'Jesus var palæstinenser': Genkomsten af kristen antisemitisme
Af Melanie Phillips
Oversættelse af: 'Jesus Was a Palestinian': The Return of Christian Anti-Semitism
Kilde: Commentary Magazine, Februar 2015
Udgivet på myIslam.dk: 15. april 2015

Manger Square var pyntet med store fotomontager af klassiske kunstværker udtrykt i kristent billedsprog overlejret af billeder fra palæstinensernes nutidige virkelighed. Caravaggios "Ecce Homo" fusioneret med et fotografi af palæstinensere, der krydser et israelsk checkpoint på vej mod Jerusalem; et forsøg på at ligestille palæstinenserne med Jesus og hans lidelser.

- The New York Times 25. maj 2014 i en reportage om pave Frans' besøg på Vestbredden

I den protestantiske verden er mange kirker dybt fjendtlige over for staten Israel. De fremstiller palæstinenserne som ofre for israelsk undertrykkelse, mens de samtidig ignorerer den morderiske forfølgelse af israelske borgere i palæstinensernes hænder. Så meget er almindeligt kendt. Hvad der er mindre kendt, er det endnu mere foruroligende forhold, at denne urimelige fjendtlighed i stigende grad næres, ikke af øjeblikkets politiske hensyn, men af teologi.

Dette er så meget mere slående, derved at millioner af evangelikale kristne i Amerika og andre steder er blandt de mest passionerede tilhængere af Israel. Disse kristne zionister tror på den hebraiske bibels beretning om, at Gud udvalgte det jødiske folk til at danne et rige af præster, og lovede dem landet Israel. Denne religiøse overbevisning har gjort de kristne zionister til et vigtigt angrebsmål for den evangelisering, der udføres af de kirker, der har Israel i sigtekornet - og deres evangelisering bærer frugt.

Den kristne verden vil gerne glemme det, men historien om dens forhold til jøderne er forfærdelig. I middelalderens Europa brugte Den katolske Kirke blodanklager for at ophidse befolkningen mod jøderne; den konverterede dem ved spidsen af en kniv og myrdede dem i stort tal.

Disse pogromer var drevet af en særlig dæmonologi kaldet erstatningsteologi, også kendt som supersessionisme. Denne idé, der går tilbage til den tidlige kristne kirkefader Origenes (182-254 e.Kr.), hævder, at fordi jøderne afviste Jesu guddommelighed, blev alle de løfter, Gud havde givet til dem, overført til de kristne. Forvist fra Guds kærlighed, tilhørte jøderne nu Djævelens parti.

Efter Auschwitz, forsvandt denne ondsindede teologi ikke overraskende ud af syne. Men det viser sig, at den kun gik under jorden. For nu er den vendt tilbage med frisk geopolitisk fremdrift og forsynet med "palæstinensisk befrielsesteologi", hvilken i sig selv er en fusion af palæstinensiske politiske aspirationer og kristen tænkning.

Den er en variant af den tidligere befrielsesteologi, en doktrin fremført i 1960'erne, der lærte, at en socialistisk revolution var den rette opfyldelse af den kristne pligt over for de fattige. I dens nuværende ombæring er Jesus blevet en palæstinenser, der blev forfulgt af jøderne, mens Jesu efterkommere - hvem vidste han havde nogen? - er blevet til nutidens palæstinensere, der bliver korsfæstet i det selv samme land, der blev lovet dem. Deres befrielse vil naturligvis kræve opløsningen af den jødiske stat.

Disse ondsindede begreber, der breder sig fra de palæstinensiske kristne til kirker i Vesten, har rod i en dristig strategi, vedtaget af Den Palæstinensiske Myndighed, gående ud på at nægte Israels ret til at eksistere ved at ændre den jødiske historie, så den passer til dens eget mål. En del af denne strategi går ud på at benægte, at Jesus var en jøde fra Judæa, og at gøre ham til en palæstinenser, der prædikede islam.

Dette er selvfølgelig ikke så lidt af en mundfuld: Rom ændrede ikke Judæas navn til Palæstina før i 136 e.Kr., og islam dukkede først op i det 7. århundrede e.Kr. Alligevel hævder den palæstinensiske ledelse igen og igen, at Jesus var palæstinenser.

I sin julehilsen sidste år, beskrev Mahmoud Abbas, præsident for Den Palæstinensiske Myndighed (PA), Jesus som en "palæstinensisk budbringer". I samme måned sagde PA's chefforhandler, Saeb Erekat, der havde beskrevet Jesus som "Palæstinas første martyr", at Jesus var "den første palæstinenser efter de kana'anæiske palæstinensere".

En Fatah-rådgiver, som publicerer under navnet Adel Abd al-Rahman, skrev:

"Jesus, må han hvile i fred, er en kana'anæisk palæstinenser. Hans opstandelse, tre dage efter at være blevet korsfæstet og dræbt af jøderne (...) afspejler situationen for palæstinenserne, der kæmper mod efterkommerne af den moderne zionistiske jødedom i dens nye kolonialistiske form, hvor den konspirerer med vestlige kapitalister, der hævder at tilhøre kristendommen."

Mens Jesus præsenteres som en palæstinensisk araber, er dagens jødiske folk åbenbart slet ikke jøder. Som Mitri Raheb, en luthersk præst fra Betlehem, sagde i 2010: "Jeg er sikker på, at hvis man lavede en DNA-test mellem David, som var en betlehem’er, og Jesus, som var født i Betlehem, og Mitri, født på gaden lige over for, hvor Jesus blev født - så er jeg sikker på, at DNA'et ville vise, at der er et spor. Men hvis man undersøgte linien kong David, Jesus og Netanyahu, ville man ikke finde noget, fordi Netanyahu kommer fra en østeuropæisk stamme [khazarerne], der konverterede til jødedommen i middelalderen."

Følgelig er Israels sande arvtagere ikke jøderne, men araberne. Som den tidligere anglikanske biskop i Jerusalem, Riah Abu el-Assal, hævdede om de palæstinensiske kristne:

"Vi er det sande Israel (...). Ingen kan nægte mig retten til at arve løfterne, og efter at alle løfterne først blev givet til Abraham, og Abraham omtales aldrig i Bibelen som jøde (...). Han er de troendes fader."

Sådanne fantastiske påstande kommer fra en fortolkning af Bibelen som et palæstinensisk erstatningsteologisk manifest. Smedjen bag disse påstande er Sabeel Center for Økumenisk Befrielsesteologi [Sabeel Ecumenical Liberation Theology Center], som ligger i Østjerusalem og blev grundlagt i begyndelsen af 1990'erne af fader Naim Ateek. Som en stor ressource, der anvendes af anglikanske præster, hjælpeorganisationer og bureauer, der bringer kristne pilgrimme på rundtur i Det Hellige Land, producerer dette center systematiske, teologisk baserede løgne og smædeskrifter om Israel.

Ateek, der er en nær ven af mange højtstående anglikanske biskopper, har omdirigeret den gamle anklage for gudsmord mod Israel. I december 2000 skrev han, at de palæstinensiske julefester var "skæmmet af de destruktive kræfter af nutidens 'Herodes'er' i den israelske regering". I sit påskebudskab 2001, skrev han: "Den israelske regerings korsfæstelsessystem fungerer dagligt. Palæstina er blevet Hovedskalstedet [Golgata, o.a.]." I en prædiken i februar samme år, sammenlignede han den israelske besættelse med kampestenen, der forseglede Kristi grav. Med disse tre billeder har Ateek i overført betydning beskyldt Israel for at stræbe efter at dræbe barnet Jesus, korsfæste ham og forsøge at forhindre hans opstandelse. Ateeks bog Justice and Only Justice vender historien på hovedet, bagvasker jøderne, og hvidvasker arabisk vold. Moderne antisemitisme behandles i ét afsnit; zionismen er portrætteret som et aggressivt kolonialt eventyr. Modige jøder er dem, der bekender sig til "moralsk selvmord" og mener, at jødedommen burde leve videre uden en stat.

På samme måde er jødisk statsløshed blevet forvandlet til en teologisk nødvendighed af dem, der bruger Bibelen til at delegitimere Israel. I 1967 udsendte en gruppe arabiske kristne et notat med titlen: "Hvad der kræves af den kristne tro med hensyn til det palæstinensiske problem" [“What is Required of the Christian Faith Concerning the Palestine Problem”]. Som den kristne analytiker Dexter Van Zile har bemærket, så antydede dette dokument, at jødisk statsløshed var en nødvendig forløber for menneskehedens frelse. Dokumentet forklarer, at "det jødiske folks kald er universelt ikke partikularistisk," og fortsætter: "Af dette fremgår klart, at oprettelsen af en udelukkende jødisk stat, Israel, går direkte imod Guds plan for det jødiske folk og verden." Enden på det jødiske folk som en politisk enhed var et tegn på Menneskesønnens komme og fremkomsten af Guds rige.

I 2009 udgav en gruppe palæstinensiske arabiske kristne Kairosdokumentet - et manifest opkaldt efter en kristen modstandserklæring, der blev offentliggjort i Sydafrika i 1985 - med det klare formål at sammenligne Israel med apartheidregimet. Mens det foregav at være en afgørende løsning på dødvandet i Mellemøsten, hævdede Kairosdokumentet samtidig, at jødisk suverænitet var en hån mod Guds plan for menneskeheden, denne gang baseret på sekulære forestillinger om menneskerettigheder.

Sådanne påstande får i stigende grad indflydelse i de vestlige kirker, hvis fjendtlighed mod Israel længe har været drevet af deres forbindelse med kirker i de arabiske lande. Denne fjendtlighed er blevet stærkt påvirket af Kirkernes Verdensråd (WCC), som blev grundlagt i 1948, få måneder efter Israels egen grundlæggelse. De mellemøstlige kirker, der var med i WCC, havde gennem årene lært at tilpasse deres budskab for at formilde de islamiske magthavere i de arabiske lande, de befandt sig i. Som et resultat nævner WCC næsten aldrig forfølgelsen af kristne verden over. I stedet demonstrerer det en institutionaliseret besættelse af at dæmonisere Israel. En insider i WCC fortalte Paul Merkley - professor emeritus i historie ved Carleton University, Ottawa, og en kendt autoritet angående kristne holdninger til Israel - at i almindelighed er "kritikken af en eller anden israelsk synd (...) hård, mens de arabiske lande bliver skånet for enhver form for fordømmelse for ikke at skade kristne missionsinteresser dér."

WCC spillede en central rolle i gennemførelsen af FN's Konference om Racisme, Racediskrimination, Fremmedhad og Beslægtet Intolerance - det anti-israelske, anti-jødiske møde, der blev holdt i Durban, Sydafrika, et par dage før 9/11. WCC-repræsentanter krævede, at FN skulle fordømme Israel for "systematisk at begå racistiske forbrydelser, herunder krigsforbrydelser, folkemord og etnisk udrensning". Merkley bemærker:

"Denne Durban-erklæring blev for en stor del opnået gennem den aktive lobbyvirksomhed af Kirkernes Verdensråd, der tjente som mægler mellem de muslimske stater og den vestlige opinion i august 2001. I dag tjener Durban-erklæringen som kilde til de mottoer, med hvilke respektable mennesker i vores del af verden former deres kampagner for at fratage Israel dets ret til liv. WCC-udtalelser om dette tema efterplapres af de officielle tidsskrifter og nyhedsbreve fra de store protestantiske trosretninger i USA og andre steder rundt om i verden."

WCC har særlig indflydelse i progressive vestlige kirker, der abonnerer på dens kamp for verdens fattige og fordrevne, og som derfor også har overtaget dens fortælling om Israel. Som Van Zile bemærkede, har en gruppe på fem amerikanske protestantiske kirker - Den Presbyterianske Kirke (USA) [the Presbyterian Church (U.S.A.)], Den Forenede Kristi Kirke [the United Church of Christ], Den Forenede Metodistkirke [the United Methodist Church], Den Episkopale Kirke [the Episcopal Church] og Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Amerika [the Evangelical Lutheran Church in America] - i mange år nu legitimeret den stadigt mere ondartede anti-israelske bevægelse i USA. Den generelle fortælling præsenteret af disse kirker er, at Israel ensidigt kunne bringe en ende på den arabisk-israelske konflikt, men vælger ikke at gøre det på grund af brister i nationens nationale karakter.

Nogle af deres tilhængere har protesteret mod kirkernes angreb på Israel. På Den Episkopale Kirkes Generalforsamling i juni 2006, fremlagde tre biskopper en resolution, der opfordrede kirken til at undskylde for dens "konsekvent ubalancerede tilgang til konflikten i Mellemøsten". En forklaring, der ledsagede resolutionen, udtalte, at "stort set alle Generalforsamlingsresolutioner vedrørende Mellemøsten - og alle offentlige politiske erklæringer fra episkopale organer - har ubarmhjertigt kritiseret staten Israel, skildret den jødiske stat som en undertrykker-nation og det palæstinensiske folk som ofre for israelsk undertrykkelse".

I juli 2005, vedtog Generalsynoden i Den Forenede Kristi Kirke en resolution kaldet "Riv muren ned" [“Tear Down the Wall”], der opfordrede Israel til at fjerne sin sikkerhedsbarriere, men ikke opfordrede palæstinenserne til at stoppe terrorangrebene, der nødvendiggjorde barrierens opførelse.

Samme år, vedtog Den Alkirkelige Forsamling [Churchwide Assembly] i Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Amerika en resolution, der bekræftede kampagnen "Fred ikke Mure". Skønt den udviser mindre uvilje mod Israel end andre protestantiske kirker, placerer den stadig byrden for at afslutte den arabisk-israelske konflikt på Israel.

Der har været gentagne forsøg på at få disse kirker til at trække deres investeringer tilbage fra virksomheder med tilknytning til Israel. I 2005 vedtog Den Forenede Metodistkirkes konferencer i Virginia og New England resolutioner, der kræver frasalg [divestment]. I 2004 blev en frasalgsresolution vedtaget af generalforsamlingen i Den Presbyterianske Kirke (USA), der udpegede Israel som mål. Denne resolution hævdede også, at Israels "besættelse" havde "vist sig at være roden til onde handlinger begået mod uskyldige mennesker på begge sider af konflikten."

Selv presbyterianerne efterfølgende omstødte deres politik med at udskille Israel som mål for frasalg, stemte de i 2012 for at boykotte varer fremstillet på Vestbredden.

Denne juni vil generalforsamlingen i Den Presbyterianske Kirke (USA), som afholdes hvert andet år, gøre endnu et forsøg på Israel-relaterede frasalg i kølvandet på et dokument kaldet Zionism Unsettled, [Zionismen Uafgjort], en "studievejledning" udgivet tidligere dette år af Kirkens Israel-Palæstina-mission. Den angriber "den jødiske og kristne zionismes teologiske og etiske exceptionalisme, som har været beskyttet mod åben debat på trods af de uacceptable krænkelser af menneskerettighederne, der har rod i deres centrale overbevisninger." Zionisme, påstår den, har ødelagt både indfødte palæstinensiske liv og jødiske samfund over hele kloden i en supremacistisk fejlfortolkning af Guds ord i lighed med "den kristne exceptionalistiske tro, [der] bidrog til den nazistiske Holocaust, folkemordet på indianerne og utallige andre eksempler på tragisk brutalitet."

Hvad angår Church of England, er pastor Andrew White - tidligere ærkebiskoppen af Canterbury's udsending til Mellemøsten, og nu kendt som Sognepræsten fra Bagdad - en kristen zionist. Ifølge White er palæstinensisk påvirket erstatningsteologi nu gået viral i Church of England. Den bibelske Gud ses som de undertryktes Gud; palæstinenserne er de undertrykte; og Kirken må derfor kæmpe for retfærdighed mod deres undertrykkere, jøderne, så palæstinenserne kan træde ind i deres forjættede land. Denne analyse, siger White, i hvilken politik og teologi således blev uløseligt forbundet, har påvirket hele trosretninger, de fleste bureauer for kristen pilgrimsfærd og mange af de store missioner og hjælpeorganisationer.

Den britiske teolog Colin Chapmans meget indflydelsesrige bog fra 2002, Whose Promised Land? fastlægger den teologiske delegitimering Israel. Chapman skrev: "Guds riges komme gennem Jesus Messias har forvandlet og givet ny betydning til alle løfterne og profetierne i Det Gamle Testamente." Jøder og kristne var, efter hans måde at udtrykke sig på, blevet ét "nyt menneske" bestående af både jøde og kristen; denne nye personkategori berettigede således ikke en jødisk stat.

"Kristen palæstinianisme" er i Storbritannien anført af Stephen Sizer, sognepræsten i Christ Church, Virginia Water, Surrey. Sizers bog, Christian Zionism: Road-Map to Armageddon? er blevet anbefalet af mange førende britiske og amerikanske biskopper og teologer. I den skrev Sizer: "Så at foreslå, at det jødiske folk fortsætter med at have et særligt forhold til Gud adskilt fra troen på Jesus, eller har eksklusive rettigheder til et land, en by og et tempel, er, med ordene af John Stott [en ledende British evangelikal], 'bibelsk bandlyst'."

Biskopper og ærkebiskopper i Church of England præsenterer systematisk israelerne som brutale undertrykkere og palæstinenserne som deres ofre. I juni 2005 sammenlignede en rapport fra Det Anglikanske Netværk for Fred og Retfærdighed [Anglican Peace and Justice Network] - der understøttede en kortvarig frasalgsbevægelse [divestiture move] - Israels sikkerhedsbarriere med "pigtrådshegnet omkring Buchenwald-lejren". I 2012 stemte den almindelige synode i Church of England med overvældende flertal for at styrke båndene til Det Økumeniske Ledsageprogram i Palæstina og Israel (EAPPI) [Ecumenical Accompaniment Programme in Palestine and Israel], en gruppe, der støtter BDS-kampagnen mod Israel [BDS - Boykot, Divestment and Sanctions - Boykot, Frasalg og Sanktioner, o.a.], og bringer folk til Vestbredden for at opleve, hvad EAPPI kalder "livet under besættelse".

Juletidens hoveddekoration i år ved St. James Church, Piccadilly, i hjertet af det centrale London, var anbragt foran bygningen: En mur, 24 meter høj og 100 meter lang. Denne, informerede kirken offentligheden, var en kopi af den israelske mur, der omgiver Betlehem.

Men der er ingen mur, der omgiver Betlehem. Israels sikkerhedsbarriere, hvoraf meget er et simpelt hegn af kæder, har kun form af en mur langs det område, hvor risikoen for terrorist-infiltration ind i Jerusalem er meget høj. Faktisk er det eneste formål med sikkerhedsbarrieren at forhindre terrorangreb på israelere. Muren har æren af væsentligt at have reduceret angrebene, mens forsøgene på at begå dem har varet ved.

Men denne centrale betragtning var næsten helt udslettet af St. James Church, hvis mur var kernen i en to-ugers præsentation om israelsk undertrykkelse af palæstinenserne kaldet Betlehem Pakket Ud [Bethlehem Unwrapped]. De progressive kirker har gjort Betlehem, denne ikoniske kristne by, til et symbol på palæstinensernes lidelser i hænderne på Israel.

Dette demonstrerer en ufattelig foragt for kendsgerningerne. Beliggende få minutters kørsel ad vejen fra Jerusalem, var Betlehem engang en overvejende kristen by. I 1948 var omkring 80 procent af dens indbyggere kristne; nu anslås tallet til at være mellem 20 og 40 procent. Ifølge Justus Weiner, en retskyndig ved Jerusalem Center for Offentlige Affærer [Jerusalem Center for Public Affairs], faldt antallet af kristne i Betlehem brat under den jordanske besættelse i 1949-1967, hvor tusindvis af muslimer blev bosat i byen.

"Kristne arabere har været ofre for hyppige krænkelser af menneskerettighederne begået af muslimer," har Weiner skrevet. "Der er mange eksempler på intimidering, prygl, jordtyveri, brandbomber mod kirker og andre kristne institutioner, nægtelse af ansættelse, økonomisk boykot, tortur, kidnapning, tvangsægteskab, seksuel chikane og afpresning. Embedsmænd fra Den Palæstinensiske Myndighed (PA) er direkte ansvarlige for mange af menneskerettighedskrænkelserne. Situationen for disse kristne er blevet barsk."

Naim Khoury er præst i Bethlehem’s First Baptist Church. Han og hans familie er blevet systematisk chikaneret og angrebet af muslimer. Kirken er blevet brandbombet 14 gange, og Khoury er blevet skudt adskillige gange i det sidste årti. Betlehems kristne mener, at denne fjendtlighed er blevet forværret i de seneste år. "Folk fortæller dem altid: 'Konverter til islam. Konverter til islam'", har Khoury sagt. "'Det er den sande og rigtige religion.'"

Det eneste sted i Mellemøsten, hvor kristne er sikre og trives, er Israel. Ifølge Merkley, voksede den kristne befolkning i Israel til nær det 6-dobbelte fra omkring 34.000 i 1948 til næsten 180.000 i 1998. Israel er det eneste land i Mellemøsten, hvor antallet af kristne i det sidste halve århundrede er vokset i absolutte tal og er forblevet stabilt i forhold til hele befolkningen. Alle andre steder går kristne befolkninger tilbage, i mange tilfælde stejlt.

Og alligevel giver kirkerne forbavsende nok Israel skylden for dette fald. Kort før jul 2006 gav den daværende ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams, israelsk politik og sikkerhedsbarrieren skylden for de palæstinensiske kristnes flugt fra Betlehem. Han spurgte retorisk: "Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor meget det betyder for den israelske regering at have kristne samfund i Det Hellige Land. Er de en forlegenhed eller er de en del af en løsning? Det er et spørgsmål."

At gøre Israel til syndebuk på denne måde er endnu mere forbløffende i betragtning af forfølgelsen af kristne i hænderne på islam. Ifølge Åbne Døre, en tvær-kristen organisation, bliver omkring 100 millioner kristne i øjeblikket forfulgt i mere end 65 lande ud over verden. Af de øverste 10 lande på listen - Nordkorea, Saudi-Arabien, Afghanistan, Irak, Somalia, Maldiverne, Mali, Iran, Yemen og Eritrea - er 8 muslimske stater, som er truet af, hvad Åbne Døre kalder islamisk ekstremisme.

I Egypten er koptiske kristne blevet angrebet, myrdet og fordrevet. I Syrien er hele byer blevet tømt for deres kristne befolkninger. I december 2013 blev mindst 1.000 kristne dræbt i sammenstød med muslimer i Den Centralafrikanske Republik. "De slagter os som høns," sagde en kristen. Samme år blev syv kristne kirker brændt af muslimer i Rusland.

I februar 2014 bombede jihadister kirker i Zanzibar for at være "huler for ikke-troende". I marts 2014 halshuggede medlemmer af Somalias al-Shabaab-milits offentligt en mor til to piger og hendes fætter efter at have opdaget, at de var kristne. Samme måned i Nigeria, blev mere end 150 kristne slagtet i en massakre i Kaduna, ét af utallige angreb på kristne dér. I Sudan er kristne blevet hakket til døde for at nægte at konvertere til islam eller er blevet brændt levende inde i deres kirker. I Eritrea sidder mere end 3.000 kristne i fængsel. Der er utallige lignende tilfælde. Men om hele dette blodbad på deres egen flok er kirkerne næsten helt tavse.

Der er to primære årsager til, at progressive protestantiske kirker har overtaget den anti-israelske fortælling. Den første er, at deres egen base forbløder. Kirker, der engang stod i spidsen for sociale reformer i både USA og Storbritannien, har set deres indflydelse svinde ind sammen med deres menigheder. At være fortaler de "fattige og undertrykte" palæstinensere synes at tilbyde en vigtig rolle i den nationale debat.

Den anden grund er formørkelsen af troen blandt de progressive præster. Stadig mere uvillige eller ude af stand til at prædike Skriftens bogstavelige sandhed, har de gjort sig til forkæmpere for de fattige og undertrykte. Som et resultat trængte de sociologiske og teologiske toner, anslået af WCC, ind i de vestlige kirker og blev deres ortodoksi også. Det var denne sammenhæng, der tillod både palæstinensiske og vestlige kristne at sammensmelte det politiske og det teologiske, og genoplive den morderiske beskyldning mod jøderne for Gudsmord, med Jesus genopstået som den ultimative lidende palæstinenser.

Men der er nu en endnu mere alarmerende udvikling i gang. De seneste kristne til at bukke under for denne delegitimering af Israel og erstatningsteologiens tilbagevenden kommer fra gruppen af evangelikale, som er selve grundfjeldet under den kristne zionisme. Dette er så meget mere ødelæggende, netop fordi disse kristne tager Skriften meget alvorligt. Mens de progressive kirker har absorberet den palæstinensiske teologiske anklage mod jøderne næsten som en eftertanke, er nogle evangelikale i færd med at omskrive teologien, der inspirerer enhver af deres handlinger. De er ikke blot anti-zionister. De er religiøst inspirerede, antijødiske erstatningsteologer.

Et tidligt varsel om denne ændring var et møde i London i 1986 holdt af John Stott. Lausannekongressen for Verdensevangelisering nedsatte en gruppe kaldet Evangelikale for Mellemøstlig Forståelse for at gå imod den opfattelse, at Israel var opfyldelsen af bibelsk profeti. Sådanne mennesker er tilhængere af en bevægelse, som den kristne analytiker Paul R. Wilkinson har kaldt "kristen palæstinianisme".

I sin bog Who are God’s People in the Middle East? fortæller Gary Burge om, hvordan han vendte sig fra kristen zionisme efter at have fået at vide af fader George Makhlour fra St. Georges græsk-ortodokse Kirke i Ramallah: "Kirken har arvet løfterne til Israel. Kirken er faktisk det nye Israel." Burge kom til at tro, at "Jesu tilhængere var det nye Guds folk. Og de ville arve historien og løfterne, der fortælles om gennem hele Det Gamle Testamente (...). Uanset hvad 'land' betød i Det Gamle Testamente, uanset hvad løftet indeholdt, tilhørte det nu de kristne."

I marts dette år, deltog omkring 600 evangelikale kristne i et fire-dages arrangement i Betlehem kaldet Christ at the Checkpoint [Kristus ved Checkpoint]. Den dybere hensigt med denne konference var at fusionere teologisk baseret kristent jødehad, den palæstinensiske offer-mytologi og en total omskrivning af historien. Et vidne, Brian Schrauger, skrev: "Med undtagelse af udtrykkelige opfordringer til vold, blev alle dele, alle aspekter af Fatahs og Hamas' islamiske retorik på en strålende, rædselsvækkende måde 'kristnet'. I kølvandet på deltagelsen, finder jeg mig fuld af kvalme, chokeret og tilsølet i min sjæl."

Dette var den tredje højprofilerede konference under titlen Kristus ved Checkpoint (eller CatC, som arrangørerne kalder det). Disse sammenkomster samler evangelikale kristne fra hele verden, ifølge deres manifest med det formål, at "genvinde den profetiske rolle bestående i at bringe fred, retfærdighed og forsoning til Palæstina og Israel."

Hvad dette i virkeligheden betyder, er, at deltagerne fortæller hinanden om den "brutale israelske besættelse" og "undertrykkelsen" af palæstinenserne. Det hele fremstilles som en levende gentagelse af Jesu lidelser i hænderne på ingen ringere end forløberne for de selv samme israelske undertrykkere, jøderne. Derefter vender de hjem og spreder ordet blandt evangelikale kirker. Nogle nedslåede iagttagere har kaldt dette for den "evangelikale intifada."

For mange kristne, både evangelikale og progressive, er denne særlige dæmonisering af Israel uimodståelig. Gennem de lidende palæstinensere, kan de gennemleve Jesu historie i den moderne verden. De behøver ikke at tro på Gud. De behøver blot at se palæstinenserne som lidende som Jesus led.

Og selvfølgelig er geografien afgørende. De, der fremmer palæstinensisk befrielsesteologi, spiller på det faktum, at "Det Hellige Land" er det vigtigste sted i verden for kristne. Som Van Zile siger:

"De bringer kristne hertil for at vandre Via Dolorosa; de føler, de går i Jesu fodspor som lidende kristne. Palæstinenserne logrer for dem, men de kristne føler, at de lever evangeliet. De bliver høje af palæstinensisk lidelse og jødisk ugerning. Selvom Israel er det eneste land i Mellemøsten, hvor antallet af kristne vokser, finder de Israel utålelig, fordi jøderne formodes at være udslettet fra det moralske landkort. Så de er nødt til at gøre dem til nazister."

For de unge evangelikale, der lapper løgnene på CatC-konferencen i sig, er der en ekstra dynamik. De hader at blive tjæret over med den samme uncool børste, som deres forældres generation blev. I deres bog UnChristian: What a New Generation Really Thinks About Christianity, konkluderer David Kinnaman og Gabe Lyons, at unge evangelikale, ligesom deres sekulære jævnaldrende, finder konservativ kristendom alt for anti-homoseksuel, alt for fordømmende og alt for politisk. Ligesom John Lennon i sangen "Imagine", forestiller de sig en verden uden hindringer for fred og kærlighed. De ser ikke sig selv som anti-Israel, fordi dette at være "anti-" er ikke særlig kærligt. De fortæller sig selv, at de i stedet er pro-palæstinensiske, pro-fred, og pro-kærlighed.

Ifølge Robert W. Nicholson, en ung kristen, der har skrevet tappert om skiftet blandt evangelikale: "Kærlighed overtrumfer nu alt blandt milleniaristerne i CatC. De unge ønsker ikke at blive set i det samme hadefulde lys som deres forældre. Om homoseksuelt ægteskab siger de, at de bare elsker alle. Så i CatC er Israel repræsenteret som en dræbermaskine. Det er et så let spring at tage. Jødiske misgerninger spillede en stor rolle i den tidlige kristne historie - så hvis du giver folk en fornemmelse af, at de er ofre for jødiske misgerninger, så føler de sig som Jesus."

De unge CatC-deltagere tages på ekskursioner til "adskillelsesmuren", til checkpoints og til de palæstinensiske områder i Østjerusalem. De tages ikke til jødiske kvarterer. De møder ikke jødiske ofre for palæstinensisk terror. Og de besøger ikke hospitaler, hvor arabere og jøder bliver behandlet ved siden af hinanden af arabiske og jødiske læger.

CatC-konferencerne drives af Bethlehem Bible College og Holy Land Trust (HLT). Sami Awad, grundlægger og administrerende direktør for HLT, har sagt, at de har "givet uddannelse i ikke-vold til Hamas-ledere og andre militante grupper", og at ikke-voldelige demonstrationer "ikke (er) en erstatning for den væbnede kamp". Awads onkel, Alex - præst i Østjerusalem Baptistkirke, professor ved Bethlehem Bible College og en ledende CatC-organisator - sagde i et interview med Nicholson:

"Kristendommens budskab er et universel ét, der ikke er interesseret i etnicitet eller territorium. Den nye pagt, indvarslet ved Messias' komme, gjorde den gamle pagt forældet (...). Hvad der skete i 1948 og 1967 var ikke moralsk, og personligt tror jeg ikke, det havde nogen guddommelig betydning. Og for øvrigt behøver der ikke nødvendigvis være en "staten" Israel for at løftet om en ny samling af jøderne kan opfyldes (...). Jeg er ikke anti-semitisk overhovedet. Gud frelste mig fra det for længe siden. Jøderne er stadig specielle for Gud (...). Men således er alle mennesker."

At feje jøderne ud af landet Israel betyder også at feje dem ud af deres egen historie.

Ifølge Nicholson var der på dette års CatC-konference påstande fremme om, at den "første naqba" var i 587 f.Kr., da "palæstinenserne" blev "forvist til Babylon", og at den "første intifada" var i 70 e.Kr., da Titus ødelagde templet. Men selvfølgelig var det jøder, der blev forvist fra landet Israel i disse år. Han siger, at han også hørte påstande om, at dagens jøder i virkeligheden alle er khazarer, og at det er moralsk og teologisk forkert at sige, Israel er en jødisk stat.

Nicholson var bedrøvet over konferencedeltagernes reaktion på disse absurditeter. "Du lader blikket løbe rundt og ser velmenende amerikanere nikke samstemmende", sagde han. "De ved ikke, hvad der skete i historien, de ikke ved, hvad det betyder, så de går bare med til det." Når nogen knyttede terrorisme sammen med enten Yassir Arafat eller Israels sikkerhedsbarriere, begyndte folk at buhe.

Hvad der så dybt alarmerer tætte iagttagere som Nicholson og Van Zile, er denne tilgangs snigende, sjælsforvridende manipulation, og de bizarre og giftige overbevisninger, der bliver slugt som følge heraf. Fordomme mod jøderne, en benægtelse af jødisk lidelse og dæmoniseringen af Israel bliver omhyggeligt skjult af et mantra om fred-og-kærlighed. Dette er - får de idealistiske, naive og uvidende CatC-deltagerne at vide - hvad kristendom handler om.

Hånd i hånd med kristen palæstinianisme er kommet den stadige islamisering af Kirken. Samtidig med at den i stigende grad ignorerer sine jødiske rødder, har Kirken i stedet rakt hånden frem mod islam. I et dokument offentliggjort i 2007, skrev Margaret Brearley, en britisk forsker i interreligiøse relationer og tidligere rådgiver for ærkebiskoppen af Canterbury, at den Anglikanske Kirke som helhed syntes i færd med gradvist at løsrive sig fra sin jødiske arv. Det var ikke længere normativt for anglikanske præster at beherske hebraisk, og hvis præster studerede en anden religion på et teologisk college, var det nu med større sandsynlighed islam end jødedom.

Kirken, skrev hun, havde taget store skridt i retning at bekræfte islam som en jævnbyrdig "abrahamitisk religion". Det vigtigste af disse initiativer var et kristen-muslimsk seminar kaldet Building Bridges, der var indkaldt af ærkebiskoppen af Canterbury i januar 2002. Meddelelserne fra åbningsmødet understregede "kristnes og muslimers fælles rejse" og "betydningen af at uddybe vores dialog og forståelse" især efter 9/11. Redegørelser, præsenteret af nogle muslimske og kristne forskere, pegede på ækvivalens, selv enhed, mellem islam og kristendom. Biskop Kenneth Cragg erklærede for eksempel, at "Magnificat og Allahu Akbar er de sikre doxologier, ved hvilke vore to trosretninger begynder" [Magnificat er Marias Lovsang i Luk 1:46-55. En doxologi er en lovprisning af Gud, o.a.] og at "i mysteriet om vores skabte menneskelige hverv (...) er to trosretninger én", mens professor David Kerr forklarede radikal islam "som en form for befrielsesteologi". Brearley skrev: "Tilnærmelsen mellem anglikanisme og islam har tilskyndet en proces, i hvilken enhver kritik af islamisk nationalisme eller islamisme enten er ekstremt afdæmpet eller helt fraværende."

Det væsentlige problem, siger Canon Andrew White, er den manglende vilje i kirken til at indse forskellen mellem jødedom og islam. "De ønsker ikke at erkende, at deres tro kommer fra jødedommen," sagde han. "De taler i stedet for om "Abrahams børn", som om vi alle er i den samme pulje. Virkeligheden er imidlertid, at selv om islam og jødedom har mange skikke til fælles, er de lige så langt fra hinanden, som kristendom er fra hedenskab."

Som et resultat, ser Church of England gennem fingre med en afskyelig historisk revisionisme. Muslimer hævder ikke alene, at de boede i landet Israel før jøderne, men også, at islam på en eller anden måde var den egentlige jødedom, før jøderne forvanskede deres egen religion. Koranen siger, at islam kom før jødedom og kristendom og var troen, der praktiseres af Abraham, som var muslim (3:67-68). Den henviser mange gange til islam som Abrahams religion (2:130, 135; 3:95; 4:125; 6:161). Islamisk tradition lærer, at det er Ismael, ikke Isak, som Gud befaler Abraham at ofre. Den lærer, at jøder og kristne forvanskede deres skrifter, så Allah måtte sende en frisk åbenbaring gennem Muhammed. Dette annullerede jødedom og kristendom og bragte folk tilbage til den eneste sande religion, islam, som Abraham havde praktiseret.

Eksistensen af Israel som en jødisk stat er således bandlyst, fordi islam lærer, at muslimerne faktisk er de virkelige, autentiske jøder. Som Osama bin Laden erklærede i sit "Brev til det amerikanske folk":

"Det er muslimerne, der er arvinger til Moses (fred være med ham), og arvinger til den virkelige Tora, der ikke er ændret. Muslimer tror på alle profeterne, heriblandt Abraham, Moses, Jesus og Muhammed, Allahs fred og velsignelser være med dem alle. Hvis Moses' tilhængere er blevet lovet en ret til Palæstina i Toraen, så er muslimerne den mest værdige nation til denne."

Kristne synes i stigende grad at være enige.

Det virkelig svære problem er, at erstatningsteologi ikke er en eller anden yderliggående teologi, men er dybt forankret i kristen tænkning. På det mest grundlæggende niveau mener Kirken, at kristendommen erstattede jødedommen. Holocaust fik vestlige kirker til at genoverveje dette, mens dem i de østlige lande forblev uberørte. Men hvor katolikkerne i den pavelige encyklika Nostra Aetate fra 1965 [en erklæring fra 2. Vatikankoncil, o.a.] åbent forsøgte at indrømme og fornægte deres egen anti-jødiske tænkning, fejede de protestantiske kirker i stilhed erstatningsteologien ind under gulvtæppet.

Denne undladelse af at tage hånd om de teologiske rødder til kristen anti-jødisk fordom, efterlod de protestantiske kirker åbne for politisk opportunistisk og revisionistisk palæstinensisk anvendelse af læren, samt brugen af den som et våben mod staten Israel.

I hele tumulten omkring bevægelsen Boykot, Frasalg og Sanktioner (BDS) og kampagnen for at delegitimere Israel, har de protestantiske kirkers rolle kun fået ringe opmærksomhed. Det er en frygtelig fejltagelse. Erstatningsteologiens genkomst er af den størst mulige betydning for den måde, hvorpå Israel betragtes i Vesten. Kirken har stadig stor indflydelse på den vestlige kultur. Selv i Storbritannien mener folk, at kristne gejstlige er legemliggørelsen af integritet, samvittighed og sanddruhed; når de hævder, at Israel er en racistisk, undertrykkende, aggressiv stat, bliver de troet. Og i USA er centraliteten af kristendommen og den hebraiske bibel så stor, at hvis dette teologiske og politiske skred ind i usandhed og had ikke bliver stoppet, vil det få drastiske konsekvenser - ikke kun for støtten til Israel, men for det amerikanske samfund.

Mens kristne bliver myrdet af islamister over hele verden, har nogle af deres kirker dirigeret deres lidenskaber andetsteds hen. De er travlt beskæftiget med at omskrive historien, konstruere en teologi på basis af grov politisk forvrængning og alliere sig endnu en gang med historiske kræfter af bundløst mørke. Det er ikke kun staten Israel, som er truet som følge heraf. Mens den tramper på sit fædrene ophav, omfavner Kirken sin egen morder - og Vestens potentielle nemesis.




Melanie Phillips er klummeskribent for The Times (London) og forfatter til blandt andre Londonistan: How Britain is Creating a Terror State Within (Gibson Square) og The World Turned Upside Down: The Global Battle over God, Truth, and Power (Encounter).








Oversættelse: Bombadillo