En ny historie om korstogene som Obama bør læse
Af Stephanie Pacheco
Oversættelse af: A New History of the Crusades Obama Should Read
Kilde: Crisis Magazine, 10. april 2015
Udgivet på myIslam.dk: 6. maj 2015


Detalje fra “The Mighty King of Chivalry, Richard the Lionhearted”, malet af Fortunino Matania (1881-1963).

Steve Weidenkopf, lektor ved Christendom College’s kandidatuddannelse, har skrevet en læsbar, fortællende bog, der giver en slag-på-slag beretning om korstogene og samtidig imødegår mange af de myter, der er dukket op omkring dem. Det gør han uden at ignorere korsfarernes fejltrin. I processen giver han et stort bidrag til at ophæve myten om en "fundamentalistisk" religionskrig - som cementerer den idé, at enhver krig udkæmpet på vegne af en tro uden videre må være forkert. En mere rimelig standard ville være principperne i den traditionelle teori om retfærdig krig.

I The Glory of the Crusades forklarer Weidenkopf, hvordan korstogene markerede en nyskabelse i Kirkens holdning til læg-spiritualitet. Pave "Urbans indkaldelse til Jerusalem var et 'universelt kald til hellighed' rettet specifikt mod lægfolket, der ellers mente, at den eneste sikre måde, hvorpå de kunne bidrage til deres egen frelse, var at forsage verden og gå i kloster." Mange af korsfarerne bekendte oprigtig tro og "tog korset", selv om de stod til at miste en stor del af deres velstand, hvis ikke deres liv. I det første korstog, påbegyndt i 1096, var der faktisk 80 procent døde eller sårede.

Weidenkopf tager korsfarernes tro alvorligt og giver en særlig god diskussion af myterne om, at korstogene var krige, der handlede om at rage land til sig eller konvertere til kristendommen. Korsfarerne insisterede ikke på at konvertere dem, der levede under deres kontrol; de kæmpede snarere for at forsvare de kristne, der allerede levede i Det Hellige Land eller som var på pilgrimsfærd dertil. Og hvad angår myten om kolonisering eller imperialisme er den punkteret ved den kendsgerning, at korsfarerne kun holdt et par byer besat på ethvert givet tidspunkt og næppe efterlod tropper nok til at opretholde garnisoner endsige udvide et imperium. Langt de fleste af de overlevende vendte hjem, medtagne og fattigere takket være deres indsats.

Weidenkopf fremlægger også fuldt ud de mange brølere, korsfarerne begik, som f.eks. udplyndringen af Konstantinopel i det fjerde korstog. Han udstiller deres ofte dårlige styring og lederskab, forklarer deres fiaskoer og succeser ved at male et jordnært, menneskeligt billede af de involverede personligheder. Han bemærker, at "i modsætning til moderne hære med en samlet kommandostruktur og højt organiserede bureaukratier til støtte, var middelalderlige hære organiseret gennem personlige relationer", især relationer mellem "individuelle krigere og individuelle herremænd." På grund af den stærkt personlige karakter af den middelalderlige militære organisation, gik hele indsatsen alvorligt i kludder, når ledelsen manglede eller var dårlig.

Ved at tage korstogsbevægelsens tro alvorligt, bidrager The Glory of the Crusades med en hjælpsom vinkel til den ofte luftede bagvaskelse, at "religion forårsager krig", og at religiøs vold er unikt beklagelig, mens sekulær vold er uangribelig.

I dag er det umoderne, hvis ikke moralsk uacceptabelt, at være motiveret af trosforpligtelser, så da jeg første gang hørte om korstogene og deres forskellige fejltrin, blev jeg fornøjet. At høre om de mange tilfælde, hvor kristne forrådte hinanden eller indgik traktater med muslimske ledere i erobrede områder, gjorde mig glad og jeg tænkte: "Godt! Spændingen mellem østlige og vestlige kristne og de kristen-muslimske traktater viser tydeligt, at dette ikke var en krig, der var motiveret af religion. Den drejede sig snarere om ressourcer, ligesom alle krige gør, sekulære eller på anden måde. Korstogene var derfor ikke værre end nogen anden krig; og kristne er af natur ikke mere krigstilbøjelige end andre mennesker."

Læsningen af denne bog har fået mig til at genoverveje noget af dette. Hvis korstogene ikke var blot territoriale udvidelser, så er anden forståelse af denne bevægelse på sin plads.

Hvis de mænd, der deltog i korstogene, i høj grad var motiveret af en virkelig bekymring for den kristne tros hellige steder og de indfødte kristnes og pilgrimmenes sikkerhed, så var det faktisk en defensiv religiøs krig. Den opfattelse, der skal afvises, er, at kamp i troens navn i sig selv er problematisk eller lodret forkert, uanset hvor ildesete trosforpligtelser er i dag i sekulære demokratier.

Som Weidenkopf tydeligt gør klart, var den middelalderlige verden en hel del anderledes end vores moderne system. Der var ingen nationalstater, men kun kongeriger og lensherrer holdt i en hårfin balance af fred, som ofte brød sammen i krig mellem de verdslige fyrster. Det samlende element i hele Europa var ikke dets geopolitiske myndigheder, men dets tro - "kristenheden" - den kraft, som til i dag har opretholdt Europas kulturelle enhed, uanset hvor omhyggeligt EU-forfatningen forsøger at krybe uden om den.

Den tanke, at tro gav kulturel sammenhæng til et område uden nationalstater, er meget fremmed for moderne vestlig mentalitet. I dag betragtes den kulturelle enhed, der er organiseret omkring "Amerika" eller "demokrati", som gyldig og primær. Tro ses kun svagt som gyldig og klart af sekundær betydning for nationalstaten. Denne forskel giver mange kommentatorer mulighed for gladeligt at fordømme religiøs vold som "ekstremisters" forkastelige handling, mens de vender et ukritisk øje til etikken af krige, der føres af stater i "demokratiets" navn.

Så forskellen mellem "religiøs vold" og anden vold viser sig at være et vildspor. Den målestok, der gør sådanne handlinger acceptable eller uacceptable, er ikke navnet, hvori konflikterne udkæmpes, men snarere om de overholder kriterierne for retfærdig krig: Er der en retfærdig grund til krigen? Er den af defensiv karakter? Bliver vold brugt som en sidste udvej? Er der forholdsmæssig god sag? Er der en rimelig chance for succes? Bliver principperne om retfærdighed i krig fulgt, såsom kun at angribe kombattanter?

Brug af standarden for retfærdig krig forklarer hurtigt og afgjort, hvorfor terrorisme er forkert, hvad enten den er begået i Guds, Allahs, Stalins, Amerikas eller Det Flyvende Spaghettimonsters navn. The Glory of the Crusades ville have stor gavn af et længere afsnit om retfærdig krigsteori, en begrebsmæssig analyse, som bogen mangler. Alligevel er Weidenkopfs historiske fortælling mættet med så megen forståelse for den katolske tro, at den udfordrer den læser, der blankt vil benægte værdien af tro som sådan. Den giver også et solidt fundament af kendsgerninger som vægtlodder i en bedømmelse af, om hvorvidt korstogene (enkeltvist eller samlet) udgjorde en retfærdig krig eller et retfærdigt sæt af krige.

Weidenkopfs bog giver bestemt en beskrivelse, der giver en retfærdig grund til korsfarerne: De uprovokerede angreb på kristne pilgrimme og præster i Det Hellige Land. Men spørgsmålet om proportionalitet og manglen på en sammenhængende militær strategi gav de vestlige bestræbelser ringe udsigt til varig succes, hvilket er et af kriterierne for rimelighed i retfærdig krig. Og mens det er rigtigt, at korsfarerne fulgte standardpraksis for middelalderlig krigsførelse, når de nedslagtede indbyggerne i en erobret by og henrettede visse krigsfanger, så kan normaliteten i denne periode ikke gøre dette moralsk acceptabelt, selv om det gør deres handlinger mere forståelige. Disse var bestemt tilfælde, hvor principperne for jus in bello (retfærdighed i krig) blev overtrådt, selv om principperne for jus ad bellum (retfærdighed ved at gå i krig) stadig holder vand.

Anskuet gennem linsen af retfærdig krig, er juryen stadig ude efter korstogene som helhed. Det moderne menneske fordømmer dem, men misforstår dem også. Mange hellige mænd og kvinder, såsom St. Bernard af Clairvaux, St. Frans af Assisi, og St. Ludvig var involveret i kamp, prædiken eller støttede på anden måde de forskellige krigsindsatser. Grundene til at tage på korstog var generelt rimelige; adfærden indenfor korstogene var ofte tvivlsom eller direkte forkert.

Uanset dette, rammer den retoriske brug af korstogene som middel til at prygle kristne, hvilket præsident Obama gjorde på National Prayer Breakfast, da han nævnte dem som modvægt til hans kritik af Islamisk Stat, helt ved siden af. Vi bør altid være bevidste om vore egne synder, hvilket forhåbentlig var alt, hvad præsidenten hentydede til, men at fastholde den vildfarelse, at enhver vold udført i en tros navn er forkert, er lidet formålstjenligt og uacceptabelt, især i betragtning af, at han uden undskyldning har ført krig på vegne af en stat, der overtræder jus in bello - som i tilfældet med drone-bombninger af civile mål - lige så meget som nogen af korsfarernes handlinger gjorde. Krigens moralitet står og falder ikke med den ting, i hvis navn den føres, men om den overholder principperne for retfærdig krig. Staten kan være lige så skyldig som enhver tro, så korstogene kan ikke bruges til uretfærdigt at nedgøre religion.

At læse Weidenkopfs beretning er at læse historien om et troens folk, der forsvarede, hvad der betød mest til dem, mens de fejlhåndterede nogle vigtige situationer undervejs, sådan som mennesker har det med at gøre. Så læs denne bog, tænk over spørgsmålet om retfærdighed og krig, og genovervej, hvad korstog betød for korsfarerne, fordi mange af de moderne myter kun holder vand ved at projicere nyopfundne standarder tilbage på folk, der havde deres helt egne standarder, selv om de ikke altid levede op til dem.





Stephanie Pacheco er en konvertit til katolicismen og freelance-skribent fra det nordlige Virginia. Hun har en bachelorgrad i Religionsstudier fra University of Virginia og en mastergrad summa cum laude i Teologiske Studier fra Christendom College.




Oversættelse: Bombadillo