De historiske rødder til "politisk korrekthed"
Af Raymond V. Raehn
Oversættelse af: The Historical Roots of "Political Correctness"
Kilde: Arkansas Council of Conservative Citizens,
Udgivet på myIslam.dk: 3. september 2015

Amerika som nation er nu domineret af et fremmed system af overbevisninger, holdninger og værdier, der er blevet kendt som politisk korrekthed. Denne søger at påtvinge ensartethed i tanke og adfærd blandt alle amerikanere, og er derfor totalitær af natur. Den har sine rødder i den marxistiske ideologi, som i form af kulturmarxisme kræver en radikal omvending af den fremherskende traditionelle kultur for at opnå en social revolution. Denne form for social revolution blev af Karl Marx set som en omvending af den sociale orden og en tilsvarende omvending af magtstrukturen.

Social revolution har en lang historie, der involverer en række forskellige kræfter, der kan tænkes at være blevet inspireret af Platons republik [beskrevet i bogen Staten, o.a.]. Men det var den franske revolution i 1789, der sandsynligvis inspirerede Karl Marx at gøre, hvad han gjorde i det 19. århundrede. I det 20. århundrede var det den bolsjevikiske revolutions succes i 1917 i Rusland, der startede en bølge af optimistisk forventning blandt de marxistiske kræfter i Europa og Amerika om, at den nye proletariske verden af lighed, populariseret af Karl Marx, endelig var på vej som fremtidens bølge. Rusland, som det første kommunistiske land i verden, ville føre de revolutionære kræfter til den endelige sejr.

De marxistiske revolutionære kræfter i Europa kunne ikke holde sig tilbage. De greb denne lejlighed til at lede de proletariske arbejdere ind i den forjættede nye verden. Der var en kommunistisk Spartacus-opstand i Berlin, Tyskland, ledet af Rosa Luxemburg; der var oprettelsen af en bayersk sovjet i Tyskland, ledet af Kurt Eisner; og der var en ungarsk sovjet [Den Ungarske Rådsrepublik, o.a.], oprettet af Bela Kun i 1919. På det tidspunkt var der stor bekymring for, at hele Europa snart ville blive underlagt bolsjevismens banner.

Denne følelse af forestående undergang blev levende næret af Trotskijs Røde Hærs invasion af Polen i 1919, der forventedes at indlede de sovjetiske væbnede styrkers triumferende erobring af hele Vesteuropa i alliance med lokale kommunister; alt sammen i overensstemmelse med Lenins plan.

Den Røde Hærs invasion blev besejret af polske styrker i slaget ved Vistula i 1920, og hverken Spartacus-forbundet, den bayerske sovjet eller den ungarske sovjet kunne vinde bred støtte blandt arbejderne og efter en kort tid, blev de alle afsat af oppositionen. Disse begivenheder skabte et dilemma for de marxistiske revolutionære i Europa. Ifølge marxistisk økonomisk teori skulle de undertrykte arbejdere være dem, som fik gavn af en social revolution, der ville placere dem på toppen af magtstrukturen. Men da den revolutionære mulighed bød sig, reagerede arbejderne ikke. De marxistiske revolutionære bebrejdede ikke deres teori for disse fejl. De bebrejdede arbejderne. De løste deres dilemma med en analyse, der fokuserede på samfundets kulturelle overbygning snarere end på den økonomiske basis, hvilket Marx havde gjort. Den italienske marxist Antonio Gramsci og den ungarske marxist Georg Lukacs bidrog mest til denne kulturmarxisme.

Antonio Gramsci arbejdede for Den Kommunistiske Internationale i årene 1923-1924 i Moskva og Wien. Han blev senere spærret inde i et af Mussolinis fængsler, hvor han skrev sine berømte Fængselsoptegnelser. Blandt marxister er Gramsci kendt for sin teori om kulturel og ideologisk hegemoni som middel til klassedominans. Hans opfattelse, at et nyt kommunistisk menneske måtte skabes, før nogen politisk revolution kunne lykkes, førte til fokus på de intellektuelles indsats inden for uddannelse og kultur til at udføre denne opgave. Dette ville blive en lang march gennem samfundets institutioner, dvs. regeringen, retsvæsenet, militæret, skolerne og medierne. Han konkluderede også, at så længe arbejderne havde en kristen sjæl, ville de ikke reagere på revolutionære appeller. Multikulturalisme kan ses som et middel til at bryde det traditionelle kulturelle hegemonis greb om det amerikanske samfund.

Georg Lukacs, som var søn af en velhavende ungarsk bankmand, begyndte sin politiske liv som en betydningsfuld sovjetisk agent for Den Kommunistiske Internationale. Hans bog Geschichte und Klassenbewusstsein [da. Historie og klassebevidsthed (1923)] gav ham anerkendelse som den største marxistiske teoretiker siden Karl Marx. Og som med Karl Marx, var hans primære følelse had. "Jeg så den revolutionære ødelæggelse af samfundet som den eneste løsning på epokens kulturelle modsætninger," var en af hans udtrykte holdninger. I forsvaret for bolsjevismen, udtalte Lukacs: "En sådan verdensomspændende omstyrtelse af værdier kan ikke finde sted uden de revolutionæres udslettelse af de gamle værdier og skabelse af nye."

I 1919 blev Georg Lukacs Vicekommissær for Kultur i det bolsjevikiske Bela Kun-regime i Ungarn, hvor han iværksatte, hvad der blev kendt som kulturterrorisme. Han lancerede et sprængfarligt program for seksualundervisning. Særlige foredrag blev holdt i ungarske skoler, og litteratur blev trykt og omdelt for at instruere børn om fri kærlighed, om samlejets natur, om den borgerlige familie gammeldags karakter, om monogamiets forældethed, og om irrelevansen af religion, som fratager mennesket alle dets nydelser. Børn, der således blev opfordret til at afvise og håne den faderlige autoritet og Kirkens autoritet, og at ignorere moralens forskrifter, udvikledes let og spontant til kriminelle, som kun politiet kunne klare. Denne opfordring til ungarske børn om oprør, blev modsvaret af en opfordring til oprør, rettet mod ungarske kvinder. Dette var en forløber for det, kulturmarxismen senere ville indføre i amerikanske skoler.

I 1924 skete - som et resultat af et møde året før med deltagelse af Georg Lukacs og andre marxistiske intellektuelle tilknyttet det kommunistiske parti i Tyskland - grundlæggelsen af Institut for Socialforskning ved Frankfurt Universitet i Frankfurt am Main, Tyskland. Dette institut blev kendt som Frankfurterskolen. Dets forbillede var Marx-Engels Instituttet i Moskva. Medlemmerne af dette institut udarbejdede talrige studier af de overbevisninger, holdninger og værdier, som de antog førte til fremkomsten af den tyske nationalsocialisme. Disse var kritiske studier, der kombinerede marxistisk analyse med freudiansk psykoanalyse. Tilsammen blev disse kritiske studier kendt som "kritisk teori".

Frankfurterskolens kritiske teori var hovedsagelig en destruktiv kritik af den vestlig kulturs vigtigste elementer, såsom kristendom, kapitalisme, autoritet, familien, patriarkat, hierarki, moral, tradition, seksuel tilbageholdenhed, loyalitet, patriotisme, nationalisme, arv, etnocentrisme, konvention og konservatisme. Denne kritik er afspejlet i sådanne værker fra Frankfurterskolen som Autoritet og familie, Erich Fromms Flugten fra friheden og hans Dogmet om Kristus, Wilhelm Reichs Fascismens massepsykologi og Theodor Adornos Den autoritære personlighed, udgivet i 1950.

Kritisk teori omfatter en gruppe særlige sub-teorier, såsom teori om matriarkatet, androgyni-teori, personlighedsteori, fordomsteori, autoritetsteori, familieteori, seksualteori, raceteori, retsteori og litteraturteori. Disse forskellige sub-teorier bliver brugt til at fremkalde en omvending af det herskende trossystem, så de marxistiske revolutionære kan gennemføre en ikke-voldelig social revolution. Som de marxistiske socialrevolutionære uden videre siger indbyrdes, er deres erklærede mål at ødelægge den hegemoniske hvide mandlige magtstruktur. Dette kræver omvendingen af hvide mænds overbevisninger, så de føler sig tvunget til at opgive deres positioner til kvinder og minoriteter. Dette afspejler den sociale revolutions psykodynamik, der er kernen i politisk korrekthed.

Troen på patriarkatet skal vendes til en tro på matriarkatet - i overensstemmelse med Frankfurterskolens teori om matriarkatet. Troen på forskellige kønsroller skal vendes til en tro på, at distinkte kønsroller ikke bør eksistere - i overensstemmelse med Frankfurterskolens androgyni-teori. Troen på iboende forskelle mellem racer skal vendes til en tro på, at forskelle ikke findes - i overensstemmelse med Frankfurterskolen raceteori. Troen på, at den heteroseksuelle er normen, skal vendes til en tro på, at den homoseksuelle er normal. Frankfurterskolens fordomsteori, som præsenteret i Theodor Adornos Den autoritære personlighed, har haft den tilsigtede virkning at omvende troen om racediskrimination. Troen på, at racediskrimination var en normal instinktiv reaktion på en opfattet trussel mod racens overlevelse, blev vendt til en tro på, at racediskrimination var bevis på en social patologi og en mental sygdom i individet. Denne Frankfurterskolens teori om fordomme blev derefter anvendt på køn og seksuel diskrimination på tilsvarende måde.

Ved selve sin natur, var Frankfurterskolens kritiske teori i realiteten en stor plan for omvurderingen af den iboende værdi af de hvide heteroseksuelle mænd, der havde åbnet den intellektuelle dør for trotskisterne Herbert Marcuses og Betty Friedans racemæssige og seksuelle fjendskab. Leo Trotskijs udtrykte synspunkter, der blev vedtaget af hans Fjerde Internationale, var særligt afslørende. Trotskij havde fordømt fordomsfulde hvide arbejdere i bidende og bitre vendinger. Han fulgte dette op med påstanden om, at på grund af undertrykkelsen af negrene, kunne de blive den mest revolutionære del af befolkningen og udgøre revolutionens fortrop. Trotskij krævede, at de hvide arbejdere hjalp de sorte i denne revolution.

De fleste af de unge studenterledere af 1960'erne modkultur-revolution fulgte i vid udstrækning Leo Trotskijs diktater ved at forsøge at ophøje sorte revolutionære til ledende positioner. Eftersom modkultur-revolutionen i 1960'erne, som selve navnet antyder, var et forsøg på at omvende den fremherskende kultur, syntes accept af en omvending af hvide og sorte roller logisk for de revolutionære studenter. Disse radikale marxister fulgte også Herbert Marcuse fra Frankfurterskolen, der blev den beundrede filosof på amerikanske colleges og universiteter i 1960'erne med sin støtte til kvinders og sortes revolutioner.

Som en marxistisk revolutionær elev af Frankfurterskolen, blev Herbert Marcuse en vigtig udøver af revolutionær teori i Amerika. I 1947 argumenterede han for en sovjetrepublik og hilste anarki, opløsning og katastrofe velkommen som en vej til revolutionær forandring. Han prædikede "Den store afvisning", seksuel frigørelse og berettigelsen af de feministiske og sorte revolutioner. Hans primære tese var, at revolutionære - såsom universitetsstuderende, ghetto-sorte, de fremmedgjorte og asociale og den tredje verden - kunne træde i stedet for proletariatet. I sin bog Frigørelsen, proklamerede Herbert Marcuse sit mål om en radikal omvurdering af værdierne; lempelse af tabuer; kulturel omvæltning; kritisk teori; og et sprogligt oprør, der svarede til en metodisk venden op og ned på mening. Angående racekonflikt skrev Marcuse, at det er rigtigt, at den hvide mand er skyldig, og at den sorte befolkning fremstår som den mest naturlige kraft til oprør. Ligheden med Leo Trotskijs tankegang bør bemærkes.

En anden vigtig revolutionær bidragyder til politisk korrekthed var Betty Friedan, der fremmede den moderne, feministiske bevægelse i Amerika og Canada med sin bog The Feminine Mystique. I denne bog hævdede hun, at den feministiske bevægelse var en kønsrolle-revolution. Denne omvending af kønsrollerne tog i sidste ende form af det ekstreme krav om kvindelige kampsoldater og kvindelige jagerpiloter, der behørigt blev opfyldt af de nye amerikanske mænd. I sin bog afsatte Betty Friedan næsten et helt kapitel til Abraham Maslows teori om selvrealisering. Maslow var en socialpsykolog, der i sine tidlige år forskede i kvindelig dominans og seksualitet. Maslow var ven af Herbert Marcuse på Brandeis Universitet og havde mødtes med Erich Fromm i 1936. Han var så imponeret af Erich Fromms Frankfurterskole-ideologi, at han skrev en artikel med titlen "The Authoritarian Character Structure", udgivet i 1944. Denne afspejlede personlighedsteorien fra Frankfurterskolens kritiske teori. Maslow var også imponeret over arbejdet af Wilhelm Reich, som var en anden af Frankfurterskolens ophavsmænd til personlighedsteorien, der blev en integreret del af marxistisk ideologi i Amerika.

Betydningen af de historiske rødder til politisk korrekthed, kan ikke fuldt ud forstås, medmindre sådan en ting som Betty Friedans kønsrolle-revolution ses for, hvad den egentlig er: En manifestation af den sociale revolutionære proces, der blev indledt af Karl Marx selv. Hendes afhængighed af Abraham Maslows afspejling af Frankfurterskolens marxistiske ideologi, er blot én indikator. Selve idéen om hendes omvending af kønsrollerne svarer til Georg Lukacs' udslettelse af gamle værdier og skabelse af nye, udført af de marxistiske revolutionære, og til Herbert Marcuses radikale omvurdering af alle værdier. Men selve ideen om at forvandle et patriarkat til et matriarkat, hvilket er, hvad en kønsrolle-omvending er designet til at gøre, kan knyttes direkte til Frederick Engels bog Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse, først udgivet i 1884 [da. 1888], som populariserede den aktuelt vedtagne feministiske tro på, at den rodfæstede diskrimination af det undertrykte kvindelige køn var en funktion af patriarkatet.

Troen på, at matriarkatet er løsningen på patriarkatet udspringer af Karl Marx' kommentarer i hans Den tyske ideologi fra 1845. Det var i dette dokument, at Marx fremsatte teorien om, at koner og børn var den patriarkalske mands første ejendom, hvilket Engels uddybede i sin bog på basis af notater fra Marx. Frankfurterskolens teori om matriarkatet og dens tilknyttede androgyni-teori stammede begge fra disse kilder. Så der er historisk overensstemmelse i dette kønsaspekt af den marxistiske sociale revolution. Der er en anden historisk overensstemmelse i det racemæssige aspekt af den marxistiske sociale revolution. Karl Marx havde en revolutionær ven ved navn Moses Hess, der havde introduceret ham til kommunismen. I 1865 erklærede Moses Hess i sin bog, Rom und Jerusalem [Rom og Jerusalem], at racekamp måtte være primær. Dette kunne ses som inspirationskilden til Frankfurterskolens fordomsteori såvel som til Leo Trotskijs og Herbert Marcuses holdninger til emnet.

Der er en anden historisk forbindelse til den marxistiske sociale revolution, som er relateret til Frankfurterskolens kritiske teori, forstået som ødelæggende kritik. I sin krigsplan fra 1844, rettet mod den preussiske stat, var Karl Marx mere ligefrem om sin brug af hensynsløs kritik. Den skulle være et våben til at ødelægge. Hvad han agtede at ødelægge, var den borgerlige middelklasse, og så angav han midlerne til at gøre dette ved klassekamp. Under hans formel, skulle middelklasse-borgerskabet blive den undertrykkende klasse, hvori samfundets onder i skulle koncentreres, og således blive betragtet som hele samfundets notoriske forbrydelse. Middelklassen skulle kriminaliseres. Dette var første del af Karl Marx' socialrevolutionære proces, der skulle føre til opløsning af middelklassen. Ligheden med Herbert Marcuses brug af udtrykket "opløsning" bør bemærkes. I 1969 skrev Marcuse i ”The Carnivorous Society" [Det kødædende samfund], at "det, vi skal påtage os, er en form for diffus og spredt opløsning af systemet."

Da Frankfurterskolens bog, Den autoritære personlighed, forfattet af Theodor Adorno et al. og redigeret af Max Horkheimer, udkom i 1950, var det en skelsættende begivenhed på grund af dens betydelige indflydelse på datidens amerikanske socialpsykologer og samfundsforskere. Den var én af en serie bøger med titlen Studier af fordom. Den opstod ud fra en forenklet formel, udviklet af Frankfurterskolen i Europa: Kristendom plus kapitalisme plus den patriarkalske autoritære familie skabte en karaktertype, der var tilbøjelig til racefordom og tysk fascisme. Efter at Frankfurterskolens gruppe af socialrevolutionære kom til Amerika i midten af 1930'erne, kiggede de rundt og fandt et Amerika, der var kristent, kapitalistisk og med patriarkalske familier; så de fornemmede, at der var potentiale for en slags autoritært regime magen til det, der var opstået i det Hitler-Tyskland, de havde forladt. Som et resultat af disse omstændigheder, kom Den autoritære personlighed til at tjene som en ideologisk håndbog for en national kampagne mod enhver form for fordom eller diskrimination, baseret på teorien om, at hvis disse onder ikke blev udryddet, kunne endnu en Holocaust følge. Politisk korrekthed udviklede sig fra dette miljø.

Hvad der var begyndt med grundlæggelsen af Frankfurterskolen i 1924 som en destruktiv kritik af elementerne i vestlig kultur, var endt med Den autoritære personlighed som en psykologisk metode til patologisering af ethvert tegn på religiøs, kulturel eller racemæssig overlegenhed i tænkning og adfærd blandt det amerikanske flertal. Ingen enkelt religion måtte være overlegen. Ingen enkelt kultur måtte være overlegen. Og ingen enkelt race måtte være overlegen. Og så blev multikulturalismen opfundet. Og så måtte intet køn være overlegent. Og med intet overlegent, var der ikke noget at værdsætte. Det skulle være et spørgsmål om valg foretaget af det individuelle selv, fordi der ikke var nogen højere autoritet end selvet. Dette er selve essensen af politisk korrekthed. Den er et middel til at gennemføre en psykologisk halshugning af enhver potentiel leder, der måtte søge at forene amerikanerne på basis af fælles religion, kultur eller race. Amerikanerne skulle holdes fragmenterede ved denne radikale individualisme og underkastes kognitiv dissonans som nationalt vilkår, dvs. massiv forvirring med hensyn til overbevisninger og værdier. Så kunne Amerika behandles som én stor psykopatisk anstalt og kontrolleres i overensstemmelse hermed.

Metoden, der blev valgt af de marxistiske socialrevolutionære til at kontrollere det amerikanske folk, er forholdsvis enkel. Det sker ved dialektiske stadier af operant betingning ved ord. Men i stedet for den borgerlige middelklasse til at bære byrden af alle samfundets dårligdomme og dermed fortjene kriminalisering, som Karl Marx foreslog, har de moderne kulturmarxister indsat hvide heteroseksuelle mænd som klassen, der skal kriminaliseres med anklager for racisme, sexisme, antisemitisme, homofobi eller fremmedhad, alt efter de særlige omstændigheder. De har manipuleret den føderale regering til at vedtage love og regler mod diskrimination, for at holde hvide mænd på plads i deres psykiske jernbur, hvor de frygter at protestere mod, hvad der bliver gjort mod den amerikanske nation. Så blev hadforbrydelser føjet til denne kulturelle terrorisme for at holde de hvide mænd på plads. Dette var en omvending af virkeligheden, da de folk, der stod bag anklagen om hadforbrydelser, var dem, der var skyldige i at forsøge at ødelægge den hvide mandlige magtstruktur. Men dette er, hvad Frankfurterskolens kritiske teori har medført.

En gennemgang af de historiske rødder til politisk korrekthed ville ikke være komplet uden en henvisning til den psykologiske proces bestående af dialektiske stadier af operant betingning ved ord, der i almindelighed er blevet rettet mod det vestlige menneskes større helhed, før Frankfurterskolens kritiske teori blev rettet mod de amerikanske hvide mænd. I mere end hundrede år har marxistiske socialrevolutionære rettet kriminel-lignende anklager om imperialisme, kolonialisme, militarisme, chauvinisme, feudalismen samt i de senere år fascisme og nazisme imod det vestlige menneske. Disse ord er stadig en del af det marxistiske ordforråd. Men dette var kun i den første af de dialektiske stadier. Hvad der er foregået i Amerika, er det andet stadie. Det første stadie var designet til at ødelægge hele den vestlige magtstruktur, som i tidligere tider dominerede verden. Så processen er stort set den samme; blot skal det med, at den sociale revolution i Amerika blot er en del af dette større globale billede.

Det synlige bevis på, at politisk korrekthed hersker suverænt i det amerikanske landskab, er ikke rart for en traditionel amerikaner at se på. I alle praktiske henseender er den sociale revolution, der blev fremmet af Frankfurterskolens marxister og sådanne andre som Leo Trotskij, Herbert Marcuse og Betty Friedan, blevet gennemført med succes i USA. Der er næsten intet område af amerikansk liv, der er efterladt uberørt. De revolutionære omvendinger i det tidligere herskende trossystem som følge af Frankfurterskolens kritiske teori har haft den virkning, at amerikanerne er blevet forberedt til en løbende og støt stigende erstatning af hvide mænd med kvinder og minoriteter i samfundets statslige, retslige, militære, uddannelsesmæssige og informative strukturer, netop som de marxistiske revolutionære havde til hensigt. På det demokratiske nationale konvent i 1996, for eksempel, var 50 procent af de delegerede kvinder. Det republikanske nationale konvent var ikke meget bedre i dets leflen. Der var højlydt jubel, da førstekvinden [Bill Clintons hustru, Hillary, o.a.] blev udnævnt til udenrigsminister i 1997 [? Hillary Clinton var udenrigsminister fra 2009 til 2013, o.a.]. Inden da rummede præsidentens kabinet kun fire euro-hvide mænd ud af fjorten kabinetsposter. Resten var kvinder og folk fra forskellige minoriteter. Herbert Marcuse burde være stolt, for der var ingen klager. Det samme burde Antonio Gramsci være, især hvis han kendte til ordinationen af kvinder i kirkerne og kønskastreringen og afmaskuliniseringen af bønnebøger og andre tekster i synagogerne. Dette peger på det voksende seksuelle vanvid i landet, foranlediget af Frankfurterskolens kritiske teori, der blev omsat til politisk korrekthed.




Raymond V. Raehn har en MA-grad i Internationale Anliggender fra George Washington Universitet og er uddannet på US Naval War College. Han fløj flåde-kampfly under 2. Verdenskrig og blev chef for en jager-eskadrille nogle år senere. Efter at have tjent i staben af Chief of Naval Operation, trak han sig tilbage for at lede et selskab for ejendomsudvikling. I 1981 grundlagde han United States Global Strategy Council og var som dets formand en fortaler for en omfattende amerikansk national sikkerhedsstrategi, hvilken blev lov i 1986. Han driver en familie-kvægranch i det sydlige Texas.




Oversættelse: Bombadillo