Sidste århundredes islamistiske ideologer trak på både kommunismen og nazismen. Den palæstinensiske sag sammensmelter på samme måde islamistiske og nazistiske ambitioner med sovjetisk psykologisk krigsførelse.

Da premierminister Benjamin Netanyahu talte om den rolle, som stormuftien af Jerusalem, Hajj Amin al-Husseini, spillede i Holocaust, kan han ikke have forestillet sig den reaktion, han ville udløse.

Hvad han sagde, var dette: "Han [Husseini] fløj til Berlin. Hitler ønskede ikke at udrydde jøderne på det tidspunkt; han ønskede at udvise jøderne. Og Hajj Amin al-Husseini gik til Hitler og sagde: 'Hvis du udviser dem, vil de alle komme her.' 'Så hvad skal jeg gøre med dem?' spurgte han [Hitler]. Han [Husseini] sagde, 'Brænd dem.'"

I den efterfølgende globale ildstorm blev Netanyahu fordømt for at frikende Hitler. Det blev sagt at han havde hævdet, at muftien havde givet Hitler ideen til at udrydde jøderne, da de to mødtes i november 1941; at han kynisk forsøgte at tilsvine nutidens palæstinensere; tilmed at han var en holocaustbenægter.

Hans efterfølgende protest, at han ikke havde haft til hensigt at fritage Hitler for ansvar, faldt for døve øren. Selv de, der erkendte, at muftien havde allieret sig med nazisterne, insisterede på, at Netanyahu havde vendt vrangen ud på historien.

Det meste af denne reaktion er i bedste fald skudt langt ved siden af og i værste fald helt uanstændig. For Netanyahu havde grundlæggende ret.

Der kan ikke være tvivl om, at han var for løs i talen. Han har ikke givet nogen kilde til de ord, han citerede fra både Husseini og Hitler på dette møde i november 1941. Og han burde have erkendt, at massemordet på de europæiske jøder allerede var godt i gang, samt at Hitler havde talt om at udrydde jøderne siden 1920'erne.

Men massemord er ikke det samme som folkemord. Og det præcise øjeblik, hvor Hitler besluttede at udrydde alle de europæiske jøder - "den endelige løsning" - har længe været diskuteret af historikere.

For selv mens nazisterne indsamlede jøder til slagtning, deporterede de dem også - mere end 500.000 mellem 1933 og 1941. Og nylig fundet dokumentation tyder på, at muftien og Hitler æggede hinanden til et gensidigt folkemordsvanvid.

En bog udgivet sidste år, Nazis, Islamists, and the Making of the Modern Middle East, af Barry Rubin og Wolfgang Schwanitz, hævder, at muftiens alliance med Hitler gjorde udryddelsen af alle europæiske jøder til en strategisk nødvendighed.

Så sent som i juli 1941 mente Hitler, ifølge Hermann Göring, at de sidste af jøderne kunne fjernes fra Tyskland ved "udvandring eller evakuering".

Forfatterne skriver: "Men da andre lande nægtede at tage imod mange jødiske flygtninge eller nogen overhovedet, var Palæstina det eneste mulige tilflugtssted, som udpeget af Folkeforbundet i 1922. Hvis dette sidste tilflugtssted blev lukket, ville massemord være Hitlers eneste alternativ."

Rubin og Schwanitz gør det klart, at mødet i november 1941 mellem Hitler og Husseini blot fortsatte en dialog, som var begyndt tidligere på året, om muftiens modstand mod Hitlers deportation af europæiske jøder:

"I februar 1941 havde Hitler modtaget al-Husseinis forslag til en alliance, hvori én betingelse - paragraf 7 - var, at Tyskland skulle stoppe jødisk emigration fra Europa. Efter at Hitler den 11. marts lovede al-Husseini at gøre det, var Tysklands udvisning af jøderne umulig og kun massemord stod tilbage.

... Efter i begyndelsen af juni at have indvilliget i at mødes med al-Husseini for at drøfte spørgsmålet, beordrede Hitler den 31. juli 1941 SS-leder Reinhard Heydrich til at udarbejde en 'samlet løsning på det jødiske spørgsmål i Europa'. Den 31. oktober stoppede han den lovlige udvandring af jøder fra tysk-styrede områder.

Men den specifikke endelige beslutning var endnu ikke truffet."

Den 28. november mødte Hitler muftien i Berlin. "Bag lukkede døre lovede Hitler al-Husseini, at arabiske aspirationer ville blive opfyldt. Når 'vi vinder' kampen mod verdensjødedommen, sagde Hitler, ville Tyskland også eliminere jøderne i Mellemøsten." Den følgende dag "beordrede han Heydrich til at organisere en konference inden ti dage til at forberede 'den endelige løsning på det jødiske spørgsmål.'" Som bogen også viser, havde muftien gjort fælles sag med Hitler længe før 1941. I 1936 gjorde han kur til nazisterne for at få våben og penge. I 1940 sendte han Hitler et 9-siders brev, der beskrev en foreslået alliance. Det palæstinensiske spørgsmål, sagde han, forenede dem i deres fælles had til briterne og jøderne. Han foreslog at gøre Syrien, Libanon, Palæstina og Transjordan til en enkelt forbundsstat med et nazi-lignende system. Til gengæld ønskede han Hitlers hjælp til at udslette alle jøder i Mellemøsten.

Bevis for, at muftien spillede en central rolle i Holocaust, blev givet ved Nürnbergprocessen af Eichmanns nære medarbejder i udryddelsesprogrammet, Dieter Wisliceny. Denne sagde: "Muftien var en af initiativtagerne til den tyske systematiske udryddelse af de europæiske jøder og havde været fast samarbejdspartner og rådgiver for Eichmann og Himmler i udførelsen af denne plan."

Dette blev bestyrket under processen af to vidner, Andrej Steiner og Rudolf Kasztner, der bekræftede, at Wisliceny havde talt om Husseini i disse vendinger under krigen.

I betragtning af alt dette bevis, demonstrerer reaktionen på Netanyahus bemærkninger historisk uvidenhed, giftighed mod Israel og særlig ondsindethed mod Netanyahu selv - ikke mindst blandt israelske jøder. For eksempel sagde professor Moshe Zimmermann fra Det Hebraiske Universitet, at premierministeren "slutter sig til en lang række mennesker, som vi ville kalde Holocaust-benægtere."

Men som dr. Alex Safian fra CAMERA har påpeget, så har Zimmermann tidligere sammenlignet IDF-soldater med det nazistiske SS og jødiske børn, der bor i Hebron, med Hitler Jugend. Hvis nogen er skyldig i Holocaust-benægtelse, så er det helt sikkert prof. Zimmermann.

Ikke desto mindre må man undre sig over, hvordan Netanyahu kunne være så skødesløs med sine ord. Svaret, jeg vil foreslå, er, at han og resten af Israels politiske klasse er forkrøblede af den arrogance, der kommer af moralsk vished.

De ved, at de er ofre for uforsonlig arabisk aggression. De ved, at de selv står for moral, historie og ret.

Og de mener, at beviserne er så overvældende indlysende, at intet fornuftigt menneske kunne være uenigt.

De forstår ikke, i hvilket omfang fornuft er blevet overskygget af følelse, ideologi og bigotteri. Derfor er de ude af stand til at indse, at der ikke findes nogen løgn om dem selv, der er for absurd eller skandaløs til, at Israels fjender kan gylpe den op.

Disse fjender reagerer med raseri på beviser på stormuftiens nazistiske entusiasme, fordi dette ødelægger fiktionen om, at den palæstinensiske sag, som står deres så hjerter så nær, er en ædel sag. Men denne sag er faktisk den direkte arving til et folkemordsprojekt.

Vi ved, at den nazistiske doktrin piskede millioner af tyskere op til morderisk vanvid. Vi ved også, at sovjetisk propaganda vendte op og ned på sandhed og løgn og hjernevaskede millioner.

Yassir Arafat lærte fra Sovjetunionen, hvordan man omskriver historien og fanger den godtroendes sind. Mahmoud Abbas, hvis doktorafhandling benægtede Holocaust, dyrker Husseini som en helt. Palæstinensisk propaganda gengiver nazistiske jødehadende billeder af den mest modbydelige art.

Sidste århundredes islamistiske ideologer trak på både kommunismen og nazismen. Den palæstinensiske sag sammensmelter på samme måde islamistiske og nazistiske ambitioner med sovjetisk psykologisk krigsførelse. Dette forklarer ikke blot den afsindige krig mod Israel, men også hvorfor så mange i Vesten hepper på.

Dette er sammenhængen i Netanyahus mufti-ildstorm.

---

Melanie Phillips er klummeskribent for The Times (London) og forfatter til blandt andre Londonistan: How Britain is Creating a Terror State Within (Gibson Square) og The World Turned Upside Down: The Global Battle over God, Truth, and Power (Encounter).

---

Oversættelse: Bombadillo