Konferencen der legaliserede den jødiske stat
Af Joseph Puder
Oversættelse af: The Conference That Legalized the Jewish State
Kilde: FrontPageMag.com, 11. maj 2015
Udgivet på myIslam.dk: 29. juni 2015

Som med så mange andre aspekter af vores moderne kultur, bliver historiske kendsgerninger overset til fordel for "følelser" og opfattede "rettigheder". I dagens amerikanske gymnasier og universiteter, har lærerne mere fokus på forurettede mindretal og "ofre" af alle slags, end på historisk sandhed. For eksempel forkynder mange i medierne og den akademiske verden igen og igen et overgreb mod de palæstinensiske arabere. Nogle professorer og medier har endda sluttet sig til, at staten Israel blev grundlagt på "stjålet" palæstinensisk jord. Imens beskylder andre Israel for ulovlig "besættelse" - en løgn, der er blevet en accepteret sandhed.

Den 25. april er en betydningsfuld historisk dato - ukendt af de fleste. På denne dato i 1920, samledes medlemmer af Folkeforbundet, FN's forgænger, i den italienske by San Remo og underskrev et dokument, der gav det jødiske folk det fuldstændige og eksklusive ejerskab af Landet Israel - for første gang i to årtusinder. Ledere fra de sejrende allierede lande i 1. Verdenskrig, herunder USA (observatør, ikke er medlem), Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan, sammen med 51 andre stater, der repræsenterede Folkeforbundet, underskrev dokumentet.


De 4 hovedskikkelser ved San Remo-konferencen i 1920. Fra venstra mod højre:
Japans ambassadør K. Matsui; den britiske premierminister David Lloyd George (i forgrunden);
den franske premierminister Alexandre Millerand og den italienske premierminister Francesco Nitti.

Det angivne formål med dette møde i San Remo var at afgøre skæbnen for de områder, der tidligere var en del af de besejrede imperier: Tyskland, Østrig-Ungarn (det habsburgske imperium) og det osmanniske tyrkiske imperium. Som et resultat af opløsningen af disse imperier (herunder også det zaristiske russiske imperium) opstod nye nationalstater i Europa, herunder Polen (demonteret i 1772 og delt mellem Rusland, Preussen og Østrig-Ungarn), Litauen, Letland, Estland, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. I tilfældet Det Osmanniske Rige, blev store områder i Mellemøsten efterladt uden ejerskab.

I San Remo drøftede de allierede magter ordningen for de osmanniske områder i Mellemøsten. Folkeforbundet besluttede at give Storbritannien og Frankrig et mandat til at administrere områderne som midlertidige formynderskabsområder, indtil der kunne opstå selvstændige stater. De allierede bekræftede også løftet indeholdt i Balfour-deklarationen fra november 1917, som støttede oprettelsen af det jødiske nationale hjem i Palæstina. Den britiske delegation i San Remo var ledet af premierminister David Lloyd George og Lord Curzon, der erstattede Lord Balfour som udenrigsminister i 1919. Den franske delegation udtrykte forbehold over for inddragelsen af Balfour-deklarationen i fredstraktaten, men britisk overtalelse afgjorde sagen og franskmændene samtykkede.

Konferencen behandlede to specifikke dokumenter: Sykes-Picot-aftalen fra 1916 mellem Storbritannien og Frankrig, der kortlagde opdelingen af Mellemøsten mellem dem; og Balfour-deklarationen, der erklærede oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Landet Israel, dengang kaldet Palæstina.

Det amerikanske Council on Foreign Relations fremstillede San Remo-resolutionen således: "Denne aftale mellem de allierede magter efter 1. Verdenskrig (Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan) blev vedtaget den 25. april 1920 under konferencen i San Remo." Mandatet for Palæstina var baseret på denne resolution; den inkorporerede Balfour-deklarationen fra 1917 og artikel 22 i Folkeforbundets Pagt. Storbritannien fik til opgave at etablere et "nationalt hjem for det jødiske folk" i Palæstina. Territoriale grænser blev ikke besluttet før fire år senere. Selve resolutionen lyder: "Det blev aftalt at acceptere vilkårene i Mandatartiklen som angivet nedenfor angående Palæstina, under forudsætning af, at der blev indsat i proces-verbalen [protokollen, o.a.] et tilsagn fra mandatmagten om, at dette ikke ville indebære opgivelse af de rettigheder, som de ikke-jødiske samfund i Palæstina hidtil nød godt af ... "

Den afdøde Howard Grief, en international advokat og forfatter til The Legal Foundation and Borders of Israel Under International Law [Israels juridiske grundlag og grænser i henhold til folkeretten] hævdede, at San Remo-resolutionen gav det jødiske folk eksklusive juridiske og politiske rettigheder i Palæstina. Den gav araberne de samme juridiske rettigheder i resten af Mellemøsten. Grief sagde: "Araberne fik broderparten. Jeg mener, de fik Syrien (Levanten), som efterfølgende blev delt mellem Syrien og Libanon, de fik hele Mesopotamien og hele Arabien. Dette er, hvad Balfour selv sagde: ’Hvorfor er klager I? I får alle disse lande, og vi giver en niche’ - han kaldte det en niche – ’til det jødiske folk’, som ville få Palæstina."

Ifølge Grief fortrænger San Remo-resolutionen fra 1920 senere FN-resolutioner. "Der er sådan en ting i international lov, at når du anerkender en bestemt situation, og sagen er afgjort, så kan du ikke ændre den. FN’s Generalforsamling overskred sin myndighed, overskred sin kompetence. Den havde ikke magten til at opdele landet." Grief henviste til de to delinger af det historiske Palæstinamandat. Den første i 1922, da England afskar over 70% af Palæstinamandat, der var bestemt til at være det jødiske hjemland, for at skabe emiratet Transjordan og senere Kongeriget Jordan. Den anden deling fandt sted i 1947, da FN-resolution 181 delte det resterende mandat mellem arabere og jøder. Jøderne accepterede resolutionen, der foreslog et lemlæstet jødisk hjemland, og de etablerede staten Israel, mens de arabisk-palæstinensiske ledere afviste resolutionen, der ville have givet dem selvbestemmelse og statsdannelse. De valgte i stedet en krig for at udslette den jødiske stat.

Mens FN-generalsekretær Ban Ki-moon kan omtale de israelske bosættelser i Judæa og Samaria som "ulovlige", så giver artikel 6 i Palæstinamandatet jøderne ret til bosættelse. Den lyder: "Administrationen af Palæstina - mens den samtidig sikrer, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke skades - skal fremme jødisk indvandring under passende betingelser, og skal tilskynde - i samarbejde med Jewish Agency, der er omhandlet i artikel 4 - tæt bosættelse af jøder på jorden, herunder statslig jord og uopdyrket jord, der ikke kræves til offentlige formål." Artikel 6 udelukker ikke jødisk bosættelse på Vestbredden eller andre steder under Mandatet. Desuden betingede FN-resolution 242 (1967), at Israel skulle opgive territorier (ikke alle) til gengæld for fred. Da der har været palæstinensisk terror i stedet for fred, står Israel tilbage som den legitime administrator af Vestbreddens territorier.

Efter et møde i FN’s Sikkerhedsråd den 18. marts 1994, bemærkede den tidligere amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright: "Vi støtter simpelthen ikke beskrivelsen af de områder, som Israel besatte i 1967-krigen, som 'besat palæstinensisk område'. Efter min regerings opfattelse, kan dette sprog opfattes i retning af suverænitet, et spørgsmål, som både Israel og PLO har aftalt skal afgøres i forhandlingerne om områdernes endelige status. Som aftalt mellem dem, vil disse forhandlinger begynde senest to år efter gennemførelsen af Principerklæringen."

Følgende citat, der ofte er tilskrevet Nazi-Tysklands propagandaminister Josef Goebbels: "Hvis du fortæller en løgn stor nok og bliver ved med at gentage den, vil folk til sidst komme til at tro på den," er lige så relevant i dag som dengang. De arabiske palæstinensere og deres vestlige støtter i den akademiske verden og medierne har gentaget mantraerne om "stjålet" palæstinensisk land og "ulovlig besættelse" så længe, at mange i verden, herunder Ban Ki-moon, tilsyneladende er begyndt at acceptere dem, hvis ikke tro på dem. San Remo-resolutionen af 25. april 1920 er en påmindelse om en ubestridelig sandhed.






Oversættelse: Bombadillo