Hvor forrige kapitel handlede om islams koncentrerede had og morderiske ånd rettet mod det jødiske folk, vil dette kapitel i mere generel forstand handle om den verdensomspændende forfølgelse, som vil blive rettet mod enhver, der følger Jesus, eller som i de sidste dage nægter at blive muslim.

Halshugninger i de sidste dage

I Åbenbaringsbogen kapitel 20 ser apostlen Johannes et særligt selskab af mennesker. Johannes giver os en meget kort oversigt over, hvad han ser. Han beskriver tydeligt de fremtidige endetidsmartyrer:

Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt. Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke sat mærket på deres pande og hånd. De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år. - Johannes' åbenbaring 20:4

Jeg har dvælet ved dette vers mange gange. Bibelen siger, at i de sidste dage vil halshugning være den primære metode, ved hvilken folk bliver martyrer. De vil blive dræbt "på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord." Det er et mærkeligt billede at forsøge at forestille sig. Antyder Bibelen en verdensomspændende genindførelse af guillotiner på torvene i hver en by? Hvad er det præcist, der ifølge Bibelens antydninger vil ske, som vil resultere i en verdensomspændende brug af lige netop halshugning som et standardmiddel til henrettelse af kristne? I mine forsøg på at forestille mig karakteren af de sidste tider og hvordan de vil komme til at se ud, har jeg ofte undret mig over dette vers. Der er andre passager, som er meget lig denne. De taler også om en fremtidig forfølgelse og en global tendens i retning af at henrette kristne for deres tro på Jesus:

Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. - Matthæusevangeliet 24:9

Her advarer Jesus sine disciple om, at de vil blive hadet og i sidste ende dræbt som følge af deres identificering med ham. Men så er der en profetisk udvidelse af denne forudsigelse. Jesus siger, at "I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn." Jesus forudsiger udtrykkeligt et globalt element i denne fremtidige forfølgelse af kristne. De følgende vers giver os yderligere indsigt:

Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. - Johannesevangeliet 16:1-4

I denne passage fra Johannesevangeliet taler Jesus i første omgang til disciplene udenfor en streng endetids-sammenhæng. Han advarer først disciplene om, at de i de kommende dage ville se hans tilhængere blive forvist fra synagogerne. Denne profeti kom til fuldt udtryk efter det, der blev kendt som Bar Kochba-oprøret i 132-135 e.Kr. Det var under Bar Kochba-oprøret, at den endelige adskillelse mellem kirke og synagoge fandt sted. Bar Kochba var en falsk jødisk Messias. Han blev støttet og godkendt af den tids højeste rabbinske autoritet, den berømte rabbiner Akiva. Som et resultat af Akivas støtte, blev Bar Kochba reelt kanoniseret som Messias i det jødiske folks øjne. Da Bar Kochba anførte jøderne i et oprør mod Rom, blev enhver jøde, som ikke deltog, betragtet som en forræder mod den jødiske nation. Men de jøder, der var tilhængere af Jesus, og som før dette tidspunkt stadig jævnligt deltog i synagogetjenesten, kunne ikke støtte et oprør ledet af en person, som de vidste, var en falsk Messias. Som et resultat blev de jødiske tilhængere af Jesus bortvist fra synagogerne en masse og Jesu profeti opfyldt i det andet århundrede.

Men i den anden del af dette vers, taler Jesus om de sidste tider. "Rent ud sagt", siger han videre, "vil der komme dage, hvor jeres forfølgere vil gøre langt mere end blot bortvise jer fra synagogerne. De vil slå jer ihjel." Men det mest forvirrende og fængslende aspekt ved dette vers er den næste del af Jesu udtalelse. Her siger han, at de der dræber jer vil tro, at de ved at gøre det tjener Gud. Det er denne del af verset, der er nøglen. Hvordan kan noget menneske i dagens verden tro, at Gud kræver drab på andre mennesker, blot fordi de har en anden tro? Det er en tanke, der er fuldstændig fremmed for de fleste moderne vestlige mennesker. Men det er ikke en fremmed tanke i historien. Både islam og kristendommen - katolikker såvel som protestanter - har gjort sig skyldige i at myrde dem, der opfattedes som kætterske afvigere fra den ene sande religion. Jihad, korstogene, inkvisitionerne - alle er i overensstemmelse med mord for og i Guds navn. Én ting er sikker - en absolut nødvendig ingrediens i en sådan blodig udveksling må være en fast overbevisning om, at Gud er på ens side og at Han befaler sådanne henrettelser. Det er umuligt at forestille sig noget trossystem eller nogen filosofi på jorden, der kunne udføre noget sådant, andet end en veletableret verdensreligion. Mens totalitære regimer helt sikkert er i stand til at gøre det, så siger dette vers udtrykkeligt, at de, der udfører disse henrettelser, vil mene, at de tjener Gud derved. Nej, det system, der udfører dette, vil være et religiøst system, der betragter sig selv som den jordiske forvalter af en eller anden form for global guddommelig regering. Det må se sig selv som Guds eneste organisation eller samfund på jorden. Kun et sådant scenario kan forklare de handlinger, vi læser om i disse vers.

Sammenfattende - når vi sammenligner disse tre vers, får vi et meget præcist billede af, hvordan endetidsforfølgelse og -martyrium vil se ud. For det første vil forfølgelsen være global. For det andet vil den kræve et trossystem, der ser sig selv som i besiddelse en guddommeligt udpeget styrende rolle på jorden. For det tredje vil den bruge halshugning som sin primære metode til henrettelse. Så vi har en global religion, der vil se sig selv som et guddommeligt system på jorden, godkendt af Gud til at halshugge dem, der nægter at deltage. Som vi vil komme til at se: blandt de religiøse systemer, der findes på jorden i dag, opfylder kun religionen islam disse krav.

Halshugninger i nyhederne

På tidspunktet hvor dette skrives, i slutningen af 2004, er der i Irak, Saudi-Arabien og et par andre lande en ny historie, der dukker op næsten ugentligt, om udlændinge og kristne, der bliver halshugget af radikale islamister. Som sådan har der raset en debat om, hvorvidt denne praksis er "islamisk" eller om den kun er den barbariske praksis af nogle få radikale, der derved krænker de sande principper i islam. Blandt de offentlige erklæringer, bestemt til at blive samlet op af vestlige medier, er der de sædvanlige udsagn, der fordømmer sådanne handlinger som noget, der ikke har det fjerneste at gøre med "sand islam". I de fleste tilfælde sluger de vestlige medier denne fralæggen sig ansvar og gentager den på tryk uden megen kritik. Men hvis vi undersøger, ikke kun islamisk tradition og historie, men også følelserne hos de muslimer "på gaden", som hver dag giver deres mening til kende på internettet og i chatgrupper, finder vi en meget anderledes virkelighed. Islamiske opslagstavler overalt på internettet har drøftet legitimiteten eller ikke-legitimiteten af sådanne handlinger, fordi de er blevet forsidehistorier. En artikel fra CBS News dateret den 27. juni 2004 med titlen: "Saudi-Arabiens halshugningskultur", har også samlet op på noget af denne "internetsnak":

Og på islamiske internetfora, der mest bruges af radikale, har halshugning været et populært emne i de seneste uger, hvor mange deltagere har beskrevet den som det "letteste" middel til at dræbe en amerikaner eller en saudiaraber fra den regerende familie. [1]

Den eneste fejl CBS begik, var at antage, at de fleste af deltagerne, der bruger disse fora, faktisk er "radikale". Jeg har deltaget i flere sådanne islamiske "samfund" og er blevet ven med mange muslimer gennem disse grupper. Mange i disse fora lever for tiden i USA og Canada og mange er konvertitter fra kristendommen. I modsætning til forfatteren af CBS-artiklen, der antager at disse mennesker, på grund af den barbariske karakter af disse diskussioner, alle er "radikale," har jeg fundet, at mange af dem ganske enkelt er individer, der tager deres tro som muslimer alvorligt, ligesom jeg tager min tro som kristen alvorligt. Mens nogle af medlemmerne i diskussionsgrupperne synes at væmmes og skamme sig over den seneste bølge af halshugninger, synes det overvejende flertal at være langt mere fokuseret på læremæssige spørgsmål, som for eksempel om hvorvidt halshugningerne blev udført korrekt, eller om de konkrete ofre skulle betragtes som fjender eller som uskyldige parter osv. Da Sam Hamod, tidligere leder af Islamic Center i Washington DC, fik mulighed for at bidrage til dette spørgsmål i en artikel bragt i Washington Times, brugte han øjeblikket til, ikke at fordømme halshugninger, men til at gøre opmærksom på, at mændene, der begik halshugningerne i Irak og andre steder, gjorde det helt forkert:

"Du kan ikke gøre det som idioterne på TV. Det rigtige at gøre er at skære personens strube over, ikke at hugge hele hovedet af." [2]

Halshugning i islam: Muhammeds eksempel

Halshugning i islam er ikke på nogen måde et nyt fænomen. På grund af den afsky, mange overalt i Vesten føler for denne praksis, der for nylig er udført af radikale muslimer i Irak og andre steder, har mange moderate muslimer og muslimske apologeter gentagne gange hævdet den påstand, at halshugning ikke er en officielt sanktioneret islamisk praksis. De hævder, at den trodser de grundlæggende principper i islam. Disse påstande bliver fremført, for at skabe et bedre billede af islam i Vestens øjne. Desværre bliver disse påstande hævdet enten af uvidenhed om islams historie eller i den aktive hensigt at bedrage. Som vi vil komme til at se, er halshugning faktisk selve arven efter islam. Halshugning er ikke alene befalet som en særlig metode til drab på ens fjender i Koranen, men som vi vil se, var den også en yndet aflivningsmetode blandt Muhammed og mange af hans tilhængere.

Da Muhammed begyndte sin karriere med vold og aggression, var hans flok af muslimske krigere stadig meget lille. Karavaner, der rejste frem og tilbage mellem Mekka og Damaskus, blev Muhammeds lette yndlingsmål. Fordi disse karavaner var livsnødvendige for indbyggerne i Mekka, var mekkanerne mere end blot en smule bekymrede, efter flere angreb af Muhammed og hans bande røvere. Til sidst drog mændene fra Quraysh-stammen ud fra Mekka for at angribe Muhammed og hans mænd. Denne kamp, der blev berømt som Slaget ved Badr, endte med en overraskende sejr til Muhammed og hans spirende hær over Quraysh. Blandt de folk, der blev dræbt, var Aba Hakam.

Aba Hakam var alvorligt såret, men stadig i live, da Muhammeds tjener Abdullah løb til, satte sin fod på Aba Hakams hals, tog fat i hans skæg og begyndte at fornærme den dødeligt sårede mand, som hans eget folk havde givet navnet "visdommens fader". Abdullah skar Aba Hakams hoved af og bragte det til sin herre. "Lederen af Allahs fjende!" udbrød Muhammed med glæde; ---- "Allah! Der er ingen anden gud end ham!" - "Ja, der er ingen anden!" svarede Abdullah, mens han kastede det afhuggede hoved for Profetens fødder. "Dette er mere kærkomment for mig", råbte Muhammed, næppe i stand til at styre sin glæde, "end den mest udsøgte kamel i hele Arabien." [3] (fremhævelse tilføjet)

Desværre voksede Muhammeds og hans tilhængeres blodtørst kun herfra. I 627 e.Kr. overvågede Muhammed selv, hvad der ærligt talt kun kan kaldes en massenedslagtning. Muhammed og hans hær belejrede den jødiske stamme Qurayzas landsby. Efter 25 dage overgav landsbyen sig i håb om, at Muhammed ville vise barmhjertighed. I stedet fik Muhammed sine soldater til grave flere grave og tvang mellem 600 og 900 mænd til at gå ned i dem. I hænderne på Muhammeds krigere, blev de alle halshugget. Gravene blev massegrave. Fra Ibn Ishaqs Sirat Rasul Allah, islams tidligste og mest anerkendte biografi over Muhammed, læser vi den grusomme beretning:

Så overgav de (Qurayza) sig, og apostlen holdt dem fanget i Medina (...). Så gik apostlen ud på markedspladsen i Medina (som stadig er dens markedsplads i dag) og gravede grave i den. Dernæst sendte han bud efter dem og huggede hovedet af dem i disse grave, efterhånden som de blev bragt ud til ham i grupper (...). Der var 600 eller 700 i alt, selvom nogle sætter tallet så højt som 800 eller 900 (...). Dette fortsatte, indtil apostlen havde gjort en ende på dem. [4]

Efter denne store slagtning blev noget tilsyneladende vakt i Muhammed. De 600-900 halshuggede mænd fra Qurayza var ikke nok. Snart efter denne hændelse, fik Muhammed yderligere 400 jøder halshugget. Muhammed var allieret med to grupper af mænd, Khazraj og Aus. Khazraj stod for halshugningen af de fire hundrede jøder, mens Aus stod på sidelinjen. Da Muhammed opdagede, at Khazraj-mændenes ansigter udtrykte fornøjelse ved at halshugge alle mændene og Aus stod på sidelinjen, beordrede han, at de sidste tolv halshugninger skulle udføres af Aus:

Abu Ubayda fortalte mig fra Abu Amir Medinenseren, at da apostelen (Muhammed) havde gjort det af med Qurayza-sønnerne, greb han omkring fire hundrede jødiske mænd, der havde været allierede med Aus mod Khazraj, og beordrede, at de skulle halshugges. Khazraj begyndte derfor med stor tilfredshed at hugge deres hoveder af. Apostlen så, at Khazrajs ansigter viste deres nydelse, men at der ikke var noget sådant at se hos Aus, og (...) da han så, at der kun var tolv af dem tilbage overgav han disse til Aus, idet han tildelte én jøde til hver to mand fra Aus, og sagde: "Lad den og den hugge ham og den og den gøre det helt af med ham." [5]

Senere fandt en anden halshugningskampagne sted under Muhammeds ledelse, da han atter trådte ind i byen Mekka med sin hær på 10.000 mand. Han tilkaldte krigerne i sin hær fra Medina og spurgte dem: "Kan I se soldaterne fra Quraysh (fra Mekka)? Gå hen og slagt dem." Mark A. Gabriel forklarer betydningen af det arabiske ord, som Muhammed brugte for slagtning:

Det arabiske ord for slagtning rummer forestillingen om en landmand, der høster sin afgrøde med en le. Med andre ord sagde Muhammed til dem: "Skær hovederne af deres kroppe som I ville skære frugten af grenen på et træ." [6]

Så det er her, det hele begyndte - med Muhammed. Men det er bestemt ikke, hvor det sluttede. Husk, at alt hvad Muhammed sagde eller gjorde, betragtes som lige så autoritativt og inspireret som Koranen selv. Det er Muhammeds handlinger der dikterer det ideal, som Allah ønsker, at alle muslimer skal følge i deres liv.

Hvis I elsker Allah, så følg mig [Muhammed] ... - sura 3:31

I har et smukt eksempel i Allahs udsending, for enhver, som sætter sit håb til Allah og den yderste dag ... - sura 33:21

Ved at dræbe mændene fra disse jødiske landsbyer på denne måde, satte Muhammed eksemplet på, hvad Allah har foreskrevet, og tilmed befalet, alle troende muslimer at følge.

Halshugning blandt Muhammeds tilhængere

Abu Bakr, Muhammeds bedste ven og efterfølger, blev islams første "retledte" kalif efter Muhammeds død. Abu Bakrs general var Khalid bin al-Walid al-Makhzumi, som også kæmpede under Muhammeds ledelse. Under Muhammed kæmpede Khalid så effektivt, at han fik titlen: "Allahs sværd."

På Abu Bakrs ordrer indbød Khalid i 633-634 e.Kr. befolkningen i Arabien til at acceptere islam. Denne "invitation" var i realiteten ikke andet end en åbenlys trussel om krig og død for dem, der nægtede at konvertere og underkaste sig islams herredømme. Invitationen lød således:

I Allahs navn, den Barmhjertige, den Nådige. Fra Khalid bin al-Walid til Persiens ledere. Antag islam, så I kan være sikre. Hvis ikke, så indgå en pagt med mig og betal jizya-skatten. Ellers har jeg bragt jer et folk, der elsker døden lige som I elsker at drikke vin. [7]

Efter denne "invitation" til islam, nægtede mange at konvertere. Blandt dem var der en gruppe persere og kristne fra Ullays ved Eufrat-floden. Khalid angreb dem i 633 e.Kr. Kampen var hård, så under slaget afgav Khalid det løfte til Allah, at hvis han kunne besejre dem, ville han få kanalen, der omgav deres landsby, til bogstaveligt at flyde med deres blod. Han befalede, at alle, der blev overvundet, skulle tages i live. Der var så mange fanger, at det tog halvanden dag at halshugge alle mændene. Men blodet koagulerede og Khalids tropper blev til sidst tvunget til at lukke vand ind i kanalen, så det kunne løbe rødt af de dræbtes blod og derved hindre, at Khalids løfte skulle stå uopfyldt. Abu Jafar Muhammed ibn Jarir At-Tabari, den tidlige islamiske historiker og teolog, beretter om denne begivenhed:

Khalid sagde: "O Allah, hvis du giver os deres skuldre, lover jeg Dig ikke at levne en eneste af dem, vi kan overvinde, indtil jeg får deres kanal til at flyde med deres blod." Så Allah besejrede dem for muslimerne og gav deres skuldre til dem. Khalid befalede derefter herolden at forkynde for sine folk: "Tag til fange! Tag til fange! Dræb ingen undtagen dem, der fortsætter med at gøre modstand." "Som et resultat bragte kavaleriet fanger i hobetal, drev dem sammen. Khalid havde udtaget visse mænd til at hugge deres hoveder af i kanalen. Dette gjorde han mod dem i en dag og en nat. De forfulgte dem den næste dag og dagen efter, indtil de nåede Nahrayn og andre steder lige så langt væk i alle retninger fra Ullays. Og Khalid huggede deres hoveder af. [8]

Nogle af Khalids mænd sagde til ham:

"Selv hvis du dræbte hele jordens befolkning, ville deres blod stadig ikke løbe (...). Derfor - send vand igennem det, så du kan opfylde din ed." Khalid havde blokeret vandet fra kanalen. Nu ledte Khalid vandet tilbage, så det flød med det udgydte blod. På grund af dette, bliver den til denne dag blevet kaldt Blodkanalen. [9]

Amir Taheri, en iransk født journalist, giver i en artikel i New York Post den 14. maj 2004 med titlen "Hugge hoveder" [Chopping Heads], eksempler på flere andre tilfælde af halshugning i islams historie:

I 680 fik Profetens foretrukne barnebarn, Hussein bin Ali, sit hoved hugget af i Karbala, i det centrale Irak, af kaliffen Yazids soldater. Det afhuggede hoved blev lagt på et sølvfad og sendt til Damaskus, Yazids hovedstad, hvorefter det blev sendt videre til Cairo for inspektion af guvernøren af Egypten. Kaliffens soldater huggede også hovederne af alle Husseins 71 mandlige ledsagere, herunder det etårige drengebarn Ali-Asghar. [10]

Mønstret var blevet etableret, og nu kom eksemplet, som Muhammed havde givet, tilbage og ramte hans egen familie. Efterhånden kom historier om halshugning til at fylde islams historie. Andrew Bostom, redaktør af The Legacy of Jihad, omtaler følgende, som foregik i slutningen af det 15. århundrede,

Babur, grundlæggeren af Mogul-imperiet, der af moderne revisionistiske historikere æres som et forbillede på muslimsk tolerance, noterede følgende i sin selvbiografiske "Baburnama" om vantro fanger under en jihad-kampagne: "De, der blev bragt ind i live [efter at have overgivet sig] blev beordret halshugget, hvorefter et tårn af kranier blev rejst i lejren." [11]

Taheri springer frem til en lidt mere moderne æra og fortsætter:

I 1842 overrumplede afghanske muslimer den britiske garnison i Kabul og halshuggede over 2000 mænd, kvinder og børn. Hovederne blev anbragt på stager rundt om byen som udsmykning. [12]

Denne praksis fortsatte i Afghanistan i 1980-erne, hvor omkring 3.000 sovjetiske soldater blev halshugget af afghanske krigere. Halshugning var også en almindelig praksis gennem hele den iranske revolution:

I 1992 sendte mullaherne en "specialist" af sted for at skære hovedet af Shapour Bakhtiar, shahens sidste premierminister, hvilket skete i en forstad til Paris. Da nyheden kom ud, takkede Hashemi Rafsanjani, daværende præsident for Den Islamiske Republik, offentligt Allah for at have tilladt "at skære slangens hoved af". [13]

Taheri henviser endda til en algerisk "specialist" kaldet Momo le Nain, som blev rekrutteret af en islamisk gruppe, kendt som GIA, med den særlige opgave at afhugge hoveder:

I 1996 i Ben-Talha, en forstad til hovedstaden Algier, skar Momo det rekordstore antal af 86 hoveder af på én nat, herunder hovederne af mere end et dusin børn. I anerkendelse af hans eksemplarisk fromme handling, sendte GIA ham til Mekka på pilgrimsfærd. Sidste gang vi checkede efter, var Momo stadig på fri fod et sted i Algeriet. [14]

Taheri fortæller ligeledes om situationen i Pakistan, hvor:

Rivaliserende sunni- og shiagrupper har gjort det til en vane at sende afhuggede hoveder af hinandens aktivister som særforsendelser. Efter ét skøn, er over 400 hoveder blevet hugget af og sendt med posten siden 1990. [15]

Og i dag ser vi halshugningens magt på den indonesiske ø Borneo, hvor muslimer har brugt halshugning som et middel til at fordrive det kristne flertal. Næsten halvdelen af de kristne er flygtet fra øen.

Og udover alle disse meget belastende eksempler, er der også de regeringssanktionerede halshugninger, der finder sted ugentligt i Saudi-Arabien efter fredagsbønnen lige udenfor moskeerne:

Den saudiske regering halshuggede 52 mænd og én kvinde sidste år for forskellige forbrydelser, herunder mord, homoseksualitet, væbnet røveri og narkohandel (...). En dømt fange bliver bragt ind i gården med hænderne bundet, og tvinges til at bøje sig foran en bøddel, der svinger et enormt sværd, mens tilskuerne råber: "Allahu Akbar!", arabisk for "Allah er stor." [16]

"Allahu Akbar" var også, hvad der blev råbt af dem, som myrdede Nicholas Berg, den jødisk-amerikanske entreprenør, og Kim-Sun-il, den koreanske oversætter og evangeliske kristne, hvis drøm om en dag at blive missionær blandt muslimer både blev opfyldt og bragt til ophør i det selv samme øjeblik ...

Men selvom det er klart nok, hvad islams historie lærer, er vi alligevel nødt til at se på, hvad islams skrifter og lærde har at sige om dette emne.

Værdien af en ikke-muslims liv

Når som helst en muslimsk "ekstremist" udfører en gruopvækkende handling i islams navn, er de fleste muslimer, som jeg kender, meget hurtige til at sige: "Dette er ikke islam! Islam skal ikke dømmes efter, hvad nogle få muslimer gør, men skal studeres for at se, hvad den egentlig lærer." Fair nok. Spørgsmålet er så: Hvad lærer islam egentlig om drab på ikke-muslimer?

Det første, der bør bemærkes, er, at muslimer, ifølge islamisk lov, i praksis er tilladt at dræbe ikke-muslimer. Dette er baseret på loven om qisas. Qisas er i det væsentlige loven om gengældelse. Det er den islamiske version af "øje for øje". Qisas dikterer for eksempel, at hvis en muslim myrder en anden muslim, så skal den muslimske morder tilsvarende aflives. Men utroligt nok gælder denne lov ikke for en muslim, der myrder en ikke-muslim. Denne lære findes i en hadith fra Sahih Bukhari:

Fortalt af Ash-Shabi: Abu Juhaifa sagde: "Jeg spurgte Ali: 'Hvad er der (skrevet) på det ark papir?' Ali svarede, at det handlede om diya (kompenserende blodpenge, betalt af morderen til ofrets pårørende), løsesummen for frigivelse af fanger i hænderne på fjenden, og loven om, at ingen muslim skal dræbes i qisas (lighed i straf) for drabet på (en vantro). [17] (fremhævelse tilføjet)

I nogle tilfælde selvfølgelig, kan andre straffe, såsom fængsel eller bøde, gives til morderen. Men sørgeligt nok viser virkeligheden, at i en sådan kultur, der ikke værdsætter ikke-muslimers liv på niveau med muslimers, vender man oftest det blinde øje til mordet på ikke-muslimer. Hvis du går til hjemmesiden Voice of the Martyrs på www.persecution.org eller til Barnabas Fund på www.barnabasfund.org, kan du læse hundredvis af historier, som opdateres dagligt, om kristne, der er blevet mishandlet eller endda myrdet, uden retslige konsekvenser for den muslimske gerningsmand. Udtalelsen nedenfor er et perfekt eksempel på den mentalitet, jeg ofte er stødt på, når jeg har været i dialog med mange muslimer fra Mellemøsten. Udtalelsen kom i en tværreligiøs diskussionsgruppe på Internettet. Læg mærke til holdningen til drab på ikke-muslimer (kafirer):

Kafirerne (de vantro) har angrebet muslimske lande og dræbt muslimske folk fra tidernes begyndelse (...) mens vi ikke har gjort noget. Ligesom Israels folk angriber muslimerne fra Palæstina, for landets skyld og fordi de hader arabere/muslimer (...) forsvarer vi dem for Allah. Vi prøvede at sprede islam, Allahs eneste sande ord. De afviste den, derfor har vi ret til at dræbe dem. Det er ikke haram (forbudt/ulovligt) at dræbe en kafir. Selvfølgelig ønsker vi - Inshallah (ved Allahs vilje) - at leve fredeligt med dem og - Inshallah - lære dem om den smukke religion. [18] (fremhævelse tilføjet)

Kan du se den helt igennem forskruede mentalitet, der kommer til udtryk i ovenstående kommentar? Den "smukke religion", der tillader drab på dem, der ikke tilhører den?

Koranen om at dræbe vantro

Det vers i Koranen, der måske oftest citeres af vesterlændinge for at vise den voldelige karakter af den islamiske religion, er verset, der både indenfor og udenfor islam kendes som "sværdets vers":

Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig. - sura 9:5 (fremhævelse tilføjet)

Hver gang dette vers er blevet citeret, har der været en muslim, som har sagt, at det ikke er gældende i dag. Mens jeg helt sikkert ville elske at tro dette, er det egentlige spørgsmål, der skal stilles: Hvordan udlægger islams lærere og lærde dette vers? Siger de, at det stadig gælder i dag? Det store flertal af moderne og klassiske muslimske lærde er enige om, at det gælder. Husk ideen om, at alle muslimers adfærd skal dikteres af både Koranen og sunna (Muhammeds udtalelser, gerninger og adfærd). Fra Ibn Kathir, den berømte lærde fra det 8. århundrede, lærer vi den sande islamiske fortolkning af dette vers. Til støtte for sin fortolkning begynder Kathir med at citere flere fremtrædende tidlige muslimske hadithfortællere/lærde: Mujahid, Amr bin Shuayb, Muhammed bin Ishaq, Qatadah, As-Suddi og Abdur-Rahman. Kathir forklarer så versets mening:

De fire måneder, der er nævnt i dette vers, refererer til den frist på fire måneder, der er nævnt i et tidligere vers: "Drag omkring i landet i fire måneder!" [9:2] Dernæst sagde Allah: "Når de fredhellige måneder er omme," hvilket betyder, ved slutningen af de fire måneder, under hvilke [Allah] forbød jer at bekæmpe afgudsdyrkerne, skal muslimer "bekæmpe og dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem." "Hvor som helst I finder dem" betyder, på jorden i almindelighed (...). Allah sagde her: "I skal pågribe dem" for at henrette nogle og holde nogle som fanger. "Belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold" betyder, at I ikke skal vente, til I finder dem, men snarere opsøge og belejre dem i deres områder og forter, indsamle efterretninger om dem i de forskellige veje og passager, så det, der er gjort bredt, ser endnu smallere ud for dem. På denne måde vil de ikke have andet valg end at dø eller antage islam (...). Abu Bakr [Muhammeds nærmeste ven og efterfølger efter Muhammeds død] brugte dette og andre ærværdige vers til at retfærdiggøre bekæmpelsen af dem, der afstod fra at betale den obligatoriske almisse-skat. Dette vers tillod at kæmpe mod folk, medmindre, og indtil, de antager islam og indfører dens bestemmelser og forpligtelser. [19]

Dette levner ikke rigtig plads til debat. Ibn Kathir udlægger det så klart som nogen. Vi ser, at muslimer er tilladt og endda befalet at bekæmpe de vantro (mushrikun [helt præcist: Dem, der sætter andre ved Allahs side, o.a.]) og endda søge dem ud, for at tvinge dem til at konvertere til islam eller acceptere døden. Igen skal det bemærkes, at Kathir ikke er en "ekstremistisk" muslim, men er måske en af islams mest universelt anerkendte klassiske lærde.

Et andet relevant vers fra Koranen, der er passende for vores diskussion, er det berygtede "halshugningsvers":

Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! - sura 47:4

Ibn Kathir forklarer, at formålet med dette vers er at:

(vejlede) de troende om, hvad de skal gøre i deres kamp mod afgudsdyrkerne, Allah siger: "Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen", hvilket betyder, at når I kæmper mod dem, så hug dem helt ned med jeres sværd. "Når I så har slået dem ned ..." hvilket betyder, når I har dræbt og aldeles ødelagt dem, "... stram da lænkerne ...". Dette henviser til de krigsfanger, I har taget. [20]

Så når vi læser disse vers, ser vi, at muslimer er blevet befalet at halshugge (eller som et absolut minimum, give dem "hug over halsen") de ikke-muslimer, som de kæmper imod. Sheik Omar Bakri Muhammad, dommer ved sharia-domstolen i Storbritannien (som dømmer efter islamisk lov), samt generalsekretær for Den Islamiske Verdensliga og talsmand for Den Internationale Islamiske Front, har dog en lidt anden opfattelse:

Hvad er dommen? "Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder skåret af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente." [Koranen 5:33] [21]

Efter at have undersøgt blot et udsnit af islamiske tekster samt udtalelser fra islamiske lærde, talsmænd og almindelige muslimer, ser vi, at islam ikke alene befaler drab på ikke-muslimer, men at den også understøtter en kultur, hvor drab på ikke-muslimer er blevet en acceptabel praksis. Men før vi slutter denne diskussion, er der endnu en meget specifik tradition, der helt sikkert vil komme i spil, hvis Mahdien nogensinde bliver en realitet.

Død over dem, der bestrider kaliffens autoritet

Lederrollen kalif er i islam et meget stærkt koncept. Kaliffen ses som både Muhammeds efterfølger og alle muslimers leder. Han er i en vis forstand den muslimske verdens pave. Den sidste kalif, som både sunnier og shiaer accepterer som retmæssigt valgt, var Ali, Muhammeds fætter og svigersøn. Ali døde i 661. Siden da har der været mange andre kaliffer, men ingen med det samme universelle herredømme, som de første fire kaliffer havde. Muslimer har ventet på en genoprettelse af kalifatet for at det kunne genskabe enhed og lederskab indenfor islam på verdensplan. Som vi allerede har set, forventes Mahdien at udfylde denne rolle. Fra en hadith i Sahih Muslim læser vi om straffen for dem, der bestrider kaliffens autoritet:

Enhver, der ønsker at blive udfriet fra ilden og indtræde i haven skal dø i troen på Allah og den yderste dag (...). Han, der sværger troskab til en kalif, skal give ham sin hånds løfte og sit hjertes oprigtighed (dvs. underkaste sig ham både udadtil og indadtil). Han skal adlyde ham til det bedste af sin evne. Hvis en mand træder frem, der bestrider hans (kaliffens) autoritet, skal de (muslimerne) halshugge ham. [22] (fremhævelse tilføjet)

Den saudiarabiske regering har også denne samme opfattelse. På den officielle hjemmeside for det saudiarabiske Departement for Islamiske Anliggender [Saudi Arabian Islamic Affairs Department (IAD)], finder vi en lignende erklæring:

Den Ædle Profet sagde: "Det er obligatorisk for en muslim at lytte til og adlyde (kalif-myndigheden), om han kan lide det eller ej (...). Én, der allerede har aflagt troskabsed til en bestemt leder (Imam) og har forpligtet sin hånd og sit hjerte til ham, skal adlyde ham så meget, det er ham muligt. Hvis en anden modsætter sig og bestrider autoriteten af denne leder (Imam), skal nævnte modstander halshugges." [23] (fremhævelse tilføjet)

Ifølge islamisk lov skal enhver, der blot udtrykker uenighed over for en siddende kalifs myndighed, halshugges.

Sammenfatning og konklusion

Lad os nu gennemgå de punkter, der er blevet fremlagt. Først har vi set, at endetiden, som beskrevet i Bibelen, vil være en tid, hvor kristne bliver forfulgt og myrdet for deres tro. En særlig dødsmåde, som Bibelen nævner for de kristne, vil være martyrium ved halshugning. Som vi tydeligt har demonstreret, er det helt ubestrideligt, at halshugning er en tradition, der strækker sig gennem hele den islamiske historie. Islam selv har grundigt dokumenteret, at Muhammed og hans umiddelbare efterfølgere praktiserede halshugning som et særligt middel til at dræbe "fjender af islam". Denne praksis er fortsat i visse kredse af islam til den dag i dag. Koranen selv tilskynder faktisk halshugning, eller som et absolut minimum, "hug over halsen" på "afgudsdyrkere" og eventuelle "krigsfanger". Vi noterede nogle eksempler på halshugninger af sådanne "krigsfanger", som for nylig har været i nyhederne fra Irak og andre steder. Denne dødsdom er også forskrevet dem, der ikke underkaster sig eller er enig med kaliffens autoritet. Som sådan er det faktisk meget rimeligt at antage, at hvis en kalif træder frem - og i den islamiske vision for de sidste dage vil denne være Mahdien - der accepterer tanken om, at alle kristne, jøder, israelere og enhver af deres støtter er "fjender af islam", så vil det blive betragtet som universelt lovligt og endog obligatorisk for alle muslimer at "føre krig" mod og give "hug over halsen" til alle kristne, jøder eller vesterlændinge etc. samt enhver, der bestrider kaliffens autoritet.

Endnu en gang svarer islam, dens praksis og lære, præcist til beskrivelsen af de kræfter, der vil komme til magten og dominere verden i det bibelske endetidsscenario. Efter at have set den morderiske karakter af de islamiske tekster, såvel som den korrekte islamiske fortolkning af dem, er det vigtigt at se, hvordan denne mentalitet i virkelighedens verden spiller sig ud i hovedet på en almindelig muslim fra Mellemøsten. Følgende er en post fra en islamisk/tværreligiøs opslagstavle på internettet. Det er en form for indlæg, der kun er alt for almindeligt i disse fora. Vi slutter dette kapitel med en muslims tanker om mordet på Daniel Pearl, den dræbte amerikanske journalist:

For det første er Pearl en jøde, en munafiq (hykler), en spion og en kaffir (vantro). Lad dig ikke narre af disse mennesker. Deres had til islam kan ses af deres mund, og hvad deres hjerte gemmer, er meget værre. Jeg kan ikke se, hvor den syge del er ved slagtning (...). I islam (...) kan vi ikke engang torturere kaffiren - vi skærer bare deres hals over, og det er bevist, at når du passerer et særligt område i halsen, så føler de ikke længere smerte (...). Og husk, at når vi muslimer fanger en muslimsk munafiq, så gør vi det samme ved ham, vi slagter ham. Hvad så med en beskidt jøde, stupid munafiq, bedragerisk spion og en kaffir? Vi gør det samme med ham. Walhumdulilah (Takket være Allah). Og husk, at vores Rasoul (Muhammed) slagtede et stort antal jøder i ét slag; skabelsens højdepunkt gjorde dette, fordi jøderne faldt profeten Muhammed i ryggen. Og hvis du stadig synes, at dette er sygt, så InshaAllaahi (håber jeg ved Allahs vilje) at du er i live, når Mahdien er kommet, for du kommer til at se mange hoveder af jøde/munafiqqin (jøder/hyklere) på gulvet.

Noter

[1] CBS News, Saudia Arabia’s Beheading Culture, 27. juni 2004

[2] Beheadings Allowed by Islam, but Only in Extreme Situation. Af Julia Duin, The Washington Times, 24. juni 2004

[3] Ali Sina, The Examples of Muhammad http://www.faithfreedom.org/Articles/sinaawa40621.htm

[4] A. Guillaume The Life of Muhammad, (Oxford University Press, Oxford England), p. 464

[5] ibid. p. 752

[6] Mark A. Gabriel, Jesus and Muhammad, (Lake Mary Charisma House, 2004) p. 60

[7] At-Tabari, Vol XI, The Challenge to the Empires, I serien: The History of at-Tabari, (Ta’rikh al-rasul wa’l-muluk), oversat af K.Y. Blankkinship. SUNY series in near Eastern Studies, Bibliotheca Persica, State University of New York Press, Albany New York, 1993, p. 44-45; som citeret i http://www.muhammadanism.com/Islam/islam_beheading.pdf

[8] http://www.muhammadanism.com/Islam/islam_beheading.pdf

[9] ibid.

[10] Chopping Heads af Amir Taheri, New York Post, 14. maj 2004

[11] The Baburnama - Memoirs of Babur, Prince and Emperor, oversat og redigeret af Wheeler M. Thacktson, Oxford University Press, 1996, p. 188; som citeret af Andrew Bostom, FrontPageMagazine.com, 13. maj 2004, The Sacred Muslim Practice of Beheading

[12] Taheri

[13] ibid.

[14] ibid.

[15] ibid.

[16] CBS News, Saudia Arabia’s Beheading Culture, 27. juni, 2004

[17] Sahih Bukhari Bind 1, Bog 3, Nummer 111

[18] http://forums.gawaher.com/index.php?showtopic=4154& [ugyldigt link, o.a.]

[19] Tafsir Ibn Kathir, sura 9:5, tilgængelig på: http://www.qtafsir.com

[20] Ibid. – sura 47:4

[21] Joseph Farah, World Net Daily, IslamicTerror.com? Muslim Websites in West Defend Bin Laden, Call for '5th Column', 13. november 2001

[22] Sahih Muslim Bog 20, Nummer 4546

[23] Hjemmeside for Det Saudiarabiske Departement for Islamiske Anliggender [Saudi Arabian Islamic Affairs Department]: Rights Dictated by Nature - The Rights of the Rulers and the Ruled Ones. http://www.iad.org/The Royal Embassy of Saudi Arabia.
Teksten kan nu (3-12-2012) findes på:
http://www.reviewpe.com/islam/human%20relations/rruler.html

---

Joel Richardson er først og fremmest en ambassadør for Jesus Kristus og en ægtemand og far, der er engageret i pro-liv og adoptionsbevægelser. Han er kunstner, menneskerettighedsaktivist, New York Times bestseller-forfatter, internationalt anerkendt foredragsholder og regelmæssig klummeskribent for WND (WorldNetDaily). Joel har en lang historie med opsøgende arbejde henvendt til det muslimske samfund og har en passion for at se muslimer komme til Kristus. Joel er også en anerkendt ekspert i bibelsk profeti og Mellemøsten. Joel er forfatter, medforfatter eller medredaktør af følgende bøger:

When af Jew Rules the World: What the Bible Really Says about Israel in the Plan of God
Mideast Beast: The Scriptural Case For an Islamic Antichrist
Islamic Antichrist: The Shocking Truth About the Real Nature of the Beast
God’s War on Terror: Islam, Prophecy & the Bible
Why We Left Islam: Former Muslims Speak Out

---

Indhold

Anbefalinger
Boginformation

Indledning:  En bemærkning fra forfatteren

Første del: Introduktion til islamisk eskatologi og lære

Kapitel 1.           Hvorfor denne bog? Advarsel om den islamiske vækkelse
Kapitel 2.           Islams hellige skrifter
Kapitel 3.           Islamisk Eskatologi
Kapitel 4.           Mahdien: Islams ventede Messias
Kapitel 5.           Den bibelske Antikrist sammenlignet med Mahdien
Kapitel 6.           Den muslimske Jesus
Kapitel 7.           Den falske profet sammenlignet med den muslimske Jesus
Kapitel 8.           Dajjal: Islams Antikrist
Kapitel 9.           Den bibelske Jesus sammenlignet med Dajjal
Kapitel 10.         Antikrists genoplivede islamiske imperium
Kapitel 11.         Den mørke karakter af Muhammeds åbenbaringer
Kapitel 12.         Antikrists ånd i islam
Kapitel 13.         Islams ældgamle jødehad
Kapitel 14.         Endetidsmartyrium og islamisk halshugning
Kapitel 15.         Islam og målet om verdensherredømme
Kapitel 16.         Uærlighed og bedrag i islam
Kapitel 17.         Det store frafald, terror og islams konversionsrater
Kapitel 18.         Resumé af sammenligninger

Anden del: Videre analyse

Kapitel 19.         Mulige problemer med tesen
Kapitel 20.         Yderligere overvejelser

Tredje del: Hvordan skal vi reagere?

Kapitel 21.         Svar med bøn
Kapitel 22.         Svar med opsøgende virksomhed
Kapitel 23.         Forberedelse til martyriet

Appendiks: Værdsættelse af bibelsk eskatologi
Bibliografi

---

Oversættelse: Bombadillo