Tredive millioner mennesker i Egyptens gader har, med hjælp fra det egyptiske militær, reddet USA fra konsekvenserne af dets katastrofale politik med at støtte Det Muslimske Broderskab, siden præsident Barack Obama kom til magten.

Blot få måneder efter sin indsættelse i 2009, mødte Obama op i Cairo for at tale til den muslimske verden. Han sørgede for, at medlemmer af Det Muslimske Broderskab kom til at sidde på forreste række i auditoriet på Cairo Universitet. Da denne gruppe stadig officielt var forbudt i Egypten, kunne ingen fra præsident Hosni Mubaraks administration deltage.

Budskabet fra siddeplads-arrangementet var umisforståeligt: Selvom prisen var, at han måtte affærdige sin officielle vært, anerkendte Obama Det Muslimske Broderskab som en legitim aktør i egyptisk politik. Allerede dette var en klar indblanding i den egyptiske stats interne anliggender.

Den tidligere britiske ambassadør Charles Crawford karakteriserede senere Obamas don-quijotiske tale på følgende måde:

"Den kunne koges ned til en godt afleveret tale, fuld af smarte blødgørende sætninger, der i sidste ende sendte et budskab om eftergivenhed til de militante islamistiske bevægelser: Under mit beherskede lederskab vil USA respektere og acceptere konservative former for islam. Selv hvis islamismen bliver for aggressiv, har vi ikke tænkt os at gøre så meget ved det."

Hvorfor skulle USA ønske at give grønt lys til militant islam? Var militant islam ikke problemet?

Selvfølgelig har præsident Obama aldrig offentligt indrømmet, at det er militant islam i form af "voldelig ekstremisme", han er imod. Men måske tænkte Obama-administrationen, at der ikke var noget alternativ, eller måske var den simpelthen uvidende om Det Muslimske Broderskabs sande natur. Mest sandsynligt mente den, at Broderskabet ville kunne tæmmes, hvis det blev givet politisk ansvar.

Under alle omstændigheder sagde dens repræsentanter nogle særdeles mærkelige ting. Under en Intelligence Committee-høring i Repræsentanternes Hus den 10. februar 2011, beskrev direktøren for National Intelligence, James Clapper, Det Muslimske Broderskab som en "verdslig" organisation "uden overordnet dagsorden." Dette var en temmelig usædvanlig karakteristik af en gruppe, hvis daværende motto var: "Allah er vort mål. Profeten er vor leder. Koranen er vor lov. Jihad er vor vej. Døden for Allahs sag er vort højeste håb." Hvis dette er sekulært, hvad kan det religiøse så være?

Angående overordnet dagsorden, erklærede den faktiske åndelige leder af Det Muslimske Broderskab, sheik Yusuf al-Qaradawi:

"Islam er en omfattende åndsretning, en trosbekendelse, en ideologi, og kan ikke være fuldkommen tilfreds uden [helt] at kontrollere samfundet og dirigere alle aspekter af livet - fra hvordan man træder ind på toilettet til statens opbygning."

Det betyder sharia-styre (styre af islamisk lov), hvilket Det Muslimske Broderskab har været viet til siden dets begyndelse i 1928. Det andet mål er genoprettelsen af det universelle kalifat. Redskabet for begge er etableringen af en totalitær etparti-stat.

Totalitære deler ikke magten med andre

De totalitære partier, som Det Muslimske Broderskab blev modelleret efter - Stalins kommunister, Mussolinis fascister og Hitlers nationalsocialister - viste ingen tilbøjelighed til mådehold, da de først havde opnået politisk magt. Alle forblev tro mod deres principper. Da han først var kommet til magten efter Mubaraks fald, gav præsident Mohammed Morsi en antydning af, hvad der ville komme, ved åbent at opfordre til sheik Omar Abdel-Rahmans hjemsendelse til Egypten fra det amerikanske føderale fængsel, hvor han er indespærret. Den berømte blinde sheik blev betragtet som den åndelige inspiration bag World Trade Center bombningen i 1993 og afsoner en livstidsdom for et efterfølgende plot om at bombe vartegn og tunneler i New York.

Kunne det have været et tegn på kommende vanskeligheder?

I januar var en kongresdelegation, som bl.a. talte senatorerne John McCain og Lindsey Graham, på besøg hos præsident Morsi i Cairo, da et par pinlige videoer dukkede op på webstedet for Middle East Media Research Institute (MEMRI), der dokumenterede den ondartede antisemitisme, som Morsi havde udtrykt under kampagner i 2010. I et interview i september 2010 gav Morsi en forsmag på, hvad Egyptens indstilling til Israel kunne blive:

"Enten [accepterer du] zionisterne og alt, hvad de ønsker, eller det er krig. Det er, hvad disse besættere af Palæstina ved - disse blodsugere, der angriber palæstinenserne, disse krigsmagere, efterkommere af aber og svin. Vi må konfrontere dette zionistiske element. Vi ønsker et land for palæstinenserne i hele Palæstina på basis af [palæstinensisk] statsborgerskab. Alt den snak om en tostatsløsning og fred er ikke andet end en illusion."

Under en anden optræden i 2010, ved et stævne i hans hjemby i Nildeltaet, sagde Morsi: "Vi må aldrig glemme, brødre, at nære vore børn og børnebørn med had til dem: Til zionister, til jøder." Morsi tilføjede, at egyptiske børn "skal leve på had; hadet skal vare ved. Hadet skal fortsætte for Guds skyld og som en form for tilbedelse af Ham."

Alle i den amerikanske delegation blev frygteligt forlegne over disse indiskretioner, men rømmede sig og fortsatte deres rejse efter at præsident Morsi havde forsikret dem om, at bemærkningerne var taget ud af kontekst.

Hvad kunne denne kontekst have været? Kunne det have været Koranens kontekst med dens erklæringer om evig forbandelse af jøderne? Eller måske i konteksten af Det Muslimske Broderskabs program - eller af dets Hamas-filial, der i sit charter lover at eliminere Israel? I begge tilfælde må enhver, der kunne blive overrasket over, hvad Morsi sagde - efter mere end otte årtier med en sådan retorik fra Det Muslimske Broderskabs og dets filialers side - have befundet sig i en tilstand af enten forsætlig eller lykkelig uvidenhed.

Det Muslimske Broderskab skal tages på ordet

Ikke desto mindre fortsatte støtten fra USA. Udenrigsminister John Kerry mødtes med Morsi i marts, da han frigav 250 millioner dollar i amerikansk bistand, med løfter om mere i fremtiden.

USA kan kun have ageret som det har, fordi det ikke har taget Det Muslimske Broderskabs principper alvorligt. Det gør vi stadig ikke, hvilket forklarer de mange beklagelser over Morsis fald (den slags var markant fraværende, da Mubarak faldt på meget den samme måde).

Selv intelligente kommentatorer som Fouad Ajami kan udtale, at "da Obama-administrationen ikke kunne kalde statskuppet ved dets navn, udstillede vi vores manglende vilje til at hævde vores egen demokratiske overbevisning." Hvad for noget? Siden hvornår har vores demokratiske overbevisning krævet støtte til restaureringen af et parti, hvis principper er fjendtlige overfor denne overbevisning og det princip, der ligger til grund for demokratiet, nemlig, at alle mennesker er skabt lige?

Bernard Lewis forudsagde dette rod, da han udtalte, at hastværket med at få et tidligt valg efter Mubaraks fald ville føre til, som tilfældet var med lignende begivenheder i Weimar-republikken, en opstigning af de farligste elementer samfundet - det vil sige sejr for Det Muslimske Broderskab. I et interview med David Horowitz i Jerusalem Post advarede Lewis om, at den egyptiske diskurs stadig er "religiøst defineret", og at "det vestlige demokratis sprog for det meste er nyoversat og ikke forståeligt for de store masser." Hvor mange egyptere mener for eksempel, at koptere og muslimer, mænd og kvinder, troende og ikke-troende er ligestillede - for ikke at tale om jøder og muslimer?

At presse på for valg nu, advarede han, kunne føre til katastrofe, da kun de religiøse partier er godt nok organiserede til at drage fordel af det. (Lewis foretrak først at se udviklingen af lokale selvstyrende institutioner). Derfor sagde han: "Jeg kan ikke se valg efter vestligt mønster som svaret på problemet. Jeg ser det snarere som en farlig forværring af et problem. Valg efter vestligt mønster har ingen relevans overhovedet for situationen i de fleste mellemøstlige lande. Det kan kun føre i én retning, som det skete i [Weimar] Tyskland, for eksempel."

Han havde ret. Som man kunne forvente - da de først var kommet til magten, gik Det Muslimske Broderskab og Morsi metodisk i gang med at forsøge at monopolisere den. Morsi gav sig selv beføjelser, som en farao ville have misundt ham.

Den sudanesiske forfatter Al-Hajj Warraq havde fat i det helt rigtige under et egyptisk tv-interview sidste år. Han sagde:

"Demokrati handler om mere end blot valgurner. Demokrati er en kultur, der er indgraveret i hjernebokse snarere end stemmebokse. Man kan ikke tale om frihed i fravær af frie sjæle. Det arabiske forårs tragedie er, at da de tyranniske regimer faldt, blev frugterne høstet af bevægelser, der prædikede lukket snæversynethed snarere end fri tænkning. Resultatet vil blive regimer, der er værre end dem, der blev væltet."

Tilsyneladende var det egyptiske folk - i det mindste de 30 millioner, der gik på gaden for at demonstrere mod Morsi - enigt med ham. Det var USA desværre ikke.

Da Hosni Mubarak blev arresteret i 2011 efter hans fald, fik han ikke besøg af amerikanske senatorer i fængslet eller på fængselshospitalet. Hvorfor ikke? Han havde været USA's allierede i næsten tre årtier. Svaret er, at et sådant besøg ville have sendt et klart signal til det egyptiske folk om, at USA støttede Mubaraks tilbagevenden.

Hvorfor støtter amerikanere Det Muslimske Broderskab?

Ligeledes - hvordan forventedes det egyptiske folk at opfatte senatorerne McCain og Grahams besøg tidligere denne måned hos Mohammed Morsi under husarrest og, af alle, Broderskabets assisterende vejleder Khairat al-Shater, også under arrest? Ligegyldigt hvilke intentioner senatorerne McCain og Graham kan have haft, viste besøgenes koreografi tydeligt amerikansk støtte til en restaurering af Det Muslimske Broderskab.

Oven i dette har præsident Obama nu aflyst de længe planlagte militærøvelser med det egyptiske militær, for yderligere at udtrykke sin misbilligelse. Disse handlinger opmuntrer og ansporer naturligvis pro-Morsi oppositionen. På grund af dem, vil Broderskabet være mindre tilbøjeligt til at nå frem til et forlig med den nye regering.

Men forlig lå ikke i kortene under nogen omstændigheder. Det Muslimske Broderskab tænkte uden tvivl, at det, med sin magtovertagelse i Egypten - vel nok det vigtigste arabiske land - var godt på vej til at realisere sin ultimative drøm om ekspansion og genopbygning af kalifatet. Udbrud af arabisk forår andre steder i Mellemøsten trak også i den retning. At miste fodfæstet på magtens tinde i Egypten placerer derfor dets medlemmer i en kamp på liv og død.

Da denne kamp i sit væsen er nøjagtig lige så ideologisk som kampene i Weimar-republikken i 1930'erne eller kampene i det kejserlige Rusland i 1917, vil beklagelse af volden og opfordring til forsoning kun få USA til at synes naiv og totalt uden forbindelse med sandheden om, hvad der faktisk foregår. (Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater forstår, hvad der foregår, hvilket er grunden til, at de er villige til at komme op med 12 milliarder dollars til støtte for den nye regering. De er lettede over, at Broderskabets imperiale projekt, som de var bestemt til at blive ofre for, indtil videre er forpurret.)

I denne kamp om magten vil nogle vinde, mens andre vil tabe; men den er vigtig nok til, at begge parter er villige til både at give og tage liv for at nå deres mål. At stå og pylre ude på sidelinjen gør USA latterlig. I stedet for bare at beklage vold, bør vi vurdere karakteren af de moralske principper der animerer de to sider i konflikten og støtte den side, der ligger tættest på vore egne. Og ja, dette kan kræve valget af et mindre onde frem for et større.

Weimar-generalerne burde være gået mod Hitler

Desværre gik det tyske militær ikke imod Adolf Hitler, da han blev kansler i Tyskland i 1933. Havde det gjort således, ville Europa og USA have været sparet for en verden af ulykke. Hvis det var sket, ville den amerikanske regering så have forsøgt at gribe ind og insisteret på en genindsættelse af Hitler, der demokratisk var bragt i stilling af et flertal af det tyske folk? Ville vi have insisteret på, at vores demokratiske overbevisning krævede af os at gøre det? Disse spørgsmål besvarer sig selv.

Vi ville have været taknemmelige for, at det tyske militær gjorde det. På samme måde bør vi have en vis forståelse for, hvad det egyptiske militær har gjort for at redde dets land, og, i forbifarten, for at beskytte de amerikanske strategiske interesser i denne del af Mellemøsten.

Men hvad med overgangen til demokrati? Måske vil den nye regering være i stand til at tage skridt i den retning, men vil mest sandsynligt, inden for en overskuelig fremtid, ikke kunne gøre det. Det vil afhænge af de underliggende forhold, som Bernard Lewis og Al-Hajj Warraq talte om. Under alle omstændigheder - som Jean Kirkpatrick lærte os for længe siden: Et autoritært regime er altid at foretrække frem for et totalitært.

---

Robert R. Reilly er seniorforsker ved American Foreign Policy Council. Han har undervist på National Defense University og har skrevet til Wall Street Journal, National Review, Claremont Review of Books og Washington Post. Han har tjent i det Hvide Hus som Special Assistant for præsidenten (1983-1985) og var Senior Advisor for Information Strategy i Office of the Secretary of Defense (2002-06). Han er tidligere direktør for Voice of America og er medlem af bestyrelsen for Middle East Media Research Institute. Reilly er forfatter til Surprised by Beauty: A Listener’s Guide to the Recovery of Modern Music (2002). I 2010 udgav Intercollegiate Studies Institute hans bog, The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis. Hans seneste monografi, The Prospects and Perils of Catholic-Muslim Dialogue blev udgivet i 2013 af Faith and Reason Institute, The Westminster Institute og Isaac Publishing.

Denne korte biografi er hovedsageligt taget fra The Catholic World Report

---

Oversættelse: Bombadillo