Mange europæere, som ville le ved tanken om at forhandle med IS eller al-Qaeda, siger, at Israel bør forhandle med Hamas.

Næsten ingen ser, at opfindelsen af det "palæstinensiske folk" har forvandlet millioner af arabere til et folkemorderisk våben til brug mod israelerne og, som det blev set i Europa for nylig, selv mod jøderne. At forvandle mennesker til et folkemorderisk våben er en barbarisk handling.

Israel blev opfordret til at finde veje til at sameksistere fredeligt med folk, der ikke ønsker at sameksistere med det. Terrorisme mod Israel blev hurtigt acceptabel: En "god" terrorisme.

Hamas’ erklærede mål er ødelæggelsen af Israel. Dens erklærede vej til at nå dette mål, er terrorangreb, som Hamas-ledere kalder "væbnet kamp". Til denne dag er Den Palæstinensiske Myndighed ikke ophørt med at lovprise og fremme terrorisme.

Hvis hadet til Israel er stigende i USA, er det stort set begrænset til akademikere og andre ekstreme radikale kredse, hvoraf mange finansierer eller modtager økonomisk støtte fra sovjet-lignende agitprop-organisationer. Journalister rekrutteres til at formidle beskrivelser af "kendsgerninger", som om de var virkelige kendsgerninger. Pseudo-historikere har omskrevet Mellemøstens historie. Den forfalskede version af historien erstattede historien.

At forstå radikal islam kræver, at man går tilbage til dens rødder.

Den kristne idé om at give "til kejseren, hvad kejserens er, og til Gud, hvad Guds er" har aldrig eksisteret i islam. Dens fravær har haft konsekvenser, herunder muligvis den muslimske civilisations tilbagegang og den følelse af ydmygelse, der resulterede.

I slutningen af det 18. og tidlige 19. århundrede, da muslimske gejstlige blev klar over, at den islamiske verden ikke holdt trit med Vesten og var på randen af sammenbrud, kan de have besluttet, at de havde brug for svar.

Nogle af disse gejstlige vendte sig til Vesten, hvor de valgte at studere vestlige politiske ideer. De talte om nødvendige reformer, og skabte hemmelige samfund og nationalistiske organisationer.

Andre gejstlige valgte dogmatiske, strenge læsninger af Koranen. De fandt inspiration i skrifter af Muhammad ibn Abd-al-Wahhab og i de etablerede fundamentalistiske bevægelser.

Flere hemmelige selskaber opnåede styrke og kom til magten: Unge osmannere iscenesatte et statskup i 1876; ungtyrkerne regerede Det Osmanniske Rige fra 1908 til 1918. [1]

Nationalistiske opstande fandt sted: Oberst Ahmed Urabi lavede mytteri i Egypten i 1879. Et hemmeligt samfund, der opfordrede arabere til at genvinde deres "tabte vitalitet", blev skabt i Beirut af Ibrahim al-Yaziji i slutningen af 1870'erne [2]

Huset Saud, ledet af wahhabierne, iværksatte militære kampagner mod andre stammeledere og osmannerne for at erobre den arabiske halvø. Fra 1855-56 indtil sin død i 1897, rejste Sayyid Jamal ad-Din al-Afghani rundt over hele den muslimske verden, hvor han desperat opfordrede til en tilbagevenden til islams "oprindelige principper".

Men nedgangen stoppede ikke og sammenbruddet indtraf. 1. Verdenskrig førte til afviklingen af Det Osmanniske Rige, fremkomsten af det moderne Tyrkiet og oprettelsen af kongeriger og mandater i den arabiske verden.

I 1923 blev det Ankara-baserede tyrkiske regime, der blev grundlagt af Mustafa Kemal Pasha [Atatürk], til den officielt sekulære republik Tyrkiet. Arabiske nationalister, som Storbritannien havde brugt som et våben mod Det Osmanniske Rige, følte sig forrådt, da England og Frankrig enedes om opdelingen af de arabiske territorier og ikke opfyldte de arabiske krav. Lederen af den Arabiske Revolte, Emir Faisal ibn Hussein, for eksempel, bad under 1919 Fredskonferencen i Paris i Versailles om, at "de arabisktalende folk i Asien" blev anerkendt som "uafhængige, suveræne folk", og at "ingen skridt måtte tages i modstrid med udsigten til en eventuel forening" af arabiske "områder under én suveræn regering."

I takt med at arabiske nationalister blev bitre, voksede pan-arabisk nationalisme frem over hele den arabiske verden.

Huset Saud forenede rigerne Hejaz og Nejd og skabte Kongeriget Saudi-Arabien i 1932.

Omkring på samme tid opstod den radikale islam. Det Muslimske Broderskab (al-Ikhwan al-Muslimun), der blev oprettet i 1928, blev hurtigt den vigtigste radikale bevægelse. [3]

Radikal islam antog snart en anden farve. Selv om den nogle gange beskrives som et biprodukt af fundamentalisme, er den i virkeligheden fundamentalisme påvirket af vestlige totalitære dogmer: Marxismen, leninismen, fascismen, national-socialisme.

Grænserne mellem radikal islam, islamisk fundamentalisme og arabisk nationalisme har altid været porøse. Fundamentalistisk islam "må have magt i denne verden. Den er den sande religion - Guds religion - og dens sandhed er manifesteret i dens magt (...). [H]vis muslimer nu vender tilbage til den oprindelige islam, kan de bevare og endog genoprette deres magt". [4]

I slutningen af 1950'erne var det politiske landskab i den muslimske verden forholdsvis let at beskrive. Saudi-Arabien var fundamentalistisk. Der var nogle moderate kongeriger: Jordan, Marokko, Iran. Tyrkiet var en sekulær republik. Libanon var en "konfessionel enhedsstat": En republik, der hvilede på en magtdelingsmekanisme mellem de religiøse samfund. [5] Arabiske nationalister havde taget magten i Egypten, Syrien, Irak, Tunesien, og var ved at tage magten i Algeriet.

De store muslimske lande i Asien - Pakistan og Indonesien - var ikke meget fremme i nyhederne. Pakistan erklærede islam som sin statsreligion i 1949: De fleste pakistanske muslimer tilhørte på det tidspunkt Barelvi-bevægelsen, som var meget påvirket af sufismen. [6] Deobandi-bevægelsen, inspireret af wahhabismen, havde ikke politisk indflydelse. Og i Indonesien var de vigtigste muslimske grupper - Nahdlatul Ulama og Muhammadiyah - fortalere for religiøs moderation [7]

Samtidig voksede den radikale islam i skyggerne.

I 1960'erne vandt den arabiske nationalisme stadig mere terræn: Libyen og Algeriet blev føjet til listen over lande regeret af folk, der kaldte sig nationalister.

I 1970'erne udbrød en borgerkrig i Libanon. Palæstinensiske militser var blevet fordrevet fra Jordan. De slog sig ned i det sydlige Libanon og begyndte at kæmpe mod de kristne militser. I takt med at statens centrale myndighed hurtigt gik i opløsning, sluttede nydannede shia-muslimske militser sig til kampene. [8]

Den store ændring skete den 1. april 1979: Iran, med sin version af radikal shia-islam, blev en islamisk republik. [9] Fra da af bredte radikal islam sig hurtigt. I 1985 blev Hizbollah grundlagt af forskellige voldelige libanesiske shia-muslimske ekstremistiske grupper, tilsyneladende i håbet om at kunne etablere en islamisk stat i Libanon. To år senere, i 1987, blev Hamas, en udløber af det egyptiske Muslimske Broderskab, grundlagt i Gaza By. Al-Qaeda, en radikal wahhabi-bevægelse der opfordrer til global jihad, blev skabt i 1988-1989 af Osama bin Laden og Abdullah Yusuf Azzam. I Algeriet startede Den Islamiske Frelserfront sine blodige aktiviteter i 1989. Afghanistan blev en islamisk stat i 1992. Taleban etablerede Det Islamiske Emirat Afghanistan i 1996. Utallige mere voldelige og dødelige udviklinger har fundet sted siden.

Radikal Islam er nu til stede på alle kontinenter. Den har mange navne, forskellige skikkelser og er nu en global trussel.

*****

I mellemtiden, mens nationalisme var på vej frem over hele verden, og tanken om national befrielse fyldte atmosfæren, fremstod zionismen som det jødiske folks nationale befrielsesbevægelse, der opfordrede jøder spredt over hele jorden til at vende tilbage til "Israels land".

Bevægelsen begyndte under sammenbruddet af den muslimske verden. Den første Aliya [jødiske immigrationsbølge. Bogstavelligt "at gå op"] til Israel fandt sted i 1881; den første verdenszionistiske kongres fandt sted i Basel i 1897, og den 2. Aliya begyndte i 1904. [10]

I 1920'erne, da Det Osmanniske Rige blev demonteret, og hemmelige selskaber, nationalistiske organisationer og fundamentalistiske bevægelser voksede frem i den muslimske verden, vandt zionismen også styrke.

I 1917 bistod Den Jødiske Legion - en gruppe af zionistiske frivillige - den britiske hær i Palæstina (navnet givet til landet af den romerske kejser Hadrian i 135 e.Kr., i et forsøg på at rense det for dets jødiske rødder). Samme år bekræftede Balfour-deklarationen støtte fra den britiske regering til "etableringen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina". I 1922 bevilligede Folkeforbundet Storbritannien et mandat over Palæstina for at etablere det "nationale hjem for det jødiske folk". Det officielle dokument erklærer udtrykkeligt, at "en anerkendelse er blevet givet af den historiske forbindelse mellem det jødiske folk og Palæstina." [11]

Zionismen var forenelig. Den kunne sameksistere med moderate kongeriger, som f.eks. Marokko, med verdslige republikker som det moderne Tyrkiet og med republikker som Libanon før dens borgerkrig.

Islamisk fundamentalisme og arabisk nationalisme er imidlertid ikke forenelige med zionismen. I de islamiske fundamentalisters øjne er jøder ahl al-dhimma, dhimmaens folk: Underlegne, der kun får lov til at overleve i et islamisk erobret land, hvis de accepterer at blive undertvunget og frataget alle juridiske rettigheder eller menneskerettigheder.

For fundamentalistisk islam er hele verden desuden delt op i enten Dar al-Islam [Islams Hus] eller Dar al-Harb [Krigens Hus], hvor islam endnu ikke dominerer. I islamiske fundamentalister øjne skal ethvert territorium - uanset om det er Israel eller Spaniens al-Andalus - der nogensinde har været under islams herredømme, irreversibelt forblive under islamisk styre - en waqf eller religiøs stiftelse, der holdes i forvaring for Allah som en del af hans Dar al-Islam [Islams Hus].

Oprindeligt ønskede arabiske nationalister at afslutte den osmanniske dominans over arabiske lande; dernæst, efter Det Osmanniske Rige blev opløst i 1918, ønskede de at afslutte al vestlig tilstedeværelse i den arabiske verden.

Det zionistiske projekt blev først set som en fortsættelse af denne vestlige tilstedeværelse. Så begyndte de under indflydelse af marxisme og leninisme, fascisme og nationalsocialisme at beskrive zionismen som "imperialistisk" og "kolonialistisk", eller som en del af en påstået "jødisk verdenssammensværgelse" - hvilket stadig er, som de ser det i dag.

Radikal islam er heller ikke forenelig med zionismen. Radikale muslimer taler åbent om at ville ødelægge alt, der ikke er radikal islam, og at dræbe enhver, der ikke underkaster sig den, som det nu kan ses i "Islamisk Stat" i Irak og Syrien, i Hamas' Charter og i grupper såsom Boko Haram.

Under sådanne forhold skulle man tro, at zionismen var uden chance for at lykkes.

Men den lykkedes - trods utrolig modgang og trods vestlige lederes fejhed og opportunisme. Selvom Storbritannien fik et mandat over Palæstina i 1922 med det klare formål at støtte jøderne, respekterede briterne aldrig mandatets ånd og bogstav. De lukkede gradvist dørene for jødiske indvandrere, der forsøgte at flygte fra Hitlers Europa før, under og efter 2. Verdenskrig. Den britiske regering forsøgte end ikke at redde jøderne på det tidspunkt, hvor udryddelsen fandt sted i Auschwitz; og intet medlem af Folkeforbundet kom med indsigelser mod den britiske adfærd. [12]

Sideløbende holdt briterne dørene på vid gab for arabisk indvandring. I 1939 udsendte den britiske regering et politisk oplæg ("Hvidbogen af 1939") om oprettelsen af et "uafhængigt Palæstina", som skulle styres af "palæstinensiske arabere og jøder" i "forhold til deres andel af i befolkningen". Resultatet af den britiske indvandringspolitik var, at jøderne blev gjort til en minoritet, og at "Palæstina" ville blive en arabisk muslimsk stat.

Trods britisk parløb med Amin al-Husseini, en islamisk nationalist, voldelig antisemit og ven med Adolf Hitler, lykkedes zionismen. Husseini blev, takket være de britiske myndigheders godkendelse, udnævnt til mufti af Jerusalem i 1921. Men for at kunne udnævne ham, var den britiske højkommissær, Sir Herbert Samuel, nødt til først at benåde Husseini for at have anstiftet optøjer. Briterne valgte også Husseini på trods af, at han ved valget til mufti havde fået det mindste antal stemmer. [13]

De britiske myndigheder fik de resultater, der kunne forventes: Arabiske optøjer og en pogrom i Hebron i 1929; Den Arabiske Revolte i 1936-1939; hundredvis af jøder dræbt og en udbredt stemning af antisemitisk had i den arabiske befolkning. Ironisk nok blev Herbert Samuel i 1921 betragtet som en britisk zionistleder.

Så kom alle vestlige landes opgivelse af de europæiske jøder på Evian-konferencen i juli 1938. Inden konferencen havde Hitler sagt, at hvis andre lande ville tage imod jøderne, ville han hjælpe dem med at tage afsted. Men da USA og Storbritannien afviste at acceptere jødiske flygtninge, fulgte andre lande på konferencen trop, og enhver tale om det britiske mandat "Palæstina" som en mulig destination for jødiske flygtninge blev udelukket fra dagsordenen. Beslutningsprocessen, der førte til den "endelige løsning på det jødiske problem" begyndte umiddelbart efter konferencen og var et direkte resultat af den.

På trods af Holocaust, mordet på seks millioner jøder fanget i Europa, og vestlige magters meddelagtighed i udslettelsen af staten Israel den dag, den blev oprettet, 29. november 1947 [dvs. vedtagelsen i FN af en jødisk og en arabisk stat, o.a.] - blot nogle få måneder efter vedtagelsen af FN's delingsplan for Palæstina [februar 1947, o.a.] lykkedes zionismen. Selv om de fleste vestlige lande havde stemt for delingsplanen, hjalp intet vestligt land den nyfødte stat. Kun ét land, og ikke et stærk ét, sendte våben: Tjekkoslovakiet.

De arabiske hære, der angreb Israel på dagen for dets fødsel, var udrustet og forsynet af briterne og franskmændene. De fleste vestlige ledere mente ikke, at Israel ville holde længe. De var alle sikre på, at de arabiske hære ville vinde og udslette både Israel og dets befolkning.

I 1950'erne havde Israel næsten ingen allierede. Briterne og franskmændene underskrev midlertidigt alliancer og samarbejdsaftaler med Israel - af opportunistiske grunde: Da nationalister i den arabiske verden valgte Sovjetunionens side, kunne briterne og franskmændene kun vælge den anden side: USA. Men USA, der tilsyneladende ønskede gode forbindelser med Tyrkiet og det fundamentalistiske Saudi-Arabien, var tilbøjelig til eftergivenhed. Eisenhower støttede ikke Frankrig, Storbritannien og Israel i deres aktion mod nationaliseringen af Suez-kanalen i 1956; i stedet gav han sejr til Egyptens præsident, Gamal Abdel Nasser. [14]

I løbet af 1960'erne, skiftede franskmændene side igen - efter den algeriske uafhængighedskrig mod fransk kolonisering, som sluttede marts 1962. Denne periode var begyndelsen på den såkaldte "franske arabiske politik", som senere blev Europas arabiske og muslimske politik.

Briterne skiftede også side igen og styrkede deres bånd til Jordan og Golfstaterne. "Eurabia", som den egyptiske forfatter, Bat Ye'or, har kaldt det, tog form: "En geopolitisk realitet planlagt i 1973 gennem et system af uformelle alliancer mellem på den ene side de ni lande i Det Europæiske Fællesskab (EF), som i udvidet form blev til Den Europæiske Union (EU) i 1992, og på den anden side, de arabiske lande i Middelhavsområdet." [15]

Alle medlemmer af Det Europæiske Fællesskab begyndte at distancere sig fra Israel for i stedet at tilpasse deres interesser med den arabiske verden.

Samtidig så USA, at Israel kunne være et strategisk aktiv i Mellemøsten. Amerika begyndte at hjælpe Israel for alvor i 1967, og i de følgende årtier blev dets hjælp øget.

Alliancen mellem Israel og USA har imidlertid ofte svinget; Israel har hyppigt befundet sig under et amerikansk pres, der var for tungt til at modstå.

Da for eksempel Egyptens præsident, Anwar al-Sadat, besluttede at kappe Egyptens forbindelser med Sovjetunionen og bringe sit land på linje med USA, tilskyndede Carter-administrationen Israel i retning af en fredsaftale, der kunne være acceptabel for Sadat. Derfor underskrev Israels premierminister, Menachem Begin, i 1978 en tekst, der anerkendte "det palæstinensiske folks legitime rettigheder". Fred med Egypten er et strategisk aktiv for Israel, men Israels anerkendelse af "det palæstinensiske folks legitime rettigheder" har haft komplicerede konsekvenser.

Da George H.W. Bush ("Bush 41") mente, at han kunne etablere en "ny verdensorden", forsøgte han at tvinge den israelske regering til at underskrive en fredsaftale, der tillod opfyldelsen af "palæstinensiske rettigheder." Resultatet var Madrid-konferencen i 1991, fra hvilken Oslo-aftalerne fulgte to år senere under forsæde af William Jefferson Clinton.

Oslo-aftalerne, der skulle have bragt fred, bragte alt andet end fred. I stedet førte de til utallige angreb på israelere udført af palæstinensere, og hundredvis af kvæstede og døde.

En separat fredstraktat blev underskrevet med Jordan i 1994, men prisen Israel måtte betale, var de facto anerkendelsen af PLO's krav om at skabe og tage administrativ kontrol over en uafhængig "palæstinensisk stat" i Judæa og Samaria, på "Vestbredden" af Jordan-floden. Den Palæstinensiske Myndighed [PA] blev dannet samme år, 1994 - PLO erhvervede et "selvstyrende organ" - men i fuldstændig strid med Oslo-aftalerne, gav den ikke afkald på vold. Terrorangreb fra områder, som styres af PA, ophørte først et årti senere, da israelerne endelig byggede en sikkerhedsbarriere for at gøre det sværere at sprænge busser, hoteller, caféer og diskoteker i luften. Til denne dag er PA ikke ophørt med at lovprise og fremme terrorisme.

Præsident Clinton, skønt en ven af Israel, var vidne til, at flere israelere blev dræbt ved terrorangreb i hans embedsperiode, end under alle amerikanske præsidenter fra Harry Truman til George H.W. Bush tilsammen.

Ronald Reagan, også en ven af Israel, var mest bekymret over faren fra Sovjetunionen. Selvom han behandlede Israel som en pålidelig allieret og kæmpede for at få jøder ud af Sovjetunionen, besluttede han i 1981 midlertidigt at suspendere levering af F-16 jagerfly til Israel efter et israelsk angreb på en atomreaktor i Osirak, Irak, der var købt i Frankrig af Saddam Hussein.

I 1982 annoncerede Reagan en totrins plan: At trække israelske tropper ud af Libanon, og at tvinge Israel til at trække sig ud af Vestbredden og Gaza. Israel gennemførte til sidst en fuldstændig tilbagetrækning fra det sydlige Libanon i 2000, men den anden fase af planen blev slået i stykker af modstand fra den israelske regering.

Under præsident George W. Bush ("Bush 43"), også en ven af Israel, var "fredsprocessen", der skulle være opstået fra Oslo-aftalerne, gået totalt i stå.

Efter angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001, forstod Bush, at radikal islam var en global trussel, at blandingen af ideer, der cirkulerede i den muslimske verden, var farlig, og at arabisk nationalisme, såvel som islamisk fundamentalisme og radikal islam, ikke syntes at producere verdensfred. Han forsøgte at omforme Mellemøsten for at forberede det til demokrati og for at knække ryggen på radikal islam, men det lykkedes ham ikke.

Under hans præsidentskab handlede et flertal af de europæiske ledere i overensstemmelse med Eurabias uskrevne regler. De stillede sig side om side med den mest ekstreme form for arabisk nationalisme, som f.eks. Saddam Husseins djævelske diktatur, og gjorde alt hvad de kunne for at formilde radikal islam. Da de kunne se, at arabisk nationalisme og Israel ikke var forenelige, valgte de arabisk nationalisme. Da de også kunne se, at radikal islam og Israel ikke var forenelige, valgte de radikal islam. Da de kunne se, hvad George W. Bush ville, valgte de at forkaste ham.

Præsident Barack Obama førte fra begyndelsen af sin embedsperiode en politik overfor Israel og islam, som de fleste europæere var klar til at elske. Da han ser ud til grundlæggende at være "anti-imperialistisk", deler han de fundamentale elementer i den arabiske nationalisme. Da han, ifølge hans to bøger, identificerer sig med "afroamerikanernes" historie, synes han at mene, at han forstår radikal islams syn på verden som udtryk for et muslimsk raseri, der kommer af misbrug begået af "amerikansk imperialisme". [16]

Obama ser ud til at tro, at hvis der blev rettet op på de påståede misbrug, og hvis radikal islam fik magt, så ville verden være et mere retfærdigt og venligt sted. Han har måske ikke godkendt Osama bin Laden, men han i høj grad godkendt Det Muslimske Broderskab i både Tyrkiet og Egypten, og som det har infiltreret USA, ifølge amerikanske "officielle kilder".

Som "rollemodel" for muslimsk lederskab fremholder Obama tilsyneladende Tyrkiets islamistiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, der sagde: "Demokrati er som en sporvogn. Du kører med den, indtil du ankommer til din destination, og så stiger du af," og som citerede digtet: "Moskeerne er vore kaserner, kuplerne vore hjelme, minareterne vore bajonetter, de troende vore soldater."

I 2010 udsendte Obama direktivet "Presidential Study Directive 11", hvori han bestilte en vurdering af Det Muslimske Broderskab og andre "politisk islamistiske" organisationer; han konkluderede, at USA burde skifte fra sin politik med at støtte stabiliteten i Mellemøsten til en politik med opbakning til islamiske politiske bevægelser. Han opmuntrede omstyrtelsen af Egyptens præsident Hosni Mubarak i 2011, og støttede trods massive protester præsident Mohamed Morsi og hans regering til det sidste øjeblik. Obama gjorde også sit bedste for ikke at støtte Morsis efterfølger, præsident Abdel Fattah al-Sisi.

Obama synes også at tro, at han forstår beklagelserne fra det islamistiske regime i Teheran. Hvis han betragter Israel som en allieret af "amerikansk imperialisme", vil han muligvis se det som endnu en grund til, at Amerika bør skamme sig.

I Obamas tale til den muslimske verden i Cairo den 4. juni 2009, sammenlignede han palæstinensernes "daglige ydmygelser (...) der kommer af at være besat" med "adskillelsens ydmygelse", som sorte mennesker måtte tåle i Amerika. Han har flere gange sagt, at han støtter en "løsning" baseret på det arabiske fredsinitiativ, bekendtgjort ved Den Arabiske Ligas Beirut-topmøde i 2002, og har mange gange opfordret til Israels tilbagevenden til grænserne fra før 1967, der er umulige for israelerne at forsvare. Han synes ikke at være en ven af Israel.

I mellemtiden - på trods af Europas servile pro-arabiske og pro-muslimske politik, på trods af udsving i alliancen mellem Israel og USA, på trods af Israels undertiden dyre indrømmelser som følge af ydre pres, på trods af den omstændighed, at nogle amerikanske præsidenter ikke var venner af Israel, og på trods af, at den nuværende amerikanske præsident ikke er en ven af Israel - er zionismen fortsat med at lykkes.

Den har holdt stand på trods af det påskud, som europæerne har brugt til at retfærdiggøre deres anti-israelske politik, og på trods af den såkaldte "palæstinensiske sag", som står bag presset fra flere amerikanske administrationer, Camp David-aftalerne i 1979, Madrid-konferencen i 1991, Oslo-aftalerne i 1992, og alt, der fulgte Oslo-aftalerne indtil i dag.

I 1948-49, i 1967 og i 1973 anvendte de arabiske stater konventionelle hære til at forsøge at ødelægge Israel. De angreb Israel, for det meste i arabisk nationalismes navn, til dels på vegne af islamisk fundamentalisme. I 1948-49 havde de implicit støtte fra vestlige magter. I 1967 og i 1973 var USA på Israels side. Det var de europæiske magter ikke, men kunne ikke stå direkte frem og sige, at de støttede den endelige ødelæggelse af Israel. I 1948-49 eksisterede den "palæstinensiske sag" ikke, og i 1967 og 1973 var den kun spirende.

Fatah-bevægelsen, der blev grundlagt i 1959, forblev marginal og uden betydning indtil oprettelsen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) i 1964 ved en beslutning af arabiske nationalistiske ledere i Egypten og Syrien i samarbejde med Sovjetunionen. Dens mål var at skabe en "national befrielseskamp" og et "folk", der kæmpede for sin befrielse. Det var først på det tidspunkt, at det "palæstinensiske folk" og den "palæstinensiske sag" begyndte deres eksistens, men det tog tid for dem, at nå ind på scenens centrum.

PLO, struktureret efter reglerne for arabisk nationalisme, brugte den arabiske nationalismes ordforråd med strejf fra det sovjetiske propagandaapparat. Israel begyndte at blive beskrevet som et biprodukt af "kolonialisme" og som et brohoved for "amerikansk imperialisme" i regionen. En mellemøstlig romantiseret Che Guevara-lignende terroristtype blev skabt: Lederen af Fatah-bevægelsen, Yassir Arafat. Formålet var tilsyneladende at forføre så mange mennesker i Vesten som muligt, og mange i Vesten blev forført.

Glemt var pludselig, at Israel var blevet født af en ægte national befrielsesbevægelse af det jødiske folk. Den blev nu begravet under den nye "nationale befrielseskamp", præsenteret som "mere autentisk", fordi den udgik fra arabiske muslimer, de ultimative ofre for europæisk "imperialisme" og "kolonialisme".

Lidt efter lidt blev Israel ikke længere opfattet som et lille land, truet af 22 magtfulde og blodtørstige hære, men som en "stærk" magt, der "grusomt" forsøgte at "knuse" et "lille folk", som "kun" drømte om at blive frit. Europæiske ledere fandt i denne fortælling en god undskyldning for at distancere sig fra Israel og at beskylde Israel for alle mulige forbrydelser, uanset om det havde gjort sig skyldig i dem eller ej, som f.eks. non-stop-beskyldningerne mod Israel i FN, i modsætning til lande, der dagligt begår virkelige krænkelser af menneskerettighederne.

Israel blev presset til at underskrive fredsaftaler med ledere, hvis hele indstilling var at føre krig, ikke indgå fred.

Israel blev indtrængende opfordret til at finde veje til at sameksistere fredeligt med folk, der ikke ønskede (og ikke ønsker) at leve sammen med det. Det folk, som Israel blev bedt om at sameksistere med, var blevet opfundet, bogstaveligt talt, som et våben i krigen mod Israel. Hele deres eksistensberettigelse var at være et våben mod Israel.

Terrorisme mod Israel hurtigt blev acceptabel: En "god" terrorisme, en "modstand", et tegn på "fortvivlelse". Selv angreb mod børn i en legetøjsbutik eller en restaurant blev betragtet som "forståelige". Hver gang Israel accepterede et kompromis og de "palæstinensiske ledere" sagde, at det ikke var nok, blev Israel behandlet som den skyldige part. Det meget store antal israelere, der blev dræbt under Clintons præsidentskab, blev behandlet som en detalje.

Da færre israelere blev dræbt under præsident George W. Bush end i tidligere år, blev han beskyldt for at være "ligeglad" med "palæstinensernes lidelser".

Den globale vækst af radikal islam i 1980'erne så oprettelsen af Hamas. Hamas er ikke en nationalistisk arabisk bevægelse: Den er en integreret del af radikal islam. [17]

Hamas' erklærede mål er en folkemorderisk ødelæggelse af Israel. Dens erklærede vej til at nå dette mål er terrorangreb, som Hamas-ledere kalder "væbnet kamp".

I mange år definerede de europæiske lande ikke Hamas som en terrororganisation. Da Hamas kæmpede for "palæstinenserne", blev den af europæiske ledere betragtet som en "modstandsbevægelse". Hamas begyndte først at blive set som en terrororganisation af EU i 2005. Mange europæiske ledere, som ville le ved tanken om at forhandle med IS eller al-Qaeda, siger, at Israel bør forhandle med Hamas. De siger med andre ord, at Israel bør forhandle med en organisation, der er dedikeret til dets folkemorderiske ødelæggelse.

*****

Selv om zionismen lykkedes på trods af den "palæstinensiske sag" og dens konsekvenser, førte det ikke til fredelig sameksistens mellem Israel og resten af Mellemøsten, og ikke engang den vestlige verden. Hver gang Israel blev angrebet af arabiske konventionelle hære, omtalte vestlige medier generelt krigene i en neutral tone. Nogle kommentatorer havde sympati for Israel, men ikke mange.

I 1948-49 og i 1967, var de, der ikke havde sympati for Israel, tilbageholdende med at sige udtrykkeligt, hvad de mente.

I 1973 håbede de, der ikke kunne lide Israel og jøderne, at Israel ville blive besejret; da Israel vandt, udtrykte de fleste af dem ikke åbent deres skuffelse.

Dengang blev Israel set som underhund, en lille stat overfaldet af 22 arabiske og muslimske lande, der forsøgte at udslette den. Men i 1973 begyndte denne opfattelse til at ændres - begyndelsen på en proces, der ikke er stoppet.

De første "palæstinensiske" terrorangreb [18] mod Israel skete i 1968, fire år efter oprettelsen af PLO og et år efter den uventede sejr til Israel i Seksdageskrigen.

Selv om de vestlige medier talte om "palæstinensisk terrorisme," holdt udtrykket ikke. Fra det øjeblik, hvor "palæstinensisk" terrorisme blev forbundet med den "palæstinensiske sag", blev palæstinensiske terrorhandlinger beskrevet som ædle og modige. Terrorister blev beskrevet som "militante" eller "aktivister". At dræbe israelske jøder kom af flere og flere journalister til at blive betragtet som logiske, som meningsfulde.

Terrorangreb gik hånd i hånd med diplomatiske angreb og angreb af misinformation. Arabiske diplomater arbejdede tæt sammen med "palæstinensiske" organisationer. Europæiske diplomater, der ønskede at etablere økonomisk-strategiske forbindelser med den arabiske verden, arbejdede sammen med arabiske diplomater og tog varmt imod ledere af "palæstinensiske" organisationer. De antog den arabiske vision for Mellemøsten og den "palæstinensiske" vision for Israel. De fleste amerikanske diplomater fulgte trop.

Siden begyndelsen af 1970'erne, har nogle amerikanske regeringer støttet Israel, andre ikke så meget. Alle har de sagt, at de støtter det "palæstinensiske folks" rettigheder.

Det sovjetiske propagandaapparat producerede alle de elementer, der var nødvendige for misinformation [19]: "Pro-palæstinensiske" bevægelser blev skabt, eksisterende "pacifistiske" bevægelser blev mobiliseret og protester organiseret. Journalister blev rekrutteret til at sprede elementer af sprog og beskrivelser af "fakta", der blev brugt af andre journalister, som om de var virkelige kendsgerninger. Pseudo-historikere omskrev Mellemøstens historie. Den forfalskede version af historien erstattede historien.

Efter nogle få år brugte alle vestlige medier de elementer af sprog og beskrivelser af "fakta", der var blevet spredt, og ingen vestlige medier var frie for partiskhed.

Ikke alle af dem blev fuldt fjendtlige over for Israel. Men de fleste gjorde.

Som et resultat udviklede den vestlige opinion om Israel sig, især i Europa, i en negativ retning.

Det sovjetiske propagandaapparat forsvandt, da Sovjetunionen brød sammen, men hvad der var blevet sået, lever stadig og fortsætter sit momentum.

I dag bliver Israel næsten overalt i Vesten fejlagtigt beskrevet som en "aggressor", en "besættelsesmagt", en "kolonimagt" eller som et land, der behandler sine mindretal dårligt. Kun få bekymrer sig om at drage sammenligninger mellem, hvordan Israel behandler palæstinenserne og hvordan de bliver behandlet af deres egne "brødre" i de arabiske og muslimske lande. Det "palæstinensiske folk", som officielt organiserede sig i 1964, præsenteres som et folk lige så gammel som det jødiske folk, som om et land kaldet "Palæstina" nogensinde havde eksisteret tidligere, og som om "Palæstina" var blevet ulovligt og vilkårligt fortrængt af Israel for syv årtier siden. Gaza-striben, Judæa og Samaria er defineret som "besatte palæstinensiske områder", selv om meget af Judæa og Samaria er styret af Den Palæstinensiske Myndighed og Fatah, og hver eneste jøde blev tvangsfjernet fra Gaza-striben af israelerne selv i 2005. Selve eksistensen af et jødisk folk bliver betvivlet af bestseller-forfattere [20], og det jødiske folks bånd til deres historiske hjemland bliver draget i tvivl.

"Palæstinensisk" terrorisme bliver stadig næsten aldrig beskrevet som terrorisme. Vold mod Israel bliver næsten aldrig fordømt. Israels reaktioner i selvforsvar bliver næsten altid beskrevet som "uforholdsmæssige", "barbariske", "kriminelle".

"Zionisme" er blevet et fyord. At være "anti-zionist" og at kæmpe for at slette Israel fra landkortet - og de israelske jøder fra jorden - er blevet en bredt accepteret holdning. "Anti-zionister" spreder igen de gamle antisemitiske stereotyper i nye klæder.

I ethvert vestligt land i dag, med undtagelse af USA, opfatter et flertal af befolkningen Israel som et af de mest foragtelige lande i verden og har en positiv opfattelse af "palæstinenserne".

I ethvert vestligt land, selv i USA, ser næsten ingen, at den rå opfindelse af det "palæstinensiske folk" forvandlede millioner af arabere til et folkemorderisk våben til brug mod israelere og selv mod jøderne, som set i Europa for nylig. Næsten ingen ser, at det at forvandle mennesker til folkemorderisk våben i bund og grund er en barbarisk handling.

Terrorangreb er ikke stoppet og vil ikke stoppe, så længe arabisk nationalisme og radikal islam eksisterer. Israel vil fortsætte med at eksistere på bekostning af stadig og streng årvågenhed.

Diplomatiske angreb er ikke stoppet og vil ikke stoppe, så længe de vestlige lande ikke bryder med den arabiske vision for Mellemøsten og den "palæstinensiske" vision for Israel.

Angreb af misinformation er heller ikke stoppet og vil næsten helt sikkert øges. De kunne stoppes, hvis og kun hvis de vestlige medier indrømmede, at de havde løjet eller var blevet løjet for - ikke særlig sandsynligt.

Der er intet tegn på, at de europæiske lande vil ændre kurs. Intet tegn tyder på, at de europæiske medier vil ændre diskurs. De arabiske og muslimske politikker i Europa eksisterer.

Flere økonomiske bånd forbinder de europæiske lande med de arabiske muslimske lande, og med den muslimske verden i almindelighed. Den islamiske indflydelse på Europa er voksende på trods af rædslerne Syrien, Libyen og især dem begået af "Islamisk Stat". Fjendtligheden mod jøder er aldrig rigtig forsvundet i Europa; den tilpassede sig bare til nye forhold. Den jødiske stat spiller nu rollen som den "kollektive jøde", med europæiske jøder behandlet som dens "håndlangere".

Der er ikke engang tegn på, at flertallet af amerikanske ledere, diplomater og journalister vil ændre kurs og holde op med at tale om det "palæstinensiske folks" rettigheder.

Nogle amerikanske ledere og journalister siger sandheden: Et flertal af den amerikanske befolkning ser ikke Israel som et foragteligt land, og har et dybt skeptisk syn på den "palæstinensiske sag".

Man må håbe, at USA vil forblive en undtagelse. Selvom den sovjetiske propagandamaskine har infiltreret den akademiske verden og i stigende grad opildner amerikanerne til at blive "anti-zionister", så er de fleste amerikanere stadig imponerede over, hvad Israel har opnået, på trods af de diplomatiske, politiske og økonomiske pres på det, på trods af den sovjetlignende propaganda, der brygges sammen mod det, og på trods af krigene, det er blevet påført.

Obama-administrationen er den mest Israel-fjendtlige administration i historien - det nedslående resultat af den gamle sovjetagtige propaganda gående ud på at dæmonisere Amerika og værdierne om økonomisk frihed, decentraliseret regering og individuelle frihedsrettigheder, som det fremmer.

Nedgangen i den muslimske verden begyndte mindst et århundrede før zionismen opstod. Fundamentalisme, arabisk nationalisme og radikal islam blev født årtier før fødslen af Israel. Historiske og kulturelle tendenser viser, at et Mellemøsten uden zionisme og Israel ikke ville have udviklet sig meget anderledes.

Den arabiske verden har brugt - og bruger stadig - Israel som en lokkedue, som de muslimske befolkningers frustrationer kan rettes imod, for at skjule sine mange fiaskoer. Men disse fiaskoer og frustrationer er ikke et resultat af Israels eksistens. Israels succes så nær ved, fremhævede kun følelsen af fiasko og frustration over de autoritære styreformer i Mellemøsten. Israel skabte ikke disse fiaskoer eller autoritære styreformer.

Israel har intet ansvar for, hvad der skete med den muslimske verden eller for, hvad muslimerne har gjort ved deres egne samfund. Israel kunne ikke have gjort mere for at blive tolereret og accepteret af den muslimske verden, bortset fra at ophøre med at eksistere helt. Israel kunne ikke bringe demokrati og frihed til lande uden erfaring med, eller appetit for nogen af delene. Israel kunne have skabt forbindelser og partnerskaber med mulighed for at udvikle den muslimske verden i retning af mere demokrati og frihed, hvis blot den muslimske verden ikke havde været, hvad den er. Men den muslimske verden er, hvad den er.

Israel har heller intet ansvar for de valg, der førte til Europas politikker, der hælder mod arabere og muslimer. De valg, der blev truffet i Europa, var resultatet af de europæiske lederes kyniske og kortsigtede politiske beregninger.

Israel havde ingen olie at tilbyde Europa i 1970'erne. Israel truer ikke med at anbringe bomber i europæiske byer. Og da jøderne er en lille minoritet i alle europæiske lande, spillede deres stemmer ingen rolle.

Israel har heller intet ansvar for valgene, truffet af administrationerne i USA. Amerika er en supermagt og kan diktere vilkår til mindre lande. Små landes mulighed for at modstå har grænser. Camp David-aftalerne bragte en fred med Egypten, der nu styrkes. Madrid-konferencen og Oslo-aftalerne var katastrofer, der har ført til mange dødsfald og har smertelige konsekvenser til denne dag. Mange israelske politikere var naive og begejstrede, da aftalerne blev underskrevet. Andre, der kunne se hvilken "trojansk hest" Oslo-aftalerne var, blev overdøvet.

Israel har intet ansvar for fremkomsten og den globale spredning af den "palæstinensiske sag"; misinformationskampagnerne enten mod Israel eller til støtte for "palæstinenserne"; dæmoniseringen af Israel; eller tilbagekomsten af antisemitismen i Europa.

Måske kunne Israel have gjort mere for at imødegå misinformationskampagnerne eller have slået bedre alarm om antisemitismens tilbagekomst i Europa. Men der er grænser for, hvad et lille land - plaget af terrorisme, konstant raketbeskydning og krige med få års mellemrum - kan gøre mod propaganda, især når den er finansieret af petrodollars.

Det vigtigste resultat er, at Israel ikke alene eksisterer, men er blomstrende, åbent, frit og uafhængigt - på trods af tilbageslag, som kunne have knust enhver af de komfortable lande, der nu kritiserer og hakker på det. Trods alle farerne, angrebene, hadet, fjenderne og truslerne har Israel og det jødiske folk det bedre end nogensinde.

Det har det bedre end i 1921, da Det Jødiske Agentur for Palæstina [Jewish Agency for Palestine] blev oprettet. Det har det bedre end i 1948, da de arabiske hære angreb den lille, nyfødte stat Israel.

Det har det bedre end i 1956, 1967 eller 1973, da arabiske hære angreb Israel [gælder dog ikke Suez-krigen i 1956, o.a.], og bedre end i tiden med endeløse bølger af selvmordsbombninger, inden sikkerhedsbarrieren blev bygget.

Hamas og Islamisk Jihad har forsøgt at skabe en lille terrorist-stat i Gaza og bruge den som en base til affyring af missiler ind på israelsk territorium, men Israels militær kan forsvare det uden at bede nogen fra udlandet om at risikere sit liv for det.

I slutningen af det 18. og tidlige 19. århundrede, frygtede den muslimske verden sammenbrud. Muslimske præster og lærde ledte efter svar. Men sammenbruddet indtraf for næsten et århundrede siden; vi lever stadig i efterskælvet.

Fundamentalismen overlever i Saudi-Arabien, Yemen og i Golfemiraterne. Fundamentalister med deres petrodollars forsøger at købe sig en fremtid med investeringer i Vesten. Mange af fundamentalisterne hjælper radikale islamister. Men det skaber stadig ikke udvikling eller vækst.

Arabisk nationalisme er døende; den overlever kun i lande, hvor økonomien er ved at smuldre. Den har ingen fremtid. Ledere som f.eks. Egyptens præsident al-Sisi synes at forstå problemets enorme omfang.

Libanon befinder sig uofficielt under Hizbollahs diktatur. Den sekulære republik Tyrkiet under Erdogan glider i stigende grad i retning af radikal islamisme. Moderate monarkier overlever i Jordan og Marokko, men Jordan og Marokko er - og vil fortsat være i de kommende mange år - i en tilstand af underudvikling.

Radikal islam ødelægger og truer. Den er den mest ødelæggende kraft i det 21. århundrede. Den bringer kun kaos og sterilitet; den er farlig og har ingen fremtid.

Det eneste land i Mellemøsten, der har en fremtid, er Israel. Militært, økonomisk, juridisk og teknologisk er Israel stærkt. Selv mens fødselstallet i hele den muslimske verden, herunder de såkaldte "palæstinensiske områder", er på vej ned, går det op i Israel.

Hadet til Israel er stigende i Europa, men Israel har aldrig haft rigtige venner i Europa til at begynde med. Bånd, der forbinder de europæiske lande med arabiske og muslimske lande, og til den muslimske verden i almindelighed, er bånd, der forbinder de europæiske lande med tabende lande. Islams voksende indflydelse i Europa forbedrer ikke ligefrem kontinentet. Europa fortsætter med at degenerere.

Efterhånden som flere og flere jøder forlader Europa, tager de deres kulturelle og intellektuelle kapital med sig. Israelske teknologiske innovationer har været afgørende for Europas økonomiske overlevelse. Europæiske lande kan ikke overskære deres forbindelser med Israel uden at begå selvmord, men de er ikke sikre på, om de vil det eller ej, enten ud af kortsigtet politisk velvære, eller endda ud af trods.

Hvis hadet til Israel er stigende i USA, er det stort set begrænset til akademikere og andre ekstreme radikale kredse, hvoraf mange finansierer eller modtager økonomisk støtte fra agitprop-organisationer, der forsøger at øge dette had. Israel har stadig mange venner blandt amerikanerne. Bånd til arabiske og muslimske lande findes, men har meget mindre indflydelse på USA's økonomi, politik og kultur, end de har i Europa.

Hvis jøder forlader USA, er det fordi de vælger det, ikke fordi de bliver plaget dér.

Mange amerikanske virksomheder arbejder sammen med israelske virksomheder og har filialer i Israel. Mange nystartede israelske firmaer bliver opkøbt eller finansieret af amerikanske virksomheder. Stort set alle amerikanske ledere ved, at israelsk teknologi er afgørende for den amerikanske økonomi. Selv i Obama-administrationen er der grænser for, hvad man kan gøre: Kongressen vil aldrig vedtage nogen lov, der kan true de økonomiske og strategiske bånd mellem USA og Israel. En ny præsident vil blive valgt i november 2016 og en ny administration vil blive dannet. Den vil næsten helt sikkert ikke vælge at skade forholdet mellem USA og Israel.

Selv om den amerikanske præsident Barack Obama ikke er én af dem, har Israel stadig mange venner blandt amerikanere. Stort set alle amerikanske ledere ved, at israelsk teknologi er afgørende for den amerikanske økonomi. (Billedkilde: Det Hvide Hus)

Andre ledere af store lande i verden - Rusland, Kina, Brasilien, Indien, Japan - ser Israels økonomiske, teknologiske og militære betydning og respekterer, hvad det har bidraget med til verden.

Alt for mange lande anerkender ikke den sjældenhed, som Israel er - et demokrati, der konstant bringer frugtbare opfindelser til verden. Måske er de misundelige.

Millioner af mennesker drømmer om at ødelægge Israel og dræbe jøderne. Hvad jøder bragte til verden - én af de tidligste samlinger af humanitær ret, social retfærdighed og respekt for uddannelse - bliver ikke anerkendt. Alligevel er Israel respekteret af de fleste ledere i verden, og frygtet af dets fjender. Selv ledere, der foragter Israel, respekterer det.

Så længe disse opfattelser hersker, og så længe jøder, der forfølges andetsteds, kan finde tilflugt og opbygge fulde liv i Israel, vil de, der skabte Israel, have nået deres mål.

Noter

[1] M. Sükrü Hanioglu, A Brief History of the Late Ottoman Empire, Princeton University Press, 2010.

[2] Kamal Salibi, A House of Many Mansions: The History of Lebanon Reconsidered, University of California Press, 1990.

[3] Jf. Carrie Rosefsky Wickham, The Muslim Brotherhood, Evolution of an Islamist Movement, Princeton University Press, 2013.

[4] Martin Kramer, "Fundamentalist Islam at Large: The Drive for Power", Middle East Quarterly, June 1996. Også om radikal islam, jf. Daniel Pipes, "The Western Mind of Radical Islam", First Things, December 1995.

[5] Jf. Kamal Salibi, op. cit.

[6] Gregory C. Kozlowski, "Devotional Islam and Politics in British India: Ahmad Raza Khan Barelwi and His Movement", Journal of the American Oriental Society, Oct-Dec 1999.

[7] Jf. M. C. Ricklefs, A History of Modern Indonesia, Indiana University Press, 1981.

[8] Itamar Rabinovitch, The War for Lebanon, 1970-1985, Cornell University Press, 1985.

[9] Amir Taheri, The Spirit of Allah: Khomeini and the Islamic Revolution, Adler & Adler, 1986.

[10] Jf. Walter Laqueur, A History of Zionism: From the French Revolution to the Establishment of the State of Israel, Fine Communications, 1997.

[11] Isaiah Friedman, The Question of Palestine: British-Jewish-Arab Relations 1914-1918, Transaction Publishers, 1991.

[12] Jf. Efraim Karsh, Palestine Betrayed, Yale University Press, 2010; Eli Kavon, "The Balfour betrayal: How the British Empire failed Zionism", The Jerusalem Post, November 2nd 2013.

[13] Jf. Efraim Karsh, op.cit.

[14] Matthew F. Holland, America and Egypt: From Roosevelt to Eisenhower, Praeger, 1996.

[15] Bat Ye'or, Eurabia: The Euro-Arab Axis, Fairleigh Dickinson University Press, 2010.

[16] Dinesh D'Souza, The Roots of Obama's Rage, Regnery Publishing, 2011

[17] Jf. Matthew Levitt, Hamas: Politics, Charity, and Terrorism in the Service of Jihad, Yale University Press, 2006.

[18] Guerilla-angreb blev startet fra de facto selvstændige enklaver i Jordan. Jf. Martin Gilbert, Israel: a history. Doubleday, 1998.

[19] Jf. Galia Golan, Soviet policies in the Middle East: from World War Two to Gorbachev, Cambridge University Press, 1990.

[20] Jf. Shlomo Sand, The Invention of the Jewish People, Verso Books, 2008. Bogen var en bestseller i mange europæiske lande.

---

Oversættelse: Bombadillo