Den følgende diskussion er meget vigtig af to grunde. For det første på grund af den fremtrædende plads bedrag indtager i de sidste dage, og for det andet på grund af de alvorlige konsekvenser, som bedrag i islams tjeneste har for udbredelsen af islam i Vesten.

Når et menneske først bliver nysgerrigt og ønsker at lære noget om islam, er det bydende nødvendigt, at det først forstår, i hvor høj grad grad løgn ikke alene tillades, men faktisk fremmes og endda til tider befales i islam. Når en kristen ønsker at lære andre om kristendommen, er det uden videre underforstået, at ærlighed er et afgørende aspekt af denne formidling. Men i tilfældet islam har de fleste vesterlændinge svært ved at komme om ved det forhold, at målrettede overdrivelser, tilsløring af sandheden og ind imellem lodret og bevidst løgn, er en central del af religionen islam. Der findes faktisk specifikke doktriner og traditioner, som fremmer denne uærlighedens kultur indenfor islam. Nu er der selvfølgelig også nogle vers og traditioner i islam, der fraråder løgn:

I skal ikke indhylle sandheden i falskhed og skjule sandheden, når I dog har viden! - sura 2:42

Men desværre - som vi vil komme til at se, er det for mange muslimer undtagelserne fra reglen, der er blevet reglen selv.

Bedrag og jihad

For at forstå, hvordan en religion kan rationalisere og retfærdiggøre løgn, må vi først kort repetere begrebet jihad og islams mål. Vi har allerede drøftet dette i sidste kapitel, men vil igen påpege, at jihad i islam i det væsentlige ses som en kamp for at få alle ting underkastet Allah og islam. De slagmarker, som jihad udkæmpes på, kan bredes ud på et spektrum. I den ene ende af spektret ligger den personlige indre kamp. Denne kamp udkæmpes af enhver muslim, der ønsker at overvinde sine egne personlige svagheder eller indre dæmoner. Efterhånden som vi bevæger os henover spektret, møder vi behovet for at føre jihad med det formål, at få andre individer til at underkaste sig islam. Dette er naturligvis, hvad kristendommen kalder evangelisering [eller missionering, o.a.]. I islam kaldes det dawa. Når vi fortsætter gennem spektret, er der kravet om, at islam skal overtage det lokale styre og til sidst den nationale regeringsmagt. Dette er punktet, desværre, hvor islams sande ansigt, det voldelige ansigt, ofte afsløres, og hvor jihad normalt begynder at blive blodig. Denne realitet ses over hele verden i dag. Mens mange mennesker i Vesten derfor tænker på jihad som blot en kamp mod ikke-muslimske regeringer og nationer m.v., så omfatter konceptet i islam faktisk alle aspekter af livet. Så i det muslimske sind, er selv kampen for at konvertere ikke-muslimer til islam en del af jihad. Evangelisering i islam er mere end blot "at dele de gode nyheder" - det er krig. Med dette in mente er det afgørende, at vi noterer os Muhammeds berømte udtalelse: "Krig er bedrag." [1] I omgangen med ikke-muslimer, opfordrer islam således muslimer til at benytte en aggressiv jihad/krigstids-mentalitet, der helt bogstaveligt er defineret som bedrag. Før ikke-muslimen kommer til at indse, i hvor høj grad denne mentalitet spiller ind, vil det, i forholdet til mange muslimer, kun være alt for let for vedkommende at miste følingen med en sund sans for objektivitet. Stående over for mennesker, som målrettet forsøger at vildlede, er tillidsfulde individer - som så mange i Vesten er det i disse dage - som får, der føres til slagtning.

Denne mentalitet, hvor evangelisering forstås som jihad, finder også støtte i islamisk lære under to særlige kategorier, kaldet kitman og taqiyya.

Kitman: At skjule sandheden

Kitman er en befaling om bevidst at skjule ens egen tro. Det er en særlig form for løgn, der primært praktiseres af det shia-muslimske mindretal. Denne doktrin er formuleret af Imam Jafar Sadiq, shia-islams sjette Imam:

Én, der røber noget fra vores religion, er som én, der forsætligt dræber os. [2]

I tilhører en religion, i hvilken enhver, der skjuler den, vil blive æret af Allah, og enhver, der afslører den, vil blive vanæret af Allah. [3]

Så shia-muslimer har fået befaling om målbevidst at skjule, hvad de egentlig tror på, for at vildlede udenforstående om den sande natur af deres religion. Man kan ikke lade være med straks at tænke på Jesu ord, da han fortalte sine disciple, at de aldrig skulle skjule deres religion:

I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. - Matthæus 5:14-16

I stedet kan det siges om shia-muslimer, at de "tilhører en religion, i hvilken enhver, der skjuler den, vil blive æret af Allah, og enhver, der afslører den, vil blive vanæret af Allah". Dette er læren om kitman. For de fleste vesterlændinge er dette koncept ufatteligt og helt i strid med fornuften. Hvis du har noget godt, så del det med andre. Hvis du har noget at skjule, så vil jeg sandsynligvis ikke have det alligevel.

Der er ingen væsentlig forskel mellem læren om kitman og læren om taqiyya. Taqiyya er defineret af en shia-muslimsk kommentator på følgende måde:

"Ordet 'al-Taqiyya' betyder bogstaveligt: 'Fortie eller tilsløre sin tro, sine overbevisninger, ideer, følelser, meninger og/eller strategier i en tid med overhængende fare, hvad enten det er nu eller i en senere tid, for at redde sig selv fra fysisk og/eller psykisk skade.' En oversættelse med et enkelt ord ville være: 'Forstillelse'." [4]

Den samme kommentator fortsætter i en artikel i A Shi'ite Encyclopedia med at fastslå: "Den sande ånd af 'al-Taqiyya' er bedre udtrykt i det ene ord 'diplomati'." Ja, 'diplomati' er virkelig noget af en "diplomatisk" definition.

Doktrinerne om kitman og taqiyya siges ofte at være rene shia-muslimske doktriner. Sunni-muslimer kan tilmed benægte, at nogen af doktrinerne er en del af deres tradition. Desværre vil dette i sig selv blot være endnu et bedrag. I det følgende vil vi løbe gennem nogle af de sunni-traditioner, der viser den universelle anvendelse af taqiyya indenfor islam.

Taqiyya: Grundlag for bedrag

Koranen lærer, at det er tilladt for muslimer at fornægte deres tro for at beskytte sig selv. Muslimer, der har fornægtet deres tro, vil blive tilgivet, så længe deres sande tro ikke blev rigtig rystet (dvs. at deres fornægtelse var en løgn i den reneste forstand) og kun hvis deres fornægtelse af troen skete for at undgå skade (primært når de lever blandt ikke-muslimer):

Vrede fra Allah kommer over den, der ikke tror på Allah efter at have været troende. Dog ikke den, der bliver tvunget, og hvis hjerte finder fred i troen; Men over dem, der har åbnet deres hjerte for vantroen. De har en vældig straf i vente. - sura 16:106

Den sunni-muslimske lærde, Ibn Kathir, uddyber meningen med dette vers i sin klassiske koran-kommentar:

Dette henviser til en gruppe mennesker, der var undertrykt i Mekka og hvis stilling i deres eget folk var svag, så de tilsluttede sig dem, når de blev sat på prøve af dem (...). Allah fortæller dem, at efter dette, dvs. efter at de har givet efter (for ikke-muslimerne ved at fornægte deres tro), vil Han, når de sættes på prøve, tilgive dem og vise dem barmhjertighed, efter at de er kommet til sig selv. [5]

Så længe en muslim lever i et land, hvor det islamiske samfund er en minoritet, i "en svækket tilstand", er bedrageriskhed tilladt. Da de blev udfordret af ikke-muslimer til at bespotte Allah, "tilsluttede (de) sig dem". Den faktiske historie om hvordan det ovenstående vers blev "åbenbaret" for Muhammed, fortælles således:

De vantro anholdt Ammar Ibn Yasir og torturerede ham, indtil han udtalte modbydelige ord om Profeten (Muhammed) og roste deres guder og afguder; og da de løslod ham, tog han direkte hen til Profeten. Profeten sagde: "Har du noget på sinde?" Ammar Ibn Yasir sagde: "Dårlige nyheder! De ville ikke frigive mig, før jeg havde bagtalt dig og prist deres guder!" "Profeten sagde: "Hvordan har du det i hjertet?" Ammar svarede: "Veltilpas i troen." Så sagde Profeten: "Hvis de kommer tilbage efter dig, så gør det samme igen." I dette øjeblik åbenbarede Allah verset: "Dog ikke den, der bliver tvunget, og hvis hjerte finder fred i troen ..." (sura 16:106). [6]

Så Muhammed opfordrede faktisk muslimerne til at lyve og bespotte og fornægte deres tro, hvis det kunne beskytte dem, så længe den enkelte var "veltilpas i troen." Ibn Abbas, som for sunnierne er den mest berømte og betroede fortæller af overleveringer, bekræfter denne opfattelse:

Taqiyya er (blot) tungens ytring, mens hjertet er veltilpas i troen. [7]

Dette er selvfølgelig noget af en kontrast til de millioner af kristne gennem historien, der har nægtet at afsværge Kristus og i stedet har accepteret død og martyrium.

Koranen befaler også muslimer til ikke at slutte venskab med nogen, der ikke er muslim - medmindre dette, endnu en gang, kan hjælpe til at beskytte muslimen mod overgreb:

De troende skal ikke tage sig de vantro til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Allah til - med mindre I tager jer meget i agt for dem ... - sura 3:28

Ibn Kathir kommenterer igen:

Allah forbød sine troende tjenere at blive de vantros støtter, eller at gøre disse til kammerater, med hvilke de udvikler venskaber (...). Allah advarede mod en sådan adfærd, da han sagde: "I, der tror! Tag ikke mine fjender og jeres fjender som venner, ved at vise dem hengivenhed. Og dersom nogen af jer gør det, så er han kommet bort fra den rette vej." Og: "I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem." Dernæst sagde Allah: "Med mindre I virkelig frygter en fare fra dem," hvilket betyder: Undtagen de (muslimer), som i nogle områder på visse tidspunkter frygter for deres sikkerhed fra de vantro. I dette tilfælde har sådanne troende lov til at vise venskab mod de vantro udadtil, men aldrig indadtil. For eksempel noterede Al-Bukhari, at Abu Ad-Darda sagde: "Vi smiler visse folk i ansigtet, selv om vore hjerter forbander dem." [8] (eftertryk tilføjet)

Derefter går Ibn Kathir videre til fuldstændig at ødelægge forestillingen om, at taqiyya kun er for shia-muslimer, når han siger: "Taqiyya er tilladt indtil Dommedag."

Vi ser, at taqiyya faktisk er en lære for alle muslimer, der gør det muligt for dem at benægte ethvert aspekt af deres tro for at beskytte sig selv mod overgreb.

Bedrag berettiget som middel til at vinde rigdom

På trods af Ibn Kathirs kommentarer, vil mange imidlertid hævde den påstand (måske i sig selv som en bedragerisk taktik), at taqiyya kun bør bruges for at beskytte ens liv. Men sådan er det langt fra. Muhammed tillod tilmed løgn for at opnå rigdom:

Efter muslimernes erobring af byen Khaybar, blev Profeten kontaktet af Hajaj Ibn Aalat, som sagde: "Oh Allahs Profet: I Mekka har jeg noget overskydende rigdom og nogle slægtninge, og jeg vil gerne have det tilbage; er jeg undskyldt, hvis jeg taler dårligt om dig for at undslippe forfølgelse?" Profeten undskyldte ham og sagde: "Sig, hvad du har at sige." [10]

Det er Muhammeds "målet helliger midlet"-tilgang til liv og religion, der skinner igennem det meste her. Og der er talrige andre eksempler, hvor Muhammed opmuntrer sine tilhængere til at lyve som et middel til at nå det endelige mål om islams fremme.

Bedrag berettiget som middel til at myrde islams fjender

Allahs Apostel sagde: "Hvem er villig til at dræbe Kab bin Al-Ashraf, som har såret Allah og Hans Apostel?" Derpå rejste Muhammad bin Maslama sig op og sagde: "O Allahs Apostel! Kunne du tænke dig, at jeg dræbte ham?" Profeten sagde: "Ja." Muhammed bin Maslama sagde: "Så giv mig lov til at sige en (falsk) ting (dvs. at bedrage Kab)." Profeten sagde: "Du kan sige det." [11]

Abdullah Al-Araby, en islam-autoritet født Mellemøsten, fortæller i en artikel med titlen "Løgn i islam" [Lying in Islam] en anden historie om Muhammeds tilladende holdning til løgn for at opnå sine fjenders død. Denne gang var offerets navn Shaaban Ibn Khalid al-Hazly:

Det rygtedes, at Shaaban var ved at samle en hær for at føre krig mod Muhammed. Muhammed svarede igen ved at befale Abdullah Ibn Anis at dræbe Shaaban. Den vordende morder bad om profetens tilladelse til at lyve. Muhammed gav den og befalede derefter morderen, at han skulle lyve ved at sige, at han var medlem af Khazaa-klanen. Da Shaaban så Abdullah komme, spurgte han ham: "Fra hvilken stamme er du?" Abdullah svarede: "Fra Khazaa." Og så tilføjede han: "Jeg har hørt, at du samler en hær til at bekæmpe Mohammed og jeg er kommet for at slutte mig til." Abdullah begyndte at spadsere med Shaaban og fortælle ham, hvordan Muhammed kom til dem med islams kætterske lære og klagede over, hvordan Muhammed rakkede ned på de arabiske patriarker og ødelagde arabernes håb. De fortsatte i samtale indtil de kom til Shaabans telt. Shaabans ledsagere gik og Shaaban inviterede Abdullah til at komme indenfor og hvile. Abdullah sad dér indtil atmosfæren var rolig og han fornemmede, at alle sov. Abdullah skar Shaabans hoved af og bragte det til Muhammed som et trofæ. Da Muhammed fik øje på Abdullah, råbte han jublende: "Dit ansigt er blevet triumferende (Aflaha al-wajho)." Abdullah besvarede hilsenen ved at sige: "Det er dit ansigt, Allahs Apostel, der er blevet triumferende. (Aflaha wajhoka, ye rasoul Allah)." [12]

Så vi kan igen se, at løgn er tilladt af en række grunde. Så længe det endelige mål er at fremme Muhammeds eller islams sag, er det tilladt og tilsidesætter det oprindelige forbud mod at lyve. I dette tilfælde var det tilladeligt for at nå det endelige mål at myrde en person, som Muhammed ønskede død. Fordi islam holder Muhammed op for alle muslimer som det ypperste mønster på dyd, bliver denne samme holdning desværre ført ud i livet af mange af Muhammeds tilhængere i dag.

Bedrag for at opnå vilkårlige mål og velstand

Imam Al-Ghazali, en af alle tiders mest berømte muslimske teologer og filosoffer, bringer lovligheden af løgn endnu videre. For Ghazali er løgn tilladt, når blot stort set ethvert positivt eller gavnligt mål kan opnås:

Tale er et middel til at opnå mål. Hvis et prisværdig mål er opnåeligt ved både at fortælle sandheden og at lyve, er det ulovligt at stræbe efter det ved at lyve, fordi der ikke er behov for det. Når det er muligt at nå dette mål ved at lyve, men ikke ved at sige sandheden, er det tilladt at lyve, hvis opnåelse af målet er tilladt. [13] (eftertryk tilføjet)

Vid dette, at løgn ikke i sig selv er en synd, men hvis den bringer dig skade, kan den være grim. Men du kan lyve, hvis dette vil holde det onde fra dig, eller hvis det vil resultere i fremgang. [14] (eftertryk tilføjet)

Det er virkelig helt umuligt at benægte, at bedrag i religionen islam har fundet et rigt såbed at fæste rod i og kalde sit hjem. Vi ser at islam som religiøst system tillader og endda tilskynder løgn og bedrag som et særligt aspekt af dens religiøse liv. Den usædvanlige fusion af religion og bedrag har dybtgående konsekvenser, både i forhold til udbredelsen af islam i Vesten og i forhold til vores diskussion om de sidste tider.

Konsekvenser for islam i Vesten

Med hensyn til konsekvenserne for i dag, bemærker Abdullah Al-Araby:

Princippet om at sanktionere løgn for islams sag har alvorlige konsekvenser i spørgsmål vedrørende udbredelsen af religionen islam i Vesten. Muslimske aktivister bruger vildledende taktikker i deres forsøg på at polere islams image og gøre den mere attraktiv for potentielle konvertitter. [15]

Jeg har personligt været vidne til denne dynamik i en grad, så jeg blev totalt udmattet. Og lige så frustrerende er det faktum, at så mange kristne, som følge af manglende viden eller ønsket om ikke at virke for stridbare eller trættekære, lader bedraget foregå uhindret. Da talrige såkaldt moderate muslimer holdt taler for amerikanerne for at forsvare "Fredens Religion" og dens godartede natur, efter 9-11 for eksempel, gav mange af disse talere bevidst et fortegnet billede af islams sande natur. Det er blevet dokumenteret, at mange har talt langt mere aggressivt under private møder med andre muslimer. Vi pegede på eksemplet med Omar Ahmed, formand for bestyrelsen for Council on American-Islamic Relations (CAIR), i sidste kapitel. For disse muslimer, der poserer som "moderate", var deres urigtige oplysninger om islam berettigede, fordi de, i deres eget sind, beskyttede islam og dermed amerikanske muslimer mod "skade". Det var "damage control" i sin reneste form. Kristne, amerikanere og desværre også en stor del af den politiske ledelse - enten fordi de desperat ønsker at tro det bedste om folk for at trøste sig selv i tider med stor usikkerhed, eller på grund af den uundgåelige fordummelse af Vesten gennem det konstante bombardement af moralrelativisme og politisk korrekthed - købte en stor del af dette bedrag, rub og stub. De få, der var modige nok til at sige sandheden om islams sande natur, blev betragtet som enten intolerante eller hadefulde eller begge dele. Dette er mønstret, der bliver fulgt, når som helst islam begår en stor ondskab. Vær opmærksom og du vil se det igen og igen.

Konsekvenser for de sidste dage

Konsekvenserne for islams lære om løgn er selvfølgelig indlysende i forhold til vores diskussion af de sidste dage. Det bibelske billede af de sidste dage er et, hvor bedrag er dagens absolutte orden. I stort set enhver passage, hvor de sidste tider diskuteres i Det Nye Testamente, understreger forfatteren, at de troende skal være meget forsigtige, så de ikke lader sig bedrage. I det følgende bringes nogle eksempler på sådanne advarsler.

Umiddelbart før Jesus blev ført væk for at blive korsfæstet, havde han en samtale med sine disciple om de sidste dage. Hans allerførste formaning var, at de skulle passe på ikke at blive bedraget.

Mens han [Jesus] sad på Oliebjerget, kom hans disciple, da de var alene, hen til ham og sagde: "Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?" Jesus sagde til dem: "Se til, at ingen fører jer vild!" - Matthæus 24:3-4

Jesus fortsætter med at advare om styrken af dette bedrag:

"Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. (...) for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud." - Matthæus 24:10-11, 24-25 (eftertryk tilføjet)

I sit brev til thessalonikerne formaner apostlen Paulus ligeledes Kirken om nødvendigheden af at være forsigtig, så den ikke lader sig bedrage:

Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham (...). Lad ingen på nogen måde forlede jer ... - 2. Thessalonikerbrev 2:1,3

Paulus refererer til det fremtidige bedrag som "vildfarelsens magt":

Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt. - 2. Thessalonikerbrev 2:9-12 (eftertryk tilføjet)

Konklusion

Efter min opfattelse er dette at anklage nogen for at være en løgner ikke så lidt af en fornærmelse. Derfor følte jeg, at det var vigtigt at give en grundig demonstration af det faktum, at Muhammed, Koranen og hadith, samt islams mest respekterede lærde, alle tillader løgn som et middel til at opnå et vilkårligt antal mål. Jeg har dokumenteret dette faktum ganske tydeligt. Det er ikke en ubegrundet anklage fra "løgnens folk" (et navn, Koranen ironisk nok bruger om ikke-muslimer), men er faktisk en etableret doktrin og praksis inden for islam. Selv om jeg forstår, at dette kan føles som et ganske stærkt sprog, så er den enkle sandhed den, at islam, som et religiøst system, er et barn af sin sande far. Det dæmoniske væsen, der helt bogstaveligt overfaldt Muhammed i Hira-hulen, er det samme væsen, som inspirerede de ugudelige doktriner om bedrag, der så åbenlyst gennemtrænger religionen islam, som vi kender den i dag. Mens jeg er helt sikker på, at disse bemærkninger vil fornærme de fleste muslimer, vil mit svar være at bede om, at de ikke bliver vrede på mig for at viderebringe denne information, men at de hellere retter deres vrede mod de Muhammed-traditioner og lærde i islam, der ikke blot tolererer, men opmuntrer en sådan adfærd. Det er en adfærd, der simpelthen ikke burde findes blandt folk, der kalder sig gudfrygtige. Bibelen opfordrer alle mennesker til at stræbe efter at ligne deres sande himmelske fader, Skaberen af al lys og sandhed.

Skønt de fleste mennesker vil være enige i, at religion og bedrag ikke kan forenes, så er det klart, at bedrag og religion i islam gensidigt støtter hinanden. Ligeledes kan vi være sikre på, at bedrag og religion i de sidste dage vil være så sammenflettede, at det vil være vanskeligt for selv "de udvalgte" at erkende, hvad der er sandheden. Som sådan opfylder islam igen en af de primære beskrivelser af Antikrists system i de sidste dage.

Noter

[1] Sunan Abu Dawood, Bog 14, Nummer 2631. Fortalt af Kab ibn Malik

[2] Hadith Imam Jafar Sadiq Fodnote. #1 Usool al Kafi, p. 88

[3] ibid. Fodnote #2, Ibid, p. 522

[4] A Shiite Encyclopedia Oktober 1995. Besøgt januar 2001. http://www.al-islam.org/encyclopedia/chapter6b/1.html

[5] Ibn Kathir’s Tafsir - Sura 16:106 www.tafsir.com [ugyldigt link, o.a.]

[6] Bekræftet af At-Tabari og fortalt af Abd al-Razak, Ibn Sa'd, Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim, Ibn Mardawayh, al-Bayhaqi i hans bog: "al- Dala-il," http://www.al-islam.org/encyclopedia/chapter6b/1.html

[7] Sunan al-Bayhaqi og Mustadrak al-Hakim http://www.al-islam.org/encyclopedia/chapter6b/1.html

[8] Ibn Kathir’s Tafsir - Sura 3:28 www.tafsir.com [ugyldigt link, o.a.]

[10] Al-Sirah al-Halabiyyah, v. 3, p. 61, http://www.al-islam.org/encyclopedia/chapter6b/1.html

[11] Bukhari Bind 5, Bog 59, Nummer 369. Fortalt af Jabir bin Abdullah

[12] Islam Review, Lying in Islam, Abdullah Al Araby. Dansk oversættelse: Løgn i islam.

[13] Ahmad ibn Naqib al-Misri, The Reliance of the Traveller, oversat af Nuh Ha Mim Keller, (Amana publications, 1997), afsnit r8.2, p. 745

[14] Ulum id Din pp. 3,137. Som citeret i Islam and Terrorism, Mark Gabriel (Lake Mary, Charisma House 2002), p. 95

[15] Islam Review, Lying in Islam, Abdullah Al Araby. Dansk oversættelse: Løgn i islam.

---

Joel Richardson er først og fremmest en ambassadør for Jesus Kristus og en ægtemand og far, der er engageret i pro-liv og adoptionsbevægelser. Han er kunstner, menneskerettighedsaktivist, New York Times bestseller-forfatter, internationalt anerkendt foredragsholder og regelmæssig klummeskribent for WND (WorldNetDaily). Joel har en lang historie med opsøgende arbejde henvendt til det muslimske samfund og har en passion for at se muslimer komme til Kristus. Joel er også en anerkendt ekspert i bibelsk profeti og Mellemøsten. Joel er forfatter, medforfatter eller medredaktør af følgende bøger:

When af Jew Rules the World: What the Bible Really Says about Israel in the Plan of God
Mideast Beast: The Scriptural Case For an Islamic Antichrist
Islamic Antichrist: The Shocking Truth About the Real Nature of the Beast
God’s War on Terror: Islam, Prophecy & the Bible
Why We Left Islam: Former Muslims Speak Out

---

Indhold

Anbefalinger
Boginformation

Indledning:  En bemærkning fra forfatteren

Første del: Introduktion til islamisk eskatologi og lære

Kapitel 1.           Hvorfor denne bog? Advarsel om den islamiske vækkelse
Kapitel 2.           Islams hellige skrifter
Kapitel 3.           Islamisk Eskatologi
Kapitel 4.           Mahdien: Islams ventede Messias
Kapitel 5.           Den bibelske Antikrist sammenlignet med Mahdien
Kapitel 6.           Den muslimske Jesus
Kapitel 7.           Den falske profet sammenlignet med den muslimske Jesus
Kapitel 8.           Dajjal: Islams Antikrist
Kapitel 9.           Den bibelske Jesus sammenlignet med Dajjal
Kapitel 10.         Antikrists genoplivede islamiske imperium
Kapitel 11.         Den mørke karakter af Muhammeds åbenbaringer
Kapitel 12.         Antikrists ånd i islam
Kapitel 13.         Islams ældgamle jødehad
Kapitel 14.         Endetidsmartyrium og islamisk halshugning
Kapitel 15.         Islam og målet om verdensherredømme
Kapitel 16.         Uærlighed og bedrag i islam
Kapitel 17.         Det store frafald, terror og islams konversionsrater
Kapitel 18.         Resumé af sammenligninger

Anden del: Videre analyse

Kapitel 19.         Mulige problemer med tesen
Kapitel 20.         Yderligere overvejelser

Tredje del: Hvordan skal vi reagere?

Kapitel 21.         Svar med bøn
Kapitel 22.         Svar med opsøgende virksomhed
Kapitel 23.         Forberedelse til martyriet

Appendiks: Værdsættelse af bibelsk eskatologi
Bibliografi

---

Oversættelse: Bombadillo