Den 30. august udløste kardinal Raymond Burke en debat om forholdet mellem islam og kristendom, mere præcist om deres tilbedelse af Gud. Det er en debat, der tidligere har været oppe, og i et interview udtalte han: "Jeg tror ikke, det er rigtigt, at vi alle tilbeder den samme gud, fordi islams gud er en hersker. Med andre ord, islam er fundamentalt [...]. Sharia er deres lov, og denne lov, som kommer fra Allah, skal til sidst beherske enhver. Og det er ikke en lov, der er baseret på kærlighed." Ud over at gøre opmærksom på de forskellige opfattelser af Guds natur, gjorde han også opmærksom på en forskel mht. den guddommelige vilje: "Hvordan kan Gud, som vi kender Ham, en gud, der grundlæggende er kærlighed - apostlen Johannes siger: 'Gud er kærlighed' - være den samme som den gud, der befaler og kræver af muslimer, at de skal dræbe vantro, og etablere deres herredømme ved vold."

Det kunne se ud til, at Burkes opfattelse er i strid med Kirkens seneste lære om de områder, hvor der er enighed mellem kristendom og islam. Ifølge Nostra Aetate, Det Andet Vatikankoncils Erklæring om Forholdet til de Ikke-kristne Religioner, tilbeder muslimer "den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber, som har talt til menneskene." Men det er indlysende, at Nostra Aetate ikke er helt så klar, som den i første omgang ser ud til at være.

De korte behandlinger af islam i både Lumen Gentium og Nostra Aetate indeholder ikke en eneste henvisning eller fodnote til støtte for dem. Det er normal praksis, at Kirkens dokumenter indeholder henvisninger til Skriften, kirkefædrene, St. Thomas Aquinas eller tidligere dokumenter for at styrke deres lære og hævde deres kontinuitet med den guddommelige åbenbaring og Kirkens læreembede. Det andet Vatikankoncils analyse af islam er helt mangelfuld i denne henseende. Faktisk, som var det et forsøg på cirkulær argumentation, har Kirken ikke, i de efterfølgende dokumenter om islam, kunnet henvise længere tilbage i tiden end til disse to passager fra Lumen Gentium og Nostra Aetate. Dette burde ikke være overraskende, eftersom skrifter om islam af Kirkens hellige i de tretten århundreder mellem grundlæggelsen af islam og Det andet Vatikankoncil faktisk ville modsige, hvad Lumen Gentium og Nostra Aetate siger. I interviewet med ham, forsøgte kardinal Burke at løse denne modsigelse ved at placere Nostra Aetate i den rette sammenhæng: "At sige, at vi tilbeder den samme gud, som erklæret i Nostra Aetate - hvilket ikke er et dogmatisk dokument - mener jeg er yderst tvivlsomt."

Mens Burke rejser spørgsmål om islams forhold til vold og Guds natur for at pege på den modsætning, der eksisterer mellem kristendommens gud og islams gud, så er islams fortalere ofte hurtige til at pege på lignende eksempler i Bibelen (især Det gamle Testamente) på guddommelig hævn og vold. Derfor kan en analyse af de påstande, der gøres om Gud i opfattelsen af kristendommens og islams hellige tekster, give det mest konkrete argument for, at opfattelserne af den gud, der tilbedes af hver religion, er forskellige.

Alfred Guillaume, en af de førende islam-lærde i det tyvende århundrede, analyserede den apostoliske trosbekendelse i sin bog, Islam, i et forsøg på at påpege de mange ligheder mellem kristendom og islam. Men selv han, en stor fortaler for de to religioners ligheder, bemærker, at "man ikke kan undlade at sige, at den muslimske lære om Gud i filosofisk teologi ikke befinder sig så langt fra det kristne system - ikke før det afgørende spørgsmål om Treenigheden kommer ind i billedet."

Ifølge Guillaume, er omtalen af Gud som "Fader" et udtryk, der er "afskyeligt for muslimer i forhold til Gud, fordi det forstås i betydningen fysisk forplantning (...). Ej heller accepterer de udtrykket i den metaforiske forstand, at Gud er fader til alle mennesker, der forholder sig til ham som børn." Islam afviser således fra starten forestillingen om Gud som vor Fader i himlen, i direkte modstrid med Kristi ord i Evangelierne. I forlængelse heraf afviser islam også - i Koranen - troen på Jesus som Guds Søn og Anden Person i Den Hellige Treenighed: "Messias, Jesus, Marias søn er kun Allahs udsending, Hans ord, som Han talte til Maria, og ånd af Ham. Så tro på Allah og Hans udsendinge, og sig ikke: 'Han er tre!' Hold inde! Det vil være bedst for jer. Allah er én gud. Lovet være Han, højt hævet over at have en søn." (Koranen 4:171)

Nostra Aetate gør et forsøg på tilnærmelse ved at bemærke, at selv om muslimer "ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet." Kan vi forestille os en større kløft? Han, hvem kristne tilbeder som Guds Søn og som Gud selv, bliver blot æret som en profet i islam. Ud over helt at afvise tanken om inkarnationen, benægter muslimer også Kristi korsfæstelse: "(D)e dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. (...). De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham." (Koranen 4:157)

Ifølge Nostra Aetate "viser [muslimer] ærbødighed for Maria, hans [Jesu] jomfruelige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende." Men skønt Jomfru Maria er den eneste kvinde, der nævnes ved navn i Koranen, er hun næppe portrætteret på en måde, som kristne er vant til. Koranen fortæller os, at Maria, mens hun var på rejse og fik fødselsveer, søgte skygge under en palme og blev forsynet med friske dadler at spise (Koranen 19:23-25). Der er heller ingen udtrykkelig henvisning til stedet for Kristi fødsel og muslimske lærde er stadig delte i spørgsmålet om, hvorvidt den fandt sted i Betlehem eller ikke. I noget der lyder, som var det tyvstjålet fra et af de apokryfe evangelier, finder vi - i en af Koranens mest bizarre episoder - Jesusbarnet forsvare sin mor mod lokalbefolkningen, der havde kritiseret hende. Det gør han ved at tale fra sin vugge: "Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet!" (Koranen 19:30) For så vidt som Koranen beskriver begivenheder, der direkte modsiger, hvad vi ved om Maria i Den Hellige Skrift, kan den kristne så tro, at muslimer - når de udbreder den slags fejlagtige beretninger om hendes liv - virkelig ærer Maria?

Det Andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Guds åbenbaring, Dei Verbum, fortæller os: "Den hellige skrift er nemlig Guds tale, for så vidt som den er blevet nedskrevet under den guddommelige Ånds inspiration." (Dei Verbum 9) På samme måde siger Koranen om sig selv: "Denne Koran kunne ingen finde på foruden Allah; men den kommer fra alverdens Herre til bekræftelse af det, der var før den, og som en nøjagtig fremlæggelse af Skriften; derom hersker der ingen tvivl." (Koranen 10:37) Hvor den kristne bibel ("Guds tale") beskriver inkarnationen af Guds Søn, Den Anden Person i Den Hellige Treenighed, samt korsfæstelsen og Jesu død, så benægter Koranen (som ingen kunne "finde på foruden Allah") Den Hellige Treenighed og Guds egenskab af Fader, afviser forestillingen om Jesus som Guds Søn, hævder, at Kristus ikke døde på korset, og henviser til begivenheder i Marias liv, der ikke findes noget steds i kristen Skrift eller Tradition. Mens begge de to religioner ser deres hellige tekst som Guds inspirerede ord, så beviser de ovennævnte referencer, at de er direkte modstridende. Kun én kan være sand. Gud kan ikke have sendt Jesus Kristus, Hans enbårne Søn, til verden for at dø på korset, og samtidig have sendt Jesus (som ikke var hans søn) som en profet, der faktisk ikke døde på korset.

Mange muslimer i dag hævder, at Bibelen, som vi kender den i dag, ikke er den oprindelige, der blev nedsendt af Gud. Selv en nylig udgave af Dabiq, Islamisk Stats engelsksprogede tidskrift, har i en særlig artikel gjort en indsats for at miskreditere Bibelen med brug af rigelige fodnoter, evangelie-henvisninger og prangende græske omskrivninger. Artiklen konkluderer, at "der ikke kan være tvivl om, at teksten i Bibelen af i dag ikke er de faktiske ord og præcise lærdomme af de oprindelige profeter som Moses og Jesus." Hvad artiklen ikke forklarer, er, hvorfor der skal gives tiltro til islam i denne henseende, især i betragtning af at denne religion opstod seks århundreder efter de nytestamentlige begivenheder, som den på gnostisk vis påstår at have en tidligere uopdaget, hemmelig viden om.

En analyse af de bibelske identiteter af Gud, Jesus Kristus og Jomfru Maria, kan hjælpe os med at forstå den dybe kløft, der eksisterer mellem kristendom og islam angående nogle af teologiens mest basale og betydningsfulde spørgsmål. Mens der kan være visse ligheder mellem de kristne og muslimske opfattelser af Gud, er det sikkert, at den kristne, der beder "Fader vor! Du, som er i Himlen" hver dag, ikke beder til den samme gud som muslimen, der beder "Der er ingen gud end Allah og Muhammed er hans profet." Dette er fordi, de ikke dyrker den samme gud.

Det ville være uærligt og unyttigt for os at forsøge at sætte puslespilsbrikker sammen, der ikke passer. Den bedste vej frem er at acceptere og anerkende de alvorlige forskelle, der eksisterer mellem kristendommens gud og islams gud. Det er først da, at en seriøs og reel forståelse af begge religioner kan finde sted.

---

Fader Brandon O'Brien er præst for stiftet Rockville Centre i New York. Han var i 2012-2013 chefredaktør af The Dunwoodie Review - et akademisk tidsskrift, der udgives af studerende på St. Joseph Seminary i Yonkers, New York - før hans ordination til præst i 2013. Han har en M. Div og en M.A. i teologi fra Seminary of the Immaculate Conception i Huntington, New York.

---

Oversættelse: Bombadillo