Hvorfor jeg har skrevet "Jihad and Genocide"
Af Richard L. Rubenstein
Oversættelse af: Why I Have Written "Jihad and Genocide"
Kilde: New English Review, Februar 2010
Udgivet på myIslam.dk : 19. november 2012

Introduktionen fra Rubensteins bog Jihad and Genicide

Om morgenen den 11. september 2001 sad jeg ved mit skrivebord og lagde lykkeligt sidste hånd på manuskriptet til anden udgave af Approaches to Auschwitz, som jeg skrev sammen med professor John K. Roth fra Californiens Claremont-McKenna College. [1] Jeg begyndte denne morgen med en enorm følelse af tilfredshed over, at jeg endelig var ved at afslutte min del af en meget vanskelig opgave. På det tidspunkt havde jeg brugt den bedre del af en karriere af et halvt århundredes varighed til at udforske, skrive og forelæse om Holocaust og det forfærdelige fænomen, folkemord.

Omkring kl. 8:45 tændte jeg for fjernsynet for at få morgennyhederne og fik at vide, at American Airlines Flight 11 netop var fløjet ind i det 110-etagers nordlige tårn af New Yorks World Trade Center (WTC). Jeg forstod straks, at flystyrtet ikke var en ulykke. Den 26. februar 1993, havde Ramzi Yousef, en islamisk terrorist, detoneret en bilbombe under det samme tårn for at få det til at vælte ind i det sydlige tårn, så begge tårne ville styrte sammen og dræbe de 250.000 mennesker, der var på arbejde i bygningerne. Yousef og hans medskyldige forsøgte at begå massemord i hjertet af New York. Det lykkedes dem ikke at få tårnene ned, men seks mennesker blev dræbt og 1042 såret i forsøget. [2] Som jeg så til i rædsel, vidste jeg, at de islamiske ekstremister, som jeg fremover vil kalde islamister, endelig havde haft heldet med sig. Min rædsel blev intensiveret, hvis det var muligt, da jeg så United Airlines Flight 175 styrte ind i det sydlige tvillingetårn. Minutter senere lærte jeg, at endnu et fly var fløjet ind i Pentagon, og at United Airlines Flight 93 var styrtet ned på en mark i Somerset County, Pennsylvania uden at nå sit mål, hvilket tilsyneladende var enten Det Hvide Hus eller USA Capitol.

I løbet af lidt mere end en time, havde USA oplevet det mest ødelæggende angreb på dets egen jord i hele dets historie. Den amerikanske økonomiske og militære magts ikoniske bygninger var med held blevet angrebet, og kun den uselviske tapperhed af de dødsdømte passagerer på United Airlines Flight 93 forhindrede et lignende angreb på centret for amerikansk politisk magt.

Bortset fra den rene og skære rædsel, var min umiddelbare reaktion at spørge mig selv, om ikke vores bog om Holocaust i dette øjeblik var blevet en øvelse i tomhed. Uden forsinkelse sendte jeg John Roth en e-mail, der sagde, at uanset hvor vigtig Holocaust er, så skete det for tres år siden, og at vi nu stod overfor en særdeles reel fare. Jeg fortalte ham, at min indsats fra nu af sikkert ville være mindre fokuseret på Holocaust end på truslen fra radikal islam. John var støttende i sit svar, men insisterede på, at begge var lige vigtige. [3] Han havde selvfølgelig ret. Som det fremgår af en stor del af materialet i denne bog, er der mere end blot et ringe slægtskab mellem nationalsocialisme og islamisk ekstremisme. Som partnere under 2. Verdenskrig, søgte begge den fuldstændige udryddelse af det jødiske folk, et projekt, islamisterne aldrig har opgivet. Som det fremgår af et væld af hadefulde prædikener, mediepropaganda og gadedemonstrationer, hvoraf alt for meget er tilgængeligt på internettet, har nutidens islamister genbrugt noget af nationalsocialismens mest ondsindede antisemitiske propaganda, mens de udbreder den modbydelige skrøne om, at israelerne er vor tids nazister.

I 1952, i mit sidste år som studerende ved Jewish Theological Seminary of America, blev jeg godkendt til optagelse på Harvard Teologiske Fakultet [Divinity School]. Holocaust havde kastet en meget lang skygge over min beslutning om at fortsætte studierne på en historisk protestantisk institution. Holocaust havde fundet sted i det kristne Europa og var ikke uden støtte fra vigtige dele af europæisk kristenhed. Jeg ønskede at forstå historien og den nuværende status af det komplicerede og ambivalente forhold mellem jødedom og kristendom, og Harvard Teologiske Fakultet virkede som et godt sted at starte.

Mine studier dér havde et overvældende euro-centreret fokus. Min mest mindeværdige oplevelse var Paul Johannes Tillichs kursus i klassisk tysk filosofi. [4] Som søn af en lutheransk præst med en doktorgrad fra universitetet i Breslau (nu Wroclaw, Polen), tjente Tillich som feltpræst i den tyske hær under 1. Verdenskrig. I årene umiddelbart før Hitlers magtovertagelse, udtrykte Tillich, på daværende tidspunkt professor ved Frankfurts Universitet, sin stærke modstand mod nationalsocialismen i taler og forelæsninger. Så snart nazisterne overtog magten, afskedigede de ham, og han blev ansat ved New Yorks Union Theological Seminary. Tillichs kursus gjorde mere for at udvide min forståelse af europæisk kristen kultur end noget andet kursus, jeg tog på Harvard.

Et af kravene på min uddannelse var at arbejde et år med en religiøs tradition, forskellig fra jødedom eller kristendom. I det akademiske år 1953-1954 tog jeg et kursus i "islamisk oprindelse" efterfulgt af et kursus i "den muslimske tros historie." På det tidspunkt virkede islam som en fjern kuriositet, som jeg var forpligtet til at studere. Fra disse kurser tog jeg bestemt ikke den idé med mig, at nogen udgave af islam kunne udgøre en dødelig trussel mod mit folk, mit land og min civilisation. Det kom senere.

Desværre havde hverken jeg eller det overvældende flertal af Harvard-studerende i perioden den mindste anelse om skrifter af sådanne islamistiske tænkere som Hassan al-Banna (1906-1949), Sayyid Qutb (1906-1966) og Syed Abul Aala Maududi (1903-1979). Som kompromisløse fjender af den vestlige civilisation, kom deres søgen efter universel muslimsk herredømme til at forme verdenssynet hos gerningsmændene bag 9/11, og kan komme til at påvirke livet og skæbnen for alle mænd, kvinder og børn i det enogtyvende århundrede.

Ti dage efter 9/11 talte præsident George W. Bush til en fælles samling i De Forenede Staters Kongres, hvor han søgte at skelne mellem gerningsmændene bag 9/11 og det fredselskende islamiske flertal. Præsidenten erklærede:

Jeg vil også gerne i aften tale direkte til muslimer i hele verden. Vi respekterer jeres tro (...). Dens lære er god og fredelig. Og dem, der begår ondt i Allahs navn, bespotter Allahs navn. Terroristerne er forrædere mod deres egen tro, og forsøger i realiteten at kidnappe islam selv. [5]

I et øjeblik af hidtil uset national krise, var præsidentens første ansvar utvivlsomt at dæmpe en potentielt eksplosiv interreligiøs situation. Ikke desto mindre kan man set i bakspejlet spørge, om hans udtalelser eller de ret så tilsvarende opfattelser, som præsident Barack Obama udtrykte i Cairo den 4. juni 2009, var korrekte. I virkeligheden er den islamistiske fjendtlighed mod det vantro Vesten, som var åbenbar den 9/11, ikke en følge af, at en lille, urepræsentativ gruppe har "kidnappet" en religion, hvis "lære er god og fredelig." Tværtimod er den form for islamistisk fjendtlighed, der drev islamistiske terrorister til at handle den 9/11 og ved alt for mange andre lejligheder, dybt forankret i århundreders islamisk tradition. Som professor Mary Habeck har bemærket om Qutb, al-Banna og Mawdudi, de åndelige vejledere for nutidig radikal islam:

Ingen af disse teoretikere kunne have haft nogen betydning i den islamiske verden, hvis deres argumenter ikke havde fundet en slags genklang i religionen islam. [6]

Mit første fingerpeg om, at en version af islam kunne udgøre en uforsonlig trussel, kom i kølvandet på Seksdageskrigen i 1967. Da denne krig nærmede sig, frygtede min kone Betty og jeg, at araberne ville være i stand til at gøre alvor af deres løfte om at drive jøderne i havet. Ahmed Shukairy, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisations første leder, forudsagde Israels "fuldstændige ødelæggelse" i den kommende krig, mens Syriens Hafaz al-Asad lovede at "ødelægge den zionistiske tilstedeværelse i det arabiske hjemland." [7]

Inden for en uge var israelske styrker fejet til Suezkanalen, havde besat hele Vestbredden og taget Quneitra i Golanhøjderne omkring 70 km fra Damaskus. Betty og jeg var fast besluttet på at besøge Israel så hurtigt som muligt. Vi ankom tæt ved Tisha b'Ab, midsommerens fastedag, der ihukommer ødelæggelsen af Jerusalems tempel af babylonierne i 586 f.Kr. og af romerne i 70 e.Kr. For første gang siden Bar Kokhbas oprør i 132-136 e.Kr., var tempelområdet i suveræne jødiske hænder. Da vi ankom til Jerusalem, var alle hoteller i det jødiske Vestjerusalem fuldt bookede. Jøder fra hele Israel var kommet op til Jerusalem og havde vendt den traditionelle sørgedag til en glædens dag. Vi blev rådet til at bo på National Palace Hotel i det arabiske Østjerusalem. Hotellets ledelse var tydeligvis i en tilstand af chok. Vi var tilsyneladende deres første jødiske gæster. Skønt de behandlede os høfligt, var de forståeligt nok ikke glade for de omstændigheder, der havde ført os til dem.

Morgenen efter vores ankomst besluttede vi at udforske den gamle by i Jerusalem, som havde været lukket land for jøder fra 1947 til 1967. Da vi trådte ind gennem Damaskusporten, tilbød en tynd, fysisk veltrænet araber, først i tyverne, sig som guide. Det blev hurtigt klart, at han troede, vi var kristne. Vi var kommet ind den gamle by fra den arabiske side, og med sine blå øjne og sit rødligt blonde hår, var Betty ofte blevet taget for at være kristen. Betty og jeg var tavst kommet til den samme konklusion: Vi var ivrige efter at høre hans meninger, ikke vore egne. I halvanden time lyttede vi til en hadefuld tirade mod jøder og Israel. Han gjorde ingen hemmelighed af sin vilje til at gøre alt hvad han kunne for at vende det arabiske nederlag.

Da rundvisningen var ovre, betalte jeg ham og sagde: "Jeg vil have dig til at vide, at vi er jødiske."

Han var overrasket, men sagde så: "I har en lang hukommelse. Hvad får jer til at tro, at vores er kortere?"

"Det gør vi ikke."

Han var ung, energisk og tydeligt intelligent. Hans engelsk var fremragende. Det var alt for åbenlyst, at han aldrig ville gå med til fred med Israel under nogen omstændigheder. Jeg var ikke i tvivl om, at der var rigtig mange flere som ham. Israel havde vundet et slag, men med unge mænd som ham som fjender, havde det ikke vundet krigen. Desuden kunne jeg ikke se hvilken materiel fordel, en fred med Israel kunne bringe, der kunne overtale ham til at arbejde hen imod den.

Selv efter dette møde troede jeg stadig, at den arabisk-israelske konflikt primært var en strid om territorium, der måske med tid, tålmodighed og kompromis kunne bedres til en holdbar løsning, som begge parter kunne leve med. Dette synes at være opfattelsen hos dem, der går ind for den såkaldte "tostatsløsning" med to folk, der "lever side om side i fred og sikkerhed", men som ignorerer "Køreplanen", en trinvis plan, der blev vedtaget i 2003 af Israel, Den Palæstinensiske Myndighed og "Kvartetten" (USA, EU, FN og Rusland). [8] Blandt de forpligtelser, Den Palæstinensiske Myndighed gik ind på, men aldrig overholdt, og som var uomgængelige betingelser for statsdannelse, var "en utvetydig afslutning på vold, terrorisme og ophidselse" mod Israel. [9] Den fatale fejl, begået af dem, der søger en tostatsløsning mens de nedtoner Køreplanen, ligger i det faktum, at en kritisk masse af muslimer definerer kampen mod Israel som en defensiv jihad "mod de vantro, der angriber islams hus." [10] Sagt på en anden måde - sådanne muslimer tror, de er under en ubetinget religiøs forpligtelse til at uddrive jøderne, som, efter deres opfattelse, med magt har taget en del af islams hus i besiddelse.

I årenes løb har jeg mødt og er kommet til at kende en række muslimske religiøse ledere, betragtet som "moderate", der var villige til at gå i dialog med jøder og kristne på interreligiøse konferencer. [11] I intet tilfælde har jeg nogensinde mødt én, der ikke så frem til staten Israels endelige død og genindlemmelsen af dets territorium i dar al-islam, Islams Hus. Jeg tænker især på mine møder med to fremtrædende muslimske autoriteter, professor Ismail al-Faruqi (1921-1986) og sheik M. A. Zaki Badawi (1922-2006). Professor al-Faruqi underviste i mange år på Temple University og hævdede den påstand, at "islam tilbyder en perfekt løsning på det jødiske problem, som har plaget jøderne og Vesten i to årtusinder." I redegørelsen for denne "løsning", beskrev han de vilkår, hvorunder jøder ville være tilladt at leve som et "umma-samfund", det vil sige et religiøst-nationalt fællesskab, under muslimsk herredømme:

[Islam] kræver, at jøderne opretter deres egne rabbinske domstole og stiller hele samfundets udøvende magt til deres rådighed. Sharia, den islamiske lov, kræver af alle jøder, at de underkaster sig forskrifterne i jødisk lov, som de fortolkes af de rabbinske domstole, og behandler trods eller foragt for den rabbinske domstol som oprør mod den islamiske stat selv, på samme måde, som hvis der var tale om en muslim overfor den islamiske domstol. [12]

Hvad al-Faruqi undlod at præcisere, var, at jøder under en sådan ordning ville være dhimmier, et ydmyget, undertvunget folk. Desuden ville et sådant samfund ikke have plads til reformerede, konservative eller sekulære jøder. Enhver jødes afvisning af ortodoks jødisk autoritet ville udløse samme straf, som hvis en muslim gjorde oprør mod sharia. Sagt på en anden måde vil straffen for manglende føjelighed over for rabbinske domstole under de dhimmitude-betingelser, der tilbydes af al-Faruqi som en "løsning", være døden - ikke påført af jødiske, men af muslimske myndigheder. Som vi skal se, er al-Faruqis forslag både moderat og humant i sammenligning med de "løsninger", der tilbydes af mere radikale muslimske ledere.

Sheik M. A. Zaki Badawi var uddannet fra al-Azhar-universitetet i Cairo og havde en doktorgrad i moderne muslimsk tænkning fra Londons Universitet. Han fungerede som rektor for London Muslim College. I sin nekrolog, kaldte avisen Guardian ham "Storbritanniens mest indflydelsesrige muslim." [13] Han var også Honorary Knight Commander of the Order of the British Empire. Igennem flere år, mest i halvfemserne, deltog Betty og jeg i internationale konferencer, hvor han også var til stede. Vi var imponerede over hans urbanitet, raffinement og brede kendskab til verdensanliggender. Normalt sad vi med ham og hans kone til middag, som vi ofte gjorde det med professor Faruqi. En aften afbrød Zaki Badawi vores samtale ved uventet at bringe emnet Israel op. "De er virkelig nødt til at forsvinde, ved du," meddelte han mig. Hans kone, en engelsk konvertit til islam, tilføjede: "Ligesom korstogene." Der var ingen mening i at diskutere med ham. Andre muslimske lærde havde fortalt mig det samme, men ingen havde hans anseelse eller autoritet.

Lejlighedsvist spurgte jeg mine muslimske dialogpartnere: "Hvor skulle israelerne tage hen?" Uundgåeligt har jeg som svar hørt det samme omkvæd: "Tilbage hvor de kom fra." Mens nogle vestlige lande nok ville acceptere et par særlig dygtige jøder, hvis de ellers overlevede et muslimsk stormløb, ville det store flertal ikke kunne finde tilflugt nogetsteds. Desuden - på grund af den uophørlige dæmonisering af Israel i venstreorienteret, proarabisk propaganda, så ville enhver skæbne, der overgik israelerne, blive regnet som ikke andet end hvad de havde fortjent som kolonialister og imperialister, hvis ikke som nutidens nazister. Vi diskuterer denne bagvaskelse og dens folkemorderiske potentiale i de følgende kapitler.

Zaki Badawi og de muslimske lærde, der ønskede at sende jøderne tilbage hvor de kom fra, var ikke de rene opkomlinge. De var meget intelligente, velinformerede mænd, der lige så let som jeg, kunne føje enderne sammen. De vidste, at et nederlag for Israels jøder ville resultere i deres udslettelse, men de havde ingen lyst til at udbrede sig om det, i det mindste ikke på et vestligt sprog, måske på arabisk. Dette var især tilfældet for Zaki Badawi på grund af hans position i Storbritannien. Mens han var i live - ved de ceremonielle lejligheder, hvor Storbritanniens ledende religiøse skikkelser optrådte sammen - var det Zaki Badawi, der deltog som muslimsk repræsentant sammen med ærkebiskoppen af Canterbury Rowan Williams og overrabbiner Sir Jonathan Sachs. Zaki Badawi var en alt for behændig diplomat til offentligt at gøre sig til talsmand for en holdning til Mellemøsten, der havde langsigtede folkemorderiske konsekvenser. [14] Ved den tid, jeg lærte ham at kende, var jeg ikke i tvivl om, at den arabisk-israelske konflikt var lige så meget en religiøs som en politisk konflikt med et folkemorderisk resultat, hvis muslimerne skulle sejre.

Desuden har der altid været indflydelsesrige opinionsdannere og regeringsledere i USA og Europa, for hvem oprettelsen af staten Israel var en historisk fejltagelse, og som ville hilse Israels undergang velkommen, som den reelle løsning på problemerne med fred og stabilitet i Mellemøsten.

Da han tjente som premierminister, så Ariel Sharon tydeligt dette som en potentiel fare. Den 11. oktober 2001, en måned efter 9/11, advarede han om, at USA risikerede at komme til at formilde de arabiske nationer på samme måde, som de europæiske demokratier formildede Hitler på tærsklen til 2. Verdenskrig, og med samme resultat. Da Sharon introducerede mindet om Neville Chamberlain og München-aftalen fra 1938 under fredsprocessen, var der meget få vestlige embedsmænd, som åbent gik ind for et ophør af staten Israel. Alligevel var han bange for, at nogle højtstående embedsmænd ville gå ind for en "løsning", som i sidste ende ville have det samme resultat.

Diplomater og politiske ledere udtrykker som regel deres synspunkter med et vist mål af finesse, men ikke altid. For eksempel - i en tale til et publikum i Alexandria, Egypten maj 2004 - kaldte Michel Rocard, Frankrigs socialistiske premierminister fra 1988 til 1991, oprettelsen af Israel "en historisk fejltagelse" og beskrev dette land som en "unik og unormal (...) størrelse, som fortsat, til denne dag, udgør en trussel mod dets naboer." [15]

Ambassadøren spurgte: "Hvorfor skal verden risikere en 3. Verdenskrig på grund af disse mennesker?" Tilsvarende - kort efter 9/11, erklærede den afdøde Daniel Barnard, Frankrigs ambassadør i Det Forenede Kongerige, ved en privat London-samling, at de nuværende problemer i verden alle skyldtes "dette lille lorteland, Israel." [16]

Hvad der sjældent diskuteres offentligt af de vestlige eliter, der ser Israels undergang som løsningen på problemerne i Mellemøsten, er den sandsynlige skæbne for Israels jøder, hvis muslimerne nogensinde skulle nå dette mål. En af grundene til fåmæltheden kan være et udbredt hukommelsestab om, hvorfor så mange jøder kom til Israel i første omgang. Begyndende i de 1880-erne, var der en direkte sammenhæng mellem stigende europæisk antisemitisme og så mange jøders beslutning om at rykke sig selv op med rode og migrere til Palæstina.

Da krigen sluttede i maj 1945, var hele Europa blevet et lighus for de jødiske overlevende. Uvelkomne i deres fødelande, fandt anslået 250.000 ly under kummerlige forhold i flygtningelejre i Tyskland, Østrig og Italien. Deres antal blev udvidet med østeuropæiske overlevende, der, efter at have forsøgt at vende tilbage til deres hjem, ofte fandt, at de var på vej tilbage til dødelige pogromer. [17] Bortset fra alle nationale og religiøse følelser var Yishuv, den jødiske bosætterbefolkning i Palæstina, det eneste samfund, der ubetinget tog imod størstedelen af både de overlevende fra Holocaust og jøderne fra arabiske lande, der var fordrevet af regeringer og pøbelvold i årene efter 2. Verdenskrig. [18]

For mange jøder var Holocaust, fordrivelsen af cirka 900.000 jøder fra arabiske lande og hjemkomsten af de overlevende fra Holocaust til Palæstina udtryk for et grundlæggende tema i jødisk religiøs erfaring: Eksil (galut) og tilbagevenden. Shoah demonstrerede afgjort de mest ekstreme farer ved galut; tilbagekomsten til Israels land repræsenterede opfyldelsen af drømmen om enden på eksil. Desværre kunne jødernes tilbagevenden fra eksil kun opnås ved en krig, der involverede et nyt eksil, hundredtusindvis af araberes flugt fra det land, hvor nogle, men langtfra alle, af deres forfædre havde boet i århundreder. Ikke uden grund kalder araberne deres nederlag i 1948 for al-Naqba, katastrofen.

Desværre er jeg tilstrækkeligt meget historiestuderende til at vide, at civilisationer ofte har deres begyndelse i militær kamp. På St. Augustins (354-430 e.Kr.) og St. Ambrosius' (340-397 e.Kr.) tid for eksempel, var Nordafrika, Rom og Milano en del af én samlet, romersk-kristen verden, kendt som Romania. [19] Med den umayyadiske erobring af Nordafrika i det syvende århundrede blev denne verden splittet ad ved de islamiske våbens sejre. Ligeledes - uden Reconquistaen ville kristen civilisation aldrig være blevet genetableret i Spanien.

Unægteligt havde Palæstinas besejrede arabere reelle klager, men alt for mange af deres ledere gav kun de jøder, der havde bosat sig i Israels land, valget mellem fordrivelse eller udryddelse. Vi ser dette i chartret for Den Islamiske Modstandsbevægelse, kendt under akronymet HAMAS, et dokument, der alt for ofte ignoreres af politiske ledere, som hævder, at inddragelsen af Hamas i den såkaldte fredsproces er absolut nødvendig. [20] Chartret erklærer klart og utvetydigt, at Hamas' langsigtede mål, ødelæggelse af staten Israel og udslettelsen af dens befolkning, er funderet i en ubetinget religiøs befaling, der betragtes som bindende for alle muslimer. Desværre er der højt placerede fortalere for den såkaldte fredsproces i regeringerne i Den Europæiske Union og USA, der hævder, at Hamas, med de rette incitamenter, enten kan overtales til at ændre sin holdning til fred med Israel eller kan deltage i en palæstinensisk regering under ledelse af Mahmoud Abbas, præsident for Den Palæstinensiske Myndighed. En sådan regering, hævder de, kunne troværdigt afsværge terrorismen og danne grundlag for to nationer, der "lever side om side i fred og sikkerhed".

Jeg har aldrig glemt den følgende scene i Eli Wiesels memoir Night:

Min nabo, den ansigtsløse, sagde:
"Lad dig ikke narre af illusioner. Hitler har gjort det meget klart, at han vil udslette alle jøderne inden klokken slår tolv, før de kan høre det sidste slag."
Jeg udbrød:
"Hvad betyder det for dig? Skal vi betragte Hitler som en profet?"
"Jeg har mere tro på Hitler end på nogen anden. Han er den eneste, der har holdt sine løfter, alle sine løfter, til det jødiske folk." [21]

Hitler holdt sit løfte indtil Det Tredje Riges totale sammenbrud. I dag er der ledere i den islamiske verden, der igen afgiver det samme løfte. Der er også dem i Vesten, der ignorerer de fornyede udtryk for disse løfter og opfordrer Israel til at komme overens med de selv samme folk, der lover offentligt og betingelsesløst at ødelægge dem. For Israel ville det være selvmorderisk at følge dette råd. Hvis Holocaust har lært jøderne noget, så er det, at de skal tro på dem, der lover at ødelægge dem, især når disse, som i tilfældet Iran, aktivt søger efter de våben, der skal bruges til at gøre det. De fortæller i det mindste sandheden og agter at holde deres løfte, hvis de kan.

Gaza-krigen i 2009 gav israelerne endnu en smagsprøve på, hvad de kan forvente sig af FN og det såkaldt internationale samfund, hvis de, hvilket mange opfordrer dem til, går med til en tostatsløsning uden de garantier, der er præciseret i Køreplanen. Uden disse garantier vil Israel før eller senere finde, at dets befolkning bliver udsat for raketangreb og andre former for aggression, der kommer fra grupper inden for den nyligt uafhængige palæstinensiske stat. I et delt Jerusalem kunne raketter affyres fra arabiske kvarterer et par gader væk fra deres jødiske modparter. De palæstinensiske myndigheder ville naturligvis benægte, at de var ansvarlige, men raketterne ville fortsætte med at komme, nogle gange sporadisk, andre gange hyppigt. Hvis Gaza er modellen, ville den israelske regering forsøge at afstå fra gengældelse, indtil dens egen befolkning havde fået nok og krævede handling. Når en indsats for at sætte en stopper for angrebene endelig kom, ville provokationerne endnu en gang blive ignoreret af det såkaldt internationale samfund og Israel ville blive udsat for ondsindet dæmonisering, ikke kun fra vrede muslimers side, men også fra medierne og venstreorienterede akademiske kredse i en stor del af den vestlige verden. Under Gaza-krigen i 2009 var der opfordringer til endnu et Holocaust og til at genstarte gaskamrene. De kom fra gadedemonstrationer i mange af byerne i den vestlige verden, såvel som fra prædikener, karikaturtegninger og andet propaganda især i de arabiske medier. Ironisk nok ville en uærlig fred være værre end en ærlig erkendelse af, at konflikten ikke kan løses under de nuværende omstændigheder.

Efter at have tilbragt det meste af min karriere med at skrive om og undervise i Holocaust, finder jeg mig nu igen konfronteret med svorne fjender af USA og Israel, som har lovet at udrydde mit folk. Med viden erhvervet gennem mange årtier føler jeg, at jeg ikke har andet valg end at tage disse mennesker på deres ord.

Derfor har jeg skrevet denne bog.


Noter

[1] Richard L. Rubenstein og John K. Roth, Approaches to Auschwitz: The Holocaust and Its Legacy, 2nd ed. (Louisville: Westminster John Knox Press, 2003).
[2] Lawrence Wright, The Looming Tower and the Road to 9/11 (New York: Vintage Books, 2007), 201-203.
[3] Jeg takker professor Roth for hans e-mail af 21. marts 2009, hvor han hjalp med at afklare vores korrespondance.
[4] Richard L. Rubenstein, Power Struggle: An Autobiographical Confession (New York: Charles Scribner’s Sons, 1974), 154-169.
[5] “Transcript of President Bush's address to a joint session of Congress on Thursday night, September 20, 2001CNN.com./U.S. (12 June 2009).
[6] Mary Habeck, Knowing the Enemy: Jihadist Ideology and the War on Terror (New Haven: Yale University Press, 2006), 41. Se også Robert Spencers velovervejede kommentarer til den påståede "kapring" af islam: "Johns Hopkins professor: Jihadisters 'definition af jihad er helt forskellig fra den, der generelt er accepteret af muslimer i dag'", Jihad Watch, 17. maj 2007 (13. juni 2009).
[7] Michael Oren, Six Days of War: June 1967 and the Making of the Modern Middle East (Oxford: Oxford University Press, 2002), 78.
[8] Teksten til Køreplanen kan findes på “A Performance-Based Roadmap to a Permanent Two-State Solution to the Israeli-Palestinian Conflict,”Lillian Goldman Law Library, 30 Apr. 2003.
[9] “Statement by incoming Foreign Minister Avigdor Liberman at the ministerial inauguration ceremony,” Israel Ministry of Foreign Affairs, 1 Apr. 2009; se også Jeff Jacoby, “In Israel, A Voice of Realism,” Boston Globe, 5 Apr. 2009.
[10] Ayman al-Zawahiri, “Loyalty and Enmity” i Raymond Ibrahim, red. og overs: The Al Qaeda Reader (New York: Broadway Books, 2007), 93. Al-Zawahiri citerer Ibn Taymiyya (1263 – 1328) som sin autoritet.
[11] Referater fra en sådan konference, en jødisk-muslimsk dialog afholdt i Cordoba, Spanien, findes i Charles Selengut, red., Jewish-Muslim Encounters: History, Philosophy and Culture (St. Paul, MN: Paragon House, 2001).
[12] Ismail R. al-Faruqi, “Islam and Zionism,” i John L. Esposito, red., Voices of Resurgent Islam (New York: Oxford University Press, 1983), 265.
[13] Jack O’Sullivan, “Zaki Badawi,” The Guardian, 25 Jan. 2005.
[14] Alligevel var der ét folkemord, som Zaki Badawi var ligeglad med. Jeg blev informeret af en britisk ven, der havde været aktiv i bevidstgørelsen af den britiske offentlighed om massemordet i Darfur, at da han søgte støtte fra Zaki Badawi, svarede sidstnævnte, at han ikke havde nogen interesse i ofrene syd for Sahara, fordi de i virkeligheden var polyteister og ikke muslimer.
[15] Ryan Jones, “French Official: Israel’s Establishment a Historic Mistake,” Jerusalem News Wire, 20 June 2004.
[16] Barbara Amiel, “Islamists Overplay their Hand, But London Salons Don’t See It,” Daily Telegraph (UK), 21 Dec. 2001.
[17] Jan T. Gross, Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz (New York: Random House, 2006).
[18] Ya’akov Meron, “Why Jews Fled the Arab Countries,” Middle East Quarterly, Vol. II, No. 3, Sept. 1995.
[19] Henri Pirenne, Mohammed and Charlemagne (Mineola, NY: Dover Publications, 2001), 17.
[20] I foråret 2009, for eksempel, sagde den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan til en klummeskribent fra New York Times: "Hamas skal være repræsenteret ved forhandlingsbordet. Først da kan du få en løsning." Roger Cohen, “Turkey Wants U.S. ‘Balance,’” New York Times, 6. apr. 2009.
[21] Eli Wiesel, Night, overs. Stella Rodway (New York: Avon Discus Books, 1969), 91-92.




Richard L. Rubenstein er President Emeritus og Distinguished Professor of Religion ved University of Bridgeport and Lawton og Distinguished Professor of Religion Emeritus ved Florida State University. Han er forfatter til adskillige bøger og artikler om jødisk teologi, Holocaust og andre spørgsmål. Blandt bøgerne er ...
After Auschwitz: Radical Theology and Contemporary Judaism,
The Cunning of History,
My Brother Paul og
Dissolving Alliance: The United States and the Future of Europe.
Hans seneste bog er …
Jihad and Genocide (Rowman and Littlefield, 2010)




Oversættelse: Bombadillo