Med Umberto Eco som den mulige undtagelse, er middelalderforskere ikke vant til at få megen opmærksomhed i medierne. Vi har tendens til at være en stille forsamling (undtagen under det årlige bakkanal [drukgilde, o.a.], som vi kalder "International Congress on Medieval Studies" i Kalamazoo, Michigan - af alle steder), der hænger over mugne krøniker og skriver kedelige, men omhyggelige studier, som få vil læse. Forestil dig så min overraskelse, da - inden for få dage efter angrebene den 11. september - middelalderen pludselig blev relevant.

Som korstogshistoriker fandt jeg elfenbenstårnets rolige ensomhed splintret af journalister, redaktører og talkshow-værter med stramme deadlines, ivrige efter at gøre det store kup. Hvad var korstogene?, spurgte de. Hvornår skete de? Hvor ufølsomt var det af præsident George W. Bush, at bruge ordet "korstog" i sine bemærkninger? Med et par af dem, der ringede, havde jeg det klare indtryk, at de allerede kendte svarene på deres spørgsmål, eller i det mindste troede, de gjorde. Hvad de virkelig ønskede, var en ekspert til at sige det hele til dem igen. For eksempel blev jeg ofte bedt om at kommentere det ”faktum”, at den islamiske verden har en berettiget klage mod Vesten. Har den nuværende vold, fortsatte de, ikke sine rødder i korstogenes brutale og uprovokerede angreb på en sofistikeret og tolerant muslimsk verden? Med andre ord, har korstogene ikke den egentlige skyld?

Det mener Osama bin Laden uden tvivl. I sine forskellige video-optrædener undlader han aldrig at beskrive den amerikanske krig mod terror som et nyt korstog mod islam. Forhenværende præsident Bill Clinton har også angivet korstogene som den egentlige årsag til den nuværende konflikt. I en tale på Georgetown University fortalte han om (og udsmykkede) en massakre på jøder efter korsfarernes erobring af Jerusalem i 1099 og meddelte sit publikum, at episoden stadig blev husket med bitterhed i Mellemøsten. (Hvorfor islamiske terrorister skulle være bitre over drabet på jøder, blev ikke forklaret.) Clinton modtog hård kritik på nationens redaktionelle sider for i den grad at ville skyde skylden på USA, at han var parat til at gå tilbage til middelalderen. Men ingen bestred ekspræsidentens grundlæggende forudsætning.

Eller næsten ingen. Mange historikere havde forsøgt at sætte tingene på plads angående korstogene, længe før Clinton opdagede dem. De er ikke revisionister som de amerikanske historikere, der fabrikerede Enola Gay-udstillingen [Enola Gay var navnet på det fly, der bragte atombomben til Hiroshima, o.a.]. De er almindelige forskere, der tilbyder frugten af flere årtiers meget omhyggelig, meget seriøs videnskabelig forskning. For dem er dette et "undervisningens øjeblik", en mulighed for at forklare korstogene, mens folk faktisk lytter. Det vil ikke vare længe, så her kommer den.

Misforståelser omkring korstogene er alt for almindelige. Korstogene bliver generelt skildret som en række hellige krige mod islam, ledet af magtsyge paver og udkæmpet af religiøse fanatikere. De formodes at have været indbegrebet af selvretfærdighed og intolerance, en sort plet på historien om Den katolske Kirke i særdeleshed og den vestlige civilisation i almindelighed. Som en race af proto-imperialister bragte korsfarerne vestlig aggression til det fredelige Mellemøsten, hvorefter de vansirede den oplyste muslimske kultur og efterlod den i ruiner. For variationer over dette tema, behøver man ikke lede længe. Se for eksempel Steven Runcimans berømte epos i 3 bind, History of the Crusades, eller BBC/A&E-dokumentarfilmen, The Crusades, med Terry Jones i spidsen. Begge er frygtelig dårlig historie, men alligevel dejlig underholdende.

Så hvad er sandheden om korstogene? Forskere arbejder stadig på at besvare noget af det spørgsmål. Men meget kan allerede siges med sikkerhed. For begyndere: Korstogene mod Østen var på alle måder defensive krige. De var en direkte reaktion på muslimsk aggression - et forsøg på forsvare sig mod muslimske erobringer af kristne lande eller at slå dem tilbage.

Kristne i det 11. århundrede var ikke paranoide fanatikere. Muslimerne var virkelig ude efter dem. Mens muslimer kan være fredelige, blev islam født i krig og voksede på samme måde. Helt tilbage fra Muhammeds tid var midlet til muslimsk ekspansion altid sværdet. Muslimsk tænkning deler verden i to områder, Islams Hus og Krigens Hus. Kristendom - og for den sags skyld enhver anden ikke-muslimsk religion - har ikke noget Hus. Kristne og jøder kan tolereres i en muslimsk stat under muslimsk styre. Men i traditionel islam skal kristne og jødiske stater destrueres og deres lande erobres. Da Muhammed førte krig mod Mekka i det 7. århundrede, var kristendommen den dominerende religion, præget af magt og rigdom. Som Det romerske Imperiums tro, spændte den over hele området omkring Middelhavet, herunder Mellemøsten, hvor den var født. Den kristne verden var derfor et oplagt mål for de tidligste kaliffer, og skulle fortsætte med at være det for muslimske ledere i de næste tusind år.

Med enorm energi slog islams krigere til mod de kristne kort efter Muhammeds død. De var ekstremt succesrige. Palæstina, Syrien og Egypten - engang de tættest befolkede kristne områder i verden - bukkede hurtigt under. I det 8. århundrede havde muslimske hære erobret hele det kristne Nordafrika og Spanien. I det 11. århundrede erobrede de tyrkiske seljukker Lilleasien (det moderne Tyrkiet), som havde været kristent siden Paulus' dage. Det gamle romerske imperium, af moderne historikere kendt som Det Byzantinske Rige, blev reduceret til ikke meget mere end nutidens Grækenland. I desperation sendte kejseren i Konstantinopel bud til de kristne i Vesteuropa, og bad dem om at komme deres brødre og søstre i Østen til hjælp.

Dette er, hvad der gav stødet til korstogene. De var ikke udtænkt af en ambitiøs pave eller af griske riddere, men var en reaktion på mere end fire århundreders erobringer, hvor muslimer allerede havde erobret to tredjedele af den gamle kristne verden. På et eller andet tidspunkt var kristendommen som en tro og en kultur nødt til at forsvare sig eller blive opslugt islam. Korstogene var dette forsvar.

Ved Koncilet i Clermont i 1095 opfordrede pave Urban II kristenhedens riddere til at trænge islams erobringer tilbage. Reaktionen var enorm. Mange tusinde krigere aflagde løfte om at "tage korset" og forberedte sig til krig. Hvorfor gjorde de det? Svaret på dette spørgsmål er blevet alvorligt misforstået. I kølvandet på Oplysningstiden blev det normalt hævdet, at korsfarere blot var en flok jordløse og slyngler, der udnyttede en mulighed for at røve og plyndre i et fjernt land. Korsfarernes udtrykte følelser af fromhed, selvopofrelse og kærlighed til Gud skulle naturligvis ikke tages alvorligt. De var kun et skalkeskjul for mørkere hensigter.

I de seneste to årtier, har computer-assisterede charter-undersøgelser pillet denne opfundne påstand fra hinanden. Forskere har opdaget, at korstogsriddere generelt var velhavende mænd med store arealer af egen jord i Europa. Ikke desto mindre opgav de frivilligt alt for at udføre den hellige mission. Korstog var ikke billigt. Selv velhavende adelsfolk kunne let forarme sig selv og deres familier ved at deltage i et korstog. De gjorde det, ikke fordi de forventede materiel rigdom (hvilket mange af dem allerede besad), men fordi de håbede at få sig en skat, hvor møl og rust ikke kunne fortære. De var meget opmærksomme på deres syndighed og ivrige efter at påtage sig korstogets prøvelser som en bodshandling af barmhjertighed og kærlighed. Europa er overstrøet med tusindvis af middelalderlige chartre, der attesterer disse følelser, chartre, i hvilke disse mænd stadig taler til os i dag, hvis vi vil lytte. Selvfølgelig var de ikke imod at tage bytte, hvis det kunne tages. Men sandheden er, at korstogene var notorisk dårlige for plyndring. Enkelte mennesker blev rige, men langt de fleste vendte hjem med ingenting.

Urban II gav korsfarerne to mål, som begge ville forblive centrale for de østlige korstog i århundreder. Det første var at redde de kristne i Østen. Som hans efterfølger, pave Innocens III, senere skrev:

Hvordan kan en mand efter guddommelig forskrift elske sin næste som sig selv, hvis han ikke – vidende om, at hans kristne brødre i troen og af navn holdes i streng indespærring af de forræderiske muslimer og tynges ned af det tungeste trældoms åg - helliger sig opgaven at befri dem? (...) Er det tilfældigt, at du ikke ved, at mange tusinde kristne er bundet i slaveri og fængslet af muslimerne, tortureret med utallige pinsler?

"At drage på korstog", har professor Jonathan Riley-Smith med rette argumenteret, blev forstået som en "en kærlighedens gerning" - i dette tilfælde næstekærlighed. Korstoget blev set som et barmhjertighedens ærinde om at råde bod på en forfærdelig uret. Som pave Innocens III skrev til Tempelridderne: "I udfører i handling Evangeliets ord: "Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.'"

Det andet mål var befrielsen af Jerusalem og de andre steder, gjort hellige ved Kristi liv. Ordet korstog er fra nyere tid. Middelalderens korsfarere så sig selv som pilgrimme, der udførte handlinger af retfærdighed på deres vej til den hellige grav. Korstogsafladen de modtog, var kanonisk relateret til afladen for pilgrimsfærd. Dette mål blev ofte beskrevet i feudale termer. Da Innocens III kaldte til det 5. korstog i 1215, skrev han:

Overvej kæreste sønner, overvej nøje, at hvis en jordisk konge blev smidt ud af sit rige og måske taget til fange, ville han ikke, når han var genindsat i sin oprindelige frihed og tiden var inde til at yde retfærdighed, betragte sine vasaller som utro og forrædere (...) hvis de ikke havde overgivet, ikke blot deres ejendom, men også deres personer til opgaven at befri ham? (...) Og på samme måde, vil ikke Jesus Kristus, kongernes konge og herrernes herre, hvis tjener I ikke kan nægte at være, der føjede jeres sjæl til jeres krop, der forløste jer med det dyrebare blod (...) fordømme jer for utaknemmelighedens last og troløshedens forbrydelse, hvis I forsømmer at hjælpe Ham?

Generobringen af Jerusalem var derfor ikke kolonialisme, men en genoprettelse og en åben erklæring af ens kærlighed til Gud. Middelalderens mænd vidste selvfølgelig, at Gud havde magten til at genoprette Jerusalem selv, ja, Han havde magten til at genoprette hele verden til sit herredømme. Men som St. Bernard af Clairvaux prædikede, var Hans afvisning af at gøre det en velsignelse for Hans folk:

Igen siger jeg, overvej den Almægtiges godhed og læg mærke til Hans barmhjertigheds planer. Han sætter sig under en forpligtelse for jer, eller rettere foregiver at gøre det, så Han kan hjælpe jer med at opfylde jeres forpligtelser over for Ham selv (...). Jeg kalder den generation velsignet, der kan gribe en mulighed for så rig aflad som denne.

Det antages ofte, at korstogenes centrale mål var at tvangskonvertere den muslimske verden. Intet kunne være længere fra sandheden. Set med de middelalderlige kristnes øjne, var muslimer fjender af Kristus og hans Kirke. Det var korsfarernes opgave at besejre og forsvare sig mod dem. Det var alt. Muslimer, der levede i korsfarer-vundne områder, fik i almindelighed lov til at beholde deres ejendom og levebrød, og altid deres religion. Gennem hele korsfarer-kongeriget Jerusalems historie var antallet af muslimske indbyggere faktisk langt større end antallet af katolikker. Det var først i det 13. århundrede, at franciskanerne indledte deres indsatser for at konvertere muslimer. Men disse var for det meste forgæves og blev til sidst opgivet. Under alle omstændigheder foregik det gennem fredelig overtalelse, ikke trusler om vold.

Korstogene var krige, så det ville være en fejl at karakterisere dem som intet andet end fromhed og gode intentioner. Ligesom i al krigsførelse, var volden brutal (men ikke så brutal som i moderne krige). Der var uheld, brølere og forbrydelser. Disse er normalt godt fæstnet i hukommelsen i dag. I de tidlige dage af det første korstog i 1095, trængte en pøbel af korsfarere, ledet af grev Emicho af Leiningen, ned langs Rhinen, hvor de plyndrede og myrdede alle jøder, de kunne finde. Uden held forsøgte de lokale biskopper at stoppe blodbadet. I disse krigeres øjne, var jøderne, ligesom muslimerne, fjender af Kristus. At plyndre og dræbe dem var derfor ingen last. Faktisk mente de, at det var en retfærdig gerning, fordi jødernes penge kunne bruges til at finansiere korstoget til Jerusalem. Men det var galt, og Kirken fordømte på det kraftigste de antijødiske angreb.

Halvtreds år senere, da det andet korstog var ved at komme i gang, prædikede St. Bernard ofte, at jøderne ikke måtte forfølges:

Spørg enhver, der kender Den hellige Skrift, hvad han finder forudsagt om jøderne i Salmerne. "Ikke for deres destruktion beder jeg", hedder det. Jøderne er for os Skriftens levende ord, for de minder os altid om, hvad vor Herre led (...). Under kristne fyrster, udholder de hårdt fangenskab, men "de venter kun på tidspunktet for deres befrielse."

Ikke desto mindre var der en medbroder fra cistercienserordenen ved navn Radulf, der ophidsede folk mod Rhinlandets jøder trods talrige breve fra Bernard med krav om, at han stoppede. Til sidst blev Bernard tvunget til selv at rejse til Tyskland, hvor han fik fat i Radulf, sendte ham tilbage til hans kloster og satte en stopper for massakrerne.

Det er ofte sagt, at rødderne til Holocaust kan ses i disse middelalderlige pogromer. Det kan være sandt. Men hvis det er tilfældet, er disse rødder langt dybere og mere udbredte end korstogene. Jøder omkom under korstogene, men formålet med korstogene var ikke at dræbe jøder. Tværtimod: Paver, biskopper og prædikanter gjorde det klart, at Europas jøder ikke måtte forulempes. I moderne krig kalder vi tragiske dødsfald som disse "utilsigtede skader". Selv med intelligente teknologier har USA dræbt langt flere uskyldige i vore krige, end korsfarerne nogensinde kunne. Men ingen vil i fuld alvor hævde, at formålet med de amerikanske krige er at dræbe kvinder og børn.

Efter enhver målestok var det første korstog dårligt. Der var ingen leder, ingen kommandovej, ingen forsyningslinjer, ingen detaljeret strategi. Det var simpelthen tusinder af krigere, der marcherede dybt ind på fjendens territorium, bundet af en fælles sag. Mange af dem døde, enten i kamp eller af sygdom eller sult. Det var et hårdt felttog, der altid syntes på randen af katastrofe. Men det var mirakuløst succesrigt. I 1098 havde korsfarerne genindsat Nikæa og Antiokia under kristent styre. I juli 1099 erobrede de Jerusalem og begyndte at bygge en kristen stat i Palæstina. Glæden i Europa var uhæmmet. Det så ud til, at historiens strøm, der havde løftet muslimerne til sådanne højder, nu var ved at vende.

Men det var den ikke. Når vi tænker over middelalderen, kommer vi let til at se Europa i lyset af, hvad det blev, og ikke som det var. Kolossen i den middelalderlige verden var islam, ikke kristenheden. Korstogene er interessante, hovedsagelig fordi de var et forsøg på at gå imod denne tendens. Men i de fem århundreders korstog, var det kun det første korstog, der rullede islams militære fremgang tilbage. Derfra gik det nedad bakke.

Da korsfarerstaten Edessa faldt til tyrkerne og kurderne i 1144, var der en enorm bølge af støtte til et nyt korstog i Europa. Det blev ledet af to konger, Ludvig VII af Frankrig og Konrad III af Tyskland, og prædiket af St. Bernard selv. Det blev en ynkelig fiasko. De fleste af korsfarerne blev dræbt undervejs. De, der nåede frem til Jerusalem, havde kun gjort tingene værre ved at angribe det muslimske Damaskus, der tidligere havde været en stærk allieret for de kristne. I kølvandet på en sådan katastrofe, blev kristne i hele Europa tvunget til at acceptere, ikke alene den fortsatte vækst af muslimsk magt, men også visheden om, at Gud straffede Vesten for dens synder. Fromhedsbevægelser blandt lægfolk spirede frem over hele Europa, alle med rod i ønsket om at rense det kristne samfund, så det kunne blive værdigt til sejr i Østen.

Korstog i slutningen af det 12. århundrede, blev derfor en indsats for total krig. Ethvert menneske, uanset hvor svagt eller fattigt, blev kaldet til at hjælpe. Krigere blev bedt om at ofre deres rigdom og om nødvendigt deres liv for at forsvare det kristne Østen. På hjemmefronten blev alle kristne kaldet til at støtte korstogene gennem bøn, faste og almisse. Alligevel voksede muslimerne i styrke. Saladin, den store forener, havde smedet det muslimske Nærøsten sammen til en enkelt enhed, alt imens han prædikede jihad mod de kristne. I 1187 i Slaget ved Hattin, udslettede hans styrker de kombinerede hære fra Det Kristne Kongerige Jerusalem og erobrede det dyrebare relikvium, Det Sande Kors. Forsvarsløse begyndte de kristne byer at overgive sig én efter én, kulminerende med overgivelsen af Jerusalem den 2. oktober. Kun en lille håndfuld havnebyer holdt stand.

Reaktionen var det 3. korstog. Det blev anført af kejser Frederik I Barbarossa af Det tyske Kejserrige, kong Filip II Augustus af Frankrig, og kong Richard I Løvehjerte af England. Efter enhver standard var det en storstilet affære, men ikke helt så stor som de kristne havde håbet. Den aldrende Frederik druknede, mens han krydsede en flod på hesteryg, så hans hær vendte hjem, før de nåede Det Hellige Land. Philip og Richard kom med skib, men deres uophørlige skænderier forværrede kun en allerede splittende situation på stedet i Palæstina. Efter at have genvundet Akko, tog kongen af Frankrig hjem, hvor han gik i gang med at skære lunser af Richards franske besiddelser. Korstoget faldt derfor i Richards skød. Som en dygtig kriger, begavet leder og fremragende taktiker, førte Richard de kristne styrker til sejr efter sejr og generobrede til sidst hele kysten. Men Jerusalem lå ikke ved kysten, og efter to mislykkede forsøg på at sikre forsyningslinier til Den Hellige By, gav Richard omsider op. Med løftet om at vende tilbage en dag, indgik han en våbenhvile med Saladin, der sikrede fred i området og fri adgang til Jerusalem for ubevæbnede pilgrimme. Men det var en bitter pille at sluge. Ønsket om at genetablere Jerusalem under kristent styre og genvinde Det Sande Kors levede intenst videre i hele Europa.

Korstogene i det 13. århundrede var større, bedre finansierede og bedre organiserede. Men også de mislykkedes. Det 4. korstog (1201-1204) kuldsejlede, da det blev lokket ind i et spind af byzantinsk politik, som vesterlændingene aldrig helt forstod. De havde taget en afstikker til Konstantinopel for at støtte en fordringshaver til den kejserlige trone, som lovede store belønninger og støtte til Det Hellige Land. Men da han først sad på Cæsarernes trone, fandt deres velgører, at han ikke kunne betale, hvad han havde lovet. Således forrådt af deres græske venner, angreb, indtog og brutalt plyndrede korsfarerne i 1204 Konstantinopel, den største kristne by i verden. Pave Innocens III, som tidligere havde bandlyst hele korstoget, fordømte kraftigt korsfarerne. Men meget andet kunne han ikke gøre. De tragiske begivenheder i 1204 lukkede en jerndør mellem romersk-katolske og græsk-ortodokse kristne, en dør, som pave Johannes Paul II end ikke i dag har været i stand til at genåbne. Det er en frygtelig ironi, at korstogene, som var en direkte følge af det katolske ønske om at redde ortodokse folk, drev de to grupper yderligere, og måske uigenkaldeligt, fra hinanden.

I den resterende del af det 13. århundredes var korstogene ikke meget bedre. Det 5. korstog (1217-1221) var i stand til kortvarigt at erobre Damietta i Egypten, men muslimerne besejrede til sidst hæren og genbesatte byen. St. Ludvig IX af Frankrig anførte to korstog i sit liv. Det første erobrede også Damietta, men Ludvig blev hurtigt overlistet af egypterne og tvunget til at opgive byen. Selvom Ludvig opholdt sig i Det Hellige Land i flere år og spenderede rundhåndet på forsvarsværker, lykkedes det ham aldrig at opfylde sit inderste ønske: At befri Jerusalem. Han var en meget ældre mand i 1270, da han anførte et andet korstog til Tunis, hvor han døde af en sygdom, der hærgede lejren. Efter St. Ludvigs død, førte de hensynsløse muslimske ledere, Baybars og Kalavun, en brutal jihad mod de kristne i Palæstina. I 1291 var det lykkedes de muslimske styrker at dræbe eller fordrive de sidste af korsfarerne og således slette korsfarerrigerne fra landkortet. Trods adskillige forsøg og mange flere planer, var kristne styrker aldrig igen i stand til få fodfæste i regionen, ikke før end i det 19. århundrede.

Man kunne tro, at tre århundreders kristne nederlag ville have gjort europæerne afvisende over for ideen om korstog. Overhovedet ikke. På en måde havde de ikke meget alternativ. Muslimske riger blev mere, ikke mindre, magtfulde i det 14., 15. og 16. århundrede. De osmanniske tyrkere erobrede ikke kun deres muslimske trosfæller, hvilket yderligere forenede islam, men de fortsatte også med at presse vestpå, hvor de erobrede Konstantinopel og stødte dybt ind i Europa selv. Ved det 15. århundrede, var korstogene ikke længere nådegaver skænket et fjernt folk, men en af de sidste rester af kristenhedens desperate forsøg på at overleve. Europæerne begyndte at overveje den reelle mulighed for, at islam endelig ville nå sit mål om at erobre hele den kristne verden. En af den tids store bestsellere, Sebastian Brants The Ship of Fools [Tåbernes skib], gav stemme til denne følelse i et kapitel med titlen “Of the Decline of the Faith” ["Om troens fald"]:

Vor tro var stærk i den Orient,
Den hersked i hele Asien,
I Maurland og Afrika.
Men nu er dette land fra os berøvet
Gør selv den hårdeste sten bedrøvet....
Fire søstre af vor gamle kirke,
De er af patriarkers virke
Konstantinopel, Alexandria,
Jerusalem, Antiokia.
Under rov blev de til grus deformet
Og snart vil hovedet blive stormet.

Selvfølgelig var dette ikke, hvad der skete. Men det var lige før. I 1480 erobrede sultan Mehmed II Otranto som et brohoved for sin invasion af Italien. Rom blev evakueret. Men sultanen døde kort tid efter, og hans plan døde med ham. I 1529 belejrede Süleyman den Prægtige Wien. Hvis det ikke havde været for nogle voldsomme skybrud, der forsinkede hans fremfærd og tvang ham til at efterlade en stor del af sit artilleri, er det så godt som sikkert, at tyrkerne ville have indtaget byen. Tyskland ville så have været overladt til deres nåde.

Men selv mens disse tætte barberinger fandt sted, var noget andet under opsejling i Europa - noget, uden fortilfælde i menneskehedens historie. Renæssancen - født af en underlig blanding af romerske værdier, middelalderlig fromhed og en unik respekt for handel og iværksætterånd - havde ført til andre bevægelser som humanismen, den videnskabelige revolution og opdagelsernes tidsalder. Selv mens det kæmpede for sit liv, forberedte Europa sig på at ekspandere på verdensplan. Den protestantiske reformation, som afviste pavedømmet og læren om aflad, gjorde korstog utænkeligt for mange europæere, hvilket overlod kampene til katolikkerne. I 1571 besejrede en Hellig Liga, som i sig selv var et korstog, den osmanniske flåde ved Lepanto. Men militære sejre som denne forblev sjældne. Den muslimske trussel blev neutraliseret økonomisk. I takt med at Europa voksede i rigdom og magt, begyndte de engang så respektindgydende og sofistikerede tyrkere at virke tilbagestående og patetiske - ikke længere et korstog værd. "Europas syge mand" humpede videre indtil det 20. århundrede, da han endelig udåndede, efterladende det nuværende rod i nutidens Mellemøsten.

På sikker afstand af mange århundreder, er det let nok at se med væmmelse på korstogene. Religion er, trods alt, ikke noget at udkæmpe krige over. Men vi skal være opmærksomme på, at vore middelalderlige forfædre ville have væmmedes lige så meget over vore uendeligt mere destruktive krige udkæmpet i politiske ideologiers navn. Og alligevel kæmper både den middelalderlige og den moderne soldat i sidste ende for deres egen verden og alt, hvad den indeholder. Begge er villige til at bringe enorme ofre, hvis det er til gavn for noget, de har kært, noget større end dem selv. Uanset om vi beundrer korsfarerne eller ej, er det en kendsgerning, at den verden vi kender i dag, ikke ville eksistere uden deres indsats. Den gamle kristne tro, med dens respekt for kvinder og antipati mod slaveri, ikke alene overlevede, men blomstrede. Uden korstogene, kunne den meget vel have fulgt zoroastrianismen, en anden af islams rivaler, ind i mørket.

---

Thomas F. Madden er professor i historie og leder af Center for Studiet af Middelalderen og Renæssancen ved Saint Louis University. Som forfatter og historisk konsulent optræder han sådanne steder som The New York Times, Washington Post, Wall Street Journal og The History Channel.

Dr. Madden seneste bøger omfatter Venice: A New History, The New Concise History of the Crusades, Empires of Trust, og Enrico Dandolo and the Rise of Venice. Han har også skrevet og forelæst omfattende om den antikke og middelalderlige middelhavsverden samt kristendommens og islams historie.

Priser for hans videnskabelige arbejde omfatter the Medieval Academy of America's Haskins Medal og the Medieval Institute's Otto Grundler Prize.

Han er medlem af John Simon Guggenheim Foundation og af the Medieval Academy of America.

Han skriver i øjeblikket på en ny historie om Istanbul. Kilde: http://www.thomasmadden.org/

---

Oversættelse: Bombadillo