Seksten år efter angrebene den 11. september 2001 er det meget muligt, at brugen af "undskyldningen" om korstogene som en motiverende faktor bag al-Qaedas og andre islamiske terrorgruppers vold er blevet mindre sandsynlig.

Selvfølgelig kan islamofascister meget vel påstå, at begivenheder, der fandt sted for mere end 900 år siden, stadig brænder i den muslimske bevidsthed, men det får det ikke til at blive sandt. Osama bin Laden henviste til korstogerne, ligesom uden tvivl også Abū Bakr al-Baghdadi fra Islamisk Stat. Men sandheden er, at de afskyr Vesten, fordi deres opfattelse af islam kræver had til og krig mod de vantro - dengang, nu og i al fremtid. Dette er den eneste "grundårsag", der betyder noget.

Under alle omstændigheder vil de fleste af os aldrig få lejlighed til at debattere med en terrorist om sagen. Vi vil med meget større sandsynlighed komme til at diskutere med en jihad-liberal om korstogerne og deres indflydelse, hvilket gør Thomas F. Maddens nye begynderbog uvurderlig.

The Crusades Controversy: Setting the Record Straight er en 50-siders bredside mod de serielle dumheder og halve sandheder fra dem, der tror - med professor Maddens ord - at korstogene var "indbegrebet af selvretfærdighed og intolerance, en sort plet på særlig Den Katolske Kirkes, men også vestlig civilisations historie."

I virkeligheden var de "en reaktion på mere end fire århundreders erobringer, under hvilke muslimske hære allerede havde underlagt sig to tredjedele af den gamle kristne verden." De hære, der marcherede og sejlede fra Vesteuropa til Det Byzantinske Rige og videre til Det Hellige Land, tog af sted som reaktion på bønner fra kristne i Østen om at redde dem fra Muhammeds væbnede religion.

De kristne krigere, der blev indkaldt af pave Urban 2 på Clermont-koncilet i 1095, var ikke en flok "jordløse og tabere", der var ivrige efter kamp hvor som helst, de kunne finde en. De var et tværsnit af det europæiske samfund, der omfattede mange af de rigeste og mest magtfulde mænd i Europa, hvoraf ikke så få mistede formuer - og deres liv - i kampen for at befri kristendommens oprindelige hjemlande, som var etableret et halvt årtusinde før islams fødsel - ikke ved sværdet, men ved fredelige omvendelser.

Pave Innocens 3, Urban 2's efterfølger, spurgte korsfarerne:

"Hvordan kan en mand, ifølge guddommelig forskrift, elske sin næste som sig selv, hvis han - vel vidende, at hans kristne brødre i tro og navn holdes strengt indespærret af de perfide muslimer og tynges ned af den hårdeste trældoms åg - ikke vier sig til den opgave at befri dem."

Jerusalem var faldet til islam mere end 400 år før korsfarerne befriede den hellige by i 1099. Men som Innocens antyder, så handlede generobringen kun delvist om at genindsætte de kristne til magten i troens hjerteland. Korsfarernes rejse og de slag, de udkæmpede, var også en lovet befrielse fra syndens byrde: en aflad, hvorved de kunne nå Himlen.

Madden skriver:

"Korsfarere var syndere. De påtog sig korstoget, ikke kun for at forsvare deres verden, men også for at udsone deres synder. Ved selve karakteren af deres profession bringer krigere deres sjæle i fare. Korstoget var for dem et middel til at frelse deres sjæle."

Under alle omstændigheder var triumfen i Jerusalem, som elektrificerede Europa, kortvarig. I 1291 var Acre - den sidste kristne fæstning i Mellemøsten - faldet, og det vi kalder "korstogene" i de efterfølgende århundreder, blev defensive, hvor det sidste slag fandt sted ved Belejringen af Wien i 1529.

Men korstogene endte ikke, fordi et "sidste slag" mod islam var blevet vundet (der skulle komme endnu et slag ved Wien i 1683), men fordi nationalstaternes opståen, korruption i Kirken og protestantismens komme havde svækket viljen til yderligere korstog.

"I Europa gærede nye ideer (...). Født ud af en unik blanding af tro, fornuft, individualisme og foretagsomhed, skabte disse ideer en hurtig vækst i videnskabelig eksperimentering med umiddelbare praktiske anvendelser. I det 17. århundrede voksede den europæiske rigdom og magt eksponentielt. Europæerne trådte ind i en ny og hidtil uset tidsalder."

I den islamiske verden var denne form for fremskridt naturligvis gået i stå.

Stort set siden det 18. århundrede, har korstogenes omdømme fulgt en slags rutsjebane-kurs, dog mere ned end op. Det måske det laveste punkt kom, da Bill Clinton i en tale efter 9/11 sagde, at ved befrielsen af Jerusalem i 1099 blev jøder brændt levende i en synagoge, og muslimske mænd, kvinder og børn blev slagtet på tempelbjerget - med korsfarerne vadende i blod til knæene.

Alle løgne.

Desuden var muslimer stort set uvidende om korstogernes realitet indtil efter 1. Verdenskrig. Det første arabisk-sprogede værk om korstogenes historie kom i 1899, hvilket gør muslimernes "lange hukommelse" om korstogene omtrent lige så lang som deres hukommelse om jazz. Alt fra 1099-erobringen over Saladins bedrifter og frem til slagene ved Wien kom til moderne muslimer hovedsagelig fra det 20. århundredes europæiske kolonial-historier.

Det er denne koloniale imperialisme, som nutidige muslimer har reageret så voldsomt på.

Som Madden skriver: "Dette blev særligt udtalt efter oprettelsen af Staten Israel, som araberne hævdede var et nyt korsfarer-rige. At Israel var jødisk, var irrelevant."

Til slut:

"Det er ikke korstogene, der førte til angrebene den 11. september, men en kunstig hukommelse om korstogerne konstrueret af moderne koloniale magter og ført videre af arabiske nationalister og islamister. Denne nye hukommelse ripper de middelalderlige ekspeditioner for ethvert aspekt fra deres egen tid, og præsenterer dem i stedet iført lasede pjalter fra det 19. århundredes imperialisme."

En anden måde at sige det på er, at Oplysningstiden - ophavet til den moderne venstrefløj - er kilden til den moderne islamistiske vrede over korstogene. Al-Qaeda og Islamisk Stat udlever en vestlig, anti-kristen fantasi, der ikke engang er deres egen skabelse.

Selvfølgelig er der andre motiver til islamistiske angreb. At få hele verden underkastet islam er et af de helt store.

---

Brad Miner er ledende redaktør af The Catholic Thing, ledende medlem af Faith & Reason Institute, og bestyrelsesmedlem i Aid to the Church In Need USA. Han er tidligere litterær redaktør af National Review. Hans nye bog, Sons of St. Patrick, skrevet sammen med George J. Marlin, er nu til salg. The Compleat Gentleman er tilgængelig som lydbog.

---

Oversættelse: Bombadillo