I 2013 udgav Faith and Reason Institute (moderinstitutionen til The Catholic Thing) sammen med Westminster Institute en monografi, som jeg skrev, om mulighederne og farerne ved katolsk-muslimsk dialog [The Prospects and Perils of Catholic-Muslim Dialogue]. Heri undersøgte jeg de tre regionale bispekonferencers bestræbelser gennem halvandet årti på at engagere sig i en sådan dialog. Resultaterne var ikke opmuntrende.

Uforfærdet, ufortrødent og uvidende har Den Amerikanske Katolske Bispekonference (USCCB) hævet indsatsen ved at etablere en national katolsk-muslimsk dialog. Hvad kan vi forvente af den? Jeg er ked af at forudsige det: Yderligere forvirring.

Problemerne er flere: Ligesom de fleste amerikanere, er biskopperne næsten helt uvidende om islam. Derfor forstår de ikke den sammenhæng, som deres muslimske samtalepartnere taler ud fra. Et resultat er, at de praktiserer selvspejling, dvs. forstår muslimerne, som de gode biskopper forstår sig selv. En stor fejltagelse.

San Diegos biskop Robert W. McElroy gav for nylig et godt eksempel på dette ved San Diego Universitets Joan B. Kroc Institut for Fred og Retfærdighed. Catholic News Service omtalte begivenheden under overskriften: “Bishop challenges Catholics to combat ‘ugly tide of anti-Islamic bigotry'." ["Biskop udfordrer katolikker til at bekæmpe 'grim bølge af anti-islamisk bigotteri'"] Biskoppen sagde, at katolikker skal tale imod "fordrejninger af muslimsk teologi og lære om samfund og stat."

Hvad kan disse fordrejninger gå ud på? Tilsyneladende skal vi se med afsky på de "gentagne usandheder" om, at islam af natur er voldelig, at muslimer søger at erstatte den amerikanske forfatning med sharia-lov, og at muslimsk indvandring truer "det amerikanske folks kulturelle identitet".

Biskop McElroys dialogpartner denne aften var Sayyid Syeed, leder af Islamic Society of North America (ISNA). Hans navn var velkendt for mig, fordi han har været fast inventar i Midtvesten Katolsk-Muslimsk Dialog. Måske var biskoppen ubekendt med oprindelsen til ISNA, som blev født af Det Muslimske Broderskab, den ledende verdensorganisation for genoprettelse af kalifatet - hvis formål er indførelse af sharia.

Men man behøver ikke at tage mit ord for det.

Dr. Muzammil Siddiqi, også en hyppig dialogpartner for biskopperne og tidligere formand for ISNA, havde dette at sige i avisen Pakistan Link: "Vi må ikke glemme, at Allahs regler skal etableres i alle lande, og at alle vore bestræbelser bør gå i den retning. I 2001 skrev han: "Når først flere mennesker accepterer islam, inshallah, vil dette føre til iværksættelse af sharia på alle områder."

Dr. Zuhdi Jasser, grundlægger af American Islamic Forum for Democracy, fortæller, at hovedtaleren ved ISNA's årlige kongres i 1995, Imam Siraj Wahhaj, opfordrede til udskiftning af den amerikanske forfatning med Koranen. Det er ikke underligt, at Dr. Jasser begræder, hvad han kalder det "uheldige forhold mellem katolsk lederskab og ISNA". (Det er klart, at dr. Jasser ikke ville være en god dialogpartner.)

Mens han anerkendte den forfærdelige situation for kristne i Mellemøsten, roste biskop McElroy tilsyneladende islams respekt for "Bogens Folk". I dette blev han ivrigt sekunderet af sin dialogpartner, Mr. Syeed, som ifølge CNS sagde, at det første årtusinde var præget af positive relationer mellem kristendom og islam, men at alt ændrede sig i det efterfølgende årtusinde, som omfattede korstogene.

Dette er et interessant perspektiv på historien.

I år 650 e.Kr. beherskede muslimer Irak, Syrien, Libanon, Palæstina og Egypten, som alle havde været kristne lande, hvis indbyggere blev degraderet til den undergivne status af dhimmier. Mindre end et århundrede senere, havde islam bredt sig til Nordafrika og Spanien - alt sammen indenfor det første årtusinde med "positive relationer". Ingen af disse steder ankom muslimerne fredeligt.

Jeg foreslår, at biskopperne gør Bat Ye'ors bog, The Decline of Eastern Christianity under Islam: From Jihad to Dhimmitude, til obligatorisk læsning, så de kan tale præcist om islams respekt for "Bogens Folk" i det første årtusinde og derefter. På baggrund af denne historie, er det så urimeligt at antage, at der er noget "iboende voldeligt" i islam?

Mr. Syeed fortsatte med at sige, at - i det andet årtusinde - "de to trosretninger opdelte verden i et 'Islams Hus' og et 'Kristendommens Hus'". Faktisk blev opdelingen foretaget længe før - af islam - som skabte sondringen mellem Dar al-Islam [Islams Hus] og Dar al-Harb [Krigens Hus], med den kristne verden beskrevet som "Krigens Hus".

Men måske er denne skelnen udtjent og forældet? Omtrent samtidig med biskop McElroys tale, erklærede imam Shaban Sherif Mady i en fredagsprædiken i Edmonton, Alberta: "Glæd jer til det, fordi Profeten Muhammed sagde, at Rom ville blive erobret! Den vil blive erobret. Konstantinopel blev erobret. Rom er Vatikanet, selve hjertet af den kristne stat."

Hvem er det, der misforstår islam her, imamen eller biskoppen? (Jeg udelader Mr. Syeed, fordi han næppe kunne nægte, at Muhammed sagde dette.)

Med andre ord er begivenheden på San Diego Peace Institute et mikrokosmos for, hvad der i almindelighed går galt i katolsk-muslimske dialoger, når de udføres af biskoppernes konferencer. Ingen af de mange muslimske intellektuelle reformatorer, som jeg har samarbejdet med gennem årene, er nogensinde blevet inviteret til en sådan dialog. For det meste behøver kun islamistiske organisationer at ansøge.

Dette fremmer legitimeringen af Det Muslimske Broderskabs kloner og tilsidesætter de virkelige stemmer for muslimsk reform. Og fordi de normalt opfatter stoffet forkert, ender disse "dialoger" med at sprede misforståelser snarere end at fjerne dem.

Da intet interesserer muslimerne mindre end, hvad katolikker siger om islam, er katolikkerne de eneste, der bliver forvirrede af disse "dialoger". Som et motto for USCCB's nye nationale dialog, foreslår jeg ordene af Benedikt XVI om, at "sandhed gør konsensus mulig", og samtidig, at nonsens gør den umulig.

Ifølge en CNS-rapport fra sidste uge sagde biskop McElroy, at vreden, der dominerer det nuværende politiske klima, er et tegn på afmagt og følelsen af ikke at blive hørt af eliten. Biskop McElroy er en del af denne elite. Lytter han?

---

Robert R. Reilly er seniorforsker ved American Foreign Policy Council. Han har undervist på National Defense University og har skrevet til Wall Street Journal, National Review, Claremont Review of Books og Washington Post. Han har tjent i det Hvide Hus som Special Assistant for præsidenten (1983-1985) og var Senior Advisor for Information Strategy i Office of the Secretary of Defense (2002-06). Han er tidligere direktør for Voice of America og er medlem af bestyrelsen for Middle East Media Research Institute. Reilly er forfatter til Surprised by Beauty: A Listener’s Guide to the Recovery of Modern Music (2002). I 2010 udgav Intercollegiate Studies Institute hans bog, The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis. Hans seneste monografi, The Prospects and Perils of Catholic-Muslim Dialogue blev udgivet i 2013 af Faith and Reason Institute, The Westminster Institute og Isaac Publishing.

Denne korte biografi er hovedsageligt taget fra The Catholic World Report

---

Oversættelse: Bombadillo