Der er indpodede nazistiske grene i arabisk-islamisk terrorisme.

På toppen af Simon Wiesenthal Centrets liste over de mest eftersøgte er der en mand, som i dag ville være ét hundrede år gammel. Hans navn er Alois Brunner, og han er ansvarlig for døden af over 130.000 jøder. Nazi-jægerne placerer ham stadig i Syrien, hvor han sidst blev set i 2001, beskyttet af Bashar al-Assad-regimet

Brunner var en af de ivrigste ideologer og funktionærer bag "Den endelige Løsning", planen for jødernes udryddelse. Ideen besatte ham i en grad, så han i 1985 sagde til det tyske magasin Bunte: "Jeg beklager, at jeg ikke fik gjort arbejdet færdigt."

Da Den Forenede Arabiske Republik Syrien blev dannet, tog dr. Brunner bolig i George Haddad nr. 7, i ambassadekvarteret i Damaskus. I 1961, året hvor Adolf Eichmann blev fanget af israelerne i Buenos Aires, modtog Brunner en brevbombe, formentlig fra Mossad, og mistede et øje.

Brunner, en personlig ven af Hafez al-Assad, deltog i opbygningen af Syriens efterretningstjeneste efter Gestapos model.

Brunner er faktisk kun en af de mere kendte af en række nazistiske embedsmænd, der deltog i opbygningen af de islamiske regimer og døde i disse lande efter at være konverteret til islam.

Denne alliance mellem det nazistiske hagekors og den islamiske Koran er godt forklaret i en 1942-artikel, skrevet af Johann von Leers, den bedst kendte af de nazistiske konvertitter til islam. Udgivet i avisen "Die Judenfrage" præsenterede artiklen jødedom og islam som udtryk for Hegels begreber tese og antitese: "Muhammeds fjendtlighed mod jøderne havde en konsekvens: De orientalske jøder blev totalt lammede. Hvis resten af verden havde ført en lignende politik, ville vi ikke have 'jødespørgsmålet'. Islam har gjort verden en evig tjeneste ved at forhindre jøderne i at erobre Arabien."

I november 1967 offentliggjorde den nynazistiske organisation Bund Heimattreuer Jugend i Esslingen Hegensberg, Vesttyskland, nekrologen over Karl van Kynast: "Løjtnant af Res. i Bundeswehr, kaptajn i hæren i Den Forenede Arabiske Republik, han faldt ved Suez-kanalen den 12. september 1967."

En af lederne af de "jødiske anliggender" i Galicien, Altern Erich, konverterede til islam og tog navnet "Ali Bella" i Egypten, hvor han trænede palæstinensiske terrorister.

Leopold Gleim var kendt som leder af Gestapo i Polen ved dette hans oprindelige navn, men blev til "Ali al-Nahar" i tjeneste for den egyptiske diktator Nasser.

Oskar Dirlewanger blev, efter at have dræbt titusinder af jøder i Ukraine, bodyguard for den egyptiske diktator. Dr. Heinrich Willerman, berømt for nogle af de mest grusomme eksperimenter i Dachau, ledede den terroristiske "Samarra Lejr" i Egypten.

Efter at have "likvideret" ghettoen i Warszawa, blev Kurt Baurnann tilsluttet krigsministeriet i Cairo og trænede Fronten til Palæstinas Befrielse.

Lederen af Gestapo i Düsseldorf, Joachim Daemling, gik videre med at arbejde for det egyptiske fængselssystem.

Selv François Genoud, nazismens berømte bankmand og testamentarisk arving til Adolf Hitler og Joseph Goebbels, brugte det tredje riges nazi-skatte til at finansiere den arabisk-muslimske antijødiske sag, og skabte i 1959 “International Association of Friends of the Arab World”.

Walter Rauff, opfinderen af "gasvognen", der dræbte hen ved 97.000 jøder under Holocaust, torturerede jøder i Damaskus i 1948.

Boeckler Wilhelm blev "Abd al Karim"; SS'eren Wilhelm Berner instruerede palæstinensiske terrorister; SS Gruppenführer Alois Moser blev "Hassan Sulayman".

I Cairo levede Hans Eisele, "dr. Eisele", som i Dachau blev berygtet for at torturere fanger med injektioner af cyanid. Selv Otto Skorzeny, SS-kommandanten, der befriede Mussolini fra sit fængsel på Gran Sasso, levede i Cairo, hvor han perfektionerede Nasser-regimets efterretningstjenester.

Blandt Skorzenys samarbejdspartnere var også en embedsmand fra Goebbels propagandaministerium, Franz Buensch, en "ekspert i det jødiske problem", der havde arbejdet med Adolf Eichmann på "Den endelige Løsning" og også havde skrevet en bog med titlen "Jødernes seksualvaner", måske nazisternes mest frastødende dokument.

I den egyptiske hovedstad var der også en anden berygtet læge, Aribert Heim, "Dr. Tod", Dr. Død, der blev kaldt således, på grund af grusomheden af hans eksperimenter i lejrene Buchenwald, Sachsenhausen og Mauthausen. Heim konverterede til islam under navnet "Tarek Hussein Farid". Han anlagde et islamisk skæg, tog til al Azhar-moskeen hver morgen og læste Koranen i den tyske oversættelse.

Goebbels' samarbejdspartner, Johann von Leers, blev højtideligt modtaget i Cairo af stormuftien af Jerusalem, Hajj Amin al Husseini: "Vi takker dig for at have kæmpet mod mørkets magter inkarneret i verdens jøder." Efter at være konverteret til islam antog von Leers navnet "Omar Amin von Leers", og besad mange stillinger i Nassers administration i Cairo.

I filmen "Operation Valkyrie", som Tom Cruise producerede i 2008, blev major Otto Ernst Remer, der i filmen spilles af Thomas Kretschmann, fremstillet som en nøgleperson i den blodige undertrykkelse af sammensværgelsen, der forsøgte at myrde Adolf Hitler. I 1993 interviewede en egyptisk avis Remer, der hyldede Khomeini-revolutionen og sagde, at gaskamrene var "løgne". Han sammenlignede Nazi-Tysklands nederlag med de palæstinensiske araberes - "begge var jødernes ofre, begge led under besættelse".

Og hvordan kan man glemme, at nynazister hjalp Yasser Arafat under München-massakren i 1972?

Dette er ikke en eksotisk, fjern historie; den kaster et dramatisk lys over krigen på liv og død mellem politisk islam og jøderne.

Når jeg læser disse og andre historier om nazistiske funktionærer, der kæmpede for islam, bliver jeg mindet om muftien af Jerusalems projekt - om Hajj Amin al Hussein, der havde planer om at installere et gaskammer og krematorium nær Nablus/Sikem. Dette er den virkelige "besættelse" - den af en folkemorderisk og totalitær ideologi, i krig med jøderne i deres eget land.

En Birkenau i ørkenen. En Mauthausen, som hellere end gerne ville have bredt sig over Zions Bjerg.

---

Giulio Meotti er italiensk journalist og forfatter. Han er forfatter til den meget roste bog "A New Shoah" og den seneste "The Vatican against Israel: J'accuse". Hans artikler er blevet bragt i Wall Street Journal, National Review, Arutz Sheva, Commentary, Yedioth Aharonoth, Jerusalem Post, Frontpagemag, Makor Rishon, Jewish Press, Jüditsche Allgemeine og Chicago Jewish Star. Meotti er uddannet ved universitetet i Firenze med en grad i filosofi. Han lever i Italien med sin familie.

Denne let opdaterede biografi er taget fra Meottis hjemmeside: GiulioMeotti.com

---

Oversættelse: Bombadillo