Vi begynder vores videre kritiske gennemgang af islam med personen Muhammed og hans åbenbaringer. For det var her, det hele begyndte. Hvis vi vil opnå en præcis opfattelse af islams ånd, må vi begynde ved fundamentet, vi må undersøge selve frøet. Muhammed er islams grundlægger og menes af muslimer at være det menneskelige instrument, der alene "modtog" ordene i Koranen direkte fra Allah. Dette kapitel vil gennemgå karakteren af Muhammeds åndelige møder, som førte til hans karriere som "profet" og fødte den religion, der nu har verdens bevågenhed.

Koranens fødsel

Muslimer tror, at da Muhammed modtog de åbenbaringer, der siden blev samlet for at udgøre Koranen, modtog han dem ord for ord, direkte fra Allah. Som sådan menes Allah at være den egentlige forfatter til Koranen. Koranen skal derfor læses, som om det er Allah, der taler direkte i første person. Muhammed ses blot som den menneskelige budbringer, eller som Allahs Apostel (rasul-allah). Som en muslimsk teolog har sagt det: "Profeten var helt passiv - ja bevidstløs: Bogen var på ingen måde hans, hverken dens tanke eller sprog eller stil: Alt var af Gud og Profeten var blot en registrerende pen." [1] Dette står i modsætning til det kristne syn på arten af Bibelens inspiration. Kristne har den opfattelse, at mens Gud virkelig inspirerede Skriftens forfattere til at overbringe Hans tanker og ord, så har hver enkelt forfatter tilført Skriften sin egen individuelle menneskelige stil og personlighed. Gud brugte de menneskelige agenter som sine redskaber, men Han skubbede dem ikke bogstaveligt til side. Som vi skal se, var det ikke på denne måde, Muhammeds åbenbaringer forløb.

Karen Armstrong, en populær skribent som er meget positivt indstillet over for islam og Muhammed, giver denne beretning om Muhammeds første møde med, hvad muslimer tror, var "englen" Gabriel (Jibril) i Hira-hulen:

Muhammed blev revet ud af søvnen i sin bjerghule og følte sig overvældet af en tilintetgørende guddommelig nærværelse. Senere forklarede han denne ubeskrivelige oplevelse ved at sige, at en engel havde indhyllet ham i en frygtelig omfavnelse, så det føltes som om, at åndedrættet blev tvunget ud af hans krop. Englen gav ham kort befalingen: "Iqra!" "Læs op!" Muhammed protesterede ved at sige, at han ikke kunne læse op; han var ikke en kahin, en af Arabiens ekstatiske profeter. Men, sagde han, englen omfavnede ham blot igen, indtil han, netop som han troede, han havde nået grænsen for sin udholdenhed, fandt de guddommeligt inspirerede ord af en ny Skrift komme vældende frem fra sin mund. [2]

Armstrong undlader dog fejlagtigt at nævne, at det faktisk først var efter tredje gang, at "englen" nær havde kvalt Muhammed og krævet, han skulle recitere, at han endelig gjorde det. [3] Dette møde står i stærk kontrast til den generelle karakter af englelige og guddommelige møder, der findes overalt i Bibelen, hvor englene (eller Herren selv) næsten altid begynder deres samtale med den beroligende sætning: "Frygt ikke." (1. Mosebog 15:1, 26:24, 46:3, Daniel 8:15-19, 10:12,19, Matthæus 28:5,10, Lukas 1:13, 1:26-31, 2:10, Åbenbaringen 1:17)

Vi bør derfor ikke være overraskede over at finde, at Muhammed, efter sit skræmmende og voldsomme møde med ånden i hulen, bogstaveligt talt troede, han var dæmonbesat. Muhammed blev så fortvivlet, at han tilmed gik med selvmordstanker. I Guillaumes oversættelse af Ibn Ishaqs berømte tidlige biografi over Muhammed, Sirat Rasul Allah, læser vi:

Så jeg [Muhammed] læste det, og han [Gabriel] forlod mig. Og jeg vågnede fra min søvn, og det var som om disse ord stod skrevet i mit hjerte (...). Nu var der ingen af Guds skabninger, jeg hadede mere end en [ekstatisk] digter eller en besat: Jeg kunne ikke engang se på dem. Jeg tænkte: "Ve mig digter eller besat - Aldrig skal Quraysh [Muhammeds stamme og slægtninge] sige dette om mig! Jeg vil gå op på toppen af bjerget og kaste mig ud, så jeg kan dræbe mig selv og finde hvile." Så tog jeg af sted for at gøre det, og pludselig, da jeg var halvvejs oppe på bjerget, hørte jeg en røst fra himlen sige: "Oh Muhammed! Du er Guds apostel og jeg er Gabriel." [3]

Henvisningen til "digter eller besat" stammer fra den forestilling, som arabere på Muhammeds tid havde, at digtere skabte deres poesi under inspiration af dæmoner. At-Tabari, en af islams mest respekterede tidlige historikere, siger: "De præ-islamiske arabere troede på poesiens dæmon, og de mente, at en stor digter var direkte inspireret af dæmoner ..." [4]

Efter den forfærdelige oplevelse, vendte Muhammed hjem til sin kone Khadija. Muhammed var stadig helt oprevet af mødet:

Så vendte Allahs Apostel tilbage med Inspirationen; hans nakkemuskler dirrede af rædsel, indtil han trådte ind til Khadija og sagde: "Dæk mig! Dæk mig!" De dækkede ham, til hans frygt var ovre, og så sagde han: "Oh Khadija, hvad er der galt med mig?" Så fortalte han hende alt, hvad der var sket, og sagde: "Jeg frygter, at noget kan ske med mig." [5]

Men det var ikke kun Muhammed, der havde mistanke om en dæmonisk kilde til hans åbenbaringer; mange af Muhammeds samtidige mente tydeligvis også, at hans åbenbaringsoplevelser var dæmoniske og at han var dæmonbesat:

"... og derpå vendte de sig bort fra ham og sagde: "Han er blevet oplært og er besat!" - sura 44:14

"... og de sagde: "Skulle vi opgive vore guder på grund af en digter, som er besat?" - sura 37:36

Tilsyneladende var det endda nødvendigt, at Allah kom Muhammed til forsvar og svarede hans kritikere i Koranen selv:

"Jeres frænde er ikke besat. Han så ham [Gabriel] i den klare horisont, og han er ikke karrig med det skjulte. Det er ingen bortstenet satans ord." - sura 81:22-25

"Den [Koranen] er en ædel udsendings ord, og ikke en digters ord. Kun sjældent tror i! Ej heller er det en sandsigers ord. Kun sjældent lader I jer påminde. Sendt ned fra alverdens Herre." - sura 69:40-43

Efter at have læst de bemærkninger, der blev fremsat om Muhammed af hans samtidige, og efter at have studeret karakteren af Muhammeds åbenbaringsoplevelser, er det ikke overraskende, at mange lærde er blevet overbevist om, at Muhammed enten var epileptiker eller dæmonbesat eller begge dele. [6] Efter en drøftelse af nogle af de specifikke fysiske manifestationer ved Muhammeds oplevelser, afslutter John Gilchrist, en sydafrikansk kristen forfatter og kendt islam-autoritet, sin analyse af de forskellige fysiske fænomener, der ledsagede Muhammeds åbenbaringsoplevelser, med ordene:

Det skal bemærkes, at mennesker kan blive udsat for en anden type anfald, der meget ligner epilepsi. Mens Jesus levede, blev en ung dreng bragt til ham, der var "epileptiker" [månesyg] (Matt 17:15) og led under ekstreme former for epilepsi (han kunne pludselig falde omkuld, få kramper og blive ude af stand til at tale). Der er dog ingen tvivl om, at denne epilepsi ikke var naturlig, men dæmonisk påført, fordi alle tre vidnesbyrd om hændelsen (i Mattæus 17, Markus 9 og Lukas 9) erklærer, at Jesus uddrev den urene ånd af barnet og helbredte drengen. Uden at fælde dom over Muhammed, så lad det dog være sagt, at enhver, der er under okkult indflydelse, godt kan komme ud for, at anfald, der ligner epileptiske anfald, kan ske på passende tidspunkter, og i stedet for tab af hukommelse vil have den stik modsatte virkning og efterlade fast påførte indtryk i modtagerens sind. Overalt i verden har missionærer berettet om tilfælde af netop denne art. Til denne dag er sådanne fænomener ikke ualmindelige blandt orientalske ekstatikere og mystikere og de er almindeligt rapporterede. [7]

Så mens apostlen Peter beskriver erfaringen af forfatterne til de bibelske skrifter ved at henvise til mænd, der "drevet af Helligånden" talte det, som "kom fra Gud" (2 Peter 1:21), var Muhammeds oplevelse en langt mere direkte, ekstatisk og mørk erfaring. Det er vigtigt at bemærke, at ingen af de bibelske profeter nogensinde satte spørgsmålstegn ved kilden til deres åbenbaringer. Muhammeds oplevelse ligner langt mere oplevelsen af en spiritist eller en person, der kanaliserer ånder, end en bibelsk profet.

Andre mærkelige fænomener

Muhammeds skræmmende åndelige møder sluttede ikke med de ovennævnte eksempler. Ved en anden lejlighed blev Muhammed "forhekset", så han bogstaveligt troede, at han havde seksuelt samkvem med sine koner, mens han faktisk ikke havde det. Guillaume bemærker, at magien, ifølge en muslimsk lærd, varede et helt år. Denne episode i Muhammeds liv er veldokumenteret i islams hellige traditioner.

Aisha (en af Muhammeds koner) fortalte: Magi blev udøvet på Allahs Apostel, så han plejede at tro, at han havde haft seksuelt samkvem med sine koner, mens det i virkeligheden ikke var sket. [8]

Denne absolut bizarre del af Muhammeds liv burde være nok til at få enhver til at standse op, der måtte betragte Muhammed som en ægte Guds profet - for ikke at sige den største af alle profeter, som muslimer påstår. Man kan kun konkludere, at Muhammed, for at være faldet i sådan en illusorisk tilstand, må have været enten rent ud sagt dæmonbesat eller meget syg eller begge dele. I lyset af de okkulte hændelser, som karakteriserede Muhammeds oprindelige "åbenbaringsoplevelser", er konklusionen ikke svær at nå frem til for enhver, der er i besiddelse af ægte åndelig dømmekraft. Når vi ser på Jesu liv, bliver kontrasten selvfølgelig særlig skarp - den Jesus, der, snarere end at blive overgivet til nogen form for dæmonisk indflydelse, i stedet befriede mange mennesker fra sådanne former for undertrykkelse.

Konklusion

I den endelige vurdering ser vi, at Muhammeds åbenbaringer - de frø, hvoraf islam spirede - begyndte i et voldeligt og mørkt møde med en eller anden form for åndeligt væsen i Hira-hulen. Vi har også set, at Muhammeds liv indeholdt perioder med enten betydelig vildfarelse eller åbenbar åndelig besættelse. Det er denne dimension af Muhammeds liv, der bør bemærkes, når vi udvikler de større temaer i denne bog. Og desuden - når vi forsøger at erkende den primære åndelige kilde til islam, er det vigtigt ikke kun at se den mørke karakter af det oprindelige frø, hvorfra islam spirede, men endnu vigtigere at se dens endelige vision for fremtiden - dens helt modne "frugt". De dæmoniske og anti-bibelske åbenbaringer, som begyndte i Hira-hulen, finder deres kulmination i drabet på enhver jøde, kristen og ikke-muslim i verden.

Noter

[1] W.H.T. Gairdner, The Reproach of Islam, (Foreign Mission Committee of the Church of Scotland, 1911) p. 158

[2] Karen Armstrong, Muhammad: A Biography of the Prophet (Harper Collins Books, 1993), 46

[3] A. Guillaume, The Life of Muhammad, (Oxford University Press, 2001) p. 106

[4] At-Tabari Vol. 9, side 167, note 1151

[5] Sahih Bukhari Bind 6, Bog 60, Nummer 478

[6] John Gilchrist, Jesus to the Muslims, 1986, Benoni, Republic of South Africa. En online-version med titlen Muhammad and the Religion of Islam er også tilgænhelig på http://www.answering-islam.org/Gilchrist/Vol1/3b.html. Der gives også en god diskussion af den dæmoniske aktivitet i Muhammeds liv i artiklen Muhammad and the Demons, af Silas: http://www.answering-islam.org/Silas/demons.htm

[7] Ibid. (Gilchrist)

[8] Sahih Buhkari Bind 7, Bog 71, Nummer 660

---

Joel Richardson er først og fremmest en ambassadør for Jesus Kristus og en ægtemand og far, der er engageret i pro-liv og adoptionsbevægelser. Han er kunstner, menneskerettighedsaktivist, New York Times bestseller-forfatter, internationalt anerkendt foredragsholder og regelmæssig klummeskribent for WND (WorldNetDaily). Joel har en lang historie med opsøgende arbejde henvendt til det muslimske samfund og har en passion for at se muslimer komme til Kristus. Joel er også en anerkendt ekspert i bibelsk profeti og Mellemøsten. Joel er forfatter, medforfatter eller medredaktør af følgende bøger:

When af Jew Rules the World: What the Bible Really Says about Israel in the Plan of God
Mideast Beast: The Scriptural Case For an Islamic Antichrist
Islamic Antichrist: The Shocking Truth About the Real Nature of the Beast
God’s War on Terror: Islam, Prophecy & the Bible
Why We Left Islam: Former Muslims Speak Out

---

Indhold

Anbefalinger
Boginformation

Indledning:  En bemærkning fra forfatteren

Første del: Introduktion til islamisk eskatologi og lære

Kapitel 1.           Hvorfor denne bog? Advarsel om den islamiske vækkelse
Kapitel 2.           Islams hellige skrifter
Kapitel 3.           Islamisk Eskatologi
Kapitel 4.           Mahdien: Islams ventede Messias
Kapitel 5.           Den bibelske Antikrist sammenlignet med Mahdien
Kapitel 6.           Den muslimske Jesus
Kapitel 7.           Den falske profet sammenlignet med den muslimske Jesus
Kapitel 8.           Dajjal: Islams Antikrist
Kapitel 9.           Den bibelske Jesus sammenlignet med Dajjal
Kapitel 10.         Antikrists genoplivede islamiske imperium
Kapitel 11.         Den mørke karakter af Muhammeds åbenbaringer
Kapitel 12.         Antikrists ånd i islam
Kapitel 13.         Islams ældgamle jødehad
Kapitel 14.         Endetidsmartyrium og islamisk halshugning
Kapitel 15.         Islam og målet om verdensherredømme
Kapitel 16.         Uærlighed og bedrag i islam
Kapitel 17.         Det store frafald, terror og islams konversionsrater
Kapitel 18.         Resumé af sammenligninger

Anden del: Videre analyse

Kapitel 19.         Mulige problemer med tesen
Kapitel 20.         Yderligere overvejelser

Tredje del: Hvordan skal vi reagere?

Kapitel 21.         Svar med bøn
Kapitel 22.         Svar med opsøgende virksomhed
Kapitel 23.         Forberedelse til martyriet

Appendiks: Værdsættelse af bibelsk eskatologi
Bibliografi

---

Oversættelse: Bombadillo