At blive en del af den forfulgte kristne verden

Skønt de fleste af os i Vesten ikke lever i en atmosfære, hvor martyrium er en aktuel trussel eller virkelighed, så mener jeg, at det er meget vigtigt for os alle, at vi holder os forbundet med de af vore brødre og søstre, der gør. I øjeblikket er der mange lande over hele verden, hvor forfølgelse og martyrium er almindeligt. Jeg tror, der er praktiske skridt vi alle kan tage, for at forbinde vore hjerter med dem, der lever i de forreste linjer. Det er sikkert og vist, at den kristne kirke på jorden må stræbe efter at skabe stærkere bånd af enhed, gensidig støtte og forbundenhed. Og naturligvis kan vi i Vesten, der i øjeblikket "bor trygt på de fjerne øer", helt sikkert drage fordel af regelmæssige realitetstjek.

Jesus forklarede hovedmotivet for os: Hvor vores skat er, vil også vore hjerter være. Vores "skat" kan defineres som mere end blot vore penge. Ud over det økonomiske er også tid og energi i samme grad vore skatte. Så hvis vi ønsker at opbygge hjerte-forbindelser med mennesker i lande med forfølgelse, er der nogle meget enkle ting, vi kan gøre. Til at begynde med kan vi få at vide, hvem de er og hvor de er og vi kan begynde regelmæssigt at bede for dem. Hvis du er en leder eller en præst, vil jeg opfordre dig til at afsætte et kort øjeblik under hver gudstjeneste til at bede for vore forfulgte brødre og søstre rundt om i verden. Ved at gøre dette vil du fremme udviklingen af et bånd mellem hele din menighed og den forfulgte kirke. Dette er et godt realitetstjek for de af os, der lever i Vestens komfortable velstand.

For det andet kan vi begynde at udvikle relationer til virkelige mennesker, der lever under truslen om forfølgelse. Brevskrivning, e-mails eller endda besøg er alle meget enkle måder til at opbygge bånd af gensidig støtte. Hvis du har en ung familie med børn, så kan I "adoptere" en familie i et land med forfølgelse. Jeres familier kan udveksle breve og børnene kan lave tegninger og små gaver til hinanden osv. Som familie, kan I jævnligt bede sammen for jeres venner i Pakistan, Kina, Irak eller hvor de måtte leve.

Og endelig kan du selvfølgelig sende penge. Og føl ikke, at du nødvendigvis behøver at sende store summer, men find blot et beløb, som du sætter til side hver måned, og send så pengene til hvem du nu føler dig ført til at give dem til. Selv hvis du sender 25 kr. om måneden, vil du så et frø og bygge en bro.

Hvordan kan du begynde at stifte bekendtskab med den forfulgte kirke? For det første er der forskellige organisationer, der direkte tjener den forfulgte kirke over hele verden. Hver organisation har sin egen særlige prioritering. Jeg henviser her til fire meget gode organisationer:

• Voice of the Martyrs på www.persecution.com/
• Operation Nehemias på www.operationsnehemiah.org/
• The Barnabas Fund på barnabasfund.org/
• Open Doors Ministries på www.opendoorsusa.org/ eller Åbne Døre på www.forfulgt.dk/

Hver organisation har et nyhedsbrev, der giver opdateringer om aktuelle begivenheder samt fokuspunkter for bøn samt praktiske måder at støtte deres indsats på. Hvis du har e-mail, så har hver organisation e-mail-rapporter, som de sender ud med daglige opdateringer og bede-anmodninger. Kontakt en af disse organisationer og bed dem om at hjælpe dig med at etablere en kontakt, som vi diskuterede ovenfor.

Forberedelse til martyriet er ikke valgfrit

Men martyrium er ikke kun noget, som folk i meget fjerne lande må tænke over. Enhver, der hævder navnet "kristen", må forberede sit hjerte til det mulige martyrium. Dette er ikke en valgfri forberedelse forbeholdt dem, der lever i den tredje verden, eller dem, der lever på visse tidspunkter i historien. Forberedelse til martyriet har altid været en del af, hvad det vil sige at være en sand kristen. Kristendommen er den eneste religion, der som sit højeste eksempel har en mand, der blev tortureret og henrettet offentligt. Som kristne er vi hans efterfølgere. Men begrebet martyrium er blevet et fremmed begreb for de fleste af os i vores vestlige kristne kultur. Men i mange dele af verden i dag, som f.eks. Kina, Pakistan eller Mellemøsten, må de, der vælger at følge Jesus, også alle indse, at de siger ja til et muligt martyrium. Dette var også tilfældet for kristne i de første tre hundrede år af kirkens historie. Forfølgelse og martyrium var almindeligt, især blandt dem, der indtog lederstillinger.

Martyrium og mirakler

Men i de perioder af den tidlige kirkes historie - og også efter den kommunistiske magtovertagelse i Kina - hvor martyriet har været almindeligt, har kirken trivedes. Ikke alene vokser kirken i en sådan atmosfære, men den oplever også den højeste grad af kraft. Mirakler, profetier, møder med engle, visioner: Det er de erfaringer, vi læser om som almindelige i en sådan atmosfære af svær forfølgelse. Det er derfor ikke overraskende, når Bibelen også siger, at i de sidste dage, hvor forfølgelsen vil have toppet på verdensplan, vil den større kirke opleve den samme kraftudfoldelse:

Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere. Jeg gør undere oppe på himlen og sætter tegn nede på jorden, blod og ild og kvælende røg. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og herlige dag kommer. - Apostlenes Gerninger 2:17-20

Bibelen gør det klart, at de sidste dage vil være en periode, der ikke blot er præget af alvorlig forfølgelse og martyrium, men også af det måske højeste mål af fælles salvelse af Helligånden, så der vil ske mirakler og demonstrationer af Guds magt. Gud vil vise mægtige tegn og undere, ikke blot i himlen, men også "nede på jorden". I de sidste dage vil kirken på samme tid skinne med sit klareste lys og opleve sit mørkeste nederlag.

At overvinde ved at blive overvundet

I Daniels Bog og Johannes' Åbenbaring finder vi den klareste formulering af dette paradoks. Da Herren åbenbarede billeder af de sidste dage for Daniel, blev denne helt forvirret og fuldstændig nedbrudt. Daniel siger faktisk, at han, efter at have set disse ting, blev syg i flere dage derefter. Hvad var det Daniel så? Da han fik besøg af Herren med visioner om de sidste dage, så han korsets mysterium og paradoks blive udlevet af kirken. Daniel så selve de midler, med hvilke de sidste dages kirke bogstaveligt ville overvinde Satan og hans horder og til sidst modtage dens belønning, nemlig Guds rige:

Mens jeg så på det, havde dette horn ført krig mod de hellige og besejret dem, indtil den gamle af dage var kommet, og dommen var blevet fældet til fordel for den Højestes hellige, og den tid kom, da de hellige overtog kongedømmet. Således sagde han: Det fjerde dyr betyder, at et fjerde kongerige vil opstå på jorden. Det skal være forskelligt fra alle de andre kongeriger, opæde hele jorden, søndertrampe den og knuse den. De ti horn betyder, at fra dette kongerige skal fremstå ti konger. Efter dem skal der fremstå en anden, der er forskellig fra de tidligere, og han skal bringe tre konger til fald. Han skal tale imod den Højeste og underkue den Højestes hellige. Han tragter efter at ændre tider og lov, og de skal gives i hans magt én tid, to tider og en halv tid. Så bliver dommen fældet, og herredømmet bliver taget fra ham og ødelagt og fuldstændig tilintetgjort. Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes helliges folk. Dets kongerige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det. Her ender beretningen. Mine tanker slog mig, Daniel, med stor rædsel, og mit ansigt skiftede farve. Men jeg gemte ordene i mit hjerte. - Daniels Bog 7:21-28

Denne samme passage er afspejlet i Johannes' Åbenbaring:

Og det fik givet en mund, der talte store bespottelige ord, og det fik givet magt til at gøre det i toogfyrre måneder. Det åbnede munden til bespottelser mod Gud, det spottede hans navn og hans bolig og dem, der har bolig i himlen. Det fik givet magt til at føre krig mod de hellige og besejre dem, og det fik givet magt over hver stamme og folk, tungemål og folkeslag. Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, det slagtede lams bog. Har nogen øre, skal han høre! Skal nogen i fangenskab, kommer han i fangenskab, skal nogen falde for sværdet, falder han for sværdet. Her kræves der udholdenhed og tro af de hellige! - Johannes' Åbenbaring 13:5-10

I slutningen af denne tid, vil de hellige blive "besejret". De vil falde for sværdet. De vil blive taget til fange af Antikrists hære og store skarer vil blive martyrer. Men Åbenbaringsbogen siger også, at de, der kommer igennem trængslen, vil være så mange "som ingen kunne tælle":

Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: "Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet." (...) Og en af de ældste (...) sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere ... - Johannes' Åbenbaring 7:9-16

I disse vers ser vi det paradigme, der definerer de sidste dages kirke. Det er korsets paradoks: Ligesom med deres Herre og Mester, er de, der bliver besejret og overvundet, de faktiske sejrherrer. Mens folkene i Antikrists hær vil tænke, at de, ved at besejre deres modstandere fysisk og militært, vil få sejren, vil de i virkeligheden opsætte deres egne snarer. I Guds visdom vil netop de, der, som på korset, tilsyneladende er blevet ydmyget, slået ned og besejret, være dem, der bogstaveligt talt knuser Satan under deres fødder (Romerbrevet 16:20). Men hvordan overvinder de ham?

De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord. De havde ikke livet for kært til at gå i døden. - Johannes' Åbenbaring 12:11

De sejrende vil fæstne deres blik på Jesus, som ikke kun er vores tros banebryder og fuldender (Hebr 12:2), men også vores eksempel. Jesus viste vejen. De, der som martyrer valgte at efterfølge Jesus, fylder siderne i kristendommens historiebøger. Kirkens historikere mener, at alle apostlene undtagen én led martyrdøden for at forkynde det kristne budskab.

Døden af Stefanus og Andreas

Hvis du har læst Apostlenes Gerninger, har du også læst beretningen om Stefanus, en af kirkens tidlige ledere. Ligesom de troende i de sidste dage, var Stefanus en mand, der "fuld af nåde og kraft gjorde (...) store undere og tegn blandt folket". Stephen led også martyrdøden for sin dristige forkyndelse af evangeliets budskab. Og ligesom sin Mester, bad han i sin lidelse og død for dem, der dræbte ham:

Så stenede de Stefanus, mens han bad: "Herre Jesus, tag imod min ånd!" Han faldt på knæ og råbte med høj røst: "Herre, tilregn dem ikke denne synd!" Og da han havde sagt dette, sov han hen. - Apostlenes Gerninger 7:59-60

Stefanus var bare en almindelig fyr. Men Stefanus var en overvinder. Mens Jesus er vort ultimative eksempel, er Stefanus beviset på, at det også er muligt for os andre at blive overvindere.

Andreas var bror til Peter og en af de tolv apostle. Andreas døde også en martyrs død. Beretningen om hans død er nedskrevet i kirkens historie. Jeg har aldrig kunnet læse fortællingen om Andreas' død uden at komme til at græde:

Peters bror blev korsfæstet af Aegeas, en romersk statsholder, i byen Sebastopolis. Andreas havde bragt så mange til tro på Kristus, at statholderen selv kom til provinsen for at tvinge de nye kristne til at ofre til afguderne og afsværge deres tro. Andreas udfordrede Aegeas ret op i hans åbne ansigt, sagde, at han skulle opgive sine falske guder og afguder, og erklærede, at romernes guder og afguder ikke var guder, men djævle og fjender af menneskeheden. I et anfald af raseri beordrede statholderen Andreas til ikke at undervise og prædike, og advarede ham om, at hvis han gjorde, ville han blive fastgjort til et kors. Andreas svarede: "Jeg ville ikke have prædiket korsets ære og herlighed, hvis jeg frygtede døden på et kors." Han blev straks dødsdømt. Da Andreas blev ført til henrettelsesstedet, så han korset i det fjerne og råbte: "O kors, mest velkomne og søgte! Med et villigt sind, i glæde og længsel, kommer jeg til dig, som forkynderen af ham, der hang på dig: For jeg har altid været din elsker og har higet efter at omfavne dig." [1]

Når jeg læser dette, beder jeg om, at også jeg, hvis og når min egen lejlighed kommer, vil have så villig en ånd. Det er klart, at Andreas faktisk havde forventet og set frem til dette øjeblik. Andreas havde ikke ignoreret martyriets mulighed, før det kom over ham; han havde faktisk mediteret over det. Der er utallige beretninger fra hele kirkens historie om dem, der døde herlighedens død i Guds nåde. Jeg vil opfordre dig til at læse sådanne beretninger ind imellem, og at tale med Herren om dine følelser angående martyriet. Mange af disse beretninger foreligger i bogform, som f.eks. Foxes Book of Martyrs eller den mere moderne Jesus Freaks, udgivet af Voice of the Martyrs.

Er martyriet herligt? At tage imod korsets skam

Selvom det er opmuntrende at høre historier om dem, der gik i døden med denne mægtige ånd af mod og nåde, tilsyneladende uden frygt eller i nogle tilfælde uden smerte, så tror jeg ikke, at ethvert martyrium foregår på denne måde. Vi kan lide at læse historier om tapre martyrer fra hele kirkens historie, men personligt tror jeg ikke, at alle martyrier nødvendigvis er glorværdige. Virkeligheden er sjældent som beskrevet i bøgerne. Min tanke strejfer den nylige martyrdød af Kim Sun-il, en koreansk kristen, som blev halshugget i Irak efter at være blevet taget til fange af muslimske ekstremister. Få nyhedsrapporter nævnte, at Kim Sun-il blev myrdet fordi han var en kristen, der aktivt delte sin tro med irakerne.

Kim Sun-il var en evangelisk kristen, som altid havde drømt om at blive missionær blandt muslimer. Han havde lært arabisk med dette formål og befandt sig i Irak som tolk. Hele tiden delte han evangeliets budskab med dem, han kom i kontakt med. Efter Kims død kom Tawhid wa al-Jihad, den gruppe, der tog ansvaret for drabet, med denne udtalelse på deres web-sted:

Vi har dræbt en vantro, der forsøgte at udbrede kristendommen i Irak (...). Denne vantro studerede teologi og gjorde sig klar til at blive missionær i den islamiske verden. [2]

Mens de fleste mennesker sikkert bare antog, at Kim blot var endnu en politisk halshugning for dem, der dræbte ham, så var årsagen i virkeligheden den, at han talte om Jesus til det irakiske folk.

Men selvom Kim åbenbart havde hørt Guds kald og havde forberedt sig nogle år, så brød han sammen, da han befandt sig i hænderne på onde mænd, der ville dræbe ham. Han græd og bad for sit liv. Optagelser af dette blev vist i nyhedsudsendelser over hele verden. Tre dage senere blev han halshugget, og videobånd blev sendt til nyhedsorganisationer verden over. De, der så optagelserne, sagde, at Kim ikke græd eller tiggede eller kæmpede, da hans bortførere oplæste deres budskab til verden og derefter halshuggede ham. I stedet døde Kim med fast beslutsomhed og uden protest - modigt.

Hvorfor minder jeg om denne rædselsfulde begivenhed? Fordi den er virkelighed. Da Kim Sun-il døde, syntes han ved Guds nåde at have accepteret sin skæbne og mødte den med fast beslutsomhed. Virkeligheden er, at han kun få dage før sin død græd og tiggede for sit liv. Og den enkle sandhed er, at de fleste af os nok ville gøre det samme.

Når vi forbereder vore hjerter til martyriet, tror jeg det er vigtigt, at vi kasserer vore falske forestillinger om, at martyriet udelukkende er en tapper, herlig og ærefuld begivenhed, sådan som vi læser om det på siderne i nogle kristne historiebøger. Vi er nødt til at huske den meget vigtige kendsgerning, at martyriet ikke er til for at få martyren til at tage sig godt ud. Martyriet handler ikke om den kristnes herlighed, men Guds herlighed.

Jeg ønsker at være meget ærlig her et øjeblik. Det, jeg forsøger at formidle, er, at jeg har mistanke om, at vi kristne - især mænd - måske har et noget machoagtigt eller idealistisk billede af martyriet. Jeg er bange for, at mange unge mænd i kirken har en tendens til at tænke på martyriet som et middel til at virke "respektindgydende". Vi forestiller os, hvordan vi vil blive husket, hvis vi skulle dø som martyrer. Det er midlet til at opnå status som kristen legende.

Men hvis martyriet er identifikation med døden af Vor Herre - Jesu død på korset - er martyriet så ikke også en skamfuld ting? Er martyriet blot begrænset til en hurtig død? Eller er martyriet også store lidelser, tortur og fuldkommen ydmygelse? Igen - hvad blev Jesus udsat for? Jesus måtte ikke kun tåle smerte, men også stor skam og ydmygelse under retssagen og korsfæstelsen. Og ikke kun skam og ydmygelse, men en total uro greb også hans sjæl, indtil han faktisk begyndte at svede blod. Jeg tænker på de mange historier, der kom ud af Irak da krigen sluttede. Jeg hørte historier om folk, der måtte vælge mellem at tilstå en forbrydelse, de ikke havde begået, eller at se til, mens medlemmer af deres familier blev voldtaget, tortureret og myrdet. Hvad hvis du fik valget mellem at afsværge Jesus eller at se dine børn blive misbrugt og langsomt tortureret til døde? Hvad ville du vælge? Jeg forstår, at bare det at tænke på det, er et mareridt. Tilgiv mig for at bringe dette på bane, men der er en pointe her, som må frem. Martyriet er ikke macho. Martyriet er ikke strålende. Martyriet er ikke bare, at udholde stor smerte. Martyriet er heller ikke bare at dø med ære. Martyriet er fuldstændig nedværdigelse, skam, forvirring og absolut kaos, hinsides hvad de fleste har oplevet. For mig personligt tager det ikke lang tid, før selv de mildeste af vanskelige forhold i mit liv får mig til at begynde at klage til Gud og give mig hen til syndige reaktioner. Så hvordan kan man forberede sit hjerte til martyriet? Vi begynder i dag. Martyriet er ikke en engangsbegivenhed. Martyriet er identifikation med Jesus på korset. Og at tage vort kors op skulle gerne være en daglig øvelse.

Og henvendt til alle sagde Jesus: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig ..." - Lukasevangeliet 9:23

Er det ikke det, vi er hvervet til? En livslang øvelse i dagligt at afdø fra os selv, at leve for Guds ære og ikke vor egen? Vi kan ikke forvente at vandre efter vort eget hoved i dag og alligevel forvente at kunne dø for Gud i morgen. Martyriet er noget, vi er nødt til at begynde at leve nu.

Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. - Johannes' Åbenbaring 3:21-22

Noter

[1] Rick Joyner, Shadows of Things to Come, (Thomas Nelson, Nashville Tennessee, 2001), p. 116

[2] "Muslim, Christian Leaders Condemn `Religious Killing' of Kim Sun-il." www.jihadwatch.org

---

Joel Richardson er først og fremmest en ambassadør for Jesus Kristus og en ægtemand og far, der er engageret i pro-liv og adoptionsbevægelser. Han er kunstner, menneskerettighedsaktivist, New York Times bestseller-forfatter, internationalt anerkendt foredragsholder og regelmæssig klummeskribent for WND (WorldNetDaily). Joel har en lang historie med opsøgende arbejde henvendt til det muslimske samfund og har en passion for at se muslimer komme til Kristus. Joel er også en anerkendt ekspert i bibelsk profeti og Mellemøsten. Joel er forfatter, medforfatter eller medredaktør af følgende bøger:

When af Jew Rules the World: What the Bible Really Says about Israel in the Plan of God
Mideast Beast: The Scriptural Case For an Islamic Antichrist
Islamic Antichrist: The Shocking Truth About the Real Nature of the Beast
God’s War on Terror: Islam, Prophecy & the Bible
Why We Left Islam: Former Muslims Speak Out

---

Indhold

Anbefalinger
Boginformation

Indledning:  En bemærkning fra forfatteren

Første del: Introduktion til islamisk eskatologi og lære

Kapitel 1.           Hvorfor denne bog? Advarsel om den islamiske vækkelse
Kapitel 2.           Islams hellige skrifter
Kapitel 3.           Islamisk Eskatologi
Kapitel 4.           Mahdien: Islams ventede Messias
Kapitel 5.           Den bibelske Antikrist sammenlignet med Mahdien
Kapitel 6.           Den muslimske Jesus
Kapitel 7.           Den falske profet sammenlignet med den muslimske Jesus
Kapitel 8.           Dajjal: Islams Antikrist
Kapitel 9.           Den bibelske Jesus sammenlignet med Dajjal
Kapitel 10.         Antikrists genoplivede islamiske imperium
Kapitel 11.         Den mørke karakter af Muhammeds åbenbaringer
Kapitel 12.         Antikrists ånd i islam
Kapitel 13.         Islams ældgamle jødehad
Kapitel 14.         Endetidsmartyrium og islamisk halshugning
Kapitel 15.         Islam og målet om verdensherredømme
Kapitel 16.         Uærlighed og bedrag i islam
Kapitel 17.         Det store frafald, terror og islams konversionsrater
Kapitel 18.         Resumé af sammenligninger

Anden del: Videre analyse

Kapitel 19.         Mulige problemer med tesen
Kapitel 20.         Yderligere overvejelser

Tredje del: Hvordan skal vi reagere?

Kapitel 21.         Svar med bøn
Kapitel 22.         Svar med opsøgende virksomhed
Kapitel 23.         Forberedelse til martyriet

Appendiks: Værdsættelse af bibelsk eskatologi
Bibliografi

---

Oversættelse: Bombadillo