Hr. Mahmoud Ahmadinejad, præsident for Den Islamiske Republik Iran,

Tillad mig at præsentere mig selv. Mit navn er Joel Richardson. Faktisk er dette ikke mit rigtige navn, men derimod et pseudonym jeg bruger, når jeg engagerer mig i tværreligiøs dialog med muslimer - en kærlighedsgerning, som har optaget mig i de sidste mange år. Grunden til at jeg bruger dette pseudonym er, at jeg er blevet tilsendt nogle meget præcise islamiske dødstrusler, efter at en muslim, jeg var i dialog med, konverterede til kristendommen. Den e-mail jeg modtog, truede i det væsentlige med, at mit hoved ville blive skåret af og min familie blive dræbt. Siden disse dage, er jeg fortsat med at debattere med muslimer i en ånd af fred og kærlighed, selvom jeg nu har valgt at bruge dette pseudonym. Som sådan beder jeg om din tilgivelse for ikke helt at afsløre mig selv for dig. Jeg ville meget gerne gøre det. Ikke desto mindre er det mit oprigtige håb, såfremt dette brev mirakuløst skulle finde vej til dine hænder, at du vil overveje, hvad denne lille betydningsløse amerikanske kristne ønsker at sige til dig.

Det var med en vis forbløffelse, jeg læste nyheden om, at du ville besøge mit land i næste uge for at tale til FN's Generalforsamling. Faktisk har du overrasket verden ved mere end én lejlighed over de sidste måneder siden dit valg til præsident for Den Islamiske Republik Iran. Mange mennesker over hele verden har læst dit åbne brev til George W. Bush, præsident for De Forenede Stater, som opfordrede ham til at konvertere til islam. Mange af os så også, da du blev interviewet af Mike Wallace på 60 Minutes. Hvad mig selv angår, har jeg nøje fulgt din korte karriere som præsident for Iran. Jeg har set, når du er kommet med visse meget modige og til tider meget truende udtalelser. Jeg har også nøje fulgt dine mange åbne erklæringer om den snarlige genkomst af din Messias-skikkelse, Imam al-Mahdi. Og selvfølgelig har de fleste nøje fulgt med i, hvordan din nation fortsætter sit tilsyneladende stormløb mod at blive en atommagt.

Som en kristen og en amerikaner skriver jeg til dig, ikke kun for at udtrykke nogle af mine bekymringer, men også for at stille dig nogle spørgsmål - hvis du vil give mig det privilegium at gøre det.

Jeg er selvfølgelig dybt bekymret for det fremtidige forhold mellem vore to lande, USA og Iran. Men jeg er mest bekymret for mine børns fremtid, deres sikkerhed og deres trivsel. Men jeg er også dybt bekymret for livet af de millioner almindelige mennesker, som også kan være i fare i disse tilsyneladende spændte tider - iranske, israelske, amerikanske og europæiske - muslimske, kristne og jødiske.

Hr. Præsident, i dit brev til præsident Bush sagde du dette:

"Jeg er ikke i tvivl om, at dette at fortælle løgn er forkasteligt i enhver kultur og at du ikke kan lide at blive løjet for."

Selvom det meste af verden aldrig hørt om doktrinerne Kitman eller al-Taqiyya, er du, som shia-muslim, helt sikkert bekendt med disse udtryk, er du ikke? Du er bestemt opmærksom på ordene af Imam Jafar Sadiq, shia-islams sjette Imam, der klart udtrykker uenighed med dig om det forkastelige i at lyve. Faktisk erklærer han tilmed, at Allah vil vanære enhver, der fortæller sandheden om visse elementer i islam:

"Én, der afslører noget fra vores religion, er som én, der forsætligt dræber os."

"Du tilhører en religion, i hvilken enhver, der skjuler den, vil modtage Allahs ære, og enhver, der afslører den, vil modtage Allahs vanære."

I A Shi'ite Encyclopedia har jeg også læst en specifik definition af al-Taqiyya:

"Ordet 'al-Taqiyya' betyder bogstaveligt: 'Fortie eller tilsløre sin tro, sine overbevisninger, ideer, følelser, meninger og/eller strategier i en tid med overhængende fare, hvad enten det er nu eller i en senere tid, for at redde sig selv fra fysisk og/eller psykisk skade.' En et-ords oversættelse ville være: 'Forstillelse'."

Så Hr. Præsident - mit første spørgsmål til dig vil være følgende: Ville det være forkert af mig at tro på din Imams ord og ordene af dine lærde, hvor jeg forstår, at shia-muslimer er beordret til bevidst at skjule, hvad de virkelig tror på, for at vildlede andre angående den sande natur af deres religion, deres "tro, overbevisninger, ideer, følelser, meninger og/eller strategier"? Som kristen bliver jeg straks mindet om Jesu ord, da han sagde til sine tilhængere, at de aldrig skulle skjule deres religion:

"I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene." (Matt 5:14-16)

Hr. Præsident, for det store flertal af mennesker i verden er religion og bedrag simpelthen ikke forenelige begreber. Grundlæggende menneskelig intuition opfatter den slags som helt i strid med den guddommelige natur. Gud lyver ikke, og han beder heller ikke sine tilhængere om at lyve eller skjule sandheden. Kort sagt Hr. Præsident - hvordan vil nogen religion, der hævder at komme fra Gud - som er ren lys og sandhed - nogensinde kunne befale og fremme bedrag over for ikke-troende og udenforstående?

Og endnu vigtigere, hr. præsident; du er shia-muslim. I lyset af doktrinerne om Kitman og al-Taqiyya - hvordan kan noget menneske undgå at sætte spørgsmålstegn ved sandfærdigheden af alt, hvad du siger til dem af os, der er uden for den shiitiske tro? Hvordan kan verdens folk og ledere vide, at du ikke bare udnytter al-Taqiyya i et forsøg på at bedrage os?

Hr. Præsident, i betragtning af at din nation i realiteten sidder på toppen af en uendelig olieforsyning, hvordan kan du så forvente, at intelligente mennesker skal tro dig, når du hævder, at din eneste motivation for at udvikle atomare anlæg er at opnå energi? I lyset af de millioner af menneskeliv, der potentielt vil være i fare på grund af en mulig atomkrig, ville verdens ledere så ikke være fuldstændig tåbelige, hvis de troede på noget af det du siger om dit atomprogram? Og ville deres tåbelighed ikke blive mangedoblet af det faktum, at du jævnligt synes at komme med besynderlige kommentarer, som f.eks. din seneste udtalelse på konferencen "Verden uden zionisme":

"De siger: 'Hvordan kan vi have en verden uden Amerika og zionismen?' Men I ved godt, at dette slogan og mål kan nås og helt sikkert kan blive realiseret."

Hr. Præsident, du må helt sikkert være klar over, hvordan disse bemærkninger vil blive opfattet af resten af verden.

Hr. Præsident, jeg vil gerne være så åben og så ærlig over for dig, som jeg kan. Hvilke tanker dukker op i dit sind, når du tænker på mænd som Adolf Hitler eller Saddam Hussein? Historien har dømt disse mænd til at være både brikker i Djævelens spil og fiaskoer, men en langt værre dom venter begge disse mænd, når de møder deres Skaber. Du ville sikkert ikke ønske at være i selskab med sådanne mænd på Dommens Dag?

Hr. Præsident, jeg læste din invitation, udsendt netop i dag, der kalder folk i Vesten til islam. Du sagde også, at enhver, der afviser en sådan invitation, vil få en ubehagelig fremtid. Hr. Præsident, jeg gerne nu også invitere dig til at blive en kristen - en tilhænger af Jesus. Jeg vil også gerne forklare dig, hvorfor jeg må afvise din invitation til islam og hvorfor du bør acceptere min invitation.

Hr. Præsident, hvis du tillader mig, vil jeg gerne fortælle dig en historie. Du er klart en meget indflydelsesrig muslimsk leder. For denne histories skyld, så lad os sige, at vi har to andre store og legendariske muslimske ledere: Kalif Umar og Salah ad-Din (Saladin). Disse to mænd er blandt de mest legendariske og beundrede ledere i muslimsk historie. Forestil dig nu at jeg påstod, at begge disse store ledere legede med små pigers dukker. Enhver muslim med respekt for sig selv ville straks blive rasende over en sådan påstand. "Aldrig!" ville der blive protesteret, "det er langt fra Omar eller Saladin, at de skulle lege med små pigers dukker. Disse er store mænd. Det er upassende at sige om Umar eller Saladin, at de legede med dukker!"

I første omgang lyder dette måske ganske rimeligt. Men hvad nu hvis historien videre fortæller, at både Umar og Saladin havde en datter? Og hvad hvis vi fik at vide, at disse døtre var mest glade for deres far, når han kom ned på gulvet og legede med dem, mens de legede med deres små dukker? Hvad hvis vi fik at vide, at på grund af fædrenes store kærlighed til deres døtre, ydmygede de sig og regelmæssigt gjorde dette med deres små smukke døtre? Ville disse mænd være bedre ledere og bedre mænd af at gøre dette, eller ville de være mindre respektable mænd og dårligere ledere? Sikkert, hr. Præsident, vil du være enig i, at denne ydmyge handling ville gøre dem til bedre mænd og større ledere?

Hvad nu hvis vi erfarede, at Saladin legede med sine døtre, mens Umar absolut nægtede at gøre det? Hvad hvis Omar var enig i udsagnet ovenfor, at han var højt hævet over nogen sinde at gøre sådan noget? Hvilken leder ville så være en større leder? Hvilken ville være mest tiltrækkende? Omar eller Saladin? Personligt ville jeg se Saladin som en langt bedre far, en langt bedre mand, og dermed en langt bedre leder. Jeg er sikker på, at du vil være enig. Som sådan ville Saladin være en bedre og mere beundringsværdig leder, mens Omar ville være en mindre kvalificeret leder. Husk på, hr. Præsident, at sand storhed ikke behøver at blive bevogtet. Den behøver ikke at hævde sig selv for at være autentisk. Sand storhed er indlysende og selv-bevarende.

Din religion hævder, at Gud aldrig vil blive menneske – ikke af nogen grund.

"Det passer sig ikke for Allah; højlovet være Han! - at tage sig en søn." (Koranen 19:35)

Men i dette forsøg på at etablere Allah som større, er han simpelthen blevet mere fjern. Er Allah ikke som Umar i historien ovenfor? Den kristne tro på Gud er imidlertid, at han er mere ligesom Saladin, den kærlige far i denne fortælling. Fordi Gud er god i den reneste forstand, ønsker Han at dele sig selv med os. Han vil åbenbare sig selv for os. Han ønsker ikke blot, at vi skal have abstrakt viden om ham - han ønsker, at vi virkelig skal kende Ham. Jesus åbenbarede Gud som menneskets ven. Jesus sagde:

"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." (Joh 14:6-7)

Hr. Præsident, din religion henviser også til Jesus som "Guds Ord". Lad mig spørge dig - kan et menneskes ord adskilles fra ham? Eller er et menneskes ord altid en del af ham? Dette er en analogi, som Gud ville have os til at forstå, når vi tænker over Sønnens forhold til Faderen. Begge udtrykkene, Sønnen og Ordet, er meget ens i den forstand, at hver af dem udgår fra Faderen. Sønnen bærer selve Faderens væsen, mens Ordet er det indre udtryk for en person. "Ud af hjertet, taler munden." Så for igen at bekræfte både Sønnens guddommelighed samt det faktum, at alle ting blev skabt ved Ham, siger Apostlen Johannes:

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys." (Joh 1:1-4)

Når vi sammenligner det islamiske begreb om Gud med det kristne begreb på dette punkt, er det kristne begreb langt mere intellektuelt og følelsesmæssigt tiltrækkende. Inkarnationen (at Gud tog bolig blandt mennesker i Jesu person), så aldeles forbløffende det kan være, er også den mest ærefrygtindgydende og fantastiske idé, man nogensinde kan forestille sig. Faktisk er det islams fornægtelse af inkarnationen, der gør denne så aldeles utiltrækkende. I kristen teologi, siger Gud til hver enkelt: "Jeg elsker dig så meget, og her er, hvordan jeg har bevist det for evigt." Gud blev menneske og led i vores sted for vores forløsning.

Hr. Præsident, gennem historien har den kristne kirke bekræftet følgende:

Vi tror på Gud Fader, den almægtige,
himmelens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus,
hans enbårne Søn, vor Herre,

som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,

nedfaret til Dødsriget,

på tredje dag opstanden fra de døde,

opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Ifølge denne gamle kristne trosbekendelse, hr. Præsident - når du står foran verdens dommer, vil hans navn være Jesus Kristus. På denne dag vil der ikke være nogen undskyldning for at benægte, at han virkelig er kommet, blev korsfæstet, begravet og er opstanden fra de døde. Selvfølgelig er jeg helt sikker på, at du ikke accepterer dette. Men Hr. Præsident, har du nogensinde overvejet, at hver eneste af Jesu disciple, måske med undtagelse af Johannes, viede og i sidste ende gav deres liv som martyrer, mens de prædikede Jesu død, begravelse og opstandelse - selve det kristne evangeliums budskab? Hr. Præsident, hvilken logisk forklaring er der på, at disciplene gav deres liv for en komplet løgn? Hvis ikke disciplene var helt sikre på, at Jesus blev korsfæstet og var genopstået, hvorfor skulle de så vie resten af deres liv til at prædike det? Muslimer benægter historiciteten af korsfæstelsen og opstandelsen, men de er ude af stand til at besvare nogle af de grundlæggende spørgsmål, der forklarer, hvorfor disciplene - selve øjenvidnerne - levede og døde, som om det var absolut sandt. Der er mange teorier blandt muslimske lærde om, hvad der kan være sket. Men ingen kan blive enige. For hvad angår Kristi korsfæstelse, begravelse og opstandelse, i lyset af de rigelige historiske beviser, der attesterer dette, har de muslimske lærde kun gisninger at følge (Koranen 4:157-8). Blandt de forskellige tilbudte teorier, lærer nogle muslimske lærde, at Gud snød eller bedragede disciplene.

Hr. Præsident, bedragede Allah Jesu disciple? Giver det nogen mening for dig? Hvis Jesu disciple prædikede en løgn, ville du så acceptere, at Jesus var den største fiasko af alle profeter? For hvis Jesu sande budskab ikke var blevet videreført af en eneste af hans disciple, hvis alle hans disciple, efter at han steg til himmels, var blevet bedraget, ja så ville Jesus være den største fiasko af alle profeter. Men selv islam hævder, at Jesus er nummer to efter Muhammed som de største af profeterne.

Hr. Præsident, det islamiske verdenssyn giver simpelthen ikke mening, når der sammenlignes med de simple historiske kendsgerninger. Jesus - de historiske kendsgerninger omkring Hans liv og livet for Hans disciple - er torn i øjet på islam. Han er ikke dens bekræfter, hvilket vi måtte forvente, hvis islam blot var en fortsættelse af den religion, som Jesus prædikede. Islam er ikke en fortsættelse af den sande religion, der blev forkyndt af de sande Guds profeter, men noget nyt helt. Hr. Præsident, jeg opfordrer dig til at vende dig bort fra religiøse innovationer og vende dig mod sandheden.

Hr. Præsident, jeg har hørt meget om dine gentagne eskatologiske henvisninger til det snarlige komme af Imam al-Mahdi, ham, du omtaler som den "sidste tilflugt, den lovede ene, det perfekte og rene menneske, den, der vil fylde denne verden med retfærdighed og fred." Jeg har også i dybden studeret de islamiske traditioner om al-Mahdi. Du har også sagt til dit folk: "I dag bør vi definere vore økonomiske, kulturelle og politiske strategier baseret på Imam Mahdis tilbagekomst." Jeg bemærkede også i dit brev til præsident Bush, at du accepterer tanken om, at Jesus også vil vende tilbage til jorden. De af os, der er bekendt med islamisk eskatologi, forstår, at muslimer tror, at Jesus vil vende tilbage som en underordnet under Mahdien. Vi har set de islamiske traditioner, der taler om den dag, hvor Imam Mahdi, med Jesu bistand, vil forene den muslimske umma, angribe og besejre den jødiske nation og til sidst få hele verden til at underkaste sig islam. Vi har læst udtalelserne fra dine lærde om, at din Imams herredømme kun vil blive etableret under stor blodsudgydelse. I Ayatollah Ibrahim Aminis værker om emnet mahdisme, for eksempel bogen: Al-Imam Al-Mahdi: The Just Leader of Humanity, læser vi følgende om dem, der nægter at konvertere til islam og underkaste sig mahdiens lederskab over jorden:

"Denne gruppe vil uden tvivl være imod retfærdighed og vil aldrig opgive deres stædige fjendskab mod enhver magt. Sådanne mennesker vil gøre hvad som helst imod den lovede Mahdi for at beskytte deres egne interesser. Desuden vil de gøre alt i deres magt for at demoralisere og bekæmpe dem, der støtter Imamen (Mahdien). For at knuse den negative indflydelse fra denne gruppe, er der ingen anden løsning end krig og blodsudgydelse."

Og igen læser vi:

"Mahdien vil tilbyde religionen islam til jøderne og de kristne; hvis de accepterer den, vil de blive skånet, ellers vil de blive dræbt."

Hr. Præsident, tænkende mennesker rundt om i verden vil sikkert spørge: Hvis islam er sådan en sand og vidunderligt religion, hvorfor er det så nødvendigt for den at ty til jihad, magt og blodsudgydelser for at brede sig blandt menneskene? Hvis Gud virkelig ønskede, at islam skulle udbredes, ville han så ikke bare få den til at gøre det med fredelige midler? Eller er han ude af stand til selv at gøre det? Kan vi ikke i dette se forskellen mellem Gud og Satan? Tilbyder Gud ikke sin sandhed til menneskene i respekt for deres eget valg og fri vilje? Afhænger Guds ultimative dom over hvert menneske ikke af dette menneskes reaktion på hans indbydelse? Men historisk set er det altid undertrykkende og tyranniske regimer, der tvinger deres ideologier ned over folket. Kan du se, hvordan dit religiøse verdenssyn angående islams endelige triumf ikke afspejler den måde, hvorpå Gud tilbyder sin nåde til menneskeheden? Kan du se, hvordan dit verdenssyn og dine forventninger til den kommende nye verden under al-Mahdi i stedet afspejler mønstret af forskellige andre mislykkede regimer i fortiden, der er blevet afsløret af netop de mennesker, de engang kontrollerede, som værende destruktive og undertrykkende for den menneskelige ånd? I en appel til hele menneskeheden, sagde Jesus Kristus engang:

"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let." (Matt 11:28)

Igen - hvis islam var en sand og naturligt tiltrækkende religion for menneskeheden, hvorfor finder vi da en så radikalt anderledes opfordring til at acceptere islam fra din profet med ordene:

"Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Allah har viden; men det har I ikke." (Koranen 2:216)

Hr. Præsident, hvorfor skulle nogen længes efter den dag, hvor hele menneskeheden vil blive undertvunget en religion, der åbent opfordrer til krigsførelse på trods af menneskets naturlige afsky for denne? Burde den sande religion ikke være noget, som selve menneskehedens kollektive sjæl vidner om og bekræfter, snarere end noget, som din Koran indrømmer, er menneskeheden "imod"? Du synes at være en meget modig mand; vil du afsøge dit hjerte og spørge Herren, om han virkelig har opfordret sine tilhængere til at udføre det, der er menneskeheden inderligt imod, eller om ovenstående citerede vers fra din profet er inspireret, ikke af Gud, men i stedet af en helt anden kilde? Vil du overveje at udnytte din tapperhed og vælge at vende dig til den sandhed, der kun findes i den frihed, som Kristus giver, og ikke i islamisk jihad og udbredelsen af totalitære religiøse ideologier med magt? Og vigtigst af alt, hr. Præsident, vil du genoverveje den kurs, du i øjeblikket sætter for det iranske folk? Vil du vælge at lede det iranske folk væk fra islamisk jihad og i stedet hen til den Ene, hvis byrde er let, Ham, der kalder dem, der er trætte og bærer tunge byrder, og lover ægte hvile for deres sjæle? Eller vil du vælge fortsat at følge en dyster vej og fortsætte med at lede det iranske folk mod det, der ikke kun er dem "imod", men også er ødelæggende for deres liv og deres sjæle? Som en ydmyg kristen og borger i Guds evige rige, appellerer jeg til dig om at opgive den vej, du i øjeblikket fører det iranske folk hen ad, og i stedet vælge den retskafne vej (Joh 14:6), uanset hvad konsekvenserne måtte være. Jeg appellerer til dig om at lægge jihads og islams vej bag dig, og blive en discipel af Jesus og en ægte fredsstifter. For ved at gøre dette, sagde Jesus, vil du blive kaldt et Guds barn. (Matt 5:9)

Med kærlighed i Kristus,

Joel Richardson

---

Joel Richardson er først og fremmest en ambassadør for Jesus Kristus og en ægtemand og far, der er engageret i pro-liv og adoptionsbevægelser. Han er kunstner, menneskerettighedsaktivist, New York Times bestseller-forfatter, internationalt anerkendt foredragsholder og regelmæssig klummeskribent for WND (WorldNetDaily). Joel har en lang historie med opsøgende arbejde henvendt til det muslimske samfund og har en passion for at se muslimer komme til Kristus. Joel er også en anerkendt ekspert i bibelsk profeti og Mellemøsten. Joel er forfatter, medforfatter eller medredaktør af følgende bøger:

When af Jew Rules the World: What the Bible Really Says about Israel in the Plan of God
Mideast Beast: The Scriptural Case For an Islamic Antichrist
Islamic Antichrist: The Shocking Truth About the Real Nature of the Beast
God’s War on Terror: Islam, Prophecy & the Bible
Why We Left Islam: Former Muslims Speak Out

---

Oversættelse: Bombadillo