Min prøvelse som ex-muslim i Iran og Tyrkiet
Af Forfulgt kristen
Oversættelse af: My ordeal as an ex-Muslim in Iran and Turkey
Kilde: Jihad Watch, 21. august 2017
Udgivet på myIslam.dk: 23. september 2017

Jihad Watch-redaktørens note: Forfatterens identitet kan ikke afsløres af indlysende grunde.

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Billede af forfatterens ryg efter hans møde med de iranske myndigheder.

At tro på forkerte ting og have den forkerte tro giver under islamisk lov på en eller anden måde tilstrækkelig berettigelse til at retsforfølge og endog dræbe.

Dette var min forbrydelse: At tro på noget, som de iranske myndigheder og islam betragtede som en trussel mod deres eksistens.

Da jeg kom fra en familie med hemmelige kristne overbevisninger, elskede jeg altid kristendommen, selvom jeg ikke altid praktiserede den, da jeg var barn.

Min far havde flere malerier af Jesus Kristus og Moder Maria, en gammel bibel fra før den iranske revolution, flere bøger om kristendommen og kors, statuer og flere andre ting.

De havde direkte og indirekte indflydelse på mit trossystem. Da jeg var meget ung, plejede jeg at åbne Koranen og Bibelen og læse i dem. Jeg følte altid en stærk forbindelse med kristendommen, når jeg læste Det Nye Testamente, mens jeg i modsætning hertil aldrig følte noget positivt, når jeg læste Koranen. I kapitler og vers stødte jeg på ting, som jeg ikke kunne overbevise mig selv om, kom fra en barmhjertig gud.

Skolerne tvang os til at bede og høre religiøse taler. Jeg havde det aldrig godt med dem. Det foregik ofte i stinkende lokaler fyldt med lugten af uvaskede sokker. Den høje ubehagelige støj fra islamisk bøn, overalt sangene om død over Amerika og Israel, den systematiske sexisme mod kvinder, diskriminationen mod andre religiøse minoriteter eller trossystemer, påstanden om at være moralsk overlegen efterfulgt af opfordringen til at udslette Israel og Amerika og mange andre ting - alt dette føltes aldrig rigtigt eller som noget guddommeligt.

Jeg følte altid en stærk modsætning mellem kristendommens barmhjertige Gud og islams "Allah".

Jeg var ekstremt heldig at blive født i en familie, som gav mig mulighed for at kende kristendommen og forstå islam. Ikke alle er så heldige.

Jeg følte altid fred, når jeg læste i Bibelen. Selv når jeg i tv-shows og film så scener fra Kirken - og på trods af at de var helt uden forbindelse med showets plot - fandt jeg fred og trøst bare ved at se de kristne bede i en kirke.

Min bror lyttede til masser af rockmusik. Jeg husker, at jeg så en musikvideo med Guns N' Roses' nummer, November Rain. Dengang vidste jeg ikke, hvad sangen handlede om, men da Slash kom ud af kirken, som stod i midten af ingenting, følte jeg en stærk forbindelse.

Han lyttede også til et band ved navn ERA. De lavede musik mest om kristendommen og er i hovedsagen religiøse. At lytte til dem føltes meget fredeligt og var inspirerende.

Som man kan forstå, havde min bror og far stor indflydelse på mig både mentalt og åndeligt fra barnsben af.

Officielt var vi født muslimske, hele min familie. Fordi apostasi straffes af døden i islam, var min far altid bange for at blive anholdt. Han ville aldrig indrømme sin tro, selv ikke privat, og han rådede os altid til at være forsigtige med, hvad vi sagde til andre om vores familie eller vores mening om islam.

Han fortalte mig historier fra det før-revolutionære Iran og om hvordan han arbejdede på steder, der var fulde af kristne og udlændinge. Han nævnte også en af hans nære venner, der også var kristen og som blev henrettet efter revolutionen. Han rådede mig altid til at være forsigtig med, hvad jeg gjorde, fordi tro i Iran ikke er noget, man spøger med. Og du kan nemt blive anholdt for at sige det forkerte om islam.

Årene gik og jeg følte mig mere og mere åben overfor kristendommen og stadig længere væk fra islam. Jeg havde mine tvivl, som enhver sund person ville have, indtil jeg kom til et vendepunkt.

Jeg læste historien om Lourdes i Frankrig og hvordan vand fra dens kilde helbredte mange mennesker. Jeg var lidt skeptisk i starten, men efter at have forstået, at omkring 69 af tilfældene - ud over at være set af mange vidner - var videnskabeligt beviste mirakler, vidste jeg, at der var tale om et moderne mirakel. Da vidste jeg, at jeg ønskede at være, hvad der altid havde føltes rigtigt for mig: En kristen, en troende på den sande gud.

Jeg var omkring 18. Jeg studerede på universitetet. Den nærmeste vej hjem var ad en gyde, hvori der fandtes en gammel kirke. Denne kirke var bygget før revolutionen. I flere uger gik jeg forbi, og jeg kiggede på bygningen og korset på toppen af den. Jeg følte mig forfrisket, jeg fantaserede om at gå ind i den midt om natten for at tænde et lys og bede, eller at spille guitar udenfor den, ligesom Slash havde gjort det i November Rain.

Jeg nøjedes med at kigge og føle, indtil jeg en dag besluttede at besøge kirken og spørge en præst om kirkegængeres sikkerhed og dåb. Jeg bankede på og en midaldrende mand lukkede op. Jeg spurgte efter en præst, og han spurgte mig, om jeg var født muslim og om jeg ønskede at konvertere og jeg sagde ja, måske. Han sagde, at jeg skulle vente i gården, så ville han ringe til præsten. Men det var som at vente i dødens forgård. I virkeligheden ringede han for at tilkalde efterretningsagenterne. Efter ca. 20-30 minutter trådte to civilklædte agenter ind i gården, der uden videre skubbede mig om på jorden og gav mig håndjern på. Senere førte de mig til deres bil og gav mig bind for øjnene. De sagde, at jeg skulle holde mig nede og ikke komme op, ellers ville de knuse mit hoved.

Selve det, min far var bange for, var sket. Jeg var skødesløs og lyttede ikke til min far.

De tog mig til et sted under jorden (at dømme efter antallet af trin vi gik nedad) og anbragte mig i et værelse. Tre andre fyre kom ind. Den ene af dem var ældre, tydeligvist af højere rang end de to andre, med masser af skæg og et skræmmende blik.

Han begyndte at stille mig spørgsmål, som f.eks. om jeg var spion for CIA eller Mossad og om mine forældre var politiske aktivister og meget andet. Og han begyndte at forbande og fornærme min familie, især min mor. Så forbandede jeg ham tilbage og kaldte ham en forræder. Pludselig blev han gal og sagde til de to andre, at de skulle holde mig fast på et bord i stuen. Han begyndte at slå mig med et tyndt skarpt metallisk kabel. Jeg skreg af smerte og begyndte at råbe og bede ham om at stoppe. Han blev ved med at spørge, om jeg var spion og jeg svor ved alt, hvad jeg kunne komme i tanke om, for at overbevise ham om, at jeg ikke var det. Han begyndte derefter at slå mig på ryggen og i hovedet i et forsøg på at tvinge en bekendelse ud af mig. Jeg var alt for bange, jeg vidste, at vi ville få endnu alvorligere problemer, hvis jeg sagde noget om min tro eller min familie.

Han begyndte at mishandle mig seksuelt, for at tvinge mig til at tale ved at ydmyge mig. Jeg skammer mig virkelig over at tale om dette med nogen.

De lod mig slippe for bordet, da jeg skreg og bad dem om at stoppe. Så forlod de rummet og efter intens skrigen på grund af de ekstreme smerter, jeg havde, faldt jeg søvn på bordet. Således lå jeg længe. Jeg havde mareridt og vågnede pludselig ved lyden af den metalliske dør, der blev lukket, og den samme gamle fyr kom og stillede de samme spørgsmål og forlod lokalet igen. To andre mænd kom og sagde, at jeg skulle underskrive nogle papirer. Det gjorde jeg uden at se på dem, jeg var alt for bange.

De gav mig igen håndjern på og bind for øjnene og slap mig fri udenfor byen på et åbent område. Jeg troede virkelig, at de ville henrette mig, for inden de tog håndjernene af, tvang de mig ned på knæ. Men de forlod mig og kørte væk i deres bil, og jeg kunne ikke fjerne bindet for øjnene før minutter senere.

Jeg gik hen til den nærmeste vej og bad forbipasserende biler om at give mig et lift og fortalte dem, at jeg var blevet slået ned. De tilbød mig at køre mig til politistationen, men jeg afviste og tog hjem.

Som man kan regne ud, gav min familie mig mange "jeg sagde det til dig"-taler, og min far var meget gal over, hvad der var sket.

Jeg forlod ikke huset i flere uger. Jeg var alt for bange for alt. Jeg var i chok. Min familie gav mig piller for at berolige mig og det tog mig et stykke tid at komme ud af huset. Jeg fik ikke taget mine eksamener og droppede ud af universitetet.

Indvendig var jeg gal, men jeg begyndte at studere den mere for at forstå dens fejl og giftige ideologier. Jeg fandt en masse ting på internettet, herunder Jihad Watch og Robert Spencers bøger og taler. De gav mig en større forståelse for, hvor giftigt kernen i islam virkelig er. Senere blev jeg meget urolig og deprimeret. Jeg gik til psykiater og tog medicin helt indtil det sidste øjeblik, jeg var i Iran.

Året efter startede jeg på et andet universitet. Efter min anholdelse holdt jeg mig altid for mig selv og var ikke særlig social. Pludselig kom en af mine medstuderende - en pige - hen til mig og begyndte at tale til mig om den måde, jeg var på, hvorfor jeg for det meste havde mørk tøj på og hvorfor jeg for det meste var alene på universitetet. Vi endte med at udveksle telefonnumre og tale sammen hver dag.

Som tiden gik, blev jeg mere og mere glad for hende. Vi kunne lide de samme videospil og den samme slags musik. Hun var meget venlig og forstående. Til sidst åbnede jeg op og fortalte hende om min anholdelse og tro. Hun var meget åben i forhold til det, og fortalte mig, at hun bare troede på Gud eller en højere magt og ikke på nogen religion, og det havde jeg det fint med.

Efter få år føltes det som om, at hun var den, jeg skulle leve mit liv med. Den eneste bekymring jeg havde, var hendes familie, for jeg vidste ikke noget om den. Hun spurgte aldrig meget til min familie, så jeg troede, at hun ikke kunne lide at blive spurgt om sin.

Men vi udvekslede mange ideer. Jeg fortalte hende om min tro på kristendommen, mine meninger om islam og landets aktuelle tilstand, og jeg fortalte hende endda, at jeg opfattede Muhammed var en typisk pædofil, for det at gifte sig med en 6-årig er typisk pædofili, uanset hvad muslimerne siger

På det tidspunkt arbejde jeg på min bachelor-grad. Min veninde holdt op med at besvare opkald og tekstbeskeder i omkring en uge. Og så blev jeg til min undren konfronteret med universitetets sikkerhedstjeneste. De lod mig ikke komme ind og sagde, at jeg var forvist fra universitetet. Jeg spurgte dem om grunden, men de gav mig ikke nogen og fortalte mig, at jeg senere ville blive kontaktet om detaljerne.

Jeg var bekymret for hende og tænkte over, hvordan jeg skulle fortælle min familie om universitetet. Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle fortælle dem det, men den næste dag blev jeg ikke hjemme. Jeg ønskede ikke, at min mor skulle stille spørgsmål. Jeg gik rundt i gaderne og tænkte, og ringede til min veninde og fik ikke noget svar. Pludselig stoppede en bil i nærheden af mig, og en person begyndte at råbe og storme løs på mig med en ratlås. Heldigvis var der mange mennesker i nærheden, og de forhindrede ham i at komme for tæt på mig. Én fra mængden førte mig væk og sagde, at jeg skulle forsvinde, for uanset hvem denne fyr var, så var han meget gal, og at det ikke ville ende godt, hvis jeg blev og diskuterede med ham.

Jeg gik den korteste vej hjem i chok over, hvad der lige var sket. Pludselig ringede min telefon og min veninde sagde, at hende bror havde taget hendes telefon og læst de fleste af vore sms'ere, og at han var blevet rasende og havde gennembanket hende. Jeg blev meget vred, jeg skændte på hende og sagde, at hun ikke burde have beholdt sms'erne så længe. Jeg fortalte hende også om overfaldet på gaden, og efter at have givet hende fyrens beskrivelse, fortalte hun mig, at det var hendes bror. Efter et langt skænderi hvori hun sagde, at jeg skulle holde lav profil, ringede jeg til min ven og fortalte ham, at jeg ikke havde det godt. Jeg måtte se ham og havde brug for hans og hans fars råd. Jeg tog til hans hus. Jeg endte med at blive der hele natten, hvor jeg talte med ham og hans far om situationen og om hvordan jeg skulle fortælle det til min familie.

Tidligt om morgenen ringede min mor. Hun hulkede og græd og fortalte mig, at en flok civilklædte agenter havde lavet razzia i vores hjem og taget min computer og ejendele. Hun sagde, at jeg ikke skulle komme hjem, men ringe til min bror. Jeg tog hen til en af min brors venner.

Min bror fortalte mig, at agenter var efter mig, og at hvis jeg blev, ville jeg være i alvorlig fare. Han sagde, at han ville få mig smuglet ind i Tyrkiet. Jeg modsatte mig det i starten, men vi talte meget længe og han overbeviste mig om, at det ikke var sikkert for mig at blive og at jeg var nødt til at komme ud af Iran så hurtigt som muligt. Så jeg tog til Uramia [Urmia?], den nordvestlige grænseby mod Tyrkiet, og smuglere førte mig og omkring 20 afghanere og et par pakistanere ind i bjergene. Det var vinter og bidende koldt. Bjergene var meget stejle. Vi vandrede hele tiden meget højt oppe. Vi kunne ikke se mere end fem meter frem for os. Pludselig faldt jeg; jeg kunne ikke gå længere. Mine ben var ekstremt trætte. De efterlod mig.

Jeg var bange for at dø lige dér på stedet. Jeg bad til Gud om at give mig styrke. Og det gjorde han. På en eller anden måde lykkedes det mig at komme på benene og vandre meget hurtigt. Det føltes som et mirakel: Nogle øjeblikke forinden kunne jeg ikke gå og pludselig indhentede jeg gruppen på få minutter. Vi listede os nedad, fordi terrænet var ekstremt hårdt. Jeg endte med at rive mine bukser i stykker. Alle i gruppen grinede ad mig, da vi kom ned.

Efter at have passeret nogle landsbyer i Tyrkiet uden ordentlig mad kom jeg til byen Van i Tyrkiet. Efter ca. 3 dage gav de mig et ordentligt måltid, gav mig et tyrkisk sim-kort og nogle penge, som min familie havde sendt dem. De gav mig også en busbillet til Ankara og instruerede mig om at gå til ASAM-kontoret for at blive registreret som asylansøger.

For at gøre en lang historie kort, så var min udpegede by ekstremt lille. Den var som en lille landsby. De fleste kvinder bar hijab - et tegn på, at det var en religiøs by.

Flygtninge har ingen rettigheder, når det gælder jobs eller universitetsuddannelse, eller noget andet for den sags skyld. De er nødt til at arbejde ulovligt på det sorte marked, og hvis politiet opdager det, kan det i nogle tilfælde betyde fængsel eller udvisning. Politiet tvinger flygtninge til at blive i byen. Du har ikke lov til at tage væk, og du skal møde op på immigrationskontoret hver uge og bekræfte, at du er i byen; ellers vil de sende dig tilbage.

Efter en uge i Tyrkiet oplyste min familie mig om, at de havde modtaget et brev fra mit universitet, som erklærede, at jeg ikke havde lov til at studere på noget universitet! Jeg blev bogstaveligt talt fyret.

Tilsyneladende formåede min veninde hemmeligt at købe en anden telefon, for hun begyndte at sende mig beskeder og fortalte mig, at hendes bror arbejdede i efterretningstjenesten i Iran, og at hun ikke havde fortalt mig det før, fordi hun var bange for at miste mig. (Det er som en surrealistisk epidemi. I dag er alle i Iran efterretningsagenter!) Jeg var udmærket klar over hvilke problemer, jeg stod i. De ting, jeg havde sagt i tekstbeskeder til hende i Iran, indeholdt intet mindre end blasfemi, og dødsstraf er altid på bordet i sådanne tilfælde. Vi havde en stor strid, men jeg begyndte at overbevise hende om at komme til Tyrkiet og være hos mig, fordi jeg savnede hende dybt. Jeg overbeviste hende næsten. Hun skulle sælge sine smykker og komme til Tyrkiet. En dag holdt hun i flere dage op med at svare på mine beskeder. Jeg vidste, at der igen var noget galt - som en deja vu. Jeg var ekstremt deprimeret og alene i den tid. Jeg kunne gå ud midt om natten bare for at gå, få lidt luft og tænke over min rodede situation. En af de nætter, jeg var ude, stoppede en bil. Bremselyden var meget høj, men jeg tænkte ikke over det, fordi det ikke var ualmindeligt for tyrkiske unge at køre uforsvarligt med deres forældres biler midt om natten.

Jeg begyndte at høre fodtrin nærme sig, blev nervøs og besluttede at vende mig om og se. Jeg kunne ikke tro mine øjne. Det var den samme fyr, der havde angrebet mig i Iran! Han tog mig i håret og forsøgte at trække mig hen til bilen. Jeg begyndte at sparke og slå ham. Et af mine slag ramte ham på næsen. Han trådte tilbage og holdt sig på næsen og lukkede øjnene et øjeblik. Jeg udnyttede denne lejlighed til at løbe væk. Næste dag gik jeg til immigrationspolitiet og fortalte tolken om hændelsen natten før.

Han ulejligede sig end ikke med at oversætte. Han troede ikke på min historie og sagde: "Forsvind, vi ved, det er et nummer du laver for at blive overført til en anden by!"

Jeg besluttede, at denne by ikke længere var sikker for mig. Skønt ulovligt, tog jeg til den nærmeste by, som var meget større. Jeg ringede til Refugee Rights Turkey og fortalte dem om min situation. De ringede til HRDF-ngo'en i min oprindelige by og sagde, at jeg skulle tage hen og tale med dem, og det gjorde jeg. De gav mig et brev og tog sammen med mig til immigrationspolitiet og talte med dem. De troede ikke på min historie og afviste min anmodning om overførsel flere gange.

Jeg var nødt til at rejse til min oprindeligt udpegede by hver uge i seks måneder for at bekræfte mit ophold, med risiko for, ikke alene min sikkerhed, men også mit lovlige ophold i Tyrkiet.

Efter at have sendt masser af e-mails til UNHCR (FN's Flygtningehøjkommissariat), besluttede de at interviewe mig. RSD-funktionæren i UNHCR var meget streng [RSD - Refugee Status Determination - fastlæggelse af flygtningestatus, o.a.]. Hun spurgte mig, hvorfor jeg forlod islam, og hver gang jeg kritiserede islam, blev hun defensiv og forsøgte at forklare, at islam ikke er giftig, og at flertallet af muslimer er fredelige. Jeg fortalte hende også, at ethvert land, som islam nogensinde har rørt ved, i dag befinder sig i konflikt. Hun sagde, at jeg tog fejl.

Efter at have fortalt hende om min anholdelse i Iran nogle år forinden, ville jeg vise hende mine ar på ryggen. Hun nægtede at se dem, selv efter at jeg havde insisteret tre gange, og fortalte mig, at jeg kunne være blevet såret i kamp. Jeg var ikke sikker på, at hun overhovedet ønskede at hjælpe mig.

Hun lod mig end ikke fortælle min historie, som den var forløbet. Hun blev ved med at springe så meget fra emne til emne og hændelse til hændelse, at hun forvirrede sig selv. Hun forholdt sig yderst skeptisk til alt, hvad jeg fortalte hende.

Jeg fortalte hende aldrig noget om min familie. Jeg var ikke sikker på, om UNHCR ville kunne forhindre oplysningerne i at sive ud. De fleste af deres tolke er selv flygtninge, og jeg kunne ikke være sikker på, at de ikke havde forbindelse til en eller anden organisation udenfor UNHCR.

Efter seks måneders smertefuld og stressende venten indkaldte UNHCR mig til endnu et interview!

I henhold til UNHCR-reglerne skal der aftales normale interviews inden for mindre end en måned, og i tilfælde af forsinkelser skal flygtningen informeres om årsagen og tidsrammen, men dette skete slet ikke.

I det ekstra interview blev hun ved med at stille mig mærkværdige spørgsmål, som f.eks.: "Hvilke tv-shows eller film så du, og fortæl os om deres handlinger." Hun bad mig endda om at give årsagen til, at min venindes bror angreb mig i Tyrkiet. Jeg fortalte hende: "Ja, naturligvis fordi jeg trak hans søster til Tyrkiet!" Men intervieweren var ikke overbevist.

Under mit første interview talte jeg engelsk direkte med intervieweren. Men i det ekstra interview tvang hun mig til at tale gennem en farsi/tyrkisk-tolk, hvorefter de ville tale tyrkisk indbyrdes, så jeg ikke kunne forstå, hvad de sagde.

Jeg insisterede flere gange på at tale direkte med intervieweren, men hun nægtede. Jeg fortalte hende også, at fordi jeg ikke forstod tyrkisk, var det svært for mig at koncentrere mig om min historie, når tolken havde brug for 30 til 45 sekunder til at oversætte 15 sekunder af min tale. Hun fortalte mig ikke engang, at det var min ret at skifte tolk, hvis jeg ikke var tilfreds med ham.

Sidste gang jeg kritiserede tolken blev hun gal og gik ud for at tale med direktøren, kom så tilbage og sagde: "Du samarbejder ikke med os, og det vil ende dårligt for dig!"

Jeg blev ved med at sige til hende: "Jeg vil svare på alle dine spørgsmål så godt jeg kan, men jeg er ikke tilfreds med tolken og oversættelsen," og hun sagde, at jeg ikke samarbejdede med dem, og det ville ende dårligt for mig.

Til sidst tiggede jeg dem om at tro på mig og hjælpe mig og ikke holde mig hen.

Under mit ophold i Tyrkiet blev jeg konfronteret med flere tyrkere, der fortalte mig, at jeg var nødt til at tale tyrkisk i offentligheden og skjule mit kors, fordi dette var et islamisk land. Nogle tyrkere angreb mit hus med æg på begge mine vinduer. Jeg gik til immigrationspolitiet, som fortalte mig, at det ikke var muligt at gøre noget, fordi jeg ikke kunne udpege angriberne.

Jeg rapporterede alle disse hændelser til UNHCR via e-mail.

Men efter fire måneder afviste de min sag.

Og i afslagsbrevet sagde de uden nærmere forklaring, at min historie var usammenhængende og vag og ikke virkede sand. Ikke alene tvivlede de på mig, men de kaldte mig en løgner.

Selvfølgelig - når et flertal af UNHCR's tyrkiske stab består af tyrkiske muslimer, kan sådan noget ske, for som Koranen siger: "I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner!" [5:51] og tving dem til at konvertere til islam eller betale [jizya-] skatten [i henhold til 9:29, o.a.]. Når religionen udtrykkeligt fortæller muslimer, at de systematisk skal diskriminere ikke-muslimer, så var det ikke rigtig chokerende at se disse slags ting, selv ikke fra UNHCR.

Min interviewer overtrådte adskillige love og regler under og efter interviewet. Jeg ringede flere gange til UNHCR og fortalte dem om disse overtrædelser, men de ville ikke acceptere, at UNHCR ikke altid spiller efter reglerne.

De brød sig ikke engang om, at jeg var på tre eller fire forskellige medikamenter, bare for at fungere. Den stress og angst og depression, jeg måtte gå gennem hver dag, ved være alene i et land, der var fjendtligt mod kristne, og være væk fra familie og venner - du har ingen forestilling om, hvad det gør ved en sjæl.

Trist, at UNHCR Tyrkiet fortsætter med at gå på kompromis af hensyn til effektiviteten på bekostning af flygtningene.

Under begge interviewene kunne jeg høre en anden iraner blive interviewet. Jeg hørte alt, hvad han sagde, ord for ord. Alligevel praler UNHCR af deres fortrolighed med oplysninger i så høj grad, at det betragtes som blasfemi mod dem, hvis du beskylder dem for at være skødesløse med information.

Jeg skriver dette for at gøre verden opmærksom på, hvordan kristne bliver forfulgt rundt omkring i verden, mens UNHCR fortsætter med at genbosætte muslimer i demokratiske lande. Vi kristne fortsætter med at blive fejet til side, mens man - under den politiske korrektheds herredømme - ikke må sige højt, hvad islam virkelig er.

Islam er en giftig politisk ideologi, der sigter mod at overtage verden og aktivt diskriminere mod kvinder og ikke-muslimer. Og tænk ikke et sekund, at det bare er mig, der siger det - det er Koranen selv. Det er i islams charter at halshugge de ikke-troende, hvor som helst de findes, og tvinge Bogens Folk til at konvertere eller blive ydmyget ved at betale [jizya-] skatten.

Men i disse tider - med mainstream-mediernes falske nyheder, der fortsætter med at dække over islam - vil du blive dæmoniseret for blot at gøre opmærksom på kendsgerningerne.

Islamisk bedrag [taqiyya] opfordrer muslimer til at lyve i håb om at kunne beskytte og fremme islam og i sidste ende etablere et sharia-styrende kalifat præcis som Islamisk Stat.

Lad dig ikke narre til, at tro IS intet har at gøre med islam. Bogstaveligt talt næsten alt, hvad IS nogensinde har gjort, er nævnt i Koranen eller andre islamiske bøger. Det siges altid, at muslimer bør forsøge at handle ligesom deres profet, hvilket indebærer at have sex med mindreårige børn, at halshugge folk, at tvinge dem til at betale skat, at stene kvinder til døde, hvis de er utro mod deres mænd og at tage slaver og voldtage dem.

Muslimer navngiver de fleste af deres drenge efter Muhammed, efter en person, der giftede sig med et barn, dræbte mange mennesker, tog slaver og havde mere end 11 hustruer.

Dette er IKKE hadttale. Det er IKKE hadttale, hvis det virkelig er sket. Jeg giver blot udtryk for FAKTA, ikke fiktion eller hadttale.

Hvis du mener, at den nazistiske ideologi var giftig, og at Hitler var en morder (hvilket er baseret på fakta), hvorfor skal det så betragtes som hadttale, når man taler om islamiske fakta, som de fleste islamiske lærde er enige om?

Hvorfor fordømmer vi retmæssigt nazister, men giver islam særbehandling og fripas?

Hvorfor bliver feminister i det uendelige ved med at tale om den hvide mands privilegier og mobbe de kristne, mens de alle er tavse, når det gælder kvinders menneskerettigheder i islamiske lande.

Hvorfor fortsætter de venstreorienterede med at tale om mangfoldighed? For når det drejer sig om mangfoldighed af tanker, forsøger de pludselig at stemple alle andre som bigotter og vil forsøge alt i deres magt på at bringe enhver mangfoldighed af tanker til ophør?

Her til sidst vil jeg helt enkelt forsøge at sammenligne islam med kristendom for dig.

I kristendommen reddede Jesus kvinder fra at blive stenet til døde. I islam derimod opfordres der til at stene utro kvinder til døde.

Det bedste eksempel i enhver religion er deres budbringere.

Jesus var en fuldkommen mand, der aldrig dræbte nogen, opvakte folk fra de døde og fortalte folk, at de skulle elske deres fjender.

Men Muhammed løj, voldtog børn og slaver, angreb og dræbte mange mennesker og opfordrede muslimer til at lyve og muslimske mænd til tage sig op til fire hustruer og desuden slavinder.

Og den bedste moderne sammenligning?

Når du tegner en karikatur af Jesus Kristus, vil kristne for det meste grine MED dig, mens nogle måske bare vil kritisere dig.

Men når du tegner en karikatur af Muhammed, vil muslimer lave optøjer, angribe ambassader og dræbe mennesker.

Islam er IKKE kompatibel med vestligt demokrati. Tag dette fra en ex-muslim.

Ikke før islam gennemgår en reform og erkender, at Muhammed ikke var et af de bedste mennesker, der nogensinde har levet, men det stik modsatte, vil der være håb om en fredelig islam. I mellemtiden - indtil islam bliver reformeret - håber jeg bare, at de fleste muslimer vil lade være med at tage islam så bogstaveligt eller vil forblive uvidende om dens lære, for det er den eneste måde, hvorpå islamisk terrorisme kan stoppes.

Ifølge flere rapporter er mellem 15% og 25% af alle muslimer ekstremister. Det svarer til omkring 300 millioner mennesker, næsten lige så mange som befolkningen i USA.

Ifølge en meningsmåling fra The Independent støtter 21% af syrerne IS. Det betyder rundt regnet, at én ud af hver fem syriere, som du genbosætter i dit land, kan blive en terrorist.

Det fredelige flertal, som - Gud være lovet - er uvidende om islamisk lære, er uden betydning, når det drejer sig om terrorisme.

Der skal kun få ekstremister til for at kapre nogle fly og dræbe tre tusinde mennesker. Der skal kun én til at træde ind i en klub og myrde mere end 50 mennesker med koldt blod. Det skal kun én ekstremist til at trænge ind til en koncert og dræbe mere end 20 og såre over 250 teenagebørn.

Hvornår var sidste gang i det 21. århundrede, at du hørte om en kristen, der dræbte mennesker og spredte terror, fordi Jesus fortalte ham det?

På den anden side har der siden 9/11 været mere end 31.000 dødbringende terrorangreb, udført af muslimer i islams navn.

Det er ikke kun sjov, når man på internettet ser sætninger som: "Antal timer siden det sidste islamiske terrorangreb."

Vi bør alle støtte ytringsfriheden og religionsfriheden, men vi bør også støtte friheden til sund kritik og fredelig sameksistens.

Jeg fortsætter med at bede for en bedre verden og for at jeg selv kan komme ud af denne situation.

Gud velsigne jer alle, selvom I er uenige med mig.

Lev og lad leve.




Oversættelse: Bombadillo