I den nordlige del af øen, der er besat af Tyrkiet, er kirkerne blevet til stalde eller moskéer. Dagbog over en tur på den anden side af muren.

ROM, 9. marts 2006 - Øen Cypern var den første destination på den "særlige mission," som Helligånden gav Paulus og Barnabas ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 13.

På øen fandt de en romersk statholder, Sergius Paulus, "en forstandig mand," der "ønskede at høre Guds ord" og kom "til tro, fuld af undren over Herrens lære."

Men hvis Paulus og Barnabas skulle vende tilbage til Cypern i dag, til den nordlige del af øen, ville de ikke finde romerne som statholdere, men tyrkerne.

Og i stedet for en kristendom ved at blive født, ville de finde en døende kristendom, med kirkerne og klostrene i ruiner, eller omdannet til stalde, hoteller og moskéer.

Dette er dokumenteret i en opsigtsvækkende rapport fra Luigi Geninazzi, der blev sendt til Cypern af "Avvenire", avisen for den italienske bispekonference.

Cypern blev en del af Den Europæiske Union den 1. maj 2004. Men dette var kun tilfældet for den sydlige del af øen, som er græsk og kristen.

Den nordlige del blev besat af Tyrkiet i 1974, med 40.000 soldater. Den tyrkiske besættelse skabte død, ødelæggelse og tvangsforflyttelse af befolkninger. Omkring 200.000 græske cyprioter af den kristne ortodokse tro, der boede på den nordlige del af øen, flygtede mod syd. Og ligeledes, de tyrkiske cyprioter i syd, muslimer, flyttede mod nord.

I 1983 konsoliderede Tyrkiet besættelsen ved at skabe Den Tyrkiske Republik Nordcypern, der kun er internationalt anerkendt af regeringen i Ankara: 180.000 mennesker lever der, 100.000 af dem er kolonister oprindeligt fra Anatolien.

En mur, godt bevogtet af FN's blå hjelme, adskiller de to dele af øen og skærer igennem hovedstaden, Nicosia. I april 2004, fremlagde FN en plan med forslag om oprettelse af en føderation med to delstater, men dette blev afvist af de græske cyprioter i syd, der er fire gange så talrige som de tyrkiske cyprioter i nord.

Islamiseringen af den nordlige del af øen er blevet konkretiseret i ødelæggelsen af alt, hvad der var kristent. Yannis Eliades, direktør for det byzantinske museum i Nicosia, har beregnet, at 25.000 ikoner er forsvundet fra kirkerne i den zone, der er besat af tyrkerne.

For et Tyrkiet, der ønsker at komme ind i EU, giver dets handlinger i den nordlige del af Cypern et frygteligt indtryk af det selv.

Og hvad det har gjort for at ødelægge den kristne tilstedeværelse, påbegyndt af Paulus og Barnabas, er beskrevet i den følgende rapport, offentliggjort i "Avvenire" søndag den 26. Februar:

---

"De sparede ikke engang stenalteret..."

af Luigi Geninazzi

Europa ender her, på den smukkeste ø i Middelhavet, revet over af en mur, der deler den i to. Europa ender brat ved en barriere af pigtråd, cement, og militære vagttårne, som deler Cypern i hele dens bredde og også deler Nicosia, en hovedstad såret i sit gamle hjerte.

For FN, som holder vagt over den med dens blå hjelme, er det "den grønne linje." Men her fortsætter folk med at kalde den "Attila-linjen," fra det navn, som tyrkerne gav invasionen.

Svøben har sat sine spor. Den har ramt Cypern, stedet for det ældste kristne samfund på europæisk jord, på dens kunstneriske, kulturelle og religiøse skat: Formidable byzantinske og romanske kirker, imponerende klostre, uvurderlige mosaikker og fresker. Det er denne kulturarv, der, i den nordlige del af øen under tyrkisk besættelse, er blevet plyndret, skændet og ødelagt.

For at indse dette er det nok at krydse "Attila-linen" ved checkpointet i Nicosia, og der står man så i den såkaldt Tyrkiske Republik Nordcypern, som hilser den besøgende med et stort banner, hvorpå der er skrevet et omvendt velkommen: "Hvilken lykke at kunne sige: jeg er tyrker" (en berømt sætning af Kemal Atatürk). Den nationalistiske stolthed hos efterkommerne af Det Osmanniske Rige har også ændret det naturlige landskab, ved at udhugge halvmånen og den røde stjerne på skråningerne af bjergkæden Pentadaktylos, som dominerer de brede sletter.

Den tyrkiske flag blafrer på facaden af kirken Agia Paraskevi, i den engang græsk-ortodokse landsby Angastina. Et skilt fortæller, at der arbejdes på at omdanne den til en moské. Klokketårnet, som ikke længere bærer et kors, er en ejendommelig minaret med muezzinens højttaler fastgjort på en buegang.

Christodoulos, den unge arkæolog, der ledsager mig, er synligt rystet: "Jeg blev døbt her," siger han med en stemme hæs af følelser. Han er en af de 200.000 græsk-cypriotiske flygtninge, der for tredive år siden levede på den nordlige del af øen og som blev jaget ud af deres hjem.

Christodoulos knæler på stedet, hvor han engang blev døbt, og tænder et stearinlys. De tyrkiske bygningsarbejdere, der holder frokostpause siddende på hug foran apsis, ser nysgerrigt på ham: "Hver gang jeg kommer tilbage til dette område, er det altid værre," sukker han.

Vi stopper ved Trachoni, hvor en juvel fra renæssancen engang stod, kirken for Panagia, Vor Frue. Nu er kun murene tilbage; det indre bærer præg af et hærværk, der ikke engang har sparet stenalteret, hvis stykker er havnet i et hul, gravet for nylig i søgen efter en eller anden skat.

Vi er på en trist pilgrimsfærd, der ved hvert stop øger vores harme og vantro, en Via Dolorosa, der sporer stederne for en kristen hukommelse, i fare for at forsvinde. Ved landsbyen Peristerona, på vejen til Famagusta, bliver middelalderklosteret Saint Anastasia (se foto) brugt som stald med køer, der går og tygger drøv midt blandt resterne af de gamle celler. Gravene på kirkegården er blevet vanhelliget og gravstenene slået i stykker.

Vi forlader det indre af landet og tager ud til kysten. Her er mange af kirkerne blevet omdannet til restauranter, barer og natklubber til glæde for turisterne. På toppen af klippen Lapethos, der rager ud over havet, er Agia Anastasia kirke og kloster blevet til et overdådigt hotel med en swimmingpool gravet ind i klostergangen og et kasino under klokketårnet.

Næsten hele den ortodokse kirkes kunstneriske arv i det område, der er besat af tyrkerne - 520 bygninger, kirker, kapeller og klostre - er blevet plyndret, revet ned, eller skændet. Kun tre kirker og ét kloster, klostret Sankt Barnabas, som er blevet omdannet til museum, befinder sig i en mere eller mindre værdig tilstand.

"Ødelæggelserne findes for øjnene af os, men EU foretrækker at se den anden vej," fortæller den cypriotiske udenrigsminister, George Iacovou, bittert. "Det eneste håb er, at nogen, under forhandlingerne om Tyrkiets indtræden i EU, vil trække disse skammens sagsakter frem."

Det Byzantinske Akademi i Nicosia har samlet detaljeret og omhyggelig dokumentation om de besatte kirker på Cypern. Og i to år er der gjort forsøg på religiøs dialog, med støtte fra den ortodokse biskop Nikiforos af det historiske kloster Kykko: "Vi har mødtes med de muslimske ledere, anført af Lefka, og jeg fortalte dem, at respekt for vore gudshuse er grundlaget for samarbejde." Nikiforos er moderat optimistisk: "Jeg mødte megen forståelse. Der er begået fejl på begge sider; vi må overvinde fortidens skel og fortsætte videre sammen."

Men det sidste ord tilhører politikerne. Huseyn Özel, en regeringstalsmand for den såkaldt Tyrkiske Republik Nordcypern, viser stor hjertelighed over for den udenlandske journalist. De ødelagte og plyndrede kirker? "Der var en krig, og slemme ting skete på begge sider," forklarer han.

Jeg påpeger over for ham, at de fleste af moskéerne i det græsk-cypriotiske område er blevet restaureret, mens hans regering har godkendt omdannelsen af kirker til restauranter og hoteller, en krænkelse af de troendes følelser. "De gjorde det for at forhindre bygningerne i at falde sammen, og desuden er der her tale om beslutninger truffet af den foregående regering, som jeg ikke deler," afværger Özel.

Jeg insisterer: Hvad har du at sige om de kirker, der stadig i dag bliver omdannet til moskéer? Den tyrkisk-cypriotiske funktionær breder armene ud: "Det er en osmannisk skik ..."

Det er en tradition, som desværre fortsætter. Et foruroligende visitkort for et Tyrkiet, der forsøger at komme ind i den europæiske klub.

---

Den græsk-ortodokse biskop: "Europa, grib ind!"

Et interview med Chrisostomos Englistriota

På Cypern har lederen af kirken også altid været en ethnarch, en leder af folket. Denne direkte politiske rolle blev udøvet af den berømte ærkebiskop Makarios, den karismatiske leder af oprøret mod det engelske herredømme i 1950'erne, og den første præsident for den uafhængige republik Cypern.

"Vores kirke er ikke længere politisk udøvende, men dens autoritet er ikke blevet mindre," fortæller biskoppen af Paphos, Chrisostomos Englistriota. Siden ærkebiskop Chrisostomos I blev ramt af alvorlig sygdom, har biskoppen af Paphos udført hans hverv som leder af den ortodokse kirkes hellige synode på øen.

Sp: Deres excellence, Cypern er stadig delt. Kan den græsk-ortodokse kirke fremme dialogen mellem parterne?

Sv: "Det er en situation, der bedrøver os dybt, resultatet af en helt ulovlig militær besættelse. En ægte dialog er umulig, fordi de tyrkiske cyprioter ikke nyder nogen selvstændighed; det er regeringen i Ankara, der har det sidste ord."

Sp: Er der kontakter mellem de religiøse repræsentanter?

Sv: "Nogle af vore biskopper har mødtes med lederne af det tyrkisk-cypriotiske islamiske samfund. Det er vigtigt for os at stå på god fod med dem, men når det så bliver tid til at drøfte konkrete sager, som problemet med plyndringen og vanhelligelsen af vore kirker, så ved de ikke, hvad de skal sige, så henviser de alt til de politiske myndigheder."

Sp: Har De prøvet at rejse spørgsmålet i internationale kredse?

Sv: "Ja, selvfølgelig. Vi har gentagne gange henvendt os til Den Europæiske Union for at bede dem om at gribe ind. Sidste gang var i efteråret 2004, efter Cyperns indtræden i EU. "

Sp: Resultaterne?

Sv: "Intet indtil videre. Min personlige overbevisning er, at de europæiske regeringer bør lægge pres på Tyrkiet, frem for alt i denne fase med åbning af forhandlingerne om optagelse af Ankara i EU. Men de ønsker ikke at benytte sig af denne mulighed. Og jo mere tiden går, jo mere bliver vores hellige steder i den nordlige del af Cypern ødelagt. Tyrkerne ønsker at fjerne ethvert spor af hellenisme og kristendom. Kun et stærkt internationalt pres kan stoppe dem."

Den italienske bispekonferences dagblad, i hvilket rapporten og interviewet blev offentliggjort den 26. februar: "Avvenire"

---

Oversættelse: Bombadillo