Mange tak. God dag. Jeg er beæret over at være i den tidløse by Cairo, og at blive beværtet af to bemærkelsesværdige institutioner. I mere end tusind år har Al-Azhar stået som et fyrtårn af islamisk lærdom, og i over et århundrede har Cairo Universitet været en kilde til Egyptens fremgang. Tilsammen repræsenterer I harmonien mellem tradition og fremskridt. Jeg er taknemmelig for jeres gæstfrihed, og gæstfriheden af Egyptens folk. Jeg er også stolt over at bære det amerikanske folks goodwill med mig, samt en fredshilsen fra muslimske samfund i mit land: assalaamu alaykum.

Vi mødes i en tid med spændinger mellem USA og muslimer over hele verden - spændinger rodfæstet i historiske kræfter, der går ud over enhver aktuel politisk debat. Forholdet mellem islam og Vesten omfatter århundreders sameksistens og samarbejde, men også konflikter og religiøse krige. I nyere tid er spændinger blevet næret af kolonialisme, der nægtede rettigheder og muligheder for mange muslimer, og en kold krig, hvor lande med muslimsk flertal alt for ofte blev betragtet som stedfortrædere uden hensyn til deres egne aspirationer. Desuden har de gennemgribende forandringer, som moderniteten og globaliseringen har ført med sig, fået mange muslimer til at se Vesten som fjendtlig over for islams traditioner.

Voldelige ekstremister fra et lille, men potent mindretal af muslimer har udnyttet disse spændinger. Angrebene den 11. september 2001 og disse ekstremisters fortsatte forsøg på til at udøve vold mod civile har fået nogle i mit land til at betragte islam som af natur fjendtlig, ikke kun mod USA og de vestlige lande, men også mod menneskerettighederne. Dette har avlet mere frygt og mistillid.

Så længe vort forhold er defineret af vore forskelligheder, vil vi styrke dem, der sår had i stedet for fred, og som fremmer konflikt i stedet for det samarbejde, der kan hjælpe alle vore folk til at opnå retfærdighed og velstand. Denne cyklus af mistro og disharmoni må bringes til ophør.

Jeg er kommet her for at søge en ny begyndelse i forholdet mellem USA og muslimer over hele verden; et forhold, baseret på gensidig interesse og til gensidig respekt, samt på den sandhed, at USA og islam ikke er uforenelige, og ikke behøver at være i indbyrdes strid. Derimod overlapper de hinanden, og deler fælles principper - principper for retfærdighed og fremskridt, tolerance og alle menneskers værdighed.

Dette gør jeg i erkendelsen af, at forandring ikke kan ske fra den ene dag til den anden. Ingen enkelt tale kan fjerne års mistro, og jeg kan heller ikke påstå, at jeg har svaret på alle de komplekse spørgsmål, der bragte os til dette punkt. Men jeg er overbevist om, at for at komme videre, må vi åbent sige de ting, vi gemmer i vore hjerter, og som alt for ofte kun siges bag lukkede døre. Der må ydes en vedvarende indsats for at lytte til hinanden, for at lære af hinanden, for at respektere hinanden, og for at søge et fælles grundlag. Som den hellige Koran fortæller os, "Vær bevidst om Gud og sig altid sandheden." Det er, hvad jeg vil forsøge at gøre - at sige sandheden så godt jeg kan, ydmyg over opgaven foran os, og fast i min tro på, at de interesser, vi deler som mennesker, er langt stærkere end de kræfter, der skiller os ad.

En del af denne overbevisning er rodfæstet i min egen erfaring. Jeg er kristen, men min far kom fra en kenyansk familie, der talte generationer af muslimer. Som dreng, tilbragte jeg flere år i Indonesien og hørte kaldet fra azaanen ved daggry og i skumringen. Som ung mand, arbejdede jeg i samfund i Chicago, hvor mange fandt værdighed og fred i deres muslimske tro.

Som historiestuderende, kender jeg også til civilisationens gæld til islam. Det var islam - på steder som Al-Azhar Universitetet - der bar lærdommens lys gennem så mange århundreder, og derved banede vejen for Europas renæssance og oplysningstid. Det var innovation i muslimske samfund, der udviklede algebraen; vort magnetiske kompas og vore værktøjer til navigation; vores beherskelse af skrivning og trykning; vores forståelse af, hvordan sygdomme spredes og hvordan de kan helbredes. Islamisk kultur har givet os majestætiske hvælvinger og himmelstræbende spir; tidløs poesi og elsket musik; elegant kalligrafi og steder for fredfyldt fordybelse. Og gennem hele historien, har islam i ord og handling demonstreret mulighederne for religiøs tolerance og racemæssig ligestilling.

Jeg ved også, at islam altid har været en del af Amerikas fortælling. Den første nation til at anerkende mit land var Marokko. I forbindelse med underskrivelsen af Tripoli-traktaten i 1796 skrev vores anden præsident, John Adams: "De Forenede Stater rummer i sig selv ingen art af fjendskab mod muslimers love, religion eller fred." Og siden vores grundlæggelse, har amerikanske muslimer beriget USA. De har kæmpet i vores krige, gjort tjeneste i ministerier, støttet borgerlige rettigheder, startet virksomheder, undervist på vores universiteter, udmærket sig på vores sportsarenaer, vundet Nobelpriser, bygget vores højeste bygning og tændt den olympiske fakkel. Og da den første muslim-amerikaner for nylig blev valgt til Kongressen, aflagde han ed på at forsvare vores forfatning ved den samme hellige Koran, som en af vores grundlæggere - Thomas Jefferson – havde haft i sit personlige bibliotek.

Så jeg har kendt islam på tre kontinenter, før jeg kom til den region, hvor den først blev åbenbaret. Denne erfaring leder min overbevisning om, at partnerskab mellem USA og islam skal være baseret på, hvad islam er, ikke på, hvad den ikke er. Og jeg betragter det som en del af mit ansvar, som præsident for De Forenede Stater, at bekæmpe negative stereotyper af islam, hvor som helst de opstår.

Men det samme princip må gælde for muslimske opfattelser af Amerika. Ligesom muslimer ikke passer til en grov stereotype, således er Amerika ikke det grove stereotype billede af et egennyttigt imperium. USA har været en af de største kilder til fremskridt, som verden nogensinde har kendt. Vi blev født ud af en revolution, der var vendt mod et imperium. Vi blev grundlagt på idealet om, at alle er skabt lige, og vi har i århundreder udgydt blod og kæmpet for at give mening til disse ord - inden for vores egne grænser og rundt omkring i verden. Vi er formet af alle mulige kulturer, trukket til fra alle ender af verden, og dedikeret til et enkelt koncept: E pluribus unum: "Ud af mange, én."

Der er gjort meget ud den omstændighed, at en afroamerikaner ved navn Barack Hussein Obama kunne blive valgt til præsident. Men min personlige historie er ikke så unik. Drømmen om alles mulighed, er ikke blevet til virkelighed for alle i USA, men dens løfte eksisterer for alle, der kommer til vore kyster – heriblandt næsten syv millioner amerikanske muslimer, som har en indkomst og uddannelse, der er højere end gennemsnittet.

Desuden er frihed i Amerika uadskilleligt forbundet med friheden til at praktisere sin religion. Dette er grunden til, at der er en moské i hver eneste stat i vores union, og over 1.200 moskeer inden for vores grænser. Dette er grunden til, at den amerikanske regering er gået til domstolene for at beskytte kvinders og pigers ret til at bære hijab, og for at straffe dem, der vil nægte dem det.

Så lad der ikke være nogen tvivl: Islam er en del af Amerika. Og jeg tror, at Amerika rummer den sandhed, at uanset race, religion, eller stilling i livet, så deler vi alle et fælles ønske – at leve i fred og sikkerhed; at få en uddannelse og at arbejde med værdighed; at elske vores familier, vores samfund, og vores Gud. Disse ting deler vi. Dette er håbet for hele menneskeheden.

At anerkende vores fælles menneskelighed er naturligvis kun starten på vores opgave. Ord alene kan ikke opfylde vore folks behov. Disse behov vil kun blive opfyldt, hvis vi handler dristigt i de kommende år, og hvis vi forstår, at de udfordringer, vi står over for, er fælles, og at vores manglende evne til at leve op til dem vil skade os alle.

For vi har lært af de seneste erfaringer, at når et finansielt system svækkes i ét land, så skades velstanden overalt. Når en ny influenza smitter ét menneske, så er alle i fare. Når én nation efterstræber atomvåben, så stiger risikoen for atomangreb for alle nationer. Når voldelige ekstremister opererer i én bjergstrækning, så bringes mennesker i fare på den anden side af et ocean. Og når uskyldige mennesker i Bosnien og Darfur bliver slagtet, så er det en skamplet på vores fælles samvittighed. Dette er, hvad det vil sige at dele denne verden i det 21. århundrede. Det er det ansvar, vi har for hinanden som mennesker.

Dette er en vanskelig opgave at tage op. For menneskets historie har ofte været beretningen om nationer og stammer, der undertvinger hinanden for at tjene deres egne interesser. Men i denne nye tidsalder er sådanne holdninger selvdestruktive. På baggrund af vores indbyrdes afhængighed vil enhver verdensorden, der ophøjer én nation eller gruppe af mennesker over andre, uundgåeligt bryde sammen. Så uanset hvad vi mener om fortiden, må vi ikke være fanger af den. Vores problemer skal løses gennem partnerskab; fremskridt skal deles.

Det betyder ikke, at vi skal ignorere kilder til spænding. Ja, det betyder det modsatte: Vi må se disse spændinger ret i øjnene. Og i denne ånd beder jeg om lov til at tale så klart og tydeligt, som jeg kan, om visse problemer, som jeg tror, vi i sidste ende må løse sammen.

Det første problem, vi er nødt til at konfrontere, er voldelig ekstremisme i alle dens former.

I Ankara gjorde jeg det klart, at Amerika ikke er - og aldrig vil komme - i krig med islam. Men vi vil ubønhørligt bekæmpe voldelige ekstremister, der udgør en alvorlig trussel mod vores sikkerhed - fordi vi afviser de samme ting, som folk af alle trosretninger afviser: Drab på uskyldige mænd, kvinder og børn. Og det er min første pligt som præsident at beskytte det amerikanske folk.

Situationen i Afghanistan demonstrerer USA's mål, samt vort behov for at arbejde sammen. For over syv år siden, forfulgte USA al-Qaeda og Taleban med bred international støtte. Vi tog ikke af sted, fordi vi gerne ville, vi gjorde det af nødvendighed. Jeg er klar over, at nogle stiller spørgsmålstegn ved eller retfærdiggør begivenhederne den 11. september. Men lad det være på det rene: Al-Qaeda dræbte næsten 3.000 mennesker på denne dag. Ofrene var uskyldige mænd, kvinder og børn fra USA og mange andre nationer, der intet havde gjort for at skade nogen. Og alligevel valgte al-Qaeda hensynsløst at myrde disse mennesker, tog æren for angrebet og selv nu erklærer deres vilje til at dræbe i massivt omfang. De har afdelinger i mange lande og forsøger at udstrække deres rækkevidde. Dette er ikke meninger, der kan diskuteres; dette er kendsgerninger, der skal tages hånd om.

Tag ikke fejl: Vi ønsker ikke at holde vores tropper i Afghanistan. Vi søger ingen militære baser dér. Det er pinefuldt for Amerika for at miste vores unge mænd og kvinder. Det er kostbart og politisk vanskeligt at fortsætte denne konflikt. Vi ville med glæde tage hver eneste af vores tropper hjem, hvis vi kunne have tillid til, at der ikke var voldelige ekstremister i Afghanistan og Pakistan, som var fast besluttede på at dræbe så mange amerikanere, som de overhovedet kan. Men det er endnu ikke tilfældet.

Det er derfor, vi har slået os sammen i en koalition på seksogfyrre lande. Og på trods omkostningerne, vil USA's engagement ikke blive svækket. Faktisk bør ingen af os tolerere disse ekstremister. De har dræbt i mange lande. De har dræbt mennesker af forskellige trosretninger - mere end nogen andre, har de dræbt muslimer. Deres handlinger er uforenelige med menneskets rettigheder, nationernes udvikling, og med islam. Den hellige Koran lærer, at hvis et menneske dræber en uskyldig, er det som om, han har dræbt hele menneskeheden, og hvis han redder et menneske, er det som om, han har reddet hele menneskeheden. Den bestandige tro af over en milliard mennesker er meget, meget større end det snævre had af nogle få. I bekæmpelsen af voldelig ekstremisme er islam ikke en del af problemet - den er en vigtig del af arbejdet for fred.

Vi ved også, at militær magt alene ikke vil løse problemerne i Afghanistan og Pakistan. Derfor har vi planer om at bruge 1,5 milliarder dollar årligt over de næste fem år til, i samarbejde med pakistanere, at bygge skoler og hospitaler, veje og virksomheder, samt flere hundrede millioner til at hjælpe dem, der er blevet fordrevet. Og det er derfor, vi giver mere end 2.8 milliarder dollar til at hjælpe afghanerne med at udvikle deres økonomi og yde tjenester, som folk er afhængige af.

Lad mig også tage fat på spørgsmålet om Irak. I modsætning til Afghanistan, var Irak en villet krig, der fremkaldte store stridigheder i mit land og i verden. Selv om jeg tror, at det irakiske folk i sidste ende er bedre stillet uden Saddam Husseins tyranni, så tror jeg også, at begivenhederne i Irak har mindet Amerika om behovet for at bruge diplomati og skabe international konsensus om at løse vores problemer, når det er muligt. Faktisk kan vi tænke tilbage på Thomas Jeffersons ord, da han sagde: "Jeg håber, at vores visdom vil vokse med vores magt og lære os, at jo mindre vi bruger vores magt, jo større vil den blive."

I dag står Amerika med et dobbelt ansvar: At hjælpe Irak med at skabe en bedre fremtid - og at overlade Irak til irakerne. Jeg har gjort det klart for det irakiske folk, at vi ikke forsøger at etablere baser, og ikke vil gøre krav på deres område eller ressourcer. Iraks suverænitet er dets egen. Derfor har jeg beordret fjernelse af vores kampbrigader til næste august. Derfor vil vi opfylde vores aftale med Iraks demokratisk valgte regering om at fjerne kamptropper fra irakiske byer i juli, og at trække alle vores tropper ud af Irak i 2012. Vi vil hjælpe Irak med at uddanne dets sikkerhedsstyrker og udvikle dets økonomi. Men vi vil støtte et sikkert og forenet Irak som en partner, og aldrig som en beskytter.

Og endelig - lige som USA aldrig kan tolerere vold af ekstremister, må vi aldrig ændre vores principper. 9/11 var et enormt traume for vort land. Den frygt og vrede, som denne begivenhed fremkaldte, var forståelig, men i nogle tilfælde førte den os til at handle i strid med vores idealer. Vi tager konkrete skridt til at ændre kurs. Jeg har utvetydigt forbudt brugen af tortur i USA, og jeg har beordret fængslet på Guantanamo lukket i begyndelsen af næste år.

Så USA vil forsvare sig med respekt for nationernes suverænitet og retsstaten. Og vi vil gøre det i samarbejde med muslimske samfund, som også er truet. Jo før ekstremisterne bliver isolerede og afvist fra muslimske samfund, jo før vil vi alle kunne leve i sikkerhed.

Den anden store kilde til spænding, vi må diskutere, er forholdet mellem israelere, palæstinensere og den arabiske verden.

Amerikas stærke bånd til Israel er velkendte. Disse bånd er ubrydelige. De er baseret på kulturelle og historiske forbindelser, samt på den erkendelse, at ønsket om et jødisk hjemland har rod i en tragisk historie, der ikke kan benægtes.

Rundt omkring i verden har det jødiske folk været forfulgt i århundreder, og antisemitismen i Europa kulminerede i et hidtil uset folkemord. I morgen skal jeg besøge Buchenwald, som var en del af et netværk af lejre, hvor jøder blev gjort til slaver, tortureret, skudt og gasset ihjel af Det Tredje Rige. Seks millioner jøder blev dræbt - flere end hele den jødiske befolkning i Israel i dag. Benægtelse af denne kendsgerning er grundløs, uvidende, og hadefuld. At true Israel med ødelæggelse - eller gentage modbydelige fordomme om jøder - er dybt forkert, og tjener kun til at minde israelerne om denne mest smertefulde af erindringer, samtidig med at den lægger hindringer i vejen for den fred, som befolkningen i denne region fortjener.

På den anden side er det også ubestrideligt, at det palæstinensiske folk - muslimer og kristne - har lidt i dets stræben efter et hjemland. I mere end tres år har de udholdt forflyttelsens smerte. Mange venter i flygtningelejre på Vestbredden, Gaza og nærliggende lande på et liv i fred og sikkerhed, som de aldrig har haft mulighed for at leve. De udholder de daglige ydmygelser - store som små - der kommer af at være besat. Så lad der ikke være nogen tvivl: situationen for det palæstinensiske folk er utålelig. USA vil ikke vende ryggen til den legitime palæstinensiske stræben efter værdighed, muligheder i livet og en egen stat.

I årtier har der været dødvande: To folk med legitime forhåbninger, hver med en smertefuld historie, der gør kompromiser vanskelige. Det er let at pege fingre - for palæstinensere at pege på fordrivelsen, der skete ved Israels oprettelse, og for israelerne at pege på den konstante fjendtlighed og de konstante angreb gennem hele Israels historie, indenfor landets grænser såvel som udenfor. Men hvis vi ser denne konflikt alene fra den ene eller den anden side, så gør vi os blinde for sandheden: Den eneste løsning, der kan tilfredsstille begge parters forhåbninger, er at etablere to stater, hvor israelere og palæstinensere hver kan leve i fred og sikkerhed.

Dette er i Israels interesse, Palæstinas interesse, USA's interesse og verdens interesse. Derfor agter jeg personligt at arbejde hen imod dette resultat med al den tålmodighed, som opgaven kræver. De forpligtelser, som parterne har påtaget sig i henhold til Køreplanen, er klar. Hvis freden skal komme, er tiden inde for dem - og os alle - til at leve op til vort ansvar.

Palæstinenserne må opgive volden. Modstand gennem vold og drab er forkert og lykkes ikke. I århundreder har sorte mennesker i USA lidt som slaver under piskens slag samt adskillelsens ydmygelse. Men det var ikke vold, der vandt de fulde og lige rettigheder. Det var en fredelig og beslutsom insisteren på de idealer, der var midtpunktet for USA's grundlæggelse. Den samme historie kan fortælles af folk fra Sydafrika til Sydasien; fra Østeuropa til Indonesien. Det er en fortælling med en simpel sandhed: At vold er en blindgyde. Det er ikke et tegn på hverken mod eller magt til at skyde raketter mod sovende børn, eller at sprænge gamle damer i luften i en bus. Det er ikke på den måde, moralsk autoritet hævdes; det er således, den opgives.

Nu er tiden inde for palæstinenserne til at fokusere på, hvad de kan bygge op. Det Palæstinensiske Selvstyre skal udvikle sin evne til at regere, med institutioner, der tjener dets folks behov. Hamas har støtte blandt nogle palæstinensere, men de har også ansvar. For at spille en rolle i opfyldelsen af palæstinensiske forhåbninger, og at samle det palæstinensiske folk, må Hamas sætte en stopper for volden, anerkende tidligere aftaler og anerkende Israels ret til at eksistere.

Samtidig skal israelerne erkende, at lige som Israels ret til at eksistere ikke kan nægtes, således kan heller ikke Palæstinas. USA kan ikke godkende legitimiteten af fortsatte israelske bosættelser. Disse opførelser krænker tidligere aftaler og underminerer bestræbelserne på at opnå fred. Tiden er inde til at stoppe disse bosættelser.

Israel skal også leve op til dets forpligtelser til at sikre, at palæstinenserne kan leve, og arbejde, og udvikle deres samfund. Og ligesom den ødelægger palæstinensiske familier, tjener den fortsatte humanitære krise i Gaza ikke Israels sikkerhed; det gør den fortsatte mangel på muligheder på Vestbredden heller ikke. Fremskridt i dagligdagen for det palæstinensiske folk skal være en del af vejen til fred, og Israel skal tage konkrete skridt i retning af at muliggøre en sådan udvikling.

Endelig skal de arabiske stater erkende, at det arabiske fredsinitiativ var en vigtig begyndelse, men ikke enden på deres ansvar. Den arabisk-israelske konflikt bør ikke længere bruges til at aflede de arabiske nationers folk fra andre problemer. I stedet må den være en grund til handling for at hjælpe det palæstinensiske folk med at udvikle institutioner, der kan bære deres stat; for at anerkende Israels legitimitet; og for at vælge fremskridt frem for en selvdestruktiv fokus på fortiden.

Amerika vil lægge vores politik på linie med dem, der forfølger fred, og siger offentligt, hvad vi siger privat, til israelere og palæstinensere og arabere. Vi kan ikke påtvinge fred. Men privat anerkender mange muslimer, at Israel ikke vil forsvinde. Ligeledes anerkender mange israelere behovet for en palæstinensisk stat. Det er tid for os til at handle i overensstemmelse med, hvad alle ved er sandt.

Alt for mange tårer har flydt. Alt for meget blod er blevet udgydt. Vi har alle et ansvar for at arbejde for den dag, hvor israelske og palæstinensiske mødre kan se deres børn vokse op uden frygt; hvor Det Hellige Land for tre store religioner er dét fredens sted, som Gud har bestemt det til; hvor Jerusalem er et sikkert og varigt hjem for jøder og kristne og muslimer, og et sted hvor alle Abrahams børn kan blande sig fredeligt med hinanden som i Isra-fortællingen, hvor Moses, Jesus og Mohammed (fred være med dem) forenede sig i bøn.

Den tredje kilde til spænding er vores fælles interesse i nationernes rettigheder og ansvar angående atomvåben.

Dette spørgsmål har været en kilde til spænding mellem USA og Den Islamiske Republik Iran. I mange år har Iran til dels defineret sig selv ved dets opposition til mit land, og indbyrdes har vi haft noget af en omtumlet historie. I midten af den kolde krig, spillede USA en rolle i omstyrtelsen en demokratisk valgt iransk regering. Siden den islamiske revolution har Iran spillet en rolle i gidseltagning og vold mod amerikanske tropper og civile. Denne historie er velkendt. Hellere end at være fanget i fortiden, har jeg gjort det klart for Irans ledere og folk, at mit land er parat til at bevæge sig fremad. Spørgsmålet er nu, ikke hvad Iran er imod, men snarere hvilken fremtid det ønsker at opbygge.

Det vil blive svært at overvinde årtiers mistillid, men vi vil fortsætte fremad med mod, retskaffenhed og beslutsomhed. Der vil være mange spørgsmål at drøfte mellem vore to lande, og vi er villige til at bevæge os fremad uden betingelser på et grundlag af gensidig respekt. Men det er klart for alle berørte, at når det kommer til atomvåben, har vi nået et afgørende punkt. Dette handler ikke blot om USA's interesser. Det handler om at forhindre et atomvåbenkapløb i Mellemøsten, der kunne lede denne region og verden ud ad en yderst farlig vej.

Jeg forstår dem, der protesterer mod, at nogle lande har våben, som andre ikke har. Ingen enkelt nation bør kunne vælge og vrage mellem hvilke nationer, der skal være i besiddelse af atomvåben. Det er derfor, jeg stærkt har bekræftede USA's vilje til at stræbe mod en verden, hvor ingen nationer er i besiddelse af atomvåben. Og enhver nation - herunder Iran - bør have ret til at få adgang til fredelig atomkraft, hvis den overholder dens forpligtelser i henhold til den nukleare ikke-spredningsaftale. Denne vilje er kernen i aftalen, og den skal overholdes af alle, der fuldt ud underkaster sig den. Og jeg håber, at alle lande i regionen kan enes om dette mål.

Det fjerde spørgsmål, jeg vil behandle, er demokrati.

Jeg ved, at der i de seneste år har været strid om demokratiets udbredelse, og meget af denne strid har været forbundet med krigen i Irak. Så lad mig sige det klart: Ingen styreform kan eller bør påtvinges en nation af andre.

Dette mindsker dog ikke mit engagement til støtte for regeringer, der afspejler folkets vilje. Hver nation giver liv til dette princip på sin egen måde, baseret på sin egen befolknings traditioner. Amerika formaster sig ikke til at vide, hvad der er bedst for alle, ligesom vi ikke ville vove at pille ved resultatet af et fredeligt valg. Men jeg har en urokkelig tro på, at alle mennesker længes efter visse ting: Muligheden for at sige sin mening og have indflydelse på, hvordan man styres; tillid til retsstaten og lighed for loven; en regering, der er gennemskuelig og ikke stjæler fra folk; frihed til at leve, som man vælger. Disse er ikke blot amerikanske idéer, de er menneskerettigheder, og det er derfor, vi vil støtte dem overalt.

Der er ingen lige vej til at realisere dette løfte. Men så meget står klart: Regeringer, der værner om disse rettigheder, er i sidste ende mere stabile, vellykkede og sikre. Undertrykkelse af idéer vil aldrig få dem til at forsvinde. Amerika respekterer alle fredelige og lovlydige stemmers ret til at blive hørt overalt i verden, også selv om vi er uenige med dem. Og vi vil hilse alle folkevalgte, fredelige regeringer velkommen - forudsat at de regerer med respekt for hele deres folk.

Dette sidste punkt er vigtigt, fordi der er nogle, der kun går ind for demokrati, når de står udenfor magten; når de først har fået magt, er de hensynsløse i undertrykkelsen andres rettigheder. Uanset hvor den etablerer sig, vil en regering af folket og ved folket sætte en fælles standard for alle, der har magt: Du skal udøve din magt gennem samtykke, ikke tvang; du skal respektere mindretallenes rettigheder, og deltage i en ånd af tolerance og kompromis; du skal sætte dit folks interesser samt lovlighed i den politiske proces over dit parti. Uden disse bestanddele, vil valg alene ikke udgøre et sandt demokrati.

Det femte spørgsmål, vi skal tale sammen om, er religionsfrihed.

Islam har en stolt tradition for tolerance. Vi ser det i Andalusiens og Cordobas historie under inkvisitionen. Jeg så det på første hånd som et barn i Indonesien, hvor gudfrygtige kristne frit kunne praktisere deres tro i et overvejende muslimsk land. Det er den ånd, vi har brug for i dag. Mennesker i alle lande bør frit kunne vælge og leve deres tro, baseret på sindets, hjertets og sjælens overbevisning. Denne tolerance er afgørende for, at religion kan trives, men den bliver angrebet på mange forskellige måder.

Blandt nogle muslimer er der en foruroligende tendens til at udmåle deres egen tro ved afvisningen af andres. Den religiøse mangfoldigheds rigdom skal bevares - hvad enten det gælder maronitterne i Libanon eller kopterne i Egypten. Og brudlinjer mellem muslimer skal også heles; splittelsen mellem sunni og shia har ført til tragisk vold, især i Irak.

Religionsfriheden er central for folkenes evne til at leve sammen. Vi skal altid overvåge, hvordan vi beskytter den. I USA, for eksempel, har regler om gaver til velgørenhed gjort det sværere for muslimer at opfylde deres religiøse forpligtelser. Derfor har jeg forpligtet mig til at samarbejde med amerikanske muslimer for at sikre, at de kan opfylde pligten til zakat.

Ligeledes er det vigtigt for de vestlige lande at undgå at hindre muslimske borgere i at praktisere deres religion, som de ønsker det - for eksempel ved at diktere, hvilke klæder en muslimsk kvinde skal bære. Vi kan ikke skjule fjendtlighed over for en religion bag påskud om liberalisme.

Faktisk burde tro bringe os sammen. Derfor skaber vi service-projekter i Amerika, der bringer kristne, muslimer og jøder sammen. Derfor hilser vi bestræbelser som den saudiarabiske kong Abdullahs tværreligiøse dialog og Tyrkiets lederskab i Civilisationernes Alliance velkommen. Rundt om i verden, kan vi vende dialog til tværreligiøs tjeneste, så broer mellem befolkninger fører til handling – hvad enten om det handler om at bekæmpe malaria i Afrika eller yde nødhjælp efter en naturkatastrofe.

Det sjette emne, jeg vil tage op, er kvinders rettigheder.

Jeg ved, der er debat om dette emne. Jeg afviser det synspunkt, som nogle i Vesten har, at en kvinde, der vælger at tildække sit hår, på en måde er mindre lige, men jeg tror, at en kvinde, der nægtes en uddannelse, er nægtet ligestilling. Og det er ikke tilfældigt, at lande, hvor kvinder er veluddannede, er langt mere tilbøjelige til at være velstående.

Lad mig være klar: Spørgsmål om kvinders ligestilling er på ingen måde blot et spørgsmål for islam. I Tyrkiet, Pakistan, Bangladesh og Indonesien, har vi set lande med muslimsk flertal vælge en kvinde som leder. I mellemtiden fortsætter kampen for kvinders ligestilling i mange områder af amerikansk liv og i lande over hele verden.

Vore døtre kan bidrage lige så meget til samfundet som vores sønner, og vores fælles velfærd vil øges ved at tillade hele menneskeheden - mænd og kvinder - at virkeliggøre deres fulde potentiale. Jeg tror ikke, at kvinder skal træffe de samme valg som mænd for at være lige, og jeg respekterer de kvinder, der vælger at leve deres liv i traditionelle roller. Men det skal være deres valg. Derfor vil USA indgå partnerskab med ethvert land med muslimsk flertal for at støtte udvidet læse- og skrivefærdighed for piger, og at hjælpe unge kvinder med at finde beskæftigelse gennem mikrofinansiering, der er en hjælp for mennesker til at virkeliggøre deres drømme.

Endelig vil jeg gerne drøfte økonomisk udvikling og mulighed.

Jeg ved, at for mange er globaliseringen fuld af modsigelser. Internet og tv kan bringe viden og information, men også stødende seksualitet og meningsløs vold. Handel kan bringe ny velstand og nye muligheder, men også store forstyrrelser og forandringer af samfund. I alle nationer - herunder min egen - kan denne forandring skabe frygt. Frygt for, at vi på grund af moderniteten vil miste kontrol over vores økonomiske valg, vores politik, og vigtigst, af vores identitet - de ting, vi mest værner om i vores samfund, vores familier, vores traditioner og vores tro.

Men jeg ved også, at menneskelig udvikling ikke kan nægtes. Der behøver ikke at være modsætning mellem udvikling og tradition. Lande som Japan og Sydkorea skabte vækst i deres økonomier og bevarede samtidig deres særlige kulturer. Det samme gælder for det forbløffende fremskridt i lande med muslimsk flertal fra Kuala Lumpur til Dubai. I tidligere tider og i vor egen tid har muslimske samfund været på forkant indenfor innovation og uddannelse.

Dette er vigtigt, fordi ingen udviklingsstrategi udelukkende kan være baseret på, hvad der kommer op af undergrunden, og kan heller ikke holdes i gang, mens de unge mangler arbejde. Mange af Golfstaterne har nydt stor rigdom som følge af olie, og nogle er begyndt at fokusere på den bredere udvikling. Men vi må alle erkende, at uddannelse og innovation vil være den fælles valuta i det 21. århundrede, og at der i alt for mange muslimske samfund stadig mangler investeringer i disse områder. Jeg lægger vægt på sådanne investeringer i mit eget land. Og mens Amerika tidligere har fokuseret på olie og gas fra denne del af verden, søger vi nu et bredere engagement.

På uddannelsesområdet vil vi udvide udvekslingsprogrammerne og øge antallet af stipendier, som det, der bragte min far til USA, samtidig med at vi vil opmuntre flere amerikanere til at studere i muslimske samfund. Og vi vil belønne lovende muslimske studerende med kandidatophold i Amerika; investere i online undervisning for lærere og børn omkring i verden; samt skabe et nyt online netværk, så en teenager i Kansas øjeblikkeligt kan kommunikere med en teenager i Cairo.

For at fremme økonomisk udvikling, vil vi skabe et nyt korps af virksomhedsfrivillige til at samarbejde med kolleger i lande med muslimsk flertal. Og i år vil jeg være vært for et topmøde om iværksætterkultur for at finde frem til, hvordan vi kan styrke båndene mellem virksomhedsledere, fonde og sociale iværksættere i USA og de muslimske samfund rundt omkring i verden.

På videnskabs- og teknologiområdet, vil vi oprette en ny fond til støtte for teknologisk udvikling i lande med muslimsk flertal, og hjælpe med at overføre idéer til markedspladsen, så de kan skabe arbejdspladser. Vi vil åbne centre for videnskabelig ekspertise i Afrika, Mellemøsten og Sydøstasien, og udpege nye videnskabsudsendinge til at samarbejde om programmer, der udvikler nye energikilder, skaber grønne jobs, digitaliserer dokumenter, giver rent vand og dyrker nye afgrøder. Og i dag annoncerer jeg en ny global indsats, sammen med Organisationen for Den Islamiske Konference, for at udrydde polio. Og vi vil også udvide partnerskaberne med muslimske samfund for at fremme børns og mødres sundhed.

Alle disse ting skal ske i partnerskab. Amerikanere er klar til at gå sammen med borgere og regeringer, sociale organisationer, religiøse ledere og virksomheder i muslimske samfund rundt omkring i verden for at hjælpe vore befolkninger til at få et bedre liv.

De problemer, jeg har beskrevet, vil ikke være lette at løse. Men vi har et ansvar for at slutte os sammen på vegne af den verden, vi søger - en verden, hvor ekstremister ikke længere truer vore folk, og amerikanske soldater er kommet hjem; en verden, hvor israelere og palæstinensere hver har sikkerhed i deres egen stat, og kerneenergi bliver brugt til fredelige formål; en verden, hvor regeringer tjener deres borgere, og rettighederne for alle Guds børn bliver respekteret. Disse er gensidige interesser. Det er den verden, vi søger. Men vi kan kun nå den sammen.

Jeg ved der er mange - muslimer og ikke-muslimer - som stiller spørgsmålstegn ved, om vi kan skabe denne nye begyndelse. Nogle er ivrige efter at fyre op under splittelsens ild og stille sig i vejen for fremskridt. Nogle mener, at det ikke er umagen værd - at vi af skæbnen er bestemt til at være uenige og at civilisationer er dømt til sammenstød. Mange flere er simpelthen skeptiske overfor den mulighed, at reelle forandringer kan ske. Der er så meget frygt, så megen mistillid. Men hvis vi vælger at være bundet af fortiden, vil vi aldrig komme videre. Og jeg vil især sige dette til unge mennesker af enhver tro, i alle lande - I, mere end nogen andre, har evnen til at omforme denne verden.

Vi deler alle denne verden i blot et kort øjeblik af tid. Spørgsmålet er, om vi bruger denne tid fokuseret på, hvad der skubber os fra hinanden, eller om vi forpligter os til en indsats - en vedvarende indsats – for at finde fælles grund, at fokusere på den fremtid, vi ønsker for vores børn, og at respektere alle menneskers værdighed.

Det er lettere at starte krige end at afslutte dem. Det er lettere at skyde skylden på andre end at kigge indad; at se, hvad der er anderledes ved andre, end at finde ting, vi er fælles om. Men vi skal vælge den rette vej, ikke bare den lette vej. Der er også en regel, der findes i kernen af enhver religion - at vi skal gøre mod andre, som vi ønsker, at de skal gøre mod os. Denne sandhed går på tværs af nationer og folkeslag - en overbevisning, der ikke er ny - der ikke er sort eller hvid eller brun; der ikke er kristen eller muslimsk eller jødisk. Det er en tro, der pulserede i civilisationens vugge, og som stadig banker i hjertet på milliarder af mennesker. Det er en tro på andre mennesker, og det er den, der har bragt mig her i dag.

Vi har magten til at skabe den verden, vi søger, men kun hvis vi har modet til at gøre en ny begyndelse, og samtidig holde for øje, hvad der står skrevet.

Den hellige Koran fortæller os, "Oh menneskehed! Vi har skabt jer mand og en kvinde, og Vi har gjort jer til nationer og stammer, så I kan kende hverandre."

Talmud fortæller os: "Hele Toraen har til formål at fremme fred."

Den hellige Bibel fortæller os, "Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn."

Mennesker i verden kan leve sammen i fred. Vi ved, at dette er Guds vision. Dette må være vores opgave her på Jorden. Tak. Og må Guds fred være med jer.

---

Oversættelse: Bombadillo