Jeg har – indtil for få år siden - tilbragt det meste af mit liv i Den Islamiske Republik Iran og Syrien. Nu hvor jeg lever i Vesten, er jeg lamslået over alle misforståelserne og de vildledende oplysninger om islam, der hersker her. Det forekommer mig, at dette skyldes en stor propagandakampagne, der udgår fra forskellige platforme, lige fra de dominerende venstredrejede medier til vestlige muslimske lærde, der aldrig har levet i et islamisk land, men kun læst bøger udgivet i Vesten. Venstreorienterede er hjernevaskede til at se Vesten som forbryderen og muslimerne som ofrene.

At dække alle misforståelserne ville kræve hundredvis af bøger, så i denne artikel vil jeg kun behandle sandheden om hijab og de vildfarelser, som almindelige mennesker i Vesten bliver lært om tilsløring, muslimske kvinder og ideen om at være offer.

(Jeg har dækket andre sandheder og aspekter af islam i min erindringsbog, Allah: A God Who Hates Women.)

To af mine egne søstre er gået igennem faserne forbundet med at bære hijab. Jeg tror, at undertrykkelsen og dominansen af kvinder i den muslimske verden begynder med beklædningsnormerne – at bære tørklæde eller hijab; at bære vide klæder, chador; og at skjule kroppen. Med andre ord giver religionen islam mænd mulighed for at dominere kvinder med sharia-lov, som tager en kvindes krop i besiddelse fra det øjeblik hun bliver født.

På overfladen ser en løs klædedragt, et tørklæde eller hijab bare ud som et stykke stof. Men i virkeligheden er magten i dette stykke stof til at dominere ekstraordinær. Ideen er, at når jeg først kan kontrollere din krop, og når jeg først kan lægge grænser for din krop, så ejer jeg dig dybest set.

Jeg tror og har personligt været vidne til, at dette at bære tørklæde og iføre sig løse klæder ikke har noget at gøre med guddommelige religiøse regler, som nogle uvidende imamer eller muslimer forsøger at fremme. Hijab er det første afgørende skridt i retning af at besidde en kvinde og gøre hende til en tilhænger af islam.

Jeg argumenterer for, at processen med at påtvinge kvinder hijab og få det til at føles naturligt for dem, sker gennem flere institutionelle og psykologiske trin.

Første fase: Indoktrinering

Den første fase består i at få puttet ideen om at skjule sit hår og sin krop ind i hovedet på en kvinde. Indoktrineringsprocessen begynder fra det øjeblik, en lille pige bliver født.

Et konkret eksempel er mine søstre. De blev tvunget til at bære hijab i en alder af 8 i skolerne i Den Islamiske Republik Iran og i Syrien. Så selv før pigerne når en alder, hvor de kan træffe beslutninger, før de kan skelne rigtigt fra forkert, bliver de indoktrineret til at skjule deres krop. Fra alderen 3 eller 4 bliver de gentagne gange fortalt om de "dejlige" ting, der vil ske for dem, når de bærer deres hijab, og hvordan de vil være gode piger og blive behandlet som modne piger, når de skjuler deres krop.

Anden fase: Den overfladiske glæde

Jeg kalder den anden fase for den overfladiske glæde. I de fleste tilfælde efterfølges den første fase med at forbinde falsk glæde med handling; med andre ord er dette fasen, hvor dårlig eller smertefuld handling forbindes med overfladisk glæde og lykke.

For eksempel er der ceremonier for den lille pige, når hun bærer hijab. Disse ceremonier udføres i skoler og ofte også i hjemmet. Psykologisk set bliver ceremonien med at bære hijab dygtigt, institutionelt og systematisk orkestreret i skolerne for at få pigerne til at føle, at disse handlinger med at skjule sin krop og lytte til mænd fremkalder lykke.

Nogle muslimske kvinder bliver hængende i disse to faser i resten af deres liv.

Hvis du for eksempel ser visse muslimske kvinder i Vesten eller Østen, der bærer tørklæde og stolt argumenterer for og roser sig af, at de bærer det lykkeligt baseret på egen beslutning, så er de faktisk uvidende om, at de underbevidst blev hjernevasket fra fødslen, og at de ubevidst er spærret inde i de førnævnte to faser. Men da mennesket normalt ikke er bekendt med de af deres underbevidste tanker, der blev dannet, mens de var børn, tror de fleste af disse kvinder, at dette er, hvad de ønsker.

Mere grundlæggende er det afgørende at påpege, at der også findes de muslimske kvinder, især i Vesten, der får en anden slags overfladisk glæde af at bære tørklæde, vide klæder eller hijab, selv i brændende varmt vejr. Disse overfladiske glæder er opmærksomhed, materielle gevinster, offentlig sympati og en følelse af at være offer. De elsker opmærksomheden fra primært de venstreorienterede (hvad enten det er fra almindelige mennesker, myndigheder eller medier), samt de materielle gevinster, der følger med.

Mange vestlige statslige og ikke-statslige institutioner vil måske også foretrække at ansætte en muslimsk kvinde, der bærer et tørklæde, frem for andre kvinder, eller give en kvinde iført hijab flere bonusser, fordi de frygter at blive sagsøgt for diskrimination.

Tredje fase: Terror

Den tredje fase identificerer jeg som påføring af rædsel. I det øjeblik de to faser er opfyldt – dvs. med at indoktrinere og at skabe forbindelse mellem overfladisk glæde og hijab og tildækning af kroppen - begynder den næste fase, som består i at indsætte rædsel og frygt i pigen med det formål at fæstne og cementere handlingen.

Dette gælder for de muslimske kvinder, der bærer hijab, men ikke roser sig af at bære det; disse kvinder har været igennem denne tredje fase.

Pludselig skifter ceremonien til den virkelige skildring af Allah, Khoda (på persisk) – til den muslimske gud, skabt af muslimske mænd. Allah bliver en bøddel, en undertrykker og en diktator.

Samfundet fortæller pigerne, som det fortalte mine søstre, at hvis I tager jeres hijab, tørklæde, chador, etc. af, og hvis I viser jeres hår for mennesker, så vil Allah eller Khoda hænge jer i jeres hår i milliarder af år. Når I dør eller når alle jeres hår er trukket ud pga. hængningen, vil Allah gøre jer levende igen eller give jer nyt hår, og hænge jer i jeres hår igen og igen. Hvis I siger jeres ægtemænd imod, vil Allah hænge jer i jeres tunge. Allah vil gentagne gange brænde jer, hvis I viser jeres krops form for andre end jeres mænd. Allah vil tage alt fra jer i dette liv og efterlivet. Truslerne bliver ved og ved. Disse små piger læres at frygte Allahs straf. (En af mine søstre havde mareridt i mange år efter at de lærte hende disse ting i skolen.)

Hijab blev pålagt fra starten for at vise kvinder, at de er andenrangsborgere, at mænd kontrollerer deres kroppe, at mænd kan tvinge dem til at bære, hvad mændene ønsker, at de ikke har frihed, at Allah udelukkende har skabt dem for at behage deres mænd, at de kun kan tage deres hijab af i soveværelset, at de kun er sexobjekter for deres mænd, at de ikke har lov til at kommunikere med andre mennesker, at de er spærret inde, at de er afskåret fra resten af verden, osv., osv. ... De bliver slaver for Allah og andre mænd.

Den sidste fase: Frigørelse, oplysning og frihed.

Endelig går nogle kvinder videre fra fase tre til den afsluttende fase ved at gøre oprør. Jeg kalder denne fase frigørelse, oplysning og frihed.

Hvis islams undertrykkende og restriktive love går for vidt og bliver allestedsnærværende og uudholdelige, vil nogle kvinder gøre modstand og blive oplyst. (Dette scenario vil mest sandsynligt ske for kvinder, der lever i et land, hvor religion styrer staten – i et teokrati som fx Den Islamiske Republik Iran - og hvor staten pålægger sharia-lov. I sekulære lande, fx vestlige lande eller muslimske lande hvor regeringen for det meste er sekulær, er muslimske kvinder faktisk tilbøjelige til at blive mere "islamiske". Jeg diskuterer årsagerne i min bog.)

De få kvinder, der gør oprør, går imod al den indoktrinering, de har været udsat for siden deres fødsel, og nogle gange protesterer de helt uanset konsekvenserne.

Dette er den virkelige sandhed bag hijab og tildækningen af kroppen, som venstreorienterede er nødt til at forstå, hvis de virkelig tror på værdier som menneskerettigheder, social retfærdighed, frihed og demokrati.

---

Dr. Majid Rafizadeh er en iransk-amerikansk politolog, forfatter, erhvervsrådgiver og offentlig taler. Han er præsident for The International American Council og sidder i bestyrelsen for Harvard International Review (Harvard University). Rafizadeh, som er Harvard-uddannet, er vokset op og har tilbragt det meste af sit liv i muslimske lande (både sunni- og shia-lande). Han er forfatter til erindringsbogen: “A God Who Hates Women” og den nye erindringsbog: The Muslim Renegade: A Memoir of Struggle, Defiance and Enlightenment. Dr. Rafizadeh kan kontaktes på Dr.Rafizadeh@post.harvard.edu. Følg ham på @Dr_Rafizadeh.

---

Oversættelse: Bombadillo