Er fordrivelse af ikke-muslimer fra lande erobret af islam et jihad-dogme? Spørgsmålet er vigtigt, for et helt kapitel af Koranen beskæftiger sig med dette. Sura 59 i Koranen har titlen al-Hashr eller på dansk Samlingen. Suraen refererer til fordrivelsen af den jødiske stamme banu Nadir fra Medina i begyndelsen af år 625 e.Kr. Som tidligere nævnt, var de jødiske stammer i Medina de første ofre for tidlig islams plyndringstogter. Banu Qaynuqa blev plyndret og fordrevet i 624 e.Kr. Det næste år (625 e.Kr.) så fordrivelsen af banu Nadir. Banu Qurayza blev udryddet i 627 e.Kr. Disse plyndringer og massenedslagtninger fejres i hadith-litteraturen med grænseløs stolthed og jubel.

Sahih Muslim vier et helt kapitel til dette emne. Ifølge dette værk "kæmpede jøderne fra banu Nadir og banu Qurayza mod Allahs Sendebud, som først forviste banu Nadir og tillod Qurayza at blive; han viste dem velvilje, indtil de også kæmpede mod ham. Så dræbte han deres mænd og fordelte deres kvinder, børn og ejendele blandt muslimerne. Allahs Sendebud fordrev alle Medinas jøder - banu Qaynuqa og jøderne fra banu Haritha og enhver anden jøde, der var i Medina." (nr. 4364)

Det samme værk bringer en anden hadith, ifølge hvilken Profeten skal have erklæret: "Jeg vil fordrive jøderne og de kristne fra Den Arabiske Halvø og vil ikke efterlade andre end muslimer." (nr. 4366)

Denne praksis med at fordrive ikke-muslimer bliver yderligere bekræftet af Umars eksempel, den anden kalif, der fordrev de ikke-medinesiske jødiske stammer i Khaybar på basis af denne samme hadith. Læseren vil huske, at denne stamme var blevet erobret i 628 e.Kr., og at Profeten havde skånet deres liv og beboelser ved at tvinge dem til at betale jizya. Deres efterfølgende fordrivelse under Umars styre beskriver Gibbon således: "I Umars regeringstid, blev jøderne i Khaybar overflyttet til Syrien og kaliffen påberåbte sig sin døende herres påbud om, at den ene og den sande religion skulle bekendes i hans fødeland Arabien." [1]

Det ser således ud til, at fordrivelse af ikke-muslimer fra lande erobret ved jihad er sanktioneret af både Koranen og sunna. Men jeg har ikke medtaget denne aktivitet som en del af jihad, fordi Profeten aldrig fordrev afgudsdyrkere fra Arabien, og fordi Koranen ikke sanktionerer denne praksis undtagen som gengældelse. "Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer!" (2:191) På basis af dette samme vers, har muslimer gennem århundrederne ikke været sene til at påpege, at jihad ikke betyder aggression. Det er naturligvis noget vrøvl, som jeg har forsøgt at vise ved at analysere mange passager i Koranen, der prædiker aggression så det kan mærkes. Men pointen i den ovenstående passage er simpelthen den, at Koranen ikke udtrykkeligt sanktionerer fordrivelse af ikke-muslimer i almindelighed fra islamiske lande, undtagen i særlige tilfælde, og selv jøder og kristne uden for Arabiens grænser er fritaget fra ethvert generelt forbud. Ligeledes ville den skriftbaserede praksis med jizya miste al mening, hvis et sådant generelt forbud nogensinde havde været hensigten.

Ikke desto mindre har fordrivelse af ikke-muslimer, sporadisk hvis ikke systematisk, hele tiden været en hævdvunden praksis i alle islamiske lande. En sådan fordrivelse kunne mere korrekt kaldes udpresning, fordi muslimer, hvor som helst de lever i stort tal, er tilbøjelige til at presse deres ikke-muslimske naboer ud ved det blotte tryk af deres antal. Selv en ærke-sekularist som Mustafa Kemal [Atatürk] indledte først sin sekulære karriere efter en massefordrivelse af den græske befolkning i Tyrkiet. Det skal retfærdigvis siges om Kemal, at han tillod et forholdsmæssigt antal tyrkere fra det græske hovedland [altså en befolkningsudveksling, o.a.]. Men et sådant forsvar kan ikke hævdes i tilfældet med de andre kristne befolkninger i Tyrkiet, som det sekulære regime til stadighed har presset ud gennem alle disse år, langsomt men ubønhørligt.

Går vi over til det indiske subkontinent, så begyndte hinduer - helt fra begyndelsen i 1947 - at blive presset ud fra det daværende Østpakistan, som nu går under navnet Bangladesh. Processen startede samtidig med folkemordet i Punjab, hvor hundredtusinder af sikher samt almindelige hinduer blev slagtet i ét rent hug af plyndrende mujahideen fra den nyoprettede stat Pakistan. Det er blevet foreslået, at de bengalske muslimer, fordi de er af blidere slægt, var ude af stand til en sådan massenedslagtning. Dette kan i en vis udstrækning være sandt, men udvandringen af hinduer fra Østbengalen, nogle gange dråbevist og andre gange i floder, har været en ikke mindre hjerteskærende forestilling i dens endeløshed end Punjabs storstilede nedslagtning. Det har i sandhed været en tragedie af større dimensioner, som på samme tid demonstrerer de bengalske hinduers totale hjælpeløshed i deres passive accept af deres skæbne og den hjerteløse ligegyldighed af Indiens hindu-dominerede sekulære stat. I fællesskab har disse hjælpeløse bengalske hinduer og den afstumpede indiske stat fortrængt de grundlæggende træk ved denne langtrukne udvandring. At de blidere bengalske muslimer, skønt de er veget tilbage for lodret massemord, aldrig har afholdt sig fra deres jihad-praksis med løbende udplyndring af hindu ejendom og konsekvent vanærelse af hindu kvinder - hvilket har gjort den nævnte udvandring uundgåelig - er en historie, som er forblevet praktisk talt ukendt for verden som helhed.

Faktisk har fordrivelsen af ikke-muslimer fra islamiske lande, skønt ikke et direkte jihad-dogme, altid været et tilbehør til den. Da den ikke er et udtrykkeligt dogme, kan den ikke udgøre en del af nogen teoretisk fremstilling af læren om jihad. Men den har været en kendsgerning i islamisk historie gennem islams fjorten hundrede års eksistens, og det er et dårligt vidnesbyrd om verdens historikere, at ikke én af dem har fundet det passende, at nedskrive dette islamiske fænomen i en systematisk og kronologisk form, der omfatter hele længden og bredden af islam.

Noter

[1] Gibbon er ikke altid en troværdig historieskriver om islam. Men fordrivelsen af jøderne i Khaybar, er attesteret af alle tidlig islams historikere.

---

Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde

---

Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning

Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig

---

Oversættelse: Bombadillo