Tolerance i islam
Af M. Rafiqul-Haqq og P. Newton
Oversættelse af: Tolerance in Islam
Kilde: Answering Islam, 1996
Udgivet på myIslam.dk: 5. juli 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

"Der er ingen tvang i religionen." (Koranen 2:256)

Dette koranvers bruges af muslimer til at forsvare sig mod anklagen om, at islam er en intolerant religion. Beskyldningen om intolerance har plaget muslimer overalt siden islams begyndelse. Er denne beskyldning velbegrundet eller er den forkert?

For at besvare dette spørgsmål skal vi se på, hvad de muslimske lærde har sagt om sagen, og om dette vers i særdeleshed. Vi vil også se på nogle historiske kendsgerninger, der har forbindelse hermed.


Ingen tvang - hvornår?

Om verset: "Der er ingen tvang i religionen," sagde den lærde Nahas:

"De lærde var uenige om Koranen 2:256. Nogle sagde: 'Det er blevet abrogeret [ophævet], for Profeten tvang araberne til at antage islam og bekæmpede dem og accepterede ikke noget alternativ til deres overgivelse til islam.' Det ophævende vers er Koranen 9:73: 'Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem!' Muhammed bad Allah om tilladelse til at bekæmpe dem, og den blev givet! Andre lærde sagde, at Koranen 2:256 ikke er blevet ophævet, men har en særlig anvendelse. Det blev åbenbaret angående Bogens folk [jøderne og de kristne]; de kan ikke tvinges til at antage islam, hvis de betalter jizya (dvs. hovedskatten på frie ikke-muslimer under muslimsk styre). Det er kun afgudsdyrkerne, der er tvunget til at antage islam og for dem gælder Koranen 9:73. Det mener Ibn Abbas, hvilken er den bedste opfattelse på grund af ægtheden af dens kæde af autoritet." [1]

Ved at undtage jøderne og de kristne fra ophævelsen af Koranen 2:256 kan de muslimske lærde enes om, at afgudsdyrkerne kan tvinges med magt til at antage islam. Det er klart, at uanset om Koranen 2:256 blev ophævet eller ej, så indrømmer de lærde helt naturligt den historiske kendsgerning, at "Profeten tvang araberne til at antage islam og bekæmpede dem og accepterede ikke noget alternativ til deres overgivelse til islam."


Retfærdiggørelsen for tvang

De muslimske teologer var nødt til retfærdiggøre denne tvang. Her er grunden, givet af en berømt lærd:

"'Ingen tvang' er en fordømmelse af at tvinge folk til at gøre fortræd i almindelighed, men at tvinge folk til sandheden er en religiøs pligt. Bliver den vantro dræbt af nogen anden grund end hans religion? Profeten sagde: Jeg er blevet befalet at kæmpe mod folk, indtil de bevidner, at ingen har ret til at blive tilbedt andre end Allah. Denne hadith er taget fra Allahs ord: 'Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Allahs!' (Koranen 2:193).
Hvis nogen spørger, hvordan folk kan blive tvunget til sandheden, når den blotte tvang vidner om en krænkelse af den tvungnes vilje? Det første svar er, at Allah sendte Muhammed, der kaldte folk til Ham, viste vejen til sandheden og led megen skade ... indtil beviset for Allahs sandhed blev klart (...) og Hans apostel blev stærk, hvorefter Han beordrede ham til at kalde folk med sværdet (...) for der er ikke længere nogen undskyldning efter at være blevet advaret. Det andet svar er, at folk først bliver taget og tvunget, men når islam bliver fremherskende (...) og de blandes og får venner (...) styrkes deres tro og bliver til sidst oprigtig." [2]

Ifølge det ovenstående:

1. Muslimer tror, at de har ret til at tvinge folk til at acceptere islam, fordi den er sandheden.

2. Muslimer tror, at Muhammed blev givet en guddommelig befaling til at kæmpe mod folk, ikke i selvforsvar eller af økonomiske eller politiske grunde, men fordi folk ikke tilbeder den gud, som Muhammed tilbad.

3. Den ovennævnte lærde havde ingen respekt for menneskets frie vilje. For ham er det berettiget at tvinge islam på folk, hvis de senere vil blive muslimer. Det er derfor ikke en overdrivelse at sige, at sværdet er Allahs sidste ord.


Ophævede vers

Koranen 2:256 er ikke det eneste vers, der taler om tolerance og som er blevet "ophævet". Vi finder andre vers, der taler om tolerance i tidlig islam; Koranen 2:62 for eksempel:

"De, der tror, og de, der er jøder, kristne og sabier; de, der tror på Allah og den yderste dag og handler ret, de vil få deres løn hos deres Herre. De skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede." (Koranen 2:62)

Og et andet lignende vers:

"De, der tror, og de, der er jøder, sabier og kristne; de, der tror på Allah og den yderste dag og handler ret, de skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede." (Koranen 5:69)

Disse vers blev ophævet [3] af det følgende:

"Hvis nogen ønsker sig en anden religion end overgivelsen til Allah [islam], så bliver den ikke godtaget fra ham; i det hinsidige vil han være en af de fortabte." (Koranen 3:85)

Ibn Hazm al-Andalusi, forfatteren til An-Nasikh wal-Mansukh, fortæller os, at der er 114 vers, der taler om tolerance i tidlig islam, men at de alle blev ophævet af ét vers: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, ..." (Koranen 9:5), før Muhammeds død. [4] Vi nævner her nogle af de ophævede vers:

"...Vær derfor smukt overbærende. (Koranen 15:85)
"...Tal venligt til folk! ..." (Koranen 2:83)
"Hvis din Herre ville, troede alle på jorden. Vil du tvinge menneskene til at tro?" (Koranen 10:99)
"I har jeres religion, og jeg har min." (Koranen 109:6)

Alle de ovenstående vers er blevet ophævet af Koranen 9:5.

Ibn Hazm al-Andalusi skrev også:

"'Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Allah elsker ikke dem, der begår overtrædelser.' (Koranen 2:190) Ifølge Gafar ar-Razi, fra Rabi Ibn Ons, fra Abil-Aliyah, som sagde: Dette er det første vers, der blev åbenbaret i Koranen om at kæmpe i Madina. Da det blev åbenbaret plejede profeten at kæmpe mod dem, der kæmpede mod ham og undgå dem, der undgik ham, indtil sura 9 blev åbenbaret. Og således er opfattelsen af Abd ar-Rahman Ibn Zayd Ibn Aslam, der sagde, at dette vers blev annulleret af 9:5: 'Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!'" [5]

Ikke alle forskere dog enige om, at disse vers er blevet ophævet. De erkender, at dette at ophæve sine egne befalinger er uværdigt for Guds karakter. For eksempel ser dr. Sobhy as-Saleh, en nutidig akademiker, ikke i K. 2:256 og K. 9:73 et tilfælde af ophævelse, men et tilfælde af forsinkelse eller udsættelse af ordren om at bekæmpe de vantro. Til støtte for sit synspunkt citerede han imam Suyuti, forfatteren til ​​Itqan Fi Ulum al-Quran, der skrev:

"Befalingen til at bekæmpe de vantro blev udsat indtil muslimerne var blevet stærke, men da de var svage, blev de befalet at holde ud og være tålmodige." [6]

I en fodnote roser dr. Sobhy en udtalelse fra en lærd ved navn Zarkashi, der sagde:

"Allah den mest ophøjede og vise åbenbarede for Muhammed i hans svage tilstand, hvad der passede til situationen, på grund af hans barmhjertighed mod ham og hans tilhængere. For hvis Han gav dem befalingen til at kæmpe, mens de var svage, ville det have været pinligt og særdeles vanskeligt, men da den Allerhøjeste gjorde islam sejrende befalede Han ham med, hvad der passede til situationen, dvs. at bede Bogens Folk om at blive muslimer eller at betale den pålagte skat, og bede de vantro om at blive muslimer eller se døden i øjnene. Disse to muligheder, at kæmpe eller at have fred, vender tilbage alt efter muslimernes styrke eller svaghed." [7]

Vi kan se, at uanset om K. 2:256 blev ophævet eller K. 9:73 blev udsat, er resultatet det samme: De vantro skal antage islam eller se døden i øjnene i hænderne på islams troende.

Den autentiske hadith bekræfter ovenstående. I hadith-samlingen kendt som Sahih al-Bukhari er der et kapitel med overskriften: "Allahs erklæring: 'Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå!' (9:5)." I dette kapitel bringer al-Bukhari følgende hadith:

"Fortalt af Ibn Umar: Allahs Apostel sagde: Jeg er blevet befalet at kæmpe mod folk, indtil de bevidner, at ingen har ret til at blive tilbedt andre end Allah, og at Muhammed er Allahs Apostel, og beder bønnerne perfekt og giver den obligatoriske almisse; så hvis de udfører alt dette, vil de redde deres liv og ejendom fra mig undtagen fra islamiske love, og derefter vil deres regnskab (mellemværende), blive ført af Allah." [8]

I kapitlet: "Paradis er under sværdenes klinger", nævner al-Bukhari følgende hadith:

"Vores profet fortalte os om vor Herres budskab, at '... enhver af os, der bliver dræbt, vil komme i Paradis.' Umar spurgte profeten: 'Er det ikke sandt, at rene mænd, der bliver dræbt, vil komme i Paradis, og at deres (dvs. hedningenes mænd) vil komme i (Helvedes-) ilden?' Profeten sagde: 'Jo'." [9]

Al-Bukhari nævner også, at Muhammed sagde: "Vid, at Paradis er under sværdenes klinger." [10]

Vi kan se, at al-Bukharis autentiske hadither bekræfter og lovpriser forestillingen om at tvinge de vantro til at antage islam med magt.


Nutidige opfattelser

Dr. M. Khan, oversætteren af Sahih al-Bukhari til engelsk, havde dette at sige i indledningen til sin oversættelse:

"Allah åbenbarede i sura Bara'at (Omvendelse, IX) ordren om at sige sig fri af (alle) forpligtelser (pagter osv.), og befalede muslimerne at bekæmpe alle hedningene såvel som Skriftens Folk (jøder og kristne), hvis de ikke ville antage islam, indtil de betaler jizya (en skat på jøder og kristne) med villig underkastelse og føler sig underkuet (som det er åbenbaret i 9:29). Så muslimerne fik ikke lov til at opgive "kampen" mod dem (hedninge, jøder og kristne), og at forsone sig med dem, og at indstille fjendtlighederne mod dem for en ubegrænset periode, mens de selv er stærke og har evnen til at kæmpe mod dem. Så i første omgang var "kampen" forbudt, så blev den tilladt, og derefter blev den gjort obligatorisk." [11]

Dr. M. Khan fortæller os på en meget ligefrem måde, at Allah - med det ene vers, K. 9:5 - beordrede Muhammed til at annullere alle pagter og bekæmpe hedningene og jøderne; selv de kristne, om hvem Koranen tidligere havde talt som følger: "... du finder, at de, der er mest venligt stemt overfor dem, der tror, er dem, der siger: 'Vi er kristne'." (Koranen 5:82) Her er en klar tilståelse fra Koranen om de kristnes kærlighed til muslimerne på Muhammeds tid.

Vi vil gerne henlede læsernes opmærksomhed på det faktum, at mens Allah befalede Muhammed at kæmpe selv dem, der elskede muslimerne, så befalede Kristus sine disciple at elske deres fjender:

"I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer (...). Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvilken løn kan I så vente?" (Matt 5:43-46)

I strid med ovennævnte befaling, har såkaldte kristne begået mange grusomheder gennem historien. Kristus lærte aldrig sine tilhængere at bekæmpe deres fjender, men at elske dem. Allah og Muhammed, derimod, befalede muslimer at annullere alle traktater og bekæmpe selv deres venner.

Dr. Khan fortsatte:

"Mujahideen, der kæmper mod Allahs fjender for at tilbedelsen helt skal rettes mod Allah (alene og ikke mod nogen anden guddom), og at Allahs ord skal være højest (dvs. ingen har ret til at blive dyrket undtagen Allah og Hans religion islam)." [12]

Og Allahs erklæring er tilstrækkelig til at vise betydningen af ​​jihad i denne sag:

"I, der tror! Skal jeg udpege en handel for jer, som vil frelse jer fra en pinefuld straf? [At] I tror på Allah og Hans udsending [Muhammed], og kæmper for Hans sag med jeres ejendom og jeres liv. Det er det bedste for jer, hvis I blot vidste det. Så vil Han tilgive jer jeres synder, og lade jer træde ind i haver med rindende floder og i dejlige boliger i Edens haver. Det er den vældige sejr." (Koranen 61:10-12)

I et nutidigt islamisk tidsskrift læser vi følgende:

"Her vil vi henlede vesterlændinges opmærksomhed på, at islam og alle sande religioner af to grunde ikke kan påtvinges mennesker. For det første er der - efter alle de klare beviser, de logiske overvejelser og åbenbare mirakler - ikke behov for magt overhovedet. Kun det menneske, der mangler logik og bevis, ville ty til magtanvendelse. Men den guddommelige religion har en meget sund logik og stærkt bevis. For det andet kan magt og sværdet kun påvirke legemer, ikke ideer og overbevisninger."

Til dette punk, er argumentet sundt og logisk, og ingen kan indvende noget imod det. Men lyt til resten af erklæringen:

"Faktisk søger islam at anvende militær magt i tre situationer:
1. Med henblik på at udrydde polyteisme og afgudsdyrkelse. For islam betragter ikke afgudsdyrkelse som en form for religion, men som en afvigelse, en sygdom og en myte. Islam mener, at en gruppe mennesker ikke bør have lov til at betræde afvigelsens og mytens vej, men at de bør stoppes. Derfor kaldte islam afgudsdyrkerne til Allahs enhed, og hvis de ikke lyttede, ville der blive anvendt magt, så afguder ville blive smadret og templer ødelagt. Islam forsøgte at forhindre enhver tilsynekomst af afgudsdyrkelsens elementer for at ødelægge kilden til denne åndelige og psykiske sygdom.
2. For at imødegå dem, der plotter for at udrydde islam. I disse tilfælde er der påbud om at føre defensiv jihad og at bruge magt.
3. For at opnå frihed til at kalde til religion. For enhver religion bør have ret til at udbrede sin lære på en logisk måde, og - hvis nogen forsøger at forhindre dette - at tage denne ret med våbenmagt." [13]

Kunne forklaringen på ​​tankespringet i ovenstående ord være, at de er værket af to forfattere, hvoraf den ene mener, at "Kun det menneske, der mangler logik og bevis, ville ty til magtanvendelse"; og den anden forfatter tydeligvist mangler denne logik, men lidenskabeligt tror på muslimers ret til at bruge magt?


Tvang hele vejen igennem

Al-Ghazali (død AH 505, dvs. 1111 e.Kr.), der fik titlen "hoggat al-Islam, der betyder islams klippe", er ikke - omkring fem århundreder efter Muhammeds tid - undskyldende, når han understreger brugen af magt i bevarelsen og udbredelsen af islam:

"Efter Muhammeds død, betragtede miraklets [Koranens] mand og sandhedens og fællernes apostel - idet han frygtede islams svækkelse, faldet i antallet af dens tilhængere og massernes tilbagevenden til deres tidligere vantro - hellig krig og at invadere andre lande for Allahs skyld, at smadre ansigterne på de vantro med sværdet og bringe folk ind i Allahs religion, som den mest værdige af alle opgaver og bedre end alle videnskaber." [14]

Hvad al-Ghazali henviser til i dette citat er kendt som frafaldskrigene eller ridda-krigene (hurub ar-Riddah), som foregik på Abu Bakrs tid, da de arabiske masser afviste islam og måtte bringes tilbage med sværdet. Disse krige (ikke én krig) varede næsten to år (632-634 e.Kr.). Dette er en historisk kendsgerning. Nogle moderne forfattere vil have os til at tro, at disse krige var af økonomisk og politisk karakter, men historikere fortæller os noget andet. Historikeren Ibn Ishaq citerede Aisha, Profetens hustru, der sagde:

"Da Profeten døde afviste araberne islam og indsugede jødedommen og kristendommen og Nifaqs Stjerne." [15]

Desuden betyder ordet ridda, der beskriver krigene, "frafald", og således, på grund af denne religiøse terminologi, gør krigene genkendelige som af religiøs oprindelse. Hvis disse arabere villigt havde accepteret islam, hvorfor afviste de den så, da islams profet døde? En moderne forfatter indrømmede, at araberne blev tvunget til at antage islam. Han skrev:

"Det er vigtigt at bemærke, at indbyggerne på den arabiske halvø oprindeligt ikke accepterede islam villigt og oprigtigt. Dette forklarer apostasiens (riddaens) kraft efter Profetens død (...). Araberne i randen af ​​halvøen, der var nyomvendte til islam, nægtede at betale skat, nogle gjorde oprør mod islamisk styre, mens andre afviste islam. Befolkningen i Mekka var i færd med at afvise islam, ja de ville, indtil Attab Ibn Osayd truede dem (...) og havde det ikke været for Sohayl Ibn Amr, som tvang dem, ville de ikke være vendt tilbage til islam." [16]

Det er en historisk kendsgerning, at uden disse krige ville de stammer, der afviste islam, være forblevet ikke-muslimer. Var disse krige handlinger af religiøs tolerance? Disse krige står i historien som det bedste eksempel på religiøs intolerance begået af islam.

Brugen af ​​sværdet i udbredelsen af ​​islam bekræftes af følgende udsagn fra læberne af den berømte lærde al-Ghazali:

"Ligesom skolastisk teologi bruges for tænkende mennesker om sandheden, således bruges sværdet for de vantro efter at have informeret dem om sandheden (...) så ligesom det ikke kan siges, at sværdet var Muhammed mest veltalende argument, kan det heller ikke siges, at skolastisk teologi er den ultimative videnskab." [17]

Vi har set tidligere, at sværdet var Allahs sidste ord, og ifølge ovenstående erklæring var sværdet (bortset fra skolastisk teologi) Muhammed mest veltalende argument.

Den mest sigende vurdering af hele spørgsmålet, der bekræfter centraliteten af sværdet i islam, kommer fra en moderne lærd, der skrev i al-Azhar, som er det mest berømte tidsskrift i den muslimske verden:

"Hellig krig (jihad) er et arabisk dyd og en guddommelig forpligtelse: Muslimen er altid bevidst om, at hans religion er en koran og et sværd (...) muslimen er således for evigt en kriger." [18]

Med denne påstand smelter Koranen, hadith, islams historie, ældre og moderne lærde sammen i enighed.


Noter

[1] al-Nahas, An-Nasikh wal-Mansukh, s. 80. Se også Ibn Hazm al-Andalusi, An-Nasikh wal-Mansukh, Dar al-Kotob al-Elmeyah, Beirut, 1986, s. 42.

[2] Abu Bakr Mohammad Ibn Abd Allah, kendt som Ibn al-Arabi, Ahkam al-Qur'an, bind 1, s. 232-234.

[3] Ibn Hazm al-Andalusi, An-Nasikh wal-Mansukh, Dar al-Kotob al-Elmeyah, Beirut, 1986, s. 19.

[4] Ibid., s. 12-18.

[5] Ibid, s. 27.

[6] Sobhy as-Saleh, Mabaheth Fi Ulum al-Quran, Dar al-Ilm Lel-Malayeen, Beirut, 1983, s. 269.

[7] Ibid, s. 270

[8] Sahih al-Bukhari, engelsk oversættelse, bind 1, hadith nr. 24

[9] Ibid., bind 4, s. 55

[10] Ibid., bind 4, s. 55

[11] Dr. M. Mohsin Khan, i introduktionen til hans engelske oversættelse af Sahih al-Bukhari, s. xxiv.

[12] Ibid, s. xxv

[13] Australian Muslim Times, "Behind Misconceptions" af Sayyed Hashem Nasserallah, 19/4/91, s. 9.

[14] Ihya Uloum ed-Din by al-Ghazali, Dar al-Kotob al-Elmeyah, Beirut, bind V, s. 35.

[15] Ibn Hisham, As-Sirah, 4:316.

[16] Omar Abun-Nasr, Al-Hadarah al-Amawiyah al-Arabiyah, s. 132.

[17] Ihya Uloum ed-Din by al-Ghazali, Dar al-Kotob al-Elmeyah, Beirut, bind V, s. 35.

[18] Al-Azhar magazine, Cairo, åbningsartiklen af Ahmad Hasan az-Zayat, august 1959.




Oversættelse: Bombadillo