Jihad i Koranen
Kapitel 1
Af Suhas Majumdar
Oversættelse af: Jihad in the Koran
Kilde: Voice of Dharma
Udgivet på myIslam.dk: 21. september 2014


Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Koranen diskuterer ikke en eneste islamisk læresætning systematisk og efter dens kapitlers arrangement. Det samlede hele af Åbenbaringer fra Allah, som udgør islams hellige bog, viste sig for Profeten uden nogen logisk rækkefølge i løbet af hans profetiske karrieres 23 år (609-632 e.Kr.), hvilket forklarer dens tilfældige arrangement. Koranen har 114 kapitler og omkring 6.000 vers. Versene om jihad er - som dem, der forklarer enhver anden doktrin - spredt ud over en lang række kapitler. Dette er grunden til, at viden om enhver islamisk doktrin er vanskelig at tilegne sig for den almindelige læser, og jihad-doktrinen er ingen undtagelse.

En anden og vigtigere grund til vanskeligheden er, at Koranens vers ikke leverer deres fulde mening uden et kendskab til deres forbindelse med Profetens karriere. Koranen er ikke islams eneste kilde; de såkaldte hadith-samlinger [1] deler denne rolle ligeligt. Den arabiske flertalsform af hadith er ahadith; disse beskriver, hvad Profeten gjorde eller hvad han sagde. Med en muslims ord, fortæller de om Profetens sunna (Profetens praksis). I en vis forstand er hadith-litteraturens betydning i en muslims liv endnu større end Koranens. En Koran-tekst kan tillade forskellige tolkninger. Og forskellige kommentatorer har bestemt foreslået forskellige betydninger af samme koranvers. Men den relevante hadith, der forklarer dens betydning som eksemplificeret ved Profetens praksis, leverer den unikke betydning gældende for al tid fremover. [2]

Udover hadith er en anden kilde til sunna de såkaldte siyar (flertalsformen af sira) eller Profetens biografier. Disse tilhører ikke islams kanoniske litteratur, men for så vidt som de begivenheder, der er beskrevet i dem, betragtes som ægte af ulama eller hadith-samlerne, bringer de betydningen af Koranens vers endnu tydeligere frem end hadith. De ægte biografier over Profeten er således vigtige kilder til sunna.

Efter disse indledende bemærkninger, må læseren forstå, at den bogstavelige betydning af jihad er "anstrengelse" eller "stræben" - en betydning, der i alle henseender er uden relation til de blodige aktiviteter, som ordet er blevet uløseligt forbundet med. Det tekniske udtryk, der anvendes i Koranen, er jihad fi sabilillah, "stræben for Allahs sag". Men selv dette udtryk nævner ikke udtrykkeligt nogen blodig konflikt, og hvis vi koncentrerer os om ordenes betydninger alene, er vi tilbøjelige til at blive ledt på afveje. Nøje undersøgt, er Koranens sura 8 (kapitel 8), al-Anfal, og sura 9 med titlen al-Tawba de virkelige jihad-suraer. Men jihad er påbudt i mange andre kapitler. Måske er det mest betydningsfulde vers i denne forbindelse Koranen 8:39, som i betydning er næsten identisk med Koranen 2:193.

Disse erklærer: Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald og indtil al religion tilhører Allah!

Med andre ord påbyder Allah i 8:39 og 2:193 bestandig krig for ødelæggelsen af den forfølgende Quraysh-stamme i Mekka, og, af samme grund, afskaffelse af alle ikke-islamiske religioner verden over. [3] Dette er ifølge Koranen den bedste "stræben for Allahs sag". Dette er jihad fi sabilillah i dens mest omfattende betydning.

(2) Er denne krig allegorisk? Siden Mahatma Gandhis allegoriske udlægning af Kurukshetra-krigen [som er rammen om samtalen mellem Krishna og Arjuna i Bhagavad Gita, o.a.], har det været mode i Indien at betragte alle former for religiøse krige som krige mod lavere passioner i den menneskelige sjæl. Denne smitte har end ikke skånet muslimske lærde, der undertiden høres give en ikke-voldelig fortolkning af jihad. Men en sådan forklaring er klart i strid med Koranens vers. I vers 74 af sura al-Nisa [sura 4] siger Allah meget klart:

"Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Allahs sag! Den, der kæmper for Allahs sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer."

Dette vers viser klart, at der ikke er noget allegorisk eller metafysisk i den form for krig, der er jihad; det er væbnet krig og intet andet. Ideen er forklaret yderligere i et andet vers, som siger:

"Har du ikke set dem, til hvem man sagde: 'Hold jeres hånd tilbage, hold bøn og betal almisse!' Da det så blev foreskrevet dem at kæmpe, var en del af dem lige så bange for menneskene som for Allah - eller endnu mere! 'Herre' sagde de. 'Hvorfor har du foreskrevet os at kæmpe? Hvorfor giver du os ikke en kortfristet henstand?' Sig: 'Nydelsen i det jordiske liv er ringe. Det hinsidige er bedre for den, der er gudfrygtig. I vil ikke blive gjort en tøddel uret. (...)'" (K. 4:77)

Dette vers beskriver de fordele ved jihad, der skal nydes i det hinsidige. Det viser også klart, at frem for at holde "jeres hånd tilbage" kræver jihad udførelse af uophørlig væbnet konflikt. Det er klart, at dette vers blev sendt ned for at instruere de muslimer, der havde talt imod blodsudgydelser og ønskede "henstand" i pligten til at engagere sig i morderiske konfrontationer. Historisk er dette vers også temmelig vigtigt. Før migrationen (til Medina) var antallet af muslimer (i Mekka) ikke stort, men selv blandt denne lille skare var der krigsmagere, som Allah måtte holde tilbage, da krig i Mekka var udsigtsløs. Dette kommer klart frem i første halvdel af verset. Hvis man på den anden side accepterer den traditionelle dato for suraen, som hele verset tilhører, viser den anden halvdel af verset, at muslimerne i Medina, efter nederlaget i Slaget ved Uhud (625 e.Kr.), ønskede at slå sig ned og leve et fredeligt liv. Denne anden halvdel havde til hensigt at vække dem til fornyet krigerisk indsats og at genoplive deres udslukte ånd. Ikke alene det. Verset synes at antyde, at der ud over krigsmagerne eksisterede en gruppe muslimer, der i det væsentlige var fredelige, og at det krævede al Allahs og hans Profets veltalenhed at vække og anspore dem til ubøjelig blodsudgydelse. Lokkemaden af et lykkeligt efterliv blev holdt op foran dem og det blev gjort klart, at ophævelsen af den mekkanske pacifisme var endelig og uigenkaldelig.

(3) Omfanget af vold og blodsudgydelse tilladt i jihad er også tydeligt formuleret i Koranen. Det 5. vers af sura al-Tawba (sura 9) gør ingen hemmelighed ud af det. Allah siger i så mange ord:

"Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig."

Meningen af dette vers er klar nok. "Bekend islam eller dø" - det er budskabet af dette vers, udtrykt i det mest krystalklare sprog muligt. [4] Men endnu klarere er erklæringen i det 67. vers af sura al-Anfal (sura 8), der siger: "Der tilkommer ikke en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i landet. I ønsker denne verdens goder, men Allah ønsker det hinsidige. Allah er mægtig og vis." [Hvor denne danske oversættelse, Ellen Wulffs, har "kæmpet og sejret i landet" har Majumdars engelse tekst "made slaughter in the land" dvs. "slagtet i landet"].

Den historiske baggrund for dette særlige vers er vigtig. Enhver studerende af islamisk historie ved, at den første milepæl i islams verdenserobrende mission var Slaget ved Badr (624 e.Kr.). Angående de Quraysh-afgudsdyrkere fra Mekka, der faldt i muslimernes hænder under dette slag, blev det forslag bragt frem, at alle disse fanger skulle slippes fri mod en passende løsesum. Ideen var at tjene nogle penge ved at skåne livet af de tilfangetagne folk fra Quraysh. Historikere tilskriver Abu Bakr dette forslag. Et andet forslag kom fra Umar, der ville have alle afgudsdyrkerne slagtet. Profeten accepterede Abu Bakrs forslag, og lod, efter at have dræbt en håndfuld, resten af fangerne slippe til gengæld for nogle løsepenge. Åbenbart behagede dette ikke Allah, der hellere ville have en "slagtning i landet" end at hans hengivne valgte "denne verdens goder" - et udtryk, som åbenbart står for løsepengene, der blev accepteret af Profeten. Som Mohammed Pickthall udtrykker det: "Profeten tog versene som en irettesættelse, og de forstås generelt derhen, at ingen pardon burde være givet i dette første slag." Denne episode viser med yderste klarhed jihads blodige natur.

(4) En variant af disse løsepenge var den berømte jizya eller hovedskat eller kopskat, som den er blevet kaldt. [5] Åbenbaringen, der påbyder denne afgift, optræder også i Koranen. Sura al-Tawba erklærer med tordnende klarhed:

"Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat (jizya)!" [6] (K 9:29)

Dette vers er af største historiske betydning og for at forklare det, må vi først og fremmest kende betydningen af udtrykket "dem, der har fået Skriften". Den arabiske original af udtrykket er "ahl al-Kitab"; den indiske variant "Kitabi" og det engelske udtryk "People of the Book" [dansk: "Bogens Folk" eller "Skriftens Folk"] er også vigtige.

I ortodoks islam står udtrykket Bogens Folk for jøder og kristne. Det er fordi Koranen anerkender den jødiske skrift Tawrat (= Toraen = Det Gamle Testamente [mere præcist: de 5 Mosebøger, o.a.]) og det kristne skrift Injil (= Evangeliet = Det Nye Testamente), som åbenbaringer af samme gyldighed som Koranen, men som er blevet erstattet af sidstnævnte, hvilket dette vers antyder. Verdens ikke-Bogens Folk bliver i Koranen betegnet som mushrik (= afgudsdyrkere eller dem, der sætter andre ved Allahs side). Med denne forklaring siger det pågældende vers simpelthen, at livet for Bogens Folk kan blive skånet under jihad, hvis de betaler hovedskatten i ydmyghed og med deres egne hænder [se note 6]. Verset er tavst med hensyn til afgudsdyrkere; det angiver ikke, om deres liv også kan blive skånet mod betaling af jizya. Men som tidligere nævnt, stammer islamiske læresætninger ikke fra Koranen alene. Der findes hadither - dog ikke anerkendt af alle islamiske retsskoler - som formodes at nævne, at Profeten lod visse afgudsdyrkende (ikke-arabiske) stammer slippe med livet i behold til gengæld for hovedskatten. Ulama er selv i dag uenige om, hvorvidt hinduer fortjener en sådan immunitet, selvom sultaner og padishaher fra Delhi havde skænket den ved at anerkende deres hindu-undersåtter som kharajguzar (= betalere af hovedskat) og dhimmi (= holdt i formynderskab). Selv den fanatiske Aurangzeb bestred ikke denne brug.

(5) Ikke kun hovedskat eller løsepenge. En anden frugt af jihad er 'plyndringsgods' eller 'byttet af ghanimah', som Koranen udtrykker det. Det 69. vers af sura al-Anfal [sura 8] erklærer:

"Spis nu blot af de tilladte og gode ting, som I har taget som bytte, ..." [7]

Denne formaning om krigsbytte vil blive taget op i detaljer i et senere kapitel. Her vil det være tilstrækkeligt at nævne, at den er en del af en gruppe påbud, der er fastsat i Koranen om emnet jihad.

For at opsummere, følger her de regler og instrukser om jihad, der er fastsat i Koranen:

(A) Det ultimative mål for jihad er at islamisere hele menneskeheden. Siden Profetens ophold i Medina, er denne pligt blevet permanent påbudt muslimer over hele verden.

(B) De umiddelbare mål for jihad er fire i antal: (1) udbredelse af islam gennem krig; (2) tilintetgørelse af de vantro; (3) jizya og (4) plyndring. [8]

(C) For Bogens Folk er hovedreglen indførelse af jizya, ligesom den for afgudsdyrkere er masse-slagtning. Men der er mange undtagelser fra disse generelle regler. Masse-slagtning af jøder under jihad er i høj grad tilladt, som de efterfølgende kapitler vil vise. På den anden side kan selv afgudsdyrkere slippe mod betaling af hovedskat. I Koranen er der ikke åbenbaret rigoristiske regler om disse spørgsmål.

(D) Jihad er på ingen måde en krig i selvforsvar. Historisk danner verset "... dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!” (K 9:5) et element i den "immunitet", som gives Profeten i 631 e.Kr. angående hans forpligtelser over for afgudsdyrkerne i Arabien. Men som med ethvert af Koranens vers, kom denne immunitet, givet i forbindelse med en bestemt gruppe af vantro, siden hen til at gælde overfor afgudsdyrkere fra alle lande i verden. Et sådant påbud er nødvendigvis forbundet med en ånd af ekstrem aggressivitet. Overfor dem der fremfører, at kaldet til jihad er et påbud om selvforsvar, er de såkaldte immunitetsvers fra sura 9 den bedste gendrivelse; men der er mange andre vers, som modbeviser denne påstand.

Afslutningsvist er det kun nødvendigt at tilføje, at pligten til jihad, ifølge Koranen, overgår alle andre islamiske pligter for alle verdens muslimer. Dette kommer tydeligst frem i versene 9:19-20, men disse er på ingen måde de eneste vers med lignende betydning.

I disse vers bedømmer Allah den relative kvalitet af muslimer, der engagerer sig i jihad i modsætning til andre, der er engageret i pacifistiske islamiske pligter:

"Sætter I det at give pilgrimmen noget at drikke og at besøge det fredhellige bedehus (dvs. Kabaen) lige så højt, som når nogen tror på Allah og den yderste dag og kæmper for Allahs sag (dvs. udkæmper jihad)? Hos Allah er disse ting ikke lige meget værd. (...) De, som tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Allahs sag, de befinder sig på et højere rangtrin hos Allah. Det er dem, der vil sejre." (K 9:19-20)

Meningen af disse vers er klar nok. Den højere værdi af en mujahid i Allahs øjne ["hos Allah"] gør ham nødvendigvis fortjent til en større belønning i dette liv såvel som i det næste. Belønningen i dette liv er en eksklusiv del af krigsbyttet, som nægtes den stillesiddende muslim. [9] Belønningen i det næste liv er evigt ophold i den højeste himmel, som hadith-litteraturen betegner som Jannat-ul firdaus. Det er til denne litteratur, vi nu skal vende os for at se, hvordan Allahs påbud bliver bekræftet, og i virkeligheden udvidet, af Profetens sunna.


Noter

[1] Bogstaveligt betyder hadith "beretning". I islams tekniske ordforråd står det for enhver beretning om Profetens handlinger eller ord, som er nedfældet i kanoniske samlinger, der også som helhed kaldes hadith.

[2]] Selv hadither er til tider modstridende. Vi behøver ikke at gå nøjere ind på dette.

[3] Jf. N. J. Dawoods gengivelse af det samme vers: "Make war on them until idolatry is no more and Allah's religion reigns supreme" ("Før krig imod dem, indtil afgudsdyrkelsen er væk og Allahs religion hersker suverænt"), som udtrykker betydningen mere eksplicit.

[4] For den historiske kontekst af dette vers se kapitel 10.

[5] Bogstaveligt betyder det 'gengældelsesskat' - gengældelse for den stædighed at nægte at give afkald på kufr (vantro).

[6] Sidste del af dette vers: ”indtil de kuet er rede til at betale skat” (Wulffs overs.), lyder i den engelske oversættelse, som Majumdar bruger: ”until they pay the tribute readily, being brought low”, hvilket kan oversættes med: ”indtil de betaler skatten beredvilligt, efter at være blevet ydmyget.” I stedet for ’readily’ (beredvilligt) har de fleste engelske oversættelser ’with their own hands’ (med deres egne hænder). Faktisk er forordningen i lovbøgerne, at jizya skal betales ved personligt fremmøde.

[7] Denne Ellen Wulffs danske oversættelse svarer meget godt til den engelske, der er givet af Abdul Hamid Siddiqi, oversætter af Sahih Muslim, og som lyder: "Eat ye the spoils of war. They are lawful and pure." Pickthall gør "the spoils of war" (krigsbytte) til "what you have won" (hvad I har vundet). Dette synes at være forkert.

[8] Plyndring under jihad er faktisk af dobbelt natur. Både plyndring af ejendom og slavebinding af kvinder og børn fra den besejrede vantro befolkning anerkendes som ghanimah.

[9] Se også Koranen 4:95, hvor stillesiddende muslimer bliver specifikt nævnt og affærdiget.




Sri Suhas Majumdar underviser i matematik på et Calcutta-college. Han blev født i 1937 i en afsides landsby i Mymensingh-distriktet i Østbengalen, nu Bangladesh. Han har skrevet en hel del bøger på bengalsk om emnet: reinkarnationen af det 7. århundredes islam på nutidens Indiens jord. Han føler, han er særlig velegnet til at skrive om dette emne, eftersom hans tidlige dage forløb i skyggen af Noakhali-massakrene [i 1946, altså et år før uafhængigheden og delingen af Britisk Indien i Indien og Pakistan, o.a.]. Emnet har været i hans sind i de sidste 50 år, men det var først for nylig, efter at have læst afsnittet Kitab Al-Jihad Wa'l Siyar i Sahih Muslim, at ideen om at skrive en bog om emnet faldt ham ind. Kilde




Indhold

Forord
Henvisninger
Indledning
Kapitel 1.           Jihad i Koranen
Kapitel 2.           Jihad i hadith
Kapitel 3.           Ghanimah eller plyndring i Koranen
Kapitel 4.           Plyndring (ghanimah) i hadith
Kapitel 5.           Islamisk ekspansion gennem jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 6.           Ødelæggelsen af afguder og afgudstempler under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 7.           Slagtning af vantro under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 8.           Plyndring (ghanimah) under jihad: Sunnaens vidnesbyrd
Kapitel 9.           Jihad i sharia
Kapitel 10.         Jihad og religiøse optøjer
Kapitel 11.         Sammenfatning
Kapitel 12.         Konklusion

Tillæg

1.           Jihad og fordrivelse af ikke-muslimer fra islamiske lande
2.           Jizya og dhimmien
3.           Udviklingen af jihad-doktrinen i Koranen
4.           Akbars holdning til jihad
5.           Jihad-doktrinen som forsvarskrig




Oversættelse: Bombadillo