Modgiften mod håbløshed

Efter at have læst denne bog er jeg sikker på, at mange vil føle sig lidt håbløst tilpas. "Nå," siger du måske og spørger, "hvis dette sataniske/islamiske imperium kommer til at overtage verden og dræbe en hel masse millioner mennesker, hvad kan vi gøre ved det? Det virker så forudbestemt, så håbløst." Dette kapitel omhandler Guds primære forholdsregel og modgift mod alle tilsyneladende håbløse situationer: Bøn.

Bøn er absolut den mest betydningsfulde magt, der er til rådighed for menneskeheden. Men desværre er den sigende nok overset, selv inden for Kirken.

Så her er spørgsmålet, der må stilles: Hvis Bibelen siger, at alle disse ting kommer til at ske, hvorfor så ikke bare give os hen til "Guds vilje" og lade islam overtage vores lande og få det overstået? Hvorfor forlænge det uundgåelige? Disse er berettigede spørgsmål. Men de er baseret på nogle meget forkerte antagelser. Lad mig forklare.

Er vores skæbne allerede bestemt?

Nogle Bibel-lærere er nået frem til, at bogstaveligt talt enhver nation på jorden vil blive overtaget af Antikrist-systemet. Vi har allerede set på nogle af de bibelvers, der peger i den retning. Jeg har en lidt anden opfattelse af dette emne end dem, der indtager denne holdning på en absolut måde. Lad mig forklare hvorfor. Lad os først se på de vers, der bruges til at konkludere, at hver eneste nation vil falde til Antikrist og slutte sig til ham i hans angreb på Jerusalem:

Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for alle de omboende folk; også Juda vil blive ramt, når Jerusalem belejres. På den dag gør jeg Jerusalem til en tung sten for alle folkene; de, der forsøger at løfte den, vil rive sig til blods. - Zakarias' Bog 12:2,3

Da samler jeg alle folkeslag til krig imod Jerusalem ... - Zakarias' Bog 14:2

I de dage og på den tid (...) samler jeg alle folkeslagene og fører dem ned i Joshafats dal. Dér vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min ejendom, Israel ... - Joels Bog 4:1-2

Det [dyret] fik givet magt til at føre krig mod de hellige og besejre dem, og det fik givet magt over hver stamme og folk, tungemål og folkeslag. - Johannes' Åbenbaring 13:7

Lad os se på de tre første vers først. Da disse vers bruger ordet "alle" og varierer over sætningen "alle folkeslag [på jorden]", når talen er om angrebet mod Jerusalem i slaget ved Harmagedon [Armageddon], så mener man, at det med sikkerhed allerede er bestemt, at hver eneste nation vil falde til Antikrists imperium og støtte ham i denne kamp. Jeg kan fuldt ud forstå, hvordan mange kan nå til denne konklusion.

Der er dog mindst to problemer med denne fortolkning: For det første er der mange andre vers i Bibelen, der også bruger denne samme type sprog, men tydeligvis ikke taler om hver eneste nation i verden. Disse vers, såvel som de ovennævnte, bruger alle en hebraisk grammatisk konstruktion, der hovedsagelig benytter en slags overdrivelse eller eftertryk for at få deres budskab igennem. Grammatikere kalder denne konstruktion en hyperbol. Det er udtalelser som: "Alle elsker is!" eller: "Du gør aldrig rent i køkkenet," eller den gamle: "Kretensere er altid løgnere, onde bæster, dovne slughalse." Ofte, for kortheds skyld, vil en udpensling af undtagelserne helt udviske virkningen af erklæringen. Forestil dig for eksempel et vejskilt med flere forskellige undtagelser påmalet: "Hastighedsbegrænsning 50 km/t, undtagen ambulancer, brandbiler, politibiler under forfølgelse m.v." Det ville simpelthen ikke fungere. Man kan således ikke udelukke undtagelser, blot fordi sproget er kort og kontant. Denne type sprog findes faktisk ret ofte i Bibelen. For eksempel sagde profeten Daniel følgende til kong Nebukadnesar:

Gud den Højeste gav din far, Nebukadnesar, kongedømme, magt, ære og herlighed. Alle folk, stammer og tungemål frygtede og skælvede for den magt, som han havde givet ham. - Daniels Bog 5:18,19

Så har jeg dette spørgsmål: Frygtede hvert eneste folk på jorden Nebukadnesars far? Eller var det kun de folk, der havde hørt om Nebukadnesars far? Talte Daniel om hvert eneste folk på jorden? Eller kun om de folk, der levede tæt nok på Babylonien til at blive berørt af det? Levede de indfødte folk på Papua Ny Guinea i frygt for Nebukadnesars far? Personligt mener jeg, at Daniels brug af sætningen, "alle folk, stammer og tungemål", mere skal forstås som et eftertryk, brugt for at få budskabet igennem. Eller hvad med et andet lignende eksempel:

Og de kom fra alle folkeslag for at høre Salomos visdom, fra alle jordens konger, som havde hørt om hans visdom. - 1. Kongebog 5:14

Var Salomos visdom så imponerende, at ikke en eneste konge på hele jorden ikke havde hørt om den? Eller er dette vers en anden måde at give udtryk for den store berømmelse, som Salomo havde? Hvad med dette her:

Han tog amalekitterkongen Agag levende til fange, men hele folket lagde han band på med sværdet. - 1. Samuelsbog 15:8

Skal vi finde det mærkeligt, at et folk, der her bliver lagt "band på med sværdet" [dvs. fuldstændig ødelagt, o.a.], kommer tilbage og skaber problemer blot et par kapitler senere i 1. Samuelsbog? Igen - der er mange eksempler som dette i Bibelen. Mon ikke pointen er klar?

Hvis vi nu ser på versene fra Zakarias igen, kan vi tilmed se, at der synes at være en mere specifik omtale af netop hvilke nationer, der primært vil være involveret i angrebet:

Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for alle de omboende folk ... - Zakarias' Bog 12:2

Selvfølgelig er de omboende folk de muslimske nationer, der omkranser Israel til alle sider. Dette bekræftes faktisk også af profeten Joel. Om det endelige angreb mod Jerusalem, profeterede Joel:

I de dage og på den tid, når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne, samler jeg alle folkeslagene og fører dem ned i Joshafats dal. Dér vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min ejendom, Israel (...). Desuden: Hvad kommer I mig ved, Tyrus og Sidon og alle filistrenes distrikter? (...) Råb blandt folkene: "Udråb en hellig krig, væk heltene, lad alle krigerne rykke ud! Smed jeres plovjern om til sværd og jeres vingårdsknive til lanser! Selv svæklingen skal sige: Jeg er en helt! Skynd jer, kom, alle folkeslag rundt om. I skal samles dér, så Herren kan knuse jeres helte!" Folkene skal vækkes og rykke frem til Joshafats dal. Dér sætter jeg mig for at dømme alle omboende folk. - Joels Bog 4:1-2,4,9-12

Den nye amerikanske standardbibel [The New American Standard Bible] bruger udtrykket “all you surrounding nations” om de kursiverede dele ovenfor. Igen - hvem er de "omboende folk"? Indbefatter de New Zealand? Canada? Det kunne godt være. Men ud fra sammenhængen henviser Bibelen specifikt til de islamiske nationer, der omgiver Jerusalem/Israel til alle sider.

Den anden grund, der umuliggør den opfattelse, at hver eneste nation vil falde til Antikrist, er, at Skriften ganske enkelt direkte siger, at ikke enhver nation vil falde til ham. I virkeligheden vil der endda være nogle nationer, der vil modstå Antikrist, efter at han angriber Jerusalem. Overvej følgende vers fra Daniel:

I endetiden tørner Sydens konge sammen med ham. Men Nordens konge stormer løs på ham med vogne, ryttere og mange skibe. Han trænger ind i landene som en stormflod. Så når han til det herlige land, og titusinder falder. Men Edom, Moab og de ypperste af ammonitterne undslipper hans magt. Derimod slipper Egypten ikke, når han rækker sin hånd ud mod landene. Han kommer til at råde over skattene af guld, sølv og alle slags kostbarheder i Egypten, og libyere og nubiere må følge ham. Men rygter fra øst og nord forfærder ham, og i stor vrede drager han af sted for at udrydde og lægge band på mange. Han opslår sine paladstelte mellem havet og det herlige, hellige bjerg. Men han går mod sin ende, og ingen kommer ham til hjælp. - Daniels Bog 11:40-45

Som et minimum siges det klart her, at Edom, Moab og de ypperste af ammonitterne undslipper Antikrists magt. Der er tale om det moderne Jordan. Så i det mindste Jordan vil ikke bøje sig for Antikrist eller komme under hans kontrol. Verset fortsætter med at definere de nationer, der vil falde til ham. Det siger "rækker sin hånd ud mod landene", hvilket ikke nødvendigvis er alle lande. Modsiger Bibelen sig selv? Det tror jeg ikke. Men jeg tror, at hver stamme og folk, tungemål og folkeslag vil blive helt igennem påvirket af Antikrists indflydelse. Jeg tror, at Antikrist i det mindste vil blive givet et vist mål af indflydelse og autoritet over hver eneste nation, forstået på den måde, at han indenfor hver nation vil få mange tilhængere. Mange nationer vil være helt domineret af ham, men ikke alle nationer vil falde helt til ham. Jeg tror, at dette er den eneste måde, hvorpå vi fuldt kan forene alle de vers, der har forbindelse med dette spørgsmål.

Okay, lad os sige at jeg nu har vist, at ikke hver eneste nation på jorden vil angribe Jerusalem sammen med Antikrist, men kun så tilstrækkeligt mange, at Zakarias og Joel var berettigede til at anvende deres eftertrykkelige udtryk. Hvorfor bruger jeg så meget tid på at klarlægge dette punkt i et kapitel om bøn? Årsagen er simpelthen, at jeg tror, at selv om Bibelen virkelig giver os en generel profetisk ramme for, hvad der vil ske i de sidste dage, så er mange af de konkrete detaljer endnu ikke fastlagt. Der er en grund til, at Gud ikke afslørede alle de endelige detaljer. Det gør Han sjældent. Hvis Han gjorde, ville vi være berettigede til bare at vente på, at Antikrist skulle komme og tage os. Vi ville være helt berettigede til at grave huller i jorden som hemmelige skjulesteder for vores overlevelsesføde. Men i stedet ønsker Gud, at vi faktisk skal kæmpe med Ham i bøn, ikke kun for vores egen sjæl og vore familiers skyld, men også for selve de lande, vi lever i og kalder vore hjem. Gud advarede ikke for eksempel David Pawson - om at islam i sidste ende faktisk kunne overtage England - for at give ham rimelig tid til at komme væk, men snarere for at advare Kirken i England, så den kunne samle sig og kæmpe for selve deres lands sjæl gennem fremherskende bøn! Islam kan have en holdning af næsten fatalistisk resignation over for Allahs vilje: "Inshallah" (Hvis det er Allahs vilje ... vil det ske) siger de. Men vi tjener en Gud, som beder os om at deltage sammen med ham, mens Han påvirker nationerne. Vi tjener en Gud, der forventer, at vi spreder Hans smukke rige ud over hele jorden gennem forkyndelse (invitation) og bøn.

Pointen her er, at hvis du føler håbløshed efter at have læst det scenario, som er blevet åbnet i denne bog, så frygt ikke; der er altid noget, du kan gøre: Du kan bede, du kan bede og du kan bede endnu mere. Og du kan slutte dig til dem, der gør det samme. Undervurdér aldrig bønnens evne til at påvirke virkeligheden og enden af enhver sag. Husk, at historien ikke er til ende, før den har fundet sted. Jeg tror, at det især vil være manglen på eller tilstedeværelsen af en overflod af fremherskende bøn, der vil bestemme det sidste kapitel i mange nationers historie. Herren har givet os evnen til bogstaveligt at påvirke graden af Hans barmhjertighed versus graden af Hans dom, hvilket vil berøre vore hjem, vore byer, vore regioner og endda vore nationer. Hver nation vil modtage sit eget mål af Guds dom. Faktisk vil hver person på jorden gennemgå en dyb forædlingsproces under de sidste tre et halvt år af denne frygtelige periode. Alt, hvad der kan rystes, vil blive rystet. Så nu er det tid til at råbe om Guds barmhjertighed for de kommende tider.

Der er også et andet meget vigtigt aspekt ved bønnen, som også skal nævnes. Jeg tror også, at bøn kan komme Guds dom i forkøbet og give mere tid til positive forandringer. Vi må huske på, at når Herren hidtil har udskudt sin genkomst, så er det for, at flere mennesker skal lære Ham at kende og blive frelst:

Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. - 2. Petersbrev 3:9

Perioder med dramatiske vækkelser i mange lande ville blive forkortede, hvis enden kom nu, og der kunne meget vel være fremtidige vækkelser, der aldrig ville finde sted, hvis enden kom nu. Mens jeg personligt tror, at den dag faktisk vil komme, hvor alle de forfærdelige profetier i Bibelen vil ske, så jeg tror også, at vi kan bønfalde Gud om at give os mere tid og udøse en vækkelse i vore nationer, før disse de mørke dage kommer. Bøn kan foregribe hans vrede, så hans barmhjertighed kan få mere tid til at arbejde i hjertet af en nation.

Gud kom og talte til Moses. Han sagde, at han var ved at dømme og ødelægge Israels børn. For de fleste af os, ville dette have været nok. Gud sagde det - sagen var afgjort. Men Moses ville ikke acceptere det. Han bønfaldt Gud:

Og Herren sagde til Moses: "Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk." Moses ville formilde Herren sin Gud og sagde: "Herre, hvorfor skal din vrede flamme op mod dit folk, som du førte ud af Egypten med stor kraft og stærk hånd? Hvorfor skal egypterne kunne sige: 'Han havde ondt i sinde, da han førte dem ud; han ville dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade.' Vend dog om fra din glødende vrede, og fortryd den ulykke, du ville bringe over dit folk! Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, som du gav det løfte, da du svor ved dig selv: Jeg vil gøre jeres efterkommere så talrige som himlens stjerner, og hele dette land, jeg har talt om, vil jeg give jeres efterkommere til evig ejendom." Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk. - 2. Mosebog 32:9-14

Spol nu denne scene tilbage. Først taler Gud til Moses og siger: "Lad mig nu være, så min vrede kan flamme imod dem og jeg kan ødelægge dem. Dernæst vil jeg gøre dig til et stort folk." Okay, tryk så på pauseknappen (...). Lad os nu indsætte nogle få teologer i scenen på dette sted for at diskutere, om Gud vil ødelægge israelitterne eller ikke. "Selvfølgelig vil han det," er de alle enige om, "Gud sagde det, og så sker det." Mange vil måske hævde det samme i dag. Måske føler du, at dommen er uundgåelig for vores nation. Okay fint. Hvad gør du ved det? Giver du dig til at klage højlydt? Eller beder du om nåde ligesom Moses? Ja, måske vil Gud udgyde sin dom over din nation. Eller måske vil Han opgive:

Søg Herren, alle landets ydmyge, I som handler efter hans bud. Søg retfærdighed, søg ydmyghed, måske finder I ly på Herrens vredes dag. - Sefanias' Bog 2:3

Men selv nu siger Herren: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage! Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab; han kan fortryde ulykken. Måske vender han om og fortryder og lader sin velsignelse blive tilbage ... - Joels Bog 2:12-14

Personligt mener jeg, at vi nu lever i en afgørende tid, hvor fremtiden for mange nationer er på vippen. Nu er tiden ikke inde til at frygte. Det er heller ikke tid til at brokke sig. Nu er det tid til at bede!

Jeg vil slutte dette kapitel med at citere en del af en artikel, skrevet af den fremtrædende Bibel-lærer og forfatter Francis Frangipane. Jeg følte mig særlig inspireret af Fransis' artikel, fordi han netop talte om det emne, vi er inde på nu, og jeg tror, du vil gøre det samme. Titlen på artiklen er: "This Day We Fight!" [I dag vil vi kæmpe]

Konflikten, som vores generation står over for, er ikke mindre truende end nazisme og sovjetisk imperialisme. Radikal islam er en dæmonisk kraft, der søger verdensherredømme. Vi kan ikke tabe krigen mod terrorisme eller for moral. Vi må ikke åbne os for frygt eller vantro, for vi blev født til at udkæmpe og vinde slagene i vores tid. Igen opstår argumentet: "Jeg blev lært, at livet kun vil blive stadig mere ondt, indtil Kristus vender tilbage." Ja, sådan en dag vil komme, men vi må ikke antage, at den er kommet. I enhver tidsalder kræver Gud, at vi lever som de besejrende. Netop det forhold, at der i dag findes nationer, der oplever store udbytter og gennembrud, minder os om, at der stadig er tid for vore nationer. En af vore læsere sendte os følgende referat af Aragon, konge af Gondor i Kongen vender tilbage [Ringenes Herre 3]. Bogens forfatter, J. R. R. Tolkien, en englænder, afviser, at hans værk havde noget at gøre med Den store Krig. Alligevel blev en stor del af hans manuskript skrevet under højden af 2. Verdenskrig. Bogen er et billede på alle de kampe, som hver generation må kæmpe, for at besejre det onde ...

"Håbløst i undertal, søgte kong Aragon at inspirere sine mænd over for, hvad der føltes som et sikkert nederlag mod de myldrende horder af deres djævelske fjender. Ridende foran sin samlede, men noget beskedne hær, råbte han: 'I jeres øjne ser jeg den samme frygt, som så let kunne overvælde mig. Og den dag kommer måske, da menneskenes mod svigter, da vi svigter vore venner og bryder alle troskabsbånd. Men det bliver ikke i dag. (...) I dag vil vi kæmpe! Ved alt, hvad I har kært på denne gode jord, befaler jeg jer at holde stand, I Vestens mænd!'" [1]

Til hvilket jeg kun kan føje et dybtfølt Amen!

Noter

[1] Francis Frangipane, "This Day We Fight!" http://www.elijahlist.com/words/display_word.html?ID=2294

---

Joel Richardson er først og fremmest en ambassadør for Jesus Kristus og en ægtemand og far, der er engageret i pro-liv og adoptionsbevægelser. Han er kunstner, menneskerettighedsaktivist, New York Times bestseller-forfatter, internationalt anerkendt foredragsholder og regelmæssig klummeskribent for WND (WorldNetDaily). Joel har en lang historie med opsøgende arbejde henvendt til det muslimske samfund og har en passion for at se muslimer komme til Kristus. Joel er også en anerkendt ekspert i bibelsk profeti og Mellemøsten. Joel er forfatter, medforfatter eller medredaktør af følgende bøger:

When af Jew Rules the World: What the Bible Really Says about Israel in the Plan of God
Mideast Beast: The Scriptural Case For an Islamic Antichrist
Islamic Antichrist: The Shocking Truth About the Real Nature of the Beast
God’s War on Terror: Islam, Prophecy & the Bible
Why We Left Islam: Former Muslims Speak Out

---

Indhold

Anbefalinger
Boginformation

Indledning:  En bemærkning fra forfatteren

Første del: Introduktion til islamisk eskatologi og lære

Kapitel 1.           Hvorfor denne bog? Advarsel om den islamiske vækkelse
Kapitel 2.           Islams hellige skrifter
Kapitel 3.           Islamisk Eskatologi
Kapitel 4.           Mahdien: Islams ventede Messias
Kapitel 5.           Den bibelske Antikrist sammenlignet med Mahdien
Kapitel 6.           Den muslimske Jesus
Kapitel 7.           Den falske profet sammenlignet med den muslimske Jesus
Kapitel 8.           Dajjal: Islams Antikrist
Kapitel 9.           Den bibelske Jesus sammenlignet med Dajjal
Kapitel 10.         Antikrists genoplivede islamiske imperium
Kapitel 11.         Den mørke karakter af Muhammeds åbenbaringer
Kapitel 12.         Antikrists ånd i islam
Kapitel 13.         Islams ældgamle jødehad
Kapitel 14.         Endetidsmartyrium og islamisk halshugning
Kapitel 15.         Islam og målet om verdensherredømme
Kapitel 16.         Uærlighed og bedrag i islam
Kapitel 17.         Det store frafald, terror og islams konversionsrater
Kapitel 18.         Resumé af sammenligninger

Anden del: Videre analyse

Kapitel 19.         Mulige problemer med tesen
Kapitel 20.         Yderligere overvejelser

Tredje del: Hvordan skal vi reagere?

Kapitel 21.         Svar med bøn
Kapitel 22.         Svar med opsøgende virksomhed
Kapitel 23.         Forberedelse til martyriet

Appendiks: Værdsættelse af bibelsk eskatologi
Bibliografi

---

Oversættelse: Bombadillo