Wheaton-kontroversen

Den 15. december 2015 satte Wheaton College, et flagskib blandt evangeliske uddannelsesinstitutioner, en af sine professorer på administrativ orlov på grund af "teologiske udsagn, som syntes uforenelige med [deres] doktrinære overbevisninger". Fem dage forinden havde Larycia Hawkins - iført hijab og som en markering af sin holdning til en række kontroversielle spørgsmål - erklæret på Facebook: "Jeg er religiøst solidarisk med muslimer, fordi de, ligesom mig, en kristen, er Bogens Folk. Og som pave Frans erklærede i sidste uge, tilbeder vi den samme Gud."

Wheatons beslutning om at give dr. Hawkins "mere tid til at udforske de teologiske konsekvenser af hendes seneste offentlige udtalelser" antændte en ildstorm af kontrovers. En stærk stemme i striden kom fra Chicago Tribune, der beskrev Wheatons indgreb som "bigotteri (...) forklædt som teologi". Denne vurdering var delvist baseret på bidraget fra Yale-professor Miroslav Volf - en teolog, som er højt respekteret for sit bidrag til kristen-muslimsk dialog - der sagde: "Der er ikke nogen teologisk begrundelse for Hawkins tvungne administrative orlov. Hendes suspension handler ikke om teologi og ortodoksi. Den handler om fjendskab mod muslimer." En sådan dialog-kvælende fordømmelse fra en højt anerkendt lærd fra Ivy League-elfenbenstårnet er chokerende, men den tjener til at illustrere de enorme spændinger i de kristen-muslimske relationer i denne tid, hvor nationen bliver spændt ud mellem i den ene ende muslimske flygtninge, der strømmer ind på Staten Island, og i den anden ende muslimske terrorister, der massakrerer uskyldige i San Bernardino.

I den forløbne uge har jeg modtaget snesevis af anmodninger om at give mit bidrag i sagen, især fra folk, der er klar over, at jeg ikke nærer "fjendskab mod muslimer". Som en tidligere muslim har jeg mange muslimske familiemedlemmer og venner, som jeg regelmæssigt er sammen med, og jeg bønfalder ofte kristne om at give udtryk for solidaritet i håbet om, at denne kærlighed på en eller anden måde vil sive ned til de muslimer, jeg kender og elsker. Jeg har endda anbefalet, at kristne kvinder overvejer at bære hijab under visse omstændigheder, samt rådet kristne mænd til at overveje at faste med deres muslimske naboer under ramadanen, så længe det er klart, at disse ydre tilkendegivelser sker ud af kristen kærlighed og ikke som underkastelse under islam.

Tilbeder muslimer og kristne den samme gud?

Med dette ønske om kærlighed i tankerne, går jeg nu over til spørgsmålet: Tilbeder muslimer og kristne den samme gud? Som med alle gode spørgsmål, er svaret mere komplekst end de fleste ønsker, men jeg er sikker i min opfattelse: Muslimer og kristne tilbeder ikke den samme gud - men i betragtning af spørgsmålets kompleksitet, bør vi alle undlade at dæmonisere dem, der er uenige med os.

Jeg vil begynde med at sige dette: I årevis efter at have forladt islam og accepteret Jesus som Herre, mente jeg, at muslimer tilbad den samme gud som kristne, men at de simpelthen tog fejl angående hvad han er, og hvad han har gjort. Som ung muslim var jeg jo blevet lært at tilbede den gud, der skabte Adam og Eva, der reddede Noa fra oversvømmelsen, der lovede Abraham mange efterkommere, der hjalp Moses med at flygte fra Egypten, der gjorde Jomfru Maria frugtsommelig, der sendte Jesus til verden, der hjalp disciplene med at sejre, og som stadig hersker suverænt i dag. Er dette ikke Bibelens gud?

Koranen hævder videre, at Toraen og Evangeliet er inspireret skrift, og at jøder og kristne er Bogens Folk. Koranen opfordrer muslimer til at sige til dem: "Vores gud og jeres gud er én, og til Ham overgiver vi os." (29:46) Hvis Koranen hævder, at muslimer tilbeder den samme Gud som jøder og kristne, afgør det så ikke sagen?

Det mente jeg i årevis, men det gør jeg ikke længere. Nu mener jeg, at udtrykket "muslimer og kristne tilbeder den samme gud" kun er sandt i en temmelig ukontroversiel forstand: Der er én gud, Skaberen, som muslimer og kristne begge søger at tilbede. Bortset fra denne banale observation, tilbeder muslimer og kristne ikke den samme gud. Jeg fordømmer ikke dem, der mener, at de gør, men jo dybere jeg dykker ned i den kristne tro, jo tydeligere indser jeg, at denne påstand ikke alene er usand, men også undergraver kristen ortodoksi til fordel for islamiske påstande.

Lad os begynde med det åbenlyse: Kristne tror, at Jesus er Gud, men Koranen er så stærkt imod denne tro, at den fordømmer Jesus-tilbedere til Helvede (5:72). For kristne er Jesus helt afgjort Gud, og for muslimer er Jesus helt afgjort ikke Gud. Hvordan kan det så siges, at kristne og muslimer tilbeder den samme Gud? Dette faktum alene er nok til at afgøre sagen, og som minimum bør ingen hævde, som Volf gør, at "der er ikke nogen teologisk begrundelse" for at tro, at kristne og muslimer tilbeder forskellige guder. Det er der helt bestemt, og denne er den oplagte holdning, når vi betragter personen Jesus.

En anden forskel mellem den islamiske gud og den kristne gud, som er meget personlig for mig, er hans faderskab. Ifølge Jesus er Gud vor Fader, mens Koranen meget udtrykkeligt afviser, at Allah er en fader (112:1-4). Faktisk opfordrer Koranen i vers 5:18 muslimer til at irettesætte jøder og kristne for at kalde Gud deres kærlige Fader, fordi mennesker bare er ting, som Gud har skabt.

Det samme er tilfældet, når vi ser på treenighedslæren. Islam fordømmer skarpt dyrkelsen af Treenigheden (5:73), og hævder som kontrast sit eget kerneprincip: Tawhid, Guds absolutte enhed. Tawhid benægter specifikt Treenigheden, og det i så høj grad, at man med sikkerhed kan sige, at læren om Gud i kristendommen er antitetisk til læren om Gud i islam. De er ikke bare forskellige, men er hinandens totale modsætninger.

Der er meget mere at sige om forskellene mellem den kristne gud og den muslimske gud, men så meget kan allerede siges med fuld tillid: Den kristne gud - både med hensyn til hvad han er (Treenig), og hvem han er (Faderen, Sønnen og Helligånden) - er ikke bare forskellig fra den muslimske gud; han er grundlæggende uforenelig. Ifølge islam er tilbedelsen af den kristne gud ikke bare forkert; den sender dig direkte i Helvede. De er ikke den samme Gud.

Hvorfor siger folk, at muslimer og kristne tilbeder den samme gud?

Så hvordan kan folk hævde, at muslimer og kristne tilbeder den samme gud? Ved urimeligt at prioritere den islamiske påstand om, at de er den samme gud. Koranen siger, at Allah er Bibelens gud, så det må han være. Koranen siger, at Allah er de bibelske profeters gud, så det må han være.

Koranen siger, at muslimer og kristne tilbeder den samme gud, så derfor må det være den samme gud. I sidste ende er dette ræsonnementet hos dem, der tror - hvilket jeg engang gjorde - at muslimer og kristne tilbeder den samme Gud, og det er forkert.

Lighederne mellem islams gud og kristendommens gud er ret så overfladiske, og til tider blot semantiske. Selvom islam hævder, at den muslimske gud har gjort nogle af de samme ting som den kristne gud og sendt nogle af de samme mennesker, er dette ikke tilstrækkeligt til at sige, at muslimer tilbeder den samme gud som kristne. Disse mindre overlapninger er langt mindre vigtige for spørgsmålet om hvem Gud er, end de grundlæggende forskelle angående hans natur og personer. Hvad Gud har gjort eller hvem han har sendt, er langt mindre et definerende træk, end hvad han er og hvem han er; selvom islam og kristendom visse steder overlapper på de førstnævnte, adskiller de sig fundamentalt på de sidstnævnte.

Volfs svar og udfordring er, at kristne mener, at de tilbeder den samme gud som jøderne selvom jøderne ikke tilbeder Treenigheden. Hvordan kan kristne beskylde muslimer for at tilbede en anden gud uden også at anklage jøderne for at gøre det samme? Det er inkonsekvent eller hyklerisk.

Svaret burde være indlysende for dem, der har studeret de tre abrahamitiske trosretninger: Treenigheden er en uddybning af jødisk teologi, ikke en afvisning. Derimod er tawhid en kategorisk afvisning af Treenigheden, Jesu guddom og Guds faderskab, doktriner, der er baseret på Det Nye Testamente og fast etableret århundreder før fremkomsten af islam. De fleste af de tidligste kristne var jøder, der inkorporerede deres møde med Jesus i deres jødiske teologi. Intet af denne art gælder for Muhammed, der hverken var jøde eller kristen. Islam uddybede ikke Treenigheden, men afviste og erstattede den.

Derudover er Volfs antagelse om, at jøderne ikke tilbad sådan noget som Treenigheden uden bund i virkeligheden. Mange jøder holdt deres monoteisme i et spændt forhold til en tro på flere guddommelige personer. Selvom udtrykket "Treenighed" først blev opfundet i det 2. århundrede, blev de grundlæggende principper for denne doktrin hamret ud på ambolten af før-kristen jødisk tro. Det var først senere, da jødernes og de kristnes veje skiltes, at jøderne insisterede på en monadisk Gud. Anklagen for kristent hykleri er anakronistisk.

Konklusion

Spørgsmålet om, hvorvidt muslimer og kristne tilbeder den samme Gud, er komplekst. Wheaton traf en respektabel beslutning ved at give Hawkins tid på orlov til at overveje konsekvenserne af sin erklæring: Hun tillader islamiske påstande at undergrave vigtigheden af afgørende kristen lære. Når det er sagt, bør man ikke gå for hårdt på hende for fejlen, fordi disse spørgsmål er dystre. Det farlige er at gøre som Volf, der beskylder folk for bigotteri i den hensigt at lukke af for berettigede samtaler. Man kan godt både holde af muslimer og insistere på, at den gud de tilbeder, ikke er den samme som den kristne gud.

Kristne tilbeder en treenig Gud: En Fader, som elsker ubetinget; en inkarneret Søn, som er villig til at dø for os, så vi kan blive tilgivet; og en immanent Helligånd, som lever i os. Dette er ikke, hvad den muslimske gud er; det er ikke, hvem den muslimske gud er; og det er ikke, hvad den muslimske gud gør. Treenigheden er i sandhed antitetisk til tawhid, fundamentalt uforenelig, og kun den samme overfladisk og semantisk. Muslimer og kristne tilbeder ikke den samme gud.

---

Nabeel Qureshi er New York Times best-selling forfatter til Seeking Allah, Finding Jesus.

---

Oversættelse: Bombadillo