(Læseren bør læse Jesu lignelse om de onde vinbønder i Mattæus 21:33-46, Markus 12:1-12 og Lukas 20:9-19, før han læser denne artikel.)

"Men vi [kristne] ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv. Kære børn, vogt jer for afguderne!" (1. Johannesbrev 5:20-21)

Skulle nogen muslim læse dette essay, vil jeg først udtrykke min påskønnelse af, at de gør det, og have dem til at vide, at jeg elsker dem. Jeg kan forsikre dem, at jeg ikke nærer noget personligt fjendskab mod dem som enkeltpersoner. Det er snarere fordi, jeg bekymrer mig meget dybt om den muslimske verden, at jeg skrev denne artikel. For det andet vil jeg respektfuldt opfordre dem til at undersøge Koranen og kristen teologi og historie for at se, om det er sandt, hvad jeg skriver her. Og jeg vil respektfuldt bede dem om at læse omhyggeligt, eftertænksomt og opmærksomt. Og til alle bekendende kristne, der læser denne artikel, vil jeg sige, at deres bekendelse om at være kristne, ikke i sig selv er nogen garanti for, at de er ægte kristne, hvis synder er tilgivet og som er på vej til Himlen. Så også de bør læse omhyggeligt, eftertænksomt og opmærksomt, hvad jeg skriver her.

På grund af ødelæggelsen af World Trade Center den 11. september 2001 begået af militante muslimer, der handlede i Allahs navn, bør kristne i USA lære alt hvad de kan om islam og dens udbredelse i dette land. En undersøgelse med titlen The Mosque in America: A National Portrait - udgivet den 26. april 2001 af Council on American-Islamic Relations med hovedkvarter i Washington, DC - fortæller, at mere end to millioner muslimer var tilknyttet 1.209 moskeer i USA på udgivelsestidspunktet. Hvad der bekymrer mig ved disse tal, er ikke så meget tallene i sig selv, men det faktum, at de repræsenterer en tre hundrede procents stigning i løbet af de seneste seks år, hvilket tydeligt viser, at islam trives og blomstrer i De Forenede Stater. [1]

I overensstemmelse med mit eget råd, har jeg nu i nogen tid, og især siden den 11. september 2001, studeret Koranen, islams "hellige bog", som består af 114 suraer (kapitler). Muslimer betragter Koranen som Allahs ufejlbarlige ord. Skønt jeg ikke er nogen anerkendt autoritet på islams område, så vil jeg alligevel mene, at jeg - på trods af Koranens indhold og stil [2] - kan læse den tilstrækkeligt godt til at forstå den i hovedsagen.

Jeg tror også, at jeg ved noget om, hvad Den Hellige Skrift lærer om kristen doktrin, og det er tydeligt for mig fra min læsning af Koranen, at denne bog er gennemsyret af fordrejninger af kristendommens lære. Ganske vist er der mange uklarheder i Koranens lære, hvis mening selv islamiske lærde strides om; disse uklarheder kan forklare nogle af fordrejningerne. Men efter min mening, må enhver informeret iagttager konkludere, at Muhammed, Koranen forfatter, i bedste fald var dårligt informeret om kristendommens centrale lærdomme og derfor ikke "skrev" ufejlbarligt om kristendommens trossystem (faktisk talte han sine "åbenbaringer", da han hverken kunne læse eller skrive).

I dette essay har jeg ikke til hensigt at behandle de mange historiske unøjagtigheder i Koranen. [3] Jeg vil heller ikke gå ind på Muhammeds lære om, at ægtemanden kan slå sin ulydige hustru (sura, 4 "Kvinderne", vers 34), eller hans tro på, at han skulle føre krig mod "de vantro" og være "skånselsløs imod dem" (sura 66, "Forbudet", vers 9; se også sura 8, "Byttet", vers 13-17; sura 9 [i realiteten en krigserklæring mod de vantro], "Omvendelse", vers 14). [4] Det samme gælder hans fiksering på den evige ild, der venter jøden og den kristne, og det sanselige paradis af haver, fest og seksuel nydelse, der venter muslimen (sura 36). [5] Derimod vil jeg begrænse mine bemærkninger til Muhammeds urigtige fremstilling for sine tilhængere af, hvad kristne tror om Gud som Treenighed; hans urigtige fremstilling af Kristi plads i åbenbaringshistorien som den næstsidste, med sin egen påståede profetiske rolle som den sidste; hans benægtelser af Kristi guddom, korsfæstelse og opstandelse; og hans benægtelse af, at Gud for tilgivelse kræver Jesu sonoffer for synd. Lad os se lidt nærmere på hver af disse koraniske læresætninger.

Koranens lære om Gud som Treenighed

Jeg vil begynde med at bemærke, at kristne allerede havde haft en 600 år lang teologisk historie og allerede havde udviklet en omhyggeligt gennemtænkt teologi om Gud på den tid, da Muhammed (født omkring 570 e.Kr.), Koranens forfatter, begyndte at skrive sine påståede åbenbaringer fra Allah omkring år 610. Gennem bestræbelserne ved de første fire økumeniske konciler (Nikæa, Konstantinopel, Efesus og Chalcedon) havde tidlige kirke-teologer, mens de lyttede opmærksomt til Bibelen, udarbejdet kirkens lære om Gud som Treenighed og dens lære om den inkarnerede Kristus med to naturer [sand Gud og sandt menneske i én person, o.a.]. Disse doktriner, undertiden udtrykt i et filosofisk-teologisk sprog, kunne forståeligt nok være ret vanskelige at fatte for almindelige mennesker. Under udviklingen af sin teologi gennem disse århundreder fandt kirken det også nødvendigt at tage afstand fra de ubibelske opfattelser i det 2. århundredes logoskristologier, det 3. århundredes former for modalisme, det 4. århundrede arianisme og apollinarianisme og det 5. århundredes nestorianisme og eutykianisme - alle opfattelser, der dybest set havde det til fælles, at de på den ene eller anden måde benægtede inkarnationen af Guds Søn som sandt menneske. Disse ubibelske kætterier døde dog ikke, da de blev afvist, men fortsatte snarere med at brede sig ud over visse områder i Mellemøsten, og det var disse kætterier, især arianismen, der spredtes til Arabien og til Mekka, hvor Muhammed blev født. [6]

En omhyggelig læsning af Koranen vil nu røbe, at Muhammed ikke havde en klar forståelse af, hvad Bibelen og ortodoks kristendom lærte om Treenigheden i det syvende århundrede e.Kr. Han hørte synspunkter, der var blevet afvist af kirkens ledende teologer som Athanasius, Cyril fra Alexandria og Augustin. Hans konsekvent urigtige fremstilling af Treenigheden tyder derfor på, at han opfattede Treenigheden i retning af en rå triteisme, et kætteri som kristendommen havde afvist. I sura 4, "Kvinderne", vers 171, erklærer Koranen: "Messias, Jesus, Marias søn er kun Allahs udsending (...). Så tro på Allah og Hans udsendinge, og sig ikke: 'Han er tre!' Hold inde! Det vil være bedst for jer. Allah er én gud. Lovet være Han, højt hævet over at have en søn." I sura 5, "Bordet", vers 73, lærer Muhammed: "Vantro er de, der siger: 'Allah er den tredje af tre.' Der findes kun én gud." Tilsyneladende mente Muhammed, at Gud for at have en søn måtte have haft en ægtefælle (sura 6, "Kvæget", vers 101), for: "Mægtig er vor Herres ære! Han har hverken taget sig ægtefælle eller barn." (sura 72, "Djinnerne", vers 3). Så i sura 5, vers 116 lærer han, at kristne tror, at Guds "trehed" består af Allah, Jesus (som han mente, at dårligt informerede kristne fejlagtigt havde guddommeliggjort), og hans mor Maria. [7]

Uanset hvilke ikke-bibelske mærkværdigheder og fejl om Den Treeninge Gud, som ortodokse teologer kan have fremført i kirkens første århundreder, så har ikke én af dem nogensinde lært, at Guds "trehed" indbefattede Jesu moder, og intet økumenisk koncil har nogensinde støttet en sådan idé. Dette er en fejl, der helt må tilskrives Muhammed, og som viser hans uvidenhed om kristen lære. Det kan være, at han kendte til den lille sekt kaldet collyridianerne i det 4. århundredes Arabien, der overvejende bestod af kvinder, og som ydede guddommelig tilbedelse af Maria ved at ofre hende kager. [8] Det kan være - hvis han ellers havde hørt om denne lære - at Muhammed mente, at kirkens konfessionelle beskrivelse af Maria som Theotokos ("Guds moder") indebar, at hun var en guddom. Dette udtryk havde naturligvis ikke til hensigt at sige, at der var noget guddommeligt over Maria; det havde kun til hensigt at beskytte Jesu fulde guddom [mod nestorianismens lære, o.a.]. Mest sandsynligt konkluderede Muhammed simpelthen, at hvis de kristne troede, at Jesus var Guds Søn, så var de også nødt til at tro, at Gud måtte have en guddommelig ægtefælle, og at hans mor var denne guddommelige ægtefælle. Men uanset ræsonnementet bag hans påstand, så begik han en fejl ved at konkludere, at kristne generelt betragtede Maria som medlem af Treenigheden.

Hvad kirken lærte dengang og stadig lærer, er dette: at der indenfor den udelte enhed af den ene levende og sande Gud evigt eksisterer tre personer, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd; og disse tre er én Gud, den samme i substans, lige i magt og herlighed (se kirkens trosbekendelser her). Måske vil denne definition ikke tilfredsstille muslimer, men den tager i det mindste Den Hellige Skrifts ufejlbarlige lære alvorligt og giver ikke et falsk billede for verden af, hvad kristendommen har lært om den kristne Gud, hvilket ikke kan siges om Koranens forvanskning af treenighedslæren.

Koranens lære om Jesu sekundære placering (sammen med andre profeter) i åbenbaringshistorien, med Muhammed selv på førstepladsen

Islamisk ortodoksi lærer, at Jesus, mens han var Israels Messias, kun var én af mange nationale profeter sendt til Israel, og at Guds aldrig havde til hensigt at gøre Jesu kristendom til en universel religion. Islamisk ortodoksi lærer, at Muhammed var den eneste profet sendt af Gud til hele verden, og at det er islam alene, der efter Guds mening skulle blive en universel religion. Men hvis man studerer Koranen omhyggeligt, vil man opdage, at den ser ud til at sige det stik modsatte. Den præsenterer sig selv som en bog, der var skrevet på arabisk for dem, der talte arabisk (sura 41, "Fremlagt nøjagtigt", vers 3, og sura 42, "Rådslagningen", vers 7), og som primært var rettet mod Mekka og omegn (sura 6, "Kvæget", vers 92, og sura 42, "Rådslagningen", vers 7). Arthur J. Arberry synes bestemt at have ret, når han bemærker, at Koranens islam grundlæggende er en arabisk religion, der afspejler og er beregnet til Arabiens kultur i det 7. århundrede. [9] På den anden side erklærer Koranen eftertrykkeligt i sura 3:3 og sura 6:91, at Gud åbenbarede den mosaiske Tora og det kristne Evangelium som lys og retledning for hele menneskeheden.

Men hvad lærte Muhammed om sit forhold til Jesus? Så han ikke sig selv som overlegen i forhold til Jesus? Tja, det er rigtigt, at Muhammed - ifølge sura 61, "Slagordnen", vers 6 - siger, at Jesus lærte, at "en udsending (...) kommer efter mig, hvis navn skal være højt lovprist [dvs. Ahmad, en variation af Muhammed]." Selvfølgelig lærte Jesus ikke sådan noget. Han lærte, at Gud Helligånd, som han kaldte Talsmanden (parakletos, Joh 14:16-17, 26; 15:26; 16:7-8, 13-14), og som han ville sende fra Faderen, ville komme efter ham. Og han lærte, at Ånden/Talsmanden, når han kom, ville herliggøre ham, Jesus Kristus. Muhammed, eller måske samlerne af Koranen efter hans død, blandede tilsyneladende det græske ord parakletos sammen med det græske ord periklytos, som betyder "berømmet, lovprist" og som på arabisk ville blive til ahmad (muhammed); derfor lærte han, at Jesus lærte, at han, Muhammed, ville blive den sidste af Guds profeter og deres "segl".

Evangelierne gør det dog klart, at Jesus lærte, at åbenbaringshistorien nåede sin kulmination i ham, og at hans udvalgte apostle afsluttede Guds åbenbarende aktivitet (2 Tim 3:16-17). For eksempel, i sin lignelse om de onde vinbønder, der findes i Mattæus 21:33-46, Markus 12:1-12 og Lukas 20:9-19, fortæller Jesus historien om en jordejer, der forpagtede sin vingård ud til nogle vinbønder, og derefter rejste til et andet land. Da tiden kom for ham til at at få sin lejeindtægt i form af frugt fra vingården, sendte han tjener efter tjener til sine lejere, kun for at få alle tjenerne slået eller stenet eller dræbt. Til sidst sendte han sin søn - Lukas siger "elskede søn"; Markus siger: "Endnu én havde han, en elsket søn" - idet han tænkte: "De vil undse sig for min søn." Men da forpagterne så jordejerens søn, sagde de: "Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv." Det gjorde de, og smed hans krop ud af vingården. Da jordejeren kom, tilintetgjorde han forpagterne og lejede sin vingård ud til andre. Lignelsen er klar, som Don Carson bemærker: [10] Jordejeren er Gud Fader, vingården er nationen Israel (Es 5:7); vinbønderne er nationens ledere, tjenerne er teokratiets profeter (Matt 23:37a); og sønnen er Jesus selv.

Lignelsens centrale lære er indlysende, hvilket den faktisk også var for dens oprindelige publikum (Matt 21:45): Efter i gammeltestamentlig tid gentagne gange at have sendt sine tjenere, profeterne, til nationen Israel og dets ledere, for at kalde nationen tilbage til ham fra dens synd og vantro, kun for at få dem afvist, forfulgt og ofte dræbt, var Gud, ejeren af Israel, ved at sende Jesus, gået videre end til blot at sende endnu en tjener. Lyt igen til de relevante vers i denne forbindelse:

Matthæus 21:37: "Til sidst sendte han sin søn til dem..."

Markus 12:6: "Endnu én havde han, en elsket søn, ham sendte han som den sidste til dem..."

I Jesus havde Gud til sidst (Matt 21:37: hysteron; Mark 12:6: eschaton) sendt sin egen elskede søn, dvs., hans "eneste" Søn, der skulle blive tilsvarende afvist. Endeligheden af hans tjeneste kommer frem, når Jesus i sin lære gør det klart, at vinbøndernes afvisning af ham, i modsætning til afvisningerne af dem før ham, hverken skulle medføre en fortsættelse af forholdet til den genstridige nation fra Guds side eller en simpel ændring af politisk-religiøs administration. Snarere lærte han, at en afvisning af ham, ville føre til "den fuldstændige omstyrtelse af teokratiet og opførelsen af en ny bygning, fra bunden og opad, i hvilken Sønnen ville modtage fuld retfærdiggørelse og højeste ære" [11] (Matt 21:42-43; Mark 12:9; Luk 20:16). Sønnens ophøjede status i Guds åbenbaringsøkonomi fremgår tydeligt af endeligheden af den messianske iklædning, han besidder. Fra Matthæus' "til sidst" - Markus siger "endnu én havde han", og også "den sidste" - er det klart, at Jesus præsenterer sig selv som den sidste, den endelige ambassadør, efter hvis udsendelse ingen højere kan komme og intet mere kan gøres. Vingårdens Herre har ikke yderligere ressourcer - eftersom Guds Søn, Sønnen af Gud er det højest tænkelige sendebud fra Gud. Forfatteren af Hebræerbrevet gentager netop denne opfattelse, når han erklærer:

Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden (...) [og] når selv det ord, [derfor] havde gyldighed, og enhver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf, hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor, [der] blev forkyndt af Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham? (Hebr 1:1-2; 2:2-3)

Det er klart, at forfatteren til Hebræerbrevet sammen med Jesus lærer, at Guds værk afsluttes i Jesus Kristus. Både Jesu lære og hele Det Nye Testamentes konstante lære står i lodret strid med Muhammeds påstand om, at Jesus lærte, at "en udsending (...), hvis navn skal være højt lovprist [Ahmad]" ville komme efter ham. Jesu lære her anbringer også Muhammed i håbløs konflikt med sig selv, for når Muhammed erklærer, hvilket han gør flere steder, at Jesus var en sand profet, så medfører det, at når Jesus lærte som han gjorde i denne lignelse om sig selv som afslutteren, så bliver Muhammeds påstand om at være den sidste og største profet modsagt af selve den person, som Muhammed erklærer var en sand profet.

Så ved at gøre sig selv til "profeternes segl" - det vil sige til den sidste og største af profeterne, som han gør i sura 33, "Forbundsfællerne", vers 40 - forvanskede Muhammed Kristi lære om Kristi unikke og sidste plads i Guds åbenbaringsprogram, hvorved Muhammed viste sig som en falsk profet.

Koranens lære om Jesu guddom

Koranen, det er sandt, bekræfter, at Jesus var den jødiske Messias og en sand Guds profet, at han var født af en jomfru og udførte mange mirakler. Derfor mener muslimer i dag, fordi Koranen lærer disse sande og korrekte ting om Jesus, at kristne bør lovprise dem og i overensstemmelse hermed betragte dem som venner af kristendommen. Men Koranen lærer også i sura 5, "Bordet", versene 17 og 72, at det er vantro mennesker, der siger, at Jesus er Gud. Og i vers 116 lærer Koranen, at Jesus benægtede, at han var guddom:

Da Allah sagde: "Jesus, Marias søn! Har du sagt til menneskene: 'Tag mig og min mor til guder foruden Allah'?" Han sagde: "Højlovet være Du! Det tilkommer ikke mig at sige noget, som jeg ikke har ret til. Hvis jeg havde sagt det, ville Du vide det. ..." (Se også sura 5:75.]

Prøv at følge mig et øjeblik her. Antag at et lands ambassadør tager til et andet land, præsenterer sine akkreditiver for dets ledere, og disse ledere som svar siger til ham: "Vi kan vældig godt lide dig; du er et meget tiltalende menneske, du er venlig og dine taler er meget opbyggelige. Men vi kan simpelthen ikke tro, at du er den, du siger du er, og kan derfor ikke acceptere dig i den rolle, som du påstår at være kommet i." Vil nogen påstå, at disse ledere virkelig har taget imod denne ambassadør? På samme måde med Jesus: medmindre man tager imod Jesus som den, han hævder at være, og i den rolle, han hævder at være kommet i, har man ikke virkelig taget imod Jesus overhovedet uanset de andre gode ting, man måtte sige om ham! For at sige det helt klart, så lader Jesus sig ikke smigre af alle de kys, som uforbederlige mennesker overøser ham med, hvis de samtidig afviser hans krav om guddommelighed og hans krav om at være den ene frelser. Således er den tilstand, som vore muslimske venner faktisk befinder sig i med deres ufuldstændige liste af hædersbevisninger til Jesus. De har i virkeligheden ikke taget imod ham på trods af de sande ting, de siger om ham.

Nu er Jesu selvbevidsthed et emne, som jeg har brugt en betydelig del af mit professionelle liv til at vurdere. Jeg har endda skrevet en bog udelukkende om det (se min Jesus, Divine Messiah: The Biblical Witness). Og jeg vil sige kategorisk, baseret på de fire evangeliers lære, at Jesus faktisk troede, at han var den inkarnerede Guds Søn, den anden person i Guddommen, og at han lærte andre at tro det samme.

Lad os som eksempel igen betragte lignelsen om de forpagtende vinbønder, vi læste tidligere. Dens høje kristologi - som afspejler Jesu egen opfattelse af sin guddom - kommer til udtryk i to detaljer i hans fortælling: [12] I kraft af sin status som Guds Søn, hævder Jesus at besidde en højere værdighed og et tættere forhold til Gud, end alle profeterne i det gammeltestamentlige teokrati med de højeste officielle positioner besad. Dette understreges ikke alene af hans titel "søn", men også af det meget suggestive ord "elskede", som han lægger til titlen "søn", idet han anvender begge ord om sig selv overfor ordet "tjenere", som han bruger til at beskrive alle dem, der gik forud for ham.

Dette punkt - at Jesus præsenterer sig selv som Guds elskede søn og arving lige over for alle dem, der gik forud for ham, som kun var tjenere - kan ikke bringes til at svare til blot et "messiansk" eller funktionelt søn-forhold, som nogle kritiske forskere ville gerne tro. Dette fremgår af to kendsgerninger:

For der første præsenterer Jesus i lignelsen sig selv som Guds elskede søn, også før sin mission.

For det andet præsenterer han sig som Guds "elskede" søn helt uafhængigt af, om han bliver sendt eller ikke! Det vil sige, at hans udsendelse kommer af hans indsættelse som Messias, men hans indsættelse som Messias blev bragt i stand, præcist fordi det var nødvendigt for Gud at sende den, der var den højeste og kæreste, som han kunne betro opgaven. Jesu søn-forhold eksisterede derfor forud for hans messianske mission og var ikke et resultat af hans mission. Og at han i alle tre synoptiske beretninger af lignelsen, også præsenterer sig selv - vingårdsejerens elskede søn - som "arving", betyder, at hans søn-forhold er den underliggende grund af hans egenskab af Messias. [13]

Så det er umuligt at komme udenom den stærke antydning i denne lignelse af hans evige præeksistens med Faderen som sidstnævntes "elskede søn". Her bekræftes hans evige og guddommelige væren i forening med sin Fader forud for hans messianske mission i historien. Den "elskede søn" i Jesu lignelse - som man med tilstrækkelig grund kan sige er et selvportræt - er således klart guddommelig.

Mildt sagt, forvanskede Muhammed således igen Jesu lære og historisk kristen lære, da han benægtede Jesu guddommelighed, tilsyneladende under uforvarende indflydelse af den kætterske arianske lære, der havde bredt sig til Arabien. Han var tilsyneladende uvidende om, at kirken officielt havde fordømt arianismen ved det første økumeniske koncil i Nikæa i 325 e.Kr.

Koranens lære om Jesu korsfæstelse og opstandelse

I sin fortælling om de onde vinbønder, lærte Jesus profetisk, at landets ledere ville dræbe ham, Sønnen, og i anvendelsen af sin fortælling på sine oprindelige tilhørere lærte han, at han ville blive oprejst fra død til herlighed, og at hele menneskehedens skæbne ville stå og falde med deres forhold til ham (Matt 21:42; Mark 12:10-11; Luk 20:17-18). To af de bedst bevidnede historiske kendsgerninger er hans korsfæstelse og opstandelse. Men hvad siger Muhammed om denne lære af den mand, som han andre steder beskriver som en "sand profet"?

I sura 4, "Kvinderne", vers 157 afviser Muhammed, at Jesus blev korsfæstet. Han skriver: "[Jøderne] dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således." Ifølge muslimsk tradition korsfæstede jøderne en mand, der lignede Jesus, måske endda Judas. Jesus selv blev ført uskadt direkte til Himlen (se sura 3, "Amrams slægt", vers 55 og sura 4, "Kvinderne", vers 156-158). [14] Dette betyder tillige, selvfølgelig, at islam benægter Jesu opstandelse fra de døde. Med disse benægtelser angriber Muhammed kristendommens centrale lære om Jesu kors og opstandelse, som begge er nødvendige for hans stedfortrædende forsoning.

I sura 5, "Bordet", vers 103 lærer Muhammed, at Allah ikke kræver ofre (se også sura 6, "Kvæget", vers 164), hvilket indebærer - i opposition til nytestamentlig lære om, at der ikke er tilgivelse af synd undtagen ved udgydelse af Kristi blod (Hebr 9:22) - at han heller ikke forlangte Jesu offerdød. Hvad Gud kræver af menneskeheden, ifølge Muhammed, er absolut underkastelse under eller overgivelse til hans vilje. Selve ordet "islam" betyder "underkastelse", og "muslim" betyder "én, der underkaster sig" Allahs vilje. Men dette efterlader menneskeheden i en håbløs situation, for menneskeheden er ubeskrivelig syndig i kraft af den fælles arvesynd (som muslimer benægter [15]), ude af stand til en sådan underkastelse, og ude af stand til at frelse sig selv. Og hele menneskeheden bærer, på grund af denne arvesynd, på en ægte moralsk skyld over for Gud.

På grund af deres deraf følgende fordærvelse og manglende evne til at behage Gud, har alle mennesker også gjort sig fortjent til straf, for deres synd er ikke alene moralsk forkert – den er en overtrædelse af Guds lov og derfor uheldig, afskyelig, hæslig, modbydelig og beskidt - den er også en modsigelse af Guds fuldkommenhed, og kan ikke andet end løbe ind i hans misbilligelse og vrede, og blive forbandet i stærkeste forstand, fordi den så frygteligt vanærer Gud. Gud må reagere med hellig forargelse. Han kan ikke gøre andet. Og her kommer vi ansigt til ansigt, som John Murray erklærer, ...

... med et guddommeligt "kan ikke", der vidner om, ikke guddommelig svaghed, men evig styrke, ikke skændsel, men uvurderlig herlighed. Han kan ikke fornægte sig selv. Føjelighed mod det, der er modsætningen til hans egen hellighed, ville være en fornægtelse af sig selv. Så denne vrede mod synd er modstykket til hans hellighed. Og dette er bare at sige, at Guds retfærdighed kræver, at synd får sin straf. Spørgsmålet er slet ikke: Hvordan kan Gud, når han er, hvad han er, sende mennesker til Helvede? Spørgsmålet er: Hvordan kan Gud, når han er, hvad han er, frelse dem fra Helvede? [16]

Hvis folk ikke er juridisk skyldige og moralsk korrupte, som Bibelen lærer, så har de ikke brug for korsets frelsende hjælp. Hvis folk ikke er syndere, ude af stand til at frelse sig selv, som Bibelen lærer, så har de ikke brug for en Frelser. Men når de ved Guds Ord begynder at forstå, hvor syndige og hjælpeløse de virkelig er, når de ved Guds nåde ser sig selv, som Gud ser dem - syndige og korrupte, ude af stand til at frelse sig selv og skyldige overfor ham - så vil de flygte til Kristi kors og begynde at fryde sig ved det alene, og vende sig bort fra enhver religion, der vil afskaffe Jesu forsonende værk og offerdød.

I lyset af ovenstående information bør det være klart for alle, selv for muslimer, at islam - selv om det ubestrideligt kunne bevises, at den virkelig er den fredens religion, som nogle muslimske gejstlige i dag hævder, den er - teologisk set stadig er en erklæret fjende af bibelsk kristendom, sådan som den fordrejer og/eller afviser de vigtigste doktriner af vores allerhelligste tro. Dens militante teologiske fjendtlighed mod kristendommen kommer åbent til udtryk mange steder i verden, såsom i de muslimske lande i Mellemøsten, i nogle afrikanske lande og i Indonesien, men i Vesten har islamiske ledere forsøgt at stille et nyt ansigt til skue. Ifølge Abdullah al-Arabi holdes denne side af islam "... normalt skjult for nyomvendte [i Vesten]. Store livsspørgsmål, der er del af islam, bliver omhyggeligt undgået, tildækket eller udeladt fra kaldet til tro. Visse passager af Koranen bliver oversat upræcist fra det oprindelige arabiske, for bedre at lokke konvertitter til." [17]

Og den islamiske bevægelse har lavet tilpasninger for at gøre sig acceptabel i Vesten. For eksempel afholder islamiske ledere sig fra at nævne "den [islamiske] straffelov. De understreger deres tro på Moses og Jesus. De kalder ikke længere jøder og kristne for vantro, og de kalder dem heller ikke zionister og korsfarere." [18] De bruger også kristne termer som "søndagsskole" i stedet for fredagsklasse, og deres ordforråd omfatter nu ord som kærlighed, nåde, frelse, retfærdiggørelse og helliggørelse. Alt imens er det deres strategi, at blive accepteret af de samfund, de lever i. Dette gør de ved at blive involveret i lokale, statslige og nationale politiske og sociale aktiviteter; ved at blive medlemmer af lokale, statslige og nationale pædagogiske udvalg med henblik på at ændre uddannelsesprogrammerne, så de passer til deres tro; ved at skrive til medlemmer af Kongressen for at påvirke lovgivningen; og ved at stille op til offentlige embeder, så de kan bruge deres embeders myndighed til at gøre islam mere tålelig og endelig acceptabel for de godtroende masser i Vesten. Men tag ikke fejl: Islam er en svoren fjende af den kristne tro, og ønsker at se den helt og aldeles udryddet, om nødvendigt med magt, fra Jordens overflade.

Valget

Som vi har set, giver Koranen en urigtig fremstilling af kristen doktrin - og at forvanske ens religiøse opponenters trossystem mens man fremhæver sit eget, er efter min mening i bedste fald udtryk for uvidenhed og i værste fald moralsk skævhed. Islam vildleder sine tilhængere, når den - ved sin koraniske lære - udbreder sine fejl angående kristen doktrin. Dette røber (1) at Muhammed, islams "profet", i bedste fald var uvidende om kristen lære; (2) at hans lære om kristendom generelt er falsk; og (3) at islam, hvis lære er fyldt med sådanne fejl baseret på Koranen, derfor er en utroværdig religion. Koranen indrømmer om sig selv, at hvis man kan finde uoverensstemmelser i den, så kommer den ikke fra Gud (sura 4, "Kvinderne", vers 82). Efter dens egen standard betyder dens fejl om kristen doktrin derfor, at den ikke kan være en åbenbaring fra Gud - trods alle de muslimske påstande om det modsatte.

Om noget, er bibelsk kristendom en forløsende religion. Om noget, er islam ikke en forløsende religion, men snarere en paragrafrytteriets eller gerningsfrelsens religion Islam kræver af mennesker absolut underkastelse under Allah, men den kan kun opnå en antydning af denne krævede underkastelse gennem regulering af livet for muslimer og truende sanktioner for ulydighed. Så i sidste ende lærer islam, at man skal forsøge at komme i Himmelen ved hjælp af éns gode gerninger (sura 4, "Kvinderne", vers 124, et al.), i håbet om, at disse gode gerninger vil opveje éns dårlige gerninger, og at Allah vil give én adgang til Paradis. Den, der finder noget attraktivt i den islamiske vej til frelse, har simpelthen ikke erkendt sin egen syndighed og islams sørgelige utilstrækkelighed, når det gælder om at håndtere denne syndighed. Islam efterlader verden, herunder den muslimske verden, i en tilstand uden frelse. Derfor bliver jeg tung om hjertet, når folk som Cassius Clay og John Walker-Lindh konverterer til islam, og når jeg hører, at muslimske strateger har konstateret, at den sorte fængselsbefolkning i USA er frugtbar jord for konvertitter.

Jeg bør bemærke i forbifarten, at islams doktrinære fjendtlighed mod bibelsk kristendom tilsyneladende ikke generer Den Romersk-Katolske Kirke, for Rom erklærede i Den katolske Kirkes Katekismus fra 1994, at muslimer er inkluderet i Guds frelsesplan, fordi de "anerkender Skaberen, ... (og) bekender, at de holder fast ved Abrahams tro [19] og med os [kristne] tilbeder den eneste, barmhjertige Gud..." [Muslimer og kristne "tilbeder" næppe den samme "eneste, barmhjertige Gud"]. Pyt med, at islams Allah ikke er Den Treenige Gud fra Det Gamle og Det Nye Testamente; pyt med, at muslimer tror, at vores Treenighed består af Gud, en menneskelig Jesus og hans mor Maria, hvoraf vi tilbeder de to sidste på blasfemisk vis sammen med Gud; pyt med, at de benægter, at Jesus Kristus er den guddommelige Søn af Gud og at han døde en offerdød på et kors for sit folks synd og opstod igen på grund af deres retfærdiggørelse; pyt med, at muslimer tror, at kristne er afgudsdyrkere, fordi vi tilbeder Kristus, som de hævder blot var en menneskelig Messias og en menneskelig profet; pyt med, at de ikke ser noget behov for Kristi stedfortrædende forsoning eller nogen stedfortrædende forsoning overhovedet for den sags skyld. Ifølge Roms lære er muslimer, på trods af deres vantro, stadig frelsesmæssigt forbundet med Guds folk, og kan komme i Himmelen som muslimer, hvilket alt sammen viser, hvor alvorligt katolicismen er afveget fra kristendommen. [20]

Ifølge Den Hellige Skrift erklærede Jesus, at han alene er vejen til Faderen, og at ingen kommer til Faderen uden ved ham (Joh 14:6). Peter erklærede: "Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som de kan blive frelst ved." (ApG 4:12) Paulus lærte, at der kun er én formidler mellem Gud og mennesker, nemlig mennesket Kristus Jesus (1 Tim 2:5). Johannes lærte, at den, der har Sønnen, har livet, og at den, der ikke har Guds søn, ikke har livet (1 Joh 5:12). Og alle lærte de, at man, hvis man vil frelses, må angre sin synd med at betragte sine egne eller andres gerninger som midler til frelse, og må stole på Jesu Kristi færdige værk alene. Så jeg vil tilslutte mig deres forenede vidnesbyrd og bønfalde alle mine læsere om i troen at flygte til Jesus og stole på ham alene for frelse, og for evigt at holde sig til ham, som er den sande Gud og det evige liv.

Og den, som ved Guds virke (1 Kor 1:30) kommer til at kende den frelsende Kristus, vil opdage, at kun i ham alene bor alle visdommens og kundskabens skatte (Kol 2: 3), at kun i ham alene bor hele guddomsfylden i kød og blod (Kol 2: 9), at kun i Kristus har vi en guddommelig Frelser, som elskede os og gav sig selv i offerdøden for os, og derved betalte straffen for vore mange synder mod Gud, og at kun i Kristus kan vi have evigt liv.

Så jeg vil inderligt bønfalde mine muslimske læsere om at afvise islam, for det er en falsk religion, der kun kan gøre dem evig skade - selv på de mest lydige tilhængere, der ønsker at blive martyrer for Allahs sag - og vende sig i tro til den guddommelige Kristus, som alene kan frelse dem.

Jeg vil også opfordre Den Reformerte Kirke til at starte en omhyggelig planlagt og energisk indsats i det 21. århundrede for med alle passende midler at evangelisere den muslimske verden. Jeg fremhæver Den Reformerte Kirke her, fordi, som Schaff bemærker, "hvis [muslimer] skal omvendes, skal det gøres af en kristendom, der er fri for ethvert skin af afgudsdyrkelse, mere enkel i tilbedelse og mere energisk i livet end den, de har erobret så let og har lært at foragte." [21] Omvendelsen af den muslimske verden - vi taler om 1200 millioner mennesker her - vil selvfølgelig kun kunne ske ved Guds nåde og kraft, og med store omkostninger for de kristne missionærer gennem stort engagement og offer, fordi de ikke vil blive tolereret i muslimske lande. Selv det at ytre et ord mod Muhammed eller Koranen i et muslimsk land, som jeg har gjort i dette essay, kan straffes med døden. (Husker I den dødsdom, som Irans ayatollah Khomeini fældede over Salman Rushdie på grund af hans roman, De sataniske vers?) Desuden kan konvertering fra islam til kristendommen i dag resultere i tab af arveret, tab af børn, fængsling, forvisning fra ens land og endda død, fordi dem, der forlader islam, betragtes som frafaldne og forrædere. Ikke desto mindre er den bibelske Kristus muslimens eneste håb om Himlen, og Den Reformerte Kirke er under befaling om at evangelisere den muslimske verden og alle andre tillige.

"Kære børn, [og jeg tror, at jeg nu er gammel nok til at tiltale de fleste læsere på den måde: Stol på Kristus alene og] vogt jer for afguderne!" (1 Joh 5:21).

Noter

[1] Nogle kristne vil utvivlsomt sige: "Og hvad så? De har vel lige så meget ret til at immigrere til disse kyster som alle andre, ikke?" Sandt nok, men lad mig forklare, hvorfor kristne bør være bekymrede. Hvis islam skulle blive den dominerende religion i USA, så vil - da muslimerne tilbeder på fredage - de muslimske borgere uden tvivl kræve og lovgive, at fredag gøres til en tilbedelsedag. Amerika ville så enten gå over til en fire-dages arbejdsuge, med muslimer, der tilbeder om fredagen, jøder om lørdagen og kristne om søndagen, eller gøre fredag til den eneste tilbedelsesdag og lade jøder og kristne klare sig selv mht. deres respektive tilbedelsestider, hvilket er mønstret, der følges i alle muslimske lande i Mellemøsten. Desuden - på trods af forfatningens nuværende beskyttelse - vil kristne måske efterhånden finde det vanskeligere at bygge kirker, at købe og læse Bibelen åbent og at udbrede kristendommen i USA, især blandt muslimer; dvs. at First Amendments friheder ville forsvinde.

[2] Thomas Carlyles lærde dom var, at læsning af Koranen på engelsk er "en slidsom opgave," for den er "et trættende, forvirret roderi - rå, plump; endeløse gentagelser, langtrukkenhed, sammenfiltring, uudholdelig dumhed; kort sagt ville intet andet end en følelse af pligt kunne bære nogen europæer gennem Koranen." For det fulde citat af Carlyle se Philip Schaff’s History of the Christian Church (Eerdmans, [1910] n.d.), IV, 180, som også mener, at Koranens passager af poetisk skønhed er "blandet med absurditeter, svulstigheder, indholdsløse billeder, lav sensualitet. Den bugner af gentagelser og modsigelser (...). Den skiftevis tiltrækker og frastøder, og er en yderst trættende bog at læse" (179). Han konkluderer:

Af alle bøger (...) er Koranen den mest magtfulde rival til Bibelen, men befinder sig uendeligt under den i indhold og form (...). Alt hvad der er sandt i Koranen, er lånt fra Bibelen; hvad der er originalt, er falskt eller useriøst. Bibelen er en historisk bog og udtrykker den menneskelige races ædleste stræben gennem alle tider frem til den endelige fuldbyrdelse; Koranen begynder og ender med Muhammed. Bibelen kombinerer endeløs variation med enhed, universel anvendelighed med lokal tilpasning; Koranen er ensformig og monoton, begrænset til et enkelt land, én samfundstilstand og én slags mennesker. Bibelen er bogen for verden, der konstant er på rejse til jordens ender, hvor den bringer åndelig føde til alle folk og alle samfundsklasser; Koranen bliver i Orienten og er åndsforladt for enhver, der én gang har smagt den levende Guds sande ord [181-182].

[3] For nogle af Koranens historiske unøjagtigheder se Gleason L. Archer, Jr., A Survey of Old Testament, Introduction (Moody, 1994), 549-552; St. Clair-Tisdall, The Sources of Islam, oversat og forkortet af William Muir (T & T. Clark, n.d.) og Abdal Fadi, Is the Qur’an Infallible? (Villach, Austria: Light of Hope, n.d.).

[4] Al Bukhari (en samling udtalelser af Muhammed), bind I:25, spørger: "Hvad er den bedste gerning for muslimen ud over at tro på Allah og hans Apostel?" Svar: "At deltage i jihad for Allahs sag." Læseren bør sammenligne dette "andet muslimske anliggende" med Jesu erklæring om, at det andet bud - efter det første, der kræver at elske Gud af hele sit hjerte - er at elske sin næste, som man elsker sig selv.

[5] Islam lærer, at selv den ringeste muslimske mand i Paradis vil nyde 72 sortøjede ungdommelige piger (hurier), der er skabt specielt for hans seksuelle nydelse. Øjeblikket for hans seksuelle nydelse vil blive forlænget til tusind år, og hans evne til sensuel nydelse øget hundredfold.

[6] Schaff bemærker i sin History, IV, 159, at de nominelle kristne, der boede i Arabien på Muhammeds tids, mest tilhørte forskellige kætterske sekter, der var blevet fordrevet fra Det Romerske Imperium under de doktrinære kontroverser i det 4. og 5. århundrede. "Vi finder dér spor af arianere, sabellianere, ebionitter, nestorianere, eutykianere, monofysitter, marianitter og collyridianere eller tilbedere af Maria (...) det var en meget overfladisk og korrupt kristendom, der havde fundet et hjem i disse ørkenregioner (...)." De relativt ortodokse teologers syndige brug af magt til at eksilere kætterne fra Imperiet, resulterede i dannelsen af en stor og frugtbar ager, hvori islam kunne slå rod og vokse.

[7] Muhammed synes at blande Maria i sura 3, "Amrams slægt", vers 35-45, og i sura 66, "Forbudet", vers 12, sammen med Mirjam, søster til Moses og Aron. Alle forsøg fra islamiske apologeters side på at forklare denne sammenblanding har været utilfredsstillende.

[8] Se Epiphanius, Adversus Haeresis, 79. Selvfølgelig, ærbødigheden for Maria som Guds Moder, som begyndte tidligt, er fortsat ind i den nuværende i romersk-katolske og ortodokse teologi.

[9] Arthur J. Arberry, Religion in the Middle East (Cambridge University Press, 1970), 7.

[10] D. A. Carson, Matthew in The Expositor’s Bible Commentary (Zondervan, 1984), 451.

[11] Geerhardus Vos, The Self-Disclosure of Jesus (Presbyterian and Reformed [1926] 1978), 162.

[12] Se Geerhardus Vos, The Self-Disclosure of Jesus, 161-163.

[13] Vos, The Self-Disclosure of Jesus, 162-163.

[14] Se J. M. Rodwell, Koran (Everyman’s Library, 1909), fodnote til sura 3:55.

[15] Dette er den muslimske ortodoksis opfattelse, men flertalsformen, ikke dualformen, af verbet, der er oversat som "I skal være fjender indbyrdes" i sura 2:36 [The Noble Quran fremhæver flertalsformen ved at indsætte ordet "all": "Get you down, all, with emnity between yourselves." Dansk: "I skal alle være fjender indbyrdes", o.a.] refererer til tre eller flere, og må derfor inkludere Adam og Evas ufødte efterkommere (se også sura 12:53, hvor Josef er citeret for at indrømme, at sjælen "påbyder det onde," og således antyder fordærvelsen af menneskets indre selv). Se Samuel Shahid, The Fallen Nature of Man in Islam and Christianity (Colorado Springs: al-Nour, 1989).

[16] John Murray, “The Nature of Sin,” Collected Writings of John Murray (Banner of Truth, 1977), II, 81-82.

[17] Abdullah al-Arabi, Islam Unveiled, 1994, 4.

[18] Abdullah al-Arabi, Islam Unveiled, 5.

[19] Selvfølgelig holder muslimer ikke fast ved Abrahams tro med dens messianske håb, der så direkte frem mod Kristus og Evangeliets styrelse. Islam er snarere "Ismaels uægte jødedom" (Schaff, History, IV.184).

[20] Peter Kreeft, en velkendt romersk-katolsk apologet og konvertit fra Den Kristne Reformerte Kirke, beskriver i sin bog, Ecumenical Jihad (Ignatius Press, 1996), en ud-af-kroppen oplevelse, han hævder at have haft, i hvilken han som katolik mødte Muhammed i Himlen.

[21] Schaff, History, IV, 154.

---

Dr. Robert L. Reymond er professor emeritus i Systematisk Teologi ved Knox Seminary, Fort Lauderdale, Florida.

---

Oversættelse: Bombadillo