Den israelske regering har svoret at udvise Yasser Arafat og kaldt ham en "hindring" for fred. Men den 72-årige palæstinensiske leder er meget mere end det; han er en karriere-terrorist, der er uddannet, bevæbnet og i årtier har været finansieret af Sovjetunionen og dens satellitter.

Før jeg hoppede af til Amerika fra Rumænien, og forlod min stilling som chef for det rumænske efterretningsvæsen, havde jeg ansvaret for at give Arafat omkring 200.000 dollars i hvidvaskede penge hver måned gennem 1970'erne. Jeg sendte også to lastfly til Beirut om ugen, fyldt med uniformer og forsyninger. Andre lande i sovjet-blokken gjorde meget det samme. Terrorisme har været en yderst profitabel forretning for Arafat. Ifølge Forbes Magazine er han i dag den sjette rigeste blandt verdens "konger, dronninger og despoter", med mere end 300 millioner dollars sat til side på schweiziske bankkonti.

* * *

"Jeg opfandt kapringerne [af passagerfly]," pralede Arafat, da jeg først mødte ham i hans PLO-hovedkvarter i Beirut i begyndelsen af 1970'erne. Han pegede på de små røde flag, som var sat fast på et verdenskort på væggen, der betegnede Israel som "Palæstina". "Der er de alle!" fortalte han mig stolt. Men den tvivlsomme ære som opfinder af flykapring går faktisk til KGB, der som den første kaprede et amerikansk passagerfly i 1960 til det kommunistiske Cuba. Arafats nyskabelse var selvmordsbomberen, et terror-koncept, der skulle komme til fuld blomstring den 11. september 2001.

I 1972 satte Kreml Arafat og hans terrornetværk højt på prioriteringslisten hos alle sovjetblokkens efterretningstjenester, heriblandt også min. Bukarests rolle var at indynde ham i Det Hvide Hus. Vi var blokkens eksperter på det område. Vi havde allerede haft stor succes med at få Washington - såvel som de fleste af datidens fashionable venstreorienterede amerikanske akademikere - til at tro, at Nicolae Ceausescu, ligesom Josip Broz Tito, var en "uafhængig" kommunist med et "moderat" anstrøg.

KGB-chefen Yuri Andropov sendte mig i februar 1972 et grin over yankeernes svaghed for berømtheder. Vi var selv vokset fra al stalinistisk personlighedskult, men disse skøre amerikanere var stadig naive nok til at holde de nationale ledere i ære. Vi ville gøre Arafat til netop sådan en galionsfigur og gradvist forbinde PLO tættere med magt og statsdannelse. Andropov mente, at de Vietnam-trætte amerikanere ville gribe efter det mindste tegn på forsoning i deres håb om fred og derfor forvandle Arafat fra terrorist til statsmand.

Lige efter det møde blev jeg givet KGB's "person-fil" om Arafat. Han var en egyptisk middelklasseborger, der var blevet forvandlet til en hengiven marxist af KGB's udenrigstjeneste. KGB havde trænet ham på sin skole for særlige operationer i Balashikha øst for Moskva, og besluttede i midten af 1960'erne at oplære ham til at blive den fremtidige PLO-leder. Først ødelagde KGB de officielle optegnelser over Arafats fødsel i Cairo og erstattede dem med fiktive dokumenter, der sagde, at han var født i Jerusalem og derfor var palæstinenser af fødsel.

KGB's afdeling for misinformation fortsatte derefter med arbejdet på Arafats 4-siders pjece kaldet "Falastinuna" (Vort Palæstina), der blev til et 48-siders månedsblad for den palæstinensiske terrororganisation al-Fatah. Arafat havde ledet al-Fatah siden 1957. KGB distribuerede bladet over hele den arabiske verden og i Vesttyskland, som i de dage var vært for mange palæstinensiske studerende. KGB var god til at udgive og distribuere blade; det havde mange lignende tidsskrifter på forskellige sprog for dets frontorganisationer i Vesteuropa, som f.eks. Verdensfredsrådet og Det Faglige Verdensforbund (WFTU).

Dernæst gav KGB Arafat en ideologi og et image, som den også havde gjort for loyale kommunister i vore internationale frontorganisationer. Højsindet idealisme havde ingen masseappel i den arabiske verden, så KGB omformede Arafat til en rabiat antizionist. De valgte også en "personlig helt" for ham - stormuftien Haj Amin al-Husseini, manden, der besøgte Auschwitz i slutningen af 1930'erne og kritiserede tyskerne for ikke at have dræbt endnu flere jøder. I 1985 hyldede Arafat muftien og sagde, at han var "stolt uden ende" over at følge i hans fodspor.

Arafat var en vigtig hemmelig agent for KGB. Lige efter den arabisk-israelske seksdageskrig i 1967 fik Moskva ham udnævnt til formand for PLO. Den egyptiske hersker Gamal Abdel Nasser, en sovjetisk marionet, foreslog udnævnelsen. I 1969 bad KGB Arafat om at erklære krig mod amerikansk "imperialist-zionisme" under det første topmøde i Black Terrorist International, en ny-fascistisk pro-palæstinensisk organisation, der var finansieret af KGB og Libyens Muammar Gaddafi. Det appellerede så meget til ham, at Arafat senere hævdede at have opfundet imperialist-zionist kampråbet. Men i virkeligheden var "imperialist-zionisme" en Moskva-opfindelse, en moderne udgave af "Zions vises protokoller" og længe et favoritredskab for den russiske efterretningstjeneste til at fremkalde etnisk had. KGB opfattede altid antisemitisme plus anti-imperialisme som en rig kilde til anti-amerikanisme.

KGB-filen over Arafat fortalte også, at kun folk, der var virkelig gode til at bedrage, kunne opnå høj status i den arabiske verden. Vi rumænere fik besked på at hjælpe Arafat med at forbedre "hans ekstraordinære talent for at bedrage." KGB's chef for udenrigstjenesten, general Alexander Sakharovsky, befalede os at tilsløre Arafats terrorhandlinger og samtidig opbygge hans internationale image. "Arafat er en strålende iscenesætter," konkluderede hans brev, "og vi bør gøre god brug af ham." I marts 1978 bragte jeg i hemmelighed Arafat til Bukarest til de sidste instruktioner om, hvordan man optræder i Washington. "Du skal bare blive ved med at foregive, at du vil bryde med terrorismen, og at du vil anerkende Israel - om og om og om igen", fortalte Ceausescu ham for 117. gang. Ceausescu var euforisk ved udsigten til, at både Arafat og han skulle kunne få en Nobels fredspris med deres falske udstilling af olivengrenen.

I april 1978 ledsagede jeg Ceausescu til Washington, hvor han charmerede præsident Carter. Arafat, insisterede han, ville omdanne sin brutale PLO til en lovlydig eksil-regering, hvis bare USA ville etablere officielle forbindelser. Mødet var en stor succes for os. Carter hyldede Ceausescu, diktator for den mest undertrykkende politistat i Østeuropa, som en "stor national og international leder", der havde "påtaget sig en ledende rolle i hele det internationale samfund." Triumferende bragte Ceausescu et fælles kommuniké med hjem, i hvilket den amerikanske præsident erklærede, at hans venskabelige forbindelser med Ceausescu tjente "hele verdens sag".

* * *

Tre måneder senere fik jeg politisk asyl i USA. Ceausescu fik ikke sin Nobels fredspris. Men i 1994 fik Arafat sin - alt sammen fordi han til fuldkommenhed fortsatte med at spille den rolle, vi havde lært ham. Han havde forvandlet sin terroristiske PLO til en eksil-regering (Den Palæstinensiske Myndighed), som altid foregav at ville stoppe den palæstinensiske terrorisme, og samtidig lod den fortsætte uformindsket. To år efter at have underskrevet Oslo-aftalerne, var antallet af israelere, dræbt af palæstinensiske terrorister, steget med 73 procent.

Den 23. oktober 1998 afsluttede præsident Clinton sine offentlige bemærkninger til Arafat med at takke ham for "årtier og årtier og årtier med utrættelig repræsentation af det palæstinensiske folks længsel efter at være frit, selvbærende og hjemme." Den nuværende administration [Bush den yngre, o.a.] gennemskuer Arafats spilfægteri, men vil ikke offentligt støtte hans udvisning. I mellemtiden har den aldrende terrorist konsolideret sin kontrol over Den Palæstinensiske Myndighed og bragt sine unge tilhængere i stilling til flere selvmordsangreb.

---

Ion Mihai Pacepa er den højest placerede efterretningsofficer, der nogensinde er hoppet af fra den tidligere sovjetblok. Han er forfatter til Red Horizons (Regnery, 1987) og Disinformation (WND Books, 2013).

---

Oversættelse: Bombadillo