var 48 dræbte og 73 sårede. Husseini var igen indblandet i vold.

Muftien af Jerusalem (Husseinis halvbror, Kamel) døde i februar 1921. I januar det følgende år udnævnte den britiske højkommissær, Sir Herbert Samuel, Husseini som hans efterfølger og opfandt den nye titel af stormufti. Dette synes at være gjort i håbet om, at man, ved at give Husseini mere ansvar, kunne få ham til at moderere sine voldelige tendenser. (Briterne nærede længe troen på, at Husseini ville støtte det koloniale system). Den nye mufti blev samtidig udnævnt til præsident for et nyoprettet Øverste Muslimske Råd, og blev således både den religiøse og politiske leder af de palæstinensiske arabere.

Udnævnelsen af Husseini var en skelsættende begivenhed i palæstinensisk historie. Forud for hans magtovertagelse, var der flere arabiske fraktioner, som støttede en udvikling i samarbejde med jøderne. Men Husseini satte al sin kraft ind på et uafhængigt, rent arabisk Palæstina. Faktisk var dette den primære drivkraft bag hans offentlige virke i resten af hans liv. Briterne var hans modstandere, fordi han ønskede uafhængighed. Jøderne var hans fjende, fordi de trængte ind i hans land. Han samlede de palæstinensiske arabere mod begge grupper.

Husseini kontrollerede de muslimske religiøse fonde, og han havde retten til at udpege og afskedige dommere og andre funktionærer ved den muslimske religiøse domstol. Han brugte effektivt magten til at give protektion [patronage power], der ledsagede hans positioner, til at indføre en streng form for islam i Palæstina.

Enhver, der ikke fulgte muftiens retningslinjer, blev fordømt i moskeen under fredagsbønnen, udelukket fra ægteskabs- og begravelsesritualer eller truet fysisk. Hundredvis af moderate arabere blev myrdet for at modsætte sig hans autoritet eller tale for kompromis med jøderne og Vesten. Den tyske forfatter Kurt Fischer Weth skrev (beundrende) i sin 1943-biografi over Husseini, at palæstinensiske arabere, der gjorde modstand mod at bære traditionelle islamiske klæder, blev skudt.

Der var nogle få strejker i protest mod britisk styre i 1925 og 1926 og nogle mindre uroligheder i 1928, men volden kogte først virkelig over i august 1929. Optøjer brød ud, da der blev talt om udvidet finansiering til støtte for jødisk bosættelse i Palæstina. Husseini og hans tilhængere spredte rygtet om en jødisk sammensværgelse om at beslaglægge og vanhellige de hellige steder. Ved slutningen af optøjerne, var 133 jøder dræbt, mere end 300 blevet såret og næsten 4.000 tvunget til at flygte fra deres hjem.

Den britiske regering udpegede Sir William Shaw til at lede en undersøgelse af årsagerne til optøjerne. Flertalsrapporten frikendte stort set muftien for skyld i forstyrrelserne, mens en mindretalsrapport lod formode, at han i høj grad var involveret. En senere britisk gen-undersøgelse i 1937 konkluderede, at mindretalsrapporten var velbegrundet.

I april 1936 udbrød der igen uroligheder, da der spredtes meldinger om, at jøder havde angrebet arabere i Tel Aviv. Resultatet blev en treårig periode med vold og uroligheder, kendt som Den Arabiske Revolte. Det var en tid med aggression mod det britiske styre og mod jøder og arabere, der bekæmpede muftien. Husseini rekrutterede væbnede militser og rejste midler fra hele den muslimske verden (og i det mindste nogle af aksemagterne) til støtte for revolten.

I modsætning til tidligere optøjer, var jøderne denne gang organiserede og i stand til at svare igen. Desuden brugte briterne militær magt mod oprøret. I slutningen af 1937 blev Husseini frataget sit embede som præsident for det Øverste Muslimske Råd og eftersøgt til anholdelse. Han flygtede i eksil i Libanon.

Moderate palæstinensiske ledere, befriet fra Husseinis terrorregime, udstedte erklæringer, der fordømte hans styre og misbrug af magt. Lederen af Det Arabiske Nationale Forsvarsparti anklagede Husseini for at have omdirigeret både fondsmidler og revolten selv til at tjene sine egne personlige formål - en anklage, der blev gentaget af andre. Andre islamiske ledere beskyldte Husseini for at have dræbt mere end 200 arabiske politiske modstandere og tilladt mange moskeer at forfalde. Palestine Gazette annoncerede tilmed den 8. oktober 1937 et kortvarigt forbud mod skrifter af eller om muftien.

Men mange i Palæstina forblev loyale over for ham og flere af de nye kritikere endte med at blive myrdet (eller få familiemedlemmer dræbt) som hævn. Den Arabiske Revolte sluttede i 1939, da briterne gik med til at lægge nye begrænsninger på jødisk indvandring.

Fra Palæstina til Berlin

Fra det fransk-styrede Libanon fortsatte muftien med at holde møder og planlægge vold til den palæstinensiske kamp. I 1938 blev 297 jøder dræbt og 427 såret i Palæstina af bander, der handlede på hans vegne. Mange arabiske modstandere blev også ramt.

Men snart løb Husseini tør for penge. Inden udgangen af 1938 flyttede han til Irak, som dengang var under britisk kontrol. Den arabiske regering finansierede muftien og supplerende støtte kom fra Tyskland og Italien. I mellemtiden involverede Husseini sig i den politiske kamp for Iraks frihed, spredte anti-britisk propaganda og anstiftede uro.

I april 1941 støttede Husseini militærets vellykkede statskup, der afsatte det pro-britiske arabiske lederskab. Men ikke alt, hvad han gjorde, var succesrigt. Senere samme år støttede han en irakisk militær aktion for at vælte det britiske styre. Oprøret mislykkedes, da Tyskland sendte mindre militær hjælp, end irakerne havde forventet.

Efter at den revolutionære regering var væltet, udnævnte den nye irakiske ledelse en undersøgelseskommission. I sin rapport udpegede kommissionen "Muftien af Jerusalem og hans håndlangere", som nogle af de primære faktorer bag volden. Et forsøg blev gjort på at arrestere Husseini, men han flygtede igen, først til Iran, derfra til Italien (som gæst hos Mussolini) og derfra videre til Berlin.

Husseini ankom til den nazistiske hovedstad den 9. november 1941. En tysk talsmand annoncerede: "Denne store forkæmper for arabisk frigørelse og den fornemste modstander af England og jøderne forventes at blive i Berlin i lang tid." Nazisterne forsynede muftien med en luksuriøs bolig og en generøs månedlig gage.

Husseinis mest åbenlyse handlinger til støtte for aksemagterne kom i form af radio- og pamfletpropaganda, hvori han opfordrede muslimer verden over til at føre jihad mod de allierede. Akse-radiostationer blev stillet til hans rådighed og hans taler blev udsendt regelmæssigt i lande, som havde betydelige muslimske befolkninger. Som Maurice Pearlman forklarede i sin bog Mufti of Jerusalem:

Arabere (...) blev opfordret til, i Koranens og islams æres navn, at sabotere olierørledninger, sprænge broer og veje langs britiske kommunikationslinjer, dræbe britiske soldater, ødelægge deres depoter og forsyninger og vildlede dem med falsk information, tilbageholde deres støtte. Formaningerne inkluderede normalt påmindelsen om, at de kunne frelse deres sjæl ved at massakrere de jødiske vantro i deres midte (...). De arabiske indvandrere i USA blev opfordret til at hindre den amerikanske krigsindsats gennem politiske pressionsgrupper og almindelig anti-britisk, anti-jødisk, og anti-Roosevelt propaganda.

Pearlman citerer en udsendelse fra 1. marts 1944, der giver et godt indtryk af udsendelserne generelt: "Arabere, rejs jer som én mand og kæmp for jeres hellige rettigheder. Dræb jøderne, hvor end I finder dem. Dette behager Gud, historien og religionen. Dette redder jeres ære. Gud er med jer."

Virkningen af muftiens udtalelser er svær at vurdere. De opmuntrede sandsynligvis muslimer til at tilslutte sig aksemagternes sag, når arabiske divisioner var samlet, men denne indsats var ubetydelig sammenlignet med hele den tyske militærmaskine. Hvad der er sikkert, er, at muftien brugte Hitler til sine egne formål og i processen fremmede den nazistiske sag.

Husseini og 'Den endelige Løsning'

I bogen The Mufti and the Führer, skrev Joseph Schechtman: "Det er næppe tilfældigt, at begyndelsen til den systematiske fysiske udryddelse af de europæiske jøder, udført af Hitlers Tredje Rige, faldt omtrentligt sammen med muftiens ankomst til akse-lejren." Observationer som denne har fået mange iagttagere til at konkludere, at Husseini var en vigtig faktor i udviklingen af "Den endelige Løsning." Men da muftien blev spurgt om hans deltagelse i Holocaust, nægtede han enhver indblanding og tilføjede, at "nazisterne ikke behøvede nogen overtalelse eller tilskyndelse fra hverken mig eller nogen anden til at iværksætte deres program mod jøderne."

Det primære skriftlige vidnesbyrd om dette spørgsmål kom frem ved Nürnberg-processerne i form af en beediget erklæring, der citerede Adolf Eichmanns stedfortræder, Dieter Wisliceny (som efterfølgende blev henrettet som krigsforbryder) for at sige: "Muftien var en af initiativtagerne til den tyske systematiske udryddelse af de europæiske jøder og havde været fast samarbejdspartner og rådgiver for Eichmann og Himmler i udførelsen af denne plan (...). Han var en af Eichmanns bedste venner og tilskyndede ham konstant til at accelerere udryddelsesprocessen." Erklæringen havde nogle få fejl, og Husseini benægtede nogensinde at have mødt Eichmann, men Wisliceny læste den igennem ved Nürnberg og verificerede dens indhold.

Erklæringen berettede også om tilfælde, hvor Eichmann var villig til at sende jødiske fanger til Palæstina, men hvor Husseini intervenerede og fangerne blev dræbt. Da han blev presset af en underordnet til at forklare, hvorfor de ikke bare kunne blive deporteret, skulle Eichmann have sagt: "Jeg er en personlig ven af stormuftien. Vi har lovet ham, at ingen europæisk jøde vil komme til Palæstina mere. Forstår De nu?"

Tre breve fra muftien, skrevet i 1944, bekræfter hans modstand mod at sende jøder til Palæstina. Henvendt til udenrigskontorerne i Bulgarien, Ungarn og Rumænien, skrev Husseini: "Jeg beder Deres Excellence tillade mig at henlede jeres udmærkede opmærksomhed på nødvendigheden af at forhindre disse jøder i at forlade Deres land til fordel for Palæstina; og hvis der er nogen grund, der gør deres inddragelse nødvendig," at de sendes til "andre lande, som for eksempel Polen, hvor de vil befinde sig under aktiv overvågning." Som kritikere har bemærket, blev jøder i Polen på dette tidspunkt alle henrettet.

Selvfølgelig beviser dette skriftlige vidnesbyrd ikke, at muftien var en arkitekt bag Den endelige Løsning. Der er dog, som Joseph Schechtman skrev: "... rigeligt med førstehånds-vidnesbyrd om den rolle, som muftien spillede i at idiotsikre forbuddet mod udvandring" af jøder fra Tyskland. Retten ved sagen mod Eichmann i 1961 erklærede: "Det er blevet bevist for os, at også muftien sigtede mod gennemførelsen af 'Den endelige Løsning,' dvs udryddelsen af de europæiske jøder, og der er ingen tvivl om, at var det lykkedes Hitler at erobre Palæstina, ville også den jødiske befolkning i Palæstina være blevet udsat for total udslettelse, med støtte fra muftien."

Muftien hjalp nazisterne til at danne en Arabisk Muslimsk Legion, en Arabisk Brigade, og i Kroatien trak Hitler på den muslimske befolkning for at rekruttere "Jihad-krigere" til Waffen SS. Betydningen af disse tropper kan diskuteres - nogle af dem synes primært at have eksisteret på papiret - men dem, der kæmpede i Bosnien og Serbien, bliver af nogle anklaget for at have dræbt op mod 90 procent af de bosniske jøder.

Nazisterne brugt med sikkerhed de arabiske tropper til propagandaformål. Det officielle tyske nyhedsbureau rapporterede den 17. december 1943:

De første billeder i ugerevyen viser en usædvanlig scene. De viser stormuftiens besøg hos muslimske tropper i de tyske væbnede styrker. Fra disse mænds ansigtstræk og udtryk kan vi sige, at de ved, hvordan man bærer felt-grå uniformer. Entusiasme og disciplin er synlig i hver eneste af deres bevægelser.

Disse tropper synes at have troet, at de skulle kæmpe i Nordafrika, men Hitler havde andet i tankerne. En rapport i London Daily Sketch den 12. februar 1944 fortalte, at den Arabiske Legion blev sendt til den russiske front "og er blevet fuldstændig udslettet."

Efter krigen

Med Nazi-Tysklands sammenbrud i 1945, flyttede Husseini til Egypten, hvor han blev modtaget som en national helt. Jugoslavien anklagede ham for krigsforbrydelser, men de allierede var bange for reaktionen i den arabiske verden, hvis han skulle blive retsforfulgt. Britiske dokumenter afspejler også en vis forvirring om, præcis hvordan hans skulle anklages, da han hverken var en fjendtlig kombattant eller borger i en fjendtlig nation. På den måde undgik han retsforfølgelse.

Muftien blev hurtigt anerkendt som leder af den palæstinensiske bevægelse. Han fik ideologisk indflydelse på Hamas, Islamisk Jihad og Hizbollah; og han var impliceret i planlægningen af mordet i 1951 på kong Abdullah af Jordan, der støttede fred med Israel. Husseini bidrog også til skabelsen af den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og spillede en stor rolle i afvisningen af FN's delingsplan, der ville have oprettet separate arabiske og jødiske stater i Palæstina-mandatet.

Måske Husseinis længstvarende indvirkning på arabiske holdninger tog sin begyndelse i Egypten, da han mødte Yasser Arafat. Den yngre mand blev snart en hengiven protegé af muftien. Arafat påvirkede palæstinensisk politik og taktik i årtier. Som Yossi Klein Halevi skrev i National Catholic Reporter umiddelbart før Arafats død: Arafat "opdrog en generation af palæstinensiske børn til at se selvmordsbombere som religiøse og dannelsesmæssige rollemodeller" og gjorde Holocaust-benægtelse "normativ". I 1985 sagde Arafat, at PLO "fortsatte ad den vej", som Husseini havde lagt, og i 2002 kaldte han muftien "vores helt."

Et tragisk partnerskab

Husseini og Hitler var begge opportunister, og hver tjente den andens formål. Det ser ud til, at muftien havde meget lidt interesse for jøder udenfor Palæstina, og hvis det ikke havde været for planen om at skabe et hjemland for dem, ville han måske ikke være skredet til nogen særlig handling. Ikke desto mindre gjorde alliancen med nazisterne det muligt for ham både at kæmpe for uafhængighed fra Storbritannien, og samtidig stoppe for indvandringen af flere jøder til Palæstina.

For at være fair, så spillede Husseini ingen rolle i nazisterne opstigen i 1920'erne, ingen rolle i dannelsen af Hitlers raceteori, og han havde ingen andel i nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Faktisk afviste tyskerne alle arabiske tilnærmelser frem til 1937. Uanset hans rolle som opildner til racehad, ville gaskamrene have været i gang selv uden ham.

Husseinis vigtigste bidrag til Hitlers Holocaust var lukke de lettest tilgængelige flugtveje for de europæiske jøder. Han stod urokkeligt fast mod deportation eller udvandring til Palæstina, hvilket nazisterne måske ville have tilladt for i det mindste for nogle jøder. På den anden side ville muftien sandsynligvis ikke have gjort indsigelse mod deportationer til områder uden for den arabiske verden. Desværre var de fleste af disse muligheder ikke tilgængelige, og Hitler var under alle omstændigheder ikke kendt for at favorisere forflyttelse frem for udryddelse.

Måske er det mest interessante spørgsmål i alt dette, hvorfor Hitler overhovedet gik ind på at samarbejde med Husseini i første omgang. Hitler havde skrevet om arabernes racemæssige underlegenhed i Mein Kampf, og han havde en almindelig foragt for alle ikke-ariere, herunder arabere. Husseini, med rødt hår og blå øjne, synes at have været en undtagelse. Mark M. Boatner III peger på, at Hitler kan have troet, at han havde europæisk blod i årerne. Desuden havde den tyske diktator en modstræbende respekt for islam - han klagede engang over, at islam "ville have passet os meget mere end kristendommen. Hvorfor skulle det lige være kristendommen med al dens ydmyghed og slaphed?" Religionen i sig selv betød mindre - kun muligheden for at udnytte den. Og muftien var mere end villig til at samarbejde.

Husseini og Hitler var ekstreme nationalister med fælles fjender. Had til briterne og jøderne bragte dem sammen, til skade for menneskeheden.

---

Ronald J. Rychlak er prodekan og MDLA juraprofessor ved University of Mississippi School of Law. Han er forfatter til Hitler, the War, and the Pope (2000) og Righteous Gentiles (2005), samt medforfatter til Disinformation: Former Spy Chief Reveals Secret Strategies for Undermining Freedom, Attacking Religion, and Promoting Terrorism og The Persecution and Genocide of Christians in the Middle East: Prevention, Prohibition, & Prosecution.

---

Oversættelse: Bombadillo