Bygninger som Notre Dame bryder ikke i brand spontant. Sådan arbejder Gud ikke, end ikke for at straffe en civilisation, der befinder sig i et så dybt moralsk forfald som vores. Mine mistanker - som deles af næsten alle, jeg kender - bliver ikke mindsket, når vi ser Fox News - ja, selv Fox - gentagne gange nægte at være vært for en ærlig diskussion af denne mulighed, selv mens eksperter fortæller fransk TV, at 800 år gammelt tømmer simpelthen ikke brænder på den måde uden en accelerant. Jeg mener - man kan ikke just sige, at nyhedskanaler holder deres værter tilbage fra vild spekulation under andre kriser.

Så forståelig nok var den første reaktion fra enhver, som har fulgt med i de seneste nyheder: "Muslimer, ikke?" Men ak, selv nyhedsoplæsere på højrefløjen er bange for at sige de forkerte ting, når gerningsmanden kan være medlem af Fredens Religion. Angreb på kristne kirker i Europa er blevet så talrige, at selv Newsweek har måttet indrømme det - selvom bladet hylende morsomt hævder, at ingen ved, hvorfor disse angreb sker, og selvom ordene "islam" og "muslim" ikke findes i dets rapportering.

Men indtil videre er der ikke fundet solidt bevis, og vore medier nægter at diskutere den større sammenhæng, hvori denne brand fandt sted. Og det er også rigtigt, at nogle få af disse vanhelligelser har været ledsaget af et satanisk billedsprog, der mere sandsynligt er feministiske anarkisters værk. Så for at være ansvarlige er vi nødt til at sige, at vi ikke har nogen idé om, hvordan denne særlige brand startede. Endnu.

Men vi kan godt sige, at tabet af Notre Dame er en særlig kristen tragedie. Det er en tragedie, der er udtryk for de sidste par årtiers lyn-ødelæggelse af vestlig civilisation, en visuel påmindelse om det inferno, der allerede har hærget den akademiske verden. Det er underligt, at de ikke først gjorde det af med nogle af disse kirker, selvom venstrefløjens kulturkrigere selvfølgelig ikke har format til andet end at hyle af begejstring over denne form for skamløs ødelæggelse, som de aldrig ville være dristige nok til selv at begå. De, der så nyhedsdækningen på Facebook, blev hjemsøgt - eller opmuntret, alt efter tilbøjelighed - af et hav af arabiske navne, der havde klikket på glade smiley-ikoner, mens Paris' juvel sank sammen i aske, et scenarie, der blev gentaget på Twitter af skadefro forkæmpere for social retfærdighed.

Dette ikke for at sige, at kun kristne sørger. Notre Dame var ikke alene Paris' åndelige hjerte, men er stadig byens egentlige geografiske centrum - det sted hvorfra afstande bliver målt. Som katedralskole var den centrum for middelalderens intellektuelle liv. Peter Abelard og Thomas Aquinas underviste begge dér. Uanset de senere rædsler af fransk postmodernisme og poststrukturalisme, havde universitetet i Paris engang et rimeligt krav på at være selve stedet for den vestlige intellektuelle tradition, der anførte verden i studiet af Aristoteles, skolastisk teologi og fornuft anvendt på troens mysterier.

Notre Dame betragtes som det ypperste eksempel på højgotisk stil, en populær form for kirker, fordi den symboliserer Kristi legeme. Det er vigtigt, og - igen, for at lade mine mistanker gå amok - sikkert ingen tilfældighed, at dette skete i den stille uge, eftersom håbet om opstandelsen er kernen i gotisk design. Men Notre Dame overskred sin rolle som et sted for katolsk tilbedelse. Som den nyligt afdøde fader James Schall engang bemærkede om Europas store katedraler: "Hver af disse ekstraordinære bygninger, som det har ladet sig gøre at opføre på en måde, jeg ikke helt forstår, i tider, langt fattigere end vores egen, ramte mig mærkeligt på den helt uventede måde, ligesom en ting, der ikke behøver at eksistere overhovedet, overrasker og vækker os, når vi, i modsætning til vore private illusioner og forventninger, pludselig opdager, at den eksisterer og at den er smuk."

Han fortsatte: "Chokket og beruselsen ved uventet at finde sådanne bygninger berører næsten højdepunktet af menneskets erfaring. Selve grundlaget for vores eksistens er da funderet i denne forbløffende erkendelse, at vi ikke fra starten forstår hele virkeligheden, især ikke ting af så ophøjet skønhed. Vi kan kun blive ydmyget af den umiddelbare åbenbaring af, hvor meget vi ikke har set. Og alligevel er vi glade for, at vi, således ydmyget, nu kan arve, hvad Jorden har født til os. For vi forholder os til al realitet, som vi gør til Durham og til Freiburg og til Litchfield [katedralerne], når vi ser dem for første gang, når vi får noget givet af tiderne, som vi ikke selv kunne skabe eller overhovedet forestille os."

For elskere af arkitektur er katedralens nordlige rosevindue et af de tre store overlevende roser fra det 13. århundrede. Rosen har Maria i centrum. Som Gud skinnede gennem Maria og antog farven af hendes menneskelige natur, således antager sollyset farve af glasset. Som St. Bernard af Clairvaux udtrykte det i det 12. århundrede: "Som en ren stråle går ind i et glasvindue og kommer frem uspoleret, men har erhvervet glassets farve (...) således også med Guds Søn, der kom ind i Jomfruens mest kyske skød, og opstod ren, men med Jomfruens farve, det vil sige med et menneskes natur og en menneskelig form, og han klædte sig i den."

Journalister og kommentatorer har opfattet det meste af dette forkert. Reaktionen fra jødiske konservative til Notre Dame har været overfladisk medfølende og noget selvisk. De har været ivrige efter at minde os om, at jøder også har lidt, at kristendommen har "jødiske rødder", og at jøder har været udsat for frygtelig vold i de europæiske lande, der nu er oversvømmet af migranter fra den tredje verden. (Med risiko for at støde mine medjøder, er det lidt som når nogen bruger tragedien som anledning til at prale af deres sommerferie i Paris.) Den sidste påstand er tydeligvist sand - jøder har været ofre for oprørende vold i hænderne på indvandrere - men det er på den anden side ikke undgået nogens opmærksomhed, at de folk i medierne, der mest aggressivt har presset på for en generøs modtagelse af syrere i Vesten, selv har været jøder.

Maria - "Vor Frue" i Notre Dame - er et bevis på Inkarnationen. Det er hendes legeme, gennem hvilket Gud bliver inkarneret og det er hende, gennem hvem Ordet blev inkarneret og som er taget som beskytter af lærere. Notre Dame blev bygget for at støtte denne opfattelse, en tro, der er unik for kristendommen. Jøder benægter, at Jesus er Kristus, hvilket er grunden til - i fortællingen om hendes optagelse i Himlen - at de angriber ligbåren da apostlene bærer Maria til hendes grav og til, at de beskrives som "blinde." Talmud er eksplicit om denne afvisning af Kristus. Men Maria beder for dem og vil have dem til at konvertere alligevel. Hun opfordrer aldrig til vold mod Abrahams andre børn.

Branden i Notre Dame er et værk af billedstorm, ligesom de Maria-statuer, som bliver smadret i Frankrig og Tyskland af muslimer, der også ser Inkarnationen som blasfemisk. Kombineret med livsvilkårene for jøder i dagens Tyskland eller Frankrig, er løsningen indlysende. Tiden er nu inde til for jøder og kristne at slutte sig sammen imod den fælles trussel mod vores eksistens og i respekt for vores fælles historie. Vi kan forene os med hinanden, som ingen af os kan med islam. Som en matrilineær jødisk katolik er jeg et levende eksempel på denne forening. Islam og "social retfærdighed" er eksistentielle trusler mod os begge.

I meget af den sidste uges europæiske dækning, fornemmer jeg en form for skyld. Frankrig, måske mere end noget andet land, fortjente en form for gengældelse fra Gud, og jeg tror parisierne ved det. Frankrig registrerer ikke engang sine borgeres religiøse tilhørsforhold i sin nationale folketælling. Ingen har nogen anelse om, hvor stor en procentdel af franskmændene, der er kristne, selvom vi kan være sikre på, at andelen går ned, mens antallet af muslimer går op. Siden Oplysningstiden har Frankrig gjort mere end noget andet land for at udrydde kristendommen. Og det begyndte tidligt. For så længe tilbage som år 1767 beskrev Voltaire den kristne religion som "sans contrit la plus ridicule, la plus absurde, et la plus sanguinaire qui ai jamais infecté le monde." ("uden tvivl det mest latterlige, mest absurde og mest blodige, der nogensinde har inficeret verden.")

I Vesten har vi mistet vores påskønnelse af kristendommen som en kilde til fornuft, håb og glæde, og vi godtager opfattelser af troen som svag, latterlig, overtroisk og døende - indtryk, der ikke modsiges af den nuværende tilstand af Den Katolske Kirkes hierarki. Tabet er ikke fuldstændigt, ligesom mange af Notre Dames mest værdifulde relikvier og skatte ser ud til at være blevet reddet. Men kursen er tydelig.

En mirakel-historie om Jomfruen, som først blev fortalt af Gregor af Tours, handler om en jødisk dreng, der var venner med nogle kristne børn. Han modtog kommunion sammen med dem, men da hans far, en glaspuster, fandt ud af det, kastede han drengen ind i sin ovn. Jomfruen beskyttede ham med sin kappe, ligesom i historien om de tre mænd i ovnen i Daniels Bog. Jeg har tænkt over denne historie, mens jeg har set Vor Frue undlade at beskytte sig mod flammerne, og da jeg læste nyheden om, at en amerikansk universitetsprofessor, tilsyneladende "inspireret" af Notre Dame, blev anholdt på vej ind i en kirke i denne uge bærende på benzin og lightervæske.

Det er karakteristisk for vestlig civilisation at rejse sig igen, hvilket selv venstreorienterede middelalderforskere, der ikke kan få sig selv til at anerkende kristendommen, må indrømme. Men kan vi virkelig genetablere, hvad der er gået tabt, hvis vi forsøger? Vesten har mistet sin sjæl, og med den sjæl, sit håndværk. Da vi mistede vores forståelse af Gud som skaber, mistede vi vores respekt for at lave ting selv. Derfor har vi ikke længere hverken viljen eller midlerne til at bygge sådan noget som Notre Dame, og endnu mindre den tekniske dygtighed til at vove forsøget på en reparation. Vi har glemt hvordan, og en del af mig siger, at katedralen burde efterlades nøjagtig som den står nu, for at minde os om dette faktum - ufærdig og urepareret, indtil vi genopdager det formål, som den blev bygget for i første omgang. Vi har ikke ret til groft at efterligne den originale.

Så sent som i det 20. århundrede kunne Hilaire Belloc bifaldende sige, at Europa "reparerer og afslutter." Kunne han have sagt det i dag? Ville han, efter at have hørt Emmanuel Macrons isnende løfte om, at Notre Dame vil blive genopbygget "smukkere end før"? I 1905 blev kirker i Frankrig erklæret for statens ejendom, hvilket varsler dystre udsigter for Notre Dames rekonstruktion. Vil Macron foreslå et "multi-religiøst bedested" for at være "virkelig inklusiv" i forhold til Frankrigs "multikulturelle samfund"? Sæt ikke jeres penge på det modsatte, folkens. Allerede nu lyder opfordringen fra elitistiske arkitekter - i Rolling Stone, naturligvis - at genopbygningen ikke bør afspejle "hvid europæisk Frankrig".

Der var en slags grusom skønhed i den brand. Man kunne se djævelen danse i den, en Balrogs ondskab, der knuste sten og glas. Den var levende, og hypnotiserede af den, vi fik et glimt af vores egen undergang, af, hvad vi har givet lov til at at ske med vore største institutioner, af den ødelæggelse, der rettes mod vore læseplaner, og af den småtskårne vandalisme, som vi hver dag tillader at blive rettet mod vore love, vore sædvaner og vore sociale normer af mennesker, der hader alt ved os. Og i den skarpe røg lurede et spørgsmål, der plager mig i dag: Er dette noget, vi har fortjent?

---

Milo Yiannopoulos er en New York Times-bedst sælgende forfatter, prisbelønnet journalist og forfatter til Diabolical: How Pope Francis Has Betrayed Clerical Abuse Victims Like Me - and Why He Has To Go.

---

Oversættelse: Bombadillo