Islamisk terrorisme og vestlig økumeni
Af Vladimir Moss
Oversættelse af: Islamic Terrorism and Western Ecumenism
Kilde: Vladimir Moss
Udgivet på myIslam.dk: 5. august 2016

Aristoteles sagde engang, at en døende civilisations sidste dyd er tolerance. Denne er afgjort den eneste dyd - hvis det ellers er en dyd - som vores utvivlsomt døende civilisation kan rose sig af - bortset fra, at vi kan lide at kalde det "medfølelse" ... David Cameron, [nu - efter Brexit – forhenværende, o.a.] premierminister i Storbritannien, talte om det "overordentligt medfølende" land, som Storbritannien angiveligt skulle være. Andre nationale ledere har vejet sig ind til medføle-konkurrencen. Hr. (eller Fru) Medfølelse i Europa synes at være Tysklands Angela Merkel. En udfordrer til den globale trone er Australien. [1]

Men tolerance er ikke medfølelse. Det er heller ikke en dyd. Selvbeherskelse, tålmodighed, langmodighed - disse er dyder. Men tolerance som den moderne verden forstår det - dvs. afvisning af at irettesætte eller på nogen måde tage kampen op mod en bred vifte af falske lærdomme - er ikke alene ikke en dyd, men er en alvorlig last. Ordet findes ikke engang i Det Nye Testamente.

Men intolerance mod onde lærdomme både findes og roses i Det Nye Testamente. Overvej følgende citater fra, hvad Herren har at sige til de syv menigheder i Asien:
- "Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader" (Johannes' Åbenbaring 2:6).
- "Men lidt har jeg imod dig: Du har nogle, som holder fast ved Bileams lære ..." (Åb 2:14).
- "Men jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jezabel, der påstår at være profetinde, og som med sin lære forfører mine tjenere ..." (Åb 2:20).
- "Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund" (Åb 3:16).

Det sædvanlige svar på dette fra økumenerne, som bryster sig af deres tolerance overfor ondskab, er: "Så du ønsker at torturere og dræbe kættere og afvigere? Vil du have inkvisitionen tilbage?" Men selvfølgelig indebærer intolerance mod ondskab på ingen måde vold mod de onde. De verdslige myndigheder har monopol på vold i vores samfund - og med rette. Den almindelige borger er ikke kaldet til at udøve vold med de onde.

Men han er kaldet til at modsætte sig det onde. Og dette er netop, hvad vort samfund ikke gør. Faktisk er det yderst intolerant over for modstand mod det onde. Uanset om vi taler om onde doktriner (såsom ateisme eller kætteri eller falske religioner som islam) eller onde handlinger (såsom homoseksualitet eller abort), så fordømmer vort samfund enhver åben opposition til dem, og dem, der er imod dem - eller simpelthen nægter at hylde dem eller tage del i dem - risikerer i stigende grad at blive kastet i fængsel eller miste deres job, eller i det mindste blive udstødt eller hånet ...

Men nu er økumenerne og de liberale løbet ind i et alvorligt problem. Ved Guds forsyn er en stor og støt stigende andel af alle vestlige staters befolkninger, med undtagelse af Japan, nu muslimer, hvis intolerance mod vestlig tolerance overfor det onde udgør et vanskeligt dilemma for vestlige politikere. Da muslimerne er talrige og velorganiserede - for talrige og for velorganiserede til at blive undertrykt på den måde, som traditionelle kristne nu bliver undertrykt - må de formildes; der er ingen anden vej. Således har ærkebiskoppen af Canterbury tilmed foreslået at tillade muslimer at leve efter sharia-lov i Storbritannien. Under alle omstændigheder har økumenerne og de liberale prædiket så længe om tolerance over for alle religioner og trosretninger, at de ville fremstå som tåbelige, hvis de begyndte at undertrykke islam.

Og nu har en frisk udvikling gjort dette problem endnu mere akut. Borgerkrigen i Syrien har skabt fire millioner flygtninge, hvoraf store mængder strømmer gennem Grækenland og Serbien ind i Vesteuropa, de fleste af dem på vej mod Tyskland, som er den rigeste og også - med Sverige som den mulige undtagelse - den mest liberale og økumeniske stat i Europa. De fleste europæere ønsker ikke disse flygtninge i så store mængder af meget gode grunde: De vil ikke integrere sig, men danner muslimske ghettoer, hvis prædikanter åbent opfordrer til ødelæggelse af den vestlige kristne civilisation og indførelse af sharia-lov. Et stort antal unge vestlige muslimer, endda hele familier, tilslutter sig den rædselsvækkende Islamisk Stat, der halshugger og korsfæster kristne, heriblandt kristne babyer. Selv før denne seneste nye store tilstrømning, var vestlige sikkerhedstjenester overanstrengte i arbejdet med at forsvare deres egne borgere mod muslimske terror-plots. For nylig godkendte David Cameron henrettelsen - ved drone-angreb - af to IS-krigere af britisk nationalitet i Syrien, der planlagde terrorhandlinger i Storbritannien. Der er blevet udtrykt frygt for, at denne seneste nye tilstrømning rummer mange IS-krigere forklædt som flygtninge ...

Foruroligede over denne udvikling, har to af de mindre liberale vestlige lande - Ungarn og Slovakiet - udtrykt ønske om kun at modtage kristne flygtninge fra Syrien. Dette helt igennem rimelige forlangende, der bør opfattes, ikke som pro-kristen og anti-muslimsk diskrimination, men som nationalt selvforsvar, er blevet hånet af de mere liberale lande i EU. Således er den tyske kansler Angela Merkel - der engang sagde, at "multikulturalisme ikke fungerer" - endda gået så vidt som til at åbne dørene til sit land for 800.000 nye indvandrere alene i år [2016] (en af hendes ministre taler om en halv million om året i de næste par år). Denne datter af en luthersk præst og tidligere agitprop-medlem af det østtyske kommunistparti, synes fast besluttet på at ødelægge, hvad der er tilbage af hendes lands kristne arv - mens hun fordømmer andre lande, der er mindre villige til at åbne deres porte for de vantro ... Selvfølgelig har Tyskland gode økonomiske grunde til at lukke muslimer ind. Dets befolkning er faldende, det har mange tomme huse at fylde op, og flygtningene vil hjælpe tysk industri. Men for et land som Storbritannien - hvis befolkning er voksende (hovedsagelig på grund af tidligere indvandring) og hvis sociale tjenester er under alvorligt pres, selv før den nuværende invasion - er situationen helt anderledes ... Og for enhver, der værdsætter sit lands kristne arv, kan en enorm tilstrømning af muslimer ikke hilses velkommen ...

*****

Lad os se lidt nærmere på rødderne til muslimsk terrorisme.

Filosoffen Roger Scruton har undersøgt forskellen mellem vestlig og islamisk civilisation på en oplysende måde. [2] Kerne-religionen i Vesten, kristendommen, voksede op i forbindelse med Det Romerske Imperium, og gav fra begyndelsen staten en vis autonomi i sin egen sfære. Den kristne var forpligtet til at adlyde staten i alle dens love, som ikke direkte modsagde Guds bud: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" (Matt 22:21) Selv om hans ultimative loyalitet var mod Gud, var den kristne også en borger i staten, og skyldte også den loyalitet. De kristne gjorde ikke oprør mod staten, men bearbejdede gradvist dens rå skikke, indtil den selv blev kristen. Så kirke og stat arbejdede i gensidig harmoni i en "symfoni af beføjelser".

Kirken var universel, og havde medlemmer i mange forskellige lande. Staten, på den anden side, var territorial og baseret på følelsen af en fælles skæbne hos alle eller de fleste af menneskene indenfor dette område, forstærket af fælles sprog, kultur og religion. Denne dobbelte loyalitet - omend med den vigtigste og absolutte loyalitet tilhørende Gud alene - lå ved fundamentet af kristen civilisation. Islam, på den anden side, fremmede ikke væksten af stabile territoriale nationalstater eller imperier. Der var stammer og der var den universelle, globale religion, og meget lidt ind imellem. Der var sharia, Allahs lov, men meget lidt i retning af statslig lov, og bestemt intet sammenligneligt med de juridiske bygningsværker, der blev skabt af Konstantin eller Justinian. Muslimerne betragtede "Bogens Folk", jøderne og de kristne, som stående på et højere niveau end hedningene og blev derfor indrømmet visse rettigheder. Men der var ikke sådan noget som den typisk romerske opfattelse af lighed for loven for alle borgere, uanset deres tro. Ikke alene var ikke-muslimer i den muslimske stat andenrangsborgere, men hele den ikke-muslimske verden udenfor tilhørte også ved ret muslimerne alene.

Apostlene erobrede middelhavsverdenen med udelukkende fredelige midler, ved at prædike Ordet. Muslimerne derimod overvandt romerne med ild og sværd. (St. Anastasius af Sinai sagde, at romerne tabte, fordi de var faldet i monothelitismens kætteri.) Men selv om Muhammed erobrede gennem vold, ikke overtalelse, udråbte han ikke sig selv til konge, endnu mindre en "kongernes konge" efter persisk mønster. Han var, efter egen og sine tilhængeres vurdering, en profet, budbringeren fra en af de arabiske hedenske guder, månen-guden Allah, som han forkyndte som den eneste sande gud, og hvis tegn, halvmånen, han tog som symbol på sin nye religion. På trods af denne klart hedenske oprindelse til sin tro, hævdede Muhammed at nære afsky enhver form for menneske-tilbedelse og afgudsdyrkelse - dvs. de gammeldags former for politik i Mellemøsten - til fordel for en ny, Gud-centreret politik.

Og som Bernard Lewis påpeger:

Magten, der blev udøvet af de tidlige kaliffer [efterfølgere af Muhammed], meget langt fra deres forgængeres og efterfølgeres despoti. Den var begrænset af islams politiske etik og det gamle Arabiens anti-autoritære vaner og traditioner. I et vers tilskrevet den præ-islamiske arabiske digter, Abid ibn al-Abras, omtales hans stamme som 'laqah', et ord, som ifølge de gamle kommentatorer og leksikografer betegner en stamme, der aldrig har underkastet sig en konge. Abids stolte beskrivelse af sit folk, gør hans mening klar:
De nægtede at være tjenere for konger, og blev aldrig styret af nogen.
Men når de blev kaldt til hjælp i krig, mødte de op med glæde.
De gamle arabere, ligesom de gamle israelitter skildret i Dommer- og Samuelsbøgerne, havde mistillid til konger og kongeværdigheden. De var fortrolige med monarkiet i de omkringliggende lande, og nogle havde endda indført det selv. Der var konger i staterne i det sydlige Arabien; der var konger i fyrstedømmerne i grænseområderne mod nord; men alle disse var i forskellige grader marginale i forhold til Arabien. De bofaste riger i syden talte et andet sprog, og var del af en anden kultur. Fyrstedømmerne mod nord var, skønt autentisk arabiske, dybt påvirkede af persisk og byzantinsk kejserlig praksis, og repræsenterer lidt af et fremmed element i den arabiske verden ...
De tidlige muslimer var helt bevidste om karakteren af det kejserlige monarki, som det praktiseredes på deres egen tid i Byzans og i Persien, og mente, at den stat, der blev grundlagt af Profeten og efter ham styret af hans efterfølgere, kalifferne, repræsenterede noget nyt og anderledes ... [3]

På hvilken måde anderledes? Ifølge Miloslavskaya og Miloslavsky, bestod det anderledes i den tanke, at samfundet skal styres af Allahs befalinger, og ikke af menneskers love, og at kalifatets verdslige og åndelige magter (sultanat og imamat) er udelelige. [4] Men denne udelelighed af magter resulterede i en gradvis underminering af tidlig islams pseudo-demokratiske ideal pga. kaliffernes næsten ubegrænsede magt.

På den ene side ønskede kalifferne at skabe en orden, i hvilken "der ideelt set ikke skulle være præster, ingen kirke, ingen konger og ingen adelige, ingen privilegerede ordener eller kaster eller godser af nogen art, bortset fra den selvindlysende overhøjhed af dem, der accepterede den sande tro over dem, der forsætligt afviste den - og selvfølgelig også sådanne oplagte naturlige og sociale realiteter som mandens overlegenhed over kvinden og herrens over slaven." [5] Men på den anden side var de militære ledere, og succes i krig - især mod folk, der var trænet til lydighed mod autokratiske eller despotiske ledere - krævede, at de kunne forlange en ikke mindre lydighed.

I 747 hævede Abu Muslim, en frigiven persisk slave, oprørets banner, besejrede den umayyadiske kalif og skabte det abbasidiske dynasti. Nogle få år senere flyttede Al-Mansur (754-775) imperiets hovedstad til Bagdad, hvor det kom under indflydelse af Persien med dets stærke despotiske tradition. Og så gled muslimsk "demokrati" snart over i et despoti, der ikke var mindre hårdhændet end de monarkier, som islam havde ødelagt. Kalifferne i det 9. århundrede, især Mamun (813-833), mente, at deres autoritet var ubegrænset. Og i begyndelsen af det 11. århundrede, mente fatimide-herskeren Al-Hakim endda, at han var Gud.

"Den stadig mere autoritære karakter af regeringen," skriver Lewis, "og skuffelsen blandt de sejrende revolutionære, er levende udtrykt i en passage, som er citeret af flere klassiske forfattere. En vis Sudayf, en tilhænger af abbasiderne, citeres for at klage over de ændringer, der var følgen af umayyadernes fald og abbasidernes overtagelse af kalifatet: 'Ved Gud, vort bytte, som blev delt, er blevet en biindtægt for de rige. Vort lederskab, som var rådgivende, er blevet vilkårligt. Efterfølgeren, som blev valgt af samfundet, tiltræder nu som arving.'" [6]

Spørgsmålet om hvorvidt kalifatet skulle være et valgrige eller et arverige, var et af de spørgsmål, der splittede sunni- og shia-muslimerne. "Shiaerne hævdede, at kalifatet skulle være arveligt i linjen efter Profeten, og at derfor alle kalifferne, med Alis og hans søn Hasans korte styre som eneste undtagelse, havde været tronranere. Sunni-muslimernes mere almindelige opfattelse var, at kalifatet var et valgrige, og at ethvert medlem af Profetens stamme, Quraysh, var valgbart." [7] Al-Mansur i Spanien gjorde kalifatet dér arveligt, men tredive år efter hans død afskaffede folket det helt.

En anden af forskellene mellem sunnier og shiitter var, at sidstnævnte troede på en vis adskillelse mellem kirken (imamatet) og staten. Således skriver Karen Armstrong: "Læren om imamatet demonstrerede den ekstreme vanskelighed med at inkarnere et guddommeligt påbud i det almindelige politiske livs tragiske vilkår. Shiiterne mente, at hver eneste af imamerne var blevet myrdet af kaliffen på deres tid." I 934 var det opfattelsen, at den sidste af imamerne [den 12. Imam, o.a.] var blevet mirakuløst skjult af Gud. "Myten om Den Skjulte Imam (...) symboliserede umuligheden af at gennemføre en ægte religiøs politik i denne verden, eftersom kalifferne havde ødelagt Alis linje og fordrevet ilm [sand viden] fra jorden. Fra da af blev den shiitiske ulama [lærde mænd, vogtere af de juridiske og religiøse traditioner i islam] repræsentanter for Den Skjulte Imam, og brugte deres egne mystiske og rationelle indsigter til at fatte hans vilje. Tolver-shiiter (der tror på de tolv imamer), ville ikke tage yderligere del i det politiske liv, fordi ingen regering kunne være legitim i fravær af Den Skjulte Imam, ummaens [det muslimske samfunds] sande leder." [8]

En anden årsag til despotien, der er islam iboende, er troen på, at alle mennesker er bestemt til at adlyde Allah, og at de, der ikke adlyder - med jøder og kristne som delvise undtagelser - ikke har nogen ret til hverken liv eller frihed eller ejendom. Dette kombineret med muslimernes yderligere tro på fatalisme og på at alle muslimer, der dør i kampen mod de vantro, automatisk træder ind til Paradisets glæder, gjorde de muslimske hære fra det tidlige arabiske kalifat, såvel som det senere tyrkiske sultanat, til en formidabel ekspansiv kraft i verdenspolitikken. Således siger Koranen: "I, der tror! Bekæmp de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse!" (Sura: 9; Ayat: 123). "Bekæmp dem, som ikke tror (...) og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!" (Sura: 9; Ayat: 29). "I vil blive indkaldt mod folk, der råder over en stor styrke, og som I skal kæmpe imod, med mindre de overgiver sig."(Sura: 48; Ayat: 16).

Som L. A. Tikhomirov skrev: "Ved at underkaste sig Gud uden at stille spørgsmål, bliver muslimen en spreder af Guds magt på jorden. Alle er forpligtet til at underkaste sig Allah, om de vil det eller ej. Hvis de ikke underkaster sig, har de ingen ret til at leve. Derfor har hedningene valget mellem enten omvendelse til islam eller udslettelse. Voldelig omvendelse til islam er ikke noget skadeligt set fra det muslimske synspunkt, for folk er forpligtet til at adlyde Gud ubetinget, ikke fordi de ønsker det, men fordi Allah kræver det af dem." [9]

Igen, som Kenneth Craig skriver: Hellig krig eller jihad "mentes at være islams generhvervelse af, hvad der med rette tilhørte den som den sande og endelige religion, men som var gjort fremmed for den af vantroen eller perversiteten legemliggjort i mindretallene, hvis overlevelse - men ikke mere - den tillod ..." [10]

Med denne i bund og grund negative holdning til politik, kan vi se, hvorfor muslimer har haft så svært ved at etablere stabile, loyale holdninger til politiske myndigheder, hvad enten de har været islamiske eller vestlige. Siden faldet af Osmannerriget i 1918, er intet politisk regime - nationalistisk eller sekulært (Baath eller kemalistisk) - opstået i Mellemøsten, der har kunnet kræve loyaliteten af alle de islamiske folk. Og alligevel er der ingen tvivl om, at muslimerne længes efter en kalif, som vil forene dem og knuse det ugudelige Vesten ...

Den islamiske religiøse genopblussen kan siges at være startet med shahen af Irans fald i 1979. Og i december 1984 sagde Ayatollah Khomeini i en tale: "Hvis man tillader de vantro at fortsætte med at spille deres rolle som fordærvere på Jorden, vil deres endelige moralske straf kun blive så meget hårdere. Så hvis vi dræber de vantro for at sætte en stopper for deres [korrumperende] aktiviteter, har vi faktisk gjort dem en tjeneste. For deres endelige straf vil blive mindre. At tillade de vantro at forblive i live betyder at lade dem skabe mere fordærv. [At dræbe dem] er en kirurgisk operation befalet af Allah Skaberen (...). De, der følger Koranens regler, er klar over, at vi er nødt til at anvende lovene om qisas [gengældelse], og at vi er nødt til at dræbe (...). Krig er en velsignelse for verden og for enhver nation. Det er Allah selv, der befaler mænd at føre krig og dræbe."

Scruton bemærker:

Elementet af vanvid i disse ord bør ikke gøre os blinde for det faktum, at de ret præcist formidler en stemning, en arv og et mål, der inspirerer unge i hele den islamiske verden. Desuden (...) er der ingen tvivl om, at Khomeinis fortolkning af Profetens budskab kan finde tekstmæssig støtte, og at den afspejler selve beslaglæggelsen af det politiske, der har været det vigtigste træk ved islamiske revolutioner i den moderne verden ...
... Selv mens de nyder freden, velstanden og friheden, der udgår fra en verdslig retsstat, kan personer, der betragter sharia som den unikke vej til frelse, kun se disse ting som tegn på åndelig tomhed eller korruption. For et menneske som Khomeini er menneskerettigheder og verdslige regeringer udtryk for dekadencen ved den vestlige civilisation, som har undladt at væbne sig mod dem, der har til hensigt at ødelægge den og i stedet håber at formilde dem. Budskabet er, at der ikke kan være noget kompromis, og at systemer, der gør kompromis og forlig til deres herskende principper, blot er aspekter af Djævelens værk.
Khomeini er en skikkelse af stor historisk betydning af tre grunde. For det første viste han, at islamisk regering er en farbar vej i den moderne verden, og derved ødelagde den tro, at vestliggørelse og sekularisering er uundgåelige. For det andet gjorde han, gennem aktiviteterne af Hizbollah (Allahs Parti) i Libanon, eksporten af den islamiske revolution til hjørnestenen i sin udenrigspolitik. For det tredje gav han den islamiske vækkelse en shiitisk fysiognomi, og derved gjorde martyriet til en central del af dens strategi. [11]

Den islamiske revolution samlede styrke under den succesrige krig for at drive russerne ud af Afghanistan i 1979-1989. Mange af de mujahedin, der kæmpede mod russere i Afghanistan, fortsatte derefter med at bekæmpe kroater og serbere i Bosnien i begyndelsen af 1990'erne. Og dernæst NATO i Afghanistan ... . Revolutionen led et tilsyneladende tilbageslag i den første Irak-krig i 1990. Men denne krigs resultat i militær henseende viste sig at være mindre vigtig end dens virkning i retning af at galvanisere den muslimske opinion over hele verden mod de vestlige "korsfarere", der atter var trængt ind på hellig muslimsk jord af rent egoistiske grunde (olie). Disse følelser blev kraftigt forværrede af den anden Irak-krig og af NATO-interventionen i Afghanistan. Det var ikke fordi, de fleste muslimer ikke godt kunne se det onde i Saddam Hussein eller Taliban. Men som vi har set, betyder sådanne ting som politisk frihed og menneskerettigheder kun lidt for det muslimske sind. Meget vigtigere for dem er princippet om, at tilhængerne af den sande tro bør være i stand til at løse deres egne problemer selv uden hjælp fra de korrupte vantro. For trods alt er deres endelige mål at ødelægge de samme vantro og erobre verden ...

*****

Når vi nu vender tilbage til den øjeblikkelige situation, kan vi tydeligere se, hvordan den nuværende konfrontation mellem vestlig økumeni og muslimsk terrorisme er bestemt af forsynet. For muslimsk terrorisme er både en straf rettet mod vestlig økumeni - dvs. en straf for dens forræderi mod den kristne tro og dens ligegyldighed med overlevelsen af den kristne civilisation - og en sidste appel til de vestlige kristnes samvittighed om, at de kaster deres ligegyldighed af sig og genvinder deres lidenskabelige iver for den eneste sande tro, som er kristendommen. For selv hvis der ikke kommer nogen krig mellem Vesten og islam i de kommende år, vil demografiske udviklingstendenser - forstærket af Tysklands tåbelighed med at åbne sine døre for alle flygtninge uden kontrol - føre til muslimsk dominans af Vesten inden for en generation eller to. Om denne dominans bliver opnået ved hjælp af stemmeboksen eller med knive og bomber er næppe afgørende. Resultatet vil være det samme.

Og lad os se det i øjnene: Muslimerne har god grund til at foragte Vesten for dens manglende begejstring for at forsvare sin egen kristne arv, og dens forfærdende seksuelle udskejelser. Den muslimske trussel vil ikke blive neutraliseret, og muslimer vil ikke komme til at indse falskheden af deres egen tro - hvilket jo må være vort håb og den eneste virkelige løsning på problemet - før og medmindre de kristne holder op med at formilde dem gennem deres anti-kristne økumeni samt indstiller deres udskejelser, og i deres eget liv demonstrerer, hvad det vil sige at være sande kristne.

Selvfølgelig er muslimernes følelse af moralsk overlegenhed i forhold til de kristne hyklerisk. I Storbritannien og Sverige har muslimer været ansvarlige for en modbydelig serie massevoldtægter. Og en nylig undersøgelse foretaget af American Center for Justice viste, at Islamisk Stats sats for køb af kvindelige sexslaver er højest for kategorien 1-9 årige, hvilket viser, at de efterligner deres falske profet, ikke kun i deres vold, men også i deres seksuelle fordærv og pædofili ...

Men vore fjenders hykleri bør ikke være en grund til ikke at rense ud i vore egne handlinger, og demonstrere oprigtigheden af vores tro i gerning. St. Cosmas af Aitolien profeterede, at efter "den generelle krig" vil "hagaræerne" - det vil sige muslimerne - "lære mysterierne tre gange hurtigere end de kristne". På det tidspunkt vil Den 3. Verdenskrigs rædsler formentlig have lært de kristne at give et bedre eksempel til muslimerne ...

9/11 fandt sted på Den Ortodokse Kirkes fest for halshugningen af Johannes Døber. Gennem denne terrorhandling kaldte St. Johannes, omvendelsens profet, de vestlige befolkninger til omvendelse. Budskabet er det samme; kun dens påtrængende nødvendighed er intensiveret ...

29. august / 11. september 2015.
Halshugningen af Johannes Døber.


Noter

[1] Miranda Devine, “We are champions in compassion. Stop talking us down,” http://blogs.news.com.au/dailytelegraph/mirandadevine/index.php/dailytelegraph/comments/we_are_champions_in_compassion_stop_talking_us_down/

[2] Scruton, The West and the Rest: Globalization and the Terrorist Threat, London, 2002.

[3] Bernard Lewis, The Middle East, London: Phoenix, 1995, s. 140-141.

[4] T. P. Miloslavskaia, G. V. Miloslavsky, “Kontseptsia ‘Islamskogo Edinstva’ i Integratsionnie Protsessy v ‘Musulmanskom Mire’” ("Forestillingen om 'Islamisk Enhed' og integrationsprocesser i 'Den Muslimske Verden'"), i Islam i Problemy Natsionalizma (Islam og problemerne med nationalisme), Moscow: Nauka, 1986, s. 12.

Udeleligheden af kaliffens verdslige og åndelige magter understreges af flere andre forfattere. F.eks. skriver Colin McEvedy, at "Muhammeds efterfølgere, kalifferne, kombinerede, i lighed med ham, kejserens og pavens magt" (The Penguin Atlas of Medieval History, London: Penguin, 1961, p. 36). Igen skriver Ninian Smart, at islam "kræver institutioner, der dækker hele samfundslivet. Der er intet i islam (...) svarende til Kirken. Der er ikke plads til en særlig institution i samfundet helliget troens endemål. For hele samfundet er helliget troens endemål" (The Religious Experience of Mankind, London: Fontana, 1971, s. 538). Og Bernard Lewis skriver: "Det siges undertiden, at kaliffen var både statens og kirkens overhoved, kejser og pave i ét. Denne beskrivelse med vestlige og kristne termer er vildledende. Der var godt nok ingen skelnen mellem imperium og sacerdotium [præsteskab], som i det kristne imperium, og ingen særskilt kirkelig institution, ingen Kirke, med eget overhoved og hierarki. Kalifatet blev altid defineret som en religiøs institution, og kaliffens øverste formål var at sikre Profetens arv og at håndhæve Den Hellige Lov. Men kaliffen havde ingen pavelig eller præstelig funktion (...). Hans opgave var hverken at forklare eller fortolke troen, men at opretholde og beskytte den - at skabe forhold, under hvilke hans undersåtter kunne leve det gode muslimske liv i denne verden og forberede sig til den kommende verden. Og for at gøre dette, måtte han bevare den gudgivne hellige lov inden for den islamiske stats grænser, og forsvare og om muligt udvide disse grænser, indtil - i tidens fylde - hele verden var blevet åbnet for islams lys ..." (op. cit., s. 138-139).

[5] Lewis, op. cit., s. 72.

[6] Lewis, op. cit., s. 143-144.

[7] Lewis, op. cit., s. 139.

[8] Armstrong, Islam, New York: Modern Library, 2002, s. 67, 68-69.

[9] Tikhomirov, Religiozno-Filosofskie Osnovy Istorii (Historiens religiøst-filosofiske grundlag), Moscow, 1997, s. 296.

[10] Craig, The Arab Christian, London: Mowbrays, 1992, s. 57-58.

[11] Scruton, op. cit., s. 118-120.




Vladimir Moss blev født den 4. april 1949 i London som søn af en britisk diplomat. Han blev uddannet ved Charterhouse School (1962-1966), Oxford Universitet (1967-1970) og Surrey Universitet (1972-1978). Han har en bachelorgrad i filosofi og psykologi (1970) og en Ph.D. i psykologi (1978). Han var forsker ved Surrey Universitet (1987-1989) og lektor ved Surrey Universitet i klinisk psykologi og Sophia Statsuniversitet, Bulgarien i psykologi og religion (1993-1994). Han er gift med ingen børn. Siden 1975 har han været lektor i St. Michael ortodokse sogn i Guildford, England, og formand for den ortodokse Foundation of St. Michael, Guildford. Hans adresse er: East House, Beech Hill, Mayford, Woking, Surrey. GU22 0SB. Kilde.




Oversættelse: Bombadillo